Menneskerettighedskonventionens betydning for dawn raids


(5.2015 side 259)


Af Peter Stig Jakobsen, advokat & Pernille Skovgaard Møller, advokat

 

For at sikre en effektiv håndhævelse af konkurrencereglerne i EU er Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) og de nationale konkurrencemyndigheder tillagt vide beføjelser til at indhente oplysninger og gennemføre kontrolundersøgelser, de såkaldte “dawn raids”.

Kommissionen samt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan uvarslet foretage kontrolundersøgelser, hvor konkurrencemyndigheden gennemser, kopierer og medtager al relevant materiale, som kan udgøre bevis for eller belyse, om der er sket en overtrædelse af konkurrencereglerne.

Hverken Kommissionens eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kontrolundersøgelser er underlagt retsplejelovens regler om ransagning, og virksomheder er ikke tillagt rettigheder som sigtet i forbindelse med gennemførelsen.

 

1.    Indledning

For at sikre en effektiv håndhævelse af konkurrencereglerne i EU er Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) og de nationale konkurrencemyndigheder tillagt vide beføjelser til at indhente oplysninger og gennemføre kontrolundersøgelser, de såkaldte “dawn raids”.

Kommissionen samt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan uvarslet foretage kontrolundersøgelser, hvor konkurrencemyndigheden gennemser, kopierer og medtager al relevant materiale, som kan udgøre bevis for eller belyse, om der er sket en overtrædelse af konkurrencereglerne.

Hverken Kommissionens eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kontrolundersøgelser er underlagt retsplejelovens regler om ransagning, og virksomheder er ikke tillagt rettigheder som sigtet i forbindelse med gennemførelsen.

I en række sager for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (»EMD«) er der blevet sat spørgsmålstegn ved, om Kommissionens og de nationale konkurrencemyndigheders vide beføjelser er forenelige med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (»EMRK«). Det er særligt retten til forsvar i EMRK artikel 6 og retten til boligens ukrænkelighed i EMRK artikel 8, der sætter begrænsninger for konkurrencemyndighedernes beføjelser i forbindelse med kontrolundersøgelser.

Med udgangspunkt i dansk ret gennemgås i det følgende Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens beføjelser i forbindelse med gennemførelse af kontrolundersøgelser efter konkurrencelovens § 18, og hvilke begrænsninger der gælder i henhold til EMRK artikel 6 og 8. Herunder analyseres retspraksis fra EMD, EU’s retsinstanser og de danske domstole.

2.    EMRK

EMRK har siden 1992 været inkorporeret i dansk ret. Ved at tiltræde EMRK har den danske stat forpligtet sig til at respektere og sikre de grundlæggende menneskerettigheder over for enhver person inden for sin jurisdiktion.

EMRK kan påberåbes over for de danske domstole og forvaltningsmyndigheder, der har en forpligtelse til at anvende EMRK på linje med anden dansk lovgivning. Endvidere følger det af EMRK artikel 32-35, at enhver kan klage til EMD, hvis det findes, at en medlemsstat har krænket de rettigheder, der er beskyttet ved konventionen.

Det er således muligt at klage til EMD over kontrolundersøgelser gennemført af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

EMRK er ikke bindende for EU’s retsinstanser,[1] idet EU ikke har tiltrådt EMRK. Det følger dog af EU-traktatens artikel 6, stk. 1, at de i Chartret om grundlæggende rettigheder[2] fastlagte principper udgør en del af fællesskabsgrundlaget. Chartret indeholder bestemmelser, som svarer til EMRK’s bestemmelser om boligens ukrænkelighed og retten til forsvar. Endvidere følger det af EU-traktatens artikel 6, stk. 3, at de grundlæggende rettigheder, der er garanteret ved EMRK, udgør generelle rettigheder i EU-retten. Borgerne er således sikret de samme grundlæggende rettigheder, uanset at EU ikke har tiltrådt EMRK, og EU-Domstolen har i sine afgørelser inddraget praksis fra EMD.[3]

EU’s manglende tiltrædelse af EMRK betyder, at borgerne ikke har mulighed for at klage til EMD over EU, hvis de føler, at deres rettigheder er krænket. Det er således ikke muligt at klage over en afgørelse fra EU-Domstolen vedrørende lovligheden af Kommissionens kontrolundersøgelsesbeslutning til EMD.

3.    EU’s konkurrenceregler

Princippet om medlemsstaternes processuelle autonomi indebærer, at det alene tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente domstole og fastsætte de processuelle regler til sikring af beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder, der tilkommer borgerne i henhold til EU-retten.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og de danske domstole er derfor ikke bundet af EU-Domstolens udmøntning af borgernes grundlæggende rettigheder i forbindelse med gennemførelse af kontrolundersøgelser efter konkurrencelovens § 18. Styrelsen og domstolene er dog direkte bundet af de grundlæggende rettigheder garanteret ved EMRK.

Konkurrenceloven bygger i det væsentligste på EU’s konkurrenceregler. Praksis fra EU-Domstolen vil derfor udgøre et væsentligt fortolkningsbidrag ved vurderingen af, om borgernes grundlæggende rettigheder er blevet krænket.

Det er således kun, når Kommissionen gennemfører kontrolundersøgelser, at EU-retten regulerer, hvordan en kontrolundersøgelse skal gennemføres, og hvilke oplysninger Kommissionen må undersøge og kopiere.

4.    Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kontrolundersøgelser

4.1.   Hjemmel

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er i konkurrencelovens §§ 17 og 18 tillagt beføjelser til at indhente oplysninger og gennemføre kontrolundersøgelser.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan i henhold til konkurrencelovens § 17 indhente oplysninger fra virksomheder, sammenslutninger og offentlige myndigheder med henblik på at vurdere, om et forhold er omfattet af konkurrenceloven. Styrelsen kan endvidere indhente oplysninger til brug for en bredere undersøgelse af konkurrenceforholdene på et givent marked.

Oplysningskravet omfatter alle oplysninger, der er nødvendige enten for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens virksomhed eller til afgørelse af, om et forhold er omfattet af konkurrenceloven. Styrelsen er overladt et vidt skøn i forbindelse med vurderingen af, om oplysningen er nødvendig.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan i henhold til konkurrencelovens § 18, stk. 1, også vælge at indhente oplysninger ved at foretage uanmeldte kontrolundersøgelser af en virksomheds eller en sammenslutnings lokaler og transportmidler. Ved undersøgelserne har styrelsen med ganske få undtagelser ret til at gøre sig bekendt med »enhver oplysning« og at tage en kopi heraf uanset informationsmedium.

4.2.   Sammenspil med strafferetsplejen

Kontrolundersøgelser vil som udgangspunkt ikke være beskyttet af retsplejelovens regler om ransagning og kun i begrænset omfang af forvaltningslovens regler.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens beføjelser vil dog være underlagt reglerne i retssikkerhedsloven,[4] idet styrelsens kontrolundersøgelser er et forvaltningsretligt tvangsindgreb.

Overtrædelser af konkurrenceloven kan føre til bøde og fængselsstraf, jf. konkurrencelovens kap. 8. Det følger derfor af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, at undersøgelser skal gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om strafferetsplejen, hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har »rimelig grund« til mistanke om, at der foreligger en overtrædelse af konkurrenceloven, der kan føre til straf. Hvis dette er tilfældet, skal styrelsen overlade undersøgelsen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (»SØIK«). Herefter vil sagen blive behandlet efter reglerne i retsplejeloven vedrørende tvangsindgreb.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal overlade gennemførelsen eller fortsættelsen af en undersøgelse til politiet, så snart styrelsen finder, at der er rimelig grund til mistanke.[5] Dette gælder, uanset om mistanken opstår før eller under selve gennemførelsen af undersøgelsen.

Det følger af forarbejderne til retssikkerhedsloven, »at mistanken skal være baseret på fornødne konkrete, objektive oplysninger i den pågældende sag«.[6] Det vil derfor altid bero på en konkret vurdering, om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har »rimelig grund« til mistanke om, at en virksomhed har begået en strafbar overtrædelse af konkurrenceloven.[7]

Der foreligger ikke retspraksis på, hvornår Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen må anses for at have rimelig grund til mistanke. Forarbejderne opremser dog nogle eksempler, som i større eller mindre grad vil være holdepunkter for at antage, at styrelsen kunne have rimelig grund til mistanke.[8]

Er der tale om en generel undersøgelse af virksomheder inden for en bestemt branche, vil der selvsagt ikke foreligge rimelig grund til mistanke. Det samme vil være tilfældet, hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ønsker at iværksætte en undersøgelse baseret på en mere erfaringsmæssig fornemmelse hos styrelsen om, at der kunne være noget galt.

En anmeldelse af et strafbart forhold vil som udgangspunkt heller ikke i sig selv være tilstrækkeligt til at skabe grundlag for, at der foreligger rimelig mistanke. Dette vil bl.a. kræve, at anmeldelsen indeholder tilstrækkeligt konkretiserede oplysninger om de pågældende forhold. Yderligere må det indgå i vurderingen, hvor troværdig anmeldelsen forekommer, og om der herudover i de oplysninger, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er i besiddelse af, er holdepunkter for, at der kan foreligge et strafbart forhold.

Det bemærkes i forarbejderne, at det er karakteristisk for konkurrenceområdet, at vurderingen af, om der er rimelig grund til mistanke, ofte vil bero på omfattende og komplekse overvejelser.[9] Det vil derfor ofte først efter gennemførelsen af en undersøgelse være muligt at få et overblik over samtlige oplysninger i sagen og derpå konstatere, om der er rimelig grund til mistanke. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er således tillagt et vidt skøn ved sin vurdering af, om – og i givet fald hvornår – der foreligger en rimelig grund til mistanke.

Retsplejelovens regler skal således finde anvendelse, hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at der foreligger en rimelig grund til mistanke om, at en virksomhed har begået en strafbar overtrædelse af konkurrenceloven.

5.    Lovhjemlet sikring mod vilkårlige og uforholdsmæssige indgreb

Efter EMRK artikel 8 har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance. Hovedformålet med bestemmelsen er at beskytte borgerne mod vilkårlige og uforholdsmæssige indgreb fra offentlige myndigheder.

Det følger af fast praksis fra EMD, at begrebet »hjem« skal fortolkes bredt, således at også virksomheders forretningslokaler er omfattet af beskyttelsen i EMRK artikel 8.[10]

EMRK artikel 8 indebærer, at der i national ret skal opstilles passende og tilstrækkelige regler til beskyttelse af borgerne mod myndigheders vilkårlige og uforholdsmæssige indgreb.

EMRK artikel 8 er endvidere nært forbundet med retten til en retfærdig rettergang i EMRK artikel 6, idet tilsidesættelse af retten til en retfærdig rettergang, herunder retten til forsvar, retten til kontradiktion og forbuddet mod selvinkriminering, ofte tillige vil indebære en overtrædelse af EMRK artikel 8.

Det følger af fast praksis fra EMD, at en acceptabel beskyttelsesgrad mod krænkende indgreb i henhold til EMRK artikel 8 kræver lovhjemmel og snævre grænser.[11]

5.1.   EU’s konkurrenceregler

Forordning 1/2003 artikel 20, stk. 8, og praksis fra EU-Domstolen[12] fastslår, hvad der efter EU-retten må anses for at udgøre passende og tilstrækkelige regler til sikring af borgernes grundlæggende rettigheder efter EMRK artikel 8 og 6.

Det følger af forordning 1/2003 artikel 20, stk. 8, at de nationale domstole skal i) kontrollere ægtheden af Kommissionens beslutning om at gennemføre en kontrolundersøgelse og ii) sikre, at kontrolundersøgelsen ikke er vilkårlig eller uforholdsmæssig set i forhold til undersøgelsens formål. Endvidere kan de nationale domstole kræve detaljerede forklaringer fra Kommissionen vedrørende de forhold, som begrunder Kommissionens mistanke, grovheden og karakteren af den pågældende virksomheds overtrædelse.

Kommissionens beslutning skal i henhold til forordning 1/2003 artikel 20, stk. 4, angive kontrolundersøgelsens genstand og formål, tidspunkt for påbegyndelse, mulige sanktioner og adgangen til at indbringe beslutningen for EU-Domstolen.

Det følger endvidere af France Télécom-dommen,[13] at Kommissionens beslutning skal indeholde en beskrivelse af kendetegnene ved den mistænkte overtrædelse med angivelse af det formodede relevante marked og de formodede konkurrencebegrænsninger, samt de sektorer, der er omfattet af den formodede overtrædelse, forklaringer af den måde, hvorpå virksomheden formodes at være delagtig i overtrædelsen, og hvad der efterspores.[14]

Kravene til beslutningens begrundelse skal give de nationale domstole mulighed for at påse, at princippet om beskyttelse mod vilkårlige eller uforholdsmæssige indgreb og retten til forsvar er overholdt.

For så vidt angår kravet om, at kontrolundersøgelsen ikke må være vilkårlig, følger det af Roquette Frères-dommen,[15] at de nationale domstole skal forvisse sig om, »at der foreligger tilstrækkeligt tungtvejende indicer til at begrunde en mistanke om, at den pågældende virksomhed har overtrådt konkurrencereglerne«.[16]

Højesteret fulgte i Trioplast-kendelsen[17] af 28. marts 2003 retningslinjerne udstukket i forordning 1/2003 artikel 20, stk. 8, og i Roquette Frères-dommen.

Trioplast-kendelsen vedrørte Kommissionens beslutning om at gennemføre en kontrolundersøgelse af virksomheden Trioplast Nyborg A/S. Højesteret udtalte, at der i forbindelse med prøvelsen af Kommissionens beslutning om at foretage en kontrolundersøgelse i det væsentligste kan kræves, at den nationale ret forvisser sig om, at der foreligger tilstrækkelige indicer til at begrunde en mistanke om, at den pågældende virksomhed har overtrådt konkurrencereglerne.

For så vidt angår kravet om, at kontrolundersøgelsen ikke må være uforholdsmæssig, følger det af Roquette Frères-dommen, at de nationale domstole skal sikre, at der er en begrundet frygt for, at der vil blive protesteret imod kontrolundersøgelsen, og at der vil blive gjort forsøg på at skjule og unddrage beviser, hvis virksomheden var blevet underrettet om den ønskede kontrolundersøgelse.[18] Derudover må undersøgelsen ikke være uforholdsmæssig i forhold til formålet med kontrolundersøgelsen.[19]

De nationale domstoles prøvelsesret omfatter derimod ikke Kommissionens vurdering af, om en kontrolundersøgelse er nødvendig, ligesom domstolen ikke vil kunne kræve at få forelagt oplysninger fra Kommissionens sagsakter. Det tilkommer alene EU-Domstolen at efterprøve lovligheden af Kommissionens beslutning.

Kravene opstillet i forordning 1/2003 artikel 20, stk. 8, til sikring af, at kontrolundersøgelsen ikke er vilkårlig og uforholdsmæssig i forhold til undersøgelsens formål, kravene til Kommissionens beslutning og muligheden for efterfølgende prøvelse af lovligheden af Kommissionens beslutning, skal således beskytte borgerne mod krænkende indgreb fra myndighederne.

5.2.   Dansk ret

Til sikring af borgernes grundlæggende rettigheder efter EMRK artikel 8 og 6 stilles der efter konkurrencelovens § 18, stk. 3, krav om, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal indhente en retskendelse forud for gennemførelse af en kontrolundersøgelse. Forud for eller under retsmødet vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fremlægge en begæring om retskendelse vedlagt styrelsens beslutning om at gennemføre en kontrolundersøgelse.

Retskendelsen vil normalt udelukkende indeholde en henvisning til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens beslutning om at foretage en kontrolundersøgelse og indeholde oplysninger om virksomheden omfattet af undersøgelsen, herunder bi- og kaldenavne, koncernforbundne selskaber samt adressen, hvor undersøgelsen skal gennemføres.

Konkurrenceloven opstiller ikke krav til indholdet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens beslutning. Det følger dog af retsvirkningslovens § 3, at beslutningen er omfattet af forvaltningslovens § 24, hvilket betyder, at styrelsen har pligt til at begrunde sin beslutning.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens beslutning skal derfor i) indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke beslutningen er truffet, ii) angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for, at det har været nødvendigt at gennemføre en kontrolundersøgelse, og iii) om fornødent indeholde en kort redegørelse for, hvilke faktiske forhold som er tillagt væsentlig betydning for beslutningen.

I praksis indeholder Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens beslutning en kort beskrivelse af, hvilket marked undersøgelsen er rettet mod, hvilken overtrædelse som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har en formodning om, at virksomheden har begået, herunder en henvisning til om den formodede overtrædelse er omfattet af konkurrencelovens § 6, stk. 1, om konkurrencebegrænsende aftaler og/eller konkurrencelovens § 11, stk. 1, om misbrug af dominerende stilling. Der er således tale om en særdeles overordnet beskrivelse, som giver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vide rammer for, hvad der er omfattet af undersøgelsen.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens begrundelsespligt er således ikke lige så vidtrækkende som Kommissionens. Der er findes dog ikke støtte i praksis for, at de få krav, der stilles til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens begrundelse, skulle udgøre en tilsidesættelse af EMRK artikel 8. EMD har i Delta Pekárny-dommen[20] fastslået, at selv en manglende forudgående retskendelse kan opvejes af en effektiv efterfølgende domstolsprøvelse, hvor alle retlige og faktiske forhold behandles.

De danske domstole er ikke afskåret fra at efterprøve nogen del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens beslutning, herunder hvilke oplysninger styrelsen har lagt til grund for beslutningen, og om kontrolundersøgelsen burde være gennemført efter retsplejelovens regler om gennemførelse af ransagning inden for strafferetsplejen. På den baggrund må det antages, at virksomhedernes adgang til efterfølgende domstolsprøvelse af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens beslutning opvejer de eventuelle betænkeligheder, der kan være ved, at der kun stilles få krav til indholdet af styrelsens beslutning.

I praksis er domstolene dog tilbageholdende med at efterprøve forvaltningsmyndigheders skøn. I Østre Landsrets dom af 22. juni 2006, stadfæstet af Højesteret ved dom af 1. februar 2008 (»Telia-dommen«), vedrørende en kontrolundersøgelse foretaget hos Telia A/S udgjorde Konkurrencestyrelsens (nu Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen) generelle kendskab til en ensartet prisadfærd hos forhandlere af mobiltelefoner grundlaget for kontrolundersøgelsen. Højesteret fandt, at der ved vurderingen af, om foretagelse af en kontrolundersøgelse er det mest formålstjenlige middel til indhentelse af nødvendige oplysninger, tilkommer Konkurrencestyrelsen et betydeligt skøn. Konkret fandt Højesteret det ikke godtgjort, at Konkurrencestyrelsens beslutning var baseret på ulovlige kriterier eller et ufuldstændigt grundlag.

Efter dansk ret skal kravene til indhentelse af en forudgående retskendelse, indholdet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens beslutning og efterfølgende adgang til domstolsprøvelse beskytte borgerne mod myndighedernes vilkårlige og uforholdsmæssige indgreb.

6.    Kontrolundersøgelsens genstand og formål

Retten til forsvar indebærer, at virksomheden har ret til at blive gjort bekendt med kontrolundersøgelsens genstand og formål. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens beslutning danner således rammen for kontrolundersøgelsen.

Formålet med at afgrænse kontrolundersøgelsens genstand og formål er at skabe et grundlag for, at virksomheden bliver bekendt med omfanget af dens samarbejdspligt, samtidigt med at dens ret til forsvar bevares,[21] således at konkurrencemyndighederne ikke kan tage på såkaldte »fiskeekspeditioner«.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er dog indrømmet en vis handlemargin,[22] herunder særligt når en fejl i beslutningen eller retskendelsen kan tillægges forhold, som kan tilskrives virksomheden.

I Telia-dommen fandt Højesteret, at en retskendelse knyttet til en bestemt adresse også kunne udstrækkes til virksomhedens lokaler beliggende på en anden adresse.

I Telia-dommen havde Konkurrencestyrelsen den 18. september 2001 anmodet retten om retskendelse til at foretage en kontrolundersøgelse hos Telia A/S, hvilket retten tog til følge.

Af retskendelsen fremgik:

»Det tillades repræsentanter for Konkurrencestyrelsen at få adgang til at foretage kontrolundersøgelse hos Telia A/S med tilhørende bi- og kaldenavne samt koncernforbundne selskaber på adressen Ejby Industrivej 135.«

Under gennemførelsen af kontrolundersøgelsen viste det sig, at den relevante forretningsenhed i Telia A/S, Telia Telecom A/S, var beliggende bag naboejendommen på adressen Ejby Industrivej 91. Konkurrencestyrelsen vurderede, at kontrolundersøgelsen »måtte gennemføres straks, hvis ikke formålet skulle forspildes«. Herefter gennemførte Konkurrencestyrelsen kontrolundersøgelser på begge adresser.

Telia Telecom A/S gjorde under sagen gældende, at retskendelsen alene dækkede adressen Ejby Industrivej 135 og ikke Ejby Industrivej 91, hvormed kontrolundersøgelsen var ulovlig.

Højesteret fandt, at Konkurrencestyrelsen havde været berettiget til at udstrække kontrolundersøgelsen til Telia Telecom A/S’ lokaler beliggende Ejby Industrivej 91. Her blev der lagt vægt på, at Telia offentligt havde oplyst den i kendelsen anførte adresse som sin post- og kontaktadresse, herunder over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, samt at selskabernes bygninger var i nærhed af hinanden. Højesteret vurderede således, at retskendelsen under disse omstændigheder omfattede begge adresser.

Retten i Første Instans har ligeledes i Ventouris-sagen[23] fundet, at bevismateriale indhentet under en kontrolundersøgelse hos en virksomhed, der ikke var adressat for Kommissionens beslutning, måtte benyttes som bevis for overtrædelse af konkurrencereglerne.

Ventouris-sagen vedrørte Kommissionens kontrolundersøgelse af færgeselskabet Minoan Lines. Kommissionens repræsentanter blev ved deres ankomst til de lokaler, som Kommissionen troede tilhørte Minoan Lines, gjort opmærksom på, at lokalerne i stedet tilhørte ETA, og at ETA var en selvstændig juridisk enhed. ETA fungerede som agent for Minoan Lines. På trods af disse oplysninger valgte Kommissionen at gennemføre kontrolundersøgelsen hos ETA. Forud for kontrolundersøgelsen havde Kommissionen haft flere skriftvekslinger med Minoan Lines, hvor brevene var sendt til og fra ETA’s adresse og var underskrevet af ETA’s administrator, hr. Sfinias, uden at ETA havde gjort opmærksom på ETA’s eksistens.

På baggrund af de faktiske omstændigheder i sagen fastslog Retten for det første, at ETA som agent og repræsentant for Minoan Lines var bemyndiget til over for offentligheden og Kommissionen at præsentere sig som Minoan Lines. ETA’s identitet som forretningsfører for Minoan Lines’ aktiviteter var således i praksis fuldt ud sidestillet med Minoan Lines. For det andet fastslog Retten, at Minoan Lines ved at have oversendt Kommissionens skrivelser til hr. Sfinias med henblik på direkte besvarelse havde bemyndiget såvel hr. Sfinas som ETA til at repræsentere sig over for Kommissionen. For det tredje fastslog Retten, at ETA’s lokaler var det virkelige center for Minoan Lines’ erhvervsmæssige aktiviteter og derfor det sted, hvor de bøger og forretningspapirer, som vedrørte disse aktiviteter, befandt sig. På den baggrund konkluderede Retten, at det var ETA’s lokaler, som var det reelle centrum for Minoan Lines’ erhvervsmæssige aktiviteter,[24] og at lokalerne kunne sidestilles med Minoan Lines’ erhvervslokaler.[25]

Retten lagde således vægt på, at fejlen vedrørende virksomhedens navn i vidt omfang kunne tilskrives virksomheden selv.

Enhver fejl i retskendelsen vil således ikke nødvendigvis føre til, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke må gennemføre en kontrolundersøgelse. Styrelsen løber dog en standpunktsrisiko, idet de indhentede oplysninger ikke vil kunne anvendes som bevis for en overtrædelse af konkurrencereglerne, hvis domstolene efterfølgende finder, at oplysningerne lå uden for rammen af kontrolundersøgelsen.

7.    Forbud mod fiskeekspeditioner

Retten til kontradiktion indebærer, at konkurrencemyndighederne ikke må benytte sig af bevismateriale, som er blevet tilvejebragt under en kontrolundersøgelse, hvis oplysningerne ikke var omfattet af kontrolundersøgelsens genstand og formål.[26]

EU-Domstolen fandt dog i Dow Benelux-dommen,[27] at retten til kontradiktion ikke var til hinder for, at Kommissionen kunne iværksætte en ny kontrolundersøgelse med henblik på at supplere eller efterprøve rigtigheden af oplysninger, som Kommissionen ved et tilfælde var kommet i besiddelse af under et kontrolbesøg.

Det er dog et krav, at der rent faktisk er tale om et tilfældighedsfund. Konkurrencemyndighederne må således ikke efterspore oplysninger, som ikke er omfattet af retskendelsen.

I Deutsche Bahn-dommen[28] fandt EU-Dom­stolen, at det forhold, at Kommissionens repræsentanter forud for en kontrolundersøgelse var blevet orienteret om en anden overtrædelse af konkurrencereglerne, som ikke havde sammenhæng med kontrolundersøgelsens formål, medførte, at der ikke var tale om tilfældighedsfund. Dermed var oplysningerne vedrørende den anden overtrædelse ikke blevet tilvejebragt på et lovligt grundlag.

Deutsche Bahn-dommen vedrørte Kommissionens kontrolundersøgelser af Deutsche Bahns forretningslokaler. Deutsche Bahn indgav en klage til Retten over Kommissionens undersøgelser. Deutsche Bahn bestred undersøgelsernes lovlighed med henvisning til de grundlæggende principper i Chartret og EMRK om retten til privatliv, retten til effektiv domstolsbeskyttelse, retten til forsvar og proportionalitetsprincippet.

Kommissionen vedtog i 2011 tre beslutninger om iværksættelse af kontrolundersøgelser af Deutsche Bahn og flere af dets datterselskabers lokaler.

Den første beslutning i kendelse af 28. marts 2003 vedrørte Kommissionens mistanke om, at et af Deutsche Bahns datterselskaber, DB Energie, uberettiget havde givet andre af Deutsche Bahns datterselskaber særligt fordelagtig behandling i form af en rabatordning vedrørende levering af elektricitet til driften. Under kontrolundersøgelsen fandt Kommissionens inspektører dokumenter i Deutsche Bahns lokaler, som efter Kommissionens opfattelse kunne begrunde en formodning om, at der forelå konkurrencebegrænsende adfærd.

Mens den første undersøgelse stadig var i gang, traf Kommissionen beslutning om at iværksætte endnu en kontrolundersøgelse. Den anden beslutning vedrørte mistænkte overtrædelser af konkurrencereglerne begået af et andet af Deutsche Bahns datterselskaber, Deutsche Umschlaggesellschaft Schiene-Straße (»DUSS«), ved en strategisk anvendelse af infrastrukturen forvaltet af Deutsche Bahn.

Efterfølgende blev der vedtaget endnu en kontrolundersøgelsesbeslutning. Den tredje beslutning vedrørte også mistanke om overtrædelse af konkurrencereglerne begået af DUSS.

I Deutsche Bahn-sagen var Kommissionens repræsentanter ubestridt inden den første kontrolundersøgelse blevet oplyst om, at der var modtaget endnu en klage vedrørende Deutsche Bahn, og de var blevet underrettet om klagens genstand.

Kommissionen oplyste, at oplysningerne vedrørende den anden mistænkte tilsidesættelse var relevante i forhold til den første mistænkte tilsidesættelse, idet klagerne gik igen i begge undersøgelser, og idet Kommissionen ikke på daværende tidspunkt kunne udelukke, at begge de undersøgte former for adfærd kunne være udtryk for Deutsche Bahns overordnede strategi for at give konkurrenterne diskriminerende adgang til virksomhedens datterselskabers infrastruktur.

Modsat Retten fandt EU-Domstolen, at den forudgående orientering medførte, at der ikke var tale om tilfældighedsfund.[29] EU-Domstolen begrundede ikke nærmere, på hvilket grundlag EU-Domstolen havde fundet, at der ikke var tale om tilfældighedsfund. Generaladvokat N. Wahl lagde dog i sit forslag til afgørelse af 12. februar 2015, præmis 77, særlig vægt på, at Kommissionens repræsentanter utvivlsomt ikke ville have været i stand til at forstå DUSS-dokumenternes betydning, hvis de ikke var blevet underrettet på forhånd, idet den mistænkte tilsidesættelse ikke var let at identificere, men kun kunne vurderes ved hjælp af en analyse af en vis kompleksitet.

EU-Domstolen konkluderede dermed, at den manglende henvisning til den særskilte klage i beslutningen om at foretage en kontrolundersøgelse tilsidesatte begrundelsespligten og virksomhedens ret til forsvar.[30] På den baggrund annullerede EU-Domstolen den anden og tredje undersøgelsesbeslutning.

Der findes ikke i dansk retspraksis eksempler på, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ved en tilfældighed er blevet opmærksom på en særskilt overtrædelse under en kontrolundersøgelse. Det er dog inden for strafferetsplejen anerkendt, at politiet kan anvende tilfældighedsfund. Ud fra samme hensyn må det antages, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan anvende tilfældighedsfund og på den baggrund indhente en ny retskendelse og gennemføre en ny kontrolundersøgelse.

8.    Tilstedeværelse af ekstern advokat

Efter at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har truffet en beslutning om at gennemføre en kontrolundersøgelse og har indhentet en retskendelse, kan undersøgelsen iværksættes. Ved ankomsten til virksomheden skal virksomheden have et eksemplar af retskendelsen og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens beslutning.

Det er et grundlæggende krav efter EMRK artikel 6, at virksomheden har ret til at lade sig bistå af en ekstern advokat under kontrolundersøgelsen. Det følger også af retssikkerhedslovens § 5, stk. 6, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal orientere virksomheden om retten til at lade sig bistå af en ekstern advokat. Kontrolundersøgelsen vil aldrig kunne udsættes med henvisning til, at virksomhedens advokat ikke har mulighed for at være til stede.

I praksis vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen inden for rimelighedens grænser vente med gennemførelsen af kontrolundersøgelsen, indtil virksomhedens advokat er til stede. Dette svarer til Kommissionens praksis, jf. MEWAC-beslutningen.[31]'

EMD har indtil videre ikke taget stilling til, hvorvidt retten til forsvar indebærer, at konkurrencemyndighederne er forpligtede til at afvente tilstedeværelsen af en ekstern advokat. Det må dog som anført af Kommissionen i MEWAC-beslutningen antages, at det vil være muligt for en virksomhed inden for kort tid at anmode en ekstern advokat om at være til stede under kontrolundersøgelsen. Hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen venter med at gennemføre kontrolundersøgelsen, indtil virksomheden under normale omstændigheder vil kunne lade sig bistå af en ekstern advokat, må det antages, at virksomhedens ret til forsvar ikke vil være tilsidesat.

Hverken EU-Domstolen eller de danske dom­stole har taget stilling til, om retten til forsvar indebærer, at virksomheden kan lade sig bistå af flere advokater. EMD vil snarligt tage stilling til dette spørgsmål i Janssen Cilag-sagen,[32] hvor den franske virksomhed Janssen Cilag på baggrund af et dawn raid i maj 2009 har påstået, at EMRK artikel 8 og artikel 6 blev overtrådt, idet virksomheden under kontrolundersøgelsen blev nægtet tilstedeværelse af mere end tre advokater.

9.    Massespejling

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan i medfør af konkurrencelovens § 18, stk. 1, medtage og kopiere enhver oplysning. Det gælder uanset informationsmedie, som virksomheden måtte lagre oplysninger på. Det vil sige såvel fysiske som elektroniske medier.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan dog ikke medtage oplysninger, som ikke er virksomhedens, oplysninger, der ligger uden for kontrolundersøgelsens genstand og formål eller oplysninger, som er omfattet af princippet om legal privilege (korrespondance mellem klient og en ekstern advokat).

I lyset af, at de fleste virksomheder er mere eller mindre papirløse, er der i konkurrencelovens § 18, stk. 4, direkte hjemmel til at spejle elektroniske dokumenter.

Beskyttelsen af virksomheders rettigheder er medieneutral. Det betyder, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen alene må medtage og kopiere et elektronisk dokument, såfremt det også ville være lovligt, hvis der var tale om et fysisk dokument.

I praksis foretager Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en massespejling af virksomhedens elektroniske medier uden hensyntagen til, om oplysningerne er omfattet af legal privilege eller falder uden for rammen af kontrolundersøgelsens genstand og formål.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens massespejling af elektroniske dokumenter udgør derfor som udgangspunkt et indgreb i retten til privatliv og korrespondance samt retten til forsvar, jf. EMRK artikel 8 og 6. EMD har senest i Vinci-dommen[33] anerkendt, at hensynet til effektiv regulering kan legitimere, at der sker indgreb i retten til privatliv og korrespondance, forudsat at spejlingen er nødvendig og proportional.[34] EMD fastslog i Vinci-dommen, at kontrolundersøgelser, herunder spejlinger, der har til formål at konstatere, om virksomheden har overtrådt konkurrencereglerne, ikke i sig selv er disproportionale i forhold til EMRK artikel 8.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har ikke fastlagt nogen særlige procedurer for, hvordan virksomheders ret til forsvar og ret til privatliv og korrespondance skal sikres i forbindelse med gennemførelse af en kontrolundersøgelse. Styrelsen er dog opmærksom på, at virksomhedernes rettigheder efter EMRK skal iagttages i forbindelse med gennemførelsen af en kontrolundersøgelse. I praksis fastlægges proceduren i samarbejde med virksomhedens advokat, således at der etableres en tilpas grad af tryghed ved proceduren.

Det følger af konkurrencelovens § 18, stk. 4, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal følge en særlig procedure, før spejlet kan fjernes fra virksomheden. Proceduren indebærer, at spejlet skal forsegles, og når forseglingen brydes, har virksomheden ret til at være til stede og lade sig repræsentere ved advokat, mens styrelsen gennemgår spejlet.

I praksis foretager Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ved sin gennemgang af spejlet en grov selektion af dokumenter ud fra nogle særlige søgekriterier, hvorefter styrelsen beslutter, hvilke dokumenter der skal udvælges (»tags«) til nærmere granskning.

Efter forfatternes opfattelse vil enhver håndtering af det spejlede materiale udgøre et indgreb i virksomhedens ret til forsvar og ret til privatliv og korrespondance. Virksomheden har derfor principielt ret til at overvære og lade sig bistå af en advokat ved enhver håndtering af det spejlede materiale, således at virksomheden er garanteret samme rettigheder, som hvis gennemgangen foregik i virksomhedens lokaler.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har 40 hverdage til at undersøge spejlet og give virksomheden en kopi af de oplysninger, som styrelsen har taget fra det spejlede medie. Dermed har virksomheden mulighed for at gøre indsigelse mod oplysningernes beslaglæggelse.

10.  Legal privilege

Hverken konkurrenceloven, retssikkerhedsloven eller forordning 1/2003 indeholder bestemmelser angående princippet om legal privilege.

Princippet om legal privilege har til formål såvel at sikre borgerne den fulde udøvelse af deres ret til forsvar som at beskytte deres adgang til frit at henvende sig til en advokat. Beskyttelsen af fortroligheden af korrespondancen mellem en advokat og dennes klient udgør derfor et nødvendigt led i den fulde udøvelse af retten til forsvar. EMD har i Vinci-dommen fastslået, at EMRK artikel 6 og 8 indebærer, at dokumenter omfattet af legal privilege ikke må gennemgås af konkurrencemyndighederne.[35]

Retten til forsvar medfører således, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke må have adgang til at gennemgå dokumenter omfattet af princippet om legal privilege. Der foreligger ikke dansk retspraksis om princippets udstrækning efter dansk ret. Det må dog antages, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og de danske domstole vil følge praksis fra EU-Domstolen.

EU-Domstolen har fastslået, at virksomheder har krav på fuld fortrolighed af den korrespondance, der er mellem virksomheden og dennes eksterne advokat med bestalling inden for EU, forudsat at korrespondancen angår virksomhedens ret til at forsvare sig.[36] Beskyttelsen omfatter også interne dokumenter, som er udarbejdet af virksomheden med henblik på at rådføre sig med en ekstern advokat, hvis virksomheden konkret kan godtgøre, at dokumenterne alene er udarbejdet med det formål at indhente juridisk rådgivning hos en advokat med henblik på ud­øvelsen af retten til forsvar, samt interne notater, som gengiver indholdet af en meddelelse fra eller til en advokat. Derimod vil korrespondance udvekslet med interne jurister og advokater ikke være omfattet af beskyttelsen.

Det følger af Vinci-dommen, at EMRK artikel 8 indebærer en ret for virksomheden til at kunne få prøvet ved en domstol, om dokumenterne er omfattet af legal privilege eller ikke er omfattet af kontrolundersøgelsens genstand og formål. Hvis der ikke indrømmes virksomheden ret til domstolsprøvelse, vil kontrolundersøgelsen ikke være proportional med det formål, der forfølges, og dermed være i strid med EMRK artikel 8.

I Akzo/Akcros-dommen[37] opstillede Retten i Første Instans en særlig tretrinstest for Kommissionen, som Kommissionen skal iagttage, hvis en virksomhed påberåber sig princippet om legal privilege. Tretrinstesten går ud på, i) at virksomheden skal redegøre for, hvorfor dokumentet er beskyttet, ii) ønsker Kommissionen ikke at anerkende forklaringen, skal Kommissionen kopiere og forsegle dokumentet, og iii) først når Retten har truffet afgørelse om, at dokumentet ikke er omfattet af legal privilege, kan Kommissionen gennemgå dokumentet. Kommissionen skal således afvente en domstolsafgørelse, før Kommissionen kan gennemgå dokumentet.

Selvom Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke er bundet af EU-Domstolens fortolkning af princippet om legal privilege, må det antages, at styrelsen i vidt omfang vil følge proceduren, som følger af Akzo/Akcros-dommen, og vil anerkende virksomhedens ret til domstolsprøvelse, før styrelsen gør sig bekendt med indholdet af et dokument, hvis virksomheden gør gældende, at det er omfattet af legal privilege eller ligger uden for rammen af kontrolundersøgelsen.

11.  Tilbagelevering af materiale

Efter at undersøgelsen af spejlet er afsluttet, vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen træffe afgørelse om, hvorvidt spejlet indeholder oplysninger, som kan anvendes i en sag om overtrædelse af konkurrencereglerne. Hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen beslutter, at der ikke skal åbnes en sag, skal spejlet slettes. Beslutter styrelsen derimod at gå videre med sagen, skal spejlet først slettes, når sagen er endeligt afgjort. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er således ikke i det omfang, at det besluttes at gå videre med sagen, forpligtet til at slette dokumenter, som ikke er omfattet af undersøgelsens genstand og formål eller som er omfattet af legal privilege.

Efter EMD’s afsigelse af Vinci-dommen er det tvivlsomt, om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pligt til at forsegle spejlet yder virksomheden tilstrækkelig beskyttelse i relation til EMRK artikel 8. EMD fastslog i Vinci-dommen, at virksomheden efter EMRK artikel 8 har ret til at få tilbageleveret eller forsikring om, at dokumenterne er blevet tilintetgjort, hvis dokumenterne er omfattet af legal privilege eller ligger uden for kontrolundersøgelsens genstand og formål.[38] På den baggrund kan det overvejes, om det bør være muligt at anmode Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om at tilbagelevere eller destruere visse dokumenter.

11.1. Selvinkriminering

Som nævnt ovenfor er virksomheder underlagt en kontrolundersøgelse forpligtede til at udlevere enhver oplysning. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan endvidere kræve mundtlige forklaringer.

EMRK artikel 6 (og retsplejelovens § 752) indeholder et forbud mod selvinkriminering. På den baggrund på det antages, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke må pålægge en virksomhed at besvare spørgsmål, hvis virksomheden derved tvinges til at tilstå at have overtrådt konkurrencereglerne.

Virksomhedens oplysningspligt må således kunne begrænses til at vedrøre faktiske forhold. Ved vurderingen af, om udleveringen af oplysninger kan føre til selvinkriminering, skal der ifølge Højesteret i Trioplast-dommen foretages en afvejning mellem konkurrencemyndighedernes beføjelser og retten til ikke at bidrage til selvinkriminering.

Dette er også i overensstemmelse med praksis fra EU-Domstolen. I Orkem-dommen[39] fastslog EU-Domstolen, at forbuddet mod selvinkriminering forhindrer, at Kommissionen kan gennemtvinge tilståelser.

12.  Konklusion

Den løbende udvikling gennem praksis viser, at de grundlæggende rettigheder garanteret ved EMRK hele tiden bliver udfordret i de konkrete sager vedrørende konkurrencemyndighedernes kontrolundersøgelser.

Konkurrencemyndighederne er tillagt et betydeligt spillerum i forbindelse med deres kontrolundersøgelser. Det gælder både i relation til selve beslutningen om at foretage en kontrolundersøgelse og gennemførelsen af kontrolundersøgelsen.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har vide rammer i forbindelse med kontrolundersøgelsen, idet undersøgelsens genstand og formål kun i styrelsens beslutning er helt overordnet beskrevet. Det betyder, at det kan være vanskeligt for virksomheden at vurdere, om et givent dokument er omfattet af kontrolundersøgelsens genstand og formål.

Endvidere følger det af Dow Benelux-dommen, at tilfældighedsfund – i hvert fald i forbindelse med Kommissionens kontrolundersøgelser – kan danne grundlag for at foretage en ny kontrolundersøgelse. Der er således åbnet en dør for, at konkurrencemyndighederne kan tage på fiskeekspeditioner. Det kan være vanskeligt for virksomheden at påvise, at der ikke er tale om et tilfældighedsfund, medmindre det – som var tilfældet i Deutsche Bahn-dommen – er helt åbenlyst, at konkurrencemyndigheden har eftersporet oplysninger, som ligger uden for kontrolundersøgelsens ramme.

Vurderingen af, om en virksomheds grundlæggende rettigheder er blevet overholdt i forbindelse med en kontrolundersøgelse, er kompliceret af konkurrencemyndighedernes massespejling af dokumenter. Massespejling giver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen adgang til alle virksomhedens dokumenter, som ligger langt uden for rammen af kontrolundersøgelsen eller er beskyttet af legal privilege. For at sikre at de grundlæggede rettigheder bliver overholdt, må der nødvendigvis opstilles nogle passende procedureregler for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens behandling af spejlet. Virksomheden må helt grundlæggende have ret at være til stede og repræsenteret ved advokat ved enhver behandling af spejlet og have mulighed for at gøre indsigelse over for, om et givet dokument ligger inden for kontrolundersøgelsens ramme eller er omfattet af legal privilege. Endvidere må virksomheden kunne kræve, at dokumenter, som ligger uden for kontrolundersøgelsens ramme eller er omfattet af legal privilege, enten tilbageleveres til virksomheden eller destrueres, således at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke længere har adgang til dokumentet.


 

[1].      Jf. Rettens dom af 20. februar 2001 i sag T-112/98, Mannesmannröhren-Werke, præmis 59.

[2].      Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder af 26. oktober 2010 (2012/C 326/02).

[3].      Se bl.a. EU-Domstolens dom af 18. juni 2015 i sag C-583/13 P, Deutsche Bahn m.fl., præmis 20-37, EF-Domstolens dom af 22. oktober 2002 i sag C-94/00, Roquette Frères SA, præmis 23, og EF-Domstolens dom af 21. september 1989 i de forenede sager 46/87 og 227/88, Hoechst AG, præmis 13.

[4].      Lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.

[5].      Lovforslag nr. 200 af 28. marts 2007 om ændring af lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (udvidelse af lovens anvendelsesområde og ophævelse af revisionsbestemmelse), afsnit 3.2.2.3.3.

[6].      Lovforslag nr. 200, afsnit 3.2.2.3.2.

[7].      Lovforslag nr. 200, afsnit 3.2.2.3.2.

[8].      Lovforslag nr. 200, afsnit 3.2.2.3.2.

[9].      Lovforslag nr. 200, afsnit 3.2.2.3.2.

[10].     Se bl.a. Niemietz mod Tyskland, dom af 16. december 1992, nr. 13710/88, præmis 30-33, Société Colas Est m.fl. mod Frankrig, dom af 16. april 2002, nr. 37871/97, præmis 40-41.

[11].     Se bl.a. Harju mod Finland, dom af 15. februar 2011, nr. 5676/09, præmis 39, Heino mod Finland, dom af 15. februar 2011, nr. 56720/09, præmis 40, og Société Canal Plus m.fl. mod Frankrig, dom af 21. december 2010, nr. 29408/08, præmis 54.

[12].     Roquette Frères-dommen.

[13].     Rettens dom af 8. marts 2007 i sag T-339/04, France Télécom.

[14].     France Télécom-dommen, præmis 59.

[15].     Roquette Frères-dommen.

[16].     Roquette Frères-dommen, præmis 54.

[17].     Højesterets kendelse af 28. marts 2003.

[18].     Roquette Frères-dommen, præmis 74-75.

[19].     Roquette Frères-dommen, præmis 76.

[20].     Delta Pekárny AS mod Den Tjekkiske Republik, dom af 2. oktober 2014, nr. 97/11, præmis 82-94.

[21].     Roquette Frères-dommen, præmis 47, og EU-Dom­stolens dom af 21. september 1989 i de forenede sager 46/87 og 227/88, Hoechst AG, præmis 29.

[22].     Rettens dom af 11. december 2003 i sag T-59/99, Ventouris Group Enterprises SA,præmis 36.

[23].     Rettens dom af 11. december 2003 i sag T-59/99, Ventouris Group Enterprises SA.

[24].     Ventouris-dommen, præmis 139 og 140.

[25].     Ventouris-dommen, præmis 156.

[26].     Vinci m.fl. mod Frankrig, dom af 2. april 2015, nr. 63629/10 og 60567/10, præmis 78.

[27].     EF-Domstolens dom af 17. oktober 1989 i sag 85/87, Dow Benelux NV, præmis 19.

[28].     EU-Domstolens dom af 18. juni 2015 i sag C-583/13P, Deutsche Bahn mfl., præmis 64-68.

[29].     Deutsche Bahn-dommen, præmis 67.

[30].     Deutsche Bahn-dommen, præmis 64.

[31].     Kommissionens beslutning af 17. december 1992 i sag IV/32.447, MEWAC.

[32].     Janssen Cilag mod Frankrig, nr. 33931/12.

[33].     Vinci m.fl. mod Frankrig, dom af 2. april 2015, nr. 63629/10 og 60567/10.

[34].     Vinci-dommen, præmis 74.

[35].     Vinci-dommen, præmis 78.

[36].     Se bl.a. EU-Domstolens dom af 18. maj 1982 i sag 155/79, AM & S, EF-Domstolens dom af 21. september 1989 i de forenede sager 46/87 og 227/88, Hoechst AG; EU-Domstolens dom af 14. september 2010 i sag C-550/07 P, Akzo/Akcros (Rettens dom af 17. september 2007 i de forenede sager T-125/03 og T-253/03, Akzo/Akcros), og Rettens dom af 2. marts 1994 i sag C-53/92 P, Hilti AG.

[37].     Rettens dom af 17. september 2007 i de forenede sager T-125/03 og T-253/03, Akzo/Akcros, præmis 80-85.

[38].     Vinci-dommen, præmis 78.

[39].     EU-Domstolens dom af 18. oktober 1989 i sag 374/87, Orkem SA, præmis 35-40.