Mod en ny menneskerettighedsdagsorden
– Baggrund og perspektiver for FN’s Menneskerettighedsråd
 (6.2006 side 317)


Af Asger Kjærum, BA.jur.

 

I foråret 2006 vedtog FN’s Generalforsamling efter længere tids debat at oprette et nyt Human Rights Council (Rådet) som afløser for den gamle Commission on Human Rights (Kommissionen). Danmark har fra starten støttet reformen og spillet en konstruktiv rolle i processen. Det nye råd har nu afholdt sin første og anden samling,[1] og det har dermed været muligt at få et første indblik i, hvilken retning Rådet bevæger sig i. I denne artikel gennemgås baggrunden for Rådets opståen, og det undersøges, hvilke fordele og ulemper det nye Råd indebærer sammenlignet med den tidligere Kommission, ligesom der peges på nogle udfordringer for Rådets fremtidige virke.

1. Baggrund

Rådet blev etableret ved vedtagelsen af FN’s Generalforsamlings Resolution 60/251 den 15. Marts 2006. Forud for vedtagelsen lå en mere end et år lang proces, som startede med High-Level Panel[2] rapporten »On Threats and Challenges« fra 2004, som blandt andet beskæftigede sig med Kommissionens legitimitetsproblemer. Der­udover satte rapporten rammerne for, hvordan et nyt menneskerettighedsråd kunne struktureres. Kommissionen var i årevis blevet kritiseret af mange stater for at mangle legitimitet, og på godt og ondt udtrykte denne rapport verdenssamfundets tilslutning til denne kritik. I rapporten »In Larger Freedom«[3] fra 2005 fastslog generalsekretær Kofi Annan sin intention om at skabe et menneskerettighedsråd og uddybede, hvordan dette nærmere kunne udformes. Denne intention blev gentaget af verdensledere ved FN-topmødet i september 2005 og fandt sin vej til topmødets slutdokument.[4] Den svenske FN-ambassadør i New York, Jan Eliasen, var i kraft af sin funktion som præsident for FN’s Generalforsamling lederen i forhandlingerne om, hvorledes dette nye menneskerettighedsråd skulle se ud. På dette tidspunkt var den første fejl i processen med at skabe et nyt menneskerettighedsorgan imidlertid allerede begået. Ved offentligt at diskreditere Kommissionen, som det var sket fra mange forskellige parter i FN-systemet, havde man mistet et vigtigt trumfkort i forhandlingerne over for de mindre menneskerettighedsentusiastiske stater. Det stod jo allerede klart, at Kommissionen ikke ville kunne fortsætte som normalt efter denne sønderrivende kritik, og man forhandlede derfor ud fra et nulpunkt i stedet for at forhandle fra et minimum, som ville være at beholde Kommissionen. Dette var en af mange faktorer, som gjorde Eliasens arbejde mere besværligt, end det havde behøvet at være.

Efter intense forhandlinger gennem efteråret og helt ind i februar blev det endelige resolutionsforslag præsenteret den 23. februar 2006. Forslaget var udformet på en sådan måde, at alle stater fik noget, men mange fik ikke nær nok til at stille dem tilfredse. Som en reaktion på mange staters skepsis opfordrede NGO’er (ikke statslige organisationer) over en bred front staterne til at vedtage resolutionen på trods af dens utilfredsstillende karakter, da dette var det bedste, man kunne få. Resolutionen blev vedtaget, og man endte med en noget udvandet resolution, som på nogle punkter må siges at være en væsentlig forbedring i forhold til Kommissionen, men også en resolution, som på mange områder står svagt, og som har efterladt mange væsentlige beslutninger, som Rådet må tage op i sit første års virke.

2. Kritik af Kommissionen

Som fremhævet i det danske indlæg[5] under Rådets åbningssamling havde Kommissionen i sine 60 års virke udrettet mange gode ting så som forarbejdet til FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder og flere af de store FN-konventioner om menneskerettigheder. Dertil kom en stor mængde quasi-juridiske dokumenter og ikke mindst Kommissionens system af særlige kontrol- og rapporteringsmekanismer, de såkaldte special procedures. Men for at undersøge, hvilke farer, men også hvilke perspektiver og muligheder der ligger i det nye Råd, er det nødvendigt at identificere de områder, hvor Kommissionen havde sine største mangler. Denne gennemgang skal ikke ses som en udtømmende opsummering af Kommissionens mangler, men blot et uddrag af de vigtigste specielt henset til opbygningen af det nye Råd.

På det strukturelle område skal det først nævnes, at Kommissionen kun mødtes en gang om året i 6 uger, hvorfor der kunne gå op til 10 måneder, før presserende menneskeretsproblemer blev diskuteret. Samtidig medførte denne organisering en inkonsistent arbejdsgang, hvor man kæmpede for at komme igennem hele programmet inden for de seks uger, da man ellers måtte udskyde afslutningen på vigtige diskussioner, beslutninger eller andet et år ud i fremtiden. Det er blandt andet i forbindelse med diskussioner om menneskerettigheder og seksuel orientering set, hvordan stater har formået at bremse en proces så meget, at den løb over tiden og ikke blev taget op året efter.[6] Godt nok havde Kommissionen mulighed for at indkalde til ekstraordinære samlinger, men dette er kun sket i få tilfælde.

Et andet af Kommissionens store strukturelle problemer var – som jeg kommer tilbage til nedenfor – valgproceduren, hvor de regionale grupper kunne opstille samme antal stater, som de havde pladser i Kommissionen, med det resultat, at der ikke var nogen afstemning. Dette har specielt i de senere år betydet, at der blandt Kommissionens medlemmer var en del stater med et meget problematisk forhold til menneskerettigheder. Disse staters tilstedeværelse tjente hovedsageligt det formål at blokere ethvert forslag, der måtte gå imod deres nationale inter­esser. Dette kunne både være landespecifikke resolutioner og tematiske resolutioner, som ikke var i disse staters interesse, for eksempel resolutioner omhandlende rettigheder for homoseksuelle. Dette fører mig videre til det, som jeg ser som kommissionens hovedproblem, nemlig blok­­dannelsen i Kommissionen.

Den kolde krigs slutning markerede også slutningen på øst-vest konfrontationen i Kommissionen. Denne opdeling afløstes af en ny opdeling baseret på Kommissionens fem regionale grupper: Western and Others Group (WEOG), Group of Latin American and Caribean Countries (GRULAC), Asian Group, African Group og Eastern European Group. De fleste af disse grupper blev udviklet som en ny modpol til den nu meget enerådende vestlige verden, som mere eller mindre var repræsenteret ved WEOG. Gennem 1990’erne havde denne blokdannelse udviklet sig fra et lettere samarbejde internt i grupperne, til at alle fem grupper i et eller andet omfang stod sammen internt, lige meget hvilket emne der var til diskussion. Dette tætte og kompromisløse sammenhold havde medført, at gruppernes politik hovedsageligt blev styret af den laveste fællesnævner i gruppen.

Den asiatiske og den afrikanske gruppes politik var meget styret af frygten for, at der blev vedtaget landespecifikke resolutioner mod stater i gruppen. Dette manifesterede sig ved, at hele gruppen ville stemme imod, hvis der blev foreslået en resolution mod en af gruppens medlemmer. Endvidere ville man ofte se, at den ene af de to nævnte grupper støttede den anden gruppes holdning til en given resolution. Selv stater som Sydafrika, der om nogen har haft gavn af landespecifikke resolutioner vedtaget af Kommissionen, ville typisk stemme imod for at sikre, at de andre stater i gruppen ville gøre det samme for dem. WEOGs politik var på mange punkter styret af USA, som i relation til emner, så som retten til udvikling og menneskerettighedssituationen på Guantanamobasen, havde klare interesser i at blokere resolutioner, som gik imod deres holdning til disse emner. Styrken af WEOG’s sammenhold viste sig således sidste år, da samtlige gruppens medlemmer på nær Canada stemte imod en resolution, som ville pålægge en gruppe af special procedures at foretage en tilbundsgående undersøgelse af situationen på Guantanamobasen.

Disse stærke blokdannelser medførte en situation i Kommissionen, hvor seriøse menneskeretlige problemstillinger ikke fik deres retmæssige opmærksomhed på grund af magtpolitiske spil mellem de forskellige regionale grupper. I de sidste år af Kommissionens liv blev den delvis omdannet til et »cirkus« af anklager om dobbelte standarder, verbale angreb på special rapporteurs og diverse proceduretricks så som no-action motions.[7]

3. Resolution 60/251

For at illustrere forskellene mellem Kommissionen og Rådet er det nødvendigt først at undersøge, hvad der egentlig blev vedtaget ved Resolution 60/251. Resolutionen byder på store såvel som små ændringer. I dette afsnit vil jeg gennemgå ændringerne meget overordnet, hvorefter de vigtigste vil blive gennemgået enkeltvis i de kommende afsnit.

De fire første bestemmelser (operative paragraphs) er holdt i et sprog, som hovedsageligt beskæftiger sig med overordnede principper for Rådets arbejde. Her besluttes det, at Rådets arbejde »... shall be guided by the principles of universality, impartiality, objectivity and non-selectivity, constructive international dialogue and cooperation«.[8] Endvidere besluttes det, at Rådet skal være et organ under FN’s Generalforsamling og ikke som Kommissionen under Det Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC), og at denne status skal revurderes inden for fem år.[9] Beslutningen opfylder en af hovedtankerne bag skabelsen af det nye Råd, nemlig at dets strukturelle placering skulle være højere i hierarkiet, end Kommissionen var. Det var først tanken, at Rådet skulle placeres på linje med FN’s Generalforsamling, hvilket også ville reflektere menneskerettighedernes placering som den sidste af tre søjler i FN-systemet. Muligheden for at revurdere Rådets placering efter fem år er umiddelbart tænkt som en åbning for en yderligere opgradering, men man skal dog være opmærksom på, at denne revurdering i sin ordlyd lige så vel kan betyde en degradering. Af andre betydningsfulde strukturelle ændringer skal nævnes, at resolutionen bestemmer, at Rådet skal mødes mindst ti uger om året spredt på mindst 3 forskellige samlinger.[10] Så selvom det ikke endte med at blive et stående råd, som mange havde håbet på, så er der dog stadig tale om en væsentlig forbedring i forhold til Kommissionen.

Resolutionen viderefører alle mandater nedsat af Kommissionen, dog med det forbehold at disse skal prøves inden for det første år[11] af Rådets virke. Ydermere skabes en ny universel periodisk prøvelsesmekanisme også kaldet Universal Periodic Review,[12] som lægger op til, at menneskerettighedssituationen i alle FN’s medlemsstater med mellemrum undersøges. Det er dog lagt op til Rådet selv at beslutte, hvordan denne mekanisme nærmere skal udformes. Antallet af medlemmer ændres fra 53 til 47, som vil blive valgt ud fra princippet om ligelig geografisk fordeling.[13] Forretningsordnen ændres ligeledes fra den af ECOSOC anvendte til den, der anvendes for komiteer under FN’s Generalforsamling. I denne forbindelse besluttedes det dog at anvende de gamle regler, praksiser og sædvaner fra Kommissionen på deltagelse for ikke medlemmer, National Human Rights Institutions[14] (NHRI’er), NGO’er m.fl.[15]

Til sidst skal det kort nævnes, at resolutionen specifikt behandler to kontroversielle emner. Det ene er Højkommissariatet for Menneskerettigheders uafhængige rolle i forhold til rådet. Da visse stater igennem en årrække har forsøgt at sætte Højkommissariatet under Kommissionens kontrol, fandtes det nødvendigt at fastsætte denne uafhængighed i selve resolutionen.[16] Det andet er et afsnit i præamblen, som handler om forståelse imellem civilisationer, kulturer og religioner, og tolerance og respekt for religion og tro. Dette afsnit bliver populært kaldt »the Danish cartoons paragraph«.

4. Medlemskab

4.1 Formelle Krav

I medfør af Resolution 60/251 skal Rådet bestå af 47 stater, som vælges direkte og individuelt ved en hemmelig afstemning. Stater, som søger medlemskab, skal opnå et antal stemmer, som svarer til minimum 50 % af FN’s medlemmer for at kunne godkendes som medlemmer. Denne regel er lavet for at undgå, at de regionale grupper, som de gjorde i Kommissionen, opstiller det, man kalder en »clean slate«. Det vil sige, at den regionale gruppe ikke opstiller flere kandidater, end de har pladser, hvilket i Kommissionen sikrede, at alle automatisk ville blive valgt ind. I Rådet derimod kræves det stadig, at hver kandidat opnår stemmer fra mere end 50 % af FN’s medlemmer, hvilket gerne skulle forhindre staterne i at gøre alt for groft brug af clean slates. Derudover kan et flertal på to tredjedele af FN’s medlemmer suspendere retten til medlemskab for stater, som begår grove og systematiske krænkelser af menneskerettighederne, og det er samtidig et krav, at alle medlemmer skal undersøges af den universelle periodiske prøvelse under deres medlemsperiode. Det sidste kan vise sig at være et effektivt middel til at holde de værste syndere væk fra Rådet.

Medlemmerne vælges for en treårig periode og kan kun have medlemskab i to på hinanden følgende perioder. Da en tredjedel af medlemmerne udskiftes hver år, betyder dette i praksis, at når en stat har haft medlemskab i 6 år, skal denne som minimum holde et års pause, før der kan kandideres til medlemskab igen. I forbindelse med det første valg til Rådet, som fandt sted 9. Maj 2006, blev der trukket lod mellem de nye medlemmer om, hvorvidt deres første periode skulle være et, to eller tre år.

4.2 Frivillige løfter, tilsagn og erklæringer

I resolutionen er der indskrevet et krav om, at staterne, når de vælger medlemmer, skal tage højde for den generelle menneskerettighedssituation i kandidatstaterne samt disses »frivillige løfter, tilsagn og erklæringer« givet i forbindelse med kandidaturet. Disse overordnede principper er dog ikke specificeret nærmere i resolutionen, og de er derfor åbne for fortolkning. Højkommissariatet for Menneskerettigheder har udarbejdet et forslag til, hvad disse løfter, tilsagn og erklæringer kunne indeholde, samt hvilke parametre der kan bruges, når en stats generelle menneskeretlige situation skal vurderes.[17] I denne forbindelse må de frivillige løfter siges at være de mest interessante, da det er her, staterne kan »tvinges« til at forbedre sig, hvis de vil opnå medlemskab af Rådet. Fokus er her primært lagt på tre grupper, nemlig invitationer til special procedures, samarbejdsvillighed med diverse treaty bodies og ratifikation af optional protocols. Samtlige kandidater til det første Råd afgav løfter, tilsagn eller erklæringer. I denne forbindelse skal det nævnes, at staterne under alle omstændigheder i kraft af deres medlemskab af rådet forpligter sig til at samarbejde med rådet. Dette er blandt andet blevet påpeget af Rådets special rapporteur on extrajudicial, summary or arbitrary executions, som i en dialog med FN’s Generalforsamling påpegede, at otte navngivne rådsmedlemmer havde fejlet i at samarbejde med Rådet ved ikke at have ladet ham besøge deres lande i forbindelse med hans virke.

4.3 Det første Råd[18]

Det første valg er nu vel overstået. Der var mange positive aspekter ved dette valg, men også enkelte negative. Positivt er det først og fremmest, at stater som Sudan og Zimbabwe ikke fik medlemskab, det hører dog med til historien, at ingen af disse stater kandiderede. Ydermere var det positivt at se, at Afrika var den eneste regionale gruppe, som opstillede en clean slate, og den indeholdt vel at mærke ikke de menneskeretligt set mest problematiske stater i regionen. Af negative aspekter kan nævnes, at mange af de andre regionale grupper – specielt WEOG – så ud til at have en helt klar taktik for, hvem som skulle vælges, hvorfor de lige så godt kunne havde opstillet en clean slate. Derudover var den østeuropæiske gruppe en stor skuffelse i år, da det ikke lykkedes mere menneskeretsprogressive kandidatstater som Ungarn at opnå medlemskab. Alt i alt må Rådets sammensætning siges hverken at være alt, man kunne havde frygtet, eller alt, man kunne havde håbet på. De kommende år og specielt de første 12 måneder vil nok give et godt fingerpeg om, hvilken retning vi bevæger os i.

5. Forretningsordnen

Ved etableringen af Rådet har man skiftet fra at anvende ECOSOC’s forretningsorden til at anvende forretningsordenen for Komiteer under FN’s Generalforsamling. Umiddelbart betyder dette ikke det store, da disse er stor set identiske. Det store spørgsmål er snarere, hvad der skal ske med alle de praksiser og sædvaner, som Kommissionen har etableret gennem sin lange levetid. Bortset fra området for samarbejde med forskellige kategorier af ikke-medlemmer, som vil blive behandlet senere i artiklen, er der ikke på forhånd taget nogen beslutninger på dette område, og det er således et af de områder, som bør tildeles særlig opmærksomhed i de første samlinger af det nye Råd. Det er svært at forudse, hvilken tilgang Rådet vil tage til at udvikle en ny forretningsorden. Man kan håbe, at medlemmerne vil følge i Rådets ånd og prøve at skille sig af med nogle af de forhindringer, som var med til at diskreditere Kommissionen. Man kan dog også frygte, at medlemmerne vil finde det både nemmere og mere belejligt at genoptage mange af de gamle praksiser og sædvaner fra Kommissionen, hvilket kan få en meget negativ betydning for Rådets videre virke. Nedenfor er gennemgået nogle af de områder, hvor fokus kan og bør lægges, når man udvikler denne nye forretningsorden.

5.1 Præsidiet

Et af de vigtigste og mest grundlæggende temaer og dermed også skueplads for særlig ophedet debat er spørgsmålet om, hvordan præsidiet skal udformes, og hvilke funktioner det skal varetage. I Kommissionens sidste år arbejdede man med et præsidium bestående af en præsident, tre vicepræsidenter og en rapporteur valgt fra hver deres regionale gruppe. Ydermere arbejdede man med det såkaldte expanded bureau, som yderlige bestod af repræsentanter fra hver af de fem regionale grupper. Præsidiet er som alle lignende organer tænkt som apolitisk med medlemmer, som optræder i deres personlige kapacitet på grund af, at de er fundet særligt værdige. Da man i henholdsvis den 56’ende og 58’ende samling begyndte at konsultere repræsentanter fra de regionale grupper ved valg af mandateholders og udarbejdelse af dagsordnen, gjorde man imidlertid officielt præsidiet til et politisk organ. Under de uformelle konsultationer, som ledte op til det nye Råds første samling, var der også strid om præsidiets sammensætning. Mens nogle stater foreslog et præsidium kun bestående af tre roterende medlemmer, som man har gode erfaringer med fra andre organer, ønskede andre den gamle konstellation med et fempersoners præsidium og et expanded bureau. Uden at dette skulle danne præcedens, endte man med et fempersoners præsidium bestående af en præsident og fire vicepræsidenter, hvoraf en af dem også fungerer som rapporteur. Hvilken rolle et eventuelt expanded bureau får, er ikke klart endnu. Dagsordenen blev udarbejdet i konsultation med alle stater, og der er endnu ikke blevet valgt nye mandateholders. Efter de to første samlinger er der dog ingen tvivl om, at et expanded bureau nok skal få en rolle at spille.

Spørgsmålet, om hvorvidt præsidiet kommer til at være apolitisk eller ej, relaterer sig i denne sammenhæng hovedsageligt til to spørgsmål i forbindelse med forretningsordenen. Det første er, hvordan Rådet vælger at forholde sig til muligheden for no-action motions. Muligheden for no-action motions var oprindeligt skabt som et strukturelt middel til at undgå diskussion af to næsten enslydende beslutninger eller resolutioner. Opstod en sådan situation, kunne man således stoppe diskussionen af en resolution, som ikke længere var relevant på grund af, at der var en anden resolution, som dækkede denne. No-actions motions er desværre, som tidligere nævnt, mest blevet brugt til politisk motiveret blokering af diskussion af ømtålige emner. Med et apolitisk præsidium ville det være en mulighed at flytte kompetencen til at begære no-actions motions fra medlemmerne til præsidiet, som må siges at være bedre egnet til at vurdere behovet for at træffe en sådan beslutning. Herved ville man undgå politisk misbrug af denne begæring i fremtiden.

Det andet spørgsmål relaterer sig til en meget mindre konkret mulighed for at give præsidiet kompetence til at reagere på landespecifikke menneskeretskrænkelser. En sådan kompetence kunne bestå i muligheden for at starte en dialog med den pågældende stat. Gennem denne dialog kunne problemer måske løses tidligt, og man ville undgå den meget konfronterende stil, som mange kritiserede Kommissionen for at praktisere. Som et minimum ville Rådet, når det mødtes, have et meget bedre grundlag for at diskutere landespecifikke situationer, hvilket kunne medføre en hurtigere beslutningsproces.

5.2 Særlige samlinger

Et andet og meget vigtigt element, som kræver opmærksomhed i forbindelse med udarbejdelsen af forretningsordnen, er proceduren for at indkalde til særlige samlinger. Emnet blev også behandlet i Resolution 60/251, hvor det besluttes, at særlige samlinger kan afholdes på begæring af et medlem og med støtte fra en tredjedel af medlemmerne.[19] Da afholdelsen af en særlig samling er lagt i Rådets hænder gennem afstemning, virker det unødigt begrænsende, at ingen andre end Rådets medlemmer har muligheden for at foreslå en sådan. Det burde i denne forbindelse overvejes, om ikke-medlemmer, NGO’er, NHRI’er, treaty bodies, internationale organisa­tioner, special procedures eller Højkommissariatet for Menneskerettigheder skulle gives en eller anden form for mulighed for at foreslå en sådan samling, da det i sidste ende alligevel er op til Rådet at træffe den endelige beslutning. I Kommissionen fulgte det af forretningsordnen, at en sådan samling tidligst kunne afholdes mellem den 10’ende og 14’ende dag fra afgivelsen af en begæring herom. I nogle internationale krise­situationer er dette imidlertid ikke hurtigt nok, og det er derfor ønskværdigt, at man i den nye forretningsorden søger at gøre perioden mellem begæring og samling så kort som muligt. Der skal selvfølgelig her tages højde for, at ikke alle stater, NGO’er og andre organisationer, som måtte have interesse i en sådan, samling, har per­manent repræsentation i Geneve, hvorfor man ikke kan kopiere den yderst effektive model, som anvendes af FN’s Generalforsamling i New York. Rådets første samling var vidne til en begæring om en særlig samling for at diskutere situ­ationen i de besatte områder i Palæstina. Da der endnu ikke er udviklet en forretningsorden, var det faktisk på tale at afholde samlingen sam­me aften, som begæringen blev indgivet. Man endte dog med at afholde denne om onsdagen efter den fredag, hvor begæringen var indgivet. Denne reaktionstid må siges at være ganske kort, men kan nok ikke siges at danne præcedens, da forretningsordenen ikke er udviklet endnu. Endvidere var situationen noget speciel, da begæringen kom under en samling, hvor alle involverede i forvejen var i Geneve.

Med den enorme betydning, forretningsordenen har haft i Kommissionen, må udviklingen af denne betragtes som et af de alle vigtigste elementer i udviklingen af fremtidens Råd. Under den første samling var der stor uenighed om, hvor stort fokus der skulle lægges på at udvikle en forretningsorden med det samme. Man endte dog med at starte med nogle mere påtrængende emner og gemme forretningsordnen til senere på året. Dette må siges at være et klogt valg, da en beslutning om noget så vigtigt ikke bør behandles med hast under en to ugers samling, men bør gives den påkrævede opmærksomhed. Det ser nu ud til at man vil påbegynde arbejdet med at udvikle en forretningsorden under Rådets tredje samling.

6. NGO- og NHRI-deltagelse

En grundig beskrivelse af NGO- og NHRI-deltagelse i henholdsvis Kommissionen og Rådet er en selvstændig fremstilling værd. I denne artikel vil der dog kun blive uddraget nogle vigtige pointer i forbindelse med overgangen fra Kommission til Råd.

6.1 NHRI

Resolution 60/251 overfører Kommissionens praksis vedrørende NHRI’er til det nye Råd.[20] Hvad dette mere præcist betyder, er dog stadig uvist. De senere år har akkrediterede[21] NHRI’er haft ret til at tale under deres eget punkt på Kommissionens dagsorden. Under sin 61’ende samling i 2005 vedtog Kommissionen imidlertid en resolution med det formål at give NHRI’er ret til at tale under alle punkter på dagsordnen. Det besluttedes, at de nærmere retningslinjer for, hvordan dette skulle implementeres, skulle udformes under den 62’ende samling i 2006. Denne samling varede imidlertid kun to en halv time, hvor man afviklede Kommissionen, og der blev derfor naturligt nok ikke tid til at udforme de før omtalte retningslinjer. Ved en indskrænkende tolkning af ordlyden af paragraf 11 i Resolution 60/251 kan man nå frem til, at de omtalte »arrangements and practices« ikke inkluderer nogen ret for NHRI’er til at tale under alle punkter på dagsordenen, da retningslinjerne ikke er udformet endnu. Anlægges denne fortolkning, står NHRI’er tilbage med retten til at tale under et punkt 18(b) på dagsordenen, som sandsynligvis ikke længere eksisterer, og de må derfor pænt vente, til Rådet finder tid til at udforme de før omtalte retningslinier. Dette kan dog komme til at tage år med den mængde arbejde, Rådet har foran sig. Anlægges en mere udvidende fortolkning, har NHRI’er som udgangspunkt retten til at tale, og det er senere op til Rådet at vedtage ret­ningslinjer for, hvordan dette nærmere skal foregå. Rådets første samling har vist, at man i praksis understøtter den sidste fortolkning. NHRI’er fik ikke bare mulighed for at tale under alle punkter på dagsordenen, de fik også lov til at tale under Rådets åbningssamling (High Level Segment), hvilket aldrig er set før. Selvom Præsidenten på forhånd har gjort klart, at det første år er et overgangsår, og der derfor ikke kan skabes præcedens for rådets arbejdsgange, må NHRI’er dog siges at have fået en god start på det nye Råd. Op til og under den første samling havde NHRI’erne en fast repræsentation i Geneve, og de var generelt meget aktive. Den faste repræsentation er desværre ikke blevet opretholdt, og under Rådets anden samling faldt NHRI’ernes aktivitet markant.

Som det allerede er set, giver det nye Råd også NHRI’er mulighed for at udvide deres indflydelse. Ved udarbejdelsen af den nye forretningsorden og nye arbejdsgange generelt vil det særligt på tre områder være oplagt for NHRI’er at søge større indflydelse. Med baggrund i den generelle forøgelse i antallet af NHRI’er gennem de seneste år vil det være oplagt, at de gives mulighed for at foreslå punkter til dagsordenen, ligesom NGO’er kunne det i Kommissionen.[22] En anden oplagt mulighed er, at NHRI’er kan deltage i relevante arbejdsgrupper, som det for eksempel er set i en arbejdsgruppe vedrørende mennesker med handikap.[23] En tredje og sidste mulighed for mere indirekte NHRI-indflydelse er, at det gøres til et element i bedømmelsen af kandidatstaters menneskeretlige situation, hvorvidt staten har en akkrediteret NHRI. Det skal retfærdigvis nævnes, at disse forslag ikke er nogle, som ligger lige for, specielt ikke henset til at Rådet sandsynligvis det næste lange stykke tid kommer til at have alt for travlt til at behandle emner som disse. De er dog stadig relevante som mere langsigtede mål, og vigtigheden af at styrke samarbejdet med NHRI’er (og NGO’er) blev da også understreget af en række lande – inklusive Danmark – under Rådets åbningssamling.

6.2 NGO

Resolution 60/251 beslutter, at Rådet skal anvende Kommissionens praksis og sædvaner inklusive dem, som er givet ved ECOSOC Resolution 1996/31 af 25 Juli 1996 for NGO-deltagelse i Rådet.[24] Denne bestemmelse sikrer umiddelbart NGO’erne bedre end NHRI’er. Det må dog stadig anses for usikkert, hvad der kvalificerer som en fast praksis eller sædvane fra den gamle Kom­mission. Nogle er klart defineret i ECOSOC Resolution 1996/31, mens andre havde mere karakter af arbejdsgange udviklet over lang tid, som var alment accepteret af medlemsstaterne. Da der endnu ikke er truffet nogen beslutning om en fremtidig forretningsorden for Rådet, er intet dog at anse for sikkert.

Den første samling var imidlertid en meget positiv oplevelse for NGO’erne. Ligesom NHRI’er fik NGO’erne lov til at tale under Rådets åbningssamling og under alle punkter på dagsordnen. Endvidere så Rådets første samling enkelte eksempler på nyskabelser for NGO-deltagelse. Som udgangspunkt har NGO’er kun haft lov til at give en erklæring under hvert punkt på dagsordenen, men under den første samling fik en NGO i et tilfælde lov til både at være en del af en samlet erklæring og give sin egen mening til kende under det samme punkt. Efter vedtagelsen af en deklaration om oprindelige folks rettigheder fik en gruppe af oprindelige folk også lov til at kommentere på denne, på trods af at der ikke er tradition for, at NGO’er taler hverken før under eller efter stemmeafgivelse. Under Rådets anden samling var NGO-aktiviteten stadig stor. NGO’er og NHRI’er fik som noget nyt lov ti at deltage i den interaktive dialog med special procedures. På grund af tidspres og generel modstand fra lande som Cuba og Kina blev NGO’ers taletid dog begrænset. Særligt under dialogen med de landespecifikke mandater blev NGO’ernes taletid begrænset.

På trods af de mange positive oplevelser under Rådets første samlinger er meget dog stadig afhængig af udformningen af Rådets forretningsorden. Det er derfor meget vigtigt for NGO’er, at man både fokuserer på at sikre, at alle Kommissionens retningslinjer bliver nedskrevet i forretningsordenen, samtidig med at man kan søge indflydelse på nye områder. Et meget vigtigt nyt område, hvor NGO-deltagelse er essentielt, er i den nye universelle periodiske prøvelse. Her kan NGO’er – og NHRI’er – komme til at spille en væsentlig rolle, hvis de får lov.

7. Special Procedures

Et af Kommissionens helt store aktiver har været dens omfattende system af special procedures. Special procedures systemet består af overvågnings- og rapporteringsmekanismer enten i form af special rapporteurs, special representatives, personal representatives, representatives, independent expers eller working groups.[25] Dette har længe været både det mest respekterede og funktionsdygtige af Kommissionens mange instrumenter. I medfør af Resolution 60/251 overtages alle Kommissionens »mandates, mechanisms, functions and responsibilities« af Rådet, som skal prøve og om nødvendigt rationalisere dem med det mål at bibeholde et system af special procedures.[26] Denne prøvelse skal være færdiggjort inden for et år fra Rådets første samling. Da hovedparten af de eksisterende special procedures mandater er tidsbegrænsede, og nogle i princippet udløb ved Kommissionens slutning i marts 2006, var det nødvendigt for Rådet at forny disse med det formål at skabe tid til en prøvelse. Under Rådets første samling arbejdede man derfor med to tekster, en som skulle fastsætte forlængelsen af mandaterne, og en som skulle starte prøvelsen af mandaterne.

Forhandlingerne om ordlyden af disse tekster blev dog mere komplicerede end først antaget, og de fortsatte indtil ud på eftermiddagen den sidste dag af den første samling, før man blev enige om en tekst. Specielt relateret til de landespecifikke mandater[27] var der stor uenighed, da de stater, som i øjeblikket bliver undersøgt af special procedures, ikke havde noget ønske om at dette skulle fortsætte længere end højest nødvendigt. Det blev derfor foreslået af Cuba, at alle mandater skulle prøves med det samme, før man forlængede dem. Dette sås dog ikke som værende muligt af hensyn til tidsrammerne, og man endte derfor med at forlænge alle mandater et år fra den første samling. Det har den effekt, at alle mandater, også dem som umiddelbart løb længere end et år, vil udløbe et år efter Rådets første samling. Mandatet til at undersøge menneskerettighedssituationen i de besatte områder i Palæstina fik dog en fodnote, som specificerede, at netop dette mandat skulle forlænges, indtil besættelsen af Palæstina er bragt til ende. Rådsbeslutningen[28] må dog tolkes sådan, at alle mandater inklusive Palæstina-mandatet kan tilendebringes, hvis Rådet beslutter det efter prøvelsen af mandatet. Både i optakten til og under Rådets anden samling var der mange angreb på special procedures-systemet. Ud over grove verbale angreb på specielt de landespecifikke mandater og the Special Representative of the Secretary-General on the situation of human rights defenders argumenterede Cuba og Kina længe for, at Rådet har autoritet til at stoppe mandater med det samme uden om den arbejdsgruppe, som skal stå for prøvelsen. På trods af de mange verbale angreb på special procedures har disse lande ikke foreløbig gjort alvor af truslerne. Kampen om udformningen af det nye special procedures-system har også været fremme i diskussioner under dette års samling af FN’s Generalforsamling, og det er endnu meget svært at sige noget konkret om, hvad resultatet bliver.

Forhandlingerne om Rådsbeslutningen, som skal starte prøvelsen, blev også påvirket af den før omtalte uenighed, da særligt Cuba forsøgte at skabe en klar forbindelse mellem de to beslutninger. Da Cuba samtidig insisterede på at sub-Kommissionen[29] også skulle fortsætte sit virke som normalt, blev forhandlingerne meget komplicerede. Derudover var der stor uenighed om, hvem der skulle have lov til at deltage i den arbejdsgruppe, som skulle stå for prøvelsen. Mange stater mente, at dette var et anliggende for staterne, og at særligt NGO’er derfor ikke skulle have lov til at deltage. Rådsbeslutningen[30] endte dog med at bestemme, at processen skulle inkludere alle interessenter.

Hovedformålet med disse to beslutninger var at få startet prøvelsesprocessen så hurtigt som muligt. Derfor er begge beslutninger holdt i nogle meget generelle vendinger, som var, hvad staterne kunne blive enige om på den korte tid, der var til rådighed. Dette gør det imidlertid meget svært at sige noget om, hvordan processen nærmere kommer til at foregå. Alt er stadig åbent, og det er derfor op til alle aktører at søge den indflydelse, de ønsker at have i denne meget vigtige proces.

8. Universel Periodisk Prøvelse

I medfør af Resolution 60/251 skal rådet nedsætte en universel periodisk prøvelsesmekanisme.[31] Resolutionen fastsætter de overordnede retnings­linjer for denne mekanisme, som er, at men­neskerettighedssituationen i alle stater skal gennemgås på objektiv og troværdig vis. Endvidere fastsætter paragraf 9, at alle Rådets medlemmers menneskerettighedssituation skal prøves under deres medlemskab. Ud over disse retningslinjer er det overladt til Rådet at udvikle de mere specifikke rammer for prøvelsen inden for det første år af dets virke. Rådsbeslutning 2006/103[32] nedsætter en arbejdsgruppe, hvis opgave er at nærmere udvikle retningslinjerne for prøvelsen. Rådsbeslutningen nævner også, at processen skal inkludere alle interessenter. Der er således åbnet op for NGO- og NHRI-deltagelse i processen, men med den noget vage tekst er det op til disse aktører selv at søge den indflydelse, de ønsker.

De overordnede spørgsmål, som trænger sig på i forbindelse med udviklingen af den universelle periodiske prøvelse, er, hvem der skal foretage prøvelsen, og hvor tit og hvor grundigt hver stat skal prøves. Forskellige forslag er allerede blevet vendt i mere uformelle fora. I relation til det første spørgsmål om, hvem der skal foretage prøvelsen, ses der lige nu tre forskellige muligheder. Den første meget åbenlyse mulighed er, at Rådet som en forsamling eksaminerer den enkelte stat på baggrund af information indsamlet af Menneskerettighedshøjkommissariatet. Denne eksamination vil sandsynligvis foregå som en interaktiv dialog med repræsentanter fra den pågældende stat og udmunde i et slutdokument, som opsummerer situationen. Inden for denne model vil Rådet eventuelt kunne nedsætte et panel af medlemmer til enten at stå for hele prøvelsen eller den indledende dialog. Den anden mulighed er, at man nedsætter et panel af uafhængige eksperter til at foretage prøvelsen, hvorefter Rådet træffer beslutning om teksten i et slutdokument. En tredje model er, at Rådet udpeger en uafhængig rapporteur for hver stat. Dennes funktion ville være at foretage besøg i den pågældende stat og udfærdige en rapport baseret på en række skriftlige spørgsmål, som staten skal besvare fortløbende før den endelige eksamination foretaget af Rådet. Disse tre modeller har alle både fordele og ulemper. Umiddelbart må det anses for meget vigtigt, at uafhængige eksperter er involveret på den ene eller anden måde, hvis man vil sikre en objektiv og pålidelig prøvelse. Dette ville også lette Rådet for noget af den enorme arbejdsbyde, det har påtaget sig.

Hvor hyppig og hvor grundig prøvelsen skal være, er meget afhængig af, hvilken model som vælges for selve prøvelsen. Der synes dog umiddelbart at være enighed blandt staterne om, at alle stater skal prøves hver 4.-5. år. Et andet spørgsmål i forbindelse hermed er, hvorvidt denne prøvelse skal foretages under de oprindeligt afsatte 10 ugers samling om året, eller om der skal allokeres ekstra tid til at denne funktion. Denne problematik er blevet luftet enkelte gange, men er ikke blevet diskuteret nærmere endnu. Det vil dog være ønskeligt, at der allokeres ekstra tid til den universelle periodiske prøvelse, da det ellers vil sluge en stor del af rådets mødetid.

9. Rådets to første Samlinger

Rådets første samling bød både på en række positive og en række negative oplevelser. Et af de meget positive aspekter af rådet første to ugers virke må siges at være vedtagelsen af resolutioner inden for vigtige emner så som enforced disappearances, oprindelige folk og økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.[33] Disse tre emner var på forhånd udnævnt som hovedtemaer for mange NGO’er, og vedtagelsen af disse, to af dem ved konsensus, må siges at være en bemærkelsesværdig præstation af det nye Råd og endnu et skridt mod en mere universel beskyttelse af alle menneskerettigheder.

Mens hovedparten af den første samling gav et generelt positivt indtryk, var den sidste dag dog noget skuffende. Rådet havde tidligere samme uge diskuteret fem presserende emner[34] med det mål at nå en fælles tekst, der på afbalanceret vis behandlede alle fem emner. Det var dog ikke muligt at opnå enighed om indholdet af en sådan tekst, hvorfor Pakistan på vegne af Organisation of the Islamic Conference (OIC) fremlagde to beslutningsforslag omhandlende henholdsvis situationen i de besatte områder i Palæstina og religiøs krænkelse. Disse var uden tvivl vigtige emner, som krævede handling, men taget i betragtning af at hele formålet med det nye Råd var at arbejde ud fra konsensus og undgå politisering, må disse skridt fra OIC’s side siges at være en negativ udvikling. Afstemningen om de to beslutningsforslag blev en decideret magtdemonstration fra OIC’s side. Begge forslag blev vedtaget med klare flertal bygget omkring de 17 OIC medlemmer i Rådet. Særlig negativt ved vedtagelsen af de to forslag var, at de begge var meget ensidige. Således nævner teksten om Palæstina kun israelske menneskerettighedskrænkelser i stedet for at pege på krænkelser begået af begge parter. Teksten om religiøs krænkelse beskæftiger sig blandt andet med krænkelse af religioner. Dette kan dog svært siges at være en menneskeret, da der jo ikke er tale om krænkelse af et individ, men af religionen som institution. Det er således fuldt ud relevant at snakke om krænkelse af religiøse følelser eller opfordring til had mod visse religiøse grupper, men den anvendte formulering må anses for meget problematisk.

Samtidig med vedtagelsen af de to ovenfor nævnte forslag fik Pakistan på vegne af OIC også vedtaget, at Rådet skulle holde en særlig samling for at diskutere situationen i de besatte områder i Palæstina. Da en sådan særlig samling kun kræver tilslutning fra en tredjedel af Rådet, kan de 17 OIC-stater egenrådigt gennemtrumfe sådanne samlinger. Det kan i denne forbindelse frygtes, at muligheden for at gennemtvinge endeløse rækker af særlige samlinger vil blive brugt til at holde Rådet som gidsel i diskussioner omkring visse emner. Det er dog langt fra sikkert, at alle OIC-staterne vil tillade dette. Den særlige samling viste sig dog som en mulighed for mere moderate stater for at få startet den dialog, som aldrig kom i gang under den ordinære samling, omkring hvordan man får skabt en afbalanceret tekst, som på den ene side behandler en meget alvorlig situation for palæstinenserne, men som på den anden side også anerkender, at begge parter har deres skyld i konflikten. Den endelige resolution,[35] som blev vedtaget under den sær­lige samling, er således noget mere afbalanceret og henviser ikke kun til israelske krænkelser, men opfordrer alle parter til at respektere folkeretten og særligt Genève-konventionerne i forbindelse med behandling af både civile og kombattanter. Selvom denne tekst var noget mere afbalanceret, endte Rådet alligevel med at stemme om resolutionen. Denne afstemning førte noget overraskende til, at Canada såede tvivl om, hvorvidt folkeretten og Genéve-konventionerne var anvendelig på situationen i Palæstina, en holdning, der hidtil har været forbeholdt USA. Resolutionen endte dog med at blive vedtaget med et klart flertal. Siden da har Rådet afholdt yderligere to særlige samlinger omhandlende hen­holdsvis situationen i Libanon og endnu engang om situationen i de besatte områder i Palæstina.

Hovedparten af Rådets anden samling blev brugt på at høre hovedparten af Rådets special procedures præsentere deres årlige rapporter, som var blevet anvist til Rådet fra den gamle Kommission. Derudover fandt Rådet også tid til at diskutere det fremtidige universelle periodiske prøvelses system og prøvelsen af special procedures-mandaterne i lyset, af at de to arbejdsgrupper ikke havde begyndt deres arbejde endnu. Under de mere generelle diskussioner blev det blandt andet diskuteret, hvorvidt Rådet skal rapportere direkte til FN’s Generalforsamling eller gennem dens Tredje Komité. Under samlingen blev der fremsat 49 forskellige beslutningsforslag. Forslagene beskæftigede sig blandt andet med situationerne i Darfur, Sri Lanka og Palæstina samt en række tekniske og tematiske problemstillinger. Grundet det overraskende store antal beslutningsforslag valgte man at hæve mødet uden at lukke anden samling. Dette betød, at man udskød stillingtagen til 46 beslutningsforslag, indtil den anden samling ville blive genoptaget i slutningen af november. Der blev dog taget stilling til tre forslag, som blandt andet omhandlende rapporterne fra Rådets special procedures og dagsordenen for tredje samling. Da Rådets anden samling som sådan ikke er tilendebragt endnu, er det svært at drage nogen konklusioner. Det skal dog nævnes, at tonen i mange af diskussionerne, specielt dem som omhandlede special procedures, begyndte at ligne den, man hørte i Kommissionen, og som alle var enige om skulle gå i graven sammen med Kommissionen.

10. Rådets fremtid

Det overordnede indtryk efter de to første samlinger af Rådet er, at der er tale om et forbedret organ med en del begyndervanskeligheder. Langt hen ad vejen formåede staterne at udføre Rådets arbejde i en mere konstruktiv atmosfære, end det var tilfældet i den gamle Kommission. Der var dog flere tilfælde, hvor stater vendte tilbage til nogle af de dårlige vaner fra Kommissionen. Dette kan dog delvis forklares med, at nogle af Rådets nye funktioner, så som den universelle periodiske prøvelse, som har til formål at afløse de mere konfronterende arbejdsmetoder fra Kommissionen, ikke er etableret endnu. Rådet er som sagt et organ, som stadig er i en udviklingsfase, og det vil derfor tage noget tid, før man med sikkerhed kan udtale sig om positive og negative sider af Rådets virke. Særlig interessant bliver det at se, hvordan den nye universelle periodiske prøvelse kommer til at fungere, og hvordan Rådet forholder sig til prøvelsen og rationaliseringen af special proceduressystemet, som var et af de mest positive aspekter ved Kommissionen. Rådet mangler stadig at afholde 2-3 samlinger, før det første overgangsår ud­løber. Forløbet af disse samlinger vil selvsagt være utroligt vigtigt for udformningen af Rådet, men endnu vigtigere bliver måske det arbejde, som bliver udført imellem samlingerne af de forskellige arbejdsgrupper. Derfor er det essentielt for alle, fra ikke-medlemsstater til NGO’er, som ønsker indflydelse på Rådet, at søge aktiv indflydelse i disse arbejdsgrupper, så alle interessenter får i hvert fald en smule indflydelse på dette meget vigtige organ.

I det danske indlæg under Rådets åbningssamling noteredes det i relation til Kommissionen, at »No institution is better than its constituency«. I forhold til Rådet er det således i sidste ende op til de nuværende medlemsstater at etablere et mere velfungerende og effektivt organ.

 


 

[1]       Disse fandt sted fra den 19. til den 30. juni 2006 og fra den 18. september til den 6. oktober 2006.

[2]       High-Level Panel’et er et panel nedsat af generalsekretær Kofi Annan bestående af en række fremtrædende personligheder. Panelets sammensætning og funktion er nærmere beskrevet i rapporten »On Threats and Challenges«, UN, 2. december 2004 (A/59/565).

[3]       A/59/2005, 21 marts 2005.

[4]       A/RES/60/1, 24 oktober 2005.

[5]       Statement by HE Mr. Michael Zilmer-Johns, State Secretary, Denmark, Geneva, 21 juni 2006.

[6]       Se som et eksempel resolutionsforslag L.92 »Human rights and sexual orientation« fremlagt af Brasilien under den 59’ende samling af Kommissionen 2003.

[7]       En no-action motion er en begæring om at al diskussion og stillingtagen til et givent emne stoppes øjeblikkeligt. Selvom retten til at begære en no-action motion ikke er fastsat i Kommissionens forretningsorden, har stater indfortolket denne i forretningsordnens regel 65(2), som fastslår som en procedureregel, at en begæring om, at man ikke skal tage stilling til et forslag, skal behandles før forslaget. No-action motions er hovedsageligt blevet anvendt til at blokere både diskussion og afstemning om en given tekst. Et klassisk eksempel, på hvordan no-action motions blev brugt i Kommissionen, findes i diskussionerne om en resolution om menneskerettigheder og seksuel orientering fremsat af Brasilien under den 59’ende samling af Kommissionen. Se nærmere note 6.

[8]       Operative paragraph 4.

[9]       Operative paragraph 1.

[10]      Operative paragraph 10.

[11]      Operative paragraph 6.

[12]      Operative paragraph 5(e).

[13]      Operative paragraph 7: den afrikanske og den asiatiske gruppe får 13 medlemmer hver, WEOG får 7, GRULAC får 8, og den østeuropæiske gruppe får 6 medlemmer.

[14]      Institut for Menneskerettigheder er den danske NHRI. Det er desuden formand for den Internationale koordineringskomité for nationale menneskerettighedsinstitutioner.

[15]      Operative paragraph 11.

[16]      Operative paragraph 5(g).

[17]      Forslag fra Højkommissariatet for Menneskerettigheder: »Suggested Elements for Voluntary Pledges and Commitments by Candidates for Election to the Human Rights Council«, Geneve, 2006.

[18]      De følgende stater er på nuværende tidspunkt medlemmer af Rådet: Algeriet, Cameroun, Djibouti, Gabon, Ghana, Mali, Mauritius, Marokko, Nigeria, Senegal, Sydafrika, Tunesien, Zambia, Bahrain, Bangladesh, Kina, Indonesien, Japan, Jordan, Malaysia, Pakistan, Filippinerne, Sydkorea, Saudi Arabien, Sri Lanka, Aserbajdjan, Tjekkiet, Polen, Rumænien, Rusland, Ukraine, Argentina, Brasilien, Cuba, Ecuador, Guatemala, Mexico, Peru, Uruguay, Canada, Finland, Frankrig, Tyskland, Holland, Schweiz og Storbritannien.

[19]      Operative paragraph 10.

[20]      Operative paragraph 11.

[21]      Ligesom for NGO’er, kræves det af de fleste FN organer at NHRI’er er akkrediterede for at kunne deltage i organets arbejde. Hvor NGO’erne bliver akkrediteret gennem ECOSOC, har NHRI’erne deres eget akkrediteringssystem bygget op over de såkaldte Paris-prin­cipperne. Formålet med akkrediteringen er at sikre at institutionerne er uafhængige af deres regeringer.

[22]      NGO’er kunne i Kommissionen i medfør af forretningsordnens regel 5(4) foreslå nye punkter på dagsordenen.

[23]      »Working Group to the Ad Hoc Committee on a Comprehensive and Integral International Convention on the Protection and Promotion of the Rights and Dignity of Persons with Disabilities«.

[24]      Operative paragraph 11.

[25]      De mange forskellige titler er hovedsageligt skabt af politiske grunde og der bør derfor kun skelnes mellem de mandater der varetages af en arbejdsgruppe og dem som varetages af en enkelt person.

[26]      Operative paragraph 6.

[27]      Mandat der fastsætter rammerne for i hvilket omfang en special procedure kan undersøge menneskerettighedssituationen i en given stat.

[28]      Human Rights Council Decision 2006/102.

[29]      Sub-Kommissionen er et ekspertorgan bestående af 26 medlemmer. Den fungerede som et rådgivende organ for Kommissionen.

[30]      Human Rights Council Decision 2006/104.

[31]      Operative paragraph 5(e).

[32]      Human Rights Council Decision 2006/103.

[33]      Resolution 2006/1 on the International Convention for the Protection of All Persons from Enforced Disappearance, Resolution 2006/2 Working group of the Commission on Human Rights to elaborate a draft declaration in accordance with paragraph 5 of the General Assembly resolution 49/214 of 23 December 1994 og Resolution 2006/3 Open-ended Working Group on an optional protocol to the International Covenant on Economic, Social and Cultural Rights.

[34]      De fem emner var migrant workers, human rights defenders, Sudan, the situation in the Israeli occupied territories og religious defamation.

[35]      Special session Resolution S-1/Res.1.