Staten og trossamfund uden for Folkekirken (3.2002 side 125)


Advokat, dr.jur. Mogens Heide-Jørgensen, Lindh Stabell Horten A/S, København. † 2002.

 

Efter at ordningen med anerkendelse af trossamfund uden for Folkekirken er ophørt, har sådanne trossamfunds præster siden 1970 kunnet opnå vielsesbemyndigelse i henhold til Ægteskabsloven. Artiklen hævder, at betingelserne for tildeling af vielsesbemyndigelse er forvaltningsretligt tvivlsomme, og at de ikke harmonerer med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

1. Problemstilling

Junigrundloven indførte religionsfrihed. Borgerne fik ret til at danne trossamfund uden for Folkekirken, og ingen måtte længere på grund af sin tro berøves adgangen til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder. Den evangelisk-lutherske kirke fik særstatus som Folkekirke og ret til understøttelse af staten, jf. nu Grdl. 1953 §§ 4, 67 og 70.

Grdl. bebudede en lovgivning om de fra Folkekirken afvigende trossamfund. Inden for disse skelnede Grdl. mellem anerkendte og øvrige trossamfund. Den, der ikke godtgjorde at tilhøre et her i landet anerkendt trossamfund, skulle til skolevæsenet svare de til Folkekirken lovbefalede personlige afgifter. Ateister og medlemmer af ikke-anerkendte trossamfund måtte ikke tilskyndes økonomisk til at vende den religion ryggen, som staten understøttede eller anerkendte, Grdl. 1849 § 82.

Grdl. 1915 fjernede denne betalingsregel og dermed sondringen mellem anerkendte og ikke-anerkendte trossamfund.1 Grdl. 1953 har om trossamfund uden for Folkekirken kun bevaret løfteparagraffen om, at deres forhold skal lovreguleres, Grdl. § 69. Nogen sådan lovgivning foreligger ikke og bliver næppe heller gennemført.2

Medens det ligger fast, at staten skal acceptere, at der eksisterer ikke-folkekirkelige trossamfund, og at der hverken må diskrimineres mod medlemmer af disse eller mod ateister, har staten ikke efter Grdl. pligt til at ligestille trossamfund uden for Folkekirken med denne i henseende til at tillægge kirkelige handlinger borgerlige retsvirkninger. Under enevælden, hvor det var forbudt at bekende sig til nogen anden religion end den evangelisk-lutherske, havde man tilladt oprettelse af reformerte, romersk-katolske og mosaiske menigheder i Fredericia og senere i andre byer, idet de pågældende præster forrettede dåb og vielse med borgerlig gyldighed.3 Det var denne anerkendelse, som Grdl. 1849 refererede til; men det betød ikke, at enevældens praksis for anerkendelse nødvendigvis skulle videreføres under det nye styre. Det lagde da også på egen hånd en ny praksis til rette (ndfr. pkt. 2).

Da enhver kan tilslutte sig eller oprette en trosretning uden for Folkekirken, er der et menneskeretsaspekt forbundet med spørgsmålet om, hvorvidt det pågældende trossamfunds kirkelige handlinger tillægges borgerlige retsvirkninger. Betingelserne for at opnå denne anerkendelse er en del af læren om menneskerettighederne. Fra dette synspunkt har det interesse at undersøge, om og i så fald med hvilken begrundelse staten gør det vanskeligt for nyetablerede trossamfund at blive sidestillet med dem, hvis kirkelige handlinger tillægges borgerlige retsvirkninger.

Efter at anerkendelse af trossamfund er ophørt, består den statslige accept af trossamfund uden for Folkekirken i, at de pågældendes præster kan forrette vielser med borgerlig gyldighed (ndfr. pkt. 3). Lovgivningen har i øvrigt knyttet en række fordelagtige retsvirkninger til erhvervelse af vielsesbemyndigelse, navnlig af økonomisk karakter (fradragsret for gaver, fritagelse for visse skatter og afgifter).

Artiklen hævder, at betingelserne for at opnå vielsesbemyndigelse dels er forvaltningsretligt dubiøse (pkt. 4), dels er uforenelige med Den europæiske Menneskerettighedskonvention (pkt. 5).

2. Anerkendte trossamfund

2.1. Grundlovene indtil 1915 sondrede mellem anerkendte og øvrige trossamfund. Da de uden for Folkekirken stående trossamfunds forhold ikke var lovreguleret, måtte det administrativt besluttes, hvorledes begrebet anerkendte trossamfund skulle bestemmes, og hvilken umiddelbar retsvirkning anerkendelsen skulle udløse.

Spørgsmålet fandt sin afgørelse, da Kultusministeriet i 1862 tog stilling til Metodistkirkens ansøgning om anerkendelse.4 Ministeriet opstillede ved den lejlighed i samråd med Justitsministeriet nogle almindelige betingelser for anerkendelse. Næstefter at opfylde Grundlovskravet om, at trossamfundets love og formerne for dets gudstjeneste ikke måtte stride mod sædeligheden eller den offentlige orden, skulle trossamfundet have en vis teologisk og organisatorisk fasthed. Det indebar nærmere

»(...) dels at det paagjældende Samfund har udpræget sin Tilværelse og Character i en bestemt Bekjendelse og Organisation, der indeholder ikke blot dets Berettigelse til at erkjendes for et selvstændigt kirkeligt Samfund, men tillige Garantier for dets fortsatte Bestaaen under ordnede Forhold, i hvilken Henseende det navnlig maa være af Vigtighed, at der baade haves Anstalter til tilbørlig Uddannelse af vordende Præster og bestemte og betryggende Regler for disses Kaldelse eller Beskikkelse, og dels endelig at det til en fremmed Religionsbekjendelse hørende Menighedssamfund heri Landet, om hvis Anerkjendelse der er Spørgsmaal, maa have constitueret sig som en selvstændig Menighed og er i Besiddelse af de fornødne Midler til sin Subsistents som saadan, og i sin Spidse maa foruden Præsten have Forstandere eller Repræsentanter, der ere berettigede til paa Menighedens Vegne at indgive Andragender til Regjeringen, og til hvilke denne i fornødent Fald kan holde sig, navnlig med Hensyn til Kirkebøgernes betryggende Førelse«.

Justitsministeriet tiltrådte Kultusministeriets beskrivelse af grundlaget for anerkendelsespraksis, der måtte »ansees saa fuldkommen hjemlet ved de Forholds Natur, hvorom Talen er«. Justitsministeriet havde intet at erindre mod at indrømme Metodistkirken anerkendelse, når denne blev knyttet til

»(...) den Betingelse, at der til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet indgives, og af Samme approberes Forslag til Samfundets Repræsentation ligeoverfor Regjeringen, og at det skal være pligtigt at underkaste sig de Regler, der maatte foreskrives i Henseende til Indretningen og Førelsen af Kirkebøger, Udskrifter af disse, Indberetninger m. M.«.

Anerkendelse indebar som under enevælden, at dåb og vielse foretaget af trossamfundets præster fik borgerlig retsvirkning. Præsterne skulle ved kgl. resolution have en individuel anerkendelse, hvorved de bemyndigedes til at udføre de pågældende kirkelige handlinger samt føre kirkebøger og udskrive attester på linje med ministerialbogførende sognepræster i Folkekirken. I forbindelse med den personlige anerkendelse skulle præsten på ære og samvittighed erklære at ville overholde lovgivningen såvel i almindelighed som med hensyn til den borgerlige side af de kirkelige handlinger.5

Betingelserne for anerkendelse blev næsten ordret gentaget i senere udtalelser fra Kultus-, nu Kirkeministeriet.6 Kravet om særlig trosbekendelse skærpedes senere til et vilkår om, at vedkommende trossamfund tilhørte et af de store verdenssamfund.7 Ministeriet kom også ind på at stille mindstekrav til den enkelte menigheds størrelse og at betinge sig, at medlemmerne ikke boede for spredt.8 Anerkendelse forudsatte endelig, at trossamfundets lære afveg fra Folkekirkens; evangelisk-lutherske frimenigheder kunne ikke få anerkendelse.

Den administrative anerkendelse af trossamfund blev udtrykkeligt tiltrådt af Folketinget i 1865.9 Da Grundloven ved revisionen i 1915 droppede sondringen mellem anerkendte og øvrige trossamfund, havde det vel været det rigtigste at lovfæste den administrative praksis, der havde udviklet sig. Det gjorde man ikke.10 Praksis fortsatte, indtil anerkendelsesinstituttet endeligt ophævedes ved Ægteskabsloven af 1969. Da var en halv snes trossamfund blevet anerkendt.11 Præster, der senere er knyttet til disse, modtager fra Kirkeministeriet den personlige anerkendelse, som indgik i ældre praksis.

2.2. Anerkendelsesbetingelserne havde saglig relevans for bedømmelsen af, om de pågældende trossamfund burde betros opgaver, hvor de trådte i folkekirkens sted som forvaltere af bestemmelser i ægteskabs- og personnavneloven. Betingelserne havde ikke hensyn til fordele, som anden lovgivning måtte knytte til anerkendelsen.

Kirkeministeriet blev derfor stillet i en ny situation, da Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab (Jehovas Vidner) i 1962 ansøgte om anerkendelse. Ansøgningen betonede nemlig, at det af en række nærmere angivne økonomiske årsager – nedsat arve-, gave- og stempelafgift, særregler om ejendomsbeskatning – var vigtigt for trossamfundet at blive anerkendt. Ydermere var forholdet det, at Jehovas Vidner ikke praktiserede barnedåb og derfor ikke havde brug for at administrere de pågældende bestemmelser i Personnavneloven. Når det relativt store trossamfund (ca. 10.000 medlemmer) kun ønskede én person anerkendt som præst, viste det, at man primært gik efter de økonomiske gevinster ved at blive anerkendt.

Ingen tidligere ansøgning om anerkendelse havde med tilsvarende åbenhed lagt denne betragtning frem.

Kirkeministeriet var nu meget i tvivl om, hvilken stilling det burde indtage. Ministeriet forespurgte12 derfor Justitsministeriet, om anerkendelse var lovlig i et tilfælde, hvor

»(...) anerkendelse ikke i første række vil have til formål at sikre trossamfundet de med en anerkendelse oprindelig tilsigtede rettigheder, men derimod (...) at skaffe trossamfundet og dets medlemmer de senere til en anerkendelse af andre administrationsgrene knyttede goder, især af økonomisk art«.

I justitsministerens svar13 til kirkeministeren hed det bl.a.

»Jeg er enig med dig i, at anerkendelsesbegrebet har fået slagside ved de økonomiske fordele, der er knyttet til anerkendelsen, og Jehovas Vidner lægger da heller ikke i ansøgningen skjul på, at det er disse fordele, der er det primære for dem, men heller ikke dette vil i sig selv være nok til at nægte en anerkendelse, når man tager i betragtning, at også de før 1849-grundloven givne privilegier til trossamfund omfattede afgiftsmæssige begunstigelser.«

Justitsministerens svar savnede intet i tydelighed: Selv om man af forskellige grunde ikke brød sig om Jehovas Vidner, kunne man ikke hænge et afslag op på, at trossamfundet var optaget af de økonomiske fordele og ikke havde synderlig brug for at give sine medlemmer kirkelig betjening med borgerlig retsvirkning som i folkekirken.

Kirkeministeriet gjorde i den følgende tid Jehovas Vidners ansøgning til genstand for principielle overvejelser, som dog ikke ses at have ført til noget resultat, før trossamfundet fik vielsesbemyndigelse efter de nye regler i Ægteskabsloven af 1969.14

Justitsministeriets standpunkt var i god overensstemmelse med den almindelige forvaltningsret. Administrationens skøn er ikke frit. Skønnet giver kun ret til at inddrage hensyn, der er saglige i forhold til forvaltningsformålet, in casu betryggende varetagelse af kompetencer i henhold til Ægteskabs- og Personnavneloven, derunder ministerialbogføring og meddelelse af ministerialbogsudskrift. Bedømmelsen af, om der foreligger et trossamfund, og skønnet over, om det er i stand til at udøve de nævnte kompetencer, må ikke påvirkes af anerkendelsens økonomiske fordele.

3. Vielsesbemyndigelse efter Ægteskabsloven

Den administrative praksis for anerkendelse af trossamfund ophørte, da Ægteskabsloven af 1969 gav regler om vielsesbemyndigelse til præster tilknyttet ikke-anerkendte trossamfund uden for Folkekirken.

Reglerne findes i lovens § 16, stk. 1, nr. 3, og § 17, stk. 2, der lyder:

Ȥ 16. Kirkelig vielse kan finde sted:

1) [i folkekirken]

2) [i anerkendte trossamfund]

3) inden for andre trossamfund, når en af parterne hører til vedkommende trossamfund, og trossamfundet har præster, som af kirkeministeren er bemyndiget til at foretage vielser.

Stk. 2. – – –

§ 17. – – –

Stk. 2. Kirkelig vielse uden for folkekirken foretages af de præster, som er særligt bemyndiget dertil.«

Til bestemmelserne slutter sig en regel i lovens § 20, stk. 4, 3. pkt., hvorefter kirkeministeren godkender fremgangsmåden ved vielser efter § 16, stk. 1, nr. 3. Præster med vielsesbemyndigelse har ingen funktioner i henhold til Personnavneloven.

Ægteskabslovens § 16, stk. 1, nr. 3, nævner ingen kriterier for udøvelsen af det skøn, der tilkommer ministeren. Det samme gælder Kirkeministeriets bekendtgørelse og cirkulære om kirkelig vielse uden for folkekirken.15

Retningslinier for skønnet findes derimod i en udtalelse fra Kirkeministeriet, afgivet til brug for Folketingets behandling af justitsministerens forslag til ægteskabslov.16 For meddelelse af vielsesbemyndigelse er det en forudsætning, at

»(...) der er tale om et egentligt trossamfund i dette ords sædvanlige betydning, altså ikke blot en religiøs »bevægelse« eller en religiøs eller filosofisk forening, men en sammenslutning eller forsamling (et religionssamfund), hvis primære formål er gudsdyrkelse (kult) efter en nærmere udformet lære eller ritus. Dette vil blive påset, første gang en præst (...) inden for et ikke-anerkendt trossamfund søges bemyndiget til at forrette vielser. Det vil tillige blive påset, at der i trossamfundet intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden, samt at trossamfundet har en sådan organisation, at der findes lovligt valgte repræsentanter, som på trossamfundets (...) vegne kan fremsætte begæring om, at en eller flere af samfundets præster (...) bemyndiges til at forrette vielser. Ligeledes vil det ved henvendelse til politiet blive søgt oplyst, om der foreligger ufordelagtige oplysninger om den foreslåede vielsesforretters vandel (...). Det må endvidere godtgøres, at den pågældende, hvis han ikke er dansk, har lovligt ophold her i landet og at han – af hensyn til pligtmæssige indberetninger til myndighederne – er det danske sprog mægtigt i skrift og tale.

Ordningen indebærer altså kort sagt, at visse krav såvel til trossamfundet som til dets vielsesforrettere skal være opfyldt. Der vil her – ligesom med hensyn til anerkendelse af trossamfund – være tale om udøvelse af et vist skøn. Eventuelle tvivlsspørgsmål, som ikke kan forudses på nuværende tidspunkt, må finde deres løsning i forbindelse med behandlingen af de enkelte andragender (...)«.

Kirkeministeriet har i henhold til Ægteskabslovens § 16, stk. 1, nr. 3, meddelt eller givet tilsagn om vielsesbemyndigelse til præster inden for 79 trossamfund.17 Denne i forhold til anerkendelsespraksis betydelige udvidelse stemmer overens med det erklærede formål bag vielsesbemyndigelsesordningen, nemlig at nedsætte kravet til den enkelte menigheds størrelse.18 I øvrigt viser citatet, at man agtede at lægge vægt på de samme momenter som hidtil med hensyn til bestemmelse af begrebet trossamfund og krav til samfundets organisation.

3.2. Citatet viser dernæst, at Kirkeministeriets besvær med Jehovas Vidners i pkt. 2 nævnte sag ikke har sat sig spor i de skønskriterier, som ministeriet præsenterede Folketinget for i 1969. Forhandlingerne havde været en nærliggende lejlighed for ministeriet til at lægge et grundlag for en ny praksis, hvis den hidtidige havde voldt problemer, som man havde haft svært ved at løse. Det skinner imidlertid igennem Kirkeministeriets fremstilling, at hensynet til kontinuitet i forhold til anerkendelsespraksis før 1969 har været afgørende. Beføjelsen efter Ægteskabslovens § 16, stk. 1, nr. 3, er – med to modifikationer19 – identisk med anerkendelsespraksis. Særligt bør fremhæves, at ministeriet til slut i sin præsentation tager et forståeligt forbehold med henblik på »eventuelle tvivlsspørgsmål, som ikke kan forudses på indeværende tidspunkt«. Men netop den økonomiske fordel af at være anerkendt var en velkendt problemstilling fra Jehovas Vidners sag, og der var ved Justitsministeriets hjælp taget et klart standpunkt hertil.

Det har derfor formodningen imod sig, at administrationen på egen hånd kan indlade sig på ved udøvelsen af skønnet efter Ægteskabslovens § 16, stk. 1, nr. 3, at se hen til, at vielsesbemyndigelse udløser fordele af økonomisk karakter.

3.3. Begrebet trossamfund defineres ikke i Ægteskabsloven. Det er derimod Kirkeministeriets pligt at danne sig en mening om, hvorledes det – inden for de grænser, der er lagt i ministeriets udtalelse til Folketinget – vil forstå lovens trossamfundsbegreb.

Man kunne måske anlægge den betragtning, at det netop som følge af, at et betydeligt antal foreninger nu kan opnå Kirkeministeriets forudsætningsvise anerkendelse af at være trossamfund, er påkrævet at inddrage nye betingelser for at opnå denne, eller at det i al fald ikke er usagligt at inddrage kriterier, som det ikke var nødvendigt at arbejde med under ældre praksis.

Betragtninger af den art kan isoleret set have noget for sig: Efter at den talmæssige begrænsning er markant svækket, har langt flere trossamfund end før mulighed for at opnå den anerkendelse, der ligger i at få en præst tillagt vielsesbemyndigelse. Der kan da siges at være et behov for udskillelsesmekanismer, som ældre praksis ikke behøvede.

Denne tankegang er det imidlertid ikke muligt at forene med Ægteskabslovens ordning.

Sammenligner man vielsesbemyndigelsen efter denne lov med den bemyndigelse, der gives anerkendte trossamfunds præster, er den første langt snævrere. Den angår kun selve vielsesceremonien. End ikke den påfølgende attestudstedelse har man betroet den vielsesbemyndigede præst.20 Og præsten har i modsætning til anerkendte trossamfunds præster hverken at gøre med navngivning eller med ministerialbogsføring.

Når man efter 1970 kun har villet indrømme trossamfundets præst denne snævre, formelt prægede kompetence, er det for så vidt i samklang med den liberalisering af praksis, som skete med Ægteskabsloven.

Som begrebet trossamfund er bestemt i lovforarbejderne, er det – bortset fra kravet til menighedens størrelse – praktisk taget uforandret i forhold til ældre anerkendelsespraksis. I betragtning af den meget begrænsede retsvirkning af at meddele vielsesbemyndigelse ses der ikke at være noget holdepunkt for, at det skulle være sagligt begrundet at gøre det sværere at opnå anerkendelse som trossamfund. Et trossamfund, der før 1970 opfyldte kravene (derunder de størrelsesmæssige) for at blive anerkendt, skal ikke efter 1970 stilles over for en bedømmelse, der inddrager nye skønskriterier.21

Fra et parlamentarisk synspunkt er det ikke acceptabelt, hvis Kirkeministeriet ved udøvelsen af skønnet efter Ægteskabslovens § 16, stk. 1, nr. 3, uden om Folketinget inddrager kriterier, der knytter sig til økonomisk fordelagtige retsfølger, som anden lovgivning forbinder med en persongruppes status af »trossamfund« i Ægteskabslovens forstand. En sådan praksisændring må forudsætte en orientering af Folketinget.

4. Nye retningslinier for det administrative skøn?

4.1. Biskoppen over Københavns Stift blev i en årrække efter Ægteskabslovens gennemførelse rådspurgt af Kirkeministeriet i sager, hvor der var søgt om vielsesbemyndigelse. I erkendelse af, at denne ordning kunne virke stødende, blev rådgivningsfunktionen i 1998 overført til et sagkyndigt udvalg på 4 medlemmer bestående af en religionshistoriker, en religionssociolog, en teolog og en jurist.

Udvalget har i marts 1999 offentliggjort et dokument, »Vejledende retningslinier udarbejdet af det rådgivende Udvalg vedr. Trossamfund«. Retningslinierne er udvalgets egne. De skal ikke godkendes af kirkeministeren, som for sit vedkommende ikke heller er bundet af udvalgets indstillinger.22 Noget andet er, at Kirkeministeriet som den myndighed, der træffer endelig administrativ afgørelse i vielsesbemyndigelsessager, ikke bør kunne stille sig indifferent med hensyn til, om retningslinierne støder an mod gældende ret. Da ministeriet ikke har udtalt sig imod udvalgets retningslinier, tør det antages, at de er stiltiende accepteret af ministeriet.

Udvalget23 ser det som sin

»vigtigste opgave at sikre, at alle organisationer, som søger om særstatus som trossamfund i Danmark, bliver vurderet ud fra ensartede, klare, sagligt begrundede kriterier«.

Man kan kun erklære sig enig i dette udsagn såvel som i omtalen af, at

»religions- og trosfriheden sikrer det enkelte menneske ret til at vælge og fravælge en religiøs livsanskuelse og organisationers ret til at bekende deres lære og udføre deres ritus«.

Udvalget lancerer, hvad det betegner som en »minimumsdefinition« af religionsbegrebet. En religionssociologisk debat af dette begreb falder uden for denne artikels rammer.24

4.2. Udvalget fremsætter herefter nogle synspunkter på betingelserne for at acceptere en organisation som et trossamfund.

Efter rigtigt at have konstateret, at den ministerielle godkendelseskompetence ikke har karakter af vurdering af religioner, går Udvalget videre med at sige,25 at godkendelse hviler på

»den forvaltningsretlige opfattelse, at den ministerielle godkendelse som et trossamfund udgør en uddelegering af den udøvende magt. Derfor forbeholder ministeriet sig retten til at skønne over, hvorvidt denne uddelegering sker på en forvaltningsretligt forsvarlig måde.«

Det kan drøftes, om det pompøse udtryk »uddelegering af den udøvende magt« træffer det rette til beskrivelse af den ceremonielt prægede og i sine retsvirkninger snævert afgrænsede handling, som det offentlige betror den vielsesbemyndigede præst at foretage. Udvalget synes at forstå »godkendelse som et trossamfund« som en beslutning, der i sig selv udløser en række retsvirkninger, under ét betegnet som »uddelegering af den udøvende magt«. Nogen støtte i Ægteskabsloven har denne forståelse ikke. Efter loven foreligger »godkendelse som et trossamfund« som et forudsætningsvist (præ­judicielt) spørgsmål, hvis positive besvarelse kun er et vilkår for, at vielsesbemyndigelse kan meddeles. Det er ikke godkendelsen som trossamfund, men kun vielsesbemyndigelsen, der repræsenterer en »uddelegering af den udøvende magt« af et højst beskedent omfang.26

Udvalget27 lægger imidlertid megen vægt på den i vielsesbemyndigelsen forudsatte godkendelse som trossamfund:

»Den ministerielle godkendelse som trossamfund indebærer såvel direkte som indirekte privilegier. Derfor har udvalget fundet det rimeligt at udarbejde vejledende kriterier for sine vurderinger af indkomne ansøgninger om en sådan godkendelse. Disse kriterier ligger tæt op ad dansk lovgivning og ministeriel praksis.«

Skal det sagte forstås som en neutral konstatering af, at den i bemyndigelsen forudsatte godkendelse som trossamfund kan have betydning i henhold til anden lovgivning, kan der ikke indvendes noget væsentligt mod betragtningen. Derimod er den uheldig, hvis den betyder, at Udvalget vil lade udsigten til opnåelse af »direkte og indirekte privilegier« være et kriterium for bestemmelsen af en organisation som trossamfund. Udtalelser fremsat af Udvalgets formand kan imidlertid kun forstås således, at det er dette, som Udvalget har haft i tankerne.28

Når Udvalget29 erklærer, at

»lovgivningen forudsætter en klar adskillelse mellem religion og erhvervsmæssig virksomhed«,

er det ikke oplyst eller efter sammenhængen sikkert, hvilken lovgivning der sigtes til, og hvad begrebet erhvervsmæssig virksomhed dækker. Det er uden videre klart, at et trossamfund som juridisk person har frihed til at administrere sin kapital, faste ejendomme og andre aktiver forretningsmæssigt forsvarligt, opkræve bidrag af sine medlemmer, og oppebære indtægter ved bogsalg, kurser m.v. Den egentlige gudsdyrkelse omfatter ikke kun selve de religiøse handlinger under en gudstjeneste. Også de praktisk-økonomiske forudsætninger for det religiøse livs udfoldelse indgår deri.30 Det kan derfor ikke være denne økonomiske virksomhed, Udvalget tænker på; men en positiv angivelse af, hvilke forhold Udvalget har haft i tankerne, mangler.

Medens det må tiltrædes, at Udvalget forbeholder sig »ret til at undersøge, om (...) gudsdyrkelse er trossamfundets hovedformål«, giver retningslinierne ikke sikkert grundlag for at analysere, hvad der ligger i forbeholdet om undersøgelse af skillelinjen mellem religion og erhvervsmæssig virksomhed. En regnskabsgennemgang, som Udvalget naturligvis har ret til at foretage, kan ikke give kundskab om andre aktiviteter end dem, som regnskaber normalt udviser,31 og kan derfor næppe have afgørende betydning for vurderingen af, hvad der er et trossamfunds hovedformål.

De internationale konventionsbestemmelser til beskyttelse af religionsfriheden indeholder ikke holdepunkter til afgrænsning af religionsudøvelse fra, hvad retningslinierne kalder erhvervsmæssig virksomhed.

I en uddybning32 af den ovenfor nævnte betragtning om de af godkendelsen følgende direkte og indirekte privilegier opregner Udvalget følgende:

Disse privilegier forbinder retningslinierne med et krav om tillid, jf. det følgende.

4.3. En sammenfatning34 af de dokumentationskrav, der efter Udvalgets opfattelse må stilles, siger, at godkendelse som trossamfund

»må hvile på tillid af hensyn til økonomiske og andre fordele, ansvar ved udpegede repræsentanter, åbenhed i forhold til lære og kultus, samt kontinuitet i forhold til trossamfundets størrelse og præsternes uddannelse. Derudover betragtes det som en forudsætning, at godkendte trossamfund i lighed med det øvrige samfund respekterer menneskerettighederne, navnlig religions- og trosfrihed, herunder retten til at skifte religion.«

Det er vanskeligt at se, at det kan ligge inden for rammerne af Kirkeministeriets skøn eller inden for Det rådgivende Udvalgs kompetence at operere med et ikke nærmere præciseret tillidshensyn, som forbindes med økonomiske og andre fordele for vedkommende trossamfund.

Kirkeministeriet administrerer en regel om vielsesbemyndigelse til et trossamfunds præster og kan – som det allerede sker – i den forbindelse inddrage et tillidshensyn, idet man fra Kriminalregistret indhenter oplysninger om den pågældende persons vandel.

Noget helt andet er, hvis bedømmelsen af begrebet trossamfund vil inddrage forestillinger om, hvorvidt staten kan have tillid til samfundets virksomhed, samtidig med at der ikke må foretages en indholdsmæssig vurdering af religionen. Skal skønstemaer hentet fra andre ressortområder indgå i Kirkeministeriets overvejelser, må det i al fald kræves, at det er sagligt begrundet i forhold til hovedspørgsmålet om vielsesbemyndigelse, og at der – som tilfældet er med vandelskriteriet – indhentes en udtalelse fra vedkommende myndighed. Inddrager Det rådgivende Udvalg på egen hånd sådanne kriterier, bliver Kirkeministeriet stillet over for den opgave enten at skulle frasortere dem som forvaltningsretligt irrelevante eller at verificere dem. Det sidste kræver ud over en høringsprocedure, at skønshensynene er sagligt begrundede i forhold til forvaltningsformålet.

Kravet om saglighed i forhold til forvaltningsformålet bygger på den almindelige forvaltningsrets lære om det »materielle specialitetsprincip«, der blev introduceret herhjemme i Poul Andersens disputats om magtfordrejningsbegrebet og senere udbygget i hans forvaltningsretlige fremstillinger.35 Synspunktet er, at en forvaltningsmyndigheds skønsmæssige beføjelser altid er indrømmet for visse mere eller mindre skarpt afgrænsede formåls skyld. Myndigheden kan ikke benytte skønnet til opnåelse af formål, der ligger uden for disse begrænsende forudsætninger. I nyere tid har Bent Christensen argumenteret for en mere nuanceret brug af specialitetsprincippet,36 der efter denne forfatters mening bør tillægges størst betydning for

»(...) forvaltningsorganer med snævre og specialiserede opgaver og i situationer, hvor det undersøgte formål ligger langt fra vedkommende forvaltningsorgans kerneområde«.37

Men selv når man holder sig til denne moderate version af magtfordrejningslæren, kan Kirkeministeriets kompetence efter Ægteskabslovens § 16, stk. 1, nr. 3, ikke betegnes som andet end snæver og specialiseret. Og de af Udvalget nævnte privilegier ligger – med undtagelse af adgangen til brug af kirkegårde – langt fra ministeriets kerneområde.

Skønnet efter lovbestemmelsen knytter sig til de tre momenter, som er markeret over for Folketinget: præstens vandel, trossamfundets organisation og størrelse mv., og dets lære. Det vil da være uholdbart at inddrage udsigten til fordelagtige retsvirkninger af økonomisk karakter i skønnet.

4.4. Forvaltningslovens krav om begrundelse og om ret til kontradiktion gør det vanskeligt at forbinde noget selvstændigt betydningsindhold med retningsliniernes krav om tillid.

Ufordelagtig presseomtale med mere eller mindre underforståede sigtelser for strafbart forhold kan i al fald ikke lovligt indgå i bedømmelsesgrundlaget. En korrekt fremgangsmåde vil i givet fald være at stille sagens behandling i bero på politimæssig efterforskning af de fremsatte sigtelser.38

Indebærer tillidskravet et forbehold med hensyn til, at ministeriet ikke kan træffe afgørelse uden at have fået indsigt i alt relevant materiale om det ansøgende trossamfunds virksomhed, er det blot en omskrivning af det såkaldte officialprincip. Det er en selvfølge, at Kirkeministeriet som offentlig myndighed har ret og pligt til at fremskaffe et fyldestgørende beslutningsgrundlag, og at ansøgere skal fremlægge de oplysninger, der ønskes. Retningsliniernes krav om åbenhed er i så henseende uproblematiske.

5. Forholdet til Grundloven og EMRK

5.1. Drøftelsen ovenfor af Det rådgivende Udvalgs retningslinier har for så vidt været negativt orienteret, som jeg har forsøgt at betvivle den forvaltningsretlige holdbarhed af nogle af de forestillinger og kriterier, som Udvalget arbejder med.

De følgende overvejelser har en positiv retning ved at se på spørgsmålet om, hvorvidt retskilder på forfatnings- og konventionsniveau kan påberåbes til støtte for det synspunkt, at en ansøgende organisation – uanset skønsmomentet (»kan«) i Ægteskabslovens § 16 – har retskrav på den anerkendelse, der ligger i at en Kirken tilhørende præst erhverver vielsesbemyndigelse.

5.2. Grdl. § 67 giver borgerne ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning. Udtrykket »dyrke Gud« er ikke entydigt; men det indeholder efter herskende opfattelse ingen begrænsning til monoteistiske religioner. Det fortolkes som sigtende til dyrkelse af enhver guddom eller guddommelighed, idet kultens genstand har karakter af en ubetinget, transcendent kraft af kosmologisk karakter. Da samfundets primære formål skal være kultisk, kræves det, at samfundet har en nærmere udformet lære og ritus.39 Vielse henregnes til de kultiske handlinger som naturligt faldende ind under begrebet gudsdyrkelse.40

Det rådgivende Udvalgs bestemmelse af begrebet gudsdyrkelse er på linje med denne fortolkning.41

Gudsdyrkelsesbegrebet i Grdl. § 67 skal imidlertid samfortolkes med det bredere trosbegreb i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Denne har derfor afgørende betydning for besvarelsen af det spørgsmål, der stilles i pkt. 5.1.

5.3. EMRK er som bekendt gældende dansk ret.

Medlemslandene har en vis adgang til selvstændig fortolkning af de konventionsbestemmelser, der giver plads for et skøn. Forarbejderne til den danske inkorporeringslov af 199242 udtaler således,43 at konventionen

»(...) indeholder en række vage standarder, der overlader et betydeligt skøn til de enkelte medlemsstater, og de valg, som udøvelsen af dette politiske skøn indebærer, bør træffes af lovgivningsmagten og ikke af domstolene. Dette gælder både på områder, hvor der ikke kan hentes fortolkningsbidrag fra konventionsorganerne, og på områder, hvor der f.eks. er afsagt en eller flere domme af Menneskerettighedsdomstolen.

(...)

Det er et vigtigt element i den principielle balance mellem lovgivningsmagten og domstolene, at lovgivningsmagten træffer valg af denne karakter, og udvalget lægger vægt på, at denne balance opretholdes.

Det har også afgørende fordele af hensyn til borgernes retssikkerhed, at det i forbindelse med tilpasning af en lov med henblik på opfyldelse af konventionskomplekset fastlægges af lovgivningsmagten, hvad retstilstanden er.

(...)

Udvalget finder således, at domstolene også efter en inkorporering af konventionen ved lov bør være tilbageholdende med at anlægge en selvstændig fortolkning af konventionen, i hvert fald hvor dette ville kunne indebære mere vidtrækkende konsekvenser for retstilstanden.«

Kirkeministeriets pligt til at overholde EMRK må forstås i lyset af disse bemærkninger. Ministeriet kan ikke administrativt uden om Folketinget indtage fortolkningsstandpunkter, der indebærer konflikt med EMRK og den af Menneskerettighedsdomstolen fastlagte retspraksis.

5.4. EMRK artikel 9 beskytter tanke-, samvittigheds- og religionsfriheden, derunder retten til religionsudøvelse. Artiklen lyder:

»Stk. 1. Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til (...) offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke.

Stk. 2. Frihed til at udøve sin religion eller tro skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andre rettigheder og friheder.«

Religionsfriheden er som international menneskeret desuden reguleret i artikel 18 i FN-konventionen om civile og politiske rettigheder (CCPR), som Danmark ratificerede i 1972. Definitionerne på religionsfrihed (og dermed på religion) er i EMRK og CCPR næsten ens, og de to bestemmelser antages derfor at skulle fortolkes overensstemmende.44

For at en overbevisning kan siges at have en religiøs og dermed beskyttelsesværdig karakter kræves, at den kan identificeres i en dogmatik;45 men konventionspraksis stiller ikke nærmere krav til dennes indhold. Litteraturen i tilknytning til EMRK artikel 9 arbejder da også med ret brede bestemmelser af religionsbegrebet. EMRK sidestiller ligefrem tro, overbevisning og religion.46 En handling må for at være omfattet af konventionen udtrykke et sammenhængende, seriøst syn på fundamentale problemer, idet den religiøse opfattelse udtrykkes ved den konkrete manifestation.47

Denne rummelige definition synes at kunne give plads for omdiskuterede amerikanskprægede nyreligiøse foreteelser som Moon og Scientology. Undertiden fremstilles sidstnævnte som en mystisk forretningsvirksomhed, hvis betegnelse »kirke« blot er en maske. På den anden side findes i dansk48 og udenlandsk49 menneskerettighedslitteratur udtalelser, der opfatter de to trosretninger som religioner. Fra teologisk side har man argumenteret i lignende retning.

Det svenske Kammarkollegium gav fornylig Scientologi Kyrkan ret til at forrette vielser med borgerlig gyldighed i Sverige.50 Kammarkollegiet henviste til den omfattende dogmatik i form af grundlæggeren L. Ron Hubbards værker og til den åndelige vejledning, som Kirken giver på forskellige trin, den såkaldte auditing. Og man pegede på, at Kirken har ritualer for navngivning, vielse og begravelse og afholder regelmæssige andagter og sammenkomster.

Ingen af konventionerne arbejder med begrebet trossamfund, men taler om at udøve religion i fællesskab med andre51 uden at stille nærmere krav til fællesskabets karakter. Konventionsbeskyttelsen går formentlig først tabt, når de organisatoriske rammer er helt udflydende, fx hvis tilhørsforholdet er af åndelig-telepatisk karakter.

5.5. Et andet spørgsmål er, om EMRK kan støtte den anskuelse, at et trossamfund, hvis stilling som sådant er utvivlsom, ligefrem har krav på vielsesbemyndigelse her i landet, efter at Kirkeministeriet nu har meddelt en sådan til 80 trossamfund. Indeholder konventionen en lighedsgrundsætning, som må føre til dette resultat?

Udgangspunktet for overvejelserne af dette spørgsmål er EMRK artikel 14, der lyder:

»Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden nogen forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørighed til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller andet forhold.«

Artiklen står accessorisk til EMRK’s øvrige regler. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis viser imidlertid, at artiklen anvendes som et selvstændigt diskriminationsforbud.52 Også Kommissionen har i en meget kendt afgørelse fra 1968 antaget, at overtrædelse af artikel 14 ikke nødvendigvis forudsætter overtrædelse af nogen anden artikel i EMRK.53

Domstolen kan statuere diskrimination ikke kun, hvor det indklagede medlemsland har afskåret en borger fra en rettighed, men også når vedkommende er nægtet en skønsmæssig tilladelse, som andre i lignende situationer har modtaget.54 Synspunktet var fremme i en dom fra 1985:

I Abdulaziz, Cabales & Balkandali v. United Kingdom55 havde 3 udenlandske kvinder havde fået opholdstilladelse i UK. De indgik senere ægteskaber med udenlandske mænd. Britisk fremmedlovgivning gav dengang ikke automatisk en udenlandsk mand, hvis hustru havde opholdstilladelse, ret til ophold i UK. Derimod kunne en udenlandsk mand, der efter at have fået opholdstilladelse i UK indgik ægteskab med en udenlandsk kvinde, imødese opholdstilladelse til hustruen.

Domstolen fastslog, at denne forskelsbehandling vel ikke overtrådte nogen af EMRK’s udtrykkelige menneskeretsregler. Domstolen argumenterede imidlertid videre således: Når en stat først har besluttet at give udenlandske mænd ret til sammenføring med deres udenlandske hustruer, har staten pligt til at gøre det samme i forhold til udenlandske kvinder, medmindre der er objektiv og rimelig grund til forskelsbehandling.

Det synspunkt, som Domstolen her anlagde, er i et af de europæisk anerkendte standardværker om EMRK56 formuleret således:

»The Convention is concerned mainly with what might broadly be called freedom rights, which by their nature do not in general require a specific performance on the part of the authorities, but oblige them to refrain from restrictive interference. If, how­ever, the authorities proceed in one way or another to specific performance in a field connected with one or more of the rights in question, they are obliged to do so without discrimination. If, for instance, they proceed to subsidise a particular community or to promote education in a particular language, other religious communities or other linguistic communities are in principle entitled to the same treatment. Such a right in itself is not laid down in the Convention, but it derives its protection from the operation of Article 14.«

Ikke enhver forskelsbehandling er konventionsstridig diskrimination. Domstolen anser kun en forskellig behandling af to sammenlignelige situationer som retstridig diskrimination, når forskelsbehandlingen savner objektiv og rimelig begrundelse. Forskelsbehandlingen skal dermed forfølge et legitimt formål.57 Og der skal være proportionalitet mellem mål og midler.58

Domstolen stiller særlig stærke krav til de saglige grunde, som en forskelsbehandling hviler på, når der er tale om forskelle knyttet til konventionsbeskyttede rettigheder. Der skal da foreligge vægtige (weighty) eller tvingende (compelling) grunde til forskelsbehandling.59 En forskelsbehandling, der alene knytter sig til religiøs overbevisning, er som statueret i en afgørelse fra 1993 »not acceptable«.60

Når det er godtgjort, at en sammenslutning må betegnes som et trossamfund, må følgen – i lyset af, at henved 80 trossamfund har fået vielsesbemyndigelse – være, at det som udgangspunkt har krav på, at Kirkeministeriet imødekommer dets ansøgning om vielsesbemyndigelse efter Ægteskabslovens § 16. Kravet er ikke absolut; men det er en nødvendig følge af de strenge kriterier, som en forskelsbehandling skal opfylde for at kunne accepteres af Domstolen. Kravet virker som en streng bevisbyrderegel.

Det tillidshensyn, som nævnes i Det rådgivende Udvalgs retningslinier,61 er ikke foreneligt med dette bevisbyrdekrav. Retningsliniernes tillidskriterium lægger en bevisbyrde, hvis indhold er helt ubestemt, på trossamfundet.

Bevisbyrdereglens nærmere indhold beror på en fortolkning af Domstolens praksis omkring artikel 14.

Lægger man den praksis til grund, der angår forskelsbehandling af konventionsbeskyttede rettigheder, bliver kravet til bevisbyrden endog meget strengt.62

6. Konklusion

Efter min mening er de retningslinier, som Det rådgivende Udvalg vedtog i marts 1999, angribelige dels i forhold til den administrative praksis, som Kirkeministeriet annoncerede for Folketinget i 1969, dels i forhold til den almindelige forvaltningsret, dels i forhold til Danmark forpligtelser i henhold til EMRK. Udvalget bør begrænse sin sagkyndige rådgivning til en udtalelse om, hvorvidt vedkommende ansøger kan betegnes som et trossamfund eller ej.

Det til EMRK artikel 14 knyttede diskriminationsforbud stiller så betydelige krav til den retlige og faktiske begrundelse, som afslag på ansøgninger om vielsesbemyndigelse fra et trossamfund skal baseres på, at afstanden til et materielt retskrav på imødekommelse af en ansøgning bliver mere formel end reel.

Noter

1.   Forarbejderne til Grdl 1915 siger intet om baggrunden for ændringen.

2.   Espersen Dansk Kirkeret Alm. Del 2. udg. (1999) s. 189.

3.   Roesen Dansk Kirkeret 3. udg. (1976) s. 353ff.

4.   Kirke- og Undervisningsmin. skr. af 1. febr. 1862 og Justitsmin. skr. af 2. sept. s.å., jf. Skibsteds Love og Expeditioner vedkommende Kirke- og Skolevæsenet 1862.

5.   Espersen Kirkeret Alm. Del 2. udg. (1999) s. 190f.

6.   Ministeriets skr. af 20. jan. 1903 til menighedsforstanderne for De forenede Baptistmenigheder i Danmark, Goos & Damkier Love og Ekspeditioner vedkommende Kirke- og Skolevæsenet 1903 s. 11.

7.   Kirkemin. skr. 10. okt. 1927, omtalt af Roesen Dansk Kirkeret s. 349.

8.   Anerkendelsen gjaldt »for et bestemt afgrænset, ikke for udstrakt område, f.eks. en købstad med et eller to tilgrænsende landsogne«, Roesen anf. st. s. 348. – Folketingets Ombudsmand ville ikke kritisere, at Kirkeministeriet på grund af Islam Danmarks medlemstal (ca. 45) havde skønnet, at trossamfundet ikke var af en sådan størrelse, at der kunne meddeles det anerkendelse, FOB 1961 s. 84.

9.   Rigsdagstidende, Folketingets Forhandlinger 1864-65 sp. 2403f.

10. Zahle Dansk forfatningsret 2, 2. udg. (1996) s. 151.

11. Espersen Folkekirkens styrelse (1990) s. 110, samme Dansk Kirkeret Alm. Del 2. udg. (1999) s. 190, Roesen Dansk Kirkeret 3. udg. (1976) s. 348, Folketingets Forhandlinger 1995-96 s. 3416-17. Anerkendelse har Mosaisk Troessamfund, den romersk-katolske kirkes, den reformerte kirkes, metodistkirkens og baptistkirkens samt de til den svenske, norske, engelske og russiske kirke i København knyttede menigheder.

12. Kirkemin. skr. af 21. august 1963.

13. Justitsministerens underhåndsbrev af 27. april 1964 til kirkeministeren. Referatbemærkninger i Justitsministeriets journalsag viser, at man foretrak den uformelle personlige korrespondance på ministerplan for et svar på ministeriets officielle brevpapir.

14. Jehovas Vidner klagede til ombudsmanden over den lange tid, der var medgået til sagsbehandlingen i Kirkeministeriet, jf. FOB 1968 s 55, hvor det oplyses, at ministeriet fandt det meget tvivlsomt, om trossamfundet kunne opnå anerkendelse alene med henblik på at kunne foretage ægtevielse med borgerlig gyldighed.

15. Bkg. 548 1. dec. 1969 og cirk. 260 16. dec. 1969.

16. Kirkemin. skr. af 10. april 1969 til Justitsmin., optrykt i Folketingets Forhandlinger 1968-69 tillæg B sp. 1929-30 og refereret i Espersen Kirkeret Alm. Del (1999) s. 191f.

17. Kirkemin. hjemmeside, opdateret pr. 13. marts 2002, nævner de pågældende trossamfund. Jehovas Vidner er et af dem. Andre, der tidligere har fået afslag på status som anerkendt trossamfund, er mormonerne, adventisterne og Islam.

18. Bestemmelsen har betydning for trossamfund, der på grund af lavt medlemstal eller af andre grunde ikke er anerkendt, samt for frimenigheder, Folketingets Forhandlinger 1968-69 tillæg B sp. 1897.

19. Trossamfundets størrelse og dets forhold til Folkekirken. Der kan gives vielsesbemyndigelse til folkekirkelige frimenigheder, som ikke kunne opnå anerkendelse under ældre praksis.

20. Attest udfærdiges af den borgerlige vielsesmyndighed (borgmesterkontoret), som tilstiller den bemyndigede præst attesten med henblik på udlevering til parterne, jf. § 5 i bkg. 548 16. dec. 1969.

21. Dertil kommer, at lovens kombination af vielsesbemyndigelse og den forudsatte godkendelse som trossamfund er uhensigtsmæssig i forhold til trossamfund, der ikke har præster, eller som ikke praktiserer vielse, jf. Margit Warburg i afhandlingen »Frihed for Loke såvel som for Thor? Religionsbegreber og retspraksis i forbindelse med religioner uden for Folkekirken«, i Chaos, Dansk-norsk Tidsskrift for religionshistoriske studier nr. 26, 1996 s. 19f.

22. Udvalgets stilling i forhold til kirkeministeren drøftes af Lisbeth Christoffersen UfR 1998B.505 og Espersen UfR 1999B.110. Det er som anført af Espersen oplagt, at udvalget har kunnet nedsættes uden lovhjemmel.

23. Retningslinierne s. 1.

24. »En specifikt formuleret tro på menneskets afhængighed af en magt, som står over menneskene og naturlovene, og en tro som giver retningslinier for menneskets etik og moral«, Retningslinierne s. 2. Margit Warburg tager i det note 21 anf. st. forbehold til denne begrebsbestemmelse. Udvalgets formand prof. Armin W. Geertz har gjort opmærksom på, at definitioner på religionsbegrebet er så varierende, at der findes godt og vel atten grundtyper, tidsskriftet IKON 28. sept. 1999 s. 10.

25. Retningslinierne s. 2.

26. § 5 i bkg. 548 16. dec. 1969.

27. Retningslinierne s. 2.

28. »(E)t samfund, som ønsker godkendelse af Kirkeministeriet som trossamfund, vil nemlig andet og mere end at nyde den religionsfrihed, som det er sikret af såvel Grundloven som af de internationale menneskerettighedserklæringer og -traktater«, Geertz i det note 24 anf. st.

29. Retningslinierne s. 7.

30. Gammeltoft-Hansen i Folketingets Festskrift i anledning af Grundlovens 150-års jubilæum (1999) s. 450 og Anette Lund Hansen og Henrik Zahle i EU-ret & Menneskeret 1998 s. 64.

31. Regnskaberne viser ikke, i hvilket omfang der ydes trossamfundet frivillig, gratis arbejdskraft, lige så lidt som medlemsdeltagelse i sammenkomster mv. kan aflæses af regnskaberne, der heller ikke er en sikker kilde til oplysning om trossamfundets evt. sociale arbejde.

32. Retningslinierne s. 7.

33. Det nævnes ikke, at bestemmelsen længe har været uden praktisk anvendelse, Espersen Kirkeret Almindelig Del 2. udg. (1999) s. 38.

34. Retningslinierne s. 8 (udvalgets kursivering).

35. Poul Andersen Om ugyldige Forvaltningsakter (1924) og samme Dansk Forvaltningsret 5. udg. (1965).

36. Bent Christensen Forvaltningsret – Opgaver, hjemmel, organisation (1997) s. 137f, jf. Jon Andersen i Gammeltoft-Hansen m. fl. Forvaltningsret (1994) s. 230f.

37. Bent Christensen anf. st. s. 144.

38. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis udelukker, at dette tillidshensyn kan få selvstændig betydning, jf. ndfr. pkt. 5.5.

39. Gammeltoft-Hansens kommentar til Grdl. §§ 67 og 69 i Zahle (red.) Danmarks Riges Grundlov med kommentarer (1999) s. 321f. og 328.

40. Preben Espersen Kirkeret i grundtræk (2000) s. 19, Alf Ross Dansk Statsforfatningsret II 2. udg. (1966) s. 734.

41. Retningslinierne s. 6.

42. Lov 285 29. april 1992 om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Betænkning 1220/1991, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og dansk ret.

43. Den i note 42 nævnte betænkning s. 148-49, Zahle Dansk Forfatningsret 3 (1997) s. 47f.

44. Rehof & Trier Menneskeret (1990) s. 270.

45. J.A. Frowein & W. Peukert Europäische MenschenRechtsKonvention, Kehl a/Rhein 1996 s. 370, van Dijk & van Hoof Theory and Practice of the European Convention on Human Rights, 3rd Ed., den Haag 1998 s. 548 om, at en magiker tilhørende »Wicca«-religionen ikke kunne påberåbe sig art. 9, fordi han ikke kunne forklare religionens indhold.

46. Den tyske tekst til EMRK art. 9, stk. 2, bruger udtrykket »Religions- und Bekenntnisfreiheit«, den franske »la liberté de manifester sa religion ou ses convictions«.

47. van Dijk & van Hoof i det note 45 anf. st. s. 548 (»views that attain a certain level of cogency, seriousness, cohesion and importance«), jf. også Anette Lund Hansen og Henrik Zahle i EU-ret & Menneskeret 1998 s. 59. Seriøsitet og helhedssyn fremhæves også som centrale kriterier af Bailey, Harris & Jones Civil Liberties, London 1985 s. 401f.

48. Rehof & Trier Menneskeret (1990) s. 271.

49. Gay Moon & Robin Allen Substantive Rights and Equal Treatment in Respect of Religion and Belief, i: European Human Rights Law Review 2000 s. 588. Det siges her: »The Court has never established a closed list of religions or beliefs to which Article 9 applies. There can be no doubt that all the main world religions are within scope; so are the Church of Scientology and even the Moon Sect.«

50. Kammarkollegiets skr. af 4. maj 2000 til Scientologi Kyrkan i Sverige. Kollegiet havde kort forinden registreret Scientologi Kyrkan som trossamfund. I skr. af 23. nov. 1999 anerkendte Skattemyndigheten i Stockholm Scientologi Kyrkan som »allmännyttig ideel förening som bedriver rörelse. (...) Den rörelse som bedrivs är ett naturligt led i det allmännyttiga ändamålet, och föreningen är därmed undtagen från inkomstskatt. Med det följer även ett undantag från skattskyldighet till mervärdesskatt (...)«.

51. »In Gemeinschaft mit anderen«, »in community with others«, »manifester sa religion ou sa conviction (...) collectivement«.

52. EMD 263 (Schuler-Zraggen), jf. Lorenzen, Rehof & Trier Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (1994) s. 308, Henrik Karl Nielsen m.fl. Anti-diskrimination. Lovgivningen med kommentarer (1997) s. 25 og Anette Lund Hansen og Henrik Zahle i EU-ret & Menneskeret 1998 s. 62.

53. Den belgiske sprogsag, omtalt hos Jacobs & White The European Convention on Human Rights, 2nd Ed. 1996 s. 285ff.

54. Et nyt eksempel, endnu ikke omtalt i litteraturen, er dom af 6. april 2000 (Thlimmenos v. Greece, 34369/ 97).

55. Omtalt hos van Dijk & van Hoof i det note 45 anf. st. s. 725f.

56. Anf. st. s. 729f.

57. I Lithgow v. United Kingdom (1986) udtalte Domstolen: »For the purpose of article 14, a difference of treatment is discriminatory if it has no objective or reasonable justification, that is, if it does not pursue a legitimate aim«, Jacobs & White The European Convention on Human Rights 2nd Ed. 1996 s. 291.

58. I sagen om den belgiske sprogstrid (note 53) krævede Kommissionen »a reasonable relationship of proportionality between the means employed and the aim sought to be realised«. I dommen i Lithgow-sagen (note 57) hedder det, at diskrimination foreligger »if there is no reasonable relationship of proportionality between the means employed and the aim sought to be realised«; en tilsvarende betragtning findes i Abdulaziz et al. v. United Kingdom (1985) og i Jacobs & White The European Convention on Human Rights 2nd Ed. 1996. s. 292.

59. I van Raalte v. Netherlands (1997), omtalt hos van Dijk & van Hoof i det note 45 anf. st. s. 714, 716, 723 og 728, krævede domstolen meget vægtige grunde (»very weighty reasons«) til at legitimere forskelsbehandling, der alene var knyttet til køn. Det samme var tilfældet i Abdilaziz et al. v. UK.

60.  Hoffman v. Austria, jf. van Dijk & van Hoof anf. st. s. 729. Dommen blev lagt til grund af den østrigske Højesteret, der i dom af 23. august 1996 statuerede, at det er retsstridigt at behandle Scientology dårligere end andre religioner.

61.  Ovenfor pkt. 4.3.

62.  Vægtige eller tvingende grunde, jf. den østrigske sag i note 60.