Om selvinkriminering og strafsanktionerede oplysningspligter (4.1999 side 131)


Jon Fridrik Kjølbro, fuldmægtig, Justitsministeriet1

 

I artiklen redegøres for forbudet mod selvinkriminering, således som denne rettighed er defineret af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det undersøges, om forbudet mod selvinkriminering finder anvendelse i disciplinærsager mod visse erhvervsgrupper. Endelige drøftes forholdet mellem forbudet mod selvinkriminering og strafsanktionerede oplysningspligter.

1. Indledning

Artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (herefter konventionen) indeholder ikke nogen udtrykkelig ret for en tiltalt til ikke at udtale sig og til ikke at skulle medvirke til at inkriminere sig selv. På dette punkt adskiller konventionen sig fra FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder.2 Det følger således af artikel 14, stk. 3, litra g, i denne konvention, at enhver – ved afgørelsen af en anklage mod vedkommende for et strafbart forhold – skal være berettiget til »ikke at blive tvunget til at vidne mod sig selv eller erkende sig skyldig«. Ved anvendelsen af konventionens artikel 6 har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter Domstolen) imidlertid fastslået, at der også efter denne bestemmelse gælder en ret for en tiltalt til ikke at udtale sig og til ikke at skulle medvirke til at inkriminere sig selv. I afsnit 2 redegøres der for Domstolens praksis på dette område. Retten til ikke at udtale sig og forbudet mod selvinkriminering vil sjældent give anledning til vanskeligheder i praksis, når myndighederne behandler egentlige straffesager. Det kan derimod give anledning til tvivl, om denne ret også finder anvendelse, når særlige organer behandler disciplinærsager mod visse faggrupper, f.eks. når Advokatnævnet behandler disciplinærsager mod advokater. Dette spørgsmål behandles i afsnit 3. Herudover kan retten til ikke at udtale sig og forbudet mod selvinkriminering give anledning til afgrænsningsvanskeligheder, når administrative myndigheder som led i udøvelsen af en kontrolbeføjelse kan pålægge private – under trussel om straf –at fremkomme med oplysninger eller dokumenter. Dette spørgsmål behandles i afsnit 4.

2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

2.1. Første gang Domstolen fastslog princippet om, at en tiltalt har ret til ikke at udtale sig og til ikke at skulle medvirke til at inkriminere sig selv, var i Funke-dommen.3

Sagen vedrører en person, Funke, der på et tidspunkt fik besøg af de franske toldmyndigheder, der ønskede oplysninger om hans aktiver i udlandet. Myndighederne foretog ransagning af Funkes bolig og beslaglagde i den forbindelse nogle dokumenter. Herefter pålagde myndighederne Funke at tilvejebringe yderligere dokumenter vedrørende konti i udlandet. Funke efterkom ikke pålægget. Der blev ikke rejst tiltale, men skattemyndighederne indbragte sagen for domstolene, der idømte Funke en bøde for ikke at have efterkommet påbudet, ligesom Funke blev pålagt at betale dagbøder, indtil han havde fremskaffet dokumenterne.

I dommen, der er meget kortfattet, lagde Domstolen vægt på, at de franske myndigheder havde fået Funke dømt med henblik på at få tilvejebragt nogle dokumenter, som de mente eksisterede, selv om de ikke var sikre herpå. Da myndighederne ikke selv ville eller kunne fremskaffe dokumenterne, forsøgte de at tvinge Funke til at tilvejebringe de nødvendige beviser på de overtrædelser, som han skulle have begået. Domstolen fastslog, at dette udgjorde en krænkelse af den ret, som en person, der »anklages for en lovovertrædelse«, har til ikke at udtale sig og til ikke at medvirke til at inkriminere sig selv. Efter Domstolens opfattelse kunne de særlige forhold omkring toldlovgivningen ikke retfærdiggøre et sådant indgreb.

Dommen kan naturligvis ikke tages til indtægt for, at det generelt skulle være i strid med konventionen at straffe en person for ikke at efterkomme et påbud fra f.eks. skattemyndigheder om at tilvejebringe visse dokumenter, der har betydning for myndighedernes vurdering af den pågældendes forhold. Dommen skal derimod ses i lyset af, at Funke, på det tidspunkt, hvor ransagningen fandt sted, og hvor han blev pålagt at tilvejebringe dokumenter, var en person, der var »anklaget« for en lovovertrædelse i den i konventionen forudsatte betydning. Allerede på dette tidspunkt havde de kompetente myndigheder således en begrundet mistanke om, at Funke havde overtrådt den relevante skattelovgivning. Dette gælder, uanset at der på det tidspunkt ikke formelt var rejst sigtelse. Dette fremgår kun forudsætningsvist af dommens præmisser, men er udførligt behandlet i Kommissionens rapport.4

Det følger således af dommen, at det vil være i strid med retten til ikke at udtale sig og forbudet mod selvinkriminering, hvis en myndighed, der har en begrundet mistanke om, at en person har begået en strafbar handling, f.eks. ved at have overtrådt en særlovsbestemmelse, under anvendelse af eller trussel om straf pålægger vedkommende at tilvejebringe oplysninger eller dokumenter, der skal underbygge den allerede foreliggende mistanke og dermed kan indgå som grundlag for en efterfølgende straffesag. Det er i den forbindelse uden betydning, om vedkommende formelt er sigtet eller tiltalt, og det er uden betydning, at der ikke efterfølgende rejses tiltale. Det afgørende er derimod, om vedkommende kan anses for »anklaget« (»charged«) i den i artikel 6 forudsatte betydning på det tidspunkt, hvor vedkommende – under trussel om straf – pålægges at fremkomme med oplysninger eller dokumenter. I denne forbindelse skal det bemærkes, at der er tale om et selvstændigt konventionsbegreb, hvis indhold må fastlægges ud fra Domstolens praksis. Domstolen har defineret begrebet »anklage« som en officiel tilkendegivelse over for en person fra en dertil kompetent myndighed, der indeholder en beskyldning om, at vedkommende har begået en strafbar handling, ligesom den har udtalt, at denne definition svarer til en vurdering af, om den mistænktes situation er blevet påvirket mærkbart.5

2.2. I John Murray-dommen6 fik Domstolen lejlighed til at præcisere indholdet og omfanget af retten til ikke at udtale sig og til ikke at inkriminere sig selv.

Dommen vedrører en person, John Murray, der anholdes af politiet i Nordirland i henhold til en særlig lovgivning om bekæmpelse af terrorisme. Murray blev anholdt, da politiet trængte ind i en ejendom, hvor nogle formodede medlemmer af IRA holdt en person frihedsberøvet. Da Murray efterfølgende blev afhørt af politiet, fik han at vide, at han ikke havde pligt til at udtale sig. Han blev dog samtidig advaret om, at hvis han nægtede at udtale sig, kunne dette blive tillagt bevismæssig betydning under en efterfølgende straffesag. Murray valgte ikke at udtale sig til politiet og nægtede også at udtale sig under den efterfølgende straffesag, uanset at der var flere konkrete beviser for, at han var skyldig. I forbindelse med domsforhandlingen blev Murray gjort opmærksom på, at retten, hvis han nægtede at udtale sig uden god grund, kunne tillægge det betydning ved vurderingen af skyldsspørgsmålet. I overensstemmelse med den gældende lovgivning blev tiltaltes nægtelse af at udtale sig tillagt bevismæssig betydning ved domfældelsen.

Domstolen skulle vurdere, om det var i strid med retten til en retfærdig rettergang (fair trial), at en tiltalts nægtelse af at udtale sig blev tillagt bevismæssig betydning til skade for den tiltalte. Domstolen udtalte, at selv om retten til ikke at udtale sig i forbindelse med en afhøring og forbudet mod selvinkriminering ikke udtrykkeligt er nævnt i artikel 6, er disse rettigheder generelt anerkendte internationale standarder og udgør centrale elementer i retten til en retfærdig rettergang. Ved således at beskytte en tiltalt mod utilbørlig tvang (»improper compulsion«) fra myndighedernes side bidrager disse rettigheder til at undgå justitsmord og til at sikre artikel 6’s formål. Domstolen udtalte, at det vil være i strid med de nævnte rettigheder, hvis en domfældelse alene er baseret på en tiltalts nægtelse af at svare på spørgsmål. På den anden side er de nævnte rettigheder ikke til hinder for, at en tiltalts tavshed inddrages ved vurderingen af de foreliggende beviserne for tiltaltes skyld, når en forklaring fra tiltalte må anses for påkrævet i den givne situation.7 På dette punkt er der således ikke tale om absolutte rettigheder. Domstolen fastslog i den konkrete sag, at der ikke var tale om en krænkelse.

Dommen viser, at det ikke alene er i tilfælde, hvor en sigtet eller tiltalt under trussel om eller anvendelse af straf pålægges at fremkomme med oplysninger eller dokumenter, at der kan blive tale om en krænkelse af retten til ikke at udtale sig og til ikke at skulle medvirke til at inkriminere sig selv. Også andre former for utilbørlig tvang (»improper compulsion«) over for en sigtet eller tiltalt vil kunne udgøre en krænkelse af de nævnte rettigheder.

2.3. Saunders-dommen8 er på mange måder den mest principielle dom om retten til ikke at udtale sig og til ikke at medvirke til at inkriminere sig selv, men den giver samtidig anledning til væsentlige tvivlsspørgsmål for så vidt angår dommens rækkevidde.

Dommen vedrører en person, Saunders, der var direktør i en virksomhed, der overtog en anden virksomhed. I perioden op til overtagelsen steg kursen på aktierne i den virksomhed, hvor Saunders var direktør, men så snart overtagelsen havde fundet sted, faldt kursen igen. Dette gav anledning til at tro, at nogen havde manipuleret med kursen på aktierne, og dette fik det relevante fagministerium til at udpege nogle inspektører, der skulle undersøge omstændighederne omkring overtagelsen. Inspektørerne havde alene en undersøgende funktion, men resultatet af deres undersøgelse kunne danne grundlag for andre myndigheders handlinger, herunder f.eks. anklagemyndighedens overvejelse af tiltalerejsning. Inspektørerne kunne indkalde vidner. Vidner havde pligt til at svare på spørgsmål og kunne blive straffet for ikke at gøre det. Inspektørerne afhørte personer, der havde tilknytning til de to selskaber. Inspektørerne indberettede til ministeriet, at der var konkrete beviser for, at der var begået strafbare handlinger, ligesom anklagemyndigheden blev kontaktet. Det blev besluttet på et møde mellem inspektørerne, fagministeriet og anklagemyndigheden, at det var hensigtsmæssigt at lade inspektørerne fortsætte deres arbejde, hvorefter materialet kunne blive overgivet til anklagemyndigheden. Det blev endvidere drøftet, hvilke forhold der kunne blive tale om at rejse tiltale for, samt hvornår man skulle indlede strafforfølgning. Sanders blev afhørt af inspektørerne af flere omgange. Herefter blev der rejst tiltale mod bl.a. Saunders. Under straffesagen blev Saunders’ omfattende forklaring til inspektørerne dokumenteret, ligesom anklagemyndigheden påberåbte sig disse forklaringer under procedren. Anklagemyndigheden brugte forklaringerne til at godtgøre, hvad Saunders måtte antages at have vidst, ligesom de blev brugt til at imødegå Saunders’ forklaring i retten.

Domstolen lagde til grund, at artikel 6 ikke fandt anvendelse på inspektørernes forudgående undersøgelse, da der var tale om en administrativ undersøgelse, der ikke indebar en afgørelse af en anklage for en lovovertrædelse, men havde til formål at fastlægge et faktisk hændelsesforløb.9 Den forudgående administrative undersøgelse skulle derfor ikke nødvendigvis ske med respekt af de processuelle garantier i artikel 6. Domstolen gentog de principper, som den havde fastslået i Funke-dommen og John Murray-dommen, og tilføjede, at navnlig retten til ikke at inkriminere sig selv bygger på en forudsætning om, at anklagemyndigheden skal bevise tiltaltes skyld uden at ty til beviser, der er tilvejebragt ved forskellige former for tvang (»coercion or oppression«) i strid med den tiltaltes egen vilje. Retten er således tæt forbundet med uskyldsformodningen i artikel 6, stk. 2. Domstolen udtalte, at retten til ikke at inkriminere sig selv først og fremmest vedrører respekt for den tiltaltes ønske om ikke at udtale sig. Domstolen præciserede i den forbindelse, at retten ikke kan udstrækkes til anvendelse i straffesager af materiale, der fremskaffes fra en tiltalt ved hjælp af tvangsforanstaltninger, der eksisterer uafhængigt af tiltaltes vilje. Som eksempel herpå nævnte Domstolen dokumenter, der fremskaffes i forbindelse med en ransagning, udåndings-, blod- og urinprøver samt vævprøver til brug for DNA-analyse. Heraf følger, at forbudet mod selvinkriminering vedrører beviser, hvad enten der er tale om forklaringer eller synbare beviser, som en tiltalt tvinges til – mod sin vilje – selv at tilvejebringe. Domstolen vurderede herefter, om anvendelsen af de forklaringer, som Saunders var blevet tvunget til at afgive, var i strid med artikel 6. Domstolen vurderede, at dette var tilfældet. Domstolen udtalte i den forbindelse, at forbudet mod selvinkriminering ikke kun omfatter udtalelser eller erkendelser, der er direkte inkriminerende. Dette skyldes, at forklaringer, der er fremkommet under tvang, kan benyttes af anklagemyndigheden til at imødegå eller så tvivl omkring en tiltalts forklaring i retten. Domstolen lagde vægt på, at anklagemyndigheden rent faktisk havde benyttet forklaringerne på en måde, der skulle inkriminere Saunders. Domstolen undlod at tage stilling til, om forbudet mod selvinkriminering var absolut, eller om det kunne fraviges i særlige tilfælde. Domstolen afviste dog, at komplicerede tilfælde af selskabs­bedrageri og offentlighedens interesse i at få opklaret sådanne sager kunne begrunde en fravigelse af forbudet mod selvinkriminering. Domstolen udtalte endvidere, at retten til ikke at inkriminere sig selv finder anvendelse i alle former for straffesager – lige fra den mest enkle til den mest komplicerede – og at hensynet til almenhedens interesse ikke kan retfærdiggøre brug af forklaringer, der er tilvejebragt under tvang som led i en administrativ undersøgelse. Det forhold, at Saunders, da han afgav forklaringerne, ikke var tiltalt, udelukkede ikke, at den efterfølgende anvendelse i forbindelse med straffesagen udgjorde en krænkelse af forbudet mod selvinkriminering.

Dommen er udtryk for, at det vil være i strid med forbudet mod selvinkriminering, hvis anklagemyndigheden i forbindelse med en straffesag benytter forklaringer, som den nu tiltalte tidligere har afgivet under tvang, herunder trussel om straf, når forklaringerne benyttes på en måde, der inkriminerer den tiltalte. Det kan imidlertid give anledning til tvivl, om dette også gælder i tilfælde, hvor den nu tiltalte ikke var »anklaget« for en lovovertrædelse i artikel 6’s forstand, da vedkommende under tvang afgav forklaring. Domstolen lagde som nævnt til grund, at den forudgående administrative undersøgelse ikke var omfattet af artikel 6, og at det ikke havde nogen betydning, at forklaringerne var fremkommet på et tidspunkt, hvor klager ikke var tiltalt. Domstolen tog imidlertid ikke udtrykkeligt stilling til, om Saunders kunne anses for »anklaget« i artikel 6’s forstand, da han afgav forklaring. Såfremt det skulle være i strid med forbudet mod selvinkriminering under en straffesag at benytte forklaringer, der er tilvejebragt under tvang på et tidspunkt, hvor der ikke var nogen begrundet formodning om, at den pågældende har begået en strafbar handling, vil dommen have meget vidtrækkende konsekvenser. I så fald vil dommen være til hinder for, at anklagemyndigheden benytter forklaringer, som en senere tiltalt afgiver til f.eks. en administrativ myndighed i forbindelse med en administrativ kontrol, f.eks. pligtmæssige oplysninger afgivet over for skattemyndigheder. I så fald vil en person, der har begået en strafbar handling, og som pålægges at tilvejebringe oplysninger som led i en administrativ kontrol, kunne have en interesse i at efterkomme dette pålæg, da dette skulle udelukke en efterfølgende anvendelse af forklaringen. Det synes imidlertid nærliggende at læse Saunders-dommen med den begrænsning, at Saunders på tidspunktet for inspektørernes undersøgelse reelt var anklaget i den i artikel 6 forudsatte betydning.10 Saunders var således direktør i det selskab, der havde overtaget en anden virksomhed, og inspektørernes undersøgelse havde vist, at der var konkrete beviser for, at der var begået strafbare handlinger. I så fald har det ikke haft betydning, at Saunders ikke formelt var tiltalt efter national ret, da han måtte anses for anklaget efter artikel 6.

2.4. Den seneste dom fra Domstolen om retten til ikke at udtale sig og til ikke at medvirke til at inkriminere sig selv er Serves-dommen.11 Dommen illustrerer, at en person kan være »anklaget« i konventionens forstand og således kan påberåbe sig forbudet mod selvinkriminering, selv om vedkommende ikke formelt er sigtet eller tiltalt efter national ret.

Dommen vedrører en befalingsmand i den franske hær, Serves. Den enhed, som Serves var befalingsmand for, blev involveret i en skudepisode, der resulterede i dødsfald. Anklagemyndigheden fremsatte begæring om indledning af en strafferetlig undersøgelse, og i begæringen var bl.a. Serves nævnt som sigtet, ligesom han var frihedsberøvet i anledning af episoden. Begæringen blev annulleret af en domstol på grund af processuelle fejl. Herefter indledte anklagemyndigheden en ny strafferetlig undersøgelse, der vedrørte to navngivne personer. Denne gang var Serves ikke nævnt i begæringen. Serves blev af undersøgelsesdommeren indkaldt som vidne, men nægtede at aflægge sandhedsed, ligesom han nægtede at afgive forklaring. Serves blev idømt en bøde for ikke at ville aflægge sandhedsed. Der blev senere rejst tiltale mod Serves, og han blev dømt for mord. På det tidspunkt, hvor Serves blev pålagt at afgive forklaring, var han imidlertid ikke sigtet eller tiltalt efter national ret.

Domstolen skulle først tage stilling til, om artikel 6 overhovedet var anvendelig. Afgørende herfor var, om Serves kunne siges at være »anklaget« for en lovovertrædelse i artikel 6’s forstand. Domstolen mindede om, at der var tale om et selvstændigt konventionsbegreb, hvis indhold derfor ikke kunne fastlægges alene under henvisning til national ret.12 Bl.a. under henvisning til, at Serves havde været nævnt i den annullerede begæring om indledning af en strafferetlig undersøgelse, og at han havde været frihedsberøvet, lagde Domstolen til grund, at Serves skulle anses for »anklaget« i den i artikel 6 forudsatte betydning. Herefter skulle Domstolen vurdere, om det var i strid med en tiltalts ret til ikke at udtale sig og til ikke at skulle medvirke til at inkriminere sig selv, at Serves var blevet straffet for ikke at ville aflægge sandhedsed. Det var afgørende for denne vurdering, om straffen skulle anses for at udgøre en form for utilbørlig tvang (»improper coersion«). Domstolen påpegede, at forbudet mod selvinkriminering indebar, at Serves havde ret til ikke at udtale sig. Da Serves imidlertid fra starten af nægtede at aflægge sandhedsed, og da aflæggelse af en sådan ed har til formål at sikre, at forklaringer, der måtte blive afgivet, er sande, men ikke skal tvinge den tiltalte til at udtale sig, udgjorde det ikke en krænkelse, at Serves var blevet straffet for ikke at ville aflægge sandhedsed.

Dommen understreger betydningen af, at der foreligger en »anklage« for en forbrydelse. Dommen illustrerer, at det er muligt at være »anklaget« i konventionens forstand, selv om der ikke foreligger en sigtelse eller tiltale efter national ret. Herudover viser dommen, at retten til ikke at udtale sig og til ikke at inkriminere sig selv ikke giver en tiltalt ret til aktivt at modvirke opklaringen af en straffesag mod vedkommende, herunder ved at afgive falsk forklaring, idet artikel 6 alene sikrer en negativ ret til ikke at udtale sig og til ikke at blive tvunget til at medvirke til opklaringen af straffesagen.13

2.5. Domstolens praksis kan formentlig sammenfattes således: Retten til ikke at udtale sig og til ikke at medvirke til at inkriminere sig selv finder alene anvendelse i tilfælde, hvor der foreligger en »anklage« i konventionens forstand, og denne »anklage« skal foreligge på det tidspunkt, hvor den anklagede under anvendelse af »utilbørlig tvang« fra myndighederne tvinges til at tilvejebringe synbare beviser (dokumenter m.m.) eller afgive forklaringer.14 »Utilbørlig tvang« omfatter ikke kun anvendelse af eller trussel om anvendelse af straf, herunder bøder eller frihedsberøvelse, men kan også omfatte andre foranstaltninger, der har til formål at tvinge en tiltalt til – mod sin egen vilje – at medvirke til at opklare en straffesag mod vedkommende selv. Retten er begrænset til tilfælde, hvor den tiltalte tvinges til at handle imod sin egen vilje, f.eks. ved selv at tilvejebringe dokumenter eller afgive forklaringer, men omfatter ikke fremskaffelse af andre former for beviser fra den tiltalte, når disse ikke tilvejebringes af tiltalte selv (f.eks. udåndings-, blod-, urin- eller vævprøver eller dokumenter, der tilvejebringes ved ransagning). Retten gælder ved alle former for sager, der er straffesager i artikel 6’s forstand. Retten vil være til hinder for, at anklagemyndigheden benytter sådanne beviser (navnlig forklaringer) under en efterfølgende straffesag, når forklaringerne benyttes til at inkriminere den tiltalte, uanset om forklaringerne efter deres indhold er inkriminerende. Retten er derimod ikke generelt til hinder for, at det tillægges bevismæssig betydning ved vurderingen af skyldsspørgsmålet, at en tiltalt har nægtet at udtale sig, når en forklaring må anses for påkrævet på grund af de foreliggende beviser.

3. Disciplinærsager mod visse erhvervsgrupper

3.1. Det er almindeligt forekommende, at særlige organer i henhold til lov har kompetence til at behandle disciplinærsager mod personer, der udøver et bestemt erhverv (advokater, revisorer, læger, tandlæger m.m.). Disse organer kan være tillagt kompetence til at idømme forskellige former for sanktioner, herunder bøder og frakendelse af retten til at udøve det pågældende erhverv. Sådanne disciplinærsager er karakteriseret ved, at de har til formål at sanktionere adfærd hos udøvere af erhvervet, der ikke lever op til de faglige og etiske krav, der gælder for udøvere af erhvervet, f.eks. fordi de strider mod »god advokatskik«. Der kan være en vis overlapning mellem disciplinærsager og almindelige straffesager, idet en handling efter omstændighederne både kan være i strid med den faglige standard, der kræves af det pågældende erhverv, og samtidig kan være en strafbar handling. Det er ikke usædvanligt, at organisationen kan idømme endog betydelige økonomiske sanktioner, ligesom der som nævnt kan ske frakendelse af retten til at udøve erhvervet, hvilket ofte vil blive opfattet som betydelig mere indgribende end en almindelig straf.

Disse disciplinærsager behandles ikke nødvendigvis i overensstemmelse med de principper, der gælder for behandlingen af egentlige straffesager. Det er således ikke usædvanligt, at de erhvervsdrivende har pligt til at medvirke til at oplyse sagen, herunder at afgive forklaring, ligesom de kan blive straffet for ikke at gøre det.

Dette giver anledning til at overveje, om det kan være i strid med retten til ikke at udtale sig og til ikke at medvirke til at inkriminere sig selv, at en sådan erhvervsudøver – under trussel om straf – pålægges at afgive forklaring. Afgørende herfor er, om der er tale om straffesager i artikel 6’s forstand. I det følgende redegøres alene for behandlingen af disciplinærsager mod advokater.15

3.2. Advokatnævnet kan behandle disciplinærsager mod advokater. Nævnets behandling af klagesager er reguleret i retsplejeloven.16 Nævnet kan pålægge visse sanktioner. Nævnet kan således tildele en advarsel eller irettesættelse eller pålægge en bøde, ligesom nævnet kan frakende en advokat retten til at udøve advokatvirksomhed.17 Nævnets afgørelser kan indbringes for domstolene.18 Der er fastsat nærmere regler for nævnets virksomhed.19 Advokater har pligt til at besvare henvendelser fra nævnet, herunder fremskaffe dokumenter og afgive forklaring.20 Salærklager kan indbringes for bestyrelsen i den advokatkreds, hvor advokaten eller advokatselskabet har sit kontor.21 Kredsbestyrelsen bistår endvidere Advokatnævnet ved behandling af disciplinærsager.22 Der er fastsat nærmere regler for kredsbestyrelsernes behandling af sager, og advokater har pligt til at besvare henvendelser.23

Indklagede advokaters manglende besvarelse af henvendelser fra nævnet og kredsbestyrelserne i klagesager betragtes efter nævnets hidtidige praksis24 som en tilsidesættelse af god advokatskik og sanktioneres med en bøde (på 2.500 kr.), der kan forhøjes (til 5.000 kr.), hvis advokaten stadig ikke besvarer henvendelserne, og sagen ikke kan afgøres på det foreliggende grundlag. I sidstnævnte tilfælde er der endvidere blevet pålagt tvangsbøder (på 1.000 kr. om ugen), der kan fordobles ved yderligere vægring.

Der kan derfor være anledning til at overveje, om det er i strid med konventionens artikel 6, når det under bødetvang kræves, at indklagede advokater i disciplinærsager meddeler oplysninger til brug for klagesagen.

3.3. Som nævnt (se afsnit 2) gælder retten til ikke at udtale sig og til ikke at skulle medvirke til at inkriminere sig selv i sager, der må anses for at være straffesager i den i artikel 6 forudsatte betydning.

Der findes efterhånden en righoldig praksis fra Domstolen (og den tidligere Kommission) om, hvorvidt disciplinærsager er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 6, herunder om der er tale om straffesager. Det følger af denne praksis, at disciplinærsager som udgangspunkt falder uden for anvendelsesområdet for artikel 6.25

Efter praksis kan disciplinærsager efter omstændighederne vedrøre »en strid om [en persons] borgerlige rettigheder og forpligtelser«, jf. artikel 6, stk. 1, hvorved bestemmelsen er anvendelig under dens civilretlige del. Der er tale om sager, hvor vedkommende risikerer at miste retten til at udøve et bestemt erhverv.26

Herudover er det fastslået, at disciplinærsager efter omstændighederne kan vedrøre »en mod [en person] rettet anklage for en forbrydelse«, jf. artikel 6, stk. 1, hvorved bestemmelsen bliver anvendelig under dens strafferetlige del med den virkning, at bl.a. forbudet mod selvinkriminering finder anvendelse.27 I forhold til disciplinærsager er det efter praksis afgørende, om det er muligt at idømme frihedsstraf af en vis varighed eller fastsætte forvandlingsstraf for manglende betaling af en idømt bøde.

Domstolen har endvidere fastlagt nogle generelle kriterier for, hvornår der er tale om en anklage for en forbrydelse i artikel 6’s forstand. Ved afgørelsen af om der er tale om en straffesag i konventionens forstand, benytter Domstolen tre kriterier.28 For det første lægges der vægt på den retlige klassificering efter national ret af de regler, der er blevet overtrådt. For det andet lægges der vægt på overtrædelsens karakter. For det tredie lægges der vægt på karakteren og intensiteten af den mulige sanktion. Der er tale om alternative kriterier, men det er ikke altid således, at Domstolen klart sondrer mellem kriterierne.29

En konkret vurdering af de disciplinærsager, som Advokatnævnet behandler, må føre til, at der ikke er tale om straffesager i konventionens forstand.

Regelgrundlaget for nævnets behandling af klagesager henregnes til disciplinærretten i det danske retssystem og ikke strafferetten.30

De disciplinærsager, som nævnet behandler, vedrører endvidere overtrædelse af specifikke forskrifter for udøvere af advokatvirksomhed, herunder om principperne for »god advokatskik« er tilsidesat. Derimod vil mere alvorlige tilfælde af kritisabel adfærd kunne være strafbare efter straffelovens regler, og sådanne sager hører under anklagemyndighedens og de almindelige domstoles kompetence. De disciplinærsager, som nævnet behandler, har således mere karakter af at vedrøre påståede overtrædelser af tjenesteforskrifter end af almene normer, der retter sig mod alle og enhver.

Karakteren og intensiteten af de sanktioner, som nævnet kan pålægge advokater, kan heller ikke føre til, at der skulle være tale om straffesager i konventionens forstand. Nævnet kan pålægge advokater bøder på indtil 200.000 kr. og tvangsbøder uden beløbsbegrænsning.31 Endvidere er der mulighed for rettighedsfrakendelse. Nævnet har imidlertid ikke mulighed for at idømme frihedsstraf32 eller fastsætte forvandlingsstraf for manglende betaling af idømte bøder.33

Advokatnævnets behandling af disciplinærsager mod advokater er derfor næppe straffesager i den i artikel 6 forudsatte betydning.34 Dette støttes endvidere af en nyere afgørelse af Domstolen i Brown-sagen.35 Der er tale om en såkaldt admissibilitetsafgørelse,36 hvor Domstolen afviste en klage som åbenbart ugrundet. I sagen lagde Domstolen til grund, at der ikke var tale om en straffesag i et tilfælde, hvor et advokatsamfund havde pålagt en advokat en samlet bøde på ca. 100.000 kr. på grund af advokatens handlemåde i forbindelse med overdragelsen af advokatens praksis.37 Domstolens begrundelse var i overensstemmelse med den ovenfor anførte argumentation.

3.4. Sammenfattende kan det konkluderes, at Advokatnævnets behandling af disciplinærsager mod advokater ikke er straffesager i den i artikel 6 forudsatte betydning. Dette indebærer, at det ikke er i strid med retten til ikke at udtale sig og til ikke at medvirke til at inkriminere sig selv, når Advokatnævnet pålægger advokater at medvirke til at oplyse en sag, herunder at tilvejebringe dokumenter og afgive forklaringer.

Det er nærliggende at antage, at noget tilsvarende gør sig gældende for så vidt angår disciplinærsager mod andre personer, der udøver et bestemt erhverv (revisorer,38 læger,39 tandlæger40 m.m.). Sådanne disciplinærsager har til formål at sanktionere adfærd hos medlemmer, der ikke lever op til de faglige og etiske krav, der gælder for udøvere af erhvervet, og vil næppe være straffesager i konventionens forstand.

4. Strafsanktionerede oplysningspligter som led i administrativ kontrol

4.1. Administrativ kontrol og strafforfølgning

Det er almindeligt forekommende, at administrative myndigheder er tillagt forskellige kontrolbeføjelser, der indgår som et led i de administrative myndigheders arbejde, når de skal påse, at det regelsæt, som de er sat til at administrere, overholdes af de berørte borgere og virksomheder. I visse tilfælde har administrative myndigheder hjemmel til at pålægge private at tilvejebringe dokumenter m.m. eller fremkomme med oplysninger. Udnyttelsen af disse kontrolbeføjelser indgår som et led i myndighedernes sagsoplysning, og medvirker til at sikre overholdelsen af regelsættet. Da privates manglende overholdelse af de regler, som de administrative myndigheder er sat til at administrere, i vidt omfang vil være strafsanktionerede, vil de administrative myndigheders udnyttelse af deres kontrolbeføjelser, herunder navnlig muligheden for at pålægge private at tilvejebringe dokumenter m.m. eller fremkomme med oplysninger, kunne rejse spørgsmål i forhold til forbudet mod selvinkriminering og retten til ikke at udtale sig. De oplysninger og dokumenter, der tilvejebringes på den nævnte måde, kan i visse tilfælde føre til, at der indledes strafforfølgning.

Som eksempel på sådanne administrative kontrolbeføjelser kan nævnes konkurrenceloven.41 Efter loven42 kan Konkurrencerådet kræve alle oplysninger, herunder regnskaber, regnskabsmateriale, udskrifter af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendige for dets virksomhed eller til afgørelse af, om et forhold er omfattet af lovens bestemmelser. Undlader nogen at give de oplysninger, som Konkurrencerådet kan kræve efter loven, kan rådet som tvangsmiddel pålægge den pågældende daglige eller ugentlige bøder.43 Dette skal ses i lyset af, at overtrædelse af lovens bestemmelser i vidt omfang er strafsanktioneret.44 Det fremgår imidlertid af forarbejderne til bestemmelsen,45 at hvis der er tale om et strafbart forhold, skal rådet dog anmelde dette til politiet, der varetager den videre efterforskning efter retsplejelovens regler.

Som eksempel herpå kan endvidere nævnes skattekontrolloven.46 Efter denne lov kan skattemyndighederne f.eks. pålægge erhvervsdrivende, der fører regnskab, at indsende regnskabsmateriale og andre dokumenter, der kan have betydning for skatteligningen,47 og manglende overholdelse af denne oplysningspligt kan i visse tilfælde straffes med bøde.48 Ved udnyttelse af administrative kontrolbeføjelser efter skattekontrolloven er det imidlertid klart forudsat, at dette ikke finder sted i tilfælde, hvor myndighederne har mistanke om, at borgeren har begået et strafbart forhold. I så fald er det forudsat, at skattemyndighederne går frem efter retsplejelovens regler. Såfremt skattemyndighederne inden et kontrolbesøgs foretagelse eller inden meddelelse af et pålæg om at tilvejebringe visse dokumenter har en formodning om, at et strafbart forhold er begået, og vurderer, at der er grundlag for at rejse sigtelse, er skattemyndighederne udelukket fra at anvende de administrative kontrolbeføjelser. Er mistanken så stærk, at vedkommende må anses for sigtet, skal skatteyderen gøres bekendt med sigtelsen og med retten til ikke at udtale sig.49

Efter miljø- og energiministerens forslag til lov om forurenet jord50 kan miljømyndighederne påbyde en mulig forurener for egen regning at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af afhjælpende eller forebyggende foranstaltninger vedrørende en eventuel forurening. Efter bestemmelsen vil miljømyndighederne kunne meddele undersøgelsespåbud til erhvervsmæssige forurenere, der hændeligt, uagtsomt eller forsætligt har forårsaget en jordforurening, og til private forurenere, der forsætligt eller uagtsomt har forårsaget en jordforurening. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget51 anføres det imidlertid, at såfremt der er en konkretiseret mistanke om, at der er begået en strafbar handling, kan forslagets bestemmelser ikke anvendes til at påbyde den pågældende at fremskaffe yderligere oplysninger eller foretage undersøgelser vedrørende de forhold, der er omfattet af mistanken. Myndighederne må i så fald gå frem efter strafferetsplejens regler.52

De nævnte eksempler viser, at lovgiver ved vedtagelsen af de nævnte administrative kontrolbeføjelser, herunder muligheden for at pålægge private at tilvejebringe dokumenter m.m. og fremkomme med oplysninger, har været opmærksom på, at de administrative kontrolbeføjelser ikke skal benyttes, hvis der er mistanke om, at der er begået et strafbart forhold, idet sagens oplysning (efterforskningen) i givet fald skal ske efter de regler, der gælder for behandlingen af straffesager.

Hvad enten det er forudsat i lovgivningen eller ej, må retten til ikke at udtale sig og til ikke at medvirke til at inkriminere sig selv imidlertid føre til, at administrative myndigheder generelt afstår fra udnytte kontrolbeføjelser, herunder at pålægge private at tilvejebringe dokumenter m.m. og fremkomme med oplysninger, hvis borgeren må anses for »anklaget« (»charged«) i konventionens forstand, og de oplysninger eller dokumenter, som ønskes tilvejebragt, skal underbygge en sådan mistanke. Da borgernes manglende overholdelse af de regler, som den administrative myndighed har til opgave at kontrollere overholdelsen af, ofte vil være strafsanktioneret, vil dette i praksis betyde, at den administrative myndighed må afstå fra at udnytte de administrative kontrolbeføjelser, hvis der på dette tidspunkt er en begrundet mistanke om, at borgeren har begået en strafbar handling. Her er det vigtigt at være opmærksom på, at begrebet »anklaget« er et selvstændigt konventionsbegreb, hvis indhold som nævnt i princippet må fastlægges på grundlag af Domstolens praksis. Dette betyder, at en borger godt kan være »anklaget«, selv om der ikke formelt er rejst sigtelse eller tiltale. I praksis må der være grund til at tro, at hvis den administrative myndigheds mistanke er så stærk, at der efter dansk ret er grundlag for at rejse sigtelse, vil der samtidig foreligge en »anklage« i konventionens forstand, og det er vanskeligt at forestille sig, at der skulle kunne foreligge en »anklage« på et tidligere tidspunkt.

4.2.   Anvendelse af oplysninger under en efterfølgende straffesag

Såfremt en administrativ myndighed udnytter en administrativ kontrolbeføjelse, f.eks. fordi den pålægger en borger at tilvejebringe dokumenter m.m. eller at fremkomme med oplysninger, i tilfælde, hvor myndigheden har en begrundet mistanke om, at borgeren har begået en strafbar handling, vil der som oftest foreligge en overtrædelse af de danske regler, idet disse som oftest udtrykkeligt vil forudsætte, at sagen skal behandles som en straffesag. Der vil under alle omstændigheder foreligge en krænkelse af konventionens artikel 6 (retten til ikke at udtale sig og til ikke at medvirke til at inkriminere sig). Dette giver anledning til at overveje, i hvilket omfang sådanne dokumenter m.m. og oplysninger kan benyttes af anklagemyndigheden under en efterfølgende straffesag.

I det omfang der foreligger en overtrædelse af dansk ret, vil de dokumenter m.m. og oplysninger, der fremkommer, som hovedregel skulle opfattes som ulovligt tilvejebragte bevismidler.53 Hvis f.eks. skattemyndighederne pålægger en person under trussel om straf at fremkomme med oplysninger, uanset at skattemyndighederne har en formodning om, at et strafbart forhold er begået, og at der er grundlag for at rejse sigtelse, vil der være tale om ulovligt tilvejebragte bevismidler for så vidt angår de således fremkomne dokumenter m.m. og oplysninger. Skattemyndighedernes adgang til dokumenterne m.m. burde være sket efter retsplejelovens regler, og den sigtede burde have været gjort bekendt med retten til ikke at udtale sig.

I dansk ret har man som udgangspunkt indtaget en pragmatisk holdning til spørgsmålet om anvendelse under en straffesag af ulovligt tilvejebragte bevismidler.54 Efter praksis beror det således på et konkret skøn i den enkelte sag, om ulovligt tilvejebragte bevismidler kan tillades benyttet under en efterfølgende straffesag. Ved vurderingen indgår politiets handlemåde i den konkrete sag (hvor groft et retsbrud) samt sagens alvor (hvilken kriminalitet og forventet straf) og bevismidlets betydning. Hvis sagen er tilstrækkeligt alvorlig, vil den materielle sandheds princip ofte få fortrinet, idet domstolene traditionelt har anlagt en pragmatisk holdning til anvendelsen af disse bevismidler.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er ikke generelt til hinder for brug af beviser, der er tilvejebragt i strid med national ret (ulovligt tilvejebragte bevismidler),55 og brug af ulovligt tilvejebragte bevismidler må som udgangspunkt antages ikke at være i strid med konventionen, hvis domstolenes anvendelse af beviset ikke har været udslagsgivende for en domfældelse eller strafudmåling.56 Når der er tale om beviser (dokumenter og forklaringer), der er tilvejebragt under trussel om straf i strid med retten til ikke at udtale sig og til ikke at medvirke til at inkriminere sig selv, må konventionen imidlertid føre til, at et sådant bevis ikke tillades benyttet.57 På dette punkt kan man sige, at konventionen medfører en vis formalisering af den danske strafferetspleje, idet det ikke vil være muligt at benytte den traditionelle og pragmatiske tilgangsvinkel. Det er vanskeligt at forestille sig, at en dansk domstol skulle tillade brug af f.eks. en forklaring, der er afkrævet en »anklaget« under trussel om straf, når såvel kravet om afgivelse af forklaring og den efterfølgende brug heraf som bevismiddel vil udgøre en krænkelse af konventionen.58 Man kan imidlertid argumentere for, at det i visse situationer alligevel skal være muligt at benytte dokumenter m.m. Dette skyldes, at anklagemyndigheden ofte ville have haft mulighed for at fremskaffe disse, f.eks. ved ransagning eller edition, og der derfor snarere er tale om, at der er benyttet en forkert fremgangsmåde. På dette punkt adskiller tvangsmæssige tilvejebringelse af synbare beviser (dokumenter m.m.) sig fra afgivelse af forklaring.

5. Konklusion

I artiklen argumenteres der for, at retten til ikke at udtale sig og til ikke at medvirke til at inkriminere sig selv i almindelighed ikke finder anvendelse ved behandlingen af disciplinærsager mod personer, der udøver et bestemt erhverv (advokater, revisorer, læger, tandlæger m.m.), og som behandles af særlige organer og har til formål at sanktionere adfærd hos medlemmer, der ikke lever op til de faglige og etiske krav, der gælder for udøvere af erhvervet.

I artiklen argumenteres der endvidere for, at administrative myndigheder, der er tillagt kontrolbeføjelser, herunder mulighed for under trussel om straf at pålægge private at tilvejebringe dokumenter og afgive forklaringer, skal afholde sig fra at udnytte disse beføjelser, når de har en begrundet formodning om, at den pågældende har begået en strafbar handling. I disse tilfælde bør sagen behandles som en almindelig straffesag efter de herom gældende regler, og dette gælder, uanset om det er forudsat i den pågældende lovgivning. Det vil være i strid med forbudet mod selvinkriminering at benytte forklaringer tilvejebragt under de nævnte omstændigheder under en efterfølgende straffesag.

Noter

1.   Artiklen er alene udtryk for forfatterens personlige synspunkter, og kan på ingen måde tages som udtryk for Justitsministeriets holdning til de behandlede spørgsmål.

2.   Jf. bekendtgørelse nr. 30 af 29. marts 1976 (LT C).

3.   Jf. Funke mod Frankrig, dom af 25. februar 1993, Serie A nr. 256.

4.   Jf. præmis 49-56 i Kommissionens rapport af 8. oktober 1991, der er medtaget som et bilag til dommen.

5.   Jf. Eckle mod Tyskland, dom af 15. juli 1982, Serie A nr. 51, præmis 73, Reinhardt and Slimane-Kaïd mod Frankrig, dom af 31. marts 1998, Reports 1998-II, s. 640, præmis 93, Hozee mod Holland, dom af 22. maj 1998, Reports 1998-III, s. 1091, præmis 43.

6.   Jf. John Murray mod UK, dom af 8. februar 1996, Reports 1996-I, s. 30.

7.   Se tillige Lihtavuo mod Finland, klagesag 26324/95, Komm. afg. af 9. april 1997, og Hamill mod UK, klagesag 21656/93, Komm. rapp. af 2. december 1997.

8.   Jf. Saunders mod UK, dom af 17. december 1996, Reports 1996-VI, s. 2044.

9.   Domstolen henviste til Deweer mod Belgien, dom af 27. februar 1980, Serie A nr. 35, og Fayed mod UK, dom af 21. september 1994, Serie A nr. 294-B. Der kan endvidere henvises til Kommissionens afgørelse af 14. oktober 1992 i klagesag 17392/90, W.M. mod DK, der er refereret i UfR 1998 B s. 388.

10.  Se navnlig dommer Repiks dissens i Saunders-dommen, men modsat dommer Martens’ dissens (§§ 14 og 15).

11.  Se Serves mod Frankrig, dom af 20. Oktober 1997, Reports 1997-VI, s. 2159.

12.  Se Serves-dommens præmis 42.

13.  Det vil derfor ikke være i strid med artikel 6 at straffe et vidne, der kan risikere at udsætte sig selv for strafforfølgning og derfor ikke er pligtig at udtale sig, men som ikke desto mindre vælger at udtale sig, og afgiver falsk forklaring, jf. straffelovens § 159, stk. 2, og retsplejelovens § 171.

14.  Se Maximilian Abas mod Holland, klagesag 27943/ 95, Komm. afg. af 26. februar 1997, hvor de hollandske skattemyndigheder – under trussel om straf – havde pålagt klager at give visse oplysninger, der havde betydningen for skatteansættelsen, og hvor der efterfølgende blev rejst straffesag mod klager. Da der ikke forelå en »anklage« på det tidspunkt, hvor skattemyndighederne pålagde klager at tilvejebringe oplysningerne, forelå der ikke en krænkelse af retten til ikke at udtale sig og til ikke at medvirke til at inkrimiere sig, jf. artikel 6.

15.  Det anførte bygger på Justitsministeriets udtalelse af 21. april 1998 til Advokatnævnet (j. nr. 1997-620-0046) vedrørende nævnets behandling af disciplinærsager mod advokater.

16.  Jf. retsplejelovens kapitel 15 b om disciplinærsager. Efter § 147 b kan klager over, at en advokat eller et advokatselskab har tilsidesat pligter, der følger af retsplejeloven eller forskrifter fastsat i medfør af loven, indbringes for Advokatnævnet.

17.  Hvis Advokatnævnet finder, at en advokat har tilsidesat pligter, kan nævnet tildele advokaten eller advokatselskabet en advarsel eller irettesættelse eller pålægge vedkommende eller selskabet en bøde på indtil 200.000 kr., jf. § 147 c, stk. 1. Efter § 147 c, stk. 2, kan nævnet endvidere pålægge en advokat at opfylde forpligtelsen under anvendelse af tvangsbøder eller fratage en advokat en sag og lade en anden advokat, der er godkendt af klienten, udføre den. Endelig kan nævnet frakende en advokat retten til at udøve advokatvirksomhed, hvis advokaten har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af sine pligter som advokat, og de udviste forhold giver grund til at antage, at den pågældende ikke for fremtiden vil udøve advokatvirksomhed på forsvarlig måde, jf. § 14

18.  Efter § 147 d og § 147 e kan nævnets afgørelser indbringes for landsretten i den borgerlige retsplejes former, som kan stadfæste eller ændre afgørelsen.

19.  Jf. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 283 af 22. juni 1983 om advokatnævnets virksomhed, der er udstedt med hjemmel i retsplejelovens § 144, stk. 4.

20.  § 12 i bekendtgørelsen har følgende ordlyd: »Advokater er forpligtet til at forsyne advokatnævnet med dokumenter og oplysninger, som nævnet finder er af betydning for afgørelsen af en sag. Advokater er forpligtet til at fremkomme med udtalelser og give møde for advokatnævnet eller en kredsbestyrelse for at afgive forklaring om forhold, som nævnet finder er af betydning for afgørelsen af sagen. Stk. 2. Advokatens forpligtelse efter stk. 1 begrænses i overensstemmelse med retsplejelovens regler om vidneudelukkelse

21.  Jf. retsplejelovens § 146. Kredsbestyrelsen kan godkende vederlagets størrelse eller bestemme, at vederlaget skal nedsættes eller bortfalde, jf. § 147. Kredsbestyrelsens afgørelse kan indbringes for Advokatnævnet eller for domstolene efter udløbet af fristen for indbringelse for Advokatnævnet, jf. § 147 a.

22.  Jf. retsplejelovens § 144, stk. 3.

23.  Se bekendtgørelse nr. 284 af 22. juni 1983 om advokatkredsenes bestyrelsers behandling af klager over advokaters vederlag og om bistand til Advokatnævnet, som i § 9 indeholder en forpligtelse for advokater til at besvare henvendelser fra kredsbestyrelserne på samme måde, som de i henhold til § 12 i bekendtgørelse nr. 283 af 22. juni 1983 er forpligtet til at besvare henvendelser fra Advokatnævnet.

24.  Denne praksis har været suspenderet siden den 24. September 1997 på Nævnets principielle overvejelser.

25.  Jf. klagesag 10059/82, M. mod Tyskland, Komm. afg. af 05.07.85, DR 43 s. 5, klagesag 10365/83, S. mod Tyskland, Komm. afg. af 05.07.84, DR 39 s. 237. Der kan endvidere henvises til Harris m.fl., Law of the European Convention on Human Rights, Butterworths, 1995, s. 168, og Human rights files No. 13, Article 6 of the European Convention on Human Rights, The right to a fair trial, Council of Europe, 1994, s. 22-23, med henvisninger.

26.  Jf. f.eks. Gautrin m.fl. mod Frankrig, dom af 20. maj 1998, Reports 1998-III, s. 1009, præmis 33, Philis mod Grækenland, dom af 27. juni 1997, Reports 1997-IV, s. 1074, præmis 45, Diennet mod Frankrig, dom af 26. september 1995, Serie A nr. 325-A, præmis 27, König mod Tyskland, dom af 28. juni 1978, Serie A nr. 27, præmis 96, Le Compte, Van Leuven og De Meyer mod Belgien, dom af 23. juni 1981, Serie A nr. 43, præmis 53, Albert and Le Compte, dom af 10. februar 1983, Serie A nr. 58, præmis 30, Engel m.fl. mod UK, dom af 23. november 1976, Serie A nr. 22, præmis

27.  Jf. bl.a. Engel m.fl. mod UK, Serie A nr. 22, dom af 8. juni 1976, og Campbell and Fell mod UK, dom af 28. juni 1984, Serie A nr. 80.

28.  Jf. f.eks. Engel m.fl. mod UK, dom af 8. juni 1976, Serie A nr. 22, præmis 82, Öztürk mod Tyskland, dom af 21. februar 1984, Serie A nr. 85, præmis 50, Putz mod Østrig, dom af 22. februar 1996, Reports 1996-I, s. 312, præmis 31, Pierre-Bloch mod Frankrig, dom af 21. oktober 1997, Reports 1997-VI, s. 2206, præmis 53, Benham mod UK, dom af 10. juni 1996, præmis 56.

29.  Jf. Garyfallou AEBE, dom af 24. september 1997, Reports 1997-V, s. 1821, præmis 33.

30.  Dette fremgår af bestemmelsernes placering i retsplejeloven under kapiteloverskriften »Disciplinærsager« og af, at behandlingen af klagesagerne ikke er underlagt strafferetsplejen, men derimod den borgerlige retspleje. Se endvidere Öztürk mod Tyskland, dom af 21. februar 1984, Serie A nr. 85, præmis 53.

31.  Jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 1 og 2.

32.  Se f.eks. Garyfallou Aebe mod Grækenland, dom af 24. september 1997, Reports 1997-V, s. 1821.

33.  Ved manglende betaling er der mulighed for at fastsætte forvandlingsstraf, jf. straffelovens § 53 og 55, stk. 2.

34.  Se modsat Lars Bo Langsted, Sandfærdige oplysninger eller straffri løgne, Lov & Ret 1999 s. 5 (s. 7), der lægger til grund, at Advokatnævnets behandling af disciplinærsager er omfattet af artikel 6, og at nævnets praksis er i strid med forbudet mod selvinkriminering. I denne forbindelse skal det påpeges, at selv om disciplinærsager kan være omfattet af den civilretlige del af artikel 6, således at bl.a. kravet om uafhængighed og upartiskhed finder anvendelse, er det ikke nødvendigvis det samme som at sige, at sådanne disciplinærsager er straffesager med den virkning, at bl.a. forbudet mod selvinkriminering finder anvendelse.

35.  Jf. Irving Brown mod UK, Domstolens afg. af 24.11. 98, klagesag 38644/97.

36.  Se nærmere om begrebet »admissibilitetsafgørelser« i UfR 1998 B 382 (artikel af Nina Holst-Christensen og Jon Fridrik Kjølbro).

37.  I tilfælde af manglende betaling af en pålagt bøde var der mulighed for at rejse en sag for »comtempt«. En sådan sag kunne resultere i en frihedsstraf, men dette var ikke i sig selv tilstrækkeligt til at bevirke, at der var tale om en straffesag i konventionens forstand.

38.  Se kapitel 3 (Disciplinærnævn og Revisornævn) i lov om statsautoriserede revisorer, jf. lbkg. nr. 501 af 30. juni 1998, som ændret ved lov nr. 227 af 21. april 1999. Det følger af § 8 i bkg. nr. 263 af 15. april 1996 om Disciplinærnævnet for Statsautoriserede Revisorer, og § 7 i bkg. nr. 128 af 17. februar 1994 om Revisornævnet, at undladelse af at besvare en henvendelse fra nævnet kan indebære, at en sag afgøres på det foreliggende grundlag.

39.  Jf. lægelovens § 6 (lbkg. nr. 632 af 20. juli 1995, som ændret senest ved lov nr. 482 af 1. juli 1998) og navnlig § 19, stk. 2, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. (lbkg nr. 215 af 9. april 1999) og § 10, stk. 4, i bkg. om forretningsordenen for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn (bkg. nr. 662 af 14. september 1998 med senere ændring), der indeholder bestemmelser om oplysningspligt.

40.  Jf. tandlægelovens § 12 (lov nr. 276 af 26. maj 1976 med senere ændringer) og navnlig § 19, stk. 2, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. (Bkg nr. 215 af 9. april 1999) og § 10, stk. 4, i bekendtgørelse om forretningsordenen for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn (bekendtgørelse nr. 662 af 14. september 1998 med senere ændring), der indeholder bestemmelser om oplysningspligt.

41.  Se lov nr. 384 af 10. juni 1997.

42.  Se lovens § 17.

43.  Se lovens § 22.

44.  Se lovens § 23.

45.  Se de specielle bemærkninger til § 17 i erhvervsministerens forslag til konkurrencelov (L 172) af 20. februar 1997.

46.  Se lbkg. nr. 573 af 5. august 1998, som ændret senest ved lov nr. 166 af 24. marts 1999.

47.  Se lovens § 6, stk. 1.

48.  Se lovens § 14, stk. 2.

49.  Se skatteministerens besvarelse af spørgsmål nr. 6 af 18. november 1998 (L 73 – bilag 2) fra Folketingets Skatteudvalg. Se endvidere advokat Hanne Østergaard i Lov & Ret 1999 s. 11, »Skatteydernes retssikkerhed krænkes«, der udtaler sig kritisk om skattemyndighedernes praksis ved udnyttels af administrative kontrolbeføjelser.

50.  Se L 183 af 10. februar 1999.

51.  Se punkt 8 i de almindelige bemærkninger om forholdet til EU-retten og menneskerettighedskonventionen.

52.  I en artikel er det blevet gjort gældende, at det næsten er umuligt at frembringe jordforurening uden at begå en strafbar handling, og at muligheden for at meddele påbud derfor i et vist omfang er uden reelt indhold, se UfR 1999 B 129, Peter Pagh. Artiklens synspunkt er imødegået i miljø- og energiministerens besvarelse af spørgsmål nr. 13 af 18. marts 1999 (L 183 – bilag 18) fra Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

53.  Se justitsministrens besvarelse af spørgsmål nr. 43 af 12. april 1999 (L 73 – bilag 10) fra Folketingets Skatteudvalg.

54.  Se Eva Smith, Straffeproces, Grundlæggende regler og principper, 3. udg., GadJura, 1994, s. 19- 22, Hans Gammeltoft-Hansen, Strafferetspleje II, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1989, s. 91-93, og Peter Rørdam, Juristen 1975 s. 37 ff.

55.  Se Pélissier og Sassi mod Frankrig, dom af 25. marts 1999, præmis 45.

56.  Se Pélissier og Sassi-dommens præmis 47.

57.  I en artikel i Fuldmægtigen 1999, s. 28 (»Pligtmæssig forklaring i skifteretten«) gør professor og dr. jur. Erik Werlauff sig til talsmand for det synspunkt, at konventionen ikke generelt er til hinder for, at beviser, der er tilvejebragt i strid med forbudet mod selvinkriminering, benyttes som bevis under en efterfølgende straffesag, så længe domfældelsen ikke alene eller i det væsentlige bygger på den pligtmæssigt afgivne forklaring (se navnlig s. 29). I en artikel i Lov & Ret 1999 s. 5 (»Sandfærdige oplysninger eller straffri løgne«) gør lektor Lars Bo Langsted sig til talsmand for det synspunkt, at det vil være i strid med forbudet mod selvinkriminering at benytte oplysninger, der under trussel om straf er afgivet til offentlige myndigheder af en person, der senere bliver sigtet, selv om vedkommende ikke var sigtet på tidspunktet for afgivelsen af oplysningerne (se navnlig side 6-7). Hvis synspunktet skal forstås således, at dette gælder, uanset om den pågældende på tidspunktet for forklaringernes afgivelse var »anklaget« i konventionens forstand, må der siges at være tale om en meget vid udstrækning af forbudet mod selvinkriminering

58.  Se endvidere UfR 1970 s. 900 V, hvor den tiltalte ikke under politiets afhøring af ham som sigtet var gjort bekendt med, at han ikke havde pligt til at udtale sig. Den begåede fejl fandtes at burde medføre, at den pågældende afhøring ikke kunne bruges som bevis til skade for tiltalte ved sagens afgørelse.