Bankovic-afgørelsen fra EMD: Menneskerettighedernes Fæstning Europa? (3.2002 side 113)


Andreas Laursen, Det Europæiske Universitetsinstitut

 

Den 19. december 2001 besluttede et enigt storkammer ved den europæiske menneskerettighedsdomstol (EMD) at afvise Bankovic-klagen.1 Klagen var indgivet af familiemedlemmer til dræbte ved NATOs angreb på TV-stationen, RadioTelevisija Srbije – RTS i Beograd tidligt om morgenen den 23. april 1999. Bombningen blev gennemført af NATO i forbindelse med alliancens Opration Allied Force mod Jugoslavien i foråret 1999. De basale fakta om Operation Allied Force kan kort ridses op: Allied Force påbegyndtes den 24. marts 1999 og afsluttedes den 10. juni 1999.2 I dette tidsrum fløj NATO-fly omkring 38.000 sorties, hvoraf lidt under en tredjedel var egentlige angrebsmissioner. Der blev afleveret 23.614 stykker ammunition eller godt 6.000 tons.3 Af disse godt 23.000 stykker ammunition var ca. 35% præcisionsammunition.4 Der er nu rimelig enighed om, at antallet af civile omkomne på jugoslavisk side var omkring 500, om end andre tal har været bragt frem.5 Af disse blev omkring to tredjedele dræbt ved kun 12 specifikke incidenter. Blandt de angreb, der medførte høje civile tabstal var angrebet på RTS, hvor 16 personer blev dræbt.6

I denne kommentar redegøres kort for hidtidige undersøgelser af angrebet på RTS. Derefter gøres enkelte bemærkninger om den potentielle behandling af væbnede konflikter ved EMD, hvorefter Bankovic afgørelsen fra EMD behandles.

Angrebet på RTS og de hidtidige undersøgelser

Bombningen af RTS var kontroversiel ikke kun på grund af antallet af dræbte civile, men nok så meget på grund af udpegningen af RTS som bombemål til at begynde med. Hvordan kunne et angreb på en TV-station retfærdiggøres? Nøglen til en indledende besvarelse af dette spørgsmål findes i 1977 Tillægsprotokol nr. 1 til Genève-konventionen af 1949 (TPI), artikel 52, stk. 2.:

Angreb skal strengt begrænses til militær mål. For så vidt angår genstande skal militære mål være begrænset til dem, der ifølge deres natur, beliggenhed, formål eller anvendelse udgør et effektivt bidrag til en militær aktion, og hvis fuldstændige eller delvise ødelæggelse, erobring eller neutralisering under de på det pågældende tidspunkt herskende omstændigheder udgør en militær fordel.7

Det centrale spørgsmål omhandler således TV-stationens formål eller anvendelse, det vil sige hvilken funktion RTS havde på det konkrete tidspunkt. Ovenstående definition af et militært mål giver rimeligt klare svar, når relativt indlysende genstande undersøges. Det er således klart, at et privat parcelhus som udgangspunkt ikke er et militært mål, mens en kampvogn som udgangspunkt er et militært mål. Problemerne opstår, når en genstand som for eksempel en bro benyttes både af civile og af militære køretøjer. En TV-station, som RTS kan for så vidt også godt have fungeret både som en civil TV-station og samtidig have haft en militær opgave, altså en dobbelt funktion.

Yderligere et spørgsmål opstår, når der skal foretages en bedømmelse af, hvorvidt og i hvilket omfang genstanden »udgør et effektivt bidrag til en militær aktion«, samt hvordan den »militære fordel«, som neutraliseringen medfører, kvantificeres. Konkret i forhold til RTS kan man spørge, om brugen af TV-stationen som et propagandaorgan for Milosevic-regeringen gør den til et militært mål? Spørgsmål som disse var alle fremtrædende i efterhånden mange undersøgelser og udredninger. Blandt disse er rapporter fra to prominente internationale NGO’er, Amnesty International og Human Rights Watch, samt en rapport fra anklagemyndigheden (Office of the Prosecutor, OTP) ved krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien (International Criminal Tribunal for the Former Yugoslvia, ICTY).8 De tre rapporter dækker i vid udstrækning de samme spørgsmål, herunder også angrebet på RTS.9

Mens Amnesty og Human Rights Watch gennemførte deres undersøgelser på eget initiativ, modtog anklagemyndigheden ved ICTY i løbet af bombekampagnen »adskillige anmodninger« om at gennemføre en undersøgelse af NATOs mulige brud på folkeretlige regler. Blandt disse anmodninger var en opfordring sendt til den daværende chefanklager Louise Arbour af professor Michael Mandel fra Osgoode Hall Law School i Canada på vegne af en række internationale jurister.10 På denne baggrund etablerede chefanklageren den 14. maj 1999 en komitte, der havde til opgave at vurdere anklagerne mod NATO mv. samt at rådgive chefanklageren, om der var grundlag for yderligere efterforskning.11 Komiteen afleverede sin rapport i slutningen af maj 2000, og 2. juni 2000 fortalte Carla del Ponte (Arbours efterfølger) FN’s Sikkerhedsråd, at hun ville følge anbefalingerne i rapporten og dermed ikke påbegynde en egentlig efterforskning.12

Det forekommer umiddelbart overraskende, men det er svært at finde en klar udtalelse, der fastslår, at RTS havde en militær funktion. Amnesty citerer NATO for, at RTS blev »used as radio relay stations and transmitters to support the activities of the FRY military and special police forces ...«. Amnesty fastholder dog, at NATO sidenhen understregede, at RTS udelukkende blev angrebet, fordi det var et propagandaorgan.13 Human Rights Watch stiller sig tillige tvivlende over for, om RTS havde en militær funktion. Endelig fastholder klagen til EMD, at »there was and is no evidence that the RTS building in Belgrade was, at any point, part of Milosovic »war machine««.14 Det hedder videre: »... it has never been claimed by the respondent Governments that it [RTS] was used to relay military communications«.15

OTP-rapporten citerer NATO udtalelser fra den 27. april, det vil sige 4 dage efter angrebet, om at RTS havde en »dual-use« funktion.16 General Wesley Clark udtalte bl.a.: »As I said, it’s essentially a dual-nature system ... military [radio] traffic is also routed through the civilian system«.17 Men rapporten slår aldrig fast, om der var tale om et mål, der opfyldte kriterierne i TPI. Rapporten slår end ikke fast, hvad NATO’s begrundelse for angrebet var: »As indicated ... the attack appears to have been justified by NATO as part of a more general attack aimed at disrupting the FRY Command, Control and Communicatiosn network ...«.18 Videre hedder det, at i det omfang dette var tilfældet, var angrebet lovligt. Rapporten finder endvidere, at hvis RTS blev angrebet, fordi det var et propagandaorgan, så er angrebets legalitet mere tvivlsom (»debatable«).19 Men hvad var fakta? Rapporten oplyser indledningsvis, hvilke materialer der er konsulteret, samt at »the information available was adequate for making a preliminary assessment of incidents in which civilians were killed or injured«.20 Det oplyses videre, at »very little information« var tilgængelig om »communication targets«, som for eksempel TV-stationen.21 Hvordan det samtidig er muligt at hævde, at den forhåndenværende information var »adequate«, er lidt svært at forstå. Man skulle tro, at når en af de mest kontroversielle begivenheder under bombekampagnen behandles, ville det være nødvendigt at kunne slå fast, om målet var legalt eller ej.

Bedømmelsen af væbnede konflikter ved EMD

Som det fremgår af ovenstående, var de tre velanskrevne institutioner, om end med forskellige mandater, ganske uenige i deres bedømmelse af angrebet på RTS. Det gjaldt både med hensyn til fakta og med hensyn til den juridiske bedømmelse. På baggrund af dette og på baggrund af klagen til EMD kan man spørge, om en menneskerettighedsinstitution som EMD, der behandler klager ifølge en menneskerettighedskonvention, har noget nyt at bidrage med, samt om den juridiske analyse af angrebet ville være forskellig fra de tre rapporters tilgang, der alle tog udgangspunkt i humanitær folkeret, primært TPI? Her skal kort gøres nogle overvejelser over disse spørgsmål med retten til livet som eksempel.

For det første kan man undre sig over, at krigshandlinger som bombningen af RTS overhovedet kan bedømmes efter menneskerets standarder, og at sagen overhovedet kan finde vej til Domstolen. En sådan undren bygger på den traditionelle adskillelse mellem fredens og krigens folkeret, hvor menneskerettighederne anses for at høre under førstnævnte.

Principielt kan man dog påpege, at menneskerettighedsreglerne og de humanitære regler har samme udgangspunkt, samt at »universal and regional human rights instruments, and the 1949 Geneva Conventions share a common nucleus of non-derogable rights and a common purpose of protecting human life and dignity«.22

Set fra menneskerettighedernes perspektiv er adskillelsen heller ikke indlysende, og EMRK fra 1950 angiver udtrykkeligt, hvilke rettigheder der kan fraviges i krig, og hvilke der fortsat vil gælde.23 Det har tillige de seneste årtier været muligt at identificere en stigende sammensmeltning (både Theodor Meron og Christina Cerna kalder det »convergence«) af reglerne fra menneskeretten og fra den humanitære folkeret. En forfatter mener endog at kunne datere denne udviklings begyndelse til FN’s Menneskerettighedskonference i Teheran i 1968. Her blev humanitær folkeret »transformed into a branch of human rights law and termed »human rights in armed conflict« ...«.24 Begivenheder siden afslutningen af Den kolde Krig har videre bidraget til tiltrækningen af humanitær folkeret til menneskeretten: »The change in direction toward intrastate or mixed conflicts – the context of contemporary atrocities – has drawn humanitarian law in the direction of human rights law«.25

Enhver tvivl om menneskerettighedernes fortsatte relevans under krig eller væbnet konflikt blev manet i jorden af Den Internationale Domstol i atomvåbensagen fra 1996:

25. The Court observes that the protection of the International Covenant of Civil and Political Rights does not cease in times of war, except by operation of Article 4 of the Covenant whereby certain provisions may be derogated from in time of national emergency. In principle, the right not arbitrarily to be deprived of one’s life applies also in hostilities. The test of what is an arbitrary deprivation of life, however, then falls to be determined by the applicable lex specialis, namely, the law applicable in armed conflict which is designed to regulate the conduct of hostilities. Thus whether a particular loss of life, through the use of a certain weapon in warfare, is is to be considered an arbitrary deprivation of life contrary to Article 6 of the Covenant, can only be decided by reference to the law applicable in armed conflict and not deduced from the terms of the Covenant itself.26

Ud over at slå fast, at beskyttelsen funderet i menneskerettighederne ikke ophører under krig, understregede Den internationale Domstol videre, at vurderingen af, i hvilket omfang for eksempel retten til livet er overtrådt, skal bedømmes i henhold til den humanitære folkeret. Den Inter-Amerikanske Menneskerettighedskommission fandt tilsvarende: »It is understandable therefore that the provisions of conventional and customary humanitarian law generally afford victims of armed conflicts greater or more specific protections than do the more generally phrased guarantees in the American Convention and other human rights instruments«.27 Videre fandt Kommssionen, at bedømmelsen af, hvorvidt dødsfald under (intern) væbnet konflikt var vilkårlig, bedst bedømmes efter reglerne i den humanitære folkeret: »Therefore, the Commission must necessarily look to and apply definitional standards and relevant rules of humanitarian law as sources of authoritative guidance in its resolution of this and other kinds of claims alleging violations of the American Convention in combat situations«.28 I Coard-sagen fandt Kommissionen tilsvarende for så vidt angik frihedsbrøvelse under væbnet konflikt: »The standard to be applied [når frihedsberøvelse sker under væbnet konflikt] must be deduced by reference to the applicable lex specialis.«29

Disse dicta synes at passe godt med artikel 15 i EMRK, der behandler fravigelser fra konventionens rettigheder. Heraf fremgår, at artikel 2, retten til livet, ikke kan fraviges som følge af krig eller anden offentlig faretilstand, dog med forbehold for berøvelse af livet, der er en følge af lovlige krigshandlinger. Ifølge ovenstående vil bedømmelsen af lovligheden af krigshandlingerne bedst ske med henvisning til jus in bello reglerne.

Domstolen har til dato gjort implicit brug af regelsættet fra den humanitære folkeret. Det har navnlig været tilfældet i sager om Tyrkiets fremfærd i sydøstlige dele af landet. I Ergi-sagen for eksempel, der omhandlede en landsbybeboers død i det sydøstlige Tyrkiet, var Domstolen ikke overbevist om, at Havva Ergis død direkte skyldtes de tyrkiske tropper.30 Domstolen gik dog videre og undersøgte planlægningen og gennemførelsen af den operation, som de tyrkiske tropper gennemførte, da Ergi blev dræbt. Her fastslog Domstolen, at der ikke forelå »information to indicate that any steps or precautions had been taken to protect the villagers ...«.31 Domstolen understregede videre, at en stat kan ifalde ansvar, hvis den ikke tager »all feasible precautions in the choice of means and methods of a security operation«.32 Den fremhævede passage findes også i og er hentet fra TPI, Artikel 57 (2, a, ii).

Domstolen blev for nyligt forelagt en anden sag, der omhandlede retten til livet under væbnet konflikt. Sagen omhandlede den britiske sænkning af den argentinske krydser General Belgrano den 2. maj 1982 under Falklandskrigen. Domstolen fandt, at tidsfristen ikke var overholdt, og afviste sagen. 33

Den Inter-Amerikanske Kommission har gjort mere eksplicit brug af den humanitære folkeret. I Tablada-sagen fandt Kommissionen, at den er kompetent til og til tider er forpligtet til at »apply directly rules of international humanitarian law or to inform its interpretation of relevant provisions of the American Convention by reference to these rules«.34

Hvis den anførte praksis fra Den international Domstol og fra den Inter-Amerikanske Kommission kan betragtes som retningsgivende for EMD, kan det konkluderes, at den juridiske analyse, som en menneskerettighedsinstitution som EMD vil lægge til grund for sin evaluering af handlinger under væbnet konflikt, for så vidt ikke bringer noget nyt i forhold til den humanitære folkeretsanalyse, simpelthen fordi en rettighed som for eksempel retten til livet under væbnet konflikt bedømmes med henvisning til den humanitære folkeret.

Der findes dog en væsentlig forskel, der ikke er substantiel, men processuel. Som anført af blandt andre Christopher Greenwood bringer »human rights treaties ... unique mechanisms for enforcement which may be of great assistance«.35

Bankovic afgørelsen

Som omtalt klagede pårørende til personer, der blev dræbt ved angrebet på RTS, til den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Klagen anførte, at medlemmer af NATO ved angrebet på RTS krænkede artiklerne 2 (Ret til livet), 10 (Ret til ytringsfrihed) og 13 (Adgang til effektive retsmidler) i den europæiske menneskerettighedskonvention.

Man kan grundlæggende spørge, om Operation Allied Force fandt sted »under deres [stater, der har tiltrådt EMRK] jurisdiktion«.36 Eller som EMD formulerede det, var spørgsmålet: »whether the applicants and their deceased relatives were, as a result of that extra-territorial act [bombningen af RTS], capable of falling within the jurisdiction of the respondent States«.37

EMD har tidligere behandlet klager, der involverede vurderinger af ekstra-territoriale handlinger, primært for så vidt angår den nordlige del af Cypern.38 Loizidou-sagen, der omhandlede retten til uforstyrret nydelse af fru Loizidous ejendom beliggende på den nordlige del af øen, var central for klagemålet i Bankovic-sagen. Tyrkiet hævdede, at det nordlige Cypern ikke var under Tyrkiets jurisdiktion, og at Tyrkiet derfor ikke var forpligtet til at garantere Konventionens rettigheder og friheder der. EMD fandt imidlertid, at »the concept of »jurisdiction« under this provision [Artikel 1] is not restricted to the national territory of the High Contracting Parties«, samt at »bearing in mind the object and purpose of the Convention, the responsibility of a Contracting Party may also arise when as a consequence of military action – whether lawful or unlawful – it exercises effective control of an area outside its national territory«.39

Den Inter-Amerikanske Kommission har konkluderet tilsvarende i dens overvejelse om rækkevidden af »jurisdiction« i artikel 1 af The American Convention on Human Rights: »While this most commonly refers to persons within a state’s territory, it may, under given circumstances refer to conduct with an extraterritorial locus where the person concerned is present in the territory of one state, but subject to the control of another state – usually through the acts of the latter’s agents abroad«.40

Konkret i Loizidou-sagen fandt Domstolen, at det var »obvious from the large number of troops engaged in active duties in northern Cyprus ... that her [Tyrkiets] army exercises effective overall control over that part of the island« og videre, at de, der blev »affected by such policies or actions therefore come within the »jurisdiction« of Turkey for the purposes of Artikel 1 of the Convention«.41

Bankovic-klagen forsøgte at tilpasse ovennævnte »effective control« dictum til bombningen af RTS. Mens både Louzidou-sagen og Bankovic-klagen omhandlede militære operationer uden for den territoriale stat, adskilte de to sager sig ved det faktum, at tyrkiske tropper rent fysisk befandt sig på jorden, mens ingen NATO-tropper satte fod på jugoslavisk grund inden kamphandlingernes ophør.

Bankovic-klagen søgte at adaptere Domstolens »effective control« dictum til situation under Operatione Allied Force primært gennem en graddeling af både kontrol og ansvar. Klagerne hævede, at staternes pligter under Konventionen var relative til den grad af kontrol, de havde i det givne tilfælde. Mens de tyrkiske troppers fuldstændige kontrol på det nordlige Cypern medførte, at Tyrkiet blev ansvarlig for samtlige rettigheder i Konventionen, ville de indklagede stater i Bankovic-sagen kun være ansvarlige for de rettigheder, som de rent faktisk havde kontrol over.42 Som et alternativ, der dog var næsten identisk, hævdede klagerne, at NATO-kontrol over jugoslavisk luftrum var stort set lige så »effektiv« som de tyrkiske troppers kontrol på Cypern, samt at brugen af præcisions våben indbar, at brugen af landstyrker blev overflødiggjort, hvorfor en differentiering mellem kontrol gennem luftstyrker og landstyrker blev urealistisk. Klagen anførte endvidere, at beslutningerne om at angribe RTS var truffet på de indklagede staters territorium, og at jurisdiktionsbetingelsen derfor var opfyldt på samme måde som i Soering sagen. Endelig understregede klagerne nogle mere prin­cipielle overvejelser, herunder »that it would be dangerous not to render States accountable for the violations of the Convention arising from this type of State action. In emphasising the pre-eminence of the right to life and the role of the Convention as an instrument for European public order, they [klagerne] stress that a failure to find the respondent States responsible would leave these applicants without a remedy and the respondents States« armies free to act with impunity«.43

Domstolen lagde ud med en fortolkning af ordet »jurisdiktion« i artikel 1 og fandt, at der var tale om et grundlæggende territorialt begreb, samt at ekstra-territoriale begivenheder kun i sjældne tilfælde kunne falde under artikel 1.44 Selv Domstolens så berømte »dynamiske fortolkning«, der afviser, at Konventionen udelukkende kan fortolkes i overensstemmelse med de oprindelige intentioner, kunne ikke benyttes til en slags udviddende fortolkning af artikel 1. Domstolen afviste en dynamisk fortolkning af artikel 1, fordi dette ville have uoverskuelige konsekvenser, da samtlige Konventionens rettigheders rækkevidde grundlæggende er bestemt af artikel 1. Domstolen fandt endvidere, at Konventionens travaux préparatoires bekræftede rigtigheden af denne tilbageholdenhed.45

Domstolen udbyggede videre en mere generel forståelse af, hvad »effective control« betyder, og fastslog, at dette kræver, at en stat »through the effective control of the relevant territory and its inhabitants abroad as a consequence of military occupation or through the consent, invitation or acquiescence of the Government of the territory, [to exercise] all or some of the public powers normally to be exercised by that Government«.46

Som det er klart fra Domstolens udlægning af begrebet »effective control«, kræves der en ganske substantiel involvering i udøvelsen af de magtbeføjelser, som en stat normalt besidder. Det er således rimelig klart, at kontrol med en anden stats luftrum, hvor komplet denne kontrol end måtte være, ikke opfylder kravet til »effective control«.

Dette udelukkede dog ikke nødvendigvis klagernes primære påstand, der betragtede graden af kontrol som et punkt på et kontinuum med en modsvarende, større eller mindre grad af ansvar. Domstolen udviste dog liden forståelse for denne måde at anskue »effective control« kriteriet på. Domstolen fandt ikke, at den grundlæggende pligt til at respektere menneskerettighederne, der findes i Konventionens artikel 1, kan skræddersys, samt at følgerne af en sådan forståelse ville indbyde klager fra »anyone adversely affected by an act imputable to a Contracting State, whereever in the world that act may have been committed or its consequences felt«.47 Domstolen fandt videre, at klagernes alternative argumenter hverken var plausible eller overbevisende.48

På denne baggrund kunne Domstolen for så vidt have afsluttet sagen. Det var åbenbart, at fraværet af »effective control« betød, at angrebet på RTS ikke bragte de civile ofre ind under de indklagede staters jurisdiktion. Domstolen fandt det dog betimeligt tillige at besvare klagerens mere principielle argumenter om Konventionens specielle, konstitutionelle rolle.

Selvom Domstolens overvejelser formelt kan betragtes som obiter dictum, er behandlingen bemærkelsesværdig. Domstolens ordvalg i de relevante afsnit forekommer slående og synes at indeholde mere end, hvad der var nødvendigt for at afvise klagerens argumentation.

Konventionens ordre public mission beskrives som »European« samt som underlagt en »essentially regional vocation«.49 Domstole understreger videre:

In short, the Convention is a multi-lateral treaty operating ... in an essentially regional context and notably in the legal space (espace juridique) of the Contracting States. The FRY [Federal Republic of Yugoslavia] clearly does not fall within this legal space. The Convention was not designed to be applied throughout the world, even in respect to the conduct of Contracting States. Accordingly, the desirability of avoiding a gap or vacuum in human rights’ protection has so far been relied on by the Court in favour of establishing jurisdiction only when the territory in question was one that, but for the specific circumstances, would normally be covered by the convention.50

Hvordan skal Domstolens overvejelser på dette punkt forstås, hvis man læser og fortolker dem i en mere generel sammenhæng end blot Bankovic afgørelsen? I det følgende gives to forslag til fortolkning.

Den radikale fortolkning

Henvisningen til »conduct of Contracting States« kan rimeligvis kun fortolkes som dækkende handlinger, der opfylder »effective control« kriteriet: Handlinger uden for statens territorium, der ikke finder sted under »effective control«, kan ikke pådrage staten ansvar under Konventionen. Dette støttes videre af Domstolens ordvalg i det umiddelbart foregående afsnit: Indbyggerne på Nordcypern ville miste deres rettigheder, hvis Tyrkiet ikke blev holdt ansvarlig, på grund af »Turkey’s »effective control« of the territory and by the accompanying inability of the Cypriot Government ... to fulfil the obligations it had undertaken under the Convention«.51 Endelig kan Domstolens overvejelser i den første Louzidou-afgørelse tillige læses som støttende en fortolkning, hvorefter statens ansvar for militære operationer uden for statens territorium kan ifaldes på grund af Konventionens formål.52 Omtalte ansvar kan således kun ifaldes for handlinger inden for Konventionens geografiske område.

Hvis denne forståelse er korrekt, indbærer det, at jurisdiktionsbetingelsen i artikel 1 kun opfyldes for ekstraterritoriale handlinger, hvis to betingelser eller kriterier er til stede: For det første skal den indklagede stat udøve, hvad der kan beskrives som »effective control«. For det andet skal klageren miste rettigheder, der ellers tilkom ham, medmindre den indklagede stat findes at have jurisdiktion. Begge betingelser vil kun være opfyldt i yderst sjældne tilfælde, så som i Cypern-situationen. Denne udlægning betyder videre, at en kontraherende stat aldrig kan holdes ansvarlig af Domstolen for ekstraterritoriale handlinger, der ikke finder sted på en anden kontraherende stats territorium.

Man kunne hævde, at Domstolens beslutninger om at antage en række sager med ekstraterritoriale aspekter, der geografisk fandt sted uden for Konventionens område, underminerer ovenstående konklusion. Blandt sagerne er Issa m.fl. mod Tyrkiet og Öcelan mod Tyrkiet.53 Selv de indklagede stater i Bankovic fandt, at disse sager omhandlede ekstraterritoriale handlinger, der kunne kvalificeres som »classic exercise of such legal authority or jurisdiction over those persons by military forces on foreign soil«.54 Domstolen fandt dog, at disse sager ikke havde betydning for Bankovic-afgørelsen, fordi spørgs­målet om jurisdiktion slet ikke var blevet rejst i Issa- og Öcelan-sagerne.55

En alternativ, mindre radikal fortolkning

Man kan dog tillige, som del af en mindre radikal fortolkning, blot betragte Domstolens henvisning til Konventionens specielle karakter som en yderligere manifestation af rigtigheden af konklusionen, at Tyrkiet skulle holdes ansvarlig i Louzidou og andre Cypern-sager. Denne udlægning bekræftes af Domstolens ordvalg i Cypern sagen (»having regard to«), der synes at henvise til Traktatskonventions regel om, at traktater skal fortolkes »in light of [traktatens] object and purpose«. Dette ville indebære, at ordre public argumenter kan anføres til støtte eller som bekræftelse af en given konklusion, men ikke i sig selv har afgørende indflydelse på afgørelsen.

Den praktiske betydning af de to foreslåede fortolkninger

Et interessant spørgsmål omhandler europæiske staters, herunder Danmarks, deltagelse i forskellige militære, fredsbevarende eller fredsstøttende, operationer. I hvilket omfang kan en indbygger fra det land, hvor operationen finder sted, eventuelt klage til EMD, hvis vedkommende føler, at danske soldater gennem deres handlinger har overtrådt en eller flere af Danmarks pligter under EMRK. Et hypotetisk eksempel kunne omhandle en person, der standses ved en dansk bemandet vejspærring i Vestsahara. Personen tilbageholdes af de danske soldater, han udsættes måske for en ublid behandling og løslades først efter 10 dage uden nogen forklaring.56

Da Vestsahara ikke er omfattet af EMRK, vil det ifølge den første af de foreslåede fortolkninger betyde, at Danmark aldrig kan stilles til ansvar ved EMD for danske soldaters opførsel, også selvom det blev fundet, at »effective control« kriteriet var opfyldt. Hvis den militære operation finder sted inden for Konventionens geografiske område, for eksempel i Makedonien, er ordre public kriteriet opfyldt, og en eventuel undersøgelse begrænses til spørgsmålet, om der var »effective control«, hvilket omtales umiddelbart nedenfor.

Hvis den knap så radikale fortolkning lægges til grund, er det primære spørgsmål, om »effective control« kriteriet er opfyldt i forbindelse med danske troppers deltagelse i Vestsahara-styrken. Man kunne muligvis argumentere for, at eftersom de danske soldater i praksis kunne standse og tilbageholde den omtalte person, må det logisk konkluderes, at de havde »effective control«. Denne forståelse kunne til dels baseres på den daværende Europæiske Menneskerettighedskommissions afgørelse i Louzidou-afgørelsen, hvor det var klart, at tyrkiske tropper, gennem deres bemanding af våbenhvilezonen mellem nord og syd, i praksis forhindrede klageren i at få adgang til sin ejendom.57 Domstolen har dog slået fast, mest udtrykkeligt i den mellemstatslige klage Cypern mod Tyrkiet, at Tyrkiets forpligtelse gjaldt hele konventionen på hele den nordlige del af Cypern.58

Det følger endvidere af Bankovic-afgørelsen, at »effective control« ikke kan gradbøjes. Domstolen afviste i denne afgørelse klagernes påstand om, at kontrol med luftrummet indbar delvis »effective control« med deraf følgende delvist ansvar. Det vil sige, at Danmark, gennem de danske tropper, for at kunne blive holdt ansvarlig, skal anses for at have haft fuldt ud »effective control«, hvilket Domstolen definerer som udøvelsen af »all or some of the public powers normally to be exercised by that [den lokale] government«.59 Det forekommer usandsynligt, at dette krav nogensinde vil være opfyldt.60 Selvom kravet begrænses til udvalgte (»some«) myndighedsbeføjelser synes det utæn­keligt, at et dansk kontingent kunne anses for at have opfyldt det.61 Hertil kommer, at fredsbevarende eller -støttende operationer ofte er opdelt i en militær og en civil del, hvorfor tilskrivelse af »effective control« til et individuelt militært kontingent forekommer utænkelig.

Konklusion

Domstolens beslutning om at afvise Bankovic-klagen afstedkom uden tvivl en lettelsens suk i adskillige europæiske udenrigs- og forsvarsministerier. Primært, naturligvis, på grund af den konkrete afvisning, men formentlig også på grund af Domstolens argumentation omkring Konventionens mission: Uanset hvilken af de to foreslåede fortolkninger af Bankovic-afgørelsens betydning for ekstraterritorial juridsdiktion der lægges til grund, kan det konkluderes, at Domstolen i væsentlig grad har begrænset mulighederne for at holde en medlemsstat ansvarlig for dens agenters, som for eksempel soldaters, ekstraterritoriale handlinger.

Domstolens forsigtighed i Bankovic-afgørelsen understreges af den måde, hvorpå det blev fremhævet, at jurisdiktion for ekstraterritoriale handlinger er en helt ekstraordinær begivenhed. I de foregående afgørelser, hvor Domstolen konkluderede, at for eksempel begivenheder på Nordcypern faldt under Tyrkiets jurisdiktion, får man nærmest det indtryk, at udelukkelsen af sådan jurisdiktion ville være ekstraordinær.

På samme måde som mange nationale embedsmænd nok er begejstrede over afgørelsen, findes der uden tvivl mange, der helst havde set, at Domstolen havde accepteret Bankovic-klagen. Igen kan det konkret skyldes et ønske om at få en autoritativ vurdering af det konkrete angreb på RTS. Mere generelt kan det skyldes et principielt ønske om, at Domstolen inddrages i sager der finder sted under væbnet konflikt. Grunden til dette er det processuelle apparat, som EMRK med Domstolen stiller til rådighed. Der er her tale om et apparat eller system, der er langt mere udbygget og sofistikeret end de begrænsede ressourcer, der normalt behandler humanitære folkeretsspørgsmål. Men mens Domstolen hidtil har behandlet en række sager om interne væbnede konflikter og uden tvivl vi behandle mange flere i fremtiden, har den endnu ikke behandlet sager omhandlende »klassiske« internationale væbnede konflikter og ikke gjort eksplicit brug af den humanitære folkeret.62 Med den begrænsende fortolkning af »effective control« kriteriet er der ikke udsigt til at sådanne konflikter kommer for Domstolen i den nærmeste fremtid.

Man kan afslutningsvist spørge til de mulige policy-grunde og -motiver, der ligger bag Domstolens beslutning. En mulig grund er den frygt, der blev nævnt af de indklagede regeringer, for klager i forbindelse med disse staters deltagelse i internationale militære operationer. Dette synspunkt leder tankerne hen på USA’s reservationer over for den Internationale Straffe­domstol. Selvom regeringernes frygt måske ikke er urealistisk, når man ser på potentielle klager, synes det dog overdrevet at forudse »serious international consequences« af denne grund. Selvom antallet af klager måske vokser, betyder det jo ikke, at Domstolen antager disse klager.

Antallet af klager kan dog være en reel bekymring for Domstolen. Her gælder det ikke blot klager forbundet med militære operationer. Globaliseringen med stigende forbindelse mellem kontinenter, stater og mennesker medfører unægtelig uanede muligheder for at bringe klager. Inden for det menneskeretsrelaterede område har man gennem de seneste år kunnet iagttage en stigende brug af juridiske fora uden for det geografiske område, hvor konflikten rent faktisk opstod. Spaniens forsøg på at få Pinochet udleveret fra Storbritannien, forsøget på at retsforfølge den nye israelske ambassadør i Danmark samt forsøgene på at retsforfølge Israels premierminister Sharon i Belgien for handlinger i Libanon er slående eksempler.63

Det er således klart, at Domstolen var og er nødt til at foretage en afskæring. Om den fandt det rette niveau med Bankovic-afgørelsen, kan diskuteres. Kan afgørelsen betegnes som menneskerettighedernes »Fæstning Europa«? Terminologien har unægtelig en pejorativ konnotation, og allerede af den grund synes den upassende. På den anden side har Domstolen ganske eksplicit erklæret, at Europa, eller rettere de stater, der har tiltrådt Konventionen, udgør et unikt juridisk rum, samt at Konventionens rettigheder som den altovervejende hovedregel er til for de personer, der bebor eller befinder sig i dette rum.

Noter

1.   Bankovic et al mod Belgien et al, klage nr. 52207/99 (Bankovic afgørelsen). Domstolens afgørelser kan findes på www.echr.coe.int.

2.   Se »NATO – Statement by the Secretary Genral on Suspension of Air Operations«, Bruxelles, 10. juni 1999. Dokumentet findes i Krieger, Heike (ed.): The Kosovo Conflict and International Law: An Anlytical Documentation1974-1999, Cambridge, Cambridge University Press, 2001, Dokument 184, side 309. Efterfølgende gav General Clark ordre til at suspendere bombekampagnen kl. 15.36 den 10. juni 1999, se Clark, Wesley: Waging Modern War, New York, Public Affairs Books, 2001, side 373 (Herefter omtalt som »Clark«.).

3.   NATO’s officielle rapport »Kosovo one year on«, »The Conduct of the Air Campaign« side 13-15, findes på http://www.nato.int/kosovo/repo2000/conduct.htm. Bombekampagnen blev undervejs ekspanderet fra oprindeligt 51 mål og 366 fly til knap 1000 mål og omkring 900 fly. Clark 425.

4.   Se Fenrick, W.J.: »Targeting and Proportionality during the NATO Bombing Campaign against Yugoslavia« i 12 European Journal of International Law, 2001, 489.

5.   Human Rights Watch mener, at mellem 489 og 528 jugoslaviske civile blev dræbt under bombekampagnen, see Human Rights Watch: »Civilian Deaths in the NATO Air Campaign«, Vol. 12, No. 1(d) – February 2000, 5 (Herefter »HRW rapporten«). Serbian Information Centre angav over for det britiske Underhus, at det anslåede antal dræbte var 1.500 med 8.000 sårede, mens Serbian Unity Congress »flatly refute the figure of 500 civilians killed« og satte tallet af dræbte til 2.193, se »Memorandum submitted by Serbian Information« og »Memorandum submitted by Serbian Unity Congress, henholdvis Appendix 27 og 38 til det britiske Underhus’ høring om Kosovo-konflikten. Findes på http://www.publications.parliament.uk/ pa/cm199900/cmselect/cmfaff/28/28ap41.htm. NATO citerer og tiltræder tallene fra Human Rights Watch i den officielle rapport »Kosovo one year on«, »The Conduct of the Air Campaign«, findes på http://www.nato.int/kosovo/repo2000/conduct.htm.

6.   Bankovic-afgørelsen, afsnit 11.

7.   Den danske tekst er taget fra bogen Humanitær Folkeret, der i 1985 blev udgivet af Regeringens Røde Kors Udvalg. TPI er tillige optrykt i Bekendtgørelse 27 af 11. marts 1983, Lovtidende C 1983, 101ff.

8.   Se Amnesty International: »NATO/Federal Republic of Yugoslavia: »Collateral Damage« or Unlawful Killing? Violations of the Laws of War by NATO during Operation Allied Force«, AI Index EUR 70/18/00, June 2000 (herefter »Amnesty rapporten«); Human Rights Watch: »Civilian Deaths in the NATO Air Campaign«, Vol. 12, No. 1(d) – February 2000 (herefter »HRW Rapporten«), samt Final Report to the Prosecutor by the Committee Established to Review the NATO Bombing Campaign Against the Federal Republic of Yugoslavia, June 2000, afsnit 3 (herefter »OTP rapporten«). Findes på: www.un.org/icty/pressreal/nato061300.htm, besøgt 15. juni, 2000

9.   De tre rapporter er faktisk meget sammenlignelige, og det har derfor vakt en del opsigt, at de kom til ret forskellige konklusioner. Amnesty International fandt således: »In one instance, the attack on the headquarters of the Serbian state radio and television (RTS), NATO launched a direct attack on a civilian object, killing 16 civilians. Such attack breached Article 52 (I) of Protocol I and therefore constitutes a war crime«, se Amnesty Rapport, 25. Human Rights Watch konkluderede: »In its investigation Human Rights Watch has found no evidence of war crimes. The investigation did conclude that NATO violated international humanitarian law«, se HRW Rapport, 3. Endelig fandt OTP-rapporten: »Selection of certain objectives for attack may be subject to legal debate. On the basis of the information reviewed, however, the committee is of the opinion that neither an in-depth investigation related to the bombing campaign as a whole nor investigations related to specific incidents are justified«, se OTP-rapporten, afsnit 90.

10. »Notice of the Existence of Information Concerning Serious Violations of International Humanitarian Law within the Jurisdiction of the Tribunal; Request that the Prosecutor Investigate Named Individuals for Violations of International Humanitarian Law and Prepare Indictments Against them Pursuant to Artikels 18.1 and 18.4 of the Tribunal Statute«, 6. maj 1999. Blandt de navngivne personer, der søges tiltalt, er Poul Nyrup Rasmussen, Niels Helveg Petersen og Hans Hækkerup. Anmodningen indeholder en række påstande om, at NATO har en officiel politik om at angribe civile for at terrorisere befolkingen, og gengiver en lang række regler fra FN’s Charter, Tillægsprotokol nr. 1 mv., men forsøger ikke at give en konkret bedømmelse af NATO-angreb. Findes på Counter Punch hjemmeside: http://www.counterpunch.org/complaint.htm. Louise Arbour var professor ved Osgoode Hall Law School, før hun blev dommer og siden udpeget som chefanklager ved ICTY.

11.  Final Report to the Prosecutor by the Committee Established to Review the NATO Bombing Campaign Against the Federal Republic of Yugoslavia, June 2000, afsnit 3 (herefter »OTP-rapporten«). Findes på: www.un.org/icty/pressreal/nato061300.htm, besøgt 15. juni, 2000

12.  Crossette, Barbara: »No War-Crime Inquiry on NATO« i The Herald Tribune, 3.-4. juni 2000.

13.  I tilgift til Amnesty-rapporten, se tillige Amnesty’s reaktion til OTP rapporten, Amnesty International, News Release – EUR 70/29/00, 13. Juni 2000: Yugoslavia: Amnesty International’s initial comments on the review by the International Criminal Tribunal for the Former Yugoslavia of NATO’s Operation Allied Force.

14.  Bankovic-klagen, afsnit 20.

15.  Bankovic-klagen, afsnit 178.

16.  OTP-rapporten, afsnit 72.

17.  SACEUR, NATO HQ, 27. april 1999.

18.  OTP-rapport, afsnit 75 (kursiv tilføjet).

19.  OTP-rapport, afsnit 76.

20.  OTP-rapport, afsnit 6 og 7.

21.  OTP-rapport, afsnit 8.

22.  IACHR-Report No. 55/97, Case No. 11.137, Abella v. Argentina afsnit 158, findes på www.cidh.org/ annualrep/97eng/97ench3a10an.htm. Se omtale i Zegfeld, Liesbeth: »The Inter-American Commission on Human Rights and International Humanitarian Law: A Comment on the Tablada Case« i 324 International Review of the Red Cross, 1998, side 505.

23.  Konventionens artikel 15.

24.  Cerna, Christina M.: »Human Rights in Armed Conflict: Implementation of International Humanitarian Law Norms by Regional Intergovernmental Human Rights Bodies« i Kalshoven, Frits og Yves Sandoz (ed.): Implementation of International Humanitarian Law, Dordrecht: Martinus Nijhoff, 1987, 39-40.

25.  Meron, Theodor: »The Humanization of Humanitarian Law« i 94 American Journal of International Law, 2000, 244. Se yderligere: Doswald-Beck, Louise og Sylvain Vite: »International Humanitarian Law and Human Rights Law« i 293 International Review of the Red Cross, 1993, 94.

26.  »Legality of the Threat or Use of Nuclear Weapons (Request by the United Nations General Assambly), International Court of Justice Advisory Opinion, 110 International Law Reports, 240.

27.  IACHR Report No. 55/97, Case No. 11.137, Abella v. Argentina afsnit 159, findes på www.cidh.org/ annualrep/97eng/97ench3a10an.htm.

28.  IACHR Report No. 55/97, Case No. 11.137, Abella v. Argentina afsnit 161.

29.  IACHR Report No. 109/99, Case No. 10.951, Coard et al v. United States, afsnit 42. Findes på www.cidh.org/ annualrep/99eng/Merits/UnitedStates10.951.htm.

30.  66/1997/850/1057, Judgement, 28. juli, 1998.

31.  Ergi-afgørelsen, afsnit 80.

32.  Ergi-afgørelsen, afsnit 79, kursiv tilføjet.

33.  Se European Court of Human Rights, Press release issued by the Registrar: Luisa Diamantina Romero de Ibanez and Roberto Guillerma Rojas v. UK inadmissible, 542, 19. juli 2000.

34.  Se IACHR Report No. 55/97, Case No. 11.137, Abella v. Argentina afsnit 157, findes på www.cidh.org/ annualrep/97eng/97ench3a10an.htm.

35.  Greenwood, Chrostopher: »jus ad bellum and jus in belloin the Nuclear Weapons Advisory Opinion« in Boisson, Laurence og Philippe Sands: International Law, the International Court of Justice and Nuclear Weapons, Cambridge University Press, 1999, 255-56.

36.  Konvention til beskyttelse af nebbeskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter EMRK) artikel 1.

37.  Bankovic-afgørelsen, afsnit 54.

38.  Tyrkiske tropper invaderede Nordcypern i 1974 og i 1983 blev den Nordcypriotiske Tyrkiske Republik (NTR) udråbt. Sidstnævnte er kun anerkendt af Tyrkiet, der har omkring 30.000 tropper stationeret på den nordlige del af øen. Den europæiske menneskerettighedskommission (EMK) og EMD er gennem årene blevet forelagt en række klager, både fra den græsk-cypriotiske regering i syd og fra privatpersoner.

39.  Se judgment on preliminary objections (første Louzidou-afgørelse), 23. marts, 1995, afsnit 62, findes på http://hudoc.echr.coe.int/Hudoc1doc\ HEJUD\ sift\ 505.txt, and judgment on the merits (anden Louzidou afgørelse), 18. december, 1996, afsnit 52, findes på http://hudoc.echr.coe.int/Hudoc1doc\ HEJUD\ sift\ 593.txt. I Coard-sagen fandt den Inter-Amerikanske Kommission for Menneskerettigheder tilsvarende, at »under certain circumstances, the exercise to its jurisdiction over acts with an extraterritorial locus will not only be consistent with but required by the norms which pertain« and »while this [jurisdiction] most commonly refers to persons within a state’s territory, it may, under given circumstances, refer to conduct with an extraterritorial locus where the person concerned is present in the territory of one state, but subject to the control of another state – usually through the acts of the latter’s agents abroad«, Inter-American Commission on Human Rights (IACHR) Report No. 109/99, Case No. 10.951, Coard et al v. United States, afsnit 37. Findes på www.cidh.org/annualrep/99eng/ Merits/UnitedStates10.951.htm.

40.  IACHR Report No. 109/99, Case No. 10.951, Coard et al v. United States, afsnit 37. Findes på www.cidh.org/ annualrep/99eng/Merits/UnitedStates10.951.htm.

41.  Se den anden Louzidou-afgørelse, 18. december, 1996, afsnit 56 (kursiv tilføjet), findes på: http://hudoc. echr.coe.int/Hudoc1doc\ HEJUD\ sift\ 593.txt.

42.  Bankovic-afgørelsen, afsnit 46-47.

43.  Bankovic-afgørelsen, afsnit 51.

44.  Bankovic-afgørelsen, afsnit 59-61.

45.  Bankovic-afgørelsen, afsnit 65. Lidt ondskabsfuldt kan man måske sige, at Domstolen, noget cirkulært, fandt, at de oprindelige intentioner udelukkede afvigelse fra de oprindelige intentioner!

46.  Bankovic-afgørelsen, afsnit 71.

47.  Bankovic-afgørelsen, afsnit 76.

48.  Bankovic-afgørelsen, afsnit 76-77.

49.  Bankovic-afgørelsen, afsnit 80, kursiv i original.

50.  Bankovic-afgørelsen, afsnit 80, kursiv tilføjet.

51.  Se Bankovic-afgørelsen, afsnit 80, kursiv tilføjet. Overvejelserne om situationen på Nordcypern fandt sted i den mellemstatslige sag Cypern mod Tyrkiet, 25781/94, afgjort den 10. maj, 2001, afsnit 78. Yderligere implicit støtte kan findes i samme afsnit, hvor Domstolen finder, at »it is therefore difficult to contend that a failure to accept the extra-territorial jurisdiction of the respondent States would fall foul of the Convention’s ordre public objective, which itself underlines the essentially regional vocation of the Convention system«. Henvisning til »extre-territorial jurisdiction« må her nødvendigvis henvise til hændelser i ikke-kontraherende stater. (kursiv i original).

52.  Se den første Louzidou-afgørelse, 23. marts, 1995, afsnit 62, findes på http://hudoc.echr.coe.int/Hudoc1doc\  HEJUD\ sift\ 505.txt.

53.  Issa sagen (31821/96) omhandlede drabet på et antal hyrder i det nordlige Irak, der fandt sted, mens tyrkiske tropper, ifølge Tyrkiets egne oplysninger, gennemførte en militær operation i det nordlige Irak. Öcelan-sagen (46221/99) omhandler tilbageholdelsen og retsforfølgelsen af den kurdiske PKK-leder Abdullah Öcelan. Det ekstraterritoriale aspekt var Öcelans tilbageholdelse i Kenya. Ilascu sagen (Ilascu m.fl. mod Moldavien og Rusland, 48787/99) kunne tillige nævnes. Sagen, der til dels minder om situationen i Cypern-sagen, behandler tilstedeværelsen af russiske tropper på en del af Moldaviens territorium og disse troppers deltagelse i og ansvar for visse handlinger over for klagerne. Klagen ophandler dog stater, der begge har tiltrådt EMRK. Ved antagelsesafgørelsen fandt Domstolens storkammer ikke, at de beviser, der forelå på tidspunktet for afgørelsen, var fyldestgørende, og udsatte spørgsmålet om russisk jurisdiktion til den endelige afgørelse.

54.  Se Bankovic-afgørelsen, afsnit 37.

55.  Se Bankovic-afgørelsen, afsnit 81. I Issa sagen kan dette unægtelig forkomme noget overraskende. Tyrkiet argumenterede for afvisning med henvisning til, at 6 måneds fristen ikke var overholdt, samt at alle nationale retsmidler (tyrkiske) ikke var udtømt. I Öcelan-sagen var det ekstraterritoriale aspekt kun en mindre del af klagen, der primært omhandlede forhold efter Öcelans ankomst til Tyrkiet.

56.  Der har været tale om at udsende danske soldater til Vestsahara i forbindelse med afholdelsen af valg i området. Et mere virkelighedsnært eksempel kunne tage udgangspunkt i de danske soldaters deltagelse i den Nordisk-Polske Kampgruppe, der er en del af SFOR (Stabilization Force) i Bosnien. Situationen i Bosnien er dog lidt kompliceret ved det, at Bosnien i skrivende stund ikke er medlem af Europarådet og ikke har tiltrådt EMRK. Til trods for dette indeholder »The General Framework Agreement for Peace« (GFAP, også kaldet Dayton-aftalen fra 1995) et afsnit om menneskerettigheder (Annex 6), der indebærer en forpligtelse til at overholde bl.a. de rettigheder, der er beskyttet af EMRK.

57.  Se den anden Louzidou-afgørelse af 18. december 18, 1996, afsnit 56 findes på: http://hudoc.echr.coe.int/ Hudoc1doc\ HEJUD\ sift\ 593.txt.

58.  Se Cypern mod Tyrkiet, 25781/94, afgjort den 10. maj 2001, afsnit 77. Se tillige for eksempel antagelsesafgørelsen Hapeshis og Hapeshis-Michaelidou mod Tyrkiet, 35214/97, hvor klagerne ikke fysisk var blevet forhindret i at besøge deres ejendom af tyrkiske tropper. Her blev det understreget, at Tyrkiets »effective control« indbar en pligt til at sikre alle Konventionens rettigheder på den nordlige del af øen.

59.  Bankovic-afgørelsen, afsnit 71.

60.  Det afhænger naturligvis af de konkrete omstændigheder, herunder eventuelle fredsaftaler der ligger til grund for udstationeringen, Status of Forces Agreements (SOFA) i forbindelse med udstationeringen etc. Der ses her endvidere bort den komplikation, der skabes ved det faktum, at internationale operationer, så som SFOR, har deltagelse af en række nationer samt er autoriseret af FN’s Sikkerhedsråd. I Bankovic sagen anførte Frankrig således, at angrebet på RTS blev fortaget af NATO, samt at denne organisation besidder international juridisk kompetence, se Bankovic-afgørelsen, afsnit 32.

61.  Det faktum, at operationen finder sted uden for Konventionens geografiske område og dermed uden for Konventionens espace juridique, indebærer muligvis, at kravet til »effective control« skal anses for strengere end i Cypern-sagerne.

62.  Reidy, Aisling: »The Approach of the European Commission and Court on Human Rights to International Humanitarian Law«, i 324 International Review of the Red Cross, 1998, 528.

63.  Den internationale Domstols nylige afgørelse i »Case Concerning the Arrest Warrant of 11 April 2000« mellem Den Demokratiske Republik Congo og Belgien, afgjort den 14. februar 2002, vil formentlig hæmme en række forsøg på at retsforfølge overtrædelser af internationale forbrydelser så som tortur, folkemord etc. Domstolen fandt, at en udenrigsminister, baseret på sædvaneret, »throughout the duration of his or her office ... enjoys full immunity from criminal jurisdiction and inviolability« (afsnit 54). Afgørelsen betyder antageligt at sagen mod Sharon afvises.