Positive forpligtelser i menneskeretten
 (3.2007 side 157)


Af Jonas Christoffersen, adjunkt, Københavns Universitet

 

Den internationale menneskerets doktrin om positive forpligtelser analyseres med henblik på at vise, at doktrinen er en logisk følge af folkerettens beskyttelse af individuelle rettigheder.

 

Den menneskeretlige doktrin om positive forpligtelser er til stadighed genstand for kritik. Det kan forekomme cirkulært at argumentere for eksistensen af positive forpligtelser,[1] men det kan forekomme lige så cirkulært at argumentere imod. Det er i det hele vanskeligt at drøfte doktrinen åbent, fordi diskursen om positive og negative forpligtelser bidrager til at rekonstruere sondringens retlige relevans.[2] Hvis doktrinen ikke skal hvile på subjektive sym- og antipatier, må dens juridiske grundstruktur underkastes en nærmere analyse.

Jeg vil i det følgende vise, at den internationale menneskerets doktrin om positive forpligtelser[3] er en logisk følge af folkerettens bindende beskyttelse af individuelle rettigheder. Jeg vil begrunde legitimiteten af doktrinen om positive forpligtelser med særlig fokus på EMRK (afsnit 1), hvorefter jeg vil se nærmere på accepten af positive forpligtelser i dansk retspraksis (afsnit 2), inden jeg afslutter artiklen (afsnit 3).

1. EMRK

1.1 Generelle og tekstuelle forhold

Den underliggende sondring mellem positive og negative forpligtelser stammer fra Georg Jellineks ide om individers status negativus og positivus,[4] der har sneget sig ind i folkeretlig litteratur via komparative studier af national ret[5] og via begrebet »Drittwirkung«, som i dag dominerer begrebsanvendelsen og tænkningen.[6]

Doktrinen om positive forpligtelser har været anerkendt i EMD’s praksis siden 1968, men positive forpligtelser anses fortsat som noget særligt.[7] Doktrinen er kontroversiel, bl.a. fordi den sætter mål for Staten,[8] og fordi den angår sociale og økonomiske rettigheder.[9] Uenigheden angår også Statens rolle i forholdet mellem individer.[10] En rolle spiller også nationalretlige sondringer mellem privat og offentlig ret,[11] som dårligt kan transplanteres til international ret.[12]

Hvis vi forlader de mere politiske positioner og betragter EMRK fra et mere snævert juridisk standpunkt, vil fraværet i EMRK’s tekst af udtrykkelige forpligtelser pålagt individer undertiden blive anset som en ikke-anerkendelse af horisontale positive forpligtelser.[13] I modsætning til Verdenserklæringens artikel 29, stk. 1, henviser EMRK således ikke til individers pligter, bortset fra den rudimentære henvisning i artikel 10 til de rettigheder og pligter, som følger med ytringsfriheden.

I den juridiske litteratur er der ikke enighed om, hvilket tekstuelt grundlag der må kræves for at acceptere doktrinen om positive forpligtelser. Nogle peger på visse rettigheders særlige vægt, mens andre peger på de generelle bestemmelser i artikel 1 om individers rettigheder og artikel 13 om effektive nationale retsmidler,[14] artikel 17 om misbrug[15] og/eller det almindelige effektivitetsprincip.[16] Det anføres ofte, at positive forpligtelser under EMRK ikke blev berørt under forhandlingerne af EMRK, og at forarbejderne hverken be- eller afkræfter doktrinen.[17]

Det er karakteristisk for den juridiske litteratur, at fortolkningen af EMRK er så domineret af en modstand imod eller skepsis over for positive forpligtelser, at den tekstmæssige støtte for positive forpligtelser, som rent faktisk findes i EMRK, overses.

Udgangspunktet for en læsning af EMRK kan således tages et andet sted end i en forforståelse af, at positive forpligtelser ikke kan antages. Allerede i 1962 påpegede Marc-André Eissen – som i mange år var registrar ved EMD, som skrev talrige indsigtsfulde artikler om EMRK, og som senere blev fransk dommer – at spørgsmålet om positive forpligtelser blev drøftet i forbindelse med forhandlingerne af FN’s Kovenant om Civile og Politiske Rettigheder (CPR) i New York. I maj 1949 blev ordlyden af udkastet til CPR ændret for at sikre CPR’s anvendelighed i tilfælde af menneskerettighedskrænkelser foretaget af private. CPR artikel 7 om tortur mv. og artikel 9 om frihedsberøvelse blev ændret fra »no State shall subject any person« til »no-one shall be subjected«.[18] Med andre ord blev en pligt for Staten ændret til en ret for individet, hvilken ret kunne krænkes, selv om krænkelsen ikke kunne henføres til Staten.

I Europarådet var forhandlingerne af EMRK ikke så langt fremskredne i maj 1949. Teitgen-rapporten fra september 1949 fulgte Verdenserklæringen, men da Ekspertkomiteen i marts 1950 præsenterede en mere udførlig tekst, som i det store hele blev vedtaget, anvendtes samme ordlyd som i CPR-udkastet. EMRK anvender således ikke terminologien »no State shall subject«, men ordene »everyone has the right« eller »no one shall be subjected«. Ordlyden varierer fra artikel til artikel, men i dag anvendes formuleringerne i omkring 15 bestemmelser. Hvis Europarådet var modstander af positive forpligtelser, havde det været nærliggende at vælge de formuleringer, som var forladt i FN. Det er vanskeligt at finde grundlag for at antage, at valget af de formuleringer, som i FN skulle sikre den horisontale virkning, ikke skulle betyde det samme i Europarådet.[19]

Tekstuel støtte for positive forpligtelser findes desuden i de bestemmelser, som indeholder særlige undtagelsesbestemmelser. For eksempel regulerer artikel 5 om frihedsberøvelse og artikel 8 om privat- og familieliv ikke blot adgangen til at foretage indgreb. De indeholder selvstændige sætninger om individets rettigheder; »Everyone has the right to liberty and security of person« (artikel 5, stk. 1, 1. pkt.) og »Everyone has the right to respect for his private and family life ...« (artikel 8, stk. 1). Positive forpligtelser er blevet anset for at følge af disse første sætninger.[20]

Uanset hvilken vægt man måtte lægge på formuleringen af EMRK, herunder i lyset af den af Eissen dragne parallel til CPR, må der tages mere grundlæggende fat på problemstillingen. Det gælder ikke mindst, fordi de fundamentale strukturer i rettighedstænkningen må rekonstrueres med henblik på at etablere en passende ramme for drøftelsen af legitimiteten af positive forpligtelser.

Mit bidrag til en afklaring af doktrinen om positive forpligtelser hviler på tre ben:

1.   En afvisning af sondringen mellem handle- og undladelsespligter (afsnit 1.2),

2.   En individorienteret tilgang til forholdet mellem rettigheder og forpligtelser (afsnit 1.3) og

3.   En analyse af rettighedskonflikter (afsnit 1.4).

1.2 Handlinger og undladelser

Allerede i Belgian Linguistic case fra 1968 var spørgsmålet om positive og negative forpligtelser genstand for intense overvejelser ved fortolkningen af retten til uddannelsen i Protokol nr. 1 artikel 2, første punktum: »No person shall be denied the right to education«. EMD fastslog, at bestemmelsen – trods den negative formulering – indeholder en rettighed. Af forarbejderne fremgår, at bestemmelsen ikke forpligter Staterne til at etablere eller støtte uddannelse af en bestemt karakter eller på et bestemt niveau. EMD fastslog, at dette ikke indebærer, at Staten ikke har pligt til at sikre den ret til uddannelsen, som beskyttes af bestemmelsen:

»As a »right« does exist, it is secured, by virtue of Article 1 of the Convention, to everyone within the jurisdiction of a Contracting State.«[21]

EMD tog med andre ord afsæt i den opfattelse, at EMRK sikre rettigheder til individer.

Ved afgrænsningen af de forpligtelser, der hviler på Staterne, er handlings- eller undladelseskarakteren af Statens adfærd ikke afgørende.

I  De Wilde, Ooms and Versyp (»Vagrancy case«) v. Belgium (Article 50) om kompensation for uberettiget frihedsberøvelse anførte den belgiske regering, at den ikke skulle betale kompensation bl.a. fordi krænkel­sen af vagabondernes rettig­heder skyldtes indholdet af national ret. EMD svarede:

»The Court cannot accept this view. ... the Court was not called upon to give a decision on an abstract problem relating to the compatibility of provisions of Belgian law with the Convention but on the specific case of the application of the provisions in law to the applicants ... In questions of liability arising from the failure to observe the Convention there is in any event no room to distinguish between acts and omissions(Kursiv til­føjet).[22]

Den generelle folkeret havde længe inden 1970’erne anset statsansvaret for at omfatte såvel handlinger som undladelser.[23] Belgiens folkeretlige ansvar kunne ikke begrænses under anbringende af, at ansvaret ikke omfattede pligten til at ændre national ret, fordi der ikke er grundlag for at sondre mellem handlinger og undladelser.[24] En begrænsning til rene undladelsespligter ville i øvrigt føre til unødigt formalistiske afgrænsninger.[25]

Da sondringen mellem handlinger og undladelser udgør grundlaget for sondringen mellem negative og positive forpligtelser, afviste EMD implicit grundlaget for kritikken af doktrinen om positive forpligtelser.

EMD anerkendte tilsvarende den horisontale virkning af EMRK i Ringeisen v. Austria (Article 50) om undtagelse fra kreditorforfølgning af den under EMRK tilkendte kompensation,[26] ligesom EMD i National Union of Belgian Police v. Belgium,  Swedish Engine Drivers' Union v. Sweden and Schmidt and Dahlström v. Sweden udtalte, at Staterne har en positiv pligt til at tillade og mu­lig­gøre (»permit and make possible«) fagforeningers frihed til at beskytte deres medlemmers interesser.[27]

Positive forpligtelser var således knæsat i EMD’s praksis længe inden afsigelsen af den dom, der i dagens litteratur anses for banebrydende, nemlig Marckx v. Belgium om pligten til ret­ligt at anerkende den familiemæssige for­bin­del­se mellem en mor og hendes barn født i dølgsmål. I dommen gentog EMD, hvad der havde været antaget længe:

»By proclaiming in paragraph 1 the right to respect for family life, Article 8 signifies firstly that the State cannot interfere with the exercise of that right otherwise than in accor­dance with the strict conditions set out in paragraph 2. As the Court stated in the »Belgian Linguistic« case, the object of the Article is »essentially« that of protecting the individual against arbitrary interference by the public authorities ... Nevertheless it does not merely compel the State to abstain from such interference: in addition to this primarily negative undertaking, there may be positive obligations inherent in an effective »respect« for family life.«[28]

Den udtrykkelige undtagelsesbestemmelse i artikel 8, stk. 2, gør ikke udtømmende op med beskyttelsen i artikel 8, idet en vis selvstændig beskyttelse er indeholdt i artikel 8, stk. 1.[29] Selv kritikernes store helt, den dissentierende dommer Fitzmaurice, anerkendte dette synspunkt, selv om han ville bortfortolke den selvstændige betydning af artikel 8, stk. 1.[30]

I slutningen af 1970’erne blev positive forpligtelser anerkendt i flere sager, uden at for­pligtelsens karakter blev berørt.[31] I Airey v. Ireland om retshjælp anførte EMD:

»In the first place, hindrance in fact can contravene the Convention just like a legal impediment ... Furthermore, fulfilment of a duty under the Convention on occasion necessitates some positive action on the part of the State; in such circumstances, the State cannot simply remain passive and »there is ... no room to distinguish between acts and omissions« ... The obligation to secure an effective right of access to the courts falls into this category of duty.«[32]

EMD knyttede dermed fraværet af en sondring mellem handlinger og undladelser til forpligtelsen til at sikre EMRK’s rettigheder og friheder. Da pligten til at sikre EMRK’s rettigheder og friheder til enhver (»secure to everyone«) følger af artikel 1,[33] er det ikke overraskende, at et enigt plenum kunne anerkende positive forpligtelser i  Young, James and Webster v. the United Kingdom om fraværet af arbejdsretlig beskyttelse imod afsked pga. foreningsforhold:

»Under Article 1 of the Convention, each Contracting State »shall secure to everyone within [its] jurisdiction the rights and freedoms defined in ... [the] Convention«; hence, if a violation of one of those rights and freedoms is the result of non-observance of that obligation in the enactment of domestic legislation, the responsibility of the State for that violation is engaged. Although the proximate cause of the events giving rise to this case was the 1975 agreement between British Rail and the railway unions, it was the domestic law in force at the relevant time that made lawful the treatment of which the applicants complained. The responsibility of the respondent State for any resultant breach of the Convention is thus engaged on this basis.«[34]

Doktrinen om positive forpligtelser hviler således dels på pligten til effektivt at sikre EMRK’s rettigheder og forpligtelser over for enhver, dels på fraværet af en sondring mellem handlinger og undladelser.

1.3 Rettigheder og forpligtelser

Det andet element, som kan bidrage til en bedre forståelse af doktrinen om positive forpligtelser, angår forholdet mellem individets rettigheder og Statens forpligtelser. Spørgsmålet er nærmere, om det er en betingelse for at anerkende en kræn­kelse af individets rettigheder, at Staten har det umiddelbare ansvar, eller om individets rettigheder kan krænkes, selv om krænkelsen ikke kan henføres til Staten.

Rettigheder og pligter er normalt to sider af samme sag, men netop i forhold til den horisontale virkning af rettigheder begrunder reglerne om statsansvar en manglende kongruens mellem brudte pligter og krænkede rettigheder. Normalt fokuseres der på Statens forpligtelser, men det er mere relevant at betragte individets rettigheder.[35] I et individorienteret perspektiv må krænkelsen af individuelle rettigheder anerkendes, selv om krænkelsen ikke umiddelbart kan henføres til Staten.

Hvis der tages udgangspunkt i individets position, og det konstateres, at individets rettigheder er blevet krænket, opstår to for så vidt sekundære spørgsmål, nemlig først om krænkelsen kan henføres til Staten, f.eks. fordi krænkelsen er foretaget af en offentlig myndighed eller myndighedsperson.[36] Hvis det ikke er tilfældet, opstår dernæst spørgsmålet, om Staten desuagtet kan holdes ansvarlig som følge af undladelsen af at yde individet tilstrækkelig beskyttelse imod overgreb mv. fra andre individer.

Hvis f.eks. en mand voldtager en kvinde, så er det rammende at tale om en krænkelse af kvindens rettigheder, uanset om krænkelsen kan henføres til Staten, f.eks. fordi gerningsmanden er en politibetjent i tjeneste. Mere generelt kan det anføres, at hvis en person begår overgreb over for en anden, kan Statens ansvar afgrænses på to radikalt forskellige måder:

1.   Det kan antages, at Staten alene har negative forpligtelser. Hvis en privatperson begår overgreb over for en anden person, engageres Statens ansvar aldrig, fordi Staten ikke har positive forpligtelser.

2.   Det kan antages, at Staten har positive såvel som negative forpligtelser. Statens ansvar kan i så fald engageres, såfremt Staten har und­ladt at tage passende skridt til at beskytte den person, der var udsat for overgreb.[37] Denne konstruktion indebærer, hverken at hand­lin­g­en henføres til Staten, eller at gernings­manden forpligtes af folkeretten. Staten bærer et selvstændigt ansvar for at undlade at yde passende beskyttelse.

Det individorienterede perspektiv ligger i mine øjne implicit i EMD’s praksis, men det er så vidt ses ikke tydeliggjort i litteraturen. EMD’s plenum afledte – som nævnt i afsnit 1.2 – allerede i 1968 i Belgian Linguistic case doktrinen om vertikale positive forpligtelser fra individets rettig­heder.[38]

På tilsvarende måde deducerede EMD pligt fra ret ved enstemmigt at udtale følgende om doktrinen om horisontale positive forpligtelser i Young, James and Webster v. the United Kingdom:

»Under Article 1 of the Convention, each Contracting State »shall secure to everyone within [its] jurisdiction the rights and freedoms defined in ... [the] Con­vention«; hence, if a violation of one of those rights and freedoms is the result of non-observance of that obligation in the enactment of domestic legislation, the responsibility of the State for that violation is engaged.«[39]

Statens ansvar i anledning af arbejdsgiverens krænkelse af den ansattes foreningsfrihed var således baseret på undladelsen af at indføre et passende ansættelsesretligt værn.[40] Den grundlæggende betragtning er således, at Staten kan have handlepligter med henblik på at forhindre en persons krænkelser af en anden persons rettigheder.

Det falder uden for rammerne af denne artikel nærmere at beskrive indholdet og omfanget af de positive forpligtelser, EMD har anerkendt i sin praksis.[41] Det må imidlertid fremhæves, at EMD anerkender, at der ikke skal lægges umulige eller uforholdsmæssige pligter på Staterne. Der må derfor ved afgrænsningen lægges vægt på såvel ressourcer og praktiske forhold som modsatrettede hensyn, herunder andre individers rettigheder.[42] EMD anvender således fair balance-testen til at afgrænse både negative og positive forpligtelser. Litteraturen er undertiden kritisk over for anvendelsen af proportionalitetsprincippet til at afgrænse positive forpligtelser knyttet til absolutte rettigheder,[43] men der er lige så stor eller lille grund til at være bekymret over omfanget af Statens positive som Statens negative forpligtelser. Det forhold, at Statens forpligtelser kan fortolkes videre, end man selv måtte finde ønskeligt, er med andre ord ikke et selvstændigt argument imod anerkendelsen af positive forpligtelser.

1.4 Rettighedskonflikter

Det tredje – og måske vigtigste – element i min forståelse af doktrinen om positive forpligtelser er eksistensen af rettighedskonflikter, som er det centrale omdrejningspunkt for såvel kritikken af som forsvaret for horizontale positive forpligtelser.

Det mest bemærkelsesværdige ved kritikken af positive forpligtelser i forholdet mellem private er i mine øjne, at kritikken er ulogisk og selvmodsigende. En nærmere analyse viser, at kritikken af positive forpligtelser bygger på en accept af positive forpligtelser. Kritikken af Statens pligt til at beskytte ét individs rettigheder over for én andet individs rettigheder (horisontal virkning, tredjemandsvirkning eller »Dritt­wirkung«) forudsætter nemlig, at Staten har pligt til at beskytte ét individs rettigheder over for ét andet individs rettigheder.

Kritikkens selvmodsigende karakter kan belyses af den klassiske X. and Y. v. the Netherlands om den manglende strafferetlige beskyttelse imod seksuelle overgreb begået over for en mentalt tilbage­stående, mindreårig pige. Pigen var ikke i stand til at anmelde det seksuelle overgreb, og heller ikke hendes far kunne anmelde forholdet på hendes vegne. Selv om doktrinen om positive forpligtelser var genstand for lange diskussioner under domsforhandlingen, anførte EMD blot, at EMRK »may involve the adoption of measures designed to secure respect for private life even in the sphere of the relations of individuals between themselves.«[44]

Det er åbenlyst uproblematisk at forpligte Stater til at indføre et strafferetligt værn imod seksuelle overgreb, så længe implementeringen af forpligtelsen ikke indebærer en krænkelse af andre modstående rettigheder. Problemer opstår alene, såfremt Staten har undladt at implementere forpligtelsen ved at kriminalisere seksuelle overgreb. I tilfælde af manglende kriminalisering opstår en rettighedskonflikt mellem pdes. pigens ret til strafferetlig beskyttelse af sit privatliv (artikel 8) og pdas. gerningsmandens ret til straffrihed i fraværet af national strafferet (artikel 7). Det er altså gerningsmandens ret, der i givet fald for­hindrer en implementering af pigens ret.

En afvisning af positive forpligtelser til at beskytte ét individ (A: pigen) bygger altså på en forudsat pligt til at beskytte det andet individ (B: gerningsmanden). På det grundlag opstår spørgsmålet, hvilke individuelle hensyn eller rettigheder der skal henholdsvis kan stå i vejen for en pligt til at beskytte ét individ (A) i forholdet til ét andet individ (B) og vice versa.

Den videst mulige afvisning af positive for­pligtelser bygger på den vidste mulige hen­syntagen til individ B. Det er imidlertid ikke er ethvert hensyn, der kan stå i vejen for be­skyt­telsen af individ A’s (pigens) rettigheder. Det er f.eks. absurd at anføre, at individ B skulle have ret til at begå seksuelle overgreb over for individ A som tilfældet var i X. and Y. v. the Netherlands.[45]

Bedømt på grundlag af EMRK er det alene individ B’s (gerningsmandens) rettigheder og friheder under EMRK, som skal stå i vejen for beskyttelsen af individ A. I modsat fald ville Staterne være forpligtede til at beskytte individ B (gerningsmanden) i tilfælde, hvor individ B ikke havde krav på beskyttelse. Staterne kan logisk set ikke være forpligtede til at beskytte noget, der ikke er beskyttet.

Det er intet argument imod positive forpligtelse, at Staterne kan vælge at beskytte individer i videre omfang end påkrævet. Argumentet kan forekomme besnærende, men det lider skibbrud i tilfælde af rettighedskonflikter. Det er klart, at Staten – også uden at være forpligtet dertil – kan foretage lovlige og proportionelle indgreb over for individ B (gerningsmanden) med henblik på at beskytte individ A (pigen).[46] Men det betyder ikke, at der ikke er behov for forpligtelser.[47] Det er nemlig ikke muligt på én og samme tid at afvise doktrinen om positive forpligtelser og acceptere eksistensen af rettighedskonflikter. Rettighedskonflikter mellem private kan kun opstå, såfremt Staten er forpligtet til at beskytte de mod­stridende, individuelle rettigheder.

Og dermed er vi fremme ved det centrale argument, nemlig at Statens positive for­pligtel­ser følger af rettighedernes bindende virkning. Hvis to individer på samme tid kan påberåbe sig rettigheder over for Staten, må Staten være for­pligtet til at beskytte dem begge. Forudsat at rettighederne er bindende.

Denne enkle konstatering anføres så vidt ses ikke i litteraturen, men EMD anerkendte allerede i 1968 i Belgian Linguistic case (merits) Staternes pligt til at respektere flere rettigheder på én gang:

»The right to education guaranteed by the first sentence of Article 2 of the Protocol by its very nature calls for regulation by the State, regulation which may vary in time and place according to the needs and resources of the community and of individuals. It goes without saying that such regulation must never injure the substance of the right to education nor conflict with other rights enshrined in the Convention(Kursiv tilføjet.)[48]

Forbindelsen mellem positive forpligtelser og rettighedskonflikter trådte ligeledes frem i Platt­form »Ärzte für das Leben« v. Austria om for­plig­tel­sen til at beskytte en demonstration imod en moddemonstration:

»A demonstration may annoy or give offence to persons opposed to the ideas or claims that it is seeking to promote. The participants must, however, be able to hold the demonstration without having to fear that they will be subjected to physical violence by their opponents; such a fear would be liable to deter associations or other groups supporting common ideas or interests from openly expressing their opinions on highly controversial issues affecting the community. In a democracy the right to counter-demonstrate cannot extend to inhibiting the exercise of the right to demonstrate(Kursiv tilføjet.)[49]

Alle demonstranter må kunne udøve deres forsamlingsfrihed i fred, men det kan kun opnås, såfremt Staten ved udnyttelsen af sit magt­monopol er forpligtet til at forene de modstående hensyn og tage skridt til at beskytte demonstranterne imod hinanden. Hvis Staten ikke havde forpligtelser i forholdet mellem private, ville Staten ikke være forpligtet til at beskytte demon­stranterne imod hinanden. Det ville betyde, at den ene demonstrants ret til at demonstrere kunne udstrækkes til at omfatte retten til at bekæmpe den anden demonstrant. Staten kunne naturligvis vælge at gribe ind, men det centrale er i mine øjne, at Statens valg ikke er frit. Fordi der er tale om rettighedskonflikter, kan Staten ikke læne sig tilbage og lade demonstration være demonstration; Staten har pligt til – i rimeligt omfang og med proportionelle midler – at beskytte demonstranter mod demonstranter. Ellers ville individets ret til at demonstrere være uden Statslige pligter til at sikre retten. Det er kort sagt den bindende virkning af retten til at demonstrere, der nødvendiggør Statslig intervention i form af positive forpligtelser.

Tilsvarende argumentation fremgår af Nielsen v. Denmark (Jon-sagen) om en mors beslutning om at indlægge sin søn. EMD’s flertal berørte indirekte rettighedskonflikten ved at udtale, at morens udøvelse af sin forældremyndighed er »a fundamental element of family life« omfattet af artikel 8, som indeholder »a broad range of parental rights and responsibilities in regard to care and custody of minor children«.[50] Der er altså ikke kun tale om »parental rights«, men og­så om »parental responsibilities«. Såfremt sådanne »parental responsibilities« skal have retlig karakter, må barnets ret til frihed under artikel 5 være beskyttet over for morens beslutninger.

Danmark anførte, at EMRK ikke havde horisontal virkning, og at Statens ansvar i øvrigt ikke var engageret, fordi moren havde truffet beslutningen. Et mindretal på syv dommere fandt, at Danmark var ansvarlig som følge af de offentlige myndigheders rolle i sagen, eftersom drengen var indlagt på en offentlig institution.[51] Indlæggelsen kunne i deres øjne henføres til Staten.

Flertallet på ni dommere fandt derimod, at Danmarks var ansvarlig som følge af undladelsen af at opfylde en positiv forpligtelse til at beskytte drengens ret til frihed over for morens forældremyndighedsudøvelse.[52] Dommer Carrillo Salcedo udtrykte klarest den underliggende positive forpligtelse:

»The first sentence of paragraph 1 imposes a positive obligation on States to protect the freedom of persons subject to their jurisdiction by legislation and other action, while the second sentence of paragraph 1, and sub-paragraphs (a) to (f), protect individuals against specific deprivations of liberty resulting from the action of the public authorities.«[53]

Flertallet tydeliggjorde grundlaget for doktrinen om horisontale positive forpligtelser ved at anføre, at »the rights of the holder of parental authority cannot be unlimited«.[54] Selv om morens udøvelse af forældremydighed er omfattet af artikel 8, så kan denne ret ikke være ubegrænset på bekostning af barnets ret til frihed under artikel 5, stk. 1, 1. punktum. Artikel 5 indeholder derfor positive forpligtelser til at beskytte barnet over for moren. Flertallet fandt imidlertid ikke bestemmelsen krænket, fordi indlæggelse ikke havde karakter af et indgreb omfattet af artikel 5.[55]

Det kan på den baggrund konkluderes, at rettighedskonflikter nødvendiggør Statslig intervention med henblik på at beskytte individer over for hinanden, idet omfang de modstående individuelle interesser er beskyttet af EMRK. Hvis sådanne pligter ikke antoges, ville den bindende virkning af EMRK være ophævet i tilfælde af rettighedskonflikter.

2. Dansk retspraksis

Danske domstole har aldrig begrundet accepten af doktrinen om positive forpligtelser, men der er ikke tvivl om, at den anerkendes i retspraksis. En gennemgang af dansk retspraksis kan dårligt være udtømmende, da der i Ugeskrift for Rets­væsen fra 1986 til juni 2005 har været trykt omkring 300 domme og beslutninger, hvori der henvistes til EMRK og andre internationale menneskerettighedstraktater. 94 procent af sager­ne angik EMRK.[56]

Såfremt der fokuseres på eksistensen af positive forpligtelser i forholdet mellem private (rettighedskonflikter), kan der foretages en nogenlunde klar afgrænsning af den relevante retspraksis. Afgrænsningen er imidlertid vanskeliggjort af navnlig tre forhold. For det første kan konflikten opstå mere eller mindre direkte eller indirekte. For det andet kan en EMRK-bestemmelse være relevant, men enten overset eller ikke citeret i en sag.

For det tredje må der sondres mellem indgreb i en beskyttet rettighed og en krænkelse heraf. De færreste sager angår rene konflikter i den forstand, at de mod­stridende rettigheder begge krænkes. Normalt vil der alene være tale om prima facie-konflikter, som fjernes ved fortolkning, herunder afvejning af de modstående hensyn. Den nærmere afgrænsning af forpligtelsen til at beskytte individ A’s rettigheder over for individ B’s rettigheder, og vice versa, beror på en afvejning af de modstående rettigheder og friheder. Der kan i princippet peges på tre forskellige typer rettighedskonflikter

1.   Konflikter mellem relative rettigheder,

2.   Konflikter mellem relative og absolutte rettigheder og

3.   Konflikter mellem absolutte rettigheder.

Konflikter mellem relative rettigheder løses ved afvejning, hvorimod relative rettigheder pr. definition må vige for absolutte rettigheder. Den tredje gruppe er mere kompleks, fordi absolutte rettigheder i princippet ikke kan gradbøjes. Valg må ikke desto mindre træffes.

Endelig kan der for det fjerde være mere eller mindre klarhed omkring fortolkningen, herunder fordi der ikke er tilstrækkeligt grundlag til at antage en given fortolkning af f.eks. EMR. I nogle tilfælde vil der ikke være tale om rettighedskonflikter, fordi den af domstolene forudsatte fortolkning må anses for uholdbar. Med disse forbehold kan dansk retspraksis kort omtales.

2.1 Retspraksis i hovedtræk

Begge landsretter afviste den horisontale virkning af EMRK i 1998-99. Østre Landsret fandt, at EMRK ikke kunne finde anvendelse i en sag om forældelse af et realkreditinstituts krav mod en debitor,[57] men det er ret klart, at EMRK ikke kunne fortolkes til at støtte det fremførte krav, hvorfor afgørelsens præjudikatsværdi er begrænset.[58] Vestre Landsret udtalte noget tilsvarende i en sag om negative foreningsfrihed. Bortset herfra støtter rets­praksis klart menneskerettens horisontale virkning.[59] Højesteret gentog ikke Vestre Landsrets bemærkninger og fortolkede foreningsfrihedsloven til at omfatte den efter EMD’s praksis på tidspunktet krævede beskyttelse.[60]

Østre Landsret har udtrykkeligt godkendt EMRK’s horisontale virkning i en sag om et individs adgang til at melde sig ud af en fagforening med passende varsel.[61] Den horison­tale virkning er anerkendt i forhold til den inkorporerede EMRK såvel som ikke-inkorporerede traktater.[62]

Der kan ikke gøres udtømmende rede for praksis, men den internationale menneskeret har været anset for relevant på en række forskellige sagsområder så som:

–    domstolsprøvelse trods aftaler om faglig voldgift[63] og over for ægtefælles diplomatiske immunitet,[64]

–    forældremyndighed,[65] samvær[66] og overførsel af forældremyndighed,[67]

–    børns adgang til at besøge senil mor,[68]

–    barns adgang til prøvelse af administrative afgørelse om – på baggrund af forældrenes ønske – at afbryde tvangsforanstaltning,[69]

–    genoptagelse af faderskabssag,[70]

–    begrænsning i ansattes bedested[71] og ansats ret til at bære religiøst begrundet tørklæde,[72]

–    lejers ret til at placere parabolantenne på udlejningsejendom,[73]

–    ret til at rejse antenne i det åbne land,[74]

–    pressens citatret[75] og ytringsfrihed i øvrigt,[76] injurierende m.v. udtalelser,[77] sigtelser,[78] krænkelse af privat ejendom,[79]

–    restaurationsejers diskriminerende nægtelse af at betjene franske og tyske turister,[80]

–    beslaglæggelse af pressens råbånd,[81]

–    forpligtelse til at indgå kollektivaftale,[82]

–    bøde for ikke-overholdelse af eksklusivaftale udstedt af fagforening.[83]

Jeg har her anlagt en bred fortolkning af begrebet om horisontal virkning, idet jeg har lagt vægt på, om beskyttelsen af individ A’s rettigheder berører individ B’s retligt beskyttede interesser, uanset om disse interesser er beskyttet af den internationale menneskeret. Det er på linje med dansk litteratur,[84] som kun undtagelsesvis antyder de underliggende rettighedskonflikter.[85] Der er klart, at de fleste sager kunne være afgjort uden henvisning til EMRK, men praksis viser ikke desto mindre, at danske domstole ikke (længere) afviser den internationale menneskerets horisontale virkning via fortolkning af dansk ret.

2.2 Nærmere om doktrinens afgrænsning

Afgrænsningen af horisontal og vertikal virkning på grundlag af (ikke-)eksistensen af en rettighedskonflikt vanskeliggøres i betydelig grad af rets- og processystems sammenblanding af private og offentlige interesser. En konflikt mellem individer kan således være genstand ikke blot for offentligretlig regulering, men også for tvistløsning i forholdet mellem et individ og en offentlig myndighed.[86] Den tvist, som umiddelbart fremstår som værende vertikal (individ over for staten), kan indirekte være horisontal, såfremt de underliggende retsbeskyttede interesser har karakter af individuelle rettigheder.

Et eksempel er forbuddet mod racediskriminerende ytringer, som beskytter individer, og som griber ind i ytrings­friheden.[87] Et mere komplekst eksempel er UfR 2002.1586 V, hvor et medlem af et amtsråd blev tiltalt for at have overtrådt sin tavshedspligt mht. videregivelse af person­føl­somme oplysninger om to drenge. Selv om strafansvaret påhvilede det enkelte amtsrådsmedlem, var beskyttelsesinteressen drengenes ret til privatlivsbeskyttelse. En journalist gjorde gældende, at han havde modtaget de fortrolige oplysninger fra et eller flere amtsrådsmedlemmer, men nægtede at afsløre kilden. Journalistens kildebeskyttelse var dermed i indirekte konflikt med drengenes ret til en effektiv retlig beskyttelse af deres privatliv i form af en gennemførelse af strafansvaret over for amtsrådsmedlemmet. Landsretten fandt, at dansk ret ikke krævede nogen balancering af journalistens ret til kildebeskyttelse over for offentlighedens interesse i at opklare en forbrydelse, hvorfor journalisten ikke blev pålagt at afsløre sin kilde.[88] Umiddelbart er det en vertikal sag mellem journalist og politi, men indirekte var det en sag mellem journalist/amtsrådsmedlem og drengene.

Det falder uden for rammer af denne artikel at redegøre i dybden for doktrinens omfang og afgrænsning, men det kan generelt anføres, at den horisontale virkning bør afgrænses på grundlag af materielle overvejelser om indholdet af de direkte eller indirekte modstridende hensyn, interesser og rettigheder, hvorimod formelle betragtninger om retsgrundlagets karakter eller de umiddelbare parters status bør nedtones.[89]

3. Konklusion

Doktrinen om positive forpligtelser har været aner­kendt i knap 40 år, dels fordi en sondring mellem handle- og undladelsespligter ikke kan op­retholdes, dels fordi den bindende virkning af EMRK ellers ville blive ophævet i tilfælde af ret­tighedskonflikter. Tredjemandsvirkningen i forholdet mellem private er ikke en kedelig bivirkning eller et selvstændigt argument imod positive forpligtelser, men en logisk følge af EMRK’s bindende virkning.

Kort sagt hviler kritikken af positive forpligtelser på en statsorienteret tilgang til fortolkningen, hvor der drages konklusioner fra begrebsmæssige forudsætninger om karakteren af Statens forpligtelser. Deroverfor står forsvaret af positive forpligtelser, som hviler på en individorienteret tilgang til fortolkningen, der drager konklusioner fra rettighedsbaserede forudsætninger om individets beskyttelse. Hvis doktrinen om positive forpligtelser ikke anerkendtes, ville den internationale menneskeret blive reduceret til ineffektive Statsforpligtelser snarere end effektive Menneske-rettigheder.


 


[1].       Rytter: »Går Menneskerettighedsdomstolen for vidt? – Fortolkning og retsskabelse i Strasbourg« i Juristen 2005 s. 9-19.

[2].       Hunt: »The »Horizontal Effect« of the Human Rights Act: Moving Beyond the Public-Private Distinction« i Understanding Human Rights Principles (2001), Jowell and Cooper (red.) s. 173.

[3].       Terminologien er ikke altid klar. F.eks. anvender Werlauff ordet »Drittwirkung« til at betone den interne virkning i national ret af internationale forpligtelser, ligesom ordet indirekte »Drittwirkung« betegner den horisontale virkning uanset dens direkte eller indirekte natur, jf. senest  Werlauff: Europæiske Menneskerettigheder – en praktisk indføring (2006) s. 80 og 82. Se herom Nørregaard: Den europæiske menneskerettighedskonven­tions anvendelse ved afgørelser af retlige konflikter mellem private i dansk ret (2003) s. 293-299.

[4].       Dröge: Positive Verpflichtungen der Staaten in der Europäischen Menschenrechtskonvention (2003) s. 5.

[5].       Drzemczewski: European Human Rights Convention in Domestic Law – A Comparative Study (1983) s. 206-218.

[6].       van Dijk and van Hoof: Theory and Practice of the European Convention on Human Rights (3. udg. 1998) s. 22-26 og Alkema: »The Third-Party Application or »Drittwirkung« of the European Convention on Human Rights« i Protection Human Rights: The European Dimension – Studies in Honour of Gérard J. Wiarda (1988), Matscher and Petzold (red.). Kritikken synes at stamme fra tyske teoretikere, se Partsch: Die Rechte und Freiheiten der europäischen Menschenrechtskonvention (1966) s. 64-67.

[7].       Harris, O'Boyle and Warbrick: Law of the European Convention on Human Rights (1995) s. 21, Ovey and White: Jacobs & White – The European Convention on Human Rights (3rd ed. 2002) s. 18 og van Dijk & van Hoof i fodnote 6 s. 22-26.

[8].       Alexy: A Theory of Constitutional Rights (2002) s. 295-96.

[9].       Steiner and Alston: International Human Rights in Context (2000) s. 184-186.

[10].     Golsong: Das Rechtsschutzsystem der Europäischen Menschenrechtskonvention (1958) s. 17, Drzemczewski i fodnote 5 s. 203, Alkema i fodnote 6 s. 33, Clapham: »The Privatisation of Human Rights« i European Human Rights Law Review 1995 s. 20-32 s. 21 og Nørregaard i fodnote 3 s. 165, 181-82, 188, 223-24.

[11].     Drzemczewski i fodnote 5 s. 199 og Nørregaard i fodnote 3 s. 221.

[12].     McInerney: »The European Convention on Human rights and Fundamental Freedoms and the Evolution of Fundamental Rights in the 'Private Domain'« i Renegotiating Westphalia (1999), Harding og Lim (red.) s. 299-302.

[13].     Alkema i fodnote 6 s. 35-36.

[14].     Eissen: »The European Convention on Human Rights and the Duties of the Individual« i Nordisk tidskrift for international ret 32 1962 s. 230-253 s. 233 og Dröge i fodnote 4 s. 241-241.

[15].     Alkema i fodnote 6 s. 37-39 og Drzemczewski i fodnote 5 s. 206.

[16].     Starmer: »Positive Obligations Under the Convention« i Understanding Human Rights Principles (2001), Jowell og Cooper (red.) s. 144-146.

[17].     Drzemczewski i fodnote 5 s. 168, Spielmann: L'effet potentiel de la Convention européenne des droits de l'homme entre personnes privées (1995) s. 35 og van Dijk & van Hoof i fodnote 6 s. 24-25.

[18].     Eissen i fodnote 14 s. 237. Forarbejderne inddrages ikke af Joseph, Schultz og Castan: The International Covenant on Civil and Political Rights (2 udg. 2004) s. 35-38, men se Nowak: U.N. Covenant on Civil and Political Rights (2. udg. 2005) s. 191 (Artikel 7 no. 7), som derudover peger på formuleringen af CAT artikel 10, stk. 1.

[19].     Eissen i fodnote 14 s. 238.

[20].     Se fodnote 28.

[21].     Belgian Linguistic case (merits) [PL] (23 July 1968, Series A no. 6) s. 31 § 3. Én af 15 dommere dissentierede, se Terje Wold s. 103-103. I et bredere folkeretligt perspektiv, se  Minority Schools in Albania, PCIJ Series A/B no. 64 (1935) s. 19 (positive særbehandling for at opnå ligebehandling) og Spiermann: International Legal Argument in the Permanent Court of International Justice – The Rise of the International Judiciary (2004) s. 368.

[22].     De Wilde, Ooms and Versyp (»Vagrancy case«) v. Belgium (Article 50) (10 March 1972, Series A no. 14) § 22.

[23].     Crawford: The International Law Commission's Articles on State Responsibility – Introduction, Text and Commentaries (2002) s. 77 § 1 (Artikel 1), s. 82 § 4 (Artikel 2) og s. 86 § 2 (Artikel 3), s. 91-92 §§ 3-4, s. 94-95 §§ 4-5 (Artikel 4) og s. 125-126 § 2 (Artikel 12). Se yderligere Corfu Channel Case (Merits), ICJ Reports (1949) s. 22-23 (undladelse af at give meddelse om minering), United States Diplo­ma­tic and Consular Staff in Tehran (United States of America v. Iran), ICJ Reports (1980) §§ 63-67 (undladelse af at beskytte ambassade), § 170, Armed Activities in the Territory of the Congo (Democratic Republic of Congo v. Uganda), ICJ Reports (2005)  §§ 209-211 (undladelse af at forhindre etnisk konflikt og krænkelse af menne­ske­rettigheder).

[24].     Se også  Airey v. Ireland (9 October 1979, Series A no. 32) § 25, Sovtransavto Holding v. Ukraine (25 July 2002, ECHR 2002-VII) § 96 og Fuklev v. Ukraine (7 June 2005, Appl. no. 71186/01) § 90.

[25].     Clapham: Human Rights in the Private Sphere (1993) s. 124-133.

[26].     Ringeisen v. Austria (Article 50) (22 June 1972, Series A no. 15) § 27.

[27].     National Union of Belgian Police v. Belgium [PL] (27 October 1975, Series A no. 19) § 39, Swedish Engine Drivers' Union v. Sweden [PL] (27 May 1974, Series B no. 18) § 40, og Schmidt and Dahlström v. Sweden (6 February 1976, Series A no. 21) § 36.

[28].     Marckx v. Belgium [PL] (13 June 1979, Series A no. 31) § 31.

[29].     Eissen i fodnote 14 s. 241.

[30].     Fitzmaurices dissens i Marckx § 6 og § 9.

[31].     I Golder v. the United Kingdom (21 February 1975, Series A no. 18) § 26 fandt EMD, at et indgreb i klagerens kommunikation med sin advokat udgjorde et indgreb i adgangen til domstolsprøvelse, hvilket forudsætter en positiv pligt til at stille en adgang til rådighed. Sunday Times v. the United Kingdom [PL] (26 April 1979, Series A no. 30) §§ 55 og 59 (artikel 10 fortolket i lyset af artikel 6) og Artico v. Italy (13 May 1980, Series A no. 37) § 36 (ret til retshjælp).

[32].     Airey v. Ireland (9 October 1979, Series A no. 32) § 25.

[33].     Artikel 1 spillede en afgørende rolle i the Belgian Linguistic case, se fodnote 38.

[34].     Young, James and Webster v. the United Kingdom [PL] (22 June 1981, Series A no. 44) § 49.

[35].     Shue: Basic rights – Subsistence, Affluence, and U.S. Foreign Policy (1980) s. 51-55, Shue: »The Inter­de­pen­dence of Duties« i The Right to Food (1984), Alston og Tomasevski (red.) og Mowbray: The Development of Positive Obligations under the European Convention on Human Rights by the European Court of Human Rights (2004) s. 225.

[36].     Vierdag: »Some Remarks about Special Fetures of Human Rights Treaties« i Netherlands Yearbook of International Law 25 1994 s. 119-142 s. 136. Se Crawford i fodnote 23 s. 91-123 (chapter II). Afgrænsningen mellem Staten og ikke-statslige aktører kan give anledning til tvivl, jf. f.eks. Assanidze v. Georgia [GC] (8 April 2004, ECHR 2004-II) §§ 144-150 (adfærd henført til locale, autonome myndigheder inden for statsansvaret), Ilascu and Others v. Moldova and Russia [GC] (8 July 2004, ECHR 2004-VII) §§ 376-394 (Rusland ansvarlig for støtte til ikke-statslige aktører), Mykhaylenky and Others v. Ukraine (30 November 2004, ECHR 2004-XII) §§ 41-46 (utilstrækkelig institutional og organisatorisk uafhængighed fra Staten), Wos v. Poland (dec.) (1 March 2005, Appl. no. 22860/02) §§ 61-74 (Genforeningsfond udøvede quasi-offentlige funktioner på grundlag af en international aftale), Buzescu v. Romania (24 May 2005, Appl. no. 61302/00) § 78 (advokatsamfund etableret ved lov og givet administrative og regulerende kompetencer).

[37].     Meron: The Implications of the European Convention on Human Rights for the Development of Public International Law (2000) s. 19-20 (»due diligence to prevent«).

[38].     Se fodnote 21.

[39].     Young, James and Webster v. the United Kingdom [PL] (22 June 1981, Series A no. 44) § 49.

[40].     Ligheden mellem EMD’s tilgang og Bundes­ver­fa­ssungsgerichts »Schutzzwecktheorie« berøres af Kment: »Comparative Analysis of the »Horizontal Effect« of the Human Rights Act« i German Yearbook of International Law 45 2002 s. 363-394 s. 369-372.

[41].     EMD’s praksis gennemgåes af f.eks. Mowbray: The Development of Positive Obligations under the European Convention on Human Rights by the European Court of Human Rights (2004) og Rytter: EMRK – og dansk ret (2006) kap. 6.

[42].     Osman v. the United Kingdom [GC] (28 October 1998, Reports 1998-VIII) § 115.

[43].     F.eks. Palmer: »A Wrong Turning: Article 3 ECHR and Proportionality« i Cambridge Law Journal 65 (2) 2006 s. 438-452 og Rytter i fodnote 1.

[44].     X. and Y. v. the Netherlands (26 March 1985, Series A no. 91) § 23.

[45].     Tilsvarende f.eks.  A. v. the United Kingdom (23 September 1998, Reports 1998-VI) (vold mod barn), Osman v. the United Kingdom [GC] (28 October 1998, Reports 1998-VIII) (drab), M.C. v. Bulgaria (4 December 2003, ECHR 2003-XII) (voldtægt), og Siliadin v. France (26 July 2005, Appl. no. 73316/01) (tvangsarbejde).

[46].     Omfanget af Staternes ret til at beskytte individ B over for pligten til at beskytte individ A beror på adgangen til at begrænse individ A’s beskyttelse i medfør af doktrinen om udtrykkelige eller implicitte begræns­ninger, herunder bestemmelserne om nødvendighed i et demokratisk samfund og mere generelt doktrinen om implied limitations.

[47].     Argumentet om, at Staten kan beskytte individer er ikke baseret på et tvungent hensyn til individ B, idet der henvises til en ret – og ikke en pligt – til at beskytte individ B. Argumentet bygger derimod på et antaget fravær af handlepligter; Staten kan vælge at handle, men er ikke forpligtet dertil. Se afsnit 1.2.

[48].     Belgian Linguistic case (merits) [PL] (23 July 1968, Series A no. 6) s. 32 § 5.

[49].     Plattform »Ärzte für das Leben« v. Austria (21 June 1988, Series A no. 139) § 32.

[50].     Nielsen v. Denmark [PL] (28 November 1988, Series A no. 144) § 61.

[51].     Fælles dissens af Thór Vilhjalmsson, Pettiti, Russo, Spielmann, de Meyer, Carrillo Salcedo og Valticos i Nielsen v. Denmark [PL] (28 November 1988, Series A no. 144) s. 28 in fine. Smh. Crawford i fodnote 23 s. 121-124 (Artikel 11, adfærd accepteret af Staten som dens egen).

[52].     Nielsen v. Denmark [PL] (28 November 1988, Series A no. 144) §§ 61-64.

[53].     Dommer Carrillo Salcedos dissens. Se også judge Pettiti § 2 (»the authorities left too much to the mother's initiative« og »their supervision of the continued hospitalisation was too distant«).

[54].     Nielsen v. Denmark [PL] (28 November 1988, Series A no. 144) § 72.

[55].     Nielsen v. Denmark [PL] (28 November 1988, Series A no. 144) §§ 65-73.

[56].     Betænkning 1407/2001 (bilag 1) (158 sager om EMRK og 12 om andre) og Ravn: »Oversigt over trykte afgørelser afsagt af danske domstole, hvor inter­nationale konventioner om menneskerettigheder er blevet påberåbt eller anvendt« i Rettid 2005 s. 59-124 (125 hhv. 5 sager).

[57].     UfR 1999.2102 Ø.

[58].     Nørregaard i fodnote 3 s. 324-325.

[59].     Se dog byrettens dom i UfR 1999.656 V.

[60].     UfR 1999.1316, UfR 1999.1496, UfR 2000.1728 H.

[61].     UfR 2005.1677 Ø.

[62].     UfR 1989.399 H (CERD), jf. Hermann: »U.f.R. 1989 s. 399, Højesterets dom af 13. februar 1989: Presse og radio – ansvar for medvirken til offentlig fremsættelse af raceforhånende udtalelser« i UfR 1990 s. B.25. Se også UfR 1999.920 V (CERD), UfR 1999.1113 Ø (CERD), UfR 2000.1260 V (CRC).

[63].     UfR 1994.953 H, UfR 2002.18 H, UfR 2002.2060, UfR 2003.787 Ø, UfR 2004.1378 V.

[64].     UfR 2003.1136 Ø.

[65].     UfR 1999.321 Ø.

[66].     UfR 2004.2764 H.

[67].     UfR 2004.2764 H (EMRK ikke citeret, men relevant litteratur nævnt i noten).

[68].     UfR 2001.464 V.

[69].     UfR 1997.668 Ø.

[70].     UfR 1995.249 V.

[71].     UfR 2001.83 H.

[72].     UfR 2003.2350 Ø og UfR 2005.1265 H.

[73].     UfR 1997.490 V, UfR 1997.1087 V og UfR 1999.656 V.

[74].     UfR 2004.2149 H.

[75].     UfR 1999.1462 Ø.

[76].     UfR 1999.1910 Ø, UfR 2001.2134 Ø, UfR 2003.2044 H

[77].     UfR 1989.399 H (CERD), UfR 1997.259 H, UfR 1999.122 H, UfR 2004.698 Ø, UfR 2004.1773 H, UfR 2005.123 Ø

[78].     UfR 1999.509 Ø, 1999.560 H, UfR 2000.2492 V, UfR 2002.2398 H, UfR 2003.624 H (uskyldsformodning).

[79].     UfR 1994.988 H.

[80].     UfR 2003.2438 V.

[81].     UfR 1980.907 H (ingen konkret henvisning til EMRK el.lign.), UfR 1992.48 Ø, UfR 1995.402 Ø, UfR 1998.410 H, UfR 1999.336 Ø og UfR 2002.2503 H.

[82].     UfR 1999.1316 H, UfR 1999.1496, UfR 2000.1728 H.

[83].     UfR 2004.241 Ø.

[84].     Nørregaard i fodnote 3 kapitel 10 and 11.

[85].     Mortensen: »Har grundrettigheder direkte virkning mellem private kontraktsparter i dansk ret?« i Juristen 84 (6) 2002 s. 201-216 s. 205 og 215.

[86].     Nørregaard i fodnote 3 s. 301-306.

[87].     UfR 1999.1113 Ø, UfR 2000.2234 H, UfR 2003.1411 Ø (artikel 17), UfR 2003.1428 Ø, UfR 2004.734 H (artikel 17).

[88].     UfR 2002.1586 V.

[89].     Se nærmere Jonas Christoffersen: Drittwirkung and Conflicting Rights – Viewed from National and International Perspectives i Human Rights and the Private Sphere: A Comparative Study, Dawn Oliver & Jörg Fedtke (red.) (Cavendish Publishing, kommende).