Kort nyt
DNA-registrering – ny forskning

(2. 2018 side 3)


Af Christoffer Badse, Institut for Menneskerettigheder

 

 

Hvor langt skal vi gå i registrering af vores DNA? Det spørgsmål har fået fornyet opmærksomhed, efter at ROCKWOOL Fondens Forskningsenhed har offentliggjort et studie, der blandt andet påviser et kraftigt fald i recidivtallene blandt personer, der efter 2005 blev opført i DNA-registeret.[1]

Personer, der får deres DNA registreret i politiets DNA-register, får efterfølgende færre domme for ny kriminalitet. Det gælder både sigtede og dømte. Begrundelsen er – måske ikke overraskende – at øget risiko for opdagelse mindsker lysten til at begå (ny) kriminalitet.

Studiet har kigget på recidivforekomsten ved berigelseskriminalitet og voldskriminalitet lige før og lige efter 2005, hvor politiets mulighed for at DNA-registrere blev kraftigt udvidet. Begge kriminalitetstyper viser et signifikant fald, som i studiet henføres til den øgede brug af DNA-registrering, da der ikke fandtes at være andre væsentlige samfundsændringer på tidspunktet. For unge og førstegangssigtede viser studiet, at det har det en særlig afskrækkende effekt, at politiet registrerer deres DNA.

I fremlæggelsen af resultatet fremhæver ROCKWOOL: »Studiet påviser kausalt, at netop denne gruppes kriminelle adfærd påvirkes af registret, men forudsiger intet om, hvad eksempelvis en tilsvarende registrering af ikke-kriminelle ville have af konsekvenser.«[2]

Selv om studiet derfor ikke støtter op om et generelt DNA-register, så har rapporten alligevel efterfølgende medført en række spørgsmål fra folketingspolitikere til justitsministeren netop om muligheden for at indføre et tvunget DNA-register for alle danskere. Det skal hjælpe politiet med at opklare forbrydelser samt hindre at nye begås.

Senest i 2012 blev stillet beslutningsforslag af samme karakter, og det er en problemstilling, der med jævne mellemrum dukker op: hvor langt skal vi gå i overvågning af borgerne på grund af DNA-registreringens præventive og opklaringsmæssige effekt?

DNA-registrering rejser menneskeretlige spørgsmål om retten til respekt for privatlivet. Det viser EMD-dommen S. og Marper mod Storbritannien fra 2008, hvor storkammeret enstemmigt fastslog, at opbevaring af både fingeraftryk, dna-profiler og celleprøver er et indgreb i privatlivets fred jf. EMRK artikel 8, og at indgrebet derfor skal retfærdiggøres efter artikel 8, stk. 2. Det betyder, at statens indgreb skal ske ifølge af lov, at indgrebet skal have et legitimt formål samt være nødvendigt i et demokratisk samfund.

Domstolen fastslog, at Storbritannien ved at udtage og opbevare fingeraftryk, dna-profiler og celleprøver krænkede artikel 8 om ret til respekt for privatlivet. Krænkelsen bestod i, at fingeraftryk, dna-profiler og celleprøver udtaget i forbindelse med mistanke om strafbart forhold kunne opbevares uafhængigt af lovovertrædelsens karakter eller alvor og uafhængigt af den sigtedes alder, at opbevaringen var tidsubegrænset, og at der alene var begrænsede muligheder for at få fjernet materialet efter en frifindelse eller påtaleopgivelse. Menneskerettighedsdomstolen konkluderede, at Storbritanniens altomfattende opbevaring af fingeraftryk, celleprøver og dna-profiler fra sigtede, men ikke dømte personer, ikke ramte en rimelig balance mellem de modstående offentlige og private hensyn, og at der derfor forelå en krænkelse af EMRK artikel 8.

Domstolen fremkom med en række mere principielle betragtninger, der var – og er – relevante for retstilstanden i Danmark. Lovgivningen om DNA-registrering blev på grund af Marper-dommen ændret i 2009, således at oplysninger om dna-profiler, celleprøver og fingeraftryk vedrørende sigtede, men ikke dømte personer, slettes efter 10 år fra datoen fra frifindelse, afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald uden vilkår.[3]

Marper-dommens principielle betragtninger må ligeledes inddrages i en vurdering af spørgsmålet om mulighederne for en generel DNA-registrering af samtlige borgere inden for en menneskeretlig ramme.

DNA-registrering af den karakter må betragtes som et særligt intensivt indgreb i privatlivets fred, særligt henset til, at der er tale om altomfattende systematiske behandling af oplysningerne i politimæssigt efterforskningsøjemed og at et sådant tiltag vil omfatte borgere, der ikke har begået noget kriminelt. Statens skønsmargin må under alle omstændigheder anses at være snæver på grund af beskyttelsens grundlæggende karakter. Indgrebet skal derfor leve op til et strengt proportionalitetsprincip.

EU-Domstolen forholder sig tilsvarende kritisk over for generel og udifferentieret behandling og lagring af personoplysninger. Tele2 Sverige-dommen om logningsreglerne kan muligvis anvendes som indikator for, hvordan det EU-retlige system vil se på spørgsmålet om generel DNA-registrerings forenelighed med grundlæggende forpligtelser.

En udvidelse af muligheden for DNA-registrering stemmer dårligt overens med praksis og de tendenser, der ses internationalt og forslaget understøttes da heller ikke af konklusionerne i studiet som Rockwool Fondens Forskningsenhed har foretaget.

 

Det Centrale Dna-profil-register er et dansk register over dna-profiler indsamlet af politiet. Registeret blev oprettet 1. juli 2000, og styres af Rigspolitiets DNA-sektion i København. Registeret bruges til at identificere personer i straffesager eller ved ulykker.

En lovændring i 2005 sidestillede DNA med fingeraftryk, hvad angår indsamling og registrering. Politiet registrerer profiler fra personer, som er eller har været sigtet for en forbrydelse, der kan give fængsel i mere end 1 år og 6 måneder eller derover, eller i visse tilfælde i sager om børnepornografi.

Mulighederne for opbevaring af DNA-registrering blev ændret i 2009, således at oplysninger om dna-profiler, celleprøver og fingeraftryk vedrørende sigtede, men ikke dømte personer, slettes efter 10 år fra datoen fra frifindelse, afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald uden vilkår. Rigspolitiet har imidlertid haft vanskeligt ved at overholde lovens slettepligt.

 


 


[1].   Anne Sofie Tegner Anker, Jennifer L. Doleac og Rasmus Landersø, 2018; The effects of DNA databases on the deterrence and detection of offenders, Study Paper no. 128 fra ROCKWOOL Fondens forskningsenhed.

[2].   Nyhedsbrev april 2018 – Nyt fra ROCKWOOL Fondens forskningsenhed, Marginaliserede grupper og risikoadfærd.

[3].   Fremsat den 16. december 2009 af justitsministeren (Brian Mikkelsen) Forslag til Lov om ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-register (Frist for sletning af oplysninger om dna-profiler vedrørende sigtede, men ikke dømte personer).