Menneskerettigheder mellem naturret og konvention (3.1999 side 105)


Bertil A. Frosell, byretsdommer

 

På baggrund af nogle historiske betragtninger overvejer forfatteren, hvad menneskerettigheder er, og hvordan vi bruger dem.

1. Sandhed og vilje

Den tanke, at der findes en retsorden – den naturlige ret – som stiller etiske krav til lovgivningen, er kendt i flere kulturer. Den moderne vestlige kultur har således overtaget tanken fra to kilder: den oldgræske filosofi og den jødiske tradition.

Et smukt udtryk for tanken findes i beretningen om pagtslutningen på Sinai:

»For det, jeg i dag befaler dig, er dig hverken ufatteligt eller fjernt. Det er ikke i himlen, så man måtte sige: »Hvem vil stige op til himlen og hente det ned til os og forkynde det for os, så vi kan følge det?« Det er heller ikke på den anden side af havet, så man måtte sige: »Hvem vil drage drage over på den anden side af havet og hente det til os og forkynde det for os, så vi kan følge det?« Nej, ordet er dig ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan følge det.« (5. Mos. 30, 11-14)

Imidlertid har menneskene gennem tiden ment, at mangfoldige og indbyrdes helt forskellige retsordener var i overensstemmelse med naturretten.

I den europæiske tradition har man hovedsageligt søgt grundlaget for rettens etiske gyldighed i to forhold: enten i en erkendelse af, hvad der er sandt, på grundlag af iagttagelse af virkeligheden (den ontologiske vej), eller i påberåbelsen af, at retsreglerne er i overensstemmelse med en højere vilje, nemlig Guds (den voluntaristiske vej).

Flere af de store tænkere på det naturretlige område, blandt andre Aristoteles og Thomas Aquinas har imidlertid arbejdet med den stiltiende eller udtrykkelige forudsætning, at der er snævre grænser for, hvor præcist etikkens krav til lovgivningen kunne erkendes.

I mangt og meget måtte lovgiveren stå frit.

Samtidig har der siden middelalderen været en stigende tvivl om, hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre at opstille alment forpligtende etiske krav til lovgivningen. Denne tvivl har haft sammenhæng med en etisk relativisme, som er taget til på alle livsområder.

Det har også spillet en rolle, at mange – med baggrund i den voluntaristiske skole – begyndte at søge rettens gyldighed ikke  i Guds vilje, men i den legitime herskers vilje, hvad enten denne lovgiver nu var en enevældig fyrste eller for eksempel et demokratisk lovgivningsorgan.

Udviklingen af den offentlige mening i 1700-tallet medførte et nybrud inden for den naturretlige tradition. Man blev i stigende  grad opmærksom på, at naturretstanken kunne bruges til at øve kritik mod tingenes tilstand i stedet for blot at legitimere den.

Samtidig begyndte man – under indflydelse af den samfundsmæssige udvikling – af fokusere mere på de rettigheder, der kunne flyde af naturretten, end på pligterne. Det nye var særligt, at man søgte at formulere borgernes rettigheder over for staten i generelle (abstrakte) vendinger.

Ikke alle sympatiserede ubetinget med denne udvikling.

Englænderen Edmund Burke så for eksempel ødelæggelsen af det franske samfund under revolutionen som et tegn på, at det er farligt, når man med magt vil omforme samfundet efter abstrakte ideer. Samfundet skulle ifølge Burke forbedres på det grundlag, som den historiske udvikling havde lagt. I den sammenhæng kunne borgerpligter ikke skilles fra borgerrettigheder.

To af de vigtigste frugter af 1700-tallets naturretstænkning er den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 og den franske erklæring om menneskerettigheder fra 1789.

Det er betegnende, at den amerikanske uafhængighedserklæring indleder sin omtale af menneskerettighederne med ordene: »We hold these truths to be self-evident«.

De nedfældede – politisk betingede – rettigheder præsenteres altså i god overensstemmelse med den ontologiske naturretlige tradition som en frugt af erkendelsen. Der er tale om sandheder.

2. Dansk forfatning

En del forfatninger har fået indbygget kataloger over menneskerettigheder, der præsenteres som almengyldige.

Det blev dog ikke tilfældet med den danske grundlov fra 1848. De borgerlige rettigheder i grundloven er tænkt som en indskrænkning af den almindelige lovgivers kompetence. Kun en grundlovsændring kan ændre disse spilleregler.

Selv bestemmelsen om censur, der ingensinde kan indføres på ny, fremstår ikke som en eviggyldig menneskeret. Bestemmelsen om uforanderlighed svarer snarere reglen i kongeloven om, at denne lov, som man netop var sluppet af med, aldrig kunne ændres.

Samtidigt er det utvivlsomt, at grundlovens frihedsrettigheder i mangt og meget er inspireret af de i udlandet opstillede kataloger over menneskerettigheder.

Vores mest fremstående jurist, Anders Sandøe Ørsted havde sine generelle betænkeligheder også ved de borgerlige rettigheder, som de blev nedfældet i grundloven:

»Det er vistnok blevet skik og brug i forfatningslove at indføre adskilligt om menneskerettigheder, grundrettigheder, almindelige regler for lovgivningen osv., men det forekommer mig, at disse gerne opløser sig i visse almensætninger, der uden at træde frem i deres rette begrænsning, ingen sand støtte indebærer for borgernes rettigheder, men dog let kunne benyttes til tvivlsomme fordringer, hvorved der gives anledning til splid og spænding.« (Prøvelse af de Rigsforsamlingen forelagte udkast til en grundlov og en valglov, København 1849, s. 271f)

Ørsted mente, at det eneste, der virkeligt garanterede respekten for borgernes rettigheder, var den etik – den politiske kultur – der fandtes i samfundet, og herunder hos dem, som havde magten. Uden en sådan etik ville nedskrevne borgerrettigheder ikke være meget værd.

På dette område – som på mange andre – blev Ørsteds opfattelse ikke den sejrende.

Senere har dog også Alf Ross – uden i øvrigt at være modstander af borgerlige rettigheder eller for den sags skyld menneskerettigheder – gjort sig til talsmand for, at den

»eneste, men i virkeligheden også den bedste garanti mod ... overgreb ligger deri, at de er utænkelige.« (Dansk Statsforfatningsret, 3. udg., København 1980, s. 587)

3. Folkeretlige aftaler

At sikre borgernes rettigheder over for statsmagten gennem folkeretlige aftaler er noget, man først kom ind på i forbindelse med afståelsen af landområder efter krig. For eksempel fik borgerne garanteret visse sproglige rettigheder, da Danmark afstod Skåne, Halland og Blekinge til Sverige. Et besøg på den anden side af Sundet vil overbevise en om, at garantien ikke var langtidsholdbar.

I vort århundrede – efter to verdenskrige med forfærdelige krænkelser af den menneskelige værdighed – har man følt et behov for at gå mere radikalt til værks med sikringen af borgernes rettigheder gennem multilaterale, internationale konventioner.

De menneskerettighedskonventioner, der har set dagens lys, har alle været produkter af en forhandlingsproces. Betragtet som aftaler er deres gyldighed ikke begrundet i nogen etisk sandhed, men i parternes vilje til at forpligte sig. 

Konventionerne har medført, at de kontraherende parter – i større eller mindre omfang – har givet afkald på at påberåbe sig det folkeretlige princip om ikke-indblanding i interne forhold. Derved er det blevet muligt for staterne at »gøre noget« for borgere i andre stater.

Menneskerettighedskonventionerne kan altså anskues som et folkeretligt middel til at gennemføre visse politiske målsætninger.

Selve ordet »menneskerettigheder« har imidlertid bevaret en betydelig følelsesmæssig signalværdi.

Dette er tankevækkende i betragtning af den måde, som konventionerne er blevet til på, nemlig som frugt af politiske forhandlinger og kompromisser i en forholdsvis snæver historisk og kulturel kontekst. Indholdet af konventionerne om menneskerettigheder afspejler jo i høj grad den vestlige politiske tradition, som den har udviklet sig i de seneste århundreder. Konventionerne formidler også – i særkulariseret form – visse værdier, der traditionelt har spillet en særlig rolle for religionen i vores kulturkreds.

En krænkelse af en konventionsbestemt menneskerettighed vil ofte blive betragtet som langt alvorligere end en overtrædelse af en anden folkeretlig aftale.

Dette hænger rimeligvis ikke alene sammen med, at menneskerettighedskonventionerne regulerer nogle særdeles vigtige spørgsmål. Det spiller også en rolle, at der fortsat er en tendens i offentligheden til at opfatte dem som udtryk for naturgivne – og dermed særligt kvalificerede – rettigheder.

I denne forbindelse er der opnået en vidtstrakt enighed om, at menneskerettighederne er »universelle«.

Hvis man ikke mener, at der består en »naturlig« retsorden, et objektivt konstaterbart etisk krav til, hvordan den positive lovgivning skal indrettes, må man naturligvis have intellektuelle vanskeligheder med doktrinen om menneskerettighedernes (transkulturelle) universalitet.

Men staterne har selvfølgelig mulighed for at aftale sig frem, også for så vidt angår denne doktrin.

Tager man Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som eksempel, er det tydeligt, at den i det væsentlige fungerer som anden positiv ret.

Deri ligger konventionens styrke.

Overholdelsen af konventionen påses effektivt fra Strasbourg, og de kontraherende stater er både i teori og praksis nødsagede til at rette sig efter de afgørelser, som kommer derfra.

For eksempel har intet andet internationalt organ  – når bortses fra EU – en så afgørende betydning for dansk retsudvikling.

Dette vil de fleste betragte som positivt.

På samme tid forekommer det klart, at man kan diskutere hensigtsmæssigheden af konventionens enkelte bestemmelser og rigtigheden af afgørelser fra Strasbourg på samme måde, som man kan have sine tvivl om afgørelser fra nationale domstole. Omfanget og detaljeringsgraden af afgørelserne fra Strasbourg er slående. Det er ikke (nødvendigvis) naturens egen ret, der åbenbarer sig her, og en velbegrundet kritik behøver ikke at være uetisk.

Det må da også antages, at konventionen – meget naturligt – i visse tilfælde fortolkes i lyset af, hvad man anser for politisk ønskværdigt og gennemførligt.

For eksempel har Strasbourg hidtil undgået at tage klart stilling til beskyttelsen af menneskelivet mellem undfangelse og fødsel. Der er her tale om et spørgsmål af afgørende principiel betydning, men det er som bekendt retspolitisk særdeles problematisk i flere af Europarådets stater.

4. Argumentation og dialog

Ikke alle kan tilslutte sig den naturretlige tanke. Ikke alle, der kan tilslutte sig den naturretlige tanke, vil nødvendigvis mene, at konventionerne om menneskerettigheder giver rammende udtryk for de rettigheder, som naturretten tilsikrer borgerne.

Den, som  – af den ene eller den anden grund – finder, at menneskerettighedskonventionernes anliggende – respekten for individet – er væsentligt, må derfor ikke forfalde til ordmagi. Den politiske kamp for en forbedring af menneskenes vilkår er ikke vundet alene ved at henvise til, at noget er en »universel menneskeret«, som har fundet udtryk i relevante konventioner.

Hertil kommer, at man må vise forståelse for de samfund, som de mennesker, man vil hjælpe, lever i.

Antropologen Claude Lévi-Strauss har skrevet, at folk har sat sig i hovedet, at samfundet skabes ud fra abstrakte tanker, skønt det i virkeligheden bygger på sædvaner, skik og brug. Ved at knuse disse praktiske erfaringer mellem fornuftens møllehjul pulveriserer man livsformer, der bygger på en lang tradition, og reducerer individerne til anonyme og udskiftelige atomer. Friheden kan kun have et konkret indhold: den skabes af skrøbelig ligevægt mellem små tilhørsforhold og spinkle solidaritetsfølelser.

Hvis Lévi-Strauss har fat i noget rigtigt, må det indebære, at arbejdet for menneskerettighedernes udbredelse kræver en ganske særlig indsigt og takt.

Særligt i den vestlige kulturkreds bør vi holde os for øje, hvilke reale grunde der har gjort menneskerettighederne til en del af vores politiske arv. Det er nemlig de reale grunde – den helt konkrete argumentation – der i givet fald må overbevise tvivlerne. Man må så blot håbe, at tvivlen på menneskerettighederne ikke i for høj grad beror på viljesbestemte valg, der er uimodtagelige for argumentation fra os, der har har foretaget andre grundlæggende etiske valg. 

Samtidig er det afgørende, at der opretholdes en ligeværdig dialog mellem kulturerne – en udveksling, som respekterer samfundenes egenart. Folkeret og politisk pression kan ikke stå alene. 

Målet må være, at respekten for individet bliver en integreret og selvfølgelig del af de enkelte samfunds politiske kultur på en måde, der tilgodeser samfundenes stabilitet og bevarer den rigdom, der ligger i deres forskellighed.