EU-Ret & Menneskeret 10 år (1.2004 side 61)


Michael B. Elmer

 

Et barns 10 års fødselsdag er noget ganske særligt. Nu skal der et 1-tal foran, når barnet fortæller, hvor gammelt det er. Barnet har, når det bliver 10 år, med sikkerhed vist sig levedygtigt. Personligheden blev grundlagt allerede i de tidlige barneår og udvikles og modnes i de kommende år, hvor den unge for alvor tilegner sig de kundskaber, færdigheder og holdninger, der bliver grundlaget for dets selvstændige voksne liv. Også forældrene til barnet, der fylder 10 år, ved, at der snart vil ske store forandringer med deres barn, som skal modnes og frigøre sig fra forældrene.

Barnet fejrer sorgløst dagen med at prøve at blæse alle 10 lys i kagen ud. Forældrene tænker med glade smil tilbage på barnets første 10 år – sparkene i mors mave, de første ord, de første skridt – og prøver, forhåbentlig med optimisme og tillid, at se ind i fremtiden.

Vi synes i redaktionen, at der på tilsvarende måde er grund til at markere, at EU-Ret & Menneskeret fylder 10 år. Det første nummer af tidsskriftet udkom formelt i december 1994, men var i realiteten alene et prøvenummer, som skulle skaffe abonnenter til årgang 1995, som således blev tidsskriftets første egentlige årgang.

På EU-rettens område blev der allerede i 1994-95 udfoldet store bestræbelser for at informere om nye love, ny retspraksis ved EF-Domstolen osv. Problemet var imidlertid dengang som nu, at mængden af informationer herom er meget betydelig og let havner i bunken af papirer og tidsskrifter, som skal læses ved lejlighed, men som i stedet forbliver en kilde til dårlig samvittighed. Her var og er der behov for hjælp til at få frasorteret de oplysninger, som man ikke behøver at sætte sig ind i, og til at få beskrevet dem, der bliver tilbage, på en måde, så man lettere kan forstå konsekvenserne af ny lovgivning og praksis.

På menneskerettens område var problemet i 1994-1995 et andet. Kun ganske få her i landet modtog dengang nye domme fra menneskeretsorganerne, og der var derfor behov for at formidle denne viden og for at gøre dette på en overskuelig måde. I dag er Den Europæiske Menneskeretsdomstols domme tilgængelige online, og i takt med strømmen af afgørelser fra denne domstol er situationen også på dette område nu blevet, at der er behov for hjælp til at sortere væsentligt fra uvæsentligt og navnlig behov for bistand til at få analyseret konsekvenserne af udviklingen i den løbende retspraksis.

Det var i 1994-1995 overordentligt dristigt at forsøge at udgive et tidsskrift om både EU-Ret og menneskeret. Dengang var EU-Retten hovedsagelig et arbejdsområde for advokater med speciale i konkurrenceret og for de dele af den offentlige forvaltning, som beskæftigede sig med implementering af EF-retsakter. Menneskeretten var omvendt en relativt ny disciplin, som hovedsagelig henvendte sig til jurister, der arbejdede med strafferet og straffeproces. Et tidsskrift alene om EU-ret eller alene om menneskeret ville kun kunne få et meget begrænset antal læsere. Et tidsskrift, der dækkede begge områder, forekom nok umiddelbart mange at være en underlig hybrid, men blev det hele grebet rigtigt an, og fik tidsskriftet tilstrækkelig kvalitet inden for begge områder, ville bladet på samme tid henvende sig til to forskellige læserkredse og herved få et tilstrækkeligt økonomisk fundament. Idéen viste sig at være rigtig, og tidsskriftet er blevet begunstiget af en udvikling, som man også dengang kunne forudse, nemlig at både EU-retten og menneskeretten har udviklet sig til retsområder af central betydning for alle juristers daglige arbejde.

At tidsskriftet kom godt i gang, skyldtes i høj grad, at Justitsministeriet fra starten tegnede abonnement herpå for domstolene, anklagemyndigheden og politiet. Ved gennemførelsen af loven om Den Europæiske Menneskeretskonvention i 1992 havde Justitsministeriet lovet Folketinget at sikre information til danske domstole mv. om praksis ved menneskeretsorganerne i Strasbourg. En særlig tak til departementschef Michael Lunn, Justitsministeriet, der hurtigt blev overbevist om, at dette nye tidsskrift var egnet til at dække dette informationsbehov, og om, at der også var påtrængende behov for hjælp til retsvæsenets praktikere til at filtrere de mange oplysninger vedrørende udviklingen i EU-retten.

Også Jurist- og Økonomforbundets Forlag lod sig hurtigt overbevise om behovet for tidsskriftet. Forlaget har næppe på noget tidspunkt regnet med, at tidsskriftet ville blive overskudsgivende, men har måske håbet på en synergieffekt ved, at tidsskriftet kunne være med til at opdyrke nye områder for dansk juridisk litteratur. Forlaget følte utvivlsomt en vis forpligtelse til at løfte denne opgave på disse områder på grænsen mellem international ret og national ret, som i stadig højere grad fik indflydelse på dagligdagen for DJØF’s medlemmer. En ganske særlig og varm tak må rettes til redaktionschef Vivi Antonsen, som gennem alle årene med entusiasme, professionalisme og et dejligt humør har stået for tidsskriftet og i ganske særlig grad bidraget til, at projektet er lykkedes, og at tidsskriftet er blevet udviklet.

Forlaget så fra starten vigtigheden af at knytte en redaktionskomité til tidsskriftet bestående af særdeles fremtrædende jurister, som ikke blot havde »fingeren på pulsen« på hver deres område og kunne bidrage med idéer til artikler mv., men som også gennem deres personlige kontakter til fremtrædende forfattere var i stand til at få idéerne ført ud i livet. Bladet ville aldrig være blevet til noget, hvis det ikke havde været for de mange særdeles fremtrædende jurister, som igennem årene har bidraget til arbejdet i redaktionskomitéen. En ganske særlig tak for mange års utrættelig og konstruktiv indsats til fhv. retspræsident for EF-Domstolen, adjungeret professor, dr.jur. Ole Due, Dommer ved Menneskeretsdomstolen, højesteretsdommer Peer Lorenzen, Rigsadvokat Henning Fode, direktør for Det Danske Center for Menneskerettigheder Morten Kjærum og advokat Jan-Erik Svensson.

Men uden de mange forfattere, der har bidraget til at skabe faglig analyse og debat på et særdeles højt niveau, var tidsskriftet naturligvis heller aldrig blevet til noget. Når man ser tilbage, kan man se, at forfatterne alt i alt har opfyldt den ambition, vi satte os i 1994-1995, nemlig at bringe højt kvalificerede beskrivelser og analyser på områderne EU-ret og menneskeret, som samtidig var let forståelige og brugbare for retslivets praktikere.

Redaktørerne af samlingen af domme fra Menneskeretsdomstolen, John Lundum og Jon Fridrik Kjølbro, fortjener en særlig tak. Det er efterhånden lykkedes at få bragt referater og analyser af domme fra Menneskeretsdomstolen med en ganske ringe forsinkelse. De fyldige registre, som blev udarbejdet i forbindelse med tidsskriftets start, og som byggede på Menneskeretsdomstolens egne inddelinger, har vist sig levedygtige og vil i en nær fremtid gøre det muligt at søge efter tidsskriftets domsreferater og analyser på Internettet og forhåbentlig via hyperlinks at klikke sig videre til Menneskeretsdomstolens originale tekster.

På EU-rettens område var det oprindelig meningen at søge at udarbejde tilsvarende løbende domsreferater. Det blev dog ikke til noget, bl.a. fordi EF-Domstolen selv udfolder en betydelig informationsvirksomhed. Igennem mange år har imidlertid Lars Kjølbye, der nu har en helt central placering i Europa-Kommissionens DG-Konkurrence, skrevet nogle særdeles læseværdige analyser af udviklingen i EF-Domstolens praksis i de enkelte år. Tidsskriftets læsere har i mange år kunnet glæde sig til, at der i det første nummer af hver ny årgang af tidsskriftet findes en analyse fra Lars Kjølbys hånd af EF-Domstolens praksis i det forløbne år, skrevet med en pen, der på én gang er rund, skarp, præcis, sine steder vittig, men altid overordentlig perspektivrig og fremragende.

Jeg skylder også adjunkt Jonas Christoffersen stor tak for, at han har påtaget sig at udvikle en tilsvarende serie artikler om Menneskeretsdomstolens praksis i det foregående år. De hidtidige artikler har været særdeles tankevækkende og lover godt også for fremtiden.

Jeg må stoppe her med at fremhæve enkelte forfattere frem for andre. Bladet er resultatet af et teamwork. Mange unge forfattere har trådt deres første børnesko i tidsskriftet og er i et vist omfang blevet ført »ved hånden«, når det har været nødvendigt eller har kunnet tilføre nye perspektiver til et udkast til artikel. Mange af disse unge forfattere har senere udviklet sig til sværvægtere på deres område, både nationalt og i visse tilfælde endog internationalt. Jeg håber, at nye talenter til stadighed vil prøve at få lov at komme i tidsskriftets spalter, og at redaktionen på denne måde til stadighed kan være med til at udvikle nye talenter på tidsskriftets områder.

En særlig tak må naturligvis også rettes til tidsskriftets læsere. Uden en kvalificeret læserskare, intet tidsskrift eller i hvert fald ikke et tidsskrift af høj kvalitet. Vi glæder os over tilbagemeldinger fra vore læsere og inviterer alle til at komme med positiv og negativ kritik, forslag til forbedringer osv. ved at skrive til tidsskriftets mailadresse eller til redaktøren på adressen: elmer@shret.dk.

I dette 10 års jubilæums nummer har vi samlet en række artikler, som ser tilbage på udviklingen i de 10 år på såvel det EU-retlige som det menneskeretlige område. Det er endnu en gang lykkedes at få fremtrædende bidragydere til at afsætte tid, tankevirksomhed og kræfter til at beskrive og analysere udviklingen på disse vanskelige områder på en måde, der efter min opfattelse er overordentlig perspektivrig.

EU-retten 1994-2004 er således behandlet særdeles tankevækkende af lektor, Ph.D. Morten P. Broberg, der både i Danmark og i det øvrige Europa anses for en af de mest fremtrædende eksperter specielt på EU-konkurrencerettens område. Temaet for artiklen er populært sagt: »hvor er vi nu – og hvor skal vi hen, du?« Et af de mere ømfindtlige spørgsmål, som af gode grunde ikke besvares i artiklen, er naturligvis, om Danmark vil gå sin egen vej eller fortsat slæbe i hælene af resten Europa.

De øvrige artikler er helliget udviklingen i menneskeretten. Afdelingsleder ved Institut for Menneskerettigheder, Ph.D. Birgitte Kofod-Olsen skriver om virksomhedernes ansvar på det menneskeretlige område. Det er et emne, som man må forudse, vil komme i kraftig udvikling i de kommende år.

Anklagemyndigheden og menneskerettighederne er titlen på den spændende artikel, som vicestatsadvokat Jesper Hjortenberg, Rigsadvokaten, har skrevet. For 10 år siden ville det nok have vakt (positiv?) opmærksomhed, hvis en fremtrædende anklager havde udtalt, at anklagemyndigheden i det daglige arbejde bør holde sig de alment anerkendte standarder og principper for øje, som er udviklet gennem internationale konventioner, rekommendationer mv. I dag kan konklusionen måske stadig overraske nogen, men udtalelsen afspejler utvivlsomt, at menneskerettigheder og menneskeretlige principper og tankegange gennem de seneste 10 år har fået en afgørende plads i arbejdet hos alle, der arbejder med straffeproces på den ene eller anden måde, også uden for politiet og anklagemyndigheden.

Kriminaldommer Peter Garde, Hillerød, bidrager med en særdeles underholdende og tankevækkende artikel om menneskerettighederne i en dansk kriminaldommers hverdag. Trods en muligt ikke helt uberettiget tvivl om hensigtsmæssigheden af Menneskeretsdomstolens afgørelser navnlig i Hauschildt- og Unterpertingersagerne konkluderer dommeren, at det praktiske retslivs loyalitet og respekt over for dommerne i Strasbourg er entydigt stor, og at ingen dansk straffedommer vil kunne virke uden nøje kendskab til disse afgørende retskilder.

Sidst, men ikke mindst, bidrager professor, advokat, dr.jur. Erik Werlauff med en grundig og særdeles interessant artikel om menneskerettigheder i dansk ret gennem de 10 år set fra advokat- og brugerside. Det er en særlig glæde for mig, at Werlauff, som efterhånden har hævdet sig som sin generations mest alsidige danske juridiske forfatter, endnu en gang har fundet tid, kræfter og inspiration til at bidrage til dette tidsskrift og til endnu en gang at sætte hævdvundne forestillinger under kvalificeret debat. Werlauff’s konklusion er, at udviklingen i retspraksis har distanceret sig fra motivudtalelser i inkorporeringsloven fra 1992 om en tilbageholdende anvendelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som korrektionsfaktor til dansk ret, og at den skete forskydning i retning af øget indflydelse for retslivets praktikere er både ønskelig og nødvendig.

Man spørger sig efter at have læst ikke mindst Werlauff’s artikel, om der egentlig er nogen grund til i Danmark at inkorporere menneskerettighederne på grundlovsniveau eller til at skifte til et såkaldt monistisk system. I praksis har domstolene formentlig allerede i dag skabt en retstilstand, der, også takket være en nær sammenhæng med frihedsrettighederne i den danske grundlov, tillægger menneskerettighederne en gyldighed, der i praksis står over lovgiveren, hverdagens kævl og dagligdagens skiftende politiske flertal.

Det skal blive interessant at se, om domstolene om endnu 10 år har udviklet sig yderligere i denne retning, og om menneskeretlige princippers forrang er støttet af f.eks. udviklinger i EU-retten eller endog af nye grundlovsbestemmelser.