Rituel slagtning og religionsfrihed (2.1998 side 58)


Anette Lund Hansen, cand.jur., ph.d.-studerende

Henrik Zahle, professor, dr.jur.

 

Spørgsmålet om rituel slagtning er til diskussion.1 Af central betydning er en vurdering af, hvilken angst og smerte de slagtede dyr har under den rituelle slagtning. Herom gør der sig forskellige opfattelser gældende, og den følgende undersøgelse er bygget på den forudsætning, at der er i hvert fald en risiko for, at dyrene faktisk gennemgår slagtningen med angst og smerte. Slagtningens betydning for dyrene har været central i debatten. Senest er spørgsmålet belyst ved den dyreetiske udtalelse fra Det Dyreetiske Råd.2

Formålet med det følgende er at bidrage med en analyse af den rituelle slagtning set i religionsfrihedens perspektiv. Hensynet til religionsfriheden forekommer os at være underbelyst, og det har derfor været nødvendigt at foretage en undersøgelse af såvel den europæiske menneskerets regulering af religionsfrihed som reguleringen i den danske grundlov.

I det følgende redegøres først for den europæiske menneskeretlige regulering, dernæst for den danske grundlov.

I. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og international ret

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) art. 9 indeholder en selvstændig beskyttelse af religionsfriheden:

Stk. 1. Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke.

Stk. 2. Frihed til at udøve sin religion eller tro skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige orden, sundhed eller sædelighed eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.3

1. Reglens struktur

Beskyttelsen af religionsfriheden i art. 9 kan opdeles i et indre og et ydre aspekt. Det indre aspekt af religionsfriheden er reguleret i art. 9, stk. 1, 1. led, og udgør retten til autonomt at have tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed (forum internum). Det ydre aspekt af religionsfrihed er reguleret i art. 9, stk. 1, 2. led, og udgør retten til at manifestere sin religion (forum eksternum).

Art. 9, stk. 2, indeholder hjemlen for begrænsninger af religionsfriheden. I henhold til denne bestemmelse er det udelukkende retten til at udøve sin religion, der kan underkastes begrænsninger. Det indre aspekt af religionsfriheden er således en absolut rettighed i den forstand, at den ikke kan underkastes begrænsninger, mens det ydre aspekt af religionsfriheden er en relativ rettighed.

Ved at tillade begrænsninger af retten til at manifestere sin religion anerkendes det, at det i et demokratisk samfund - i hvilket adskillige religioner eksisterer side om side - kan være nødvendigt at begrænse retten til at manifestere sin religion for at kunne forene de forskellige gruppers interesser og sikre, at alles tro bliver respekteret.4

2. Om rituelle slagtninger

Religionsfriheden som en international menneskeret er reguleret i henholdsvis EMRK art. 9 og Den internationale Konvention om Civile og Politiske Rettigheder (CPR) art. 18. Definitionen på religionsfrihed i hhv. CPR art. 18, stk. 1, og EMRK art. 9, stk. 1, er næsten identisk formuleret, og de to bestemmelser antages at skulle fortolkes overensstemmende.5

I den følgende fortolkning af indholdet af retten til at manifestere sin religionsfrihed i henhold til art. 9, stk. 1, 2. led, henvises derfor også til FN dokumenter.6

Begrebet »to manifest« fortolker Menneskerettighedskommissionen (EMK) snævert, således at det ikke dækker enhver handling, der er motiveret eller influeret af en religion eller tro. For at en handling skal være omfattet af beskyttelsen i art. 9, stk. 1, 2. led, skal den være udtryk for et sammenhængende syn på fundamentale problemer, og denne bagved liggende religiøse opfattelse skal netop komme til udtryk ved den konkrete manifestation.7

Manifestationen af religionsfriheden i henhold til EMRK art. 9 kan udføres i form af »worship, teaching, practice or observance«; ved tilføjelsen af ordet »includes« i begyndelsen af art. 9, stk. 1, 2. led, indiceres, at den måde, hvorpå religion eller tro kan manifesteres, ikke er udtømmende defineret i artiklen.8 Størstedelen af praksis fra EMK angår manifestation af religion eller tro gennem »practice and observance«. Det ser ud til at begrebet »observance« særligt tager sigte på handlinger af en stærkt traditionel karakter, men grænsen mellem de to begreber er vanskelig at trække.9

EMK har i sin praksis ikke direkte taget stilling til spørgsmålet om rituelle slagtninger. Nærmest er man kommet spørgsmålet ved anerkendelsen af, at indsatte i fængsler skal have adgang til at modtage mad tilberedt i overensstemmelse med religiøse forskrifter.10 Herved anerkendes, at denne form for forskrifter er en del af retten til at manifestere sin religion.11 Visse religiøse forskrifter om fødevarer er afhængige af udførelsen af forudgående forberedende handlinger som f.eks. rituelle slagtninger. Med en anerkendelse af, at religiøst begrundede forskrifter om fødevarer er en del af religionsfriheden, følger også en implicit anerkendelse af, at de forudgående handlinger, såsom rituelle slagtninger, er en del af religionsfriheden.

Appl. 5947/72 angik fængselsmyndighedernes overholdelse af fødevaremæssige forskrifter for ortodokse jøder. Kommissionen vurderede konkret, at der ikke forelå nogen krænkelse af retten til at manifestere sin religion i henhold til EMRK art. 9. Afgørelsen stammer fra en periode, hvor Kommissionen anvendte doktrinen om »inherent limitations« ved fortolkning af omfanget af rettighedernes beskyttelse i forhold til indsatte i fængsler. Denne doktrin er sidenhen i en anden kontekst udtrykkeligt forladt af Domstolen, hvorfor afgørelsen ikke kan anvendes yderligere i denne sammenhæng.12

En fortolkning af retten til at manifestere sin religion, så den også omfatter retten til at følge religiøst begrundede forskrifter om fødevarer, understøttes af en lignende fortolkning af CPR art. 18. CPR art. 18, stk. 1, 2. led, svarer ordret til EMRK art. 9, stk. 1, 2. led. Dog kan der ved fastlæggelsen af indholdet af religionsfrihedsbegrebet i henhold til CPR hentes vejledning i FN-Deklarationen om forbud mod alle former for diskrimination og intolerance baseret på tro eller religion (herefter 1981-Deklarationen).13 I 1981-Deklarationens art. 6, jf. art. 1, stk. l, 2. led, opregnes konkrete og typiske eksempler på, hvorledes religionsfriheden kan manifesteres. Opregningen er ikke udtømmende, hvilket allerede følger af ordene »inter alia«. Art. 6 anfører ikke udtrykkeligt overholdelsen af fødevaremæssige forskrifter som et eksempel på en typisk manifestation af religionsfriheden. Art. 6 bygger på og er tydeligt inspireret af den grundlæggende FN-rapport om religionsfrihed fra 1959. Rapporten mundede ud i 16 generelle regler om religionsfrihed samt et sæt »Draft principles on freedom and non-discrimination in the matters of religious rights and practices«, og det andet af disse principper foreskriver: »Everyone should be free to comply with what is prescribed or authorized by his religion or belief, and free from preforming acts incompatible with the prescriptions of his religion or belief«.14

I Draft principles uddybes dette i dokumentets anden del, hvor det fastslås, at »Everyone shall be free to comply with what is prescribed or authorized by his religion or belief, and free from performing acts incompatible with the precriptions of his religion or belief, particular in the following respects, subject to the interest of a society as a whole as provided in parts 111 and IV«. Herefter anføres som nr. 3: »No one shall be prevented from observing the dietary practices prescribed by his religion or belief«.15

Da 1981-Deklarationens art. 6 ikke er udtømmende, og da bestemmelsen som nævnt er stærkt inspireret af FN-rapporten fra 1959, må det antages, at en fortolkning af retten til at manifestere sin religion i henhold til art. 6 i 1981-Deklarationen også omfatter retten til at overholde fødevaremæssige forskrifter.

Anvendes 1981-Deklarationen som fortolkningsbidrag og udfyldning til CPR art. 18, vil retten til at manifestere sin religion omfatte retten til at overholde religiøst påbudte forskrifter om fødevarer samt de forudgående forberedende handlinger som rituel slagtning. Da CPR art. 18 og EMRK art. 9 som tidligere nævnt i almindelighed fortolkes overensstemmende, understøtter denne sammenhæng en fortolkning af EMRK art. 9, hvorefter retten til at manifestere sin religion også omfatter retten til at følge religiøst begrundede fødevaremæssige forskrifter.

Retten til religionsfrihed og forbudet mod diskrimination på grund af religion er dog ikke ensbetydende med, at de offentlige myndigheder under alle omstændigheder er forpligtet til at tage positive forholdsregler for at sikre overholdelsen af fødevaremæssige forskrifter for alle religioner og trosretninger.

Som en generel regel gælder dog, at ingen skal forhindres i at overholde de fødevaremæssige forholdsregler, som deres religion foreskriver.16

3. EMRK art. 9

Udgangspunktet må være, at religiøst påbudte forskrifter om fødevarer er afhængige af udførelsen af rituelle slagtninger, hvorfor et forbud mod rituelle slagtninger vil være et indgreb i religionsfriheden i henhold til EMRK art. 9, stk. 1, 2. led, dvs. retten til at manifestere sin religion.

På den anden side er det legitimt at begrænse retten til at manifestere sin religion jvf. EMRK art. 9, stk. 2, hvis dette sker i henhold til lov, for at varetage et af de udtrykkeligt opregnede formål og kan anses for at være nødvendigt i et demokratisk samfund. Det er disse betingelser for indgreb i retten til at maninfestere sin religion, vi herefter ser på.

Et indgreb skal for det første være foreskrevet ved lov. Et eventuelt dansk forbud vil komme til udtryk ved en lovændring af dyreværnsloven, hvorfor det vil opfylde betingelsen om at være »prescribed by law«.

I EMRK art. 9 opregnes dernæst de hensyn, der legitimt kan begrunde indgreb, nemlig hensynet til »the public order, health or morals, or the rights and freedoms of others«.

Disse formål er meget brede og dækker næsten enhver handling, hvorfor det er sandsynligt, at rituelle slagtninger vil kunne forbydes ud fra hensynet til den offentlig orden.

Endelig skal indgrebet være nødvendigt i et demokratisk samfund. Nødvendighedstesten udgør i dette tilfælde en interesseafvejning mellem individets interesse i at overholde religiøst foreskrevne regler for behandling af fødevarer og samfundets overordnede interesse i, at dyr ikke i forbindelse med slagtning og anden form for aflivning må påføres smerte eller anden form for lidelse. Ved nødvendighedstesten foretages en meget detaljeret og dermed ofte særdeles kasuistisk præget vurdering af, om samtlige omstændigheder giver grund til at antage, at en »fair balance« konkret findes at foreligge mellem individets rettigheder og samfundets interesse i at gøre indgreb i disse rettigheder.17

På grundlag af EMD's praksis om indgrebs nødvendighed kan fastslås, at indgrebet for at opfylde nødvendighedstesten skal være udtryk for et presserende socialt behov (a pressing social need) og skal være proportionalt i forhold til målet.18 At indgrebet er nyttigt, rimeligt og ønskeligt, er ikke tilstrækkeligt, men på den anden side er nødvendighedskravet ikke ensbetydende med, at indgrebet skal være uundgåeligt (indispensable).

Ved prøvelsen af indgrebets nødvendighed overlades der en skønsmargin til de nationale stater og myndigheder. Bredden af denne skønsmargin fastlægges bl.a. ud fra følgende 6 kriterier, der har indflydelse på, hvor meget EMD kræver af staternes dokumentation for indgrebets nødvendighed: a) Lokal bedømmelse af lokale forhold. b) Konsensus-standarden. c) Er der tale om et væsentligt indgreb i lovgivers kompetence? d) Positive forpligtelser. e) Væsentligt indgreb for individet. f) Er der tale om en fundamental rettighed i et demokratisk samfund?19

Ved bedømmelsen af, om et forbud mod rituel slagtning vil være et nødvendigt indgreb i religionsfriheden i et demokratisk samfund, vil følgende af de nævnte standarder være relevante:

ad b) Konsensus-standarden: Hvis de fleste lande, som har tiltrådt EMRK, ikke har forbudt rituel slagtning, kan det være vanskeligt for Danmark at begrunde, at forbudet er nødvendigt netop i Danmark. F.eks. har Sverige, Norge og Schweiz et forbud mod rituelle slagtninger, mens Danmark, Frankrig og Finland har lovgivet om, at rituel slagtning må foregå under særlige omstændigheder. Denne standard tillægges væsentlig vægt i EMD's behandling af klager.20

ad e) Væsentligt indgreb for individet: Hvis indgrebet i art. 9 synes at medføre væsentlige konsekvenser for individet, altså et væsentligt indgreb i en personlig rettighed i modsætning til en materiel rettighed, skærpes statens bevisbyrde for, at indgrebet kan anses for nødvendigt. Forbudet mod rituel slagtning synes at udgøre et væsentligt indgreb i individets religionsfrihed, og sammenholdes dette med at religionsfriheden betragtes som et fundamentalt aspekt at individets liv, vil det utvivlsomt medføre en skærpelse af kravet til staternes argumentation og bevisførelse for nødvendigheden af indgrebet.

ad f) Er der tale om en fundamental rettighed i et demokratisk samfund? Religionsfriheden er af EMD beskrevet som en fundamental rettighed i et demokratisk samfund,21 heraf er en konsekvens, at kravene til staten om at bevise nødvendigheden af indgrebet skærpes.22 Det har i denne sammenhæng også betydning, at der er tale om en begrænsning af en minoritetsreligion, da minoritetsbeskyttelse og pluralisme af EMD selv er beskrevet som en af hjørnestenene i et demokratisk samfund.

4. Proportionalitetsbedømmelsen

Ved en proportionalitetsbedømmelse som andet led i nødvendighedstesten vurderes midlet i forhold til målet.

Hvorledes vi etisk betragter rituelle slagtninger, må sammenholdes med, hvorledes vi etisk set generelt forholder os til dyr, dels i forbindelse med opdræt, dels i forbindelse med slagtning. Spørgsmålet er, hvilken smerte rituel slagtning påfører kvæg - set i forhold til, hvilken smerte de generelle opdræts- og slagtemetoder påfører kvæg. Normalt foregår slagtning af kvæg ved skydning med penetrerende boltpistol, som medfører nærmest øjeblikkelig indtræden af døden, og dyret påføres bevisligt ingen smerte. Dette er et argument for et forbud mod rituel slagtning.

Men det skal også tages i betragtning, at rituelle slagtninger udgør en meget lille del af det samlede antal slagtninger, i 1994 således 5.500 stk. kvæg ud af 800.000 slagtede kreaturer i alt, eller knap 0,7 % af det samlede antal slagtninger af kvæg.23 Det relativt begrænsede antal af rituelle slagtninger vil på den anden side trække i retning af, at der ikke er grundlag for et forbud.

Endvidere må indgrebets betydning for de religiøse grupper vurderes over for betydningen af målet om at behandle dyr etisk forsvarligt.

Det er udelukkende ortodokse jøder og et mindre antal muslimske grupper, der lever i henhold til religiøse regler, som foreskriver rituel slagtning uden forudgående bedøvelse. Der er således som udgangspunkt tale om et begrænset udsnit af jøder og muslimer, som vil blive berørt af et forbud. For disse vil der dog være tale om et indgreb i en leveregel, som anvendes dagligt og i forbindelsen med varetagelsen af et primært behov, nemlig indtagelsen af mad, hvorfor indgrebet utvivlsomt må betragtes som væsentligt.

Det er i den sammenhæng relevant at inddrage det faktum, at et forbud mod foretagelsen af rituel slagtning ikke også medfører et forbud mod import af kød slagtet i henhold til disse religiøse forskrifter. Forbudet i Danmark vil således ikke umuliggøre opfyldelse af de religiøst foreskrevne fødevaremæssige forskrifter, men det vil med stor sandsynlighed gøre de pågældende madvarer vanskeligere at skaffe og dyrere at købe.

Der er således tale om et væsentligt indgreb i religionsfriheden for de berørte menigheder, hvorimod det lille antal af rituelle slagtninger gør det vanskeligt at karakterisere dem som væsentlige i forhold til det generelle mål at sikre, at dyr ikke påføres smerte eller anden form for lidelse i forbindelse med slagtning.

I henhold til nødvendighedstesten vil et totalt forbud mod rituel slagtning uden bedøvelse og uden forslag til alternativ slagtemetode sandsynligvis ikke blive betragtet som proportionalt.

5. Diskriminationsforbudet i EMRK art. 14224

Art. 14 hjemler som udgangspunkt ingen selvstændig rettighed.25 Det er en accessorisk bestemmelse, som kun kan gøres gældende i forbindelse med en af de øvrige materielle bestemmelser i konventionen. Det er dog ikke nødvendigt, at der statueres en krænkelse af den materielle bestemmelse, for at der kan foretages en undersøgelse af art. 14. Statueres en krænkelse af hovedbestemmelsen, vil Domstolen som hovedregel ikke undersøge, om forholdet er omfattet af art. 14. EMRK art. 14 er imidlertid muligvis ved at blive udviklet til et selvstændigt diskriminationsforbud. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom, EMD 263, Schuler-Zgraggen, og muligvis tilsvarende Gaygusuz, EMD/39/1995/545/631 af 16. september 1996, tyder på, at Domstolen er villig til at anvende art. 14 mere selvstændigt.26

Bestemmelsen giver ingen definition af indholdet af diskriminationsbegrebet. Af praksis fra Domstolen og Kommissionen kan udledes, at det ikke er enhver forskelsbehandling, der betragtes som diskriminerende. Domstolen betragter kun forskellig behandling af to sammenlignelige situationer som diskriminerende, hvis forskelsbehandlingen savner en objektiv og rimelig begrundelse.27 Dette er ensbetydende med, at der må forfølges et legitimt formål, og der skal være proportionalitet mellem de anvendte midler og det mål, der søges realiseret.28

Diskrimination er det negative aspekt af påbudet om ligebehandling. De fleste sager fra praksis vedrører ikke en påstand om ligebehandling, men derimod om diskrimination. De internationale konventioner indeholder på linie hermed først og fremmest regler om forbud mod diskrimination og ikke et påbud om ligebehandling. EMRK indeholder i art. 14 en generel bestemmelse om forbud mod diskrimination. Art. 14 omfatter både et krav om formel og reel lighed og dermed også et forbud mod direkte og indirekte diskrimination.29

Ved direkte diskrimination er der i to sammenlignelige situationer foretaget en forskelsbehandling, der direkte kan henføres til (eller skyldes) en af de opregnede diskriminationsgrunde (her religion), og behandlingen medfører negative konsekvenser for den pågældende i henseende til at ophæve eller hindre anerkendelse, nydelse eller udøvelse på lige fod med andre menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle eller hvilket som helst andet område af samfundslivet.30

Ved indirekte diskrimination kan den stedfundne handling og hensynet, som ligger bag denne handling, ikke umiddelbart henføres til en af diskriminationsgrundene. Handlingen begrundes derimod med fuldt ud acceptable og tilsyneladende neutrale hensyn. Endvidere kræves der ikke bevis for, at der eksisterer et forsæt til diskrimination, det er tilstrækkeligt, at alene effekten af handlingen er diskriminerende. Det er således nødvendigt at gå et skridt videre og se på, om handlingen faktisk virker diskriminerende over for de grupper af beskyttelsesværdige personer, som er nævnt i artiklen.

Ved en lov om forbud mod rituelle slagtninger varetages det fuldt ud acceptable dyreetiske hensyn, at dyr ikke i forbindelse med slagtningen må lide smerte. Ønsket og hensynet bag en sådan lovgivning kan således ikke umiddelbart føre til, at det fastslås, at der sker diskrimination på grund af religion. Da EMRK art. 14 ikke kun indeholder et forbud mod direkte diskrimination, men også et forbud mod indirekte diskrimination, fokuseres der i det følgende på effekten af den tilsyneladende neutrale lovgivning. Det er udelukkende jødiske og islamiske grupper i det danske samfund, der er afhængige af udførelsen af rituelle slagtninger. Det betyder, at lovgivningen kun vil have en virkning for disse grupper. Den del af befolkningen, der påvirkes af lovgivningen, karakteriseres således ud fra sit religiøse tilhørsforhold, hvorfor lovgivningen kan siges at virke indirekte diskriminerende på grund af religion.

II. Grundloven

For en vurdering af religionsfrihedens forhold til en rituel slagtning er to bestemmelser i grundloven af særlig betydning:

Grundlovens § 67: Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

§ 70: Ingen kan på grund af sin trosbekendelse ... berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

Disse to grundlovsbestemmelser indeholder et regelsæt, som passende kan opdeles i tre led. For det første findes en grundlovsbeskyttelse af gudsdyrkelsen. Beskyttelsen sikrer borgerne en religiøs udfoldelsesmulighed, og spørgsmålet er her, om den rituelle slagtning omfattes af denne frihed.

For det andet indeholder grundloven en mulighed for, at denne frihed begrænses, idet friheden ikke må bruges til at lære eller foretage noget, som strider mod sædelighed eller offentlig orden. Spørgsmålet er her, om denne mulighed for begrænsning omfatter et forbud mod rituel slagtning.

Endelig indeholder grundloven et diskriminationsforbud, og spørgsmålet er her, om diskriminationsforbudet kan hindre, at et forbud mod rituel slagtning gennemføres, idet et sådant forbud skulle opfattes som en diskrimination af bestemte religiøse grupper.

1. Gudsdyrkelse og slagtning

Religionsfriheden beskyttes efter grundlovens § 67 som en ret for borgerne til at »forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning«. Det, der beskyttes, er altså retten til at forene sig for at dyrke Gud på den beskrevne måde. Heri ligger for det første en ret til at forene sig, og det betones ofte i den forfatningsretlige litteratur, at religionsfriheden netop knytter sig til foreningsfriheden, sml. allerede Holck s. 268, der betoner, at »grundloven har altså ikke med hensyn til religiøse samfund indskrænket sig til, således som med hensyn til andre foreninger, at hjemle borgerne ret til at forene sig i ethvert lovligt øjemed, sml. grundlovens § 78, men tillagt dem en almindelig og ubetinget ret til at forene sig i samfund af den i grundlovens § 67 omhandlede beskaffenhed.«31

Religionsfriheden omfatter imidlertid ikke alene selve foreningsdannelsen som sådan, men må tillige antages at indeholde en ret til at forsamle sig med henblik på gudsdyrkelse, såvel som en individuel adgang til gudsdyrkelse.32

Det umiddelbare formål med virksomheden skal være gudsdyrkelse.33 Men til den egentlige gudsdyrkelse hører ikke blot selve den religiøse virksomhed under f.eks. en gudstjeneste, men også de praktiske forudsætninger for det religiøse livs udfoldelse, således opførelse af kirker, ansættelse af præster, oprettelse af særlige præsteskoler.34 Uden for beskyttelsen falder på den anden side foreninger, der nok har et religiøst sigte, men hvis øjemed dog ikke er gudsdyrkelse, f.eks. sportsforeninger eller fritidsklubber med religiøst præg.35

Centralt er det, at bestemmelsen efter formuleringen i dens andet led omfatter såvel lære som handlinger (»læres eller foretages«). Det er på den baggrund, at man kan drøfte, om bestemmelsen giver mulighed for flerkoneri, jf. f.eks. Matzen s. 300-301 og Berlin s. 351, tiggeri, Holck s. 273, Matzen s. 302, s. 303, kirkelig procession, Matzen s. 303, jf. dog Matzen s. 302 og Holck s. 272, såvel som det nævnte kirkebyggeri, Matzen s. 303-304. Religionsfriheden er ikke begrænset til den gudsdyrkelse, der foregår på bestemte tider og klokkeslæt, men må anskues med udgangspunkt i den enkelte religion som den virksomhed, som efter religionen anses som integreret i den enkeltes eller menighedens gudsdyrkelse.

Slagtning er grundlaget for menighedens animalske føde, og slagtningen er et integreret element i den islamiske og jødiske tro. Også slagtemåden må derfor anses som et element i den islamiske og jødiske gudsdyrkelse, og den må derfor som udgangspunkt anses som omfattet af religionsfriheden.

En regulering af den rituelle slagtning må på denne baggrund anskues som et spørgsmål om en indskrænkning af religionsfriheden.

2. Indskrænkning af religionsfrihed

Et vilkår for religionsfriheden er ifølge grundlovens § 67, »at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden«.

Religionsfriheden gælder altså kun med den indskrænkning, at der ikke må »læres eller foretages« noget, som er i strid med »sædeligheden eller den offentlige orden«. Til uddybning heraf anførtes allerede hos Holck s. 270, at det ikke er tilstrækkeligt til at frakende et religiøst samfund ret til en lovlig eksistens, »at dets læresætninger er farlige eller skadelige, når de ikke kunne siges at stride mod sædelighed eller de til den offentlige ordens betryggelse givne love«. Men nogen nærmere uddybning heraf findes ikke i litteraturen, hertil Berlin s. 351f, Poul Andersen s. 633.

Som grundsynspunkt må antages, at det er overladt til lovgivningsmagten at fastsætte, hvilke krav der følger af hensynet til henholdsvis »sædelighed« og »offentlig orden«. Hvilke hensyn der i denne forbindelse kan tages, findes der ikke nogen systematisk redegørelse for i litteraturen. Men kirkebyggeri - som jo er nødvendigt til realisering af gudsdyrkelse - skal naturligvis følge de gældende byggelove, Poul Andersen s. 633 note 2. En religiøs åbning for flerkoneri støder mod ægteskabslovens monogamiske ordning, jf. Matzen s. 300, Berlin s. 351. Også dyrebeskyttelse må kunne indgå som et hensyn, der sætter grænser for, hvordan gudsdyrkelse kan praktiseres. Det kan altså som udgangspunkt ikke afvises, at en regulering af slagtemetoder ud fra dyreetiske synspunkter, som svarer til synspunkter, der i øvrigt er lagt til grund for lovgivningen, er grundlovsmæssige, selvom de indebærer en begrænsning af den måde, hvorpå en gudsdyrkelse kan finde sted.

3. Diskriminationsforbud

Grundlovens § 70 indeholder en lighedsgrundsætning, idet den foreskriver, at ingen på grund af trosbekendelse kan nægtes adgang til rettigheder eller unddrage sig forpligtelser, jf. nærmere grundlovens § 70.

Det bør derfor overvejes, om et forbud mod rituel slagtning kan indebære en krænkelse af dette diskriminationsforbud.

Et første spørgsmål er herved, hvad der sigtes til med »rettigheder«. Herom anføres hos Matzen s. 285-86, at »derunder indbefattes ethvert gode, hvis nydelse er beskyttet af retsordenen, således at det ikke vilkårligt kan berøves den pågældende ...«.

Forbudet tager naturligvis først og fremmest sigte på situationer, hvor f.eks. en trosbekendelse gøres til en betingelse for adgang til nydelse af borgerlige eller politiske rettigheder, og det er klart, at en sådan ordning ville være i strid med grundlovens § 70, jf. Berlin s. 356. Vanskeligere er situationen, hvis forbudet ikke er motiveret i trosbekendelse, eller hvis der kan rejses tvivl herom. Det var således i den ældre litteratur omtvistet, om det tidligere gældende forbud mod fremmede jøders adgang til Danmark var religiøst begrundet eller begrundet i frygt for ulovlig handel. De retslærde, der fandt forbudet begrundet i den religiøse overbevisning, betragtede forbudet som bortfaldet med grundloven af 1849 (§ 84); mens de forfattere, der fandt forbudet begrundet i frygten for ulovlig handel mv., først betragtede det som bortfaldet, da det blev udtrykkeligt ophævet i 1850, jf. hertil Holck s. 286, Berlin s. 356, på den anden side Matzen s. 286. Selvom drøftelsen angår en situation, som er noget fjernt fra den her behandlede, kan der dog læres det af drøftelsen, at for bedømmelsen af, om en foranstaltning strider med diskriminationsforbudet, er det afgørende at afdække den reelle begrundelse bag reguleringen, og såfremt denne fokuserer på trosbekendelsen som grundlag for et forbud, kan forbudet være i strid med grundlovens § 70, selvom det fremtræder som løsrevet fra hensyn til trosbekendelse.

Rækkevidden af grundlovens § 70 har nylig været drøftet i et par familieretlige sager vedr. Jehovas Vidner, som er blevet behandlet ved Folketingets Ombudsmand. Se herved FOB 1988 s. 121, der angik Adoptionsnævnets tilbageholdenhed med hensyn til godkendelse af Jehovas Vidner som adoptanter, og hvor ombudsmanden påpegede nødvendigheden af en individualiseret bedømmelse, og FOB 1989 s. 78, der angik et vilkår om, at et barn under samværsbesøg hos sin far ikke måtte oplæres i Jehovas Vidners tro, og hvor ombudsmanden fandt en præcisering af dette vilkår ønskelig.36

Diskriminationsforbudet vedrører også opfyldelse af forpligtelser: Ingen kan unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt med henvisning til sin trosbekendelse. Dette er grundlag for at anse det for legitimt at forbyde tiggeri, jf. Holck s. 288, men bestemmelsen indebærer ikke noget forbud mod, at lovgivningsmagten viser en særlig imødekommenhed over for religiøse samfund ved at indrømme dem fritagelser eller lempelser under hensyn til den religiøse samvittigheds krav, jf. Poul Andersen s. 637, Ross s. 756, men modsat Matzen s. 295, Berlin s. 362. Denne mulighed for at vise en særlig imødekommenhed i forhold til religiøse minoriteter ligger bag muligheden for fritagelse for værnepligt på grund af religiøs overbevisning, og den ligger bag de gældende regler for slagtning uden forudgående bedøvelse, jf. herom Ross s. 756 note 42, sml. Zahle s. 148.

Det kan herefter sammenfattende konkluderes, at en generel regulering, f.eks. bygningslovgivning som gældende for kirkebyggeri, ikke indebærer noget brud på den religiøse frihed, alene fordi reguleringen angår byggevirksomhed af betydning for gudsdyrkelse. Den almindelige lovgivning må gælde for enhver, og den religiøse lære og virksomhed må indrette sig på denne og kan ikke vilkårligt kræve sig fritaget for almindeligt gældende forskrifter, blot fordi virksomheden er religiøst motiveret.

Spørgsmålet er herefter, om en indførelse af et forbud mod rituel slagtning vil indebære en religiøs diskrimination. Spørgsmålet må besvares på baggrund af en sammenkædning af bestemmelserne i grundlovens § 68 og § 70, jf. om en sådan sammenkædning Ross s. 755.

Et forbud mod rituel slagtning indebærer en justering af de gældende slagteregler, således at disse gælder alment. Udgangspunktet må for så vidt være, at der heri ikke ligger nogen diskrimination i strid med grundlovens § 70, eftersom iagttagelsen af de gældende forskrifter vedr. slagtning må henregnes til »den almindelige borgerpligt« og således som gældende for enhver. En sådan generel slagteregulering kan enten opfattes som en fratagelse af en rettighed - nemlig fratagelsen af den hidtil gældende rettighed for muslimske og jødiske samfund til at gennemføre rituel slagtning - eller som en indførelse af en almindelig borgerpligt med hensyn til udførelse af slagtning. Om spørgsmålet vurderes på den ene eller den anden måde, kan ikke have betydning for den juridiske vurdering.

Gennemførelse af et generelt forbud mod rituel slagtning er motiveret i hensynet til dyrenes beskyttelse mod angst og smerte. Det ligger uden for vores sagkundskab at vurdere, om og med hvilken styrke en sådan smerte gør sig gældende, men det må ved bedømmelsen lægges til grund, at dyr også i andre situationer oplever angst og smerte. Dette gælder såvel den almindelige håndtering af husdyr, ikke mindst i tiden op til en slagtning, og dette gælder ved flere former for (lovlig) jagt, både under selve jagten og efter et vellykket eller mindre vellykket anskud. Også mange transportformer rummer alvorlige skader på dyr.

Set ud fra et hensyn til dyrebeskyttelse er den rituelle slagtning således vel relevant, men dog kvantitativt af relativt begrænset betydning. Det er på den baggrund, at man kan rejse spørgsmålet, om et forbud mod en rituel slagtning vel kan anses som et sagligt begrundet bidrag til en begrænsning af dyrs angst og lidelse, men dog også kan anskues som et vilkårligt udvalgt område, der efterlader væsentlige og store områder af angst og lidelse for vilde og tamme dyr uberørt.

1 dette perspektiv er spørgsmålet altså, om religionsfriheden som beskyttet i grundlovens § 68 og diskriminationsforbudet i grundlovens § 70, der begge overlader til lovgivningen at fastsætte grænser for, hvad der lovligt kan gøres, må forbindes med det principielle synspunkt, at begrænsninger i gudsdyrkelsen kan være diskriminatoriske, ikke blot fordi der sættes en særlig barriere begrundet i trosbekendelse, men også i tilfælde, hvor en generel regulering vilkårligt rammer en (lille) gruppes gudsdyrkelse ud fra hensyn (dyrebeskyttelse), som kun meget ufuldstændigt og derfor uden nødvendighed varetages gennem den almindelige regulering.

Spørgsmål i denne retning er ikke tidligere behandlet i dansk forfatningsret, og traditionen ved fortolkning af grundlovens § 68 og § 70 lægger ikke op til den mere dynamiske vurdering, som de anførte synspunkter udtrykker; men i lyset af de synspunkter, som finder støtte i den europæiske menneskerettighedskonventions fortolkning, kan det dog ikke afvises, at der også ved en aktualiseret fortolkning af grundlovens bestemmelser om religionsfrihed kan hentes støtte for at sætte spørgsmålstegn ved, om lovgivningsmagten står ganske frit, når den regulerer adfærd, som sætter grænser for religiøse minoriteters gudsdyrkelse. Det forekommer nærliggende at forvente, at sådanne grænser ikke blot isoleret betragtet er egnede til at nå et mål (undgå de hidtil rituelt slagtede dyrs angst og lidelse), men tillige i det hele må anses som saglige i forhold til den generelle målsætning (at spare dyr for angst og lidelse i forbindelse med aflivning). Forbudet mod rituel slagtning må således sammenholdes med tolerancen over for den angst og lidelse, som dyr i andre sammenhæng kan udsættes for.

Selv om der ikke er sikkert litterært fundament for synspunktet, forekommer det os i religionsfrihedens perspektiv betænkeligt at gennemføre et forbud mod rituel slagtning.

Der er ikke med denne konklusion taget stilling til, om den rituelle slagtning kan tilrettelægges på en anden måde end den hidtidige, således at der herved sker en »humanisering« (!) af slagteformen.

III. Sammenfatning37

På grundlag af vores gennemgang af de forfatnings- og menneskeretlige synspunkter af relevans for et forbud mod rituel slagtning kan vi drage følgende konklusioner:

1) Et lovbestemt forbud mod rituel slagtning er et indgreb i udøvelsen af religionsfriheden.38

2) Et forbud mod rituel slagtning, der begrundes i ønsket om at begrænse dyrs angst og smerte ved slagtning, er begrundet i et hensyn, som kan være i overensstemmelse med de krav, der stilles til regulering af religionsudøvelsen.

3) Dyreetiske hensyn kan ikke påberåbes som begrundelse for et indgreb, der kun har meget begrænset dyreetisk betydning, men afgørende blokerer for religionsudøvelse. Dette standpunkt følger dels af de krav til nødvendighed eller saglighed, som kan stilles til regulering af religionsudøvelse, dels af de udtrykkelige forbud mod forskelsbehandling, som findes både i national og i europæisk menneskeret.

Litteratur:

Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om rituelle slagtninger, april 1997.

Andersen, Poul: Dansk Statsforfatningsret, 1954. Berlin, Knud: Den danske Statsforfatningsret II, 1939.

Blum, Niklaus: Die Gedanken-, Gewissen- und Religionsfreiheit nach Art. 9 der Europäischen Menschenrechtskonvention, 1991.

Einersen, Ejvind og Tyge Trier: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols prøvelseskompetence - Doktrinen om »margin of appreciation«, TfR 1991 s. 570-593.

Fledelius, Hanne & Birgitte Juul: Freedom of Religion in Denmark, Det Danske Center for Menneskerettigheder, 1992

Frowein, Jochen Abr.: Freedom of Religion in the Practice of the European Commission and Court of Human Rights, i Festschrift für Karl Partsch,1989.

Holck, C.G.: Den danske Statsforfatningsret II, 1869.

Krishnaswami, Arcot: Study of discrimination in matters of religious rights and practices, UN dos. E/CN4/Sub.2/200/Rev. 1, 1960.

Lorenzen, Peer, Lars Adam Rehof og Tyge Trier: EMRK-kommentar, 1994.

Matzen, Henning: Den danske Statsforfatningsret III, 1909.

Nielsen, Henrik Karl, Lars Adam Rehof og Christian Harlang: Anti-diskriminationslovgivning med kommentarer, 1997.

Rehof, Lars Adam og Tyge Trier: Menneskeret, 1990.

Ross, Alf: Dansk Statsforfatningsret, 1980.

Skakkebæk, Christian: Article 9 of the European Convention on Human Rights, 1992.

Van Dijk, P. og G.J.H. van Hoof: Theory and Practice of the European Convention on Human Rights,1990.

Zahle, Henrik: Menneskerettigheder, Dansk Forfatningsret 3, 1997.

Noter

1.      Forslag om at afskaffe den gældende adgang til rituel slagtning, som praktiseres af jøder og muslimer, blev forhandlet i Folketinget 1996-97, se L nr. 93 og B nr. 54, men forslagene blev ikke vedtaget. Det var disse forslag, der var anledningen til at undersøge emnet, og det følgende er en let bearbejdet gengivelse af en udtalelse, vi i maj 1997 afgav til Retsudvalget. Udtalelsen er kommenteret af justitsministeriet i dets svar af 14. maj 1997 på Retsudvalgets spørgsmål nr. 7.

2.      Det Dyreetiske Råd: Udtalelse om rituelle slagtninger, april 1997.

3.      Den engelske ordlyd af art. 9 er følgende:
– Everyone has the right to freedom of thought, conscience and religion; this right includes freedom to change his religion or belief and freedom, either alone or in community with others and in public or in private, to manifest his religion or belief, in worship, teaching, practice and observance.
– Freedom to manifest one's religion or beliefs shall be subject only to such limitations as are prescribed by law and are necessary in a democratic society in the interests of public safety, for the protection of public order, health or morals, or for the protection of the rights and freedoms of others.

4.      Se EMD 206-A s. 18 præmis 33.

5.      Se Lars Adam Rehof og Tyge Trier: Menneskeret, 1990s.270.

6.      Vejledning fra FN-dokumenter ved fortolkning af EMRK art. 9 begrundes også med, at praksis fra EMD på dette område er meget begrænset, hvorimod FN via f.eks. specialrapportører har foretaget en uddybende behandling og fastlæggelse af indholdet af religionsfrihedsbegrebet.

7.      Se EMK 7050/75 Arrowsmith vs. UK, Dec. 12.10.78 i D&R 19 s. 5, og EMK 8741/79 X mod BRD i D&R 24 s.137.

8.      Se Niklaus Blum s. 63.

9.      Se Christian Skakkebæk s. 10.

10.  Se Appl. no. 5947/72 X vs UK, Dec. 05.03.76 D&R no. 5 s. 8, og Appl. no. 13668/88 D.

11.  Jfr. Jodren Abr. Frowein: Freedom of Religion in the Practice of the European Commission and Court of Human Rights, i Festschrift für Karl Partsch 1989 s. 249(258).

12.  Se P. van Dijk og G.J.H. van Huof: Theory and Practice of the European Convention on Human Rights s. 576, samt EMD 12 Vagabond sagen s. 45 og EMD 18 Golder sagen s. 21-22.

13.  The Declaration on the Elimination on All Forms of Intolerance and Discrimination Based on Religion or Belief« af 25. nov. 1981.

14.  Arcot Krishnaswami: Study of discrimination in matters of religious rights and practices, UN dos. E/CN.4/Sub.2/200/Rev.i,1960.

15.  Krishnaswami, 1960.

16.  Krishnaswami, 1960.

17.  Se Lars Adam Rehof og Tyge Trier: Menneskeret, 1990 s. 210 ff.

18.  Se EMD 24 Handyside-dommen.

19.  Se Eivind Einersen og Tyge Trier: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols prøvelseskompetence - Doktrinen om »margin of appreciation«, TfR 1991 s. 570-593.

20.  Se Hanne Fledelius & Birgitte Juul: Freedom of Religion in Denmark, Det Danske Center for Menneskerettigheder, 1992 s. 80.

21.  Se Kokkinakis-dommen EMD 260-A.

22.  EMD 24,28 30 og 44.

23.  Det Dyreetiske Råd, 1997 s. 7.

24.  Dette afsnit var ikke med i udtalelsen til Retsudvalget.

25.  Se EMD 6, sagen om den belgiske sprogstrid.

26.  Se Henrik Karl Nielsen, Lars Adam Rehof og Christian Harlang: Anti-diskriminationslovgivning med kommentarer, København 1997 s. 25, og Peer Lorenzen, Lars Adam Rehof og Tyge Trier: EMRK kommentar, København 1994 s. 308.

27.  Domstolen anvender ikke udtrykket »lige« (equal), men derimod »analoge« (analogous) situationer.

28.  Proportionalitetskravet i art. 14 indebærer, at der skal være »a reasonable relationship of proportionalny between the means employed and the aim sought to be realised«, jfr. EMD 6 sagen om den belgiske sprogstrid, pr. 10 s. 34, og EMD 31 Marks pr. 33.

29.  Art. 14 forbyder ikke den form for forskelsbehandling, som er nødvendig for at opnå reel lighed, jfr. EMK 511/59, Gudmondsson mod Island vedrørende beskatning, YB 3 s. 349, særligt s. 424.

30.  Jfr. Lars Adam Rehof: Race og ligebehandling, 1995 s. 33, FN's racediskriminationskonvention art 1, stk. 1.

31.  C.G. Holck; Den danske Statsforfatningsret II, 1869. (Retskrivning og §-nr. ført ajour.)

32.  Poul Andersen: Dansk Statsforfatningsret, 1954 s. 632.

33.  Henning Matzen: Den danske Statsforfatningsret III, 1909s.299.

34.  Jfr. Knud Berlin: Den danske Statsforfatningsret II, 1939s.350.

35.  Alf Ross: Dansk Statsforfatningsret, 1980 s. 754.

36.  Se hertil Henrik Zahle: Dansk Forfatningsret 3, 1997 s. 147.

37.  Dette afsnit var ikke med i udtalelsen til Retsudvalget.

38.  Heri er Justitsministeriet enig, jfr. note 1.