Kort nyt
København-erklæringen

(2. 2018 side 5)


Af Jonas Christoffersen, direktør, Institut for Menneskerettigheder

 

Den danske regering satte under sit formandskab for Europarådets ministerkomité fokus på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og herunder navnlig Menneskeretsdomstolen i Strasbourg. Regeringens initiativ resulterede i den såkaldte København-erklæring, som Europarådets 47 lande blev enige om den 13. april, og som de formelt vedtog på en Ministerkonference den 17. maj 2018.

Men betyder København-erklæringen noget for danske praktikere?

Det korte svar er naturligvis, at det vil tiden vise, men der er navnlig to områder i erklæringen, som kan få konkret betydning for dansk ret.

Det første emne handler om Domstolens rolle. Regeringerne sætter i erklæringen fokus på det subsidiaritetsprincip, der regulerer Domstolens prøvelse (pkt. 26-32). De seneste års udvikling har vist, at flere lande deler en bekymring om, at Domstolen går for tæt på landenes gennemførelse af konventionen. Den danske regering var meget tydelig i sin fremhævelse af, at den rettede fokus på Domstolen på grund af den omfattende praksis på udvisningsområdet.

Domstolen afsagde – kort inden Danmark overtog formandskabet – en banebrydende udvisningsdom, hvor den i korte træk sagde, at den vil overlade den konkrete afvejning til staterne, såfremt uafhængige nationale domstole i lyset af den konkretes sags nærmere omstændigheder har foretaget en passende afvejning i lyset af Domstolens praksis.[1] Dommen var udtryk for en overførsel af praksis i sager om rettighedskonflikter til udvisningsområdet.[2]

I København-erklæringen blev Domstolens udvidelse af den nye fortolkning af subsidiaritetsprincippet tiltrådt af de 47 regeringer (pkt. 28(c)). Det må anses for et betydeligt rygstød til Domstolens udvikling af en mere tilbageholdende prøvelse ikke kun i sager om rettighedskonflikter og udvisning, men i det hele taget. Afsnittet om subsidiaritetsprincippet skal ses i lyset af erklæringens øvrige punkter, blandt andet om at der i fortolkningen af konventionen skal lægges passende vægt på nutidens forhold (pkt. 26), og at udviklingen i fortolkningen skal foregå forsigtigt og afbalanceret (pkt. 30).

Erklæringen lægger desuden op til en bedre dialog mellem Domstolen og andre aktører om konventionens udvikling, herunder ved øget tredjepartsintervention fra regeringernes side (pkt. 33-41). Formålet er helt grundlæggende at sikre en bedre forankring af konventionens udvikling i de europæiske demokratier (pkt. 33). Hvordan det nærmere vil udvikle sig i de kommende år, vil tiden vise, men udviklingen går i retning af et videre spillerum for nationale myndigheders fortolkning og anvendelse af konventionen.

Det andet område angår Domstolens sagsmængde (pkt. 42-54). Domstolen har de seneste år reduceret den samlede sagsmængde meget betydeligt, efter at den toppede med ca. 160.000 sager omkring 2012. Reduktionen er imidlertid sket primært ved afvisning af simple sager, men samtidig er et betydeligt antal sager antaget til realitetsbehandling. Der verserer således nu omkring 50-60.000 sager. Omkring halvdelen er opfølgning på tidligere, ledende domme (såkaldte repetitive sager), hvorimod den anden halvdelen består af forskellig sager, der ikke kan behandles i bundter. Det bedste skøn er, at domstolen kan afvikle den nuværende pukkel på omring 10 år, idet kapaciteten rækker til behandling af omkring 2.000 enkeltsager årligt.

I København-erklæringen vedtog regeringerne, at der – inden udgangen af 2019 – skal gennemføres en analyse af udsigten til opnå en balance i Domstolens sagsmængde (pkt. 54). Det er et uhyre væsentligt punkt, fordi der ikke er nogen realistisk udsigt til at opnå balance mellem indkomne og afgjorte sager. En grundig analyse må indeholde forslag til politiske beslutninger, der næppe kan holdes inden for rammerne af den nuværende konvention. Men igen: tiden må vise, hvad der sker.

Endelig berører København-erklæringen forskellige spørgsmål om konventionens gennemførelse i de 47 lande, om udpegning af dommere og om EU᾽s tiltrædelse af EMRK. Men det er formentlig de to punkter om subsidiaritet og sagsmængde, der har størst potentiale til at påvirke den fremtidige udvikling i Domstolens praksis og i konventionssystemet. Det gælder ikke mindst, såfremt analysen af sagsmængden fører til politiske beslutninger for at skabe en bæredygtig balance i Menneskerettighedsdomstolens sagsmængde.

Regeringens største bedrift var formentlig, at den sikrede de 47 landes uforbeholdne støtte til udviklingen af det europæiske menneskerettighedssystem. Erklæringen udtrykker klart opbakning til systemet og en vilje til at styrke menneskerettighederne i hele Europa, herunder ved at sikre tilstrækkelig finansiering. Dette er afgørende vigtigt – ikke mindst i en tid, hvor Rusland og Tyrkiet ikke som tidligere vil yde deres bidrag til Europarådets budget.

De næste skridt i udviklingen af konventionen kan blive taget, når Frankrig overtager formandskabet for Europarådet netop som Europarådets 70-års jubilæum og Domstolens 60-års jubilæum skal fejres i 2019. Præsident Macron har allerede sidste år indikeret, at det franske formandskab vil gå efter en fremtidssikring af konventionssystemet, så måske vil arven efter det danske formandskab først og fremmet blive, at Danmark genoplivede en reformproces, der var ved at gå i stå.

 

[1].   Ndidi v. Storbritannien, dom af 14. sep­tember 2017.

[2].   Se f.eks. von Hannover mod Tyskland (nr. 2), dom af 7. februar 2012.