Menneskerettighetene og Norge – rettsudvikling, rettsligjøring og demokrati

(2. 2017 side 3)


Af Jonas Christoffersen

Anmeldelse

Andreas Føllesdal, Morten Ruud og Geir Ulfstein (red.)
Oslo, Universitetsforlaget, 2017, 324 sider.

 

Retsfællesskabet mellem Danmark og Norge er stærkt. Det gælder også på det menneskeretlige område. Samfundsforholdene er sammenlignelige. Retskulturerne minder til forveksling om hinanden, ligesom landene deltager i stort set det samme internationale samarbejde. Derfor er der også meget godt at lære, hvis man befatter sig med norske forhold. Og når forfatterskaren omfatter kyndige professorer, dommere og embedsmænd, er man hjulpet godt på vej.

Norge har i mindre grad end Danmark formået at undgå domfældelse ved Strasbourgdomstolen. En norsk antologi om menneskerettighederne indeholder derfor mange og interessant diskussioner om betydningen af navnlig Menneskerettighedsdomstolens praksis på konkrete områder. Det har ikke kun interesse for nørder, da afsnittene kan perspektivere retspraksis på områder, der kan have danske praktikeres inter­esse. Hvis man f.eks. falder over en relevant dom mod Norge, vil man i antologien med stor sandsynlighed kunne finde tankegods af betydning for præjudikatsvirkningen også i Danmark.

Trods retsfællesskabet har Norge på nogle punkter valgt at forholde sig til menneskerettighederne på en anden måde end Danmark. Grunnloven inkorporerer således en håndfuld centrale konventioner på forfatningsniveau, ligesom Høyesterett har anlagt en – i sammenligning med Danmark – mere fleksibel tilgang til konventionernes betydning i national ret.

Høyesterett formulerede i 1994 den retningslinje, at norsk ret kun viger for international ret, hvis den er tilstrækkelig klar og entydig. Denne klarhedsdoktrin blev udviklet i 2002, hvor Høyesterett udtalte, at de norske domstole skal anvende samme fortolkningsprincipper som Menneskerettighedsdomstolen. Det minder meget om formuleringen fra Danmarks Højesteret. Nordmændene tilføjede imidlertid, at selv om det først og fremmest er Menneskerettighedsdomstolen, der skal udvikle konventionen, kan de norske domstole bygge på traditionelle norske værdiprioriteringer, navnlig hvis den norske lovgiver har vurderet forholdet og fundet, at der ikke er modstrid med konventionen. Høyesterett anførte, ganske forudseende, at de norske domstole på den måde vil kunne indgå i et samspil med menneskeretsdomstolen og bidrage til at påvirke dens praksis. Det kunne lyde, som om Norges Høyesterett stiller sig på lovgivers side, men det er ikke tilfældet, og det drøftes i antologien, om Høyesterett er gået for vidt.

Grundlovsændringen i 2014 har desuden medført, at Grunnloven skal fortolkes i lyset af de internationale konventioner og tilknyttet praksis, der er mere detaljeret og kan kaste lys over Grunnlovens menneskerettighedsbestemmelser, som det hedder i forarbejderne. Høyesterett har i 2015 udtalt, at fremtidig praksis fra de internationale organer ikke har samme betydning ved fortolkningen af Grunnloven som ved fortolkningen af de parallelle konventionsbestemmelser, og at det er Høyesterett og ikke de internationale organer, der har ansvaret for at fortolke, afklare og udvikle Grunnlovens menneskerettighedsbestemmelser. Det medfører en kompleksitet i retsudviklingen, som vi ikke er vidne til i Danmark, og det skyder Norges Høyesterett frem i en rolle, Danmarks Højesteret ikke har.

Vi kan på mange punkter spejle os i de norske forhold. Der er forskelle og ligheder. Lighederne er større end forskellene, men de norske domstole har en mere fremtrædende rolle i retsudviklingen end de danske. Antologien bliver næppe nogen bestseller i Danmark, men mindre kan også gøre det. Bidragene har høj kvalitet, og antologien fortjener læsere også i Danmark.