Ejendomsbegreb og ejendomsindgreb

– krav om hjemmel, forudsigelighed, lighed og proportionalitet efter EMK (5.2001 side 208)


Professor, dr. jur. Erik Werlauff

 

Ejendomsrettens beskyttelse efter protokol 1 (P1) art. 1 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMK) har været undervurderet i forhold til andre EMK-frihedsrettigheder. Den har imidlertid i de senere år demonstreret sin dynamiske karakter, og den har på nogle områder overhalet nationale forfatningsbestemmelser. Den beskytter mod uklare, vilkårlige eller retroaktive regler om skatter, afgifter og konfiskation og også i øvrigt mod sagligt ubegrundet økonomisk forskelsbehandling. Den bliver herved en kontrolbestemmelse vedrørende hjemmel, forudsigelighed, lighed og proportionalitet for regelsæt af økonomisk betydning for borgere og virksomheder. Den vil kunne få betydning på økonomisk relaterede retsområder, hvor man næppe tidligere ville have forventet det.

1. EMK’s udsagn om ejendomsretten

Enhver fysisk eller juridisk person har ret til respekt for sin ejendom, siges det i programerklæringen i P1 art. 1, men ligesom det er tilfældet med Grl. § 73, der efter den indledende programerklæring om ejendomsrettens »ukrænkelighed« koncentrerer sig om at definere, under hvilke betingelser man kan tilpligtes at »afstå« sin ejendom, gælder det også for EMK-bestemmelsen, at dens kerneområde er at fastlægge, under hvilke omstændigheder man alligevel kan »berøves« sin ejendom.1

Helt overordnet kan det siges, at EMK ikke herved giver ejendomsretten nogen beskyttelse af større udstrækning end Grl. § 73. På enkelte punkter, fx i henseende til spørgsmålet om fuld erstatning, er dens beskyttelse måske endog mindre vidtgående end Grl. Men man må ikke undervurdere det forhold, at der gennem EMK er sikret en »ekstern« håndhævelse af også denne frihedsrettighed, og at EMK i modsætning til Grl. udvikler sig dynamisk.2

Endelig kommer det i betragtning, at EMK-bestemmelsen på enkelte punkter yder en beskyttelse, som ikke genfindes i alle forfatningsretlige ordninger, heller ikke i Grl. § 73. For det første omfatter bestemmelsen ikke blot en beskyttelse mod ekspropriative indgreb, men også mod mindre indgreb i et formuegode, fx i form af en lovbefalet brugsret, jf. fx dom af 29. april 1999 i Chassagnou m.fl. mod Frankrig. For det andet yder bestemmelsen beskyttelse mod diskriminerende administration af økonomiske regler, jf. fx dom af 16. september 1996 i Gaygusuz mod Østrig. For det tredje yder den beskyttelse mod uforudsigelige, vilkårlige og utilgængelige afgiftsregler m.v., jf. fx dom af 9. november 1999 i Spacek s.r.o. mod Tjekkiet. I hvert fald på disse punkter rækker EMK-beskyttelsen videre end fx Grl. § 73, og den får herved – selv om der ikke er tale om et ekspropriativt indgreb, ja netop som betingelse for at anerkende indgrebet – snarere karakter af en form for kvalitets-, proportionalitets- og ikke-diskriminationskontrol af visse former for økonomisk lovgivning. De her nævnte domme omtales uddybende nedenfor.

2. Ejendomsbegrebet efter EMK omfatter også retroaktiv lovgivning om økonomiske rettigheder

Af adskillige afgørelser fra Domstolen fremgår det, at ejendomsretsbegrebet i EMK er et autonomt begreb. Begrebet ejendom – possessions – omfatter således mange forskellige former for rettigheder, ikke blot fast ejendom og løsøre, men også fx immaterielle rettigheder, retten til at oppebære en erstatning m.v. Dette blev endnu engang understreget i den nedenfor nævnte Beyeler mod Italien, dom af 5. januar 2000, om statens udøvelse af lovbestemt forkøbsret til et van Gogh-maleri. Også immaterielle rettigheder er omfattet af begrebet, jf. fx UfR 1999.1621 SH, hvor Sø- og Handelsretten inddrager EMK ved vurderingen af, om en ny varemærkeregel fandt anvendelse på en verserende sag.

EMK art. 7 har et forbud mod skærpende straffelovgivning med tilbagevirkende kraft, men bestemmelsen omhandler kun straffelovgivning, ikke civilretlig lovgivning. I hvilket omfang ex post facto lovgivning om civilretlige spørgsmål er EMK-stridig, må derfor bero på andre overvejelser. Retroaktiv lovgivning om økonomiske spørgsmål kan efter omstændighederne være i strid med P1 art. 1 om beskyttelse af ejendomsretten, jf. den nedenfor nævnte dom af 20. november 1995 i Pressos Compania Naviera S.A. mod Belgien, hvor Belgien havde udstedt en lov, der med tilbagevirkende kraft fritog staten for dens erstatningspligt for fejl, der blev begået af lodser.

Ved den dom af 23. februar 1995 i Gasus Dosier und Fördertechnik GmbH mod Holland, der omtales nærmere nedenfor, understregede Domstolen, at begrebet ejendomsret i art. 1 er et selvstændigt begreb, som ikke er begrænset til ejendomsretten til fysiske genstande. I sagen var der tale om det hollandske skattevæsens udlæg i erhvervsløsøre, som den hollandske debitor havde købt under ejendomsforbehold af det tyske selskab Gasus, og dommen anerkender, at skattemyndighederne kunne foretage udlæg heri uden at respektere ejendomsforbeholdssælgerens tinglige ret, dvs. at en offentligretlig kreditor i modsætning til private kreditorer på rent objektivt grundlag kunne ekstingvere et ejendomsforbehold – men spørgsmålet afprøvedes altså efter EMK, eftersom der var tale om et indgreb i »ejendomsretten«.

Dommen kan tages som et eksempel på, at EMK’s beskyttelse af ejendomsretten, i hvert fald hvad angår selve ejendomsbegrebet, ikke er af stærk natur, når man sammenholder med flere nationale forfatninger. Det spiller dog formentlig ind, at ejendomsforbeholdet i flere lande ikke har samme retlige styrke som en egentlig panteret. Tænker man sig således, at en panthavers ret kunne udslukkes på rent objektivt grundlag, er det næppe sikkert, at dommen var kommet til samme resultat. Man kan derfor sige, at ejendomsbegrebet efter EMK ganske vist er af autonom beskaffenhed, men at det ikke nødvendigvis har samme retlige styrke i enhver sammenhæng. Statens skønsmargin tåles mere villigt, jo »svagere« en form for ejendomsret der er tale om, og hvad angår denne skønsmargin, respekteres den i temmelig vid udstrækning, når det drejer sig om ejendomsretsindgreb (modsat fx ytringsindgreb, hvor marginen er yderst snæver, i enkelte tilfælde nærmest ophævet).

Begrebet ejendom efter EMK kan omfatte et erstatningskrav, for hvilket den retsstiftende kendsgerning er indtrådt. Hvis der lovgives om erstatningsretlige spørgsmål med virkning for begivenheder, der allerede er indtruffet, kan dette dermed indebære et indgreb i ejendomsretten, jf. dom af 20. november 1995 i Pressos Compania Naviera S.A. mod Belgien, hvor Belgien fandtes at have krænket EMK-bestemmelsen ved i 1988 at udstede en lov, der med tilbagevirkende kraft fritog den belgiske stat for dens erstatningspligt for fejl, der blev begået af lodser. Der var tale om skade påført skibe som følge af lodsens uagtsomhed, og dagældende belgisk lov fra 1967 gjorde staten ansvarlig for lodsens uagtsomhed.

Domstolen fandt, at der forelå possessions, eftersom rederierne efter 1967-loven havde krav på erstatning for allerede indtrådte skader. Belgien hævdede, at indgrebet var nødvendigt af økonomiske grunde, og Domstolen vurderede derfor indgrebets proportionalitet. Den lagde herved vægt på, at 1988-loven ganske enkelt udslettede rettigheder, som havde eksisteret i en årrække. Domstolen fandt derfor, at der ikke var proportionalitet mellem hensynet til staten og den belastning, det udgjorde for klagerne, at loven blev udstedt med tilbagevirkende kraft.

Der kan herved påvises en komplementaritet mellem ejendomsbeskyttelsen efter P1 art. 1 og kravet på retfærdig rettergang efter EMK art. 6. Hvis der gribes ind i krav, som allerede er blevet fastslået ved dom, er der tale om et indgreb i ejendomsretten, og dermed bliver P1 art. 1 aktuel. Gribes der derimod ind i en verserende eller bebudet retssag, vil forholdet kunne komme i konflikt med retten til domstolsprøvelse efter art. 6, hvorved magtadskillelsen krænkes.3

Den rettighed, der fremstår i kraft af en aftale – således som denne eventuelt skal fortolkes ved en voldgift, der er aftalt mellem parterne – udgør også en possession i EMK’s forstand, og et indgreb deri fx gennem lov vil derfor være udtryk for et indgreb i ejendomsretten, jf. dom af 9. december 1994 i Stran Greek Refineries & Stratis Andreadis mod Grækenland, hvor både ejendomsretten og retten til retfærdig rettergang efter art. 6 ansås krænket. Hr. Andreadis og hans selskab havde en aftale med den daværende militærregering i Grækenland om opførelse af et olieraffinaderi i nærheden af Athen, men da Grækenland blev et demokrati, ønskede staten at træde tilbage fra denne og andre af juntaens aftaler. Hr. Andreadis anlagde imidlertid voldgiftssag i henhold til kontrakten og fik faktisk voldgiftskendelse for, at staten skulle bære 70% af hans tab. Imidlertid indbragte staten sagen for domstolene, og mens sagen verserede her, vedtog det græske parlament en lov, som gjorde voldgiftsaftaler fra militærregeringens tid ugyldige. Herefter fastslog domstolene, at voldgiftskendelsen og ansvarsfordelingen deri var ugyldige.4 Ejendomsretten var krænket, idet voldgiftskendelsen skulle have været opretholdt, og staten skulle have betalt i henhold til denne. Ved at bryde ind i dette gennem lov, mens sagen verserede for domstolene, og erklære voldgiftskendelsen ugyldig, blev balancen mellem offentlige interesser og hensynet til beskyttelse af ejendomsretten forrykket.5

Retten til sociale ydelser kan udgøre ejendom i bestemmelsens forstand, jf. dom af 16. september 1996 i Gaygusuz mod Østrig, der omtales nærmere nedenfor under forbudet mod diskriminering.

Et indgreb i ejendomsretten kan påberåbes af den umiddelbart berettigede, dvs. den, ejendomsretten tilkommer. Det følger heraf, at et selskabs aktionærer som hovedregel ikke kan påberåbe sig et indgreb i selskabets ejendomsret. Et sådant indgreb må i givet fald påberåbes af selskabet som sådant ved dettes kompetente organer, dvs. enten bestyrelsen, likvidator eller kurator, alt efter selskabets ssituation, jf. dom af 24. oktober 1995 i Agrotexim m.fl. mod Grækenland, hvor Domstolen afviste en klage fra nogle aktionærer i et selskab under likvidation. De mente, at deres ejendomsret var krænket gennem nogle ekspropriative skridt, der var foretaget over for det selskabet, som var under insolvensbehandling. Når klagen ikke blev realitetsbehandlet af Domstolen, skyldtes det, at aktionærerne ikke klagede over en krænkelse af deres ret som aktionærer i selskabet, jf. eksemplet i næste afsnit, men over en krænkelse af selskabets ejendomsret. Domstolen fandt, at det var »hovedreglen, at selskabsmasken [!] ikke kunne løftes, og at fravigelse alene burde ske, når det var godtgjort, at selskabet ikke selv havde haft mulighed for at indgive klage over de påståede krænkelser«. Uanset at selskabet var under insolvensbehandling, havde det – gennem likvidatorerne – haft mulighed for at indgive klage i relation til EMK.6

I Konstantin m.fl. mod Grækenland, dom af 23. november 2000, måtte Domstolen efterprøve, om kong Konstantins, hans søsters og hans fasters eksproprierede græske ejendomme var undergivet privat ejendomsret, eller om de alene besad ejendommene i deres egenskab af medlemmer af kongehuset. Domstolen konstaterede, at i hvert fald en del af ejendommene var erhvervet af klagernes forfædre for private midler, og i relation til disse ejendomme var der derfor tale om ejendom, som beskyttes af P1 art. 1. Da der efter det endelige dekret ikke var ydet reel erstatning, var der ikke en rimelig balance mellem almene og private interesser, og P1 art. 1 var derfor krænket.

3. Ejendomsindgreb: Krav om balance mellem borgerens og samfundets interesser

Efter programerklæringen i P1 art. 1(1) hedder det: »Ingen må berøves sin ejendom undtagen i samfundets interesse og i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat ved lov og følger af folkerettens almindelige principper.« Heraf følger nogle overvejelser, der har mange lighedspunkter med dem, der kendes fra praksis og litteratur omkring Grl. § 73, dvs. i relation til spørgsmålene om, hvad der er »ejendom«, og i særdeleshed hvornår man kan siges at »afstå« (EMK: blive »berøvet«) sin ejendom. Det er sondringen mellem ekspropriation og erstatningsfri regulering, der herved er i centrum, og mange af de kriterier, der herved kendes fra dansk forfatningsret, vil kunne genkendes i relation til EMK-bestemmelsen. Det gælder både kriteriet generelt/konkret, causakriteriet og intensitetskriteriet, som dansk forfatningsret selvsagt ikke er alene om at anvende.

Domstolen har i flere afgørelser fremhævet kravet om en rimelig balance mellem ejerens og samfundets interesser, og i alle sager ved Domstolen om beskyttelse af ejendomsretten har det derfor drejet sig om at efterprøve, om denne balance har været til stede, og om indgrebet ydermere har været lovligt og ikke vilkårligt, jf. fx udtalelserne i Beyeler mod Italien, dom af 5. januar 2000, der omtales nærmere nedenfor.

At også EMK – naturligvis – forudsætter, at der må reserveres et område for generel, erstatningsfri regulering, fremgår af art. 1(2), 1. pkt., der tillader staten at »håndhæve sådanne love, som den anser for nødvendige for at overvåge, at ejendomsretten udøves i overensstemmelse med almenhedens interesse ...«.

Også en aktionærs ejendomsret til en forholdsmæssig andel af selskabsformuen er begribeligvis beskyttet af EMK-bestemmelsen. I retslitteraturen har det været overvejet, hvorvidt det kan tænkes at være udtryk for en erstatningsudløsende ekspropriation, såfremt EU gennem en indførelse af udkastet til 5. selskabsdirektiv (strukturdirektivet) i dets nuværende skikkelse ændrer på forholdet mellem A- og B-aktier også med virkning for eksisterende selskaber (særligt således, at nogle A-aktier må ændres til B-aktier for at opfylde direktivets forventede krav om, at højst 50% af den samlede selskabskapital er B-aktier med reduceret eller helt ophævet stemmeret).7 Det må antages, at en omfordeling af aktiers stemmeret kan få stor betydning for deres værdi, og at indgrebet derfor ikke kan ske uden erstatning eller godtgørelse til de aktionærer, hvis aktiers stemmeret og dermed værdi reduceres.

Tyskland gennemførte i 1998 væsentlige indgreb i mulighederne for at opretholde særligt begunstigede »A-aktier« (Mehrstimmrechtsaktien), jf. Gesetz zur Kontrolle und Transparenz im Unternehmensbereich.8 Tyskland har således foregrebet vedtagelsen af det nævnte direktivudkast. I Tyskland kan der ikke længere udstedes »A-aktier« med forøget stemmeret, men der kan fortsat udstedes stemmeløse »C-aktier«.9 Lovgivningsmagten i Tyskland har – tilsyneladende modsat det nævnte direktivudkast – indset, at der foreligger et erstatningsudløsende ejendomsindgreb. Der skal derfor i alle tilfælde, hvor A-aktier mister deres stemmeprivilegier, ydes en rimelig godtgørelse fra selskabet (»... einen Ausgleich ..., der den besonderen Wert der Mehrstimmrechte angemessen berücksichtigt«).10 Gennem disse godtgørelsesregler har Tyskland utvivlsomt fundet en løsning, der ikke kan kritiseres efter EMK. Det oprindelige lovforslag opererede ikke med en godtgørelse, men retslitteraturen påpegede, at en omfordeling af stemmeretten kan være udtryk for et ekspropriativt indgreb – i hvert fald i tilfælde, hvor der gennem den hidtidige kursdannelse har manifesteret sig klare værdiforskelle mellem A- og B-aktier, eller hvor kontrollen over et (unoteret) selskab har været opretholdt gennem A-aktier, der nu gennemlovindgrebet mister deres majoritetsposition.11

Den rolle, som ejendomsbeskyttelsen efter EMK vil kunne spille, kan illustreres med endnu et eksempel fra erhvervsretten. Ved fusion mellem selskaber skal »særlige rettighedshavere« i det ophørende selskab have mindst samme rettigheder i det fortsættende selskab, som de havde i det ophørende.12 Denne direktivbestemmelse er ikke direkte gentaget i dansk selskabslovgivning, men kan meget tænkeligt indfortolkes i det almindelige princip om civilretlig universalsuccession ved fusion mellem selskaber. Da en kriseramt fynsk bank skulle indfusioneres i en større bank, opdagede ejerne af nogle gamle tegningsretter (warrants) i den ophørende bank, at pligten til at respektere disse »særlige rettigheder« ikke agtedes overtaget af den fortsættende bank, angiveligt fordi de reelt nok var værdiløse, uanset at aktionærerne i den ophørende bank faktisk fik et vederlag for deres aktier. En ejer af sådanne tegningsretter anlagde nu sag mod bankerne med påstand om en forholdsmæssig tegningsret i den fortsættende bank, svarende til den, han havde haft i den ophørende. Der kunne være stillet præjudicielle spørgsmål til EF-domstolen, først om direktivbestemmelsens fortolkning, dernæst om dens eventuelle direkte virkning (umiddelbare anvendelighed) på det horisontale plan mellem rettighedshaver og selskab, og endelig om statens eventuelle erstatningspligt i tilfælde af, at direkte virkning eventuelt ikke kunne statueres.

Tænker man sig, at tegningsrettighedernes ejer havde ret i, at den fortsættende bank ifølge direktivbestemmelsen skulle respektere tegningsretten, men at der ikke var danske lovbestemmelser mv., hvori direktivbestemmelsen kunne indfortolkes og dermed få virkning i det horisontale retsforhold mellem sagens parter,13 ville det spørgsmål naturligt opstå, om der var grundlag for erstatning fra den danske stat for forsømmelsen. Fællesskabsrettens kriterium for erstatningsansvar hos en stat er som bekendt, at der skal foreligge en »kvalificeret« overtrædelse af fællesskabsretten, og der er således ikke på objektivt grundlag et krav mod staten. Her ville EMK P1 art. 1 imidlertid kunne komme ind i billedet som et supplerende retsgrundlag for erstatning til den krænkede rettighedshaver, idet hans værdier i kraft af det nævnte »hul« i lovgivningen reelt blev overført til selskabets ejere, når hans tegningsretter således faldt bort. Det krav, EMK herved ville give den krænkede rettighedshaver, ville ikke forudsætte, at der kunne påvises en kvalificeret overtrædelse af fællesskabsretten, eftersom kravet på erstatning pga. en ejendomskrænkelse efter EMK må afgøres på et objektivt grundlag.14

Sagsforløbet er således et eksempel på, at en krænkelse af økonomiske rettigheder kan imødegås på flere retlige niveauer, der alle kan kombineres under samme sag – forudsat at parterne, advokaterne og dommerne mestrer disse regelsæt og kombinationen af dem. 

4. »Berøves« sin ejendom

På et vigtigt punkt er EMK’s beskyttelse af ejendomsretten måske stærkere, end hvad flere forfatningsretlige systemer vil føre til, eftersom EMK-bestemmelsen ikke blot opererer med begrebet »afståelse«, jf. herved Grl. § 73, men med det tilsyneladende noget værdiladede, men reelt formentlig bredere begreb »berøves« sin ejendom.

Det er herom statueret i Domstolens praksis, at »berøvelse« kan omfatte forskellige former for indgreb, som ikke overfører ejendomsretten til staten eller andre, men blot i begrænset omfang stiller formuegodet til statens eller andres disposition. Ved dom af 29. april 1999 i Chassagnou m.fl. mod Frankrig statuerede Domstolen således, at både P1 art. 1 om ejendomsretten og art. 11 om foreningsfriheden var krænket gennem en lov, der tilpligtede klagerne at stille deres jorder til disposition for jagt i en form for »puljeordning«. Hvad ejendomsretten angik, konstaterede Domstolen, at klagernes ret til at anvende deres ejendom var blevet indskrænket gennem de nævnte foranstaltninger, men at denne indskrænkning kunne anses for at tjene almenvellet, nemlig med henblik på at organisere jagtvirksomhed og pleje vildtbestanden. Imidlertid udgjorde den tvang, som klagerne i deres egenskab af små jordbesiddere underkastedes til at stille deres jorder til rådighed for tredjemands jagt i strid med deres egne moralske anskuelser, en uproportional indskrænkning af deres ret som jordejere, og denne indskrænkning gik videre, end hvad der var tilladt efter P1 art. 1(2). Domstolen fandt derfor med 12 stemmer mod 5, at der forelå en krænkelse.15

»Berøvelse« af ejendom kan ske gennem bevis- og bevisbyrderegler, der i realiteten vil få som slutresultat at fratage ejeren dennes ejendom. Dette kan få betydning i forholdet mellem det private som ejer og det offentlige som residualejer i mange landes retssystemer, jf. herhjemme allerede udsagnet i Jyske Lov fra 1241 om, at »[d]et, som ingen ejer, det ejer Kongen«. Se hertil dom af 9. december 1994 i The holy monasteries mod Grækenland, hvor det ved græsk lov var blevet bestemt, at store dele af en række græske klostres ejendomme skulle betragtes som statens ejendom, medmindre klostrene gennem en bevisførelse (hvis tema m.v. udtømmende var angivet i loven, og som ikke omfattede alle relevante situationer) beviste, at de var de rette ejere af de pågældende faste ejendomme.16

»Berøvelse« kan i sagens natur også ske gennem udøvelse af fx en lovbestemt forkøbsret, som det sås i Beyeler mod Italien, dom af 5. januar 2000, om forkøbsret til et van Gogh-maleri, som udøvedes på en vilkårlig måde af staten.

»Berøvelse« kan ske på mere indirekte måde, fx ved at staten forsømmer at stille de fornødne tvangsmidler til ejerens rådighed, hvis andre uretmæssigt råder over hans ejendom. I sagen A.O. mod Italien, dom af 30. maj 2000, havde ejeren af en ejendom fået dom for, at en lejer skulle fraflytte, fordi lejeperioden var udløbet. Men dommen kunne reelt ikke eksekveres, eftersom lejeren nægtede at flytte frivilligt, og politiet som følge af mere presserende opgaver afslog at assistere fogedretten med at gennemføre en udsættelsresforretning. Gennem 6 år var udlejeren dermed afskåret fra at disponere over lejligheden og genudleje den. Dette udgjorde en overtrædelse af P1 art. 1.17

Det behøver ikke nærmere forklaring, at en tilsvarende handlemåde – eller mangel på samme – ikke efter nationale forfatninger, fx efter dansk Grl. § 73, ville falde ind under begrebet »afstå sin ejendom«. Blandt andet i denne henseende får EMK derfor en anden rækkevidde end national ejendomsbeskyttelse.

5. Hjemmels- og tilgængelighedskrav: Legalitetsprincippet (the rule of law),
tilgængelighed (accessibility) og forudsigelighed (foreseeability)

Legalitetsprincippet er som bekendt hverken en dansk eller en nyere opfindelse. Kravet om the rule of law blev allerede tidligt fremsat som et krav over for den ellers absolutte kongemagt, jf. allerede Magna Carta 1215. I denne mere kategoriske udformning er the rule of law udtryk for et krav om, at der administreres efter forud fastlagte regler (omend ikke nødvendigvis skrevne retsregler), så borgerne ikke bliver ofre for rent arbitrære myndighedshandlinger. Forholdet udtrykkes allerede i Magna Cartas krav om, at også statsmagten (kongen) handler i overensstemmelse med the law of the land, i modsætning til absolutismens rent skønsmæssige og arbitrære fastlæggelse ad hoc af, hvad der skal gælde i den enkelte sag.

Tværs gennem EMK kan det påvises, at dette legalitetsprincip giver sig udslag i krav til staten om, at de indgreb, den vil foretage i en bestemt frihedsrettighed, foretages »ved lov« eller gennem »den ved lov foreskrevne fremgangsmåde« eller »i overensstemmelse med loven«. Der kan gøres indgreb i den personlige frihed, men det skal ske »i overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde«, jf. art. 5(1). Der kan gøres indgreb i privat- og familielivet, men det skal ske »i overensstemmelse med loven«, jf. art. 8(2). Der kan gøres indgreb i retten til religionsudøvelse, men det skal ske »ved lov«, jf. art. 9(2). Der kan gøres indgreb i ytringsfriheden, men det skal ske gennem sådanne »formaliteter, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov«, jf. art. 10(2). Der kan gøres indgreb i forsamlings- og foreningsfriheden, men det skal ske gennem »indskrænkninger ..., som er foreskrevet ved lov«, jf. art. 11(2).

Uanset den forskelligartede sammenhæng og de nuancerede formuleringer rummer dette krav den kerne, at der skal være tale om forudsigelige indgreb, dvs. et krav om foreseeability, så vilkårlighed og arbitrære myndighedsafgørelser undgås. Indgrebet skal – for nu at fastholde Magna Cartas snart 800 år gamle terminologi – ske i overensstemmelse med the law of the land, så princippet om the rule of law respekteres i modsætning til the rule of man, dvs. et legalitetsprincip som modsætning til vilkårlighed. Når Domstolen i en konkret sag konstaterer, at der er sket indgreb i en frihedsrettighed efter EMK, og når det dernæst efterprøves, om én undtagelserne i den relevante bestemmelse er opfyldt, efterprøves det samtidig, om indskrænkningen sker »i overensstemmelse med loven«, så statsmagtens indgreb i frihedsrettigheden ikke sker på vilkårligt grundlag.

Tilføjelsen i P1 art. 1 om, at betingelserne skal være »fastsat ved lov«, er ikke som efter Grl. § 73 et krav om hjemmel i formel lov, men et krav om faste kriterier i national ret for afståelsen.

Henvisningen til »folkerettens almindelige principper« skyldes den langvarige folkeretlige praksis og teori, der findes om betingelserne for en stats mulighed for at ekspropriere fx udlændinges ejendom i den pågældende stat mod erstatning, og det er i sagens natur kravet om fuld erstatning, der herved er i centrum – stadig under forudsætning af, at der foreligger et ekspropriativt indgreb i modsætning til en mere generel, erstatningsfri regulering af udøvelsen af ejendomsretten.

Kravet om, at indgrebet skal være »fastsat ved lov«, indebærer, at der skal være tale om forudsigelige og tilgængelige regler eller principper, og at ekspropriation m.v. således ikke må foregå på en tilfældig, uforudsigelig eller »utilgængelig« måde.

I Hentrich mod Frankrig, dom af 22. september 1994, statueredes det, at Frankrig havde overtrådt bestemmelsen i forbindelse med håndhævelsen af nogle regler om kommunal forkøbsret til ejendomme, som det offentlige mente blev solgt for lavt i forhold til den virkelige værdi. Ved at udøve forkøbsretten eller true hermed skulle man kunne imødegå, at parterne i en ejendomshandel undgår at betale omsætningsskat ved at fastsætte en officiel pris, som er lavere end den reelle pris. I ægteparret Hentrichs sag besluttede skattemyndighederne at udøve deres forkøbsret til den mellem parter­ne aftalte købesum + 10%, men ægteparret ønskede dette domstolsprøvet. Domstolen statuerede, at fremgangsmåden var i strid med P1 art. 1.18 Udnyttelsen af forkøbsretten var sket på en tilfældig og uforudsigelig måde, og ægteparret havde ikke haft mulighed for at få en begrundelse for skattemyndighedernes opfattelse af, at købsprisen var for lav. De havde derfor været ude af stand til at argumentere relevant under retssagen. Udnyttelsen af forkøbsretten var i den foreliggende situation ikke proportional i forhold til det mål, der ønskedes nået med reglerne.19

Særligt spørgsmålet om reglernes »tilgængelighed« kom til prøvelse i dom af 9. november 1999 i Spacek s.r.o. mod Tjekkiet, hvor nogle supplerende skatteretlige forskrifter om selskabers regnskabsførelse og skattegrundlag ikke var vedtaget i form af en formel lov, og derfor ej heller offentliggjort i den tjekkiske lovtidende. Forskrifterne var administrativt fastlagt og offentliggjort i et finanstidsskrift, der lå til eftersyn sammen med lovtidende. Domstolen fremhævede, at kravet om hjemmel i lov i art. 1 ikke skal forstås formelt, men substantielt, og efter en konkret prøvelse fandt Domstolen, at indgrebet havde tilstrækkelig hjemmel i lov og opfyldte kravene om tilgængelighed og forudsigelighed.20

Kravet om, at indgreb i ejendomsretten skal ske på grundlag af regler, der er tilgængelige, præcise og forudberegnelige, blev understreget i den foran nævnte Beyeler mod Italien, dom af 5. januar 2000, hvor den italienske stat havde holdt det svævende i 5 år fra 1983 til 1988, om den ville udøve sin lovbestemte forkøbsret til van Gogh-maleriet »Portræt af en ung bonde«. Domstolen fandt den italienske lovgivning uklar for så vidt angår fristerne for udøvelse af forkøbsretten, og dette understregedes af den vilkårlige måde, loven blev praktiseret på af myndighederne. Domstolen fremhævede herved behovet for, at offentlige myndigheder reagerer i tide og på en passende og konsekvent måde, når det drejer sig om varetagelse af almenvellet. Dels på dette område og dels ved den alt for lave erstatning til maleriets ejer havde Italien derfor overtrådt P1 art. 1.21

6. Uklare, vilkårlige eller retroaktive regler om skatter, afgifter, konfiskation m.v.

Det fremgår af P1 art. 1(2), i.f., at bestemmelsen tillader staten at »håndhæve sådanne love, som den anser for nødvendige ... for at sikre betaling af skatter, andre afgifter og bøder«.

Statens ret udstrækkes herved også til opkrævnings- og eventuelt udlægsfasen, og der indrømmes staten en betydelig skønsmargin i henseende til, hvordan den vil håndhæve sine love om skatteinddrivelse. Eksempel på en afgørelse, der unægtelig går meget vidt i så henseende, er Domstolens dom af 23. februar 1995 i Gasus Dosier und Fördertechnik GmbH mod Holland, der omtaltes ovenfor under selve ejendomsbegrebet. Her statuerede Domstolen, at Holland ikke havde krænket bestemmelsen ved at tillade skattemyndighederne at beslaglægge og sælge aktiver, som var behæftet med ejendomsforbehold. Der var tale om aktiver, som det tyske selskab Gasus havde solgt under ejendomsforbehold til en hollandsk erhvervsdrivende, og for dennes skatterestance blev der foretaget udlæg i aktiverne. Udlægget blev ikke foretaget »med respekt af tredjemands bedre ret«, således som det fx ville være sket i Danmark. Skattevæsenet fik således gennem sit udlæg en bedre ret, end andre udlægssøgende kreditorer ville have fået, idet skattevæsenet ikke skulle respektere ejendomsforbeholdet.

Domstolen udtalte, at art. 1(2) anerkender statens ret til at regulere udøvelsen af ejendomsretten i overensstemmelse med almene principper eller for at sikre betaling af skatter, afgifter m.v. Det var skattemyndighedernes ret til at foretage udlæg i alt indlagt løsøre hos debitor med karakter af driftsmateriel, uanset hvem løsøret måtte tilhøre, der havde medført, at der var sket indgreb i Gasus’ ejendomsret. Art. 1(2) skal, udtalte Domstolen ligesom i flere andre sager, sikre en rimelig balance mellem den almene interesse og individets menneskerettigheder. Domstolen udtalte, at adgangen i hollandsk ret til at foretage udlæg i tredjemands aktiver under visse betingelser ikke i sig selv var udtryk for, at staten ikke havde ramt en »fair balance«.

Sondringen mellem en fuld og reel ejendomsret og på den anden side en sikkerhedsret, dvs. ejendomsforbeholdssælgerens tingligt sikrede ret til købesummen, er ikke fælles hos staterne. Da ejendomsforbeholdssælgerens interesse består i betaling af købesummen frem for i salgsgenstanden, fandt Domstolen, at en forskellig behandling af de enkelte former for ejendomsret og sikkerhedsret ligger inden for den skønsmargin, som må indrømmes staterne. Om denne forskelsbehandling kom til udtryk i en materiel eller i en processuel regulering, var af mindre betydning. Domstolen fremhævede, at der var tale om erhvervsforhold, og følgelig om en vis risiko. Ved at forbeholde sig ejendomsretten havde Gasus opnået en betydelig sikkerhed i forhold til andre kreditorer. Hvis selskabet tillige ville have opnået beskyttelse mod skattevæsenet, skulle det have nægtet køberen kredit ved at forlange forudbetaling, bankgaranti eller forsikring.

Det var for Domstolen uden betydning, at Gasus ikke var ansvarlig for skatterestancen og heller ikke havde muligheder for at skaffe sig oplysninger om den. Domstolen fandt alt i alt, at indgrebet ikke havde været arbitrært, og der blev herved lagt vægt på, at et udlæg som det foreliggende kunne forlanges efterprøvet ved domstolene, således som det kræves i EMK art. 6(1). Herefter fandt Domstolen med 6 stemmer mod 3, at der ikke var sket en krænkelse af EMK.

Den citerede afgørelse om skattevæsenets ekstinktion af ejendomsforbeholdet er ikke nødvendigvis udtryk for den definitive retstilstand på området. Det er unægtelig en meget vidtgående fordel at give en offentligretlig kreditor, at der således på rent objektivt grundlag gives en ekstinktionsmulighed, som ikke tilkommer andre kreditorer, og dommen kan derfor tages som ét blandt flere eksempler på, at beskyttelsen af ejendomsretten efter EMK i hvert fald hidtil ikke har været stærk af natur.

EMK-beskyttelsen af ejendomsretten har ikke desto mindre et ganske vigtigt område, når det drejer sig om skatter og afgifter, og på nogle punkter rækker denne beskyttelse videre, end hvad national ejendomsbeskyttelse normalt vil komme frem til. Nedenfor er nævnt kravet om ikke-diskriminering, jf. EMK art. 14, som også gælder i kombination med P1 art. 1, herunder ved skatteopkrævning. Men også kravet om forudsigelighed, fasthed og tilgængelighed spiller her en selvstændig rolle. Dette indebærer, at der gennem EMK kan foretages en form for kvalitetsmæssig prøvelse af statens skatte- og afgiftsregler, hvorved P1 art. 1 fungerer som indgangsvinkel for prøvelsen. Selv om der ikke findes at være tale om ekspropriation, standser prøvelsen ikke her, idet det efterprøves, om afgiften er pålagt på en måde, der respekterer både ikke-diskriminationskravet, og tillige på en forudsigelig og tilgængelig måde. På dette væsentlige punkt rækker beskyttelsen efter EMK derfor videre end efter mange forfatningsretlige ordninger, herunder Grl. § 73. Bestemmelsen i EMK bliver herved udtryk for nogle supplerende betingelser, der skal være opfyldt, for at et økonomisk indgreb over for en borger eller et selskab er retmæssigt.

Dette illustreres af den allerede omtalte dom af 9. november 1999 i Spacek s.r.o. mod Tjekkiet, hvor nogle supplerende skatteretlige forskrifter om selskabers regnskabsførelse og skattegrundlag ikke var vedtaget i form af en formel lov og derfor ej heller offentliggjort i den tjekkiske lovtidende, men hvor forskrifterne var administrativt fastlagt og offentliggjort i et finanstidsskrift, der lå til eftersyn sammen med lovtidende. Domstolen fandt som nævnt efter en konkret prøvelse, at indgrebet havde tilstrækkelig hjemmel i lov og opfyldte kravene om tilgængelighed og forudsigelighed.

Det illustreres endvidere af ­Karlheinz Schmidt mod Tyskland, dom af 18. juli 1994, hvos Domstolen statuerede, at en forpligtelse, der udelukkende blev pålagt mænd, til at gøre tjeneste i brandvæsenet i en tysk delstat eller til i stedet at betale en kompenserende afgift, udgjorde en krænkelse af art. 14 i sammenhæng med – art. 4(3)d om »slaveri og tvangsarbejde«(!). Efter artikel 4(3)d gælder det, at forbudet i art. 4 mod tvangs- eller pligtarbejde ikke omfatter arbejde eller tjeneste, der hører til de normale borgerpligter. Uafhængigt af, hvorvidt der i dag er nogen berettigelse i at behandle mænd og kvinder forskelligt hvad angår obligatorisk tjeneste i brandvæsenet, måtte det ifølge Domstolen være afgørende for vurderingen af sagen, at forpligtelsen til aktivt at udføre en sådan tjeneste udelukkende var af teoretisk karakter: Som følge af den stadige forekomst af et tilstrækkeligt antal frivillige var ikke en eneste mand i praksis blevet pålagt aktivt at gøre tjeneste i brandvæsenet. Afgiften havde derfor i praksis mistet sin kompensatoriske karakter, og selve afgiften var derved blevet den eneste reelle forpligtelse. Ved pålæggelsen af en sådan forpligtelse kunne forskelsbehandling på grundlag af køn ikke være berettiget. Afgørelsen blev truffet med 6 dommerstemmer mod 3.

Straffeprocessuelle indgreb i form af bøder, sagsomkostninger, konfiskation m.v. gør ganske vist indgreb i ejendomsretten, men er som tungtvejende udgangspunkt ikke i strid med EMK. Bestemmelsen nævner kun »bøder«, men der må ikke sluttes modsætningsvis herfra, jf. den bredere formulering af art. 1(2)’s første del. Se hertil fx Air Canada mod Storbritannien, dom af 5. maj 1995, hvor det britiske toldvæsen havde beslaglagt en flyvemaskine tilhørende Air Canada, fordi flyet havde været anvendt til transport af smuglergods. Det var heller ikke i strid med bestemmelsen, at toldmyndighederne stillede krav om betaling af et pengebeløb som betingelse for udlevering af flyvemaskinen til flyselskabet.22

Der er dog grænser for, hvor vidtgående indgreb i ejendomsretten der kan gøres over for den, der er uden skyld i den forbrydelse, der begrunder konfiskationen. Blandt andet må et proportionalitetskrav herved iagttages. Den danske strfl. § 76 har utvivlsomt herved fundet en rigtig balance. Udbyttet ved en forbrydelse kan konfiskeres hos enhver, som det er tilfaldet, jf. § 76, stk. 1, men genstande, der har været brugt ved en strafbar handling (fx det fly, der blev smuglet med, jf. Air Canada ovenfor), kan kun konfiskeres hos den, der er ansvarlig for lovovertrædelsen, og hos den, på hvis vegne den ansvarlige har handlet, jf. § 76, stk. 2, og kun under disse betingelser kan særligt sikrede rettigheder, fx panteret, bortfalde ved konfiskationen, jf. § 76, stk. 3. En konfiskation, der i meget videre omfang end dette rammer den, der er uden skyld i forbrydelsen, må antages at være i strid med EMK.

Den konfiskation, der skal kunne stå for en prøvelse efter EMK, skal dog selv være resultat af en lovlig handling fra det offentliges side. Hvis en konfiskation fx står i forbindelse med et EMK-stridigt forbud mod en (politisk) forening, der samtidig opløses med konfiskation af foreningsformuen til følge, udgør forbudet og indgrebet i ejendomsretten tilsammen en EMK-krænkelse, idet konfiskationen herved udgør en slags »krænkelse i krænkelsen«, jf. dom af 30. januar 1997 i sagen mellem Tyrkiets kommunistparti og Tyrkiet, hvor Domstolen fandt art. 11 om foreningsfriheden krænket som følge af den tyrkiske forfatningsdomstols beslutning i juli 1990 om, at det tyrkiske kommunistparti skulle opløses. Det var ikke nødvendigt at tage stilling til et anbringende om, at også ejendomsretten var krænket i forbindelse med konfiskation af partiets ejendele, idet konfiskationen var en konsekvens af den EMK-stridige opløsning af partiet og derfor måtte bedømmes accessorisk til opløsningsbeslutningen.

Under særlige omstændigheder kan også retroaktiv skatte- og afgiftslovgivning være i strid med lighedsprincippet i art. 14, sammenholdt med P1 art. 1. Statens skønsmargin vedrørende skattelovgivningens virkningstidspunkt må dog være ganske vid, men en helt vilkårlig lovgivning, der alene tilsigter at ramme én eller ganske få bestemte virksomheder, vil kunne komme i konflikt med ejendomsbeskyttelsen. Der kan anføres flere eksempler på skattelovgivning, der reelt tilsigter at ramme en enkelt virksomhed, som har handlet politisk uacceptabelt, og lovgivningsteknikken kan da være at foreskrive beskatning af transaktioner af den pågældende karakter, men kombineret med en dispensationsmulighed – som den formastelige virksomhed ikke skal forvente at få.

Et eksempel herpå så man i Danmark for nogle år siden, hvor de såkaldte holdingregler i ligningsloven blev indført (de er siden afskaffet igen). Det var vigtigt for lovgivningsmagten at få inddraget under udbyttebeskatningen også sådanne tilfælde, hvor en aktionær kunne få penge ud af sit selskab, og i løbet af 1984 begyndte man at finde det politisk uacceptabelt, at en aktionær kunne sælge sine aktier i det af ham beherskede selskab til et andet selskab, der skatteretligt blev det første selskabs moderselskab, for derefter at lade moderselskabet hæve store udbytter i datterselskabet, hvorefter moderselskabet med disse penge i hånden betalte købesummen for aktierne til aktionæren. Denne skulle kun betale skat af aktieavancen, ikke af noget udbytte, for han havde blot fået en salgssum for sine aktier. Facit var, at aktionæren bevarede magten i det solgte selskab, nu via det aktiekøbende moderselskab, men samtidig fik det solgte selskabs reserver udbetalt til en lav beskatning.

Da nu aktionærerne i et stort dansk skatte-leasingselskab, DMK Leasing A/S, disponerede således med deres aktier, indførte lovgivningsmagten de nævnte holdingregler. Lovforslaget var blevet fremsat i Folketinget den 4. december 1984, og i ikrafttrædelsesreglerne i loven blev det foreskrevet, at loven skulle have virkning – ikke for aktieafståelser efter den 4. december, men for aktieafståelser i det indkomstår, der ikke var afsluttet endnu den 4. december 1984. Loven fik dermed tilbagevirkende kraft, idet også sådanne aktieafståelser, som havde fundet sted tidligere i 1984, blev omfattet, nemlig når de pågældende skatteydere endnu ikke havde afsluttet det løbende indkomstår. Personer og selskaber kunne fx have foretaget en aktieafståelse i januar måned, og den blev nu inddraget under den beskatning, der således blev vedtaget som lov i samme års december måned. Loven havde en dispensationsmulighed, men denne kunne næppe forventes benyttet.

Det må antages, at et tilsvarende begivenhedsforløb i lyset af EMK P1 art. 1 ikke ville have kunnet stå for prøvelsen, og at en sådan vilkårlig og retroaktiv skattelovgivning ville have udgjort en krænkelse af bestemmelsen.

7. Usaglig forskelsbehandling i andre økonomiske anliggender, herunder sociale

Beskyttelsen af ejendomsretten efter EMK har måske sit stærkeste anvendelsesområde i de tilfælde, hvor diskrimineringsforbudet i EMK art. 14 (som nu udbygges og selvstændiggøres gennem sin egen tillægsprotokol) kommer supplerende ind i billedet. Når bestemmelsen om ejendomsretten anvendes i kombination med art. 14, fremgår det, at skatter, afgifter m.v. ikke må opkræves på en diskriminerende måde.

Også på andre områder end det afgiftsretlige kan ikke-diskrimineringsreglen komme ind i billedet og herved tilføre ejendomsretsbeskyttelsen en styrke, som den isoleret set ikke ville have haft. Herved fungerer diskrimineringsforbudet som løftestang til beskyttelsen af ejendomsretten – eller omvendt, jf. fx dom af 16. september 1996 i Gaygusuz mod Østrig, hvor den tyrkiske statsborger Gaygusuz, der boede i Østrig fra 1973 til 1987 og var i arbejde fra 1973 til 1984, havde søgt om socialhjælp i Østrig efter at være blevet arbejdsløs og syg, men fik afslag med den begrundelse, at han ikke var Østriger.

Domstolen fastslog, at retten til social støtte er en økonomisk rettighed i overensstemmelse med P1 art. 1, og at forskelsbehandling er diskriminerende i relation til art. 14, hvis den ikke har nogen rimelig eller objektiv begrundelse. Staten har en vis skønsmargin med henblik på at vurdere, i hvilken udstrækning ellers ensartede situationer retfærdiggør forskelsbehandling, men der skal stærke grunde til, før Domstolen vil acceptere, at en forskelsbehandling baseret alene på nationalitet er i overensstemmelse med EMK.

Den tyrkiske statsborger havde betalt bidrag til arbejdsløshedsforsikringen på samme måde som østrigske arbejdstagere. Østrig anførte, at forskelsbehandlingen var baseret på ideen om, at staten har et specielt ansvar for egne borgere, men Domstolen lagde vægt på, at klageren havde opholdt sig lovligt i Østrig, arbejdet dér og betalt bidrag til arbejdsløshedsforsikringen på lige fod med østrigske borgere. Det var erkendt af Østrig, at afslaget på social støtte alene var baseret på, at klageren ikke var østriger, og det var erkendt, at han opfyldte de øvrige betingelser for støtte. På denne baggrund fandt Domstolen, at forskelsbehandlingen ikke var baseret på rimelige, objektive hensyn. Selv om Østrig ikke havde indgået nogen gensidig aftale med Tyrkiet om løsningen af sådanne sager, var Østrig forpligtet til inden for sin jurisdiktion at sikre de rettigheder, der følger af EMK. Herefter nåede Domstolen enstemmigt frem til, at art. 14, sammenholdt med P1 art. 1 var overtrådt.23

Nogle gange er art. 14 ikke kun løftestang for at statuere krænkelse af ejendomsretten, men derimod udtryk for en supplerende, selvstændig EMK-krænkelse. Her sætter Domstolen trumf på ejendomsretskrænkelsen ved så at sige at statuere en »krænkelse i krænkelsen«. Ved den foran omtalte dom af 29. april 1999 i Chassagnou m.fl. mod Frankrig statuerede Domstolen således ikke blot, at både P1 art. 1 om ejendomsretten og art. 11 om foreningsfriheden var krænket gennem den lov, der tilpligtede klagerne at stille deres jorder til disposition for jagt i en form for »puljeordning«, men også at art. 14 var krænket, idet indgrebet i ejendomsretten skete på en diskriminerende måde. De jordbesiddere, der ejede større arealer, havde mulighed for at få deres ejendomme undtaget fra den fælles jagt, men de små markejere havde ikke denne mulighed. På dette grundlag fandt Domstolen med 14 stemmer mod 3, at også art. 14 var krænket.

Der kan atter henvises til sagen om den tyske brandmand, ­Karlheinz Schmidt mod Tyskland, dom af 18. juli 1994, hvor den kompenserende afgift, der trådte i stedet for en personlig tjeneste som »frivillig« brandmand, kun pålagdes mænd (idet tjenestepligten i brandværnet kun påhvilede mænd). Da tjenesten i praksis altid blev afløst af en betaling af afgiften, var nettovirkningen, at der var tale om en diskriminerende afgift i strid med EMK.

Når diskriminationsforbudet således kommer ind i billedet med supplerende krav til den måde, hvorpå skatter, afgifter, ekspropriation mv. belaster borgerne, får ejendomsretsbeskyttelsen efter EMK et væsentligt anvendelsesområde af større betydning end den nationale beskyttelse af ejendomsretten i mange lande.

8. Erstatning for ekspropriation: Ikke nødvendigvis »fuld«, men dog »rimelig« erstatning

Et af de områder, hvor EMK-bestemmelsen i konkrete tilfælde kan yde en mindre vidtstrakt beskyttelse end nationale forfatningsregler, herunder fx Grl. § 73, er i spørgsmålet om erstatning. Der er ikke nødvendigvis gennem EMK-bestemmelsen sikret fuld erstatning på samme måde som efter nationale forfatningsbestemmelser. Dette betyder dog ikke, at enhver værdiforskel mellem markedsværdi og ydet erstatning er irrelevant i forhold til P1 art. 1. Hertil kommer, at de senere års domme synes at vise en dristigere tilgang ikke blot til selve ejendomsretsbeskyttelsen, men også til kravet om erstatning for ekspropriative indgreb.

I Wiesinger mod Østrig, dom af 30. oktober 1991, fandtes det fx ikke at have været i strid med bestemmelsen, at der ved en lovpligtig udskiftning af landbrugsjord blev tildelt ægtepar Wiesinger en noget mindre værdifuld landbrugsjord end den, de måtte give fra sig. Domstolen vurderede, om der var en rimelig balance mellem almenhedens interesser og beskyttelsen af individets fundamentale rettigheder. En midlertidig ulempe, der påføres et enkelt individ med hjemmel i lov, skal forsvares ud fra almenhedens interesser, forudsat at ulempen ikke står i misforhold til det mål, der skal opnås (proportionalitetskravet). Der måtte indrømmes jordbrugsmyndighederne, som var tæt på de lokale forhold, en skønsmargin, og Domstolen kom med 8 stemmer mod 1 frem til, at indgrebet i Wiesingers ret til ejendom ikke kunne anses for at stå i misforhold til almenhedens interesser i udskiftning af jord.24 Dommen er imidlertid ikke et udslag af et manglende krav om fuld erstatning, men derimod udtryk for en vurdering af, om balancen mellem offentlig og privat interesse var opretholdt, hvilket var tilfældet. Hertil kommer, at den straks nedenfor nævnte praksis kan tyde på, at synet på erstatningsspørgsmålet er under bevægelse.

I den allerede omtalte Beyeler mod Italien, dom af 5. januar 2000, om forkøbsretten til van Gogh-maleriet blev statens forkøbsret i 1988 udøvet på grundlag af det beløb på 6 mio. lire, som klageren i 1977 gav for maleriet, skønt der fra et anerkendt museum var budt et langt højere beløb, $ 2,1 mio., i 1983. Domstolen fandt, at myndighederne ved at fastsætte erstatningssummen til langt under markedsværdien i 1988 havde opnået en ugrundet berigelse. Dels dette forhold, og dels myndighedernes vilkårlige udøvelse af forkøbsretten, jf. ovenfor, medførte, at der ikke var en rimelig balance mellem ejerens og samfundets interesser, og P1 art. 1 var derfor overtrådt.

Det synes i det hele, som om P1 art. 1 anvendes stadigt dristigere af Domstolen, så kravet om erstatning nærmer sig, hvad vi fx kender fra fx Grl. § 73. Se fx Piron mod Frankrig, dom af 14. november 2000, hvor bestemmelsen ansås for at være krænket, fordi der ved ekspropriation af klagernes landbrugsjord gennem tvungent mageskifte med en anden jordlod var tildelt dem en jord, der efter en nærmere bedømmelse var mindre værdifuld end den, der var eksproprieret.25 Også Yasar m.fl. mod Tyrkiet, dom af 14. november 2000, er udtryk for en efterprøvelse af, om erstatningen er »rimelig«, omend ikke nødvendigvis udtryk for »fuld erstatning«. Der var tilkendt klagerne erstatning for ekspropriation af deres landbrugsjord, og erstatningsbeløbet skulle forrentes med 30% p.a. Men da erstatningen med renterne først udbetaltes i 1996, 8 år efter ekspropriationen, havde inflationen på op til 94% p.a. spist en stor del af erstatningen op, og herved ansås P1 art. 1 for at være krænket.

Det synspunkt, at der – trods hensynet til de offentlige interesser – ikke må tilføres staten en »ugrundet berigelse«, som ses i flere af dommene, tyder på, at erstatningsspørgsmålet successivt nærmer sig et krav om fuld erstatning.

Det er væsentligt, at Domstolen har kompetence til ikke blot at fastslå EMK-krænkelsen, men også at tilkende erstatning, jf. EMK art. 41 om just satisfaction. I mange andre sagstyper vil Domstolen jævnligt bemærke, at selve konstateringen af krænkelsen udgør en tilstrækkelig kompensation (når klageren også har fået tilkendt sagsomkostninger af Domstolen eller har fri proces, enten fra Domstolen eller fra et hjemligt fri proces system). Men i sagerne om ejendomsbeskyttelse får Domstolens erstatningskompetence et særligt aspekt. Her vil bestemmelsen om erstatning kunne skaffe klageren selve den erstatning, som det hjemlige retssystem har nægtet ham. Han får dermed ikke blot konstateret krænkelsen, men ofte udlignet denne. Dermed bliver EMK på dette område »selv-eksekverende«, og Domstolen får herved nogle af de egenskaber, der ellers karakteriserer en appelinstans. På nogle andre områder må sagen tilbage til det hjemlige retssystem for at få draget de fulde konsekvenser af en EMK-krænkelse, fx hvor der er domfældt i en straffesag, men hvor prøvelsen hos Domstolen nu materielt viser, at der ikke burde være domfældt, fx fordi ytringsfriheden overskyggede et tavshedsbrud eller injurierende udtalelser. Anderledes er det i sager om ejendomskrænkelser, idet Domstolen her kan afslutte sagen (for denne klagers vedkommende) med at give klageren den økonomiske kompensation, som hele sagen drejede sig om at opnå. Den diskriminerede tyske brandmand kan få en erstatning svarende til den uretmæssigt pålagte afgift, den tyrkiske gæstearbejder i Østrig kan få den sociale ydelse, der nægtedes ham, etc. Domstolen kan herved i enestående grad hele det begåede retsbrud gennem sin dom. Hertil kommer det indlysende forhold, at mens størrelsen af just satisfaction i andre sager kan være vanskelig at fastslå for Domstolen,26 er det i sager om ejendomskrænkelse ofte temmelig evident, hvad der skal gives som kompensation.

9. Konklusioner

Det er påvist i artiklen, at ejendomsrettens beskyttelse efter EMK P1 art. 1 har været undervurderet i forhold til andre EMK-frihedsrettigheder, men at den i de senere år har demonstreret sin dynamiske karakter, så den på nogle områder har overhalet nationale forfatningsbestemmelser. Den beskytter mod uklare, vilkårlige eller retroaktive regler om skatter, afgifter og konfiskation og også i øvrigt mod sagligt ubegrundet økonomisk forskelsbehandling. Den bliver herved en kontrolbestemmelse vedrørende hjemmel, lighed og proportionalitet for regelsæt af økonomisk betydning for borgere og virksomheder. Den vil kunne få betydning på økonomisk relaterede retsområder, hvor man næppe tidligere ville have forventet det.

Det er i sig selv en fordel, at ejendomsretten via EMK kan håndhæves af en ekstern instans, så borgere og virksomheder ikke helt er henvist til nationale domstoles skøn ud fra nationale forfatningsbestemmelser.

Ejendomsbegrebet i EMK er et autonomt begreb. Det omfatter mange forskellige former for rettigheder, ikke blot fast ejendom og løsøre, men også fx immaterielle rettigheder, retten til at oppebære en erstatning m.v. Retroaktiv lovgivning om økonomiske spørgsmål kan efter omstændighederne være i strid med bestemmelsen.

Begrebet kan også omfatte et erstatningskrav, for hvilket den retsstiftende kendsgerning er indtrådt. Hvis der lovgives om erstatningsretlige spørgsmål med virkning for begivenheder, der allerede er indtruffet, kan dette dermed indebære et indgreb i ejendomsretten. Der kan herved påvises en komplementaritet mellem ejendomsbeskyttelsen efter P1 art. 1 og kravet på retfærdig rettergang efter EMK art. 6. Hvis der gribes ind i krav, som allerede er blevet fastslået ved dom, er der tale om et indgreb i ejendomsretten, og dermed bliver P1 art. 1 aktuel. Gribes der derimod ind i en verserende eller bebudet retssag, vil forholdet kunne komme i konflikt med retten til domstolsprøvelse efter art. 6, hvorved magtadskillelsen krænkes.

Også den rettighed, der fremstår i kraft af en aftale – således som denne eventuelt skal fortolkes ved en voldgift, der er aftalt mellem parterne – udgør en possession i EMK’s forstand, og et indgreb deri fx gennem lov vil derfor være udtryk for et indgreb i ejendomsretten.

Domstolen har i flere afgørelser fremhævet kravet om en rimelig balance mellem ejerens og samfundets interesser, og i alle sager ved Domstolen om beskyttelse af ejendomsretten har det derfor drejet sig om at efterprøve, om denne balance har været til stede, og om indgrebet ydermere har været lovligt og ikke vilkårligt. At også EMK – naturligvis – forudsætter, at der må reserveres et område for generel, erstatningsfri regulering, fremgår af art. 1(2), 1. pkt., der tillader staten at »håndhæve sådanne love, som den anser for nødvendige for at overvåge, at ejendomsretten udøves i overensstemmelse med almenhedens interesse ...«.

På et vigtigt punkt er EMK’s beskyttelse af ejendomsretten måske stærkere, end hvad flere forfatningsretlige systemer vil føre til, eftersom EMK-bestemmelsen ikke blot opererer med begrebet »afståelse«, jf. herved Grl. § 73, men med det tilsyneladende noget værdiladede, men reelt formentlig bredere begreb »berøves« sin ejendom. Det er herom statueret i Domstolens praksis, at »berøvelse« kan omfatte forskellige former for indgreb, som ikke overfører ejendomsretten til staten eller andre, men blot i begrænset omfang stiller formuegodet til statens eller andres disposition. »Berøvelse« kan i sagens natur også ske gennem udøvelse af fx en lovbestemt forkøbsret. »Berøvelse« kan ske på mere indirekte måde, fx ved at staten forsømmer at stille de fornødne tvangsmidler til ejerens rådighed, hvis andre uretmæssigt råder over hans ejendom.

Et indgreb i ejendomsretten skal overholde EMKs krav om hjemmel, tilgængelighed og forudsigelighed. Kravet om forudsigelighed, foreseeability, indebærer, at vilkårlighed og arbitrære myndighedsafgørelser skal undgås. Indgrebet skal – med Magna Cartas snart 800 år gamle terminologi – ske i overensstemmelse med the law of the land, så princippet om the rule of law respekteres i modsætning til the rule of man, dvs. et legalitetsprincip som modsætning til vilkårlighed. Tilføjelsen i P1 art. 1 om, at betingelserne skal være »fastsat ved lov«, er ikke som efter Grl. § 73 et krav om hjemmel i formel lov, men et krav om faste kriterier i national ret for afståelsen.

Det fremgår af P1 art. 1(2), i.f., at bestemmelsen tillader staten at »håndhæve sådanne love, som den anser for nødvendige ... for at sikre betaling af skatter, andre afgifter og bøder«. Statens ret udstrækkes herved også til opkrævnings- og eventuelt udlægsfasen, og der indrømmes staten en betydelig skønsmargin i henseende til, hvordan den vil håndhæve sine love om skatteinddrivelse. EMK-beskyttelsen af ejendomsretten har ikke desto mindre et ganske vigtigt område, når det drejer sig om skatter og afgifter, og på nogle punkter rækker denne beskyttelse videre, end hvad national ejendomsbeskyttelse normalt vil komme frem til. Kravet om ikke-diskriminering, jf. EMK art. 14, gælder i kombination med P1 art. 1, herunder ved skatteopkrævning, men også kravet om forudsigelighed, fasthed og tilgængelighed spiller her en selvstændig rolle. Dette indebærer, at der gennem EMK kan foretages en form for kvalitetsmæssig prøvelse af statens skatte- og afgiftsregler, hvorved P1 art. 1 fungerer som indgangsvinkel for prøvelsen. Det efterprøves således, om afgiften er pålagt på en måde, der respekterer både ikke-diskriminationskravet, og tillige på en forudsigelig og tilgængelig måde. På dette væsentlige punkt rækker beskyttelsen efter EMK derfor videre end efter mange forfatningsretlige ordninger, herunder Grl. § 73. Bestemmelsen i EMK bliver herved udtryk for nogle supplerende betingelser, der skal være opfyldt, for at et økonomisk indgreb over for en borger eller et selskab er retmæssigt.

Straffeprocessuelle indgreb i form af bøder, sagsomkostninger, konfiskation m.v. gør ganske vist indgreb i ejendomsretten, men er som tungtvejende udgangspunkt ikke i strid med EMK. Bestemmelsen nævner kun »bøder«, men der må ikke sluttes modsætningsvis herfra, jf. den bredere formulering af art. 1(2)’s første del. Der er dog grænser for, hvor vidtgående indgreb i ejendomsretten der kan gøres over for den, der er uden skyld i den forbrydelse, der begrunder konfiskationen. Blandt andet må et proportionalitetskrav herved iagttages. Den konfiskation, der skal kunne stå for en prøvelse efter EMK, skal dog selv være resultat af en lovlig handling fra det offentliges side. Hvis en konfiskation fx står i forbindelse med et EMK-stridigt forbud mod en (politisk) forening, der samtidig opløses med konfiskation af foreningsformuen til følge, udgør forbudet og indgrebet i ejendomsretten tilsammen en EMK-krænkelse, idet konfiskationen herved udgør en slags »krænkelse i krænkelsen«.

Under særlige omstændigheder kan også retroaktiv skatte- og afgiftslovgivning være i strid med lighedsprincippet i art. 14, sammenholdt med P1 art. 1. Statens skønsmargin vedrørende skattelovgivningens virkningstidspunkt må dog være ganske vid, men en helt vilkårlig lovgivning, der alene tilsigter at ramme én eller ganske få bestemte virksomheder, vil kunne komme i konflikt med ejendomsbeskyttelsen.

Beskyttelsen af ejendomsretten efter EMK har måske sit stærkeste anvendelsesområde i de tilfælde, hvor diskrimineringsforbudet i art. 14 (som nu udbygges og selvstændiggøres gennem sin egen tillægsprotokol) kommer supplerende ind i billedet. Når bestemmelsen om ejendomsretten anvendes i kombination med art. 14, fremgår det, at skatter, afgifter m.v. ikke må opkræves på en diskriminerende måde. Når diskriminationsforbudet således kommer ind i billedet med supplerende krav til den måde, hvorpå skatter, afgifter, ekspropriation mv. belaster borgerne, får ejendomsretsbeskyttelsen efter EMK et væsentligt anvendelsesområde af større betydning end den nationale beskyttelse af ejendomsretten i mange lande.

Om sociale ydelser har Domstolen fastslået, at retten til social støtte er en økonomisk rettighed i overensstemmelse med P1 art. 1, og at forskelsbehandling er diskriminerende i relation til art. 14, hvis den ikke har nogen rimelig eller objektiv begrundelse. Staten har en vis skønsmargin med henblik på at vurdere, i hvilken udstrækning ellers ensartede situationer retfærdiggør forskelsbehandling, men der skal stærke grunde til, før Domstolen vil acceptere, at en forskelsbehandling baseret alene på nationalitet er i overensstemmelse med EMK.

Et af de områder, hvor EMK-bestemmelsen i konkrete tilfælde kan yde en mindre vidtstrakt beskyttelse end nationale forfatningsregler, herunder fx Grl. § 73, er i spørgsmålet om erstatning. Der er ikke nødvendigvis gennem EMK-bestemmelsen sikret fuld erstatning på samme måde som efter nationale forfatningsbestemmelser. Dette betyder dog ikke, at enhver værdiforskel mellem markedsværdi og ydet erstatning er irrelevant i forhold til P1 art. 1. Hertil kommer, at de senere års domme synes at vise en dristigere tilgang ikke blot til selve ejendoms­retsbeskyttelsen, men også til kravet om erstatning for ekspropriative indgreb. Det synes i det hele, som om P1 art. 1 anvendes stadigt dristigere af Domstolen, så kravet om erstatning nærmer sig, hvad vi fx kender fra fx Grl. § 73. Det synspunkt, at der –trods hensynet til de offentlige interesser – ikke må tilføres staten en »ugrundet berigelse«, som ses i flere af dommene, tyder på, at erstatningsspørgsmålet successivt nærmer sig et krav om fuld erstatning.

Det er væsentligt, at Domstolen har kompetence til ikke blot at fastslå EMK-krænkelsen, men også at tilkende erstatning, jf. EMK art. 41 om just satisfaction. I mange andre sagstyper vil Domstolen jævnligt bemærke, at selve konstateringen af krænkelsen udgør en tilstrækkelig kompensation (når klageren også har fået tilkendt sagsomkostninger af Domstolen eller har fri proces, enten fra Domstolen eller fra et hjemligt fri proces system). Men i sagerne om ejendomsbeskyttelse får Domstolens erstatningskompetence et særligt aspekt. Her vil bestemmelsen om erstatning kunne skaffe klageren selve den erstatning, som det hjemlige retssystem har nægtet ham. Han får dermed ikke blot konstateret krænkelsen, men ofte udlignet denne. Dermed bliver EMK på dette område »selv-eksekverende«, og Domstolen får herved nogle af de egenskaber, der ellers karakteriserer en appelinstans.

Noter

1.   Om ejendomsretsbeskyttelsen efter EMK se blandt andet Jens Elo Rytter: Grundrettigheder – domstolenes fortolkning og kontrol med lovgivningsmagten (2000) s. 359 ff og 392 ff, Peer Lorenzen, Lars Adam Rehof og Tyge Trier: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer (1994) ad EMK P1 art. 1 samt Isi Foighel i »Grundloven og menneskerettigheder i et dansk og europæisk perspektiv« (1997) s. 273 ff.

2.   Hertil kommer, at EMK-bestemmelsen ikke blot lægger bånd på staterne, men også på EU, jf. art. 6 EU (ex F EU), hvorefter EU som nævnt respekterer de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved EMK, og således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som generelle principper for fællesskabsretten. Særligt på området for beskyttelse af ejendomsretten har EF-domstolen lagt sig på et højt niveau. Det er – formentlig med rette – anført herom i litteraturen, at EF-domstolen har lagt sig på et niveau, der svarer til det højeste inden for medlemsstaternes forfatningsretlige beskyttelse af ejendomsretten, jf. Peter Wesman: The protection of human rights in European community law. Domstolen har i sine præmisser undgået at henvise til nationale domstoles afgørelser, oprindelig heller ikke til Menneskerettighedsdomstolens afgørelser (men i hvert fald de senere år kan fremvise flere eksempler på henvisninger til sidstnævntes praksis). Det system, EF-domstolen har etableret til beskyttelse af grundrettigheder, er udtryk for en »dommeraktivisme«, som savner sidestykke i de fleste nationale retssystemer. Efterhånden som fællesskabsretten udvikler sig, vil det ifølge Wesman blive nødvendigt for EF-domstolen at henvise til leading cases fra nationale domstole. Det ville være ønskeligt, om EU som sådan kunne tiltræde EMK, men hertil rummer EF-traktaten ikke hjemmel, jf. EF-domstolens udtalelse 2/94 af 28. marts 1996. Reglen i art. 308 EF (ex 235) om »den lille traktatændring« er ikke tilstrækkelig hertil, og der skal derfor ske ændring af Traktaten, før EMK kan tiltrædes.

3.   I helt ny tid har magtadskillelseslæren spillet en afgørende rolle for den første danske højesteretsdom, der underkender en lov, UfR 1999.841 H (= ND 2000.92 H) om nogle i 1996 gennemførte lovregler vedrørende skolesamvirket Tvind. At det er et rimeligt bud på den EMK-retlige bedømmelse af Tvindsagen at antage, at lovgivningsmagtens indgriben på domstolenes område ville være blevet fundet i strid med EMK art. 6, hvis det var blevet indbragt for Domstolen, og at det derfor var klogt at give Tvind medhold allerede på grundlag af Grl. § 3, støttes af Domstolens afgørelse af 28. oktober 1999 i Zielinski, Pradal, Gonzalez m.fl. mod Frankrig. Her greb en fransk lov ind i spørgsmål om fortolkningen af en kollektiv overenskomst om beregning af tillægsydelser til ansatte i socialsektoren. Der verserede retssager om den nærmere beregning af ydelsen, og der forelå modstridende domstolsafgørelser herom. Gennem lovindgrebet blev statens standpunkt vedrørende beregningen ophøjet til lov. Uanset at loven efter sit indhold ikke havde virkning for sager, der allerede var afgjort af domstolene (i så fald ville indgrebet sikkert også have været i strid med P1 art. 1), fandt Domstolen lovindgrebet stridende mod EMK art. 6. Lovgivningsmagten var trådt i stedet for domstolene med henblik på at afgøre tvisten. Lovindgrebet havde med Domstolens ord »i realiteten afgjort de pågældende tvister«.

4.   Domstolen fastslog, at krav om betaling som følge af en voldgiftskendelse er at anse som civil rights i art. 6’s forstand, uafhængigt af, hvad intern græsk ret forskriver. Uanset at loven, der gjorde voldgiftsklausuler fra juntatiden ugyldige, var båret af demokratihensyn, var det i strid med retsstatsprincippet og kravet om retfærdig rettergang i art. 6 at gennemføre en sådan lov, mens sagen verserede ved domstolene.

5.   Hr. Andreadis fik delvis erstatning for økonomisk tab samt tilkendt sagsomkostninger.

6.   Menneskerettighedskommissionen havde derimod lagt vægt på, at tvister om selskabets ejendomsret påvirker aktiernes værdi, og at dette måtte medføre, at aktionærerne var berettigede til at klage. Dansk ret ville i henseende til søgsmålsret antagelig komme til et resultat svarende til Domstolens vedrørende aktionærers afledede tab, jf. UfR 1992.780 V, hvor en aktionær ikke ansås at have søgsmålsret mod selskabets pengeinstitut for dettes uretmæssige disposition over selskabets bankkonto.

7.   Bernhard Gomard har i denne forbindelse i R&R 1993 nr. 1 side 8 ff, behandlet spørgsmålet, hvorvidt en direktivændring af den nævnte beskaffenhed vil indebære en sådan overflytning af værdier fra A- til B-aktionærer, at der er tale om et ekspropriativt indgreb, som nyder beskyttelse i medfør af EMK-bestemmelsen. Han synes at have nogen sympati for en bekræftende besvarelse, idet han påpeger, at overførelse af værdier fra én borger til en anden, således som der her muligt kan blive tale om, er et indgreb af en anden og mere indgribende karakter end fx. prisstop, huslejestop m.v. Gomard har uddybet det nævnte standpunkt i »Festskrift til Bertil Bengtsson« s. 141 ff, hvor han anfører, at ejendomsretten ganske vist ikke er beskyttet mod enhver forringelse, men at de mange domme fra EF-Domstolen, der har udtalt dette, snarere angår almindelige begrænsninger i ejendomsrettens indhold af hensyn til offentlige eller almene interesser – ikke overførsel af værdier fra én gruppe borgere til en anden. Samtidig påpeger Gomard, at en overgangsregel, som begrænser virkningen af 5. direktiv til kun at angå nye selskaber eller nye aktieemissioner, ville kunne afparere spørgsmålet.

8.   Jf. af Thomas Weincke & Christian Hassel i R&R 1999 nr. 2 s. 33 ff. Reglerne er indsat i form af en ændret formulering af § 5 i ikrafttrædelsesloven til den tyske aktieselskabslov, Aktiengesetz.

9.   De eksisterende stemmeretsprivilegier for unoterede A-aktier bortfalder 1. juni 2003, medmindre der forinden er truffet modsatrettet beslutning af generalforsalingen med særlig kapitalflerhed, hvori A-aktionærerne ikke selv må deltage. Allerede inden denne 5-års frists udløb kan generalforsamlingen beslutte stemmeprivilegiets bortfald. I børsnoterede selskaber tillades stemmeretsbegrænsninger slet ikke, og her er stemmeretsbegrænsningerne bortfaldet med virkning fra den 1. juni 2000.

10. Jf. ikrafttrædelseslovens § 5, stk. 3. Der er temmelig snævre frister for at forlange denne godtgørelse. Denne kan i praksis tænkes at være 10-15% af værdien, svarende til den merværdi, markedet sætter på stemmetunge aktier. Godtgørelsen kan selvsagt domstolsprøves, jf. § 5, stk. 4.

11. Jf. Winfried Kluth i ZIP 1997 s. 1217 ff og Ingo Saenger i ZIP 1997 s. 1813 ff.

12. Jf. art. 15 i fusionsdirektivet, 3. selskabsdirektiv.

13. For fællesskabsrettens virkning følger det af loyalitetsprincippet i art. 10 EF (ex 5), at der i videst muligt omfang skal ske indfortolkning i national ret, og EF-domstolen har i adskillige afgørelser understreget, at medlemsstaterne skal gøre alt, hvad de kan, for at fortolke national ret direktivkonformt, også hvis der herved pålægges borgere eller virksomheder pligter på det horisontale plan, for at andre private kan nyde deres rettigheder. Se fx EF-domstolens dom af 13. november 1990 i sagen Marleasing, C-106/89. Her måtte man søge at indfortolke et forbud i et selskabsdirektiv (mod at erklære et selskab ugyldigt bortset fra ganske bestemt opregnede situationstyprer) i nationale retsforskrifter af betydeligt bredere indhold, som overhovedet ikke tog sigte på en situation som den foreliggende. EF-domstolen bemærkede, at der ikke var tale om et retstomt rum i spansk ret, men at forholdet – omend meget indirekte – reguleredes af nogle bestemmelser i den spanske civillovbog, Código civil. Det påhvilede derfor de retsanvende spanske myndigheder at anvende denne eksisterende retlige »materie«, så den gennem fortolkning i videst muligt omfang kom til at afspejle direktivets krav til national ret. Se hertil Erik Werlauff i UfR 1991 B s. 164 ff.

14. Sagen fik en lykkelig slutning for ejeren af tegningsretterne, idet den danske domstol klogeligt valgte at indfortolke hans ret i det almindelige princip om universalsuccession, jf. princippet i Marleasingdommen. Se Rudkøbing rets dom af 9. juni 1993, omtalt af Erik Werlauff: EU-selskabsret – 15 staters fælles virksomhedsret, kapitel 2.

15. Se om dommen Hans Danelius i SvJT 1999 s. 762 f.

16. Også art. 6 var krænket, idet retten til at anlægge sag mod staten vedrørende den nærmere administration af de faste ejendomme, som klostrene fortsat ejede, ved lov blev overført fra det enkelte kloster til den græske kirke som sådan.

17. Der tilkendtes udlejeren 50 mio. lire i erstatning for mistede lejeindtægter og 6 mio. lire i godtgørelse for ikke- økonomisk skade (samt fuld dækning af sagsomkostninger). Tilsvarende afgørelse, hvor både P1 art. 1 og EMK art. 6 ansås krænket, ses i Palumbo mod Italien, dom af 30. november 2000.

18. Den efterfølgende, meget summariske domstolsprøvelse af deres sag havde været i strid med art. 6(1)-(2).

19. Den efterfølgende domstolsprøvelse havde endvidere været alt for summarisk, idet både byretten og appelretten havde afskåret ægtefællerne fra at føre bevis for, at den pris, som de havde betalt for ejendommen, svarede til markedsværdien. Frankrig skulle betale erstatning for ægtefællernes økonomiske tab, men da opgørelsen heraf ikke kunne afklares på baggrund af de foreliggende oplysninger, skulle dette spørgsmål udskydes til senere.

20. Klagerens egenskab af en juridisk person, der i givet fald kunne og burde have indhentet ekspertvejledning, fremhæves i dommens præmisser som modsætning til en privatpersons stilling.

21. En dissentierende dommer fandt ikke bestemmelsen krænket. Han lagde vægt på, at maleriets ejer havde skjult købet for myndighederne i en periode. Han fandt også, at flertallets fortolkning af art. 1 ville udvide dennes anvendelsesområde i forhold til Domstolens hidtidige praksis – hvilket han givetvis har ret i.

22. Det efterprøvedes ligeledes, om art. 6 var krænket i forbindelse med proceduren vedrørende flyvemaskinens beslaglæggelse, men dette var konkret ikke tilfældet.

23. Klageren fik tilkendt erstatning fra Østrig for økonomisk tab beregnet på baggrund af det tidsrum, hvori han havde fået afslag på social støtte.

24. Derimod var det i strid med art. 6(1), at hele sagens behandling havde varet 9 år, blandt andet på grund af manglende koordinering mellem de forskellige myndigheder.

25. Også art. 6 var krænket, idet retssagen om erstatningen varede ikke mindre end 26 år.

26. Jf. herved Gerhard Dannemann i Rabels 1999 s. 452 ff, der påpeger, at erstatningsspørgsmålet har ringe prioritet i Domstolens behandling, og at det ofte får en hurtig afgørelse henimod slutningen af dommernes votering om sagens hovedspørgsmål. Visse typer af krænkelse synes at nyde et særligt stærkt erstatningsretligt værn, således krænkelse af liv, frihed, legemlig integritet m.v., mens rent processuelle krænkelser beskyttes i mindre grad, jf. Arnfinn Bårdsen i TfR 2000 s. 211, der i det væsentlige bifalder både denne sondring og den mere standardiserede erstatningsudmåling på et relativt beskedent niveau.