Handicapdiskrimination under
Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
 (3.2006 side 145)


Ph.d.-kandidat Maria Ventegodt Liisberg Institut for Menneskerettigheder

 

 

Nærværende artikel kaster lys på, hvorledes den manglende anerkendelse af diskriminationsgrunden funktionsnedsættelser giver sig udtryk i den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis.[1] I artiklen peges på seks særlige kendetegn ved sager om personer med funktionsnedsættelser, som står i vejen for en indgående prøvelse ved EMD. De fire første kendetegn angår selve anvendelsen af dis­krimi­nationsforbuddet under Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 14, hvorimod de to sidste kendetegn har gyldighed i forhold til prøvelsen under konventionen generelt.[2]

Tilbageholdende prøvelse under EMRK art. 14

EMRK art. 14 indeholder et accessorisk diskriminationsforbud, som udelukkende forbyder diskrimination i implementeringen af rettighederne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og visse af dens tillægsprotokoller.[3] Ikke desto mindre har EMRK art. 14, et selvstændigt indhold i den forstand, at der ikke kræves krænkelse af en anden rettighed, før EMRK art. 14, finder anvendelse.[4]

EMRK art. 14 forbyder diskrimination på grundlag af »køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørighed til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller et andet forhold«. Opregningen af diskriminationsgrunde er således ikke udtømmende og vil derfor kunne omfatte diskrimination på grund af funktionsnedsættelser. I Pretty-sagen foretog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) en prø­velse af, om fysisk svækkede personer blev dis­krimineret i forhold til fysisk raske personer uden dog at finde diskrimination på grund af funktionsnedsættelser.[5]

I henhold til EMD's retspraksis vil forskelsbehandling ikke udgøre diskrimination, hvor forskelsbehandlingen mellem sammenlignelige forhold er objektivt og rimeligt begrundet i forfølgelsen af et legitimt formål, og hvor de anvendte midler er proportionale i forhold til de mål, som søges opnået.[6] Diskrimination kan endvidere forekomme, hvor staten undlader at behandle forskellige personer eller grupper forskelligt.

EMD har i sin retspraksis gjort det klart, at der er forskel på, hvor indgående en prøvelse domstolen foretager i sager om diskrimination, og at prøvelsens intensitet blandt andet afhænger af, hvilken diskriminationsgrund, der er tale om. EMD har mere eller mindre udtrykkeligt understreget, at der skal vægtige grunde til at retfærdiggøre forskelsbehandling på grund af f.eks. køn, statsborgerskab, religion samt fødsel uden for ægteskab.[7] Ud over at indvirke på selve prøvelsesintensiteten under EMRK art. 14 har diskriminationsgrunden også betydning for, om EMD anser det for nødvendigt at foretage en prøvelse under EMRK art. 14.[8] Således anser EMD det som udgangspunkt ikke for nødvendigt at foretage en særskilt prøvelse under EMRK art. 14, hvis den allerede har statueret krænkelse under en anden bestemmelse i konventionen, medmindre der er tale om en klar forskelsbehandling, som er af afgørende betydning for den konkrete sag.[9]

EMD har til dato ikke udtalt, at der skal vægtige grunde til at retfærdiggøre forskelsbehandling på grund af funktionsnedsættelser. Herudover lader EMD til at være tilbageholdende med overhovedet at behandle sager om forskelsbehandling på grund af funktionsnedsættelser under EMRK art. 14.

Et eksempel er Price-sagen, hvor EMD fandt, at en kvinde med svære funktionsnedsættelser havde været udsat for nedværdigende og umenneskelig behandling, bl.a. fordi seng og toilet i hendes fængselscelle ikke havde været handicaptilgængelige. Klager havde ikke nedlagt påstand om, at afsoningsforholdende havde udgjort diskrimination på grund af funktionsnedsættelser på grund af manglende tilpasning til hendes behov.[10] Flertallet af dommere følte sig ikke foranlediget til af egen drift at foretage en prøvelse under EMRK art. 14. Men én af dommerne i sagen dissentierede for så vidt angik begrundelsen for, at der sket krænkelse af EMRK art. 3, og udtalte, at der tillige var sket diskrimination på grund af funktionsnedsættelser. Hun udtalte:

In this the applicant is different from other people to the extent that treating her like others is not only discrimination but brings about a violation of Article 3. As for the prohibition of discrimination, see Thlimmenos v. Greece. (...) It requires no special qualification, only a minimum of ordinary human empathy, to appreciate her situation and to understand that to avoid unnecessary hardship – that is, hardship not implicit in the imprisonment of an able-bodied person – she has to be treated differently from other people because her situation is significantly different.[11]

I sagerne om fysisk tilgængelighed for personer med nedsat mobilitet, Botta-sagen og Zehnalovà-sagen, afviste EMD, at sagerne overhovedet faldt ind under konventionens anvendelsesområde. Botta-sagen angik en mand, som under sin ferie var forhindret i at bruge en offentlig strand, fordi den ikke var handicaptilgængelig. Zehnalovà-sagen angik to ansøgere, som klagede over manglende handicaptilgængelighed til over 150 bygninger i deres hjemby, herunder bygninger, som husede offentlige myndigheders kontorer. EMD afviste, at der var en særlig forbindelse mellem klagernes privatliv og den manglende adgang til de pågældende steder, hvorved EMRK art. 8 og art. 14 ikke kunne finde anvendelse.[12]

Kendetegn nr. 1: Ny diskriminationsgrund

Diskriminationsforbuddet bygger på princippet om, at det lige skal behandles lige og det forskellige forskelligt. Dette princip er i sig selv tomt for indhold og må anvendes på grundlag af samfundsskabte værdier og holdninger om, hvad der er lige og hvad der er forskelligt. I denne sammenhæng får det stor betydning, om EMD kan basere sig på en fælles europæisk standard. For eksempel i forhold til diskriminationsgrunden »fødsel uden for ægteskab« har EMD lagt stor vægt på udviklingen i europæisk og international ret.[13]

Særligt siden årtusindskiftet har der været betydelige tiltag til øget international og europæisk beskyttelse mod diskrimination på grund af »funktionsnedsættelser«. I 2001 igangsattes arbejdet med at formulere en FN-konvention om personer med funktionsnedsættelser. Inden for EU-regi vedtoges EU-Charteret om Grundlæggende Rettigheder i 2000, som forbyder handicapdiskrimination, ligesom EU-Rådet i 2000 vedtog et direktiv om forbud mod handicapdiskrimination på arbejdsmarkedet.[14] Forbud mod diskrimination på grund af funktionsnedsættelser er endvidere indført i en lang række af Europarådets medlemmer.[15] Der er imidlertid fortsat tale om en forholdsvis ny diskriminationsgrund.

Kendetegn nr. 2: Diskriminationsgrunden  »funktionsnedsættelser« er ikke letgenkendelig

Ud over at være en forholdsvis ny diskriminationsgrunde er »funktionsnedsættelser« forholdsvis vanskelige at håndtere som diskriminationsgrunde, fordi det for det første kan være svært at definere funktionsnedsættelser og for det andet kan være svært at opstille de to grupper, som skal sammenlignes. De fleste diskriminationsgrunde, som behandles som særligt suspekte diskriminationsgrunde af EMD, er lette at identificere. Kendetegn som køn, fødsel uden for ægteskab, religion, statsborgerskab og etnicitet kan naturligvis alle give anledning til vanskelige afgrænsninger, men kendetegnet »funktionsnedsættelser« må dog anses at være mere vanskeligt på grund af dens på en og samme gang flydende og brede karakter.

Funktionsnedsættelser defineres i FN’s Standardregler af 1993 som omfattende »en fy­sisk, intellektuel eller sansemæssig funktionshæmning, en me­dicinsk be­tinget til­stand eller en sindslidelse. Sådanne funktions­hæmninger, til­stande eller syg­dom­me kan være af perma­nent eller forbi­gående art.«[16] Funktionsnedsættelser kan således siges at være en flydende karakteristik, som vi alle sammen har hele tiden i højere eller mindre grad. Herudover omfatter funktionsnedsættelser ekstremt forskelligartede hæmninger, som kan være enten fysiske eller psykiske. Personer med funktionsnedsættelser omfatter både en person, som har en forstuvet finger, en person med svære indlæringsvanskeligheder og en person, som er i koma.

Identifikationen af problematisk forskelsbehandling på grund af funktionsnedsættelser vanskeliggøres ydermere af det forhold, at klagers »funktionsnedsættelse« ofte er et relevant og lovligt kriterium. Det kan derfor være vanskeligt at opstille de grupper, som er blevet forskelsbehandlet på grund af en funktionsnedsættelse.[17] EMD har f.eks. fundet krænkelser af retten til familieliv, fordi forældre med funktionsnedsættelser har været udsat for uforholdsmæssige tvangsfjernelser af deres børn, uden i disse sager at foretage prøvelser under EMRK art. 14.[18] Forældrenes funktionsnedsættelser er relevante kriterier i sådanne sager.

Et andet eksempel er Ásmundsson-sagen, hvor EMD fandt krænkelse af art. 1 i Første Tillægsprotokol til EMRK om ejendomsretten på grundlag af et indgreb, som EMD udtalte var af dis­kriminerende karakter, uden dog at foretage en egentlig prøvelse under EMRK art. 14.[19] Denne tilbageholdenhed skyldtes muligvis, at kriteriet »arbejdsevnenedsættelse« i sig selv var et lovligt kriterium, hvis anvendelse først førte til usaglig forskelsbehandling på grund af sondringen mellem personer, som havde en arbejdsevnenedsættelse på over 30 % og under 30 %. Forskelsbehandlingen skete således på grundlag af grad af arbejdsevnenedsættelse, som ligger meget tæt opad det legitime kriterium for forskelsbehandling »arbejdsevnenedsættelse«. EMD an­gav dog ikke udtrykkeligt, hvad den anså som diskriminationsgrunden i sagen. [20]

Ásmundsson-sagen angik en fisker, der modtog en månedlig forsik­rings­ydelse på grund af uarbejdsdygtighed. Graden af arbejdsevnenedsættelse udregnedes i forhold til fiskerierhvervet. Efter at han havde modtaget ydelsen i årtier, ændrede lov­giver betingelserne for udbetaling af forsikringsydelsen, således at graden af arbejds­evne­ned­sættelse skulle udregnes i forhold til det generelle arbejdsmarked, og der indførtes et krav om mindst 30 % arbejdsevnenedsættelse. Klager mistede sin ydelse, fordi han på trods af, at han fortsat havde en 25 % arbejdsevnenedsættelse, havde mistet hele sin han­di­cap­ydelse, som kun udbetaltes til personer med over 30 % arbejdsevnenedsættelse.

3) »Funktionsnedsættelser« falder ikke i sig selv ind under EMRK’s anvendelsesområde

Som nævnt kan EMRK art. 14 udelukkende finde anvendelse, hvor betingelsen om, at sagen falder inden for konventionens anvendelsesområde, er opfyldt.

Den sædvanlige måde at opfylde dette krav på er, at den mulighed (rettighed, frihed, fordel, interesse osv), som den enkelte klager er blevet forhindret i at nyde, falder ind under konventionens anvendelsesområde. Hvor forskelsbehandlingen angår muligheden for at nyde for eksempel retten til familieliv eller foreningsfriheden, vil sagen være inden for konventionens anvendelsesområde. Adgangen til arbejde, adgangen til offentlige steder eller udenlandske statsborgeres adgang til indrejse i et land, hvor de ikke har familiemedlemmer, falder ikke umiddelbart ind under konventionens anvendelsesområde.[21]

EMD’s retspraksis har imidlertid inden for de senere år vist, at kravet om, at sagen falder inden for konventionens anvendelsesområde, tillige kan anses for opfyldt ved, at selve diskriminationsgrunden falder ind under konventionens anvendelsesområde.[22] Når diskriminationsgrunden kan anses som et udtryk for en personlig holdning, så vil diskriminationsgrunden kunne falde ind under EMRK-bestemmelserne om privat­liv, religionsfrihed og ytringsfrihed i artiklerne 8, 9 og 10. Hvis for eksempel en person nægtes ansættelse eller adgang til et offentlig sted, fordi vedkommende har givet udtryk for en bestemt politisk holdning, en bestemt seksuel orientering eller en bestemt religion, vil sagen kunne falde ind under EMRK art. 8, 9 eller 10’s anvendelsesområde og dermed kunne prøves under EMRK art. 14. Thlimmenos-sagen om dis­krimination på grund af religion på arbejdsmarkedet er et eksempel på, at diskriminationsgrunden fører til, at EMRK art. 14 kan finde anvendelse.[23]

»Funktionsnedsættelser« kan ikke siges at være udtryk for en personlig holdning og nyder derfor heller ikke den særlige beskyttelse som f.eks. religion, seksuel orientering og politisk overbevisning gør det. Man kan ikke tale om, at det forhold, at en person med funktionsnedsættelser nægtes et job eller en social ydelse på grund af sin funktionsnedsættelser, medfører et indgreb i dennes mulighed for at udfolde sin personlige funktionsnedsættelse. Andre diskriminationsgrunde, som ikke kan siges at være udtryk for en personlig holdning, er f.eks. »køn«, »race« og »alder«.

Kendetegn 4: Tilpasning for forskelle

EMD har i sin retspraksis omtalt en eventuel tilpasningspligt under EMRK art. 14 som en pligt til at behandle det forskellige forskelligt. EMD har til dato udelukkende statueret diskrimination på grund af manglende tilpasning for relevante forskelle i én sag, Thlimmenos-sagen.[24] I en række andre sager om bl.a. transseksuelle, etniske romaer, religiøse mindretal, har EMD afvist at pålægge staterne at udføre tilpasning for forskelle. Sager om tilpasning for forskelle angår en særlig form for positive forpligtelser, som EMD lader til at have en generel præference for at behandle under de materielle bestemmelser i konventionen.[25]

Thlimmenos-sagen angik en mand, som på grund af sin tro som Jehovas vidne havde været militærnægter og derfor var blevet straffet efter den græske straffelov. Han blev senere afskåret fra at blive statsautoriseret revisor på grund af sin plettede straffeattest. EMD fandt, at der var sket diskrimination, fordi de græske myndigheder havde behandlet alle personer med plettede straffeattester over en kam uden at tage særligt hensyn til, hvorfor personen var straffet.[26] EMD udtalte:

The right not to be discriminated against in the enjoyment of the rights guaranteed under the Convention is also violated when States without an objective and reasonable justification fail to treat differently persons whose situations are significantly different..[27]

Sager om krænkelser af personer med funktionsnedsættelser under EMRK angår oftest påstande om manglende tilpasning for den særlige situation, som personer med funktionsnedsættelser befinder sig i.[28]

For eksempel i sagen H.L v. UK, som angik frihedsberøvelsen af autister uden forudgående domstolsprøvelse, fandt EMD krænkelse af EMRK art. 5, men fandt ikke anledning til at prøve sagen under EMRK art. 14. I henhold til britisk retspraksis blev personer, som ikke modsatte sig indlæggelse på et psykiatrisk hospital, anset som havende samtykket hertil. EMD fandt krænkelse af EMRK art. 5, stk. 1, fordi personer, som havde mistet evnen til at tage stilling til en frihedsberøvelse og aktivt at modsætte sig denne, ikke i tilstrækkelig grad var beskyttet imod vilkårlige frihedsberøvelser. Reglerne måtte tage hensyn til, at passivitet ikke altid betød accept.[29]

X and Y-sagen, som angik en udviklingshæmmet pige på 16 år, som ikke kunne anmelde en voldtægt under den dagældende nederlandske straffelov. De nationale myndigheder afslog at fortolke straffeloven sådan, at offerets far på offerets vegne kunne indgive anmeldelse af vold­tægten, hvorfor gerningsmanden ikke kunne retsforfølges. EMD fandt krænkelse af EMRK art. 8 om retten til privatliv, men fandt ikke anledning til at foretage en selvstændig prøvelse under EMRK art. 14.[30]

Kendetegn 5: Fordelingen af offentlige midler

EMD har i sin retspraksis understreget gang på gang, at den er tilbageholdende i sin prøvelse af staternes fordeling af begrænsede offentlige ydelser. Selv i sager, som angik forskelsbehandling på grund af køn, har EMD udvist betydelig tilbageholdenhed i prøvelsen af, om fordelingen af offentlige ydelser var i strid med EMRK. For eksempel i Petrovic- og i Stec-sagerne om henholdsvis forskelle i adgangen til forældreorlovsydelser og om forskellige pensionsaldre for mænd og kvinder har EMD accepteret direkte forskelsbehandling på grund køn i fordelingen af offentlige midler.[31] 

Idet kompensation for funktionsnedsættelser er en forudsætning for, at personer med funktionsnedsættelser kan deltage i samfundslivet på lige fod med andre, har spørgsmålet om omfanget af statens forpligtelse til at yde kompensation været rejst ved EMD. EMD har til dato afvist, at staterne skulle have pligt til at sikre optimal kompensation af de behov, som følger af en funktionsnedsættelse.

For eksempel Sentges-sagen angik en ung mand med lammelser i armene, som havde fået afslag på en offentligt finansieret robotarm, som ville reducere hans afhængighed af andre betydeligt.[32] Se også Pentiacova-sagen om en begrænset adgang til dialyse for visse patienter med svigtende nyrer i Polen.[33] EMD afviste begge sager som åbenbart ugrundede og udtalte i begge sager:

This margin of appreciation is even wider when, as in the present case, the issues involve an assessment of the priorities in the context of the allocation of limited State resources. In view of their familiarity with the demands made on the health care system as well as with the funds available to meet those demands, the national authorities are in a better position to carry out this assessment than an international court. In addition, the Court should also be mindful of the fact that, [….], a decision issued in an individual case will nevertheless at least to some extent establish a precedent, valid for all Contracting States.

Sager om handicaptilgængelighed til offentligt tilgængelige steder nævnt ovenfor omhandler tillige prioriteringen af offentlige midler og fastlæggelsen af en generel politik om udformningen af det offentlige rum og til dels anvendelsen af offentlige midler. EMD har fået forelagt to sager herom og har i begge sager afvist, at sagerne faldt ind under anvendelsesområdet for EMRK art. 8 om retten til et privatliv.[34]

Kendetegn 6: Ikke-juridiske eksperters vurderinger er en del af sagens faktum

EMD har i sin retspraksis understreget, at den subsidiære karakter af dens opgave som international menneskerettighedsdomstol bevirker, at EMD ikke ser det som sin opgave at sætte sin egen vurdering af sagens faktiske omstændigheder i stedet for de nationale domstoles. Ekspertvurderinger, som foretages af læger eller andre eksperter, anses i den forbindelse at være en del af sagens faktum. På visse områder, hvor ekspertvurderingen indgår som en del af stridens kerne, har EMD imidlertid opstillet både indholdsmæssige retningslinjer for det skøn, som foretages af ikke-juridiske eksperter og formelle krav til, hvordan skønnet udøves. For eksempel i sager om tvangsfjernelser af børn har EMD opstillet indholdsmæssige retningslinjer, hvorefter hensynet til barnet skal være af afgørende betydning og udgangspunktet for en tvangsfjernelse skal være, at familien vil blive genforenet, så snart forholdene tillader det.[35] EMD har endvidere opstillet formkrav i sager om tvangsfjernelser, herunder forældres ret til aktindsigt i sager om tvangsfjernelser af deres børn.[36]

Ekspertvurderinger er ofte af central betydning i sager om personer med funktionsnedsættelser, som omhandler myndighedernes reaktion på eller manglende tilpasning for klagers funktionsnedsættelser. Eksperter vurderer, hvornår børn med funktionsnedsættelser bør gå i specialskoler, hvornår forældre med funktionsnedsættelser skal have deres børn fjernet, hvornår en psykisk syg person skal frihedsberøves eller udsættes for tvangsbehandling, hvordan en lejlighed skal tilpasses for en lejers særlige behov, osv.[37] Spørgsmålet er, om de indholdsmæssige retningslinjer og formelle krav, som EMD opstiller for ekspertvurderingerne i sager om personer med funktionsnedsættelser, er tilstrækkelige til at sikre personer med funktionsnedsættelser en effektiv beskyttelse.

I sager om tvangsmedicinering af psykisk syge prøver EMD, om tvangsbehandlingens nødvendighed har været påvist på en overbevisende måde og om denne vurdering må antages at være i overensstemmelse med almindelige lægelig praksis på det pågældende tidspunkt.[38] EMD lader til på dette område at være forholdsvis tilbageholdende med at opstille principper for, hvornår tvangsbehandling er nødvendig, og for den beslutningstagningsproces, som leder op til tvangsbehandlingen. EMD kunne for eksempel med inspiration i den Europæiske Konvention om Menneskerettigheder og Biomedicin (1997) opstille indholdsmæssige retningslinjer om, at tvangsbehandling som udgangspunkt udelukkende blev iværksat, hvis manglende behandling ville medføre alvorlig skade på den pågældendes helbred.[39] EMD kunne endvidere opstille formelle krav om, at meget indgribende former for tvangsbehandling ikke kunne iværksættes, før enten selve tvangsbehandlingen eller tvangsindlæggelse på et psykiatrisk hospital var godkendt af en uvildig prøvelsesinstans.[40] Så længe EMD udelukkende stiller krav om, at behandlingens nødvendighed skal have været påvist på en overbevisende måde og have været i overensstemmelse med almindelig lægelig praksis, må beskyttelsen mod vilkårlighed antages at være utilstrækkelig. EMD har kun afgjort et fåtal af sager om tvangsbehandling af psykisk syge, hvilket kan være en medvirkende årsag til de forholdsvis underviklede prøvelseskriterier.

I sager om adgangen til uddannelse tilpasset barnets særlige behov er behovet for indholdsmæssige retningslinjer for ekspertvurderingerne meget klart. I H.D. and others-sagen blev det gjort gældende, at ekspertvurderingerne var mangelfulde, fordi de stillede børn med roma-baggrund ringere end etnisk tjekkiske børn.[41] EMD udtalte, at prøverne blev udført af uddannede eksperter, som man forventede var kvalificerede til at udvælge passende test-metoder. EMD lagde endvidere vægt på, at der i alle sagerne havde været samtykke fra forældrene til at placere børnene i specialskoler. Disse formelle krav om ekspertvurderinger og forældresamtykke blev imidlertid ikke koblet med indholdsmæssige retningslinjer for ekspertvurderingerne. Således undlod EMD at slå fast, at udgangspunktet bør være, at børn med indlæringsvanskeligheder modtager undervisning i en integreret skole sammen med børn uden indlæringsvanskeligheder. Princippet om integreret undervisning følger af bl.a. Den Reviderede Europæiske Socialpagt art. 15, litra 1, og FN’s Børnekonventions art. 23, stk. 3. EMD afviste endvidere at opstille indholdsmæssige retningslinjer for de kriterier, som lå til grund for eksperternes vurderinger, og som tilsyneladende stillede etnisk romabørn uforholdsmæssigt ringe. Endelig afviste EMD, at der skulle opstilles indholdsmæssige retningslinjer for samtykket, som var afgivet af forældrene til placeringen i en specialskole.

Der findes imidlertid også positive eksempler fra EMD’s retspraksis på, at EMD har tilpasset formelle krav under konventionens bestemmelser til de særlige behov, som følger af funktionsnedsættelser. EMD har således i flere sager om frihedsberøvelser af psykisk syge personer tilpasset de formelle krav om adgang til domstolsprøvelse af en frihedsberøvelse og stillet krav om retlig bistand til psykisk syge personer.[42]

Endelig har EMD anerkendt, at funktionsnedsættelser kan få betydning i selve den retlige bevisvurdering i en sag. I sager om psykisk syge personer har EMD anerkendt, at klagers funktionsnedsættelse kan få betydning for dennes evne til at beskrive de overgreb, som han påstår, staten har udsat ham for.[43] Endelig har EMD i Litwa-sagen tilsidesat de nationale domstoles bevisvurdering, idet EMD ikke anså, at klagers funktionsnedsættelser var blevet tillagt tilstrækkelig vægt.[44] Klager var en næsten blind mand, som blev frihedsberøvet af politiet i syv timer på grund af beruselse og forstyrrelse af den offentlige orden. EMD tilsidesatte de nationale domstoles vurdering af faktum og lagde til grund, at klager ikke havde været særligt beruset, men at politiet fejlagtigt havde opfattet ham som beruset, idet han gik usikkert på grund af sin blindhed.

Konklusion og perspektivering i forhold til Danmark

En række særtræk ved sager om personer med funktionsnedsættelser betyder, at en optimal beskyttelse mod diskrimination på grund af funktionsnedsættelser under EMRK art. 14 ikke ligger lige for. Det må imidlertid på den ene side antages, at større international opmærksomhed omkring diskriminationsgrunden »funktionsnedsættelser« også vil smitte af på EMD. En større opmærksomhed omkring diskrimination af personer med funktionsnedsættelser vil kunne medføre en større villighed til at prøve sager om personer med funktionsnedsættelser under EMRK art. 14, også når det indebærer, at staterne pålægges pligt til at yde tilpasning for funktionsnedsættelser. EMD må endvidere forventes i stigende grad at ville opstille både indholdsmæssige retningslinjer og formelle krav for ekspertvurderinger i sager om personer med funktionsnedsættelser. På den anden side kan det ikke forventes, at EMD bliver mindre tilbageholdende i sin prøvelse af staters prioriteringer af begrænsede offentlige midler, som er af afgørende betydning for, at personer med funktionsnedsættelse kan realisere deres muligheder.

I en dansk kontekst er det vigtigt, at Danmark ratificerer den 12. tillægsprotokol til EMRK, så personer med funktionsnedsættelser i Danmark sikres mod diskrimination på områder, som ligger uden for EMRK’s anvendelsesområde. Selvom det aldrig har været hensigten, at EMRK art. 14 skulle træde i stedet for national beskyttelse mod diskrimination, er EMD’s aktuelle tilbageholdenhed i beskyttelsen af personer med funktionsnedsættelser endvidere en påmindelse om behovet for et generelt forbud mod diskrimination på grund af handicap i Danmark.

 


 

[1]    Forfatteren takker Stéphanie Lagoutte, Birgitte Kofod Olsen og Kristine Planck for gode kommentarer til udkast til artiklen. Begrebet »funktionsnedsættelser« betegner individuelle tab eller begrænsninger i fysiske, psykiske eller psykiske kropsfunktioner eller kropsstrukturer. Funktionsnedsættelser kan være små eller store, midlertidige eller varige. Se mere om begreberne »funktionsnedsættelser« og »handicap« i Institut for Menneskerettigheder: Udredning om Personer med Funktionsnedsættelser, 2005, s. 9-11.

[2]    Man kunne også pege på helt generelle vanskeligheder ved at få prøvet sager ved EMD, som må antages at være særligt relevant for personer med funktionsnedsættelser, jf. Clements and Read: Disabled People and European Human Rights, The Policy Press, Bristol, 2003, s. 31.

[3]    Ifølge tillægsprotokollernes ordlyd gælder EMRK art. 14 i forhold til den Første, Fjerde, Sjette og Syvende Tillægsprotokol. EMRK art. 14 finder udelukkende anvendelse, hvor sagens faktum falder inden for en materiel bestemmelses anvendelsesområde (‘within the ambit of a provision’).

[4]    Belgian Linguistics case, dom af 23. juli 1968, pr. 9.

[5]    Pretty v. United Kingdom, dom af 29. april 2002, para. 87-90.

[6]    Jf. f.eks. Abdulaziz, Cabales og Balkandali v. UK, dom af 28. maj 1985, pr. 72.

[7]    Abdulaziz, Cabales and Balkandali v. United Kingdom, 28. maj 1985, pr. 78 om køn; Gaygusuz v. Austria, 16. september 1996, pr. 42 om statsborgerskab (som dog ikke omfatter forskelsbehandling i forbindelse med udvisninger af landet, jf. Moustaquim v. Belgium, 18. februar 1991); Hoffmann v. Austria, 23. juni 1993, hvor EMD afviser, at forskelsbehandling alene på grundlag af religion ikke er acceptabel; Mazurek v. France, 1. februar 2000, pr. 54, hvor EMD skarpt afviser, at staten havde fremført argumenter, som kunne retfærdiggøre forskelsbehandling på grund af fødsel uden for ægteskab.

[8]    Oddný Mjöll Arnardóttir: Equality and Non-Discrimination under the European Convention of Human Rights Martinus Nijhoff Publishers, The Hague, 2003, s. 129, hvor hun om svage diskriminationsgrunde skriver: »This strong indication towards lenient scrutiny has the function that the burden of proof rests upon the applicant to establish the similarity of situations.«

[9]    Chassagnou and others v. France, dom af 29. april 2000, para. 89, hvor EMD dog foretager en prøvelse af forskelsbehandling mellem store og små landejere.

[10]  EMD er ikke afskåret fra at prøve, om andre bestemmelser er krænket end de bestemmelser, som parterne har nedlagt påstand om, jf. Philip Leach: »Taking a case to the European Court of Human Rights«. Se f.eks. Guerra and others v. Italy, dom af 19. februar 1998 [GC], hvor EMD fandt krænkelse af EMRK art. 8, selvom parterne oprindeligt havde nedlagt påstand om krænkelse af EMRK art. 10.

[11]  Price v. UK, dom af 10. juli 2001, dissens af dommer Greve.

[12]  Se note 33.

[13]  Marckx v. Belgium, 13. juni 1979, pr. 41. I Mazurek v. France, 1. februar 2000, pr. 54, signalerer EMD, at der skal ganske særlige grunde til at retfærdiggøre forskelsbehandling på grund af fødsel uden for ægteskab.

[14]  EU-Charteret om Grundlæggende Rettigheder art. 21. EU-direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.

[15]  Ud over at implementeringen af EU-direktivet om forbud mod diskrimination på arbejdsmarkedet, har minimum 15 medlemmer af Europarådet indført forbud mod diskrimination på grund af funktionsnedsættelser i grundlove, straffelove eller generel lovgivning, som ikke begrænser sig til arbejdsmarkedet, jf. Anna Lawson and Caroline Gooding (eds.): Disability Rights in Europe – from theory to practice. Hart Publishing, Oxford, 2005, appendix 1, samt Island.

[16]  FN’s Standardregler for lige muligheder for handicappede af 1993, Indledning, afsnit 17.

[17]  Oddný Mjöll Arnardóttir: Equality and Non-Discrimination under the European Convention of Human Rights Martinus Nijhoff Publishers, The Hague, 2003, s. 168-171.

[18]  Kutzner v. Germany, dom af 26. februar 2002; P., C. and S. v. United Kingdom, dom af 16. juli 2002. Klagerne havde ikke nedlagt påstand om diskrimination.

[19]  Kjartan Ásmundsson v. Iceland, 12 October 2004, (EMD dom).

[20]  Kjartan Ásmundsson v. Iceland, dom af 12. oktober 2004, pr. 43-45.

[21]  Om adgangen til arbejde: Jurik v. Slovakiet, afgørelse af 27. september 2001, om adgangen til offentlige steder: Zehnalovà and Zehnal v. Czech Republic, afgørelse af 14. maj 2002, om adgangen til indrejse og opholdstilladelse: Valmont v. UK, afgørelse af 23. marts 1999. Se dog også Stec and others v. UK, afgørelse af 6. juli 2004, pr. 54-55, om den udvidende fortolkning af EMRK Første Tillægsprotokol Art. 1 til at omfatte visse sociale ydelser.

[22]  Robert Wintemute: »’Within the Ambit’: Article 14 European Convention of Human Rights«, European Human Rights Law Review, Issue 4, 2004, pp. 366-382.

[23]  Thlimmenos v. Greece, dom af 6. april 2000, pr. 41-42.

[24]  Thlimmenos v. Grækenland, dom af 6 april 2000, jf. nedenfor. Sagen Bourimi og Camp v. Nederlandene, 3. oktober 2000, kunne anskues som en sag om manglende tilpasning af børn født uden for ægteskab, hvis fædre ikke når at anerkende dem inden deres død, så de blev ligestillet med børn, hvis fædre havde anerkendt dem. I stedet blev sagen behandlet som et spørgsmål om direkte diskrimination mellem børn født inden for og uden for ægteskab.

[25]  Oddný Mjöll Arnardóttir: Equality and Non-Discrimination under the European Convention of Human Rights Martinus Nijhoff Publishers, The Hague, 2003, s. 99.

[26]  EMD fandt krænkelse af EMRK art. 14 sammenholdt med art. 9 om retten til religionsfrihed.

[27]  Thlimmenos v. Grækenland, dom af 6. april 2000, pr. 44.

[28]  Olivier de Schutter: »Reasonable Accommodations and Positive Obligations in the European Convention on Human Rights«. Anna Lawson and Caroline Gooding (eds.): Disability Rights in Europe – from theory to practice. Hart Publishing, Oxford, 2005, s. 53.

[29]  H.L. v. UK, dom af 5. oktober 2005, para. 120-124.

[30]  X and Y v. Netherlands, dom af 27. februar 1985, hvor EMD afviste, at det var nødvendigt at foretage en selvstændig prøvelse under EMRK art. 14. Andre eksempler er Kutzner v. Germany, dom af 26. februar 2002, og P, C og S v. UK, dom af 16. juli 2002, hvor EMD i begge sager statuerede krænkelser af EMRK art. 8 om retten til familieliv. EMD fandt i begge sagerne, at tvangsfjernelser af børn havde været uproportionale, fordi der ikke var gjort tilstrækkelige forsøg på bistå forældrene i hjemmet. Der var i ingen af disse to sager nedlagt påstand om krænkelse af EMRK art. 14.

[31]  Petrovic v. Austria, dom af 27. marts 1998, pr. 43; Stec and others v. UK, dom af 12. april 2006, pr. 64-65.

[32]  Sentges v. Netherlands, afgørelse af 8. juli 2003.

[33]  Pentiacova and others v. Moldova, afgørelse af 5. januar 2005.

[34]  Botta v. Italy, dom af 24 februar 1998; Zehnalovà and Zehnal v. Czech Republic, afgørelse af 14. maj 2002.

[35]  K. and T. v. Finland, dom af 12. juli 2001, pr. 154; B. v. UK, dom af 8. juli 1987; Olsson v. Sweden (No. 1), dom af 24. marts 1988.

[36]  McMichael v. United Kingdom, dom af 24. februar 1995, pr. 91.

[37]  Eksempler på afgørelser af den Europæiske Menneskerettighedskommission om retten til uddannelse for børn med funktionsnedsættelser: Connolley v. United Kingdom, Kommissionsafgørelse af 2. oktober 1989; Molly McIntyre v. United Kingdom, Kommissionsafgørelse af 21. oktober 1998; om tvangsfjernelser af børn: P and J.P. v. Poland, EMD afgørelse af 9. september 2004; om tilpasning af lejlighed: Marzari v. Italy, EMD afgørelse af 4. maj 1999, om frihedsberøvelse af psykisk syge: Megyeri v. Germany, EMD dom af 12. maj 1992.

[38]  Herczegfalvy v. Austria, dom af 31. august 1992, pr. 82-84; Gennadi Naoumenko v. Ukraine, dom af 10. februar 2004, pr. 112.

[39]  Europæiske Konvention om Menneskerettigheder og Biomedicin art. 7. Se også Europarådets Ministerkomités rekommandation 2004(10) vedrørende beskyttelsen af psykisk forstyrrede menneskers menneskerettigheder og værdighed af september 2004, art. 17.

[40]  Europarådets Ministerkomités rekommandation 2004(10) vedrørende beskyttelsen af psykisk forstyrrede menneskers menneskerettigheder og værdighed af september 2004, art. 20.

[41]  H.D. and others v. the Czech Republic, dom af 7. februar 2006. Klagerne har anmodet om, at sagen behandles af EMD’s Grand Chamber.

[42]  Megyeri v. Germany, EMD dom af 12. maj 1992, pr. 24-25; Magalhaes Pereira v. Portugal, dom af 26. februar 2002, pr. 58-62.

[43]  Aerts v. Belgium, dom af 30. juli 1998, pr. 66; Keenan v. United Kingdom, dom af 3. april 2001, pr. 114.

[44]  Witold Litwa v. Polen, dom af 4. april 2000, pr. 77.