Om menneskerettigheder og sagsbehandlingstid (2.1997 side 69)


Nina Holst-Christensen, Kontorchef

Jon Fridrik Kjølbro, Fuldmægtig, Justitsministeriet1

 

1. Indledning

En stor del af de klagesager, der indbringes for Den Europæiske Menneskerettighedskommission (herefter Kommissionen), vedrører påståede krænkelser af artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (herefter EMRK). Efter artikel 6 har enhver ret til en retfærdig rettergang inden en rimelig frist (reasonable time). En medlemsstat krænker således EMRK, såfremt de nationale domstoles sagsbehandlingstid for civile sager eller straffesager bliver for lang.

Af de domme, der indtil videre er afsagt af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter Domstolen), vedrører ca. 30 pct. helt eller delvis for lang sagsbehandlingstid,2 og tallet er højere for så vidt angår Kommissionen og Ministerkommitéen. Af de danske klagesager, der for tiden verserer for Kommissionen, vedrører 6 ud af 7 sager for lang sagsbehandlingstid ved danske domstole.3 Uanset at disse sager for menneskerettighedsorganerne fordeler sig forskelligt på de enkelte medlemslande, synes det generelt at være et problem for Europarådets medlemslande, herunder også Danmark, at sagsbehandlingstiden ved de nationale domstole ofte er for lang i forhold til de krav, der følger af kontrolorganernes praksis.

Når sagsbehandlingstiden er blevet for lang, har nationale domstole efter konventionspraksis imidlertid en vis mulighed for at rette op på den skete krænkelse, hvad enten sagen er under behandling eller er afsluttet.

I det følgende redegøres kort for konventionens krav om ret til retfærdig rettergang inden en rimelig frist, herunder konventionsorganernes praksis (afsnit 2 og 3). Derudover redegøres for nationale dommeres pligt til ex officio at påse, at behandlingen af retssager fremmes med den fornødne hurtighed (afsnit 4). Endvidere beskrives praksis om fortabelse af offerstatus (afsnit 5). Endelig redegøres for nationale domstoles mulighed for at medvirke til at råde bod på skete krænkelser, således at eventuelle klagesager ikke længere vil kunne behandles af konventionsorganerne (afsnit 6).

2. Artikel 6, stk. 1, i EMRK

Efter artikel 6, stk. 1, i EMRK har enhver ret til en retfærdig rettergang inden en rimelig frist (reasonable time), når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse.

Ved vurderingen af, om der foreligger en krænkelse af bestemmelsen, fastlægger konventionsorganerne først den periode, der er relevant for bedømmelsen. Det vil sige: hvornår sagsbehandlingen startede og sluttede (afsnit 2.1). Herefter vurderes det, om denne periode – i lyset af de kriterier, der er udviklet i konventionsorganernes praksis – kan anses for at være en rimelig frist (afsnit 2.2).

2.1. I civile sager begynder den relevante periode som udgangspunkt at løbe fra tidspunktet for sagsanlægget.4 I visse tilfælde kan en administrativ sagsbehandling være en nødvendig forudsætning for et efterfølgende civilt søgsmål. I sådanne tilfælde kan fristen begynde at løbe allerede fra den forudgående administrative sagsbehandling, herunder fremsættelsen af et krav over for det offentlige.5

I straffesager begynder den relevante periode at løbe fra det tidspunkt, hvor vedkommende »is charged«.6 Der er tale om et selvstændigt konventionsbegreb, der efter praksis kan defineres som en officiel tilkendegivelse eller meddelelse fra en dertil kompetent myndighed over for et individ, der indeholder en påstand eller beskyldning om, at vedkommende har begået en kriminel handling eller undladelse. I visse tilfælde kan begrebet endvidere omfatte andre foranstaltninger, der på anden måde indeholder en sådan beskyldning og på lignende måde påvirker den mistænktes situation i en ikke ubetydelig grad.7 I forhold til dansk ret vil fristen i hvert fald begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor der rejses tiltale mod en person, og vil som oftest begynde at løbe fra et tidligere tidspunkt. Fristen vil således almindeligvis begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor der rejses sigtelse mod en person. Hvis en person anholdes, fængsles og efterfølgende tiltales, vil fristen skulle regnes fra anholdelsestidspunktet. På tilsvarende vis vil fristen almindeligvis begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor der foretages straffeprocessuelle indgreb, herunder ransagning, eller vedkommende afhøres med en sigtets rettigheder.8

Hvad enten der er tale om civile sager eller straffesager, anses den relevante periode som udgangspunkt for at slutte på det tidspunkt, hvor den (sidste) retlige afgørelse er endelig.9 Dette vil eksempelvis være tidspunktet for afsigelse af dom i ankeinstansen. Hvis der efter endelig dom indgives ansøgning om procesbevilling til at anke eller kære, vil den tid, der medgår, inden et afslag meddeles, skulle medregnes.10 I mange klagesager om for lang sagsbehandlingstid ved de danske domstole vil den for bedømmelsen af artikel 6 relevante periode endnu ikke være afsluttet, jf. dog nedenfor under afsnit 6.2. Der vil således kunne opstå tilfælde, hvor en domstol behandler en sag, der har været under behandling i så lang tid, at det kan give anledning til tvivl, om den foreløbige sagsbehandlingstid er forenelig med konventionens krav.11

2.2. Ved vurderingen af, om en sagsbehandlingstid er i overensstemmelse med kravet om retten til en afgørelse inden en rimelig frist (reasonable time), foretager konventionsorganerne en helt konkret vurdering af hver enkelt sag. Det er ikke muligt at fastsætte nogen absolut grænse for, hvor lang – eller kort – en sagsbehandlingstid må være. Konventionsorganerne har imidlertid i praksis udviklet nogle kriterier, der indgår ved vurderingen af, om kravet om »rimelig frist« er overholdt.12

Ved vurderingen af, om en »rimelig frist« er overskredet, lægges der vægt på sagens kompleksitet. En kompliceret sag kan begrunde en længere sagsbehandlingstid. Ved en sags kompleksitet forstås en sags faktiske, retlige og processuelle problemer.

Endvidere lægges der vægt på sagens karakter. Nogle sager har, ud fra en generel betragtning, en sådan betydning for de involverede, at dette nødvendiggør en særlig hurtig behandling. Som eksempel herpå kan nævnes retssager anlagt af forældre vedrørende børn anbragt uden for hjemmet.

Derudover lægges der vægt på sagens betydning for den person, der har indgivet klage til Kommissionen. Såfremt en sag på grund af konkrete omstændigheder hos sagens parter nødvendiggør en særlig hurtig sagsbehandling, kræves det ligeledes, at de nationale domstolene udviser særlig omhu ved behandlingen af sagen. Som eksempel herpå kan nævnes uhelbredeligt syge personers erstatningssøgsmål eller aldrende personers søgsmål vedrørende pensionsrettigheder.

Ved vurderingen lægges endvidere vægt på parternes adfærd. I civile sager vil dette navnlig omfatte sagsøger og sagsøgte, mens det i straffesager navnlig omfatter tiltalte og anklagemyndigheden.

Den adfærd, der udvises af offentlige myndigheder, der optræder som parter i civile sager, og anklagemyndigheden i straffesager, indgår mest naturligt ved vurderingen af det fjerde moment, nemlig de kompetente myndigheders adfærd.

De myndigheder, hvis adfærd kan være relevant for vurderingen, omfatter navnlig de judicielle myndigheder og andre myndigheder, der er involveret i processen, herunder anklagemyndigheden og en offentlig myndighed, der er part i en civil sag. De kompetente myndigheder kan ligeledes omfatte regering og lovgiver. Som eksempel på offentlige myndigheder, der er involverede i processen, kan nævnes offentlige myndigheder, der inddrages i form af høring m.m. Retslægerådets eller Kriminalforsorgens sagsbehandling vil derfor også kunne indgå i vurderingen, hvis der foretages høring af disse i forbindelse med en straffesag.

Ved vurderingen af en sag, herunder ved vurderingen af de kompetente myndigheders adfærd, foretages en vurdering af sagsbehandlingens enkelte stadier. Som eksempel på sådanne perioder kan nævnes perioden forud for sagsanlæg, herunder politiets efterforskning i straffesager, perioden fra efterforskningens afslutning til tiltalterejsning, domstolenes berammelsestider, sagsforberedelsen, udsættelser, domsforhandlingen, den tid der medgår til koncipering af domme, de enkelte instansers behandling af sagen m.m. De relevante perioder vil skulle fastlægges konkret i forhold til den enkelte sag. Der vil i denne forbindelse navnlig blive lagt vægt på, om der er såkaldte »døde perioder«, d.v.s. perioder, hvor der ikke foreligger nogen forklaring på, hvad der er foregået.

Ud over at foretage en vurdering af sagens kompleksitet, sagens betydning, parternes adfærd og de kompetente myndigheders adfærd foretages en samlet vurdering af hele processen. Der foreligger ikke en krænkelse efter artikel 6, blot fordi en sag er forsinket, og denne forsinkelse kunne være undgået og kan henregnes til staten. Det er alle sagens omstændigheder, der også ud fra en samlet vurdering skal være tilstrækkelig alvorlige.

3. Bevisbyrdespørgsmål

I sager om for lang sagsbehandlingstid ved domstolene er det staten, der har forklaringsbyrden. Det forhold, at staten ved for lang sagsbehandlingstid pålægges en forklarings- eller bevisbyrde, taler for, at domstolene ved udsættelser m.m. nøje anfører i retsbogen, med hvilken begrundelse en sag udsættes. En klar retsbogstilførsel om, med hvilken begrundelse og på begæring af hvem en sag udsættes, kan gøre det nemmere for regeringen efterfølgende at forklare tidsforløbet.

I en dansk klagesag nr. 14835/89 vedrørende for lang sagsbehandlingstid i en civil sag lagde Kommissionen blandt andet vægt på, at retten udtrykkeligt havde tilkendegivet over for sagens parter, at yderligere anmodninger om udsættelse af sagen ikke ville blive imødekommet. Det forhold, at retten klart havde tilkendegivet dette, indgik ved vurderingen af, om de judicielle myndigheder havde bidraget til forsinkelser i sagen. Det er således kun de forsinkelser, der kan tilskrives staten, der kan føre til, at konventionsorganerne finder, at kravet om en »rimelig frist« ikke er overholdt.13

4. Dommerens pligter ex officio

Efter konventionspraksis har de nationale domstole en selvstændig pligt til at sikre, at sager fremmes med den fornødne hurtighed. Uanset at den danske retspleje i civile sager bygger på et forhandlingsprincip, har domstolene således en selvstændig pligt til ex officio at påse, at enhver sag fremmes med den fornødne hurtighed.

Parternes handlemåde fritager ikke nationale domstole fra pligten til at sikre en sagsbehandling inden en »rimelig frist«.14 Uanset om den anden part tiltræder en begæring om udsættelse eller blot undlader at protestere, vil domstolene have en selvstændig pligt til at sikre, at sagen fremmes med fornøden hurtighed.15 Denne selvstændige pligt kan indebære, at det kan være nødvendigt i visse tilfælde at nægte at udsætte en sag. Kompetencen til at træffe afgørelse om en sags udsættelse tilkommer retten, jf. retsplejelovens § 345. Retsplejeloven giver således allerede i dag mulighed for en sagsbehandling, der vil være i overensstemmelse med konventionens krav.16

I denne forbindelse skal man være opmærksom på, at ressourcemangel ved domstolene, herunder behovet for flere dommere, og et stort antal sager ikke er forhold, der efter konventionsorganernes praksis generelt kan begrunde en lempelse af konventionens krav.

I praksis er det således blevet fastslået, at konventionen pålægger medlemsstaterne en pligt til at organisere deres retssystemer på en sådan måde, at domstolene er i stand til at leve op til kravene i artikel 6, stk. 1, herunder kravet om retten til en rettergang inden en rimelig frist. En midlertidig ophobning af sager medfører imidlertid ikke ansvar for en medlemsstat, forudsat at staten med den fornødne hurtighed træffer de nødvendige foranstaltninger for at imødekomme en sådan ekstraordinær situation.17

Ressourcemangel m.v. vil således almindeligvis ikke kunne fritage domstolene fra deres selvstændige pligt til at medvirke til, at sagerne bliver fremmet med den fornødne hurtighed.

5. Fortabelse af offerstatus

Efter EMRK artikel 25, stk. 1, kan Kommissionen modtage klager fra enhver person, en ikke-statslig organisation eller en gruppe af enkeltpersoner, der hævder at være blevet krænket af en medlemsstat i en af de rettigheder eller friheder, der er anerkendt i konventionen eller tillægsprotokollerne. En part i en civil sag eller en tiltalt i en straffesag, der ikke er afsluttet inden en rimelig frist, vil derfor kunne indgive klage til Kommissionen over den for lange sagsbehandlingstid.

Det følger imidlertid af Kommissionens og Domstolens faste praksis, at en klager, der har været offer for en krænkelse, under visse betingelser kan miste status af offer (»victim«), når vedkommende medlemsstat råder bod på den skete krænkelse.

Denne praksis skal ses i lyset af princippet om udtømmelse af nationale retsmidler eller oprejsning ved de nationale myndigheder (the rule of local redress). Det følger af EMRK artikel 26, at Kommissionen kun må antage en sag til behandling, når alle nationale retsmidler er blevet udtømt i overensstemmelse med de af folkeretten almindeligt anerkendte regler. Bestemmelsen er udtryk for et princip om, at en medlemsstat skal have mulighed for selv at råde bod på en krænkelse af konventionen, der måtte have fundet sted. Konventionens kontrolsystem kan således først bringes i anvendelse, når en medlemsstat ikke selv råder bod på skete krænkelser. Konventionen har subsidiær karakter.18

Når vedkommende nationale myndighed udtrykkeligt eller indirekte anerkender en krænkelse af konventionen og råder bod herpå, kan en person som følge heraf ikke længere anses for at være offer for en krænkelse.19 I sager vedrørende for lang sagsbehandlingstid kan en person således miste sin status af offer, når vedkommende nationale myndighed enten udtrykkeligt eller indirekte har anerkendt den påståede krænkelse af konventionen, og – om nødvendigt – har rådet bod på den skete krænkelse. Kun når disse to betingelser er opfyldt, udelukker konventionens subsidiære kontrolmekanisme, at klagen undergives behandling.20

Da konventionen gælder for Danmark og således er bindende for offentlige myndigheder, herunder domstolene, og da konventionen er inkorporeret i dansk ret,21 er domstolene forpligtet til at medvirke til at undgå, at overtrædelser af konventionen finder sted, herunder at behandingen af en retssag ikke sker inden en rimelig frist. Det må endvidere antages, at domstolene i det omfang, der er mulighed herfor, bør medvirke til at råde bod på skete krænkelser, jf. ovenfor om »the rule of local redress«.

I det omfang, en domstol behandler en sag, der er uafsluttet, men har været under behandling i så lang tid, at der må antages at foreligge en krænkelse af artikel 6, stk. 1, eller i tilfælde, hvor domstolene kommer til at behandle en sag vedrørende en afsluttet proces, der er i strid med tidskravet i artikel 6, stk. 1,22 må det derfor antages, at domstolene bør forsøge at råde bod på den skete krænkelse i det omfang, der er mulighed herfor.

Det er som nævnt en betingelse for at kunne indgive klage til Kommissionen, at vedkommende hævder at være blevet krænket, jf. artikel 25, stk. 1. Såfremt en person indgiver klage til Kommissionen over en for lang sagsbehandlingstid, vil klagen blive afvist efter artikel 27, stk. 2, jf. artikel 25, stk. 1, såfremt der, forud for indgivelsen af klagen, er blevet rådet bod på den påståede krænkelse, og de anførte betingelser er opfyldte.23

Det vil endvidere være muligt at råde bod på en sket krænkelse, efter at en klage er indgivet til Kommissionen. En person, der indgiver klage til Kommissionen, skal således ikke alene være »offer« på tidspunktet for klagens indgivelse, men skal bevare denne status under Kommissionens efterfølgende behandling af klagesagen. Hvis der således, efter at der er indgivet klage, men inden Kommissionen har taget stilling til sagens realitet, rådes bod på den skete krænkelse, og de ovenfor anførte betingelser er opfyldt, vil Kommissionen slutte behandlingen af sagen.24

Betingelsen i artikel 25, hvorefter en klager skal være offer, er således relevant under hele processen.

De måder, hvorpå nationale domstole kan medvirke til at råde bod på en sket krænkelse, vil blive gennemgået nedenfor i afsnit 6.

6. Praktiske muligheder for at råde bod på skete krænkelser

6.1. De nationale domstoles muligheder for at råde bod på krænkelser som følge af for lang sagsbehandlingstid er betydelig større i straffesager end i civile sager.

I civile sager er de nationale domstoles opgave navnlig at medvirke til at sikre, at behandlingen af en retssag fremmes med den fornødne hurtighed, således at tvisten kan blive afgjort inden for en rimelig frist.

I et vist omfang kan der dog være mulighed for at medvirke til, at der rådes bod på en krænkelse, når den ene part i en civil sag er en offentlig myndighed, der ligeledes er pligtig at overholde konventionen. Hvis en tvist mellem en borger og en offentlig myndighed har været under behandling ved domstolene i så lang tid, at der må antages at foreligge en krænkelse af artikel 6, stk. 1, vil der være mulighed for, hvis der opnås forlig i sagen, jf. retsplejelovens § 268, at forsøge at påvirke indholdet af forliget på en sådan måde, at dette direkte eller indirekte indeholder en erkendelse af den for lange sagsbehandlingstid, ligesom den erkendte krænkelse skal komme til udtryk i forligets indhold.

Til illustration kan nævnes klagesag nr. 9320/81,25 der vedrører en civil sag mellem en privat person og en offentlig myndighed. Efter at den private part havde indgivet klage til Kommissionen, blev der indgået forlig mellem parterne i den nationale sag, og forligets indhold var favorabelt for klager, således at han opnåede en retsstilling, der var mere gunstig, end klager ellers ville have haft, ligesom der var taget hensyn til den for lange sagsbehandlingstid. Dette bevirkede, at klager ikke længere kunne anses for offer.

Når den ene part i en civil sag er en offentlig myndighed, vil retsplejelovens bestemmelser om sagsomkostninger endvidere i et vist omfang kunne benyttes til at råde bod på skete krænkelser. Hvis den private er den tabende part, kan man således forestille sig, at retten, under henvisning til den for lange sagsbehandlingstid, helt eller delvist fraviger udgangspunktet om, at det er den tabende part, der er pligtig at erstatte modpartens omkostninger, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1. En sådan bestemmelse om sagens omkostninger vil, af hensyn til de i afsnit 5 gennemgåede betingelser, skulle begrundes, ligesom den økonomiske fordel for den private skal fastsættes i forhold til krænkelsen i den konkrete sag.

I sager mellem to civile parter, og hvor kun den vindende part har haft fri proces, vil retsplejelovens § 334, jf. § 312, stk. 1, endvidere i et vist omfang kunne benyttes til at råde bod på skete krænkelser. Retten kan således, under henvisning til den for lange sagsbehandlingstid, helt eller delvist fritage den tabende part for at betale sagens omkostninger i tilfælde, hvor dette beløb ellers ville tilfalde statskassen, jf. retsplejelovens § 334, 2. pkt. Hvis sagsbehandlingstiden må antages at have været for lang i forhold til såvel sagsøger som sagsøgte, vil retsplejelovens § 334, jf. § 312, som udgangspunkt kun give mulighed for at råde bod på den skete krænkelse i forhold til den tabende part. Hvis der imidlertid er grundlag for helt eller delvist at pålægge den part, der har haft fri proces, at erstatte statskassens udgifter, jf. retsplejelovens § 335, vil der endvidere være mulighed for at råde bod på en sket krænkelse, også i forhold til den vindende part. Dette gælder, uanset om modparten er en privat person eller offentlig myndighed.

6.2. I tilfælde, hvor en person, der har været tiltalt i en straffesag, ender med at blive frifundet, kan der i visse tilfælde blive rejst krav om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a. Hvis den staffesag, der endte med frifindelse, har varet så lang tid, at sagsbehandlingen må anses for at udgøre en krænkelse af artikel 6, stk. 1, kan nationale domstole komme i en situation, hvor de skal tage stilling til et erstatningskrav, der omfatter en proces, der har været i strid med konventionens krav om en retfærdig rettergang inden en rimelig frist. I sådanne tilfælde vil domstolene have mulighed for at råde bod på den skete krænkelse i forbindelse med tilkendelse af erstatning.

I en klagesag vedrørende Danmark26 var der rejst tiltale mod en advokat for blandt andet underslæb. Advokaten blev dømt i byretten, men frifundet i landsretten. Efter frifindelsen fremsatte advokaten krav om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a, ligesom advokaten indgav klage til Kommissionen. Under ankebehandlingen af erstatningskravet lagde landsretten ved erstatningsudmålingen blandt andet vægt på, at den tid, der var medgået til sagens behandling, ikke kunne anses for forenelig med kravet om en retfærdig rettergang inden en rimelig frist, ligesom der var tale om en for en advokat særlig alvorlig sigtelse. Blandt andet under henvisning hertil blev erstatningen forhøjet.27 Under henvisning hertil fandt Kommissionen, at der på nationalt plan var rådet tilstrækkelig bod på den påståede krænkelse, og behandlingen af klagesagen blev derfor afsluttet.

Såfremt der foreligger en krænkelse af artikel 6, stk. 1, vil danske domstole derfor i sådanne tilfælde kunne råde bod på den skete krænkelse, hvis domstolene i præmisserne i den dom, hvor der tages stilling til erstatningskravet, udtrykkeligt eller indirekte anerkender, at der foreligger en krænkelse, og lader dette indgå som et moment ved udmålingen af erstatningen.

6.3. I tilfælde, hvor der sker domfældelse af en tiltalt i en straffesag, der ikke er blevet afgjort inden en rimelig frist, kan nationale domstole råde bod på den skete krænkelse ved i præmisserne udtrykkeligt eller indirekte at erkende, at sagsbehandlingstiden har været i strid med konventionens krav, samt lade dette indgå som en formildende omstændighed ved straffastsættelsen.

Som eksempel herpå kan nævnes, at den for lange sagsbehandlingstid efter omstændighederne kan føre til anvendelse af betinget straf, uanset at straffen efter praksis burde være en ubetinget sanktion,28 eller at der i øvrigt sker en nedsættelse af straffen.29

Undladelse af at udvise en domfældt i tilfælde, hvor udvisning ellers ville komme på tale, vil ligeledes kunne være en måde, hvorpå der rådes bod på en krænkelse.30 Undladt rettighedsfrakendelse vil endvidere kunne komme på tale.31 Endelig vil man kunne forestille sig, at en tiltalt, der dømmes for et strafbart forhold, helt eller delvis fritages for at betale sagens omkostninger under henvisning til den for lange sagsbehandlingstid.32

6.4. Det vil endelig kunne komme på tale at opgive strafforfølgningen i tilfælde, hvor en straffesag endnu ikke er afsluttet, og hvor sagsbehandlingstiden allerede har været for lang, eller hvor sagsbehandlingstiden, hvis staffesagen fremmes, vil ende med at være i strid med konventionens krav.33 Denne vurdering vil almindeligvis tilkomme anklagemyndigheden.

Som et eksempel herpå kan nævnes tilfælde, hvor en frifindende dom ankes af anklagemyndigheden. Foreligger der særligt graverende omstændigheder, kan domstolene, hvis anklagemyndigheden ikke af egen drift finder anledning hertil, henstille til anklagemyndigheden, at strafforfølgningen opgives, forudsat at kriminalitetens art ikke taler afgørende herimod. I tilfælde, hvor en domfældelse ankes af tiltalte, vil der derimod ikke være mulighed for at opgive strafforfølgningen. Den for lange sagsbehandlingstid kan imidlertid tillægges betydning ved formuleringen af anklagemyndighedens påstand. I særligt graverende tilfælde bør det formentlig overvejes at nedlægge påstand om strafbortfald.

6.5. Uanset hvilken af de ovenfor anførte kompensationsmetoder der påtænkes anvendt, vil det som nævnt være afgørende, at dommen med tilstrækkelig klarhed afspejler en anerkendelse af den for lange sagsbehandlingstid, ligesom de fordele, som den krænkede opnår som følge heraf, skal fastsættes konkret i forhold til den skete krænkelse.

Der kan navnlig være grund til at pege på, at det er vigtigt, at præmisserne klart indikerer, at vedkommende opnår en retsstilling, der er mere favorabel end den, vedkommende ellers ville have haft. Kun i sådanne tilfælde vil det være muligt for menneskerettighedsorganerne at påse, at betingelserne for fortabelse af offerstatus er opfyldt, nemlig at der foreligger en udtrykkelig eller indirekte anerkendelse af krænkelsen, og at den skete krænkelse om nødvendigt redresseres, hvad enten dette sker ved hjælp af økonomiske midler eller på anden vis.

I en dansk klagesag34 var en person tiltalt for og efterfølgende dømt for skattesvig efter straffelovens § 289. Ved udmålingen af frihedsstraffen lagde byretten udtrykkeligt vægt på den lange sagsbehandlingstid som en formildende omstændighed. Landsretten fandt fængselsstraffen passende uden nærmere begrundelse. Herefter og da landsretten udtrykkeligt anførte, at den ikke fandt grundlag for at fravige almindelige principper for beregning af tillægsbøden, fandt Kommissionen ikke, at der forelå nogen erkendelse af overtrædelsen eller nogen lempelse af straffen. I den konkrete sag synes det nærliggende at antage, at der rent faktisk var tale om en lempelse af fængselsstraffen, men dette bevirkede ikke, at domfældte ikke længere var klageberettiget, da betingelserne for fortabelse af offerstatus ikke var opfyldt. Sagen illustrerer vigtigheden af, at man udtrykkeligt tager stilling til spørgsmålet om den for lange sagsbehandlingstid i dommens præmisser.

7. Sammenfatning

Domstolene har pligt til ex officio at påse, at behandlingen af retssager fremmes med den fornødne hurtighed, således at sager bliver afgjort inden en rimelig frist, jf. artikel 6, stk. 1, i EMRK.

Endvidere kan domstolene aktivt medvirke til at råde bod på skete krænkelser af retten til en rettergang inden en rimelig frist og dermed medvirke til at begrænse antallet af danske klagesager for menneskerettighedsorganerne. I tilfælde, hvor der sker domfældelse af en tiltalt i en straffesag, der ikke er blevet afgjort inden en rimelig frist, kan domstolene således i præmisserne udtrykkeligt angive, at sagsbehandlingstiden har været i strid med konventionens krav, samt lade dette indgå som en formildende omstændighed ved straffastsættelsen m.v.

Noter

1.      Denne artikel bygger på Justitsministeriets notat om Menneskerettighedskonventionens krav til domstolenes sagsbehandlingstid, der er trykt som bilag 2 til forslag nr. L 178 til lov om ændring af retsplejeloven (hurtigere behandling af civile sager m.v.). Lovforslaget blev fremsat i Folketinget den 27. februar 1997.

2.      Af de 577 domme, der er afsagt af Domstolen i perioden frem til juni 1996, vedrører 169 for lang sagsbehandlingstid, jf. Human Rights files No. 16, The length of civil and criminal proceedings in the case-law of the European Court of Human Rights, Council of Europe, afsnit 1 og 3, sammenholdt med Human Rights information sheet No. 38 (January-June 1996), afsnit III.

3.      Opgørelsen er pr. 20. december 1996 og omfatter kun sager, der er bragt til den danske regerings kundskab gennem underretning fra Kommissionen, jf. regel 48, stk. 2, litra b, i Kommissionens procesreglement. Opgørelsen tager ikke højde for eventuelle klager, der ikke er og måske ikke vil blive bragt til den danske regerings kundskab.

4.      Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, Per Lorenzen m.fl., 1994, p. 159, og Human Rights files No. 16, p. 9.

5.      Jf. bl.a. X mod Frankrig, dom af 31. marts 1992, præmis 31, EMD 234-C, Allenet de Ribemont mod Frankrig, dom af 10 februar 1995, præmis 46, EMD 308, Human Rights Files No. 16, p. 10, og EMRK med kommentarer, p. 159.

6.      Human Rights files No. 16, p. 12.

7.      ibid, p. 12, afsnit 9.

8.      ibid, p. 13.

9.      ibid, p. 14 ff.

10.  Jf. bl.a. Hokkanen mod Finland, dom af 23. september 1994, præmis 71, EMD 299-A, Human Rights files No. 16, p. 16, og EMRK med kommentarer, p. 160. Hvis der meddeles anke- eller kæretilladelse, regnes den relevante periode frem til tidspunktet for endelig afgørelse i den ekstraordinære appelbehandling.

11.  På tilsvarende vis må konventionsorganerne oftere vurdere sagsbehandlingstider i sager, der på tidspunktet for bedømmelsen endnu ikke er afsluttet, jf. Human Rights Files No. 16, p. 19, afsnit 17.

12.  Afsnit 2.2. forsøger på ingen måde at give en fuldstændig beskrivelse af konventionsorganernes praksis, men tjener alene til illustration af de kriterier, der er relevante, når danske domstole skal vurdere, om en konkret sag kan give anledning til problemer i forhold til konventionens krav til sagsbehandlingstid, da dette er en forudsætning for at kunne råde bod på en krænkelse, jf. afsnit 4 og 5. Der henvises iøvrigt til Human Rights Files No. 16, p. 20 ff, og Law and practice of the European Convention on Human Rights and the European Social Charter, Gomien m.fl., Council of Europe Publishing, 1996, p. 165 ff.

13.  Jf. ex. EMD 333-A, Acquaviva, præmis 61, og EMD 337-A, Ciricosta and Viola, præmis 28. Der henvises endvidere til klagesag nr. 14835/89, Benny Gerhard mod Danmark, af 10. januar 1991.

14.  Der henvises til Human Rights Files No. 16, p. 28 f med henvisning.

15.  ibid p. 35, afsnit 44.

16.  Ved L 178, jf. note 1, er bestemmelsen foreslået ændret således, at kriteriet »hensigtsmæssigt« ændres til »påkrævet«. Det anføres i bemærkningerne, at formålet er at præcisere, at udsættelse af sager kun bør finde sted i det omfang, der er påkrævet, og at det således er retten, der har ansvaret for, at en sag behandles så hurtigt som muligt. Der henvises endvidere til Bertil A. Frosells artikel Procesledelse og partsautonomi i borgerlige sager – nogle bemærkninger foranlediget af »blødersagen«, EU- og Menneskeret, 3/1996. I UfR 1996 723 Ø nægtede retten, under henvisning til bl.a. EMRK artikel 6, stk. 1, at genoptage forberedelsen af en civil sag efter retsplejelovens § 356, stk. 1.

17.  Der henvises til Human Rights Files No. 16, p. 37, med henvisning til praksis i note 215, samt Süßmann v. Germany, dom af 16. september 1996, præmis 55.

18.  Jf. Eckle mod Tyskland, Dom af 15. juli 1982, EMD-51, § 66.

19.  Der kan blandt andet henvises til følgende afgørelser: Dom af 15. juli 1982, Eckle mod Tyskland, EMD-51, præmis 66; klagesag nr. 8182/78, X mod Tyskland, af 16. oktober 1980, D.R. 25 p. 142; nr. 8858/80, G. mod Tyskland, af 6. juli 1983, D.R. 33 p. 5; nr. 9320/81, D. mod Tyskland, af 15. marts 1984, D.R. 36 p. 24; nr. 10259/83, S.p.r.l. ANCA m.fl. mod Belgien, af 10. december 1984, D.R. 40 p. 170; nr. 10884/84, H. mod Tyskland, af 13. december 1984, D.R. 41 p. 252; nr. 9299/81, Pierre Pannetier mod Schweitz, af 12. juli 1985, D.R. 46 p. 5; nr. 10868/84, Gabriel Woukam Moudefo mod Frankrig, af 21. januar 1987, D.R. 51 p. 62; nr. 12719/87, Steen Bille Frederiksen m.fl. mod Danmark, af 3. maj 1988, D.R. 56 p. 237; nr. 13156/87, J. Byrn mod Danmark, af 16. februar 1993; nr. 23871/ 94, K. R. L. mod Danmark, af 16. oktober 1996. Formuleringen af de betingelser, der skal være opfyldt, for at Kommissionen antager, at en person har mistet status af offer, varierer i de enkelte sager, men indholdet er det samme. I klagesag 23871/94, jf. ovenfor, anvendes formuleringen: »... the domestic authorities have acknowledged, either expressly or in substance, the alleged infringement of the Convention and, if necessary, provided redress in relation thereto«. I klagesag 13156/87, jf. ovenfor, anvendes imidlertid formuleringen: »... a direct or indirect recognition of a violation ...«. Der vil således kunne forekomme tilfælde, hvor en domstol skal tage stilling til en afgørelse truffet af en underordnet eller tidligere instans, og hvor det samtidig er nødvendigt at overveje, om den anden instans har rådet bod på den foreliggende krænkelse. I sådanne tilfælde bør det indgå i overvejelserne, om der foreligger en udtrykkelig eller indirekte erkendelse.

20.  Nr. 23871/94, K.R.L. mod Danmark, af 16. oktober 1996, p. 6. Der henvises endvidere til følgende litteratur: Den Europæiske Menneskeretskonvention, Lorenzen m.fl., DJØF’s forlag, 1994, p. 353 f; Menneskeret, Rehof og Trier, DJØF’s forlag, 1990, p. 527 f; Theory and Practice of the European Convention on Human Rights, Dijk and Hoof, Kluwer’s forlag, 1990, p. 45, note 174; og La Convention Européenne des Droits de l’Homme, Louis-Edmond Pettiti m.fl., Economica’s forlag, 1995, p. 588 f.

21.  Ved lov nr. 285 af 29. april 1992, som ændret ved lov nr. 1080 af 20. december 1995.

22.  Dette kan f.eks. være tilfældet, når domstolene skal behandle krav om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a.

23.  Se eks. klagesag 9299/81, jf. note (19).

24.  Se eks. klagesag 9320/81, jf. note (19), og klagesag 13156/87, jf. note (19), hvor klager mistede status af offer efter at klage var indgivet til Kommissionen. I den første sag blev klagen afvist som åbenbart ugrundet, jf. artikel 27, stk. 2, da klager ikke længere var krænket (victim), mens klagen i den anden sag blev slettet fra Kommissionens liste, jf. artikel 30, stk. 1, litra c, hvorefter Kommissionen på ethvert tidspunkt i sagsbehandlingen kan beslutte at slette en klage af sagslisten, såfremt det efter Kommissionens opfattelse ikke længere er begrundet at fortsætte undersøgelsen af klagen. Det bemærkes, at i den sidstnævnte sag var klagen antaget til realitetsbehandling.

25.  Se note (19).

26.  Klagesag nr. 13156/87 Jørgen Byrn mod Danmark, jf. note (19).

27.  Østre Landsrets dom af 25. september 1992 i sag 2. afd. a. s. nr. 208/1991 i ankebehandlingen af Københavns byrets dom af 30. april 1991, 5. afd. sag nr. 9070863.

28.  Klagesag nr. 10884/84, jf. note (19), klagesag nr. 9299/81, jf. note (19).

29.  Eckle mod Tyskland, jf. note (19), klagesag nr. 10884/ 84, jf. note (19), klagesag nr. 9299/81, jf. note (19), klagesag nr. 8182/78, jf. note (19). Der henvises endvidere til Københavns Byrets dom af 15. marts 1996 (sag nr. 3858/94, 17. afdeling) i den såkaldte »Tolddatapladesag«. Sagen vedrører en tiltale mod 8 personer for bedrageri og overtrædelse af registreringsafgiftsloven. De tiltalte blev alle dømt. For så vidt angik 4 af de tiltalte udtalte retten, at straffesagen ikke fuldt ud havde været fremmet i overensstemmelse med EMRK artikel 6, stk. 1, om retten til en rettergang inden en rimelig frist. Retten udtalte videre, at denne omstændighed ikke kunne begrunde, at sagen helt eller delvis blev afvist, men derimod at forholdet kunne tages i betragtning ved fastsættelsen af den forskyldte straf.

30.  Klagesag nr. 9299/81, jf. note (19).

31.  Klagesag nr. 10884/84, jf. note (19).

32.  I Københavns Byrets dom af 15. marts 1996 i den i note 29 nævnte sag fandt retten, at der med sagens omkostninger burde ske en fordeling mellem de domfældte og statskassen. Retten henviste blandt andet til sagens tidsmæssige udstrækning. I præmisserne havde retten henvist til, at sagen ikke havde været fremmet i overensstemmelse med EMRK artikel 6, stk. 1.

33.  Klagesag nr. 8858/80, jf. note (19) og Eckle mod Tyskland, jf. note (19).

34.  Klagesag nr. 23871/94, jf. note (19).