Kommentar til Lautsi-sagen

(3.2011 side 175)


Af Stéphanie Lagoutte, seniorforsker på Institut for menneskerettigheder

 

Den 18. marts 2011 fandt Storkammeret ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), at tilstedeværelsen af krucifikser i klasseværelserne i italienske offentlige skoler ikke var i strid med artikel 2 (retten til uddannelse) i Protokol nr. 1 til den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).[1]

Denne artikel om Lautsi-sagen fremstiller sagens faktiske omstændigheder samt EMD Storkammerets afgørelse, og efterfølges af kommentarer vedrørende 1) statens skønsmargin i sager vedrørende religionens plads og rolle i det offentlige rum og 2) EMD’s vurdering af sagens konkrete bestanddele. Artiklen afsluttes med en kort perspektivering af sagen.

Artiklen fokuserer på retten til uddannelse (artikel 2 i Protokol nr. 1) i kombination med retten til religionsfrihed (EMRK, artikel 9). Sagens diskriminationsaspekt,[2] der ikke blev behandlet af EMD, drøftes derimod ikke.

1.   Sagens væsentligste omstændigheder

Under et skolebestyrelsesmøde i april 2002 rejste Soile Lautsis mand spørgsmålet om tilstedeværelsen af religiøse symboler i deres sønners klasseværelser, herunder særligt krucifikser. Han rejste spørgsmålet om, hvorvidt de burde fjernes. Som følge af skolebestyrelsens beslutning om at beholde de religiøse symboler i klasseværelserne anlagde Soile Lautsi sag ved Venetos administrative domstol og påstod bl.a., at en krænkelse af princippet om verdslighed[3] havde fundet sted.

Den 17. marts 2005 afviste den administrative domstol Soile Lautsis klage. Den administrative domstol fastslog, at bestemmelserne i de kongelige forordninger fra 1924 og 1928, der krævede tilstedeværelsen af krucifikserne, stadig stod ved magt. Den administrative domstol afviste, at tilstedeværelsen af krucifikser i offentlige skolers klasseværelser krænkede princippet om statens sekulære natur. Den administrative domstol lagde særlig vægt på, at krucifikset var et generelt symbol på kristendommen, frem for alene at være et symbol på katolicismen, således at det også fungerede som referencepunkt for andre kristne trosretninger. Ydermere var krucifikset et historisk og kulturelt symbol, som var identitetsskabende for det italienske folk, og det burde derfor opfattes som et værdisymbol, der understøttede den italienske forfatning. I sin dom af 13. april 2006 stedfastede den Administrative Højesteret (Consiglio di Stato) dommen i første instans.[4]

Med henvisning til artikel 2 i Protokol nr. 1 (retten til uddannelse) og EMRK artikel 9 (tanke‑, samvittigheds- og religionsfrihed) indbragte moderen sagen om tilstedeværelsen af krucifikser i klasseværelserne i den skole, hvor hendes sønner tidligere havde gået, for EMD.

I EMD’s kammerdom af 3. november 2009[5] fandt Domstolen, at en krænkelse af artikel 2 i Protokol nr. 1 sammenholdt med EMRK artikel 9 havde fundet sted. Kammeret fandt, at staten er forpligtet til at afholde sig fra, selv indirekte, at påtvinge folk en bestemt tro. EMD fremhævede, at undervisning af børn er et særligt sensitivt område. Kammeret udtalte, at den obligatoriske tilstedeværelse af krucifikser i klasseværelserne i offentlige skoler er et indgreb i forældrenes ret til at sikre, at deres børns uddannelse er forenelig med deres egne religiøse og filosofiske overbevisninger. EMD kammeret fandt ikke, at indgrebet var i overensstemmelse med statens forpligtelse til at være neutral, når den varetager offentlige funktioner især på uddannelsesområdet.[6]

Den 28. januar 2010 anmodede den italienske regering om, at sagen blev henvist til Storkammeret efter EMRK artikel 43. To måneder senere accepterede et panel i Storkammeret denne anmodning. I overensstemmelse med EMRK artikel 36, § 2 og regel nr. 44, § 2 i EMD’s Reglement blev der givet tilladelse til at intervenere i den skriftlige procedure til et hidtil uset antal tredjeparter (third-party intervention): 33 medlemmer af Europaparlamentet, der handlede som en samlet enhed, en bred vifte af Ngo’er[7] og regeringer fra 10 medlemsstater.[8]

2.   Storkammerets dom

Dommen fokuserer på artikel 2 i Protokol nr. 1, set i lyset af EMRK artikel 9.[9] Artikel 2 i Protokol nr. 1 pålægger staten at respektere forældres ret til at sikre, at deres børns uddannelse er forenelig med deres egne religiøse og filosofiske overbevisninger, når den varetager sine funktioner på uddannelsesområdet. Ifølge klager var tilstedeværelsen af krucifikser i offentlige skolers klasseværelser uforenelig med den italienske stats forpligtelser efter artikel 2 i Protokol nr. 1.

Afgørelsen tager udgangspunkt i tidligere EMD-retspraksis, hvorefter staterne er forpligtet til at respektere forældres religiøse og filosofiske overbevisninger i forhold til indholdet, tilrettelæggelsen og gennemførelsen af undervisning af børn.[10] Derudover udvider EMD anvendelsesområdet for artikel 2 i Protokol nr. 1 ved at fastslå, at bestemmelsen også finder anvendelse i forhold til de øvrige opgaver (»functions«), som staten varetager i forhold til offentlige skoler, herunder indretningen af skolen og skolens miljø. Efter EMD’s opfattelse er beslutningen om, hvorvidt der skal være krucifikser i offentlige skolers klasseværelser, således omfattet af anvendelsesområdet for artikel 2 i Protokol nr. 1.

Domstolen er af den opfattelse, at krucifikset frem for alt er et religiøst symbol. Domstolen udtrykker forståelse for, at moderen føler, at ophængning af krucifikser i klasseværelserne på hendes børns skole var en mangel på respekt fra statens side i forhold til at sikre, at omstændighederne omkring deres uddannelse var forenelig med hendes filosofiske overbevisning. Domstolen finder dog ikke, at hendes subjektive opfattelse er nok til at anse artikel 2 i Protokol nr. 1 for krænket.

Den italienske regering har gjort gældende, at tilstedeværelsen af krucifikser i offentlige skoler må anses som en tradition, som de finder vigtig at fastholde. Udover deres religiøse betydning symboliserer krucifikser også de principper og værdier, der danner grundlag for demokrati og den vestlige civilisation. På den baggrund (historiske og demokratiske værdier) anfører den italienske regering, at krucifiksernes tilstedeværelse i klasseværelserne kan retfærdiggøres.

I betragtning af at den italienske Administrative Højesteret og den italienske Civile Højesteret (Corte di Cassazione) havde forskellige holdninger til betydningen af krucifikset, og at Forfatningsdomstolen ikke havde taget stilling til spørgsmålet, fastslår EMD, at det ikke er op til den at vælge side i en national debat mellem nationale domstole.

EMD fremhæver dog, at beslutningen om varigt at sikre en tradition i princippet falder ind under medlemsstaternes skønsmargin.

På denne baggrund udtaler EMD, at staten i dens bestræbelser på at forene varetagelsen af opgaver på uddannelsesområdet med forældres ret til at sikre, at uddannelsen af deres børn er forenelig med deres egne religiøse og filosofiske overbevisninger, nyder en vis skønsmargin. Derfor skal EMD principielt respektere statens beslutninger i sådanne tilfælde, særligt når der ikke er en europæisk konsensus på området. Da der ikke er europæiske konsensus vedrørende ophængning af religiøse symboler i offentlige skoler, fastslår EMD, at beslutningen om, hvorvidt krucifikser skal være til stede i klasseværelser principielt falder ind under statens skønsmargin.

Det er dog forbeholdt EMD at sikre, at beslutningen ikke fører til en form for indoktrinering, hvilket ikke er omfattet af statens skønsmargin.

EMD fastslår dernæst, at selvom ophængning af krucifikser i klasseværelser giver flertallets religion en altdominerende synlighed, er dette i sig selv ikke nok til, at der sker en indoktrinering. EMD henviser herved til tidligere retspraksis, hvoraf det fremgår, at det forhold, at et givet skolepensum tillægger landets historisk mest fremherskende religion mere vægt end andre religioner ikke i sig selv kan anses som led i en indoktrineringsproces.[11]

EMD bemærker endvidere, at et krucifiks på væggen i bund og grund er et passivt symbol, hvis påvirkning af eleverne ikke kan sammenlignes med påvirkning fra didaktisk tale (forkyndende undervisning) eller deltagelse i religiøse aktiviteter.

EMD finder også, at effekten af den øgede synlighed, som tilstedeværelsen af krucifikset i skoler giver kristendommen, skal ses i et større perspektiv under hensyntagen til følgende pointer:

–      Tilstedeværelsen af krucifikser er ikke forbundet med en obligatorisk kristendomslære.

–      Ifølge regeringen er det italienske skolemiljø åbent for andre religioner (det er tilladt elever at bære symboler eller klæder af religiøs betydning, mindretallets religiøse skikke bliver taget i betragtning, valgfri religiøs undervisning kan organiseres for alle anerkendte trosretninger, afslutningen af Ramadanen bliver ofte fejret på skolerne, osv.) Der er intet, der tyder på, at myndighederne er intolerante over for elever, der bekender sig til andre religioner, er ikke-troende eller har ikke-reli­gi­øse filosofiske overbevisninger.

–      Ydermere har klager ikke godtgjort, at tilstedeværelsen af krucifikset i klasseværelser har givet undervisningen en missionerende karakter. Hun har heller ikke anført, at hendes to sønner nogensinde fra en lærers side har oplevet en tendentiøs henvisning til krucifikset.

–      Til sidst bemærker EMD, at moderen til fulde havde bevaret sin ret som forælder til at oplyse og rådgive sine børn og guide dem i overensstemmelse med sine egne filosofiske og religiøse overbevisninger.

Med et flertal på 15 mod 2[12] konkluderer EMD, at myndighedernes beslutning om at beholde krucifikser i klasseværelserne på Soile Lautsis børns skole falder indenfor den skønsmargin, som Italien må nyde i forhold til forpligtelsen til at respektere forældres ret til at sikre uddannelse i overensstemmelse med egne religiøse og filosofiske overbevisninger. Følgelig har en krænkelse af artikel 2 i Protokol nr. 1 ikke fundet sted.

3.   Bemærkninger

Kammerets dom i Lautsi-sagen førte til stor debat og protester i Europa.[13] De bekymringer, der kom til udtryk på dette tidspunkt, blev senere genfremsat i de mange tredjeparts interventioner, der blev afgivet til EMD i forbindelse med behandlingen af sagen ved Storkammeret.[14] De fleste kommentarer i Danmark peger på, at dommen umiddelbart tyder på et skifte i EMDs retspraksis vedrørende tilstedeværelsen af religiøse symboler i offentlige skoler.[15]

Kammerdommen lægger vægt på nødvendigheden af at opretholde religiøs neutralitet i offentlige skoler, dvs. forpligtelsen for staten til at afholde sig fra, selv indirekte, at påtvinge folk tro. Dette gælder især på offentlige skoler, hvor børnene kan være særligt modtagelige for påvirkninger, herunder religiøs indoktrinering.

Storkammerdommen lægger vægt på den brede skønsmargin, som stater nyder vedrørende forhold, der relaterer sig til religion og tradition og indretning af skoler og skolemiljø i den forbindelse. Ifølge Storkammeret er skønsmarginen særlig bred pga. manglende konsensus mellem medlemsstaterne, når det kommer til spørgs­målet om tilstedeværelse af religiøse symboler i offentlige skoler. Derudover finder EMD, at der intet tegn er på, at religiøse symboler såsom krucifikser kan have en indoktrinerende indflydelse på skolebørn. EMD lægger vægt på, at det i det italienske offentlige skolesystem er en åbenhed for andre trosretninger end den katolske kirke.

Jeg vil hævde, at Storkammerets argumentation vedrørende statens skønsmargin er på linje med EMDs retspraksis i sager vedrørende statens indblanding i religiøse forhold. Jeg har tidligere hævdet, at EMDs retspraksis vedrørende tilstedeværelsen af religiøse symboler i det offentlige rum i særlig grad afhænger af sagernes kontekst og i afgørende grad af den historiske og institutionelle organisering af forholdet mellem religion og stat i den pågældende medlemsstat.[16]

Storkammerdommen rejser visse spørgsmål angående EMDs tilgang til den juridiske problemstilling i sagen samt den rolle skønsmarginen spiller (3.1.) og EMDs vurdering af de konkrete elementer i sagen (3.2.).

3.1.  EMDs tilgang: en bred skønsmargin

EMD gør det fra starten klart, at dens gennemgang af sagen kun tager sigte på at vurdere, om tilstedeværelsen af krucifikser i de italienske offentlige skoler er forenelig med Protokol nr. 1, artikel 2, samt EMRK artikel 9 i lyset af sagens omstændigheder.[17] EMD vælger dog at koncentrere sig om forældrenes ret til at sikre uddannelse af deres børn i overensstemmelse med egne religiøse og filosofiske overbevisninger. Det er derfor kun risikoen for indoktrinering af børn, der er behandlet i sagen, ikke deres religionsfrihed eller deres ret til at være fri for religion. Det er også værd at bemærke, at Domstolen beslutter ikke at behandle det obligatoriske element ved tilstedeværelsen af krucifikser i klasseværelser, som findes i den italienske lovgivning. På samme måde behandler EMD heller ikke den aktuelle hjemmel for denne obligatoriske tilstedeværelse, og ej heller dens legitimering i et demokratisk samfund.

EMD vurderer først sagen ud fra vinklen om bevarelse af en tradition. Den erklærer, at beslutningen om, hvorvidt en tradition skal bevares, principielt falder inden for statens skønsmargin. Til støtte herfor lægger EMD vægt på det faktum, at Europa er præget af stor forskellighed staterne imellem, særligt inden for den kulturelle og historiske sfære. Det synes dog at være ganske klart, at henvisningen til en tradition ikke kan fritage en stat for dens forpligtelse til at respektere de rettigheder og friheder, der er fastsat i EMRK.[18] Ved at vælge at vurdere sagen ud fra vinklen om bevarelse af en tradition undgår EMD at diskutere den aktuelle hjemmel for krævet om tilstedeværelse af krucifikser i de italienske offentlige skoler.

Det bliver under sagen gjort gældende, bl.a. af klageren og af en tredjeparts-intervention, at der ikke var lovhjemmel for krævet om tilstedeværelse af krucifikser. Lovhjemmel anses derfor for forældet[19] og for at mangle demokratisk blåstempling og legitimitet.[20] Ved at behandle tilstedeværelse af krucifikser i skole som en historisk tradition, der er uafhængig af Mussolinis politik vedrørende forholdet mellem den italienske stat og Vatikanet, undgår EMD denne diskussion.

Vedrørende retten til uddannelse med respekt for forældrenes ret til at sikre deres børns uddannelse i overensstemmelse med egne religiøse og filosofiske overbevisninger nyder stater også en vis skønsmargin. EMD finder, at skønsmarginen vedrører både indholdet, tilrettelæggelsen og gennemførelsen af undervisning af børn[21] samt organisering og indretningen af skolen og skolens miljø. Domstolen må derfor respektere staternes beslutninger vedrørende sådanne forhold, herunder den rolle og det rum de tildeler religion, så længe disse beslutninger ikke leder til en form for forkyndelse/indoktrinering og derved krænker forældrenes rettigheder eller elevernes religionsfrihed.

Vedrørende ophængning af krucifikser i offentlige skoler konkluderer EMD, at beslutningen om, hvorvidt krucifikser bør være til stede i klasseværelser, principielt falder ind under statens skønsmargin. Ifølge EMD støttes dette synspunkt af det faktum, at der ikke eksisterer en europæisk konsensus på området for tilstedeværelse af religiøse symboler i offentlige skoler.[22] Faktum er, at kun et fåtal af lande har lovgivning, der forbyder eller kræver udstilling af religiøse symboler på offentlige steder. De fleste lande har ikke lovregulering på dette punkt.

De to mindretalsdommere fremhæver, at når der har været tvivl om, hvorvidt man skulle forbyde tilstedeværelsen af religiøse symboler på offentlige skoler, har flere europæiske højesteretter eller forfatningsdomstole hver gang lagt vægt på, at staten skal forholde sig neutral i forhold til religiøse spørgsmål. De har efterfølgende konkluderet, at religiøse symboler skulle forbydes. Dette gælder Tyskland, Schweiz og Polen. Selv den italienske civile Højesteret har fundet, at ophængningen af krucifikser på valgsteder var i uoverensstemmelse med verdslighedsprincippet, dvs. princippet om statens neutralitet, samt retten til religionsfrihed.[23] Domstolene i Rumænien og Spanien er kommet frem til, at spørgsmålet om tilstedeværelsen af religiøse symboler på offentlige skoler bør drøftes og løses på lokalt niveau blandt lærere, elevere og forældre.

Storkammerets tilgang i Lautsi-sagen er på linje med EMD’s tidligere retspraksis vedrørende religiøse symboler: der er ingen konsensus er i Europa vedrørende udstillingen af religiøse sym­boler på offentlige skoler. Det er vigtigt at understrege, at staternes skønsmargin derfor spiller en stor rolle, uanset om staten vælger at bakke op om eller forbyde udstillingen af religiøse symboler på offentlige steder og ikke mindst på offentlige skoler.[24]

3.2.  Kritisk vurdering af EMD’s vurdering af de konkrete elementer i sagen

Staternes skønsmargin fritager ikke staterne for at respektere EMRK. Derfor er offentlige myndigheders beslutninger inden for rammen af deres skønsmargin genstand for kontrol ved EMD. I Lautsi-sagen fokuseres der ved denne kontrol på det konkrete element, der er afgørende i forhold til artikel 2 i Protokol nr. 1, nemlig religiøse symbolers mulige indflydelse (indoktrinerende effekt) på børn (3.2.1). Derudover giver EMD en meget overfladisk vurdering af den overordnede respekt for religionspluralisme i det italienske skolesystem (3.2.2).

3.2.1.  Passivt symbol v. kraftfuldt symbol

EMD betragter altovervejende krucifikset som et religiøst symbol.[25] Domstolen anser krucifikser på vægge som et i al væsentlighed passivt symbol: EMD anser ikke tilstedeværelsen af et krucifiks i klasseværelset som havende den samme mulige indoktrineringseffekt som undervisning om en specifik religion eller et krav til eleverne om deltagelse i religiøse aktiviteter, hvilke må ses som aktive symboler.[26]

Desuden mener EMD, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at afgøre, om krucifikset har eller ikke har en indoktrinerende virkning på unge, hvis overbevisninger stadig er ved at formes.[27] EMD konkluderer belejligt, at der ikke findes bevis for, at udstillingen af et religiøst symbol på væggen i et klasseværelse kan have indflydelse på eleverne.

På dette punkt adskiller storkammerdommen sig markant fra kammerdommen. Den adskiller sig også markant – og uden større overbevisning – fra EMDs øvrige retspraksis vedrørende religiøse symboler (hovedtørklæde) i offentlige skoler.

Kammeret tilsluttede sig klagers anbringende om, at udstillingen af krucifikser i klasseværelser ville have en signifikant indvirkning på børnene, der på dette tidspunkt var mellem 11 og 13 år. Kammeret fandt, at krucifikser, der ikke var til at overse i klasseværelserne, nødvendigvis måtte blive opfattet som en integreret del af skolemiljøet og derfor kunne betragtes som »kraftfulde eksterne symboler«, således som dette forstås i EMD’s afgørelse Dahlab v. Switzerland.[28]

I Dahlab-afgørelsen accepterede EMD, at det var meget vanskeligt at vurdere, hvilken virkning et stærkt eksternt symbol såsom at bære et tørklæde kunne have på samvittigheds- og religionsfrihed for meget små børn. Klagerens børn var i alderen fire til otte år, en alder hvor børn – ifølge EMD – undrer sig over mange ting og lettere kan påvirkes end ældre elever. Under disse omstændigheder fandt EMD, at det ikke kunne afvises, at det at bære et tørklæde kunne have en vis form for missionerende virkning. Derudover henviste EMD i den sag til en schweizisk afgørelse (tribunal fédéral), der fandt, at det at bære tørklæde var svært at forene med princippet om ligestilling mellem kønnene.[29] I det hele taget fandt EMD, at det forekom vanskeligt at forene brugen af et islamisk tørklæde med budskabet om tolerance, respekt for andre og frem for alt lighed og ikke-diskrimination, som alle lærere i et demokratisk samfund skulle formidle til deres elever.[30]

I Lautsi-dommen diskuterer Kammeret ikke det budskab, der måtte eller ikke måtte spredes ved tilstedeværelsen af et krucifiks på klasseværelsets væg. Kammeret tager dog i betragtning, at tilstedeværelsen af krucifikset let kan fortolkes som et religiøst tegn af elever i alle aldre. Kammeret mener, at eleverne vil føle, at de er blevet opdraget i et skolemiljø præget af en bestemt religion: det, der kan anses for opmuntrende for én type religiøse elever, kan være følelsesmæssigt belastende for elever med ingen eller en anden religion. Kammeret understreger, at denne risiko er særlig stor blandt elever, der tilhører et religiøst mindretal.[31] Derfor konkluderer Kammeret, at den obligatoriske tilstedeværelse af et symbol for en bestemt tro i klasseværelser begrænser retten for forældre til at opdrage deres børn i overensstemmelse med deres overbevisning, samt skolebørns ret til at tro eller ikke tro. Kammeret finder, at den obligatoriske tilstedeværelse af et religiøst symbol krænker disse rettigheder, fordi den er uforenelige med statens pligt til at udvise neutralitet i udøvelsen af offentlig myndighed, navnlig inden for uddannelsesområdet.[32]

Storkammeret er ikke enig i Kammerets vurdering. Det mener ikke, at Dahlab-afgørelsen er relevant for den foreliggende sag, fordi fakta i de to sager er væsentligt forskellige. Storkammeret påpeger, at Dahlab-sagen drejede sig om en foranstaltning, der forbød klager at bære det islamiske hovedtørklæde, når hun underviste, hvilket havde til hensigt at beskytte ellevernes og deres forældres religiøse overbevisninger og leve op til princippet om religiøs neutralitet i skolerne som foreskrevet ved national lov. Desuden fremhæver Storkammeret, at EMD først og fremmest tog hensyn til den skrøbelige alder hos de børn, som lærerinden var ansvarlig for. Det lader derfor til, at Storkammeret betragter de to hovedforskelle som omhandlende: (1) det omstridte religiøse symbol: hovedtørklæder på hovedet af en lærerinde v. krucifikser på klasseværelsets væg; og (2) børnenes alder: skrøbelig alder i Dahlab (4 til 8 år) v. ældre børn i Lautsi (11 til 13 år).

Dette er langt fra overbevisende. Det afgørende er, som EMD selv fremhæver, at finde ud af, hvorvidt udstillingen af sådanne religiøse symboler kan have en indoktrinerende effekt på eleverne. I begge sager er der intet håndgribeligt bevis for, at tilstedeværelsen af de omhandlede religiøse symboler kan eller ikke kan have en indflydelse på eleverne. Både i Dahlab og i storkammerdommen i Lautsi når EMD den konklusion, at det rent faktisk er svært at vurdere den indflydelse, sådanne religiøse symboler kan have på de implicerede børn. Denne konklusion leder til to modstridende konklusioner: på den ene side (Dahlab) er det foreneligt med EMRK at forbyde en lærer at bære et islamisk tørklæde, når hun underviser børn på en offentlig skole; på den anden side (Lautsi) er det også foreneligt med EMRK, at en stat opretholder lovgivning, der gør det obligatorisk at udstille krucifikser i offentlige skolers klasseværelser.

Konklusionen forekommer i begge sager en smule spekulativ i forhold til den risiko for indoktrinering af børnene, som tilstedeværelsen af religiøse symboler kan medføre. Man efterlades med det indtryk, at hovedtørklæder er et problem, mens krucifikser ikke er, uden nogen form for diskussion af eller konkret bevis for, hvorfor det ene symbol rejser mere bekymring end det andet.

Under alle omstændigheder må det erindres, at staten i begge sager havde stor handlefrihed til at træffe en beslutning i forhold til at acceptere eller ikke acceptere tilstedeværelsen af religiøse symboler i offentlige skoler. I Schweiz var princippet om religiøs neutralitet i offentlige skoler[33] det altovervejende argument for at acceptere forbuddet mod, at lærerinder måtte bære hovedtørklæder. Her skal det nævnes, at sådan et princip om religiøs neutralitet på offentlige skoler/universiteter også har haft afgørende betydning i sager, der omhandler forbud mod religiøse symboler i både Frankrig[34] og Tyrkiet,[35] hvor de respektive forfatninger opretholder en strikt adskillelse mellem religion og stat (état laïc). Et sådant princip blev ikke tillagt samme afgørende vægt i Lautsi-dommen, muligvis fordi princippet ikke findes i italiensk forfatningsret, på samme måde som det gør i Frankrig og Tyrkiet, selv om den italienske stat er en sekulær stat.[36]

3.2.2.  Indoktrinering og religiøs pluralisme i italienske skoler

EMD vælger også at vurdere, om det italienske skolesystem er åbent over for andre religioner end flertallets religion. Denne fremgangsmåde er ved første øjekast mere overbevisende: den giver EMD mulighed for at acceptere, at den større synlighed, som tilstedeværelsen af krucifikset giver kristendommen i offentlige skoler, er legitimeret ved en større (i hvert fald potentielt) synlighed af alle religioner – modsat en sekulær model som den franske, hvor religiøs neutralitet strengt opretholdes, og hvor alle religiøse symboler er forbudt.

Først og fremmest bemærker EMD, at tilstedeværelsen af krucifikser ikke er forbundet med tvangslære om kristendommen. Desuden hæfter EMD sig ved, at der ikke er noget, der tyder på, at myndighederne er intolerante over for elever, der følger andre trosretninger eller er ikke-troende. I den forbindelse finder EMD, at det italienske skolemiljø er åbent over for alle religioner. EMD erindrer, at regeringen har fremført, at det ikke er forbudt for elever at bære islamiske tørklæder eller andre symboler eller beklædninger, der har religiøse undertoner. Derudover er alternative arrangementer mulige, således at skolegangen kan tilpasses til mindretallets religiøse praksis. Ifølge den italienske regering bliver bl.a. begyndelsen og afslutningen på Ramadanen »ofte fejret« i offentlige skoler. Endeligt kan valgfri religiøs uddannelse tilrettelægges på skoler for »alle anerkendte religiøse trosretninger«.[37]

Denne fremgangsmåde skal fortolkes som EMD’s blåstempling af den model, hvor staten er neutral og giver plads til alle trosretninger. I sådan et system, som på mange måde ligner det danske, virker det af historiske og traditionelle årsager forståeligt, at flertallets religion fylder mere end mindretalsreligioner. Mindretalsreligionerne får dog også lov til at fylde i det offentlige rum.

Problemet her er, at det ville være mere hensigtsmæssigt, hvis EMD’s vurdering af en stats rummelighed over for mindretals religioner hvilede på flere elementer end blot regeringens anbringender. Det må dog noteres, at klager slet ikke argumenterer for, at flertallets religion dominerer billedet i hendes sønners skole på andre måder end ved tilstedeværelsen af krucifikser.

Dette illustrerer også, at det problem, som er genstand for EMD’s kontrol, hele tiden skifter omfang og størrelse i Lautsi-sagen fra det specifikke (børnene har aldrig nogensinde oplevet en tendentiøs reference til krucifikset fra en lærer) til det generelle (muligheden for rummelighed i de italienske offebtlige skoler.

4.   Perspektivering: Inklusiv eller eksklusiv verdslighed

Lautsi-dommen følger i kølvandet på flere andre domme fra EMD, der drejer sig om den plads, religion skal gives i offentlige skoler og i det offentlige rum.[38] Den er konsistent med tidligere praksis, selvom dens konkrete konklusion er anderledes end tidligere dommes.

På det generelle plan forsøger retspraksis fra EMD at anerkende eksistensen af de to forskellige modeller, der eksisterer i Europa: en »eksklusiv« sekulær model, der fokuserer på statens neutralitet og forbyder udstillingen af religiøse symboler på offentlige steder (skoler, domstole, forvaltninger, osv.), og en »inklusiv« model, der lægger vægt på religiøs tolerance og accepterer synligheden af alle religioner på offentlige steder, herunder offentlige skoler.

Denne terminologi bliver brugt af den italienske regering i dens fremstilling af anbringer for Storkammeret.[39] Terminologien simplificerer virkelighedens kompleksitet, idet de to modeller ikke er så skarpt defineret i praksis. Det er for eksempel svært at ekskludere alle religiøse symboler fra offentlige steder og endda fra offentlige skoler. På samme måde er det også i praksis svært at behandle alle religioner på lige fod. Begge modeller opererer i en kontekst, hvor der altid er en flertalsreligion, officielt eller ej, der i mindre eller højere grad dominerer samfundet. Desuden påvirkes statens aktuelle rolle i begge modeller også af statens historiske forhold til flertalsreligionen. Den eksklusive model findes i stater, hvor den centrale magt har skullet definere og hævde sig i forhold til flertalsreligionens magt (den katolske kirke i Frankrig og Islam i Tyrkiet). Den mere inklusive model ses mest i lande, hvor flertallets religion opfattes som en accepteret del af det offentlige liv (stater, hvor der eksisterer en officiel kirke, eller stater, der er eller har været bundet til en bestemt kirke).

Italiens situation er lidt speciel. Den italienske forfatning nævner hverken ordet »verdslighed« eller ordet »sekularisme«. Forfatningens paragraf 7 fastlægger, at Staten og den katolske kirke er uafhængige og suveræne.[40] Det fremgår også, at forholdet mellem den katolske kirke og staten er reguleret af Lateran Konkordatet. I 1984 blev bestemmelsen om, at den katolske kirke er den officielle kirke i Italien, afskaffet.[41] I henhold til artikel 8 er alle trosretninger lige og frie for loven. Andre trosretninger end den katolske kirke har ret til at organisere sig med sin egen lov, så længe denne er i overensstemmelse med italiensk lovgivning. Deres forhold til staten er reguleret ved lov i henhold til aftaler med deres forskellige repræsentanter. Det er helt klart, at den italienske stat er sekulær. Italien har endda ikke længere nogen statskirke. Det er dog også helt klart, at denne sekularisme ikke er forankret i forfatningen med samme kraft som i en stat, der fastholder i sin forfatning, at den er en sekulær (laïc eller laik) republik (Frankrig, Tyrkiet).

Lautsi-dommen er vigtig, fordi Domstolen nægter at vælge den ene model frem for den anden. Kammerdommen siger, at offentlige skoler helt og aldeles bør være religiøst neutrale, mens storkammerdommen accepterer, at der i visse lande er plads til religion i offentlige skoler. Selvom Lautsi-dommen drejer sig om synligheden af religiøse symboler, der associeres med flertallets trosretninger (hovedsagligt katolicisme og kristendom), knytter EMD legitimeringen af tilstedeværelsen af disse flertallets religiøse symboler til den plads, der gives andre religioner i offentlige skoler. Set i et bredere perspektiv betyder dette, at hvis flertallets religion af historiske grunde gives plads på offentlige steder, skal det offentlige rum, herunder skolerne, være åbent over for alle de trosretninger, der nu engang er til stede i landet. Situationen må anses for anderledes i meget sekulære stater (Frankrig, Tyrkiet, dele af Tyskland, og Schweiz), hvor en adskillelse mellem staten og flertallets religion har fundet sted; for at fastholde en streng neutralitet er alle trosretninger omfattet af denne adskillelse.

Endeligt må det konkluderes, at det lader til, at den danske model indirekte blåstemples. Flertallets religion må gerne være synlig i offentlige skoler, så længe der også er plads til andre trosretninger. Ydermere er skellet mellem passive og aktive religiøse symboler på linje med det danske syn på religion i skolen: indoktrinering af elever er ikke tilladt, og børn har altid mulighed for at blive fritaget fra enhver aktivitet, der handler om religion (kristendoms undervisning, forkyndelse, at bede eller at gå til julegudstjeneste). Religiøse symboler, som ikke kan kobles til indoktrinering eller forkyndelse, må derimod anses for tilladte.


 

[1]        Lautsi and Others v. Italy, storkammerdom af 18. marts 2011, sagsnr. 30814/06, herefter »Lautsi [GC]«.

[2]        Med henvisning til artikel 14 (forbuddet mod diskrimination) hævdede klagerne, at de alle tre var blevet udsat for diskriminerende forskelsbehandling i forhold til katolske forældre og deres børn, idet Lautsi familien ikke selv var katolikker, jf. Lautsi [GC], pr. 79-81.

[3]        De engelske ord »secular« og »secularism« bliver oversat med de danske ord »sekulært« eller »verdslig« og »verdslighed« eller »sekularisme«.

[4]        Vedrørende samme sag afviste Forfatningsdomstolen (decision no. 389 af 15. december 2004) at tage spørgsmålet om overensstemmelse med forfatningen under realitetsbehandling, idet klagen i realiteten drejede sig om tekster, der ikke havde status som lovgivning, men blot var vedtægter og derfor ikke kunne danne grundlag for en undersøgelse af forfatningsmæssighed, jf. Lautsi [GC], pr. 14.

[5]        Herefter »Lautsi [Chamber]«.

[6]        Jf. Lautsi [GC], pr. 31 og 32 og Lautsi [Chamber], pr. 57.

[7]        Greek Helsinki Monitor, Associazione Nazionale del Libero Pensiero, European Centre for Law and Justice og Eurojuris handlende i fællesskab, International Committee of Jurists, Interrights og Human Rights Watch handlende i fællesskab, Zentralkomitee der Deutschen Katholiken, Semaines Sociales de France og Associazioni Cristiane Lavoratori italiani.

[8]        Armenien, Bulgarien, Cypern, Rusland, Grækenland, Litauen, Malta, Monaco, Rumænien og San Marino.

[9]        Domstolen nåede også frem til, at der ikke opstod et separat spørgsmål under artikel 9, jf. Lautsi [GC], pr. 77. Samme konklusion gjaldt for så vidt angår de to sønner, jf. Lautsi [GC], pr. 78. Ydermere fandt Domstolen at der ikke var grundlag for at undersøge klagen i forhold til artikel 14, jf. Lautsi [GC], pr. 79-81.

[10]      Jf. Kjeldsen, Busk Madsen and Pedersen v. Denmark dom af 7. december 1976, A. 23, pr. 50 om seksuel undervisning; Valsamis v. Greece, dom af 18. december 1996, sagsnr. 21787/93, pr. 27 om deltagelse i patriotisk højtideligheder, Hasan and Eylem Zengin v. Turkey, dom af 9. oktober 2007, sagsnr. 1448/04, pr. 49 om religions undervisning og Folgerø and Others v. Norway, Storkammerets dom af 29. juni 2007, sagsnr. 15492/02, pr. 84 om religions undervisning.

[11]      Jf. Hasan and Eylem Zengin v. Turkey, dom af 9. oktober 2007, sagsnr. 1448/04, pr. 63 og Folgerø and Others v. Norway, Storkammerets dom af 29. juni 2007, sagsnr. 15492/02, pr. 89.

[12]      Dommer Malinverni fra Schweiz dissentierede, støttet af dommer Kalaydjieva fra Bulgaria. Disse to dommere stemte mod flertallet og fandt at artikel 2 i Protokol nr. 1 var blevet krænket. Tre dommere (Bonello, Power og Rozakis) fra flertallet har skrevet »concurring opinions«, der fremstiller deres egne analyser og tolkning af EMDs dom.

[13]      Se bl.a. Susanna Mancini, »The Crucifix Rage: Supranational Constitutionalism Bumps Against the Counter-Majoritarian Difficulty«, European Constitutional Law Review, 2010, 6, 6-27; Zachary R. Calo, »Pluralism, Secularism and the European Court of Human Rights«, Journal of Law and Religion, 2010, 26, s.101; Lorenzo Zucca, »Crucifix in the classroom: the best solution to the Lautsi case«, International Journal of Constitutional Law, forthcoming 2011. Available at SSRN: http://ssrn.com/abstract=1667496.

[14]      Jf. Lautsi [GC], pr. 47-56.

[15]      Se for eks. artikler i Kristeligt Dagblad den 23. og 24. marts 2011.

[16]      Stephanie Lagoutte: Hvad kan vi bruge den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis til ? EMDs retspraksis om religiøse praksisser og religiøs pluralisme, i: Jonas Christoffersen; Mikael Rask Madsen (red.): Menneskerettighedsdomstolen – 50 års samspil med dansk ret og politik. København: Thomson Reuters, 2009, 143-158.

[17]      Jf. Lautsi [GC], pr. 57.

[18]      Jf. Lautsi [GC], pr. 68.

[19]      Jf. Lautsi [Chamber], pr. 30.

[20]      Jf. Lautsi [GC], pr. 57 (NGO Associazone nazionale del Libero Pensiero).

[21]      Se for eksempel vedrørende seksuel- og religionsundervisning: Kjeldsen, Busk Madsen and Pedersen v. Denmark dom af 7. december 1976, A. 23, pr. 50-53; Folgerø and Others v. Norway, Storkammerets dom af 29. juni 2007, sagsnr. 15492/02, pr. 84; Hasan and Eylem Zengin v. Turkey, dom af 9. oktober 2007, sagsnr. 1448/04, pr. pr. 51-52.

[22]      Jf. Lautsi [GC], pr. 70.

[23]      Jf. Lautsi [GC], pr. 23.

[24]      Se for eksempel de franske sager om forbud mod religiøse symboler i offentlige skoler: Dogru v. France, dom af 4. december 2008, pr. 72 og inadmissibilitets afgørelse af 30. juni 2009, Aktas v. France (sagsnr. 43563/08) og flere andre afgørelser af samme dag i lignende franske sager.

[25]      Jf. Lautsi [GC], pr. 66.

[26]      Jf. Lautsi [GC], pr. 72.

[27]      Det kan bemærkes, at EMD finder, at klagers subjektive opfattelse af, at udstillingen af krucifikser i klasseværelserne er en mangel på respekt fra statens side for hendes ret til at sikre uddannelse og lærdom i overensstemmelse med egne filosofiske betragtninger, er forståelig, men ikke i sig selv tilstrækkelig til at etablere en krænkelse af artikel 2 i Protokol nr. 1, jf. Lautsi [GC], pr. 66.

[28]      Dahlab c. Suisse, afgørelse af 15. februar 2001, sagsnr. 42393/98.

[29]      Dahlab, p. 14.

[30]      Jf. Dahlab, s.14.

[31]      Jf. Lautsi [Chamber], pr. 55.

[32]      Jf. Lautsi [Chamber], pr. 57.

[33]      Jf. som foreskrevet ved lovgivning i den pågældende canton (loi cantonale genevoise), jf. Dahlab, s.8.

[34]      Jf. inadmissibilitet afgørelse af 30. juni 2009: Aktas v. France (sagsnr. 43563/08), Bayrak v. France (sagsnr. 14308/08), Gamaleddyn v. France (sagsnr. 18527/08), Ghazal v. France (sagsnr. 29134/08), J. Singh v. France (sagsnr. 25463/08) and R. Singh v. France (sagsnr. 27561/08).

[35]      Leyla Sahin v. Turkey, storkammerdom af 10. november 2005, sagsnr. 44774/98.

[36]      Se nedenunder pkt.4 om perspektivering af Lautsi-sagen

[37]      Jf. Lautsi [GC], pr. 74.

[38]      Jf. Dahlab v. Schweiz, Leyla Sahin v. Turkiet, Dogru v. Frankrig m fl. Som er citeret tidligere, samt Ahmet Arslan and Others v. Turkey, dom af 23.februar 2010 (sagsnr. 41135/98)

[39]      Jf. Lautsi [GC], pr. 35.

[40]      Forfatningen af 1948. Se også Lautsi [GC], pr. 21.

[41]      Jf. Lautsi [GC], pr. 22.