K2 mod Storbritannien

Dom af 9. marts 2017
Klagesag nr. 42387/13
(2.2017 side 89)


8.1.1.    Ret til respekt for privatlig

8.1.2.    Ret til respekt for familieliv

8.2.3.    Nødvendigt i et demokratisk samfund
af hensyn til den nationale sikkerhed

 

Kammer bestående af 7 dommere
Dommen er endelig

Klager, som var britisk og sudanesisk statsborger, forlod Storbritannien efter at være blevet sigtet for en lovovertrædelse. Klager ankom til Sudan, efter ifølge de britiske myndigheder at have opholdt sig i Somalia, hvor han angiveligt skulle have haft kontakt med med terrorbevægelsen, Al-Shabaab. De britiske myndigheder fandt, at klager var involveret i terrorrelaterede aktiviteter og fratog følgelig klagers statsborgerskab samt udelukkede ham fra britisk territorium. Disse beslutninger anfægtede klager, men fik ikke medhold hos de nationale domstole. Han indbragte derfor sagen for Menneskerettighedsdomstolen med påstand om, at hans rettigheder efter artikel 8 samt artikel 14, jf. artikel 8, var blevet krænket. Menneskerettighedsdomstolen afviste imidlertid at realitetsbehandle sagen, idet beslutningerne ikke havde været vilkårlige, og klager havde været forsynet med tilstrækkelige proceduremæssige garantier.

Sagens faktiske omstændigheder

Klager, der var født i Sudan i 1982, ankom som barn til Storbritannien, hvor han i år 2000 opnåede statsborgerskab. I år 2009 blev klager anholdt og sigtet for en lovovertrædelse mod den offentlige orden. Han blev løsladt mod kaution, men forlod Storbritannien, førend han blev opkrævet kautionssummen. Klager rejste herefter til Sudan, om end det var omtvistet for Menneskerettighedsdomstolen, om han undervejs i sin rejse midlertidigt havde opholdt sig i Somalia, hvor han ifølge de britiske myndigheder skulle have haft kontakt med med terrorbevægelsen, Al-Shabaab.

Den 11. juni 2010 gjorde de britiske myndigheder klager opmærksom på, at de agtede at fratage ham hans britiske statsborgerskab, hvilket blev effektueret den 14. juni 2010. Klager blev samtidigt udelukket fra at opholde sig på britisk territorium under henvisning til, at han var involveret i terror-relaterede aktiviteter og var tilknyttet en række islamistiske ekstremister. Klager anfægtede begge beslutninger, idet han anførte 3 anbringender for byretten: Han påstod først og fremmest, at de britiske myndigheder ikke havde været berettigede til at udelukke ham fra britisk territorium, mens sagen om statsborgerskab endnu verserede. Dernæst hævdede klager, at de britiske myndigheder var forpligtede til at sikre klagers tilbagevenden til Storbritannien med henblik på, at han kunne deltage i domsforhandlingerne. Endelig gjorde klager gældende, at beslutningen om at udelukke ham fra britisk territorium var diskriminerende.

Byretten afsagde dom den 19. juli 2011, i hvilken klager ikke fik medhold i nogen af sine påstande. Klager ankede denne dom til landsretten med de samme anbringender, som han havde gjort gældende for byretten. Landsretten dømte atter til fordel for de britiske myndigheder den 21. maj 2012, hvilket foranledigede klager til at indbringe sagen for Højesteret, der dog den 8. februar 2013 afviste at realitetsbehandle sagen. Klager ændrede påstand og klagede på ny til de administrative myndigheder, der den 24. oktober 2014 afviste klagers anbringender. Den 8. juli 2016 afviste landsretten endeligt klagers ansøgning om tilladelse til anke.

Klager indbragte herefter sagen for Menneskerettighedsdomstolen med påstand om, at beslutningerne om at fratage ham hans britiske statsborgerskab og at udelukke ham fra britisk territorium krænkede hans rettigheder i medfør af Konventionens artikel 8 og artikel 14, jf. artikel 8.

Menneskerettighedsdomstolens afgørelse

Menneskerettighedsdomstolen havde tidligere accepteret, at en fratagelse af et allerede opnået statsborgerskab efter omstændighederne kunne udgøre en krænkelse af artikel 8 på grund af indgrebet i individets privatliv. Ifølge Menneskerettighedsdomstolen indgår det i bedømmelsen heraf, hvorvidt fratagelsen er vilkårlig, og hvilke konsekvenser fratagelsen måtte få for individet. For så vidt angår vilkårlighed indgår det, om fratagelsen sker i overensstemmelse med loven, og om den ledsages af proceduremæssige garantier, herunder om individet gives mulighed for en retlig efterprøvelse af afgørelsen.

Menneskerettighedsdomstolen anså det for uomtvisteligt, at fratagelsen af klagers statsborgerskab og udelukkelsen fra britisk territorium skete i overensstemmelse med loven. Klager havde gjort gældende, at han ikke havde været forsynet med tilstrækkelige proceduremæssige garantier, idet han som følge af sin udelukkelse fra britisk territorium var forhindret i at deltage i retsmøderne. Menneskerettighedsdomstolen bemærkede imidlertid, at en beslutning om fratagelse af statsborgerskab, hvor individet befinder sig udenrigs, ikke pr. definition er vilkårlig i artikel 8’s forstand. Artikel 8 kan derimod ikke fortolkes således, at den pålægger staterne en positiv forpligtelse til at foranstalte hver enkelt persons tilbagevenden, hvem staten måtte ønske at fratage statsborgerskabet. Menneskerettighedsdomstolen lagde herved tillige vægt på, at klager havde haft mulighed for at få efterprøvet beslutningen om udelukkelse fra britisk territorium, og at han i denne forbindelse havde kunnet instruere sine advokater om, hvorledes han ønskede, at de skulle forsvare ham. Menneskerettighedsdomstolen fandt desuden, at de proceduremæssige vanskeligheder, som klager var blevet mødt med, i høj grad havde skyldtes hans beslutning om at forlade Storbritannien, før end han var blevet påbudt at betale kautionssummen. På denne baggrund kunne beslutningen om at fratage klager hans statsborgerskab ikke karakteriseres som vilkårlig. Idet klager på grund af sit sudanesiske statsborgerskab ikke var blevet statsløs, og da klagers familie havde mulighed for at besøge ham i Sudan, konkluderede Menneskerettighedsdomstolen, at påstanden om krænkelse af artikel 8 var åbenbart ubegrundet og følgelig skulle afvises i henhold til artikel 35, stk. 3, litra a.

Det forhold, at klager tillige var blevet udelukket fra britisk territorium, kunne ifølge Menneskerettighedsdomstolen ikke ændre herpå. Staterne har ifølge folkeretten ret til selv at bestemme, hvilke udlændinge der skal have ret til at opholde sig på deres område, og Menneskerettighedskonventionen garanterer som udgangspunkt ikke udlændinge en ret til at opholde sig i en bestemt stat. Undtagelsen hertil er de tilfælde, hvor beslutningen udgør et indgreb i udlændinges ret til privat- og familieliv i medfør af artikel 8, stk. 1. Menneskerettighedsdomstolen fandt det imidlertid godtgjort, at indgrebet i den konkrete var proportionalt i forhold til ønsket om at beskytte befolkningen mod terrorisme.

I forhold til behandlingen af klagen vedrørende artikel 14 konstaterede Menneskerettighedsdomstolen, at klager på dette punkt ikke havde udtømt sine nationale retsmidler. Klagen måtte følgelig afvises i henhold til artikel 35, stk. 1. Påstanden om, at klager var blevet behandlet anderledes i forhold til en person med ophold i Storbritannien uden britisk statsborgerskab, var åbenbart ubegrundet og afvistes i henhold til artikel 35, stk. 3, litra a.

Menneskerettighedsdomstolen afviste på grundlag heraf at antage klagen i sin helhed til realitetsbehandling (enstemmigt).

 

#Domme og afgørelser, der er henvist til i dommen:
Karassev mod Finland, afgørelse af 12. januar 1999, klagesag nr. 31414/96; Slivenko mod Letland, afgørelse af 23. januar 2002, klagesag nr. 48321/99; Savoia og Bounegru mod Italien, afgørelse af 11. juli 2006, klagesag nr. 8407/05; Genovese mod Malta, dom af 11. oktober 2011, klagesag nr. 53124/09; Nejdet Şahin og Perihan Şahin mod Tyrkiet, dom af 20. oktober 2011, klagesag nr. 13279/05; De Souza Ribeiro mod Frankrig, dom af 13. december 2012, klagesag nr. 22689/07; Söderman mod Sverige, dom af 12. november 2013, klagesag nr. 5786/08; Abdul Wahab Khan mod Storbritannien, afgørelse af 28. januar 2014, klagesag nr. 11987/11; Ramadan mod Malta, dom af 21. juni 2016, klagesag nr. 76136/12.

 

Link til dommen her: 
http://hudoc.echr.coe.int/eng?i=001-172143