FNs menneskeretskomiteer – nødvendige reformer på vej

(1.2016 side 33)


Af direktør, dr.jur. Jonas Christoffersen, Institut for Menneskerettigheder

 

 

FN’s Generalforsamling har i 2014 iværksat en reformproces, der i 2020 skal levere svar på spørgsmålet, hvordan FN’s menneskerettighedskomiteer fremover skal virke. I artiklen ses der nærmere på reformprocessen i lyset af den kritik af komiteernes behandling af individuelle klagesager, der er fremført fra dansk side.[1]

1. Indledning

FN’s menneskerettighedskomiteer udgør et væsentligt element i FN’s arbejde med at sikre gennemførelsen af de internationale menneskerettigheder i alverdens lande. Der er i dag oprettet komiteer i tilknytning til 10 forskellige menneskeretskonventioner, og systemet udvikles og udvides fortsat. Danmark har så sent som i 2014 og 2015 tilsluttet sig klageadgangen til FN’s Handicapkomité, henholdsvis FN’s Børnekomité.[2]

FN’s komitésystem har i en lang årrække været genstand for reform, idet der allerede i 1980’erne blev iværksat initiativer med henblik på at sikre langsigtet effektivitet af det samlede FN-system. FN’s Menneskerettighedsråd afløste i 2006 den stærkt kritiserede Menneskerettighedskommission, men FN’s komitésystem er i al væsentlighed uberørt af reformerne.

FN’s Generalforsamling har imidlertid i april 2014 vedtaget en vigtig resolution, der tager sigte på at sikre og styrke menneskerettighedskomiteernes virke.[3] Generalforsamlingen har ved resolutionen anmodet FN’s Generalsekretær om hvert andet år at fremlægge en rapport om komiteernes virke og fremskridtene i udviklingen af deres arbejde, ligesom Generalforsamlingen besluttede, at der i 2020 skal foretages en evaluering af initiativernes bæredygtighed med henblik på, om nødvendigt, at træffe beslutning om yderligere handling for at sikre og styrke systemet.[4] Generalforsamlingens reformresolution hviler navnlig på beskrivelserne af systemets udfordringer dels i Generalsekretærens rapport fra 2011,[5] dels i Højkommissæren for Menneskerettigheders rapport fra 2012.[6]

En af erfaringerne fra de hidtidige reformbestræbelser er, at det er vanskeligt at skabe fodslag om forandringer. Der gøres derfor nu forsøg med en anden proces, hvor et schweizisk forskningscenter, Geneva Academy, er udset til at spille en central rolle ved at indhente bidrag fra en række aktører, således at beslutningsgrundlaget er bedst muligt i 2020. Geneva Academy har i oktober 2015 sammenfattet de væsentligste udfordringer, der består i (i) overbebyrdelse af nationale og internationale aktører, (ii) vanskeligheder ved at sikre indre sammenhæng i komiteernes praksis, (iii) utilstrækkelig ledelse af komiteerne, (iii) krav til og vilkår for komiteernes medlemmer, (v) utilstrækkelige ressourcer til sekretariat og medlemmer og (vi) utilstrækkelig gennemførelse af komiteernes udtalelser og anbefalinger.[7] Geneva Academy har desuden formuleret en række forskningsspørgsmål, som ønskes besvaret i de kommende år.[8] Formålet er i perioden fra 2016 til 2018 at frembringe nye forslag og løsninger til udviklingen af systemet uden at svække beskyttelsen af menneskerettighederne.

Reformprocessen har ikke været genstand for nævneværdig opmærksomhed i Danmark, hvilket formentlig skyldes FN-komiteernes forholdsvis beskedne, praktiske betydning i det daglige juridiske og politiske arbejde. FN-komiteernes behandling af individuelle klagesager har imidlertid på det seneste været genstand for en vis opmærksomhed af negativ karakter som følge af forskellige komiteers udtalelser siden efteråret 2015 om, at flere af især Flygtningenævnets afgørelser ikke er i overensstemmelse med den internationale menneskeret.[9]

FN’s menneskeretskomiteer har tre hovedopgaver, nemlig (i) at overvåge og give anbefalinger til medlemsstaternes gennemførelse af de enkelte konventioner på baggrund af generelle rapporter fra regeringer, civilsamfund og nationale menneskeretsinstitutioner, (ii) at udarbejde generelle kommentarer til fortolkningen af de enkelte konventioner og (iii) at behandle individuelle klagesager fra borgere i de forskelige lande.

FN’s reformproces har hidtil fokuseret på den generelle overvågning af staterne, men jeg vil i det følgende se nærmere på den individuelle klagebehandling, som aktuelt kritiseres fra dansk side.

2. Klagesager mod Danmark

Danmark har på det seneste oplevet en forholdsvis stor stigning i antallet af klagesager ved menneskeretskomiteerne. Over en periode på 10 år fra 2000 til 2009 behandlede menneskeretskomiteerne 24 sager mod Danmark svarende til lidt over 2 sager om året. Der blev fundet krænkelser i 3 af sagerne. På fem år fra 2010 til 2014 blev 17 sager behandlet, og der blev fundet krænkelser i 6 sager. En markant stigning har imidlertid fundet sted siden 1. januar 2015, hvor 15 klagesager mod Danmark er afsluttet, og heraf blev der statueret krænkelser i 9 af sagerne, hvoraf de 8 angik Flygtningenævnet.

Som det fremgår af tabel 1, er der i særlig grad et stigende antal sager ved Human Rights Committee etableret under FN’s Konvention om Civile og Politiske Rettigheder. Sagerne vedrører navnlig asylansøgeres klager over Flygtningenævnets afslag på ansøgninger om asyl.

Tabel 1. Antallet af udtalelser og statuerede krænkelser fra FN’s menneskeretskomiteer

   

2000-2004

2005-2009

2010-2014

2015-2016

Tortur

Udtalelser

7

5

3

 

heraf krænkelser

2

1

Civile/politiske

Udtalelser

2

1

3

10

 

heraf krænkelser

1

2

7

Kvinder

Udtalelser

6

2

 

heraf krænkelser

1

Race

Udtalelser

7

7

3

 

heraf krænkelser

2

2

I alt

Udtalelser

16

8

17

15

 

heraf krænkelser

1

2

6

9

Tallene til tabellen er fra FN’s menneskerettighedskontor (www.ohchr.org). Sager, som er blevet afvist fra realitetsbehandling, eller som ikke er behandlet efter at være blevet løst, inden komiteen nåede at behandle sagen, er ikke medregnet i tabellen.

 

Den væsentlige stigning i antallet af afgivne udtalelser er for intet at regne med den fremtidige udvikling, idet der verserer et betydeligt antal sager ikke mindst om Flygtningenævnets afgørelser. Den 1. april 2016 verserede således i alt 136 sager, hvor der var klaget over afgørelser truffet af Flygtningenævnet.

Selv om komiteernes udtalelser ikke er retligt bindende for Danmark, har Danmark generelt efterlevet komiteernes udtalelser og anbefalinger. Regeringen har endnu ikke over for FN redegjort for sit syn på de seneste udtalelser om Flygtningenævnets afgørelser, men det må forventes, at regeringen vil henholde sig til Flygtningenævnets beslutninger, efterhånden som de træffes.

Bortset fra sagerne om Flygtningenævnet har skiftende danske regeringer kun få gange afvist at følge udtalelser fra FN-komiteer. I alle fire tilfælde har der været tale om udtalelser fra FN’s Racediskriminationskomité.[10]

3. Komiteernes juridiske legitimitet

Den internationale retsorden må siges generelt at have indtaget et positivt syn på komiteernes praksis. Den Internationale Domstol i Haag gav således i 2010 udtryk for, at den bør lægge betydelig vægt (»it should ascribe great weight«) på praksis fra Human Rights Committee etableret under FN’s Konvention om Civile og Politiske Rettigheder, da komiteen er uafhængig og etableret for at overvåge gennemførelsen af konventionen.[11] Domstolen har henvist til praksis fra forskellige komiteer, og det er dokumenteret, at komiteernes praksis har en folkeretlig gennemslagskraft.[12]

Denne gennemslagskraft er ikke begrundet i den formelle, retlige status af komiteernes praksis, da komiteernes udtalelser ikke er retligt bindende for staterne. Der er således meget væsentlige forskelle mellem komiteerne og de internationale domstole, idet komiteernes primære funktion ikke er at behandle enkeltsager, men derimod at varetage en mere generel overvågning af konventionernes gennemførelse. Det afspejler sig bl.a. i komiteernes sammensætning, idet medlemmerne ofte er personer med erfaring fra civilsamfundsorganisationer eller besidder særlig viden inden for området, snarere end personer med dommererfaring eller tilsvarende.

Komiteerne deler derudover det træk med de internationale domstole, at de udøver en større grad frihed i fortolkningen og anvendelsen af konventionerne sammenlignet med danske domstole og offentlige myndigheder. Den dynamiske fortolkning med videre former for aktivisme er almindeligt forekommende ved internationale domstole og har været genstand for en forholdsvis indgående kritik i danske fag­juridiske debat. En lige så udbredt debat ses imidlertid ikke at pågå i forhold til komiteerne, formentlig fordi komiteernes individuelle udtalelser ikke er retligt bindende, og måske også fordi komiteernes individuelle udtalelser har begrænset præjudikatsværdi. Set fra et dansk perspektiv kan det tilføjes, at der indtil for nylig desuden kun er afgivet udtalelser i et forholdsvis lille antal danske sager.

De verserende bestræbelser på at reformere både Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og FN-komiteerne forholder sig kun indirekte til spørgsmålet om den juridiske kvalitet eller legitimitet af institutionernes virke.[13] Der er sjældent forekommende, at regeringer åbent fremfører kritik af kvaliteten af institutionernes virke, formentlig fordi det anses for udiplomatisk, kontraproduktivt og måske unødvendigt, ligesom der i tilfælde af fælles officielle rapporter, resolutioner og erklæringer skal være enighed om at formulere kritik.

Det er således i de tidligere nævnte rapporter kun overfladiske gengivelser af eventuelle bekymringer over kvaliteten af komiteernes arbejde. I Højkommissæren for Menneskerettigheders 100 siders rapport fra 2012 anføres alene generelt og i forbindelse med den generelle overvågningsfunktion: »The accuracy and quality of the recommendations of treaty bodies are crucial attributes that need to be maximized so that they can be used effectively by all stakeholders to promote change at the national level.«[14] I rapportens afsnit om klagesager henvises generelt til behovet for at sikre ensartede processer og kohærens.[15] En væsentlig forskningspublikation fra 2011 behandlede heller ikke kvaliteten af arbejdet kritisk,[16] ligesom en meget kvalificeret drøftelse af klagesystemet ikke besvarede det stillede spørgsmål – nemlig om komiteerne behandler sager i overensstemmelse med internationale normer for fortolkning og anvendelse af traktater.[17]

3.1. Regeringen

Det er et centralt element i Danmarks udenrigspolitik, at Danmark generelt støtter udviklingen af den internationale retsorden. Danmarks grundsynspunkt er derfor også, at Danmark – ligesom alle andre lande – skal overholde sine internationale forpligtelser. Danmark udfolder diplomatiske bestræbelser på det menneskeretlige område, og det er en fast forankret del af Danmarks udenrigspolitik at understøtte det internationale samarbejde om menneskers rettigheder. Det er ligeledes en del af Danmarks udviklingspolitiske strategi, at fattigdom skal bekæmpes med bl.a. menneskerettigheder og økonomisk vækst. Danmark forholder sig derfor almindeligvis positivt og konstruktivt til udtalelser i enkeltsager og øvrige anbefalinger fra FN’s komitésystem. Når Danmark undlader at følge udtalelser og anbefalinger, er det almindeligvis ikke politisk, men juridisk begrundet i, at de internationale organer efter regeringens opfattelse går for langt i fortolkningen og anvendelsen af den internationale menneskeret.

De skiftende regeringers syn på komiteernes klagepraksis er vanskeligt at dokumentere, fordi den utilfredshed og frustration, der kommer til udtryk under uformelle samtaler med politikere og embedsmænd, sjældent kommer til offentligt udtryk. Under den tidligere S-R-SF-regering nedsatte Justitsministeriet i 2012 et udvalg, der blandt andet skulle overveje fordele og ulemper ved inkorporering af yderligere menneskerettighedskonventioner i dansk ret og ved at tiltræde klageadgang til yderligere FN-komiteer. Der var i udvalget bevidsthed om karakteren af komiteernes virke, idet praksis blev grundigt behandlet blandt andet i forbindelse med beskrivelserne af de skiftende regerings syn på komiteernes udtalelser. Regeringen besluttede – mens udvalget arbejdede – at tiltræde klageadgangen til FN’s Handicapkomité. I forslaget til folketingsbeslutning herom meddelte regeringen, at den på Socialministeriets hjemmeside ville kommentere udtalelser fra FN’s Handicapkomité med henblik på at vejlede danske myndigheder i fortolkningen og anvendelsen af handicapkonventionen i lyset af komiteens udtalelser om både Danmark og andre medlemsstater.[18] Socialministeriet har dog endnu ikke på sin hjemmeside offentliggjort kommentarer om forståelsen af Handicapkomiteens udtalelser i konkrete sager.

Komiteernes praksis har desuden ført til, at regeringen i 2015 tog initiativ til at ændre den internationale retshjælpsordning.[19] Regeringen begrundede ændringen med, at forudsætningerne for ordningen ikke længere var til stede, fordi FN-komiteerne ofte anmoder om regeringens kommentarer til klagesager – og dermed udløser retshjælp – i sager, der efter en fagjuridisk fortolkning ikke burde have været behandlet af klagekomiteerne. I lovforslaget anføres blandt andet:

»Som et eksempel kan nævnes, at FN’s Menneskerettighedskomité i maj 2014 anmodede den danske regering om retlige bemærkninger til en sag, som grundlæggende vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt klageren, en afghansk asylansøger, havde et troværdigt asylmotiv. I sådanne sager er det FN-komiteernes klare udgangspunkt, at de nationale myndigheders troværdighedsvurderinger som altovervejende hovedregel skal lægges til grund. I overensstemmelse hermed fastslog komiteen – men først i sin udtalelse af 16. juli 2015 – at der ikke forelå en krænkelse af konventionen, idet klageren alene havde gjort gældende, at han var uenig i Flygtningenævnets bevisvurdering, men ikke havde forklaret, hvorfor bevisvurderingen skulle være arbitrær eller på anden måde udgøre 'a denial of justice'. Der henvises til sag 2393/2014, K. mod Danmark.«

Det er med andre ord regeringens opfattelse, at der ikke bør ydes retshjælp i sager, f.eks. hvor komiteerne blot overprøver Flygtningenævnets bevisskøn. Det møder må så meget desto større modstand, når komiteerne konstaterer menneskeretskrænkelse efter en overprøvelse af bevisskønnet, jf. nedenfor afsnit 2.2. Danmark er blandt de lande, der udviser den største respekt for komiteernes arbejde,[20] så det må give anledning til overvejelse, at Danmark i stigende grad ser med skepsis på komitésystemets virke.

3.2. Flygtningenævnet

Jesper Lindholm har ovenfor side 23 beskrevet, at to af FN’s klagekomiteer i efteråret 2015 og starten af 2016 har afgivet i alt otte udtalelser, der er gået Danmark imod, ligesom han har beskrevet, hvordan Flygtningenævnet har reageret efter at have genoptaget nogle af sagerne.

Flygtningenævnets bekymring over udviklingen i klagekomiteernes praksis sammenholdt med det stigende antal sager kom til bredere udtryk, da sekretariatschefen i et interview til Politiken den 23. marts 2016 gav udtryk for, at Flygtningenævnet »under ingen omstændigheder [kan] lægge navn til«, at nævnet udsender afviste asylansøgere til tortur og anden umenneskelig behandling, ligesom sekretariatschefen anførte, at »komiteerne [sætter] sig i de danske myndigheders sted uden at have forudsætningerne for det«.[21] Den direkte kritik er ledsaget af en dialog med FN-komiteerne, idet Flygtningenævnet blandt andet har inviteret repræsentanter til Danmark for at overvære behandlingen af en asylsag.

Der er ikke tilgået offentligheden yderligere oplysninger om dialogen, men det understreger sagens betydelige alvor, at Flygtningenævnet går i direkte dialog med komiteerne og ikke blot overlader det til regeringen, der almindeligvis repræsenterer Danmark over for FN.

3.3. Institut for Menneskerettigheder

Jeg støttede på Institut for Menneskerettigheders vegne Flygtningenævnets kritik i Politiken den 23. marts 2016, fordi jeg deler bekymringen over udviklingen i praksis. Ugen inden Flygtningenævnets kritik havde jeg på Facebook kommenteret FN’s Kvindekomités udtalelse i den sag, der i offentligheden har været omtalt som Oliver-sagen, jf. nærmere nedenfor afsnit 2.4.

Institut for Menneskerettigheder har – i lighed med en lang række øvrige aktører – udtrykt skepsis, da FN’s Handicapkomité udarbejdede en generel udtalelse (»General comment«) om lighed for loven. [22] Instituttet støttede desuden regeringens forslag om ændring af den internationale retshjælpsordning, fordi udviklingen i antallet af danske klagesager efter instituttets opfattelse er uholdbar.

Institut for Menneskerettigheder har i det hele taget i en årrække arbejdet målrettet på at bidrage til sikre størst mulig kvalitet i udtalelser fra de internationale overvågningsorganer forankret i FN og Europarådet. Instituttet har ingen rolle i forhold til de konkrete klagesager, men i forbindelse med de forskellige overvågningsorganers generelle arbejde bidrager instituttet på forskellig vis. Instituttet har over en årrække strategisk opprioriteret dette arbejde og over for de enkelte organer systematisk fremhævet behovet for høj kvalitet i arbejdet.

Kritikken af menneskeretten og af FN’s klagekomiteer er almindeligvis politisk. Der er således karakteristisk, at en række lande, der almindeligvis ikke er menneskerettighederne venligt stemt, ofte fører an i kritik og reformbestræbelser, hvorimod lande og regeringer, der er menneskerettighederne venligt stemt, ofte holder lavere profil for at undgå at bære ved til bålet. Da Institut for Menneskerettigheder for nylig gav offentligt udtryk for kritik, var et af kritikpunkterne således også, at instituttet skulle være varsomt med at kritisere systemet, fordi kritikken kan blive misbrugt af andre.

Institut for Menneskerettigheder må imidlertid – ligesom Flygtningenævnet og andre offentlige myndigheder – i sagens natur foretage en konkret efterprøvelse af komiteernes udtalelser med henblik på at vurdere, om Danmark – på grundlag af almindeligt anerkendte, internationale standarder for fortolkning og retsanvendelse – overtræder den internationale menneskeret ved at undlade at følge en udtalelse.

3.4. Juridisk kritik

Hvis udtalelserne fra FN’s komitésystem betragtes over én kam, hvad der i sagens natur er vanskeligt, må det først og fremmest konstateres, at en betydelig del af komiteernes praksis på en fornuftig og afbalanceret måde bidrager til at fortolke og udfylde de vage og ubestemte forpligtelser, staterne har skrevet under på.

Det er umuligt at foretage en blot nogenlunde dækkende vurdering af praksis, ligesom grænsedragningen mellem konservative, pragmatiske og aktivistiske fortolkninger ikke kan trækkes ud fra objektive kriterier. Det falder uden for denne artikels ramme at gå nærmere ind i spørgsmålet, men der kan fremdrages et par eksempel på udtalelser, der med god ret er faldet flere for brystet. F.eks. afgav FN’s Handicapkomité den 16. april 2013 udtalelse i en sag mod Ungarn, hvorefter det forhold, at der findes bankautomater, som ikke er tilgængelige for blinde, udgør en krænkelse af FN’s Handicapkonvention. Komiteen udtalte, at ingen af Ungarns bestræbelser på at øge tilgængeligheden havde resulteret i, at de private bankers automater var tilgængelige for klageren eller andre blinde, hvorfor Ungarn havde tilsidesat sine forpligtelser efter Handicapkonventionens artikel 9, stk. 2, litra b. FN’s Handicapkonventions artikel 9 stiller krav om, at medlemsstaterne skal arbejde for, at både tjenesteydelser og samfundet som sådant gøres tilgængeligt for personer med handicap, men komiteen indfortolkede i sin udtalelse en uopnåelig resultatforpligtelse, hvorefter alle personer med funktionsnedsættelse vil være genstand for individuelle krænkelser af retten til tilgængelighed, så længe samfundet ikke er fuldt ud tilgængeligt. En så vidtgående fortolkning af Handicapkonventionen bidrager vel til at illustrere vanskelighederne med at opnå fuld tilgængelighed, men fortolkningen understøtter ikke Handicapkomiteens juridiske troværdighed.

Jesper Lindholm har ovenfor beskrevet udfordringerne med at få FN’s komiteer til at respektere Flygtningenævnets bevisvurderinger. En tilsvarende problemstilling foreligger i forhold til FN’s Kvindekomités udtalelse i den sag, der i offentligheden har været omtalt som Oliver-sagen. [23] Der er grundlæggende tale om en forældremyndighedssag mellem en mor fra Østrig og en far fra Danmark. Domstolene i de to lande har truffet modsatrettede afgørelser, og begge forældre har beskyldt hinanden for kidnapning af barnet med videre. Kvindekomiteen fandt, at moren var blevet udsat for kønsdiskrimination, og anbefalede derfor blandt andet, at barnet, som nu bor med sin far i Danmark, skal overdrages til moren i Østrig.

FN´s Kvindekomité anfører, at den ikke skal sætte sig i de nationale myndigheders sted, hvilket er velbegrundet i komiteernes begrænsede prøvelsesadgang og deraf følgende almindelige tilbageholdenhed i prøvelsen af sagernes faktuelle omstændigheder. De nationale domstole er som udgangspunkt i meget bedre stand til at vurdere de konkrete sager, fordi de har hørt sagens parter og i det hele taget er tættere på den konkrete sag. Det er derfor knæsat det princip, at internationale domstole og komiteer ikke skal opføre sig som såkaldte »fjerde instans«-institutioner. Kvindekomiteen gik ikke desto mindre langt ind i en konkret vurdering af sagens beviser, ligesom den fremsatte en række meget omfattende anbefalinger. Kritikken af komiteens udtalelse støttedes af et dissentierende medlem af komiteen, som udtalte, at »komiteen har sat sig selv i nationale myndigheders sted og er gået ind i en ekstremt kompliceret sag om forældremyndighed under påskud af [at behandle en sag om] kønsdiskrimination«.

Det må ærgre enhver, der ønsker et troværdigt menneskerettighedssystem, at komiteudtalelser som Kvindekomiteens i Oliver-sagen er med til at rejse tvivl om kvaliteten af FN’s Komitésystems klagebehandling og øvrige virke.

4. Danmarks reaktionsmuligheder

Danmark har forskellige muligheder for at imødegå en udvikling, hvor FN’s komitésystem går længere, end den internationale menneskeret kan bære. Regeringen kan først og fremmest understøtte reformarbejdet politisk og økonomisk, ligesom andre aktører kan bidrage til reformprocessen, efterhånden som den skrider frem.

Mere konkret er den internationale retshjælpsordning allerede begrænset, ligesom en dialog mellem Flygtningenævnet og komiteerne er iværksat. I de enkelte klagesager må regeringen fortsætte sine bestræbelser på at tydeliggøre grænserne for komiteernes prøvelse for eksempel ved at fastholde synspunkter om behovet for udtømmelse af nationale retsmidler og styrke argumentationen omkring komiteernes adgang til at prøve de faktiske omstændigheder. I forhold til Flygtningenævnet kan spørgsmålet om forholdet mellem udlændingelovens endelighedsbestemmelser og komiteernes prøvelsesadgang måske tydeliggøres.

Regeringen vil desuden kunne kommentere på enkeltsager fra andre komiteer end FN’s Handicapkomite,[24] men det er en omkostningstung opgave, der desuden må antages at have begrænset effekt, dels fordi der er ganske mange udtalelser at forholde sig til, dels fordi der i sagens natur er tale om enkeltsager, hvis præjudikatsværdi sjældent kan beskrives abstrakt og løsrevet fra konkrete sager.

5. Sammenfatning

Bestræbelserne på at reformere FN’s menneskerettighedskomiteer pågår med sigte på behandling i FN’s Generalforsamling i 2020. De kommende års rapporter fra FN’s Generalsekretær vil vise, hvordan udviklingen forløber, ligesom enhver kan følge komiteernes praksis og vurdere udviklingen.

Det internationale system er langt fra færdig­udviklet, og der har i mange år været arbejdet med at videreudvikle systemet. Det skyldes den helt grundlæggende erkendelse, at den vigtigste enkeltårsag til menneskerettighedernes globale gennemslagskraft er oprettelsen af de forskellige internationale institutioner, der overvåger staternes gennemførelse af deres forpligtelser.

Der er i øjeblikket er en ærgerlig udvikling i komiteernes behandling af enkeltsager mod Danmark, men der er hverken grund til at overdrive eller undertrykke kritikken. Der er behov for en nuanceret og afbalanceret vurdering af de enkelte sager, således at det konkret vurderes, hvilken betydning udtalelserne fra FN’s menneskerettighedskomiteer skal tillægges. Velargumenterede udtalelser fra FN’s komitésystem kan bidrage både til at beskytte den enkelte borgers rettigheder og til at udvikle menneskeretten, men gennemslagskraften af de vejledende udtalelser afhænger – i endnu højere end virkningen af juridisk bindende afgørelser fra de europæiske domstole – af udtalelsernes juridiske kvalitet.


 

[1].    Da forfatteren af denne artikel er ansvarshavende redaktør, er artiklen antaget til offentliggørelse af redaktionsmedlem Jens Hartig Danielsen.

[2].    Danmark har ikke tilsluttet sig klageadgangen til FN’s Komité for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder. Når Danmark som forventet tilslutter sig FN’s Konvention om Tvungne Forsvindinger, kan Danmark også tilslutte sig den tilknyttede klagekomité.

[3].    General Assembly Resolution A/68/268: »Strengthening and enhancing the effective functioning of the human rights treaty body system« af 9. april 2014.

[4].    Resolution A/68/268, ibid. fodnote 3, para. 40 og 41.

[5].    Secretary-General Report A/66/344: »Measures to improve further the effectiveness, harmonization and reform of the treaty body system« af 7. september 2011.

[6].    High Commissioner for Human Rights Report: »United Nations reform: measures and proposals« af juni 2012 indeholdt i Secretary-General note A/66/860.

[7].    Geneva Academy Background Paper: »Fundamental Challenges of the UN human rights treaty body system« af 15. oktober 2015.

[8].    Geneva Academy Suggested Research Questions: »Strengthening human rights protec­tion by enhancing the effective functioning of the human rights treaty body system« af marts 2016.

[9].    Se Jesper Lindholm: »FN´s menneskerettighedskomiteers kritik af Flygtningenævnets afgørelser«, EU-ret & menneskeret 2016, nr. 1, s. 23.

[10].  Betænkning 1546/2014 fra udvalget om inkorporering mv. inden for menneskeretsområdets s. 292.

[11].  Case concerning Ahmadou Sadio Diallo af 30. november 2012, para 66.

[12].  International Law Association’s Committée on Human Rights Law and Practice: »Final report on the impact of findings of the United Nations human rights treaty bodies« (2004).

[13].  J. Christoffersen og M. Rask Madsen: »Menneskerettighedsdomstolens fortid, nutid og fremtid – hvilke veje blæser vindene efter Brighton-erklæringen?« i UfR 2015 B.13.

[14].  Ibid fodnote 6 s. 61.

[15].  Ibid fodnote 6 s. 69 f.

[16].  M. Cherif Bassiouni and William A. Schabas (red.): »New Challenges for the UN Human Rights Machinery« (2011) og herunder navnlig kapitel 10 af G. Kletzel, C. Barretto Maia og M. Zwaig: »Strengthening of the UN Treaty Bodies Complaint Procedures« s. 193-236.

[17].  G. Ulfstein »Individual complaints« i »UN Human Rights Treaty bodies – Law and Legitimacy« af H. Keller og G. Ulfstein (red.) (2012) s. 73 ff., navnlig s. 112.

[18].  Folketingsbeslutning B58 2013/14 om Danmarks ratifikation af den valgfri protokol af 13 december 2006 til konventionen om rettigheder for personer med handicap, s. 5, pkt. F.

[19].  Se lov nr. 263 af 16. marts 2016 om ændring af lov om retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager for internationale klageorganer i henhold til menneskerettighedskonventioner og retsplejeloven (Ændring af betingelserne for retshjælp og indførelse af klageadgang til Procesbevillingsnævnet).

[20].  David C. Baluarte & Christian De Vos: »From Judgment to Justice – Implementing International and Regional Human Rights Decisions«, Open Society Foundations/Open Society Justice Initiative (November 2010) p. 129 (»The countries of Western Europe commonly regarded as strong rule of law states – France, Norway, Finland, Denmark, Sweden – have been the most prompt and responsive in implementing the HRC’s views.«).

[21].  Frank Hvilsom og Mathias Gram: »Danmark sår tvivl om FN’s troværdighed« i Politiken 23. marts 2016.

[22].  General Comment No. 1 (2014), Article 12: Equal recognition before the law, CRPD/C/GC/1. Høringssvar til udkast til generelle kommentarer findes på FN’s Handicapkomités hjemmeside (http://www.ohchr.org/EN/HRBodies/CRPD/Pages/CRPDIndex.aspx.).

[23].  FN’s Kvindekomités sag no. 46/2012, M.W. mod Danmark, af 15. marts 2016.

[24].  Se fodnote 21.