Retfærdig rettergang og Præsteretten* (1.1997 side 33)


Peter Garde, dommer, Hillerød kriminalret

 

I artiklen drøftes sammensætningen af Præsteretten, jfr. loven af 1992 om gejstlige læresager, i forhold til Den europæiske Menneskerettighedskonventions krav om en uafhængig og upartisk domstol med udgangspunkt i den første sag efter loven, nu verserende for Vestre Landsret. Det er forfatterens opfattelse, at medens reglerne og udpegning af sagkyndige meddommere efter lovens tekst muligt kunne give anledning til betænkelighed, er den af Kirkeministeriet valgte konkrete fremgangsmåde ved opstillingen af listerne over disse dommere fuldt konventionsmæssig.

I. Den tidligere retstilstand. Fra Kirkeordinansen til dåbsvægringssagerne

Under debatten efter den nylige dom i retten i Thisted i sagen om sognepræst i Snedsted Bent Feldbæk Nielsens dåbspraksis er det draget i tvivl, om den særlige præsteret, hvorved to teologisk sagkyndige tiltræder retten, opfylder kravene i Den europæiske Menneskeretskonvention art. 6 om en uafhængig og upartisk domstol, hvorefter forsvareren har udvidet den oprindelige anke til frifindelse med en yderligere påstand om hjemvisning. Spørgsmålet kan nok fortjene en nøjere gennemgang.

De gejstlige retter har meget lang tradition i vort land. Saxo Grammaticus fortæller i 11. Bog af Danernes Bedrifter om Knud den Hellige (Winkel Horns oversættelse):

»Og det var ikke blot Bisperne, hvis Værdighed han forøgede, han lagde ogsaa Vind paa ved de mest velmenende Forordninger at bringe den ringere Gejstlighed i Agt og Ære: for at forøge dens Anseelse unddrog han saaledes Tvistigheder imellem gejstlige fra den almindelige Rettergang og henviste dem til Gejstlighedens egen Afgjørelse ...«

Om de kan føres tilbage til det 11. århundrede, er måske usikkert, men i hvert fald bestod de i en eller anden form allerede fra den katholske tid.1 Med Kirkeordinansen i 1537 fik de den skikkelse, som, omend naturligvis med stadige og gennemgribende ændringer, har været bestående til nu, særlig med hensyn til det væsentlige punkt om gejstlige og verdslige elementers samvirke og/eller instansfølge. Efter ordinansen skulle således tiltale imod gejstlige føres for »herredsprovsten eller superintendenten, udi vor lensmands nærværelse« med mulighed for appel til Kongen, dvs. Kongens retterting eller efter 1661 Højesteret. Efter flere mellemstadier udstedtes i 1806 den, som det viste sig, meget sejglivede »Forordning for Danmark, angaaende hvorledes .... med gejstlige Sagers Paadømmelse i første Instants, bør forholdes«, hvorefter provsteretten fremtidig skulle bestå af den lokale underdommer og provsten. Appelinstans var fortsat Landemodet eller Landemoderetten bestående af stiftamtmand og biskop, og Højesteret var sidste instans. Jørgensen har med rette fremhævet, at først fra omkring år 1800 var vore domstole generelt beklædte med professionelle jurister på alle planer, så det blev naturligt at inddrage dommeren.

En tilsvarende Forordning for Norge 1809 ophævedes ved Straffeprocesloven af 1887, bl.a. med begrundelse, at »Det Standpunkt, man her faar indtage, er ikke at give Sagkyndigheden Plads i selve Domstolen, men at lade den komme til Orde for denne, og denne Ordning medfører ialfald den Fordel, at der er Adgang til at kontrollere og kritisere, hvad der i Sagkundskabens Navn fremføres« og en henvisning til, at det allerede var ordningen ved Høiesteret, hvor gejstlige sager afgjordes i sidste instans.2 Derimod overlevede den danske ordning retsreformen af 1919,3 men kom efterhånden stadig mere i vanry.4 Kritikken omfattede bl.a. den inkvisitoriske retsplejeform, som rent bortset fra dens øvrige mangler med tiden blev stadig mere uvant for dommeren; den indklagede præsts reducerede retsgarantier; den manglende mulighed for vidneafhøring direkte for provsteretten – nå ja, det satte retterne sig efterhånden fornuftigvis ud over;5 den afsluttende skriftlige procedure; det totalt irrationelle, at København af obscure historiske grunde var undtaget fra ordningen. Den største mangel var vel, at sagernes behandling som straffesager medførte, at de alvorligste sager, nemlig om den indklagede præsts eventuelle afvigelser fra Folkekirkens lære og ritualer, næsten uvægerligt måtte føre til frifindelse på grund af god tro, senest i den berømte Arboe Rasmussen-sag, UfR 1916, p. 627 H.6

Den sidste sag for en dømmende provsteret førtes i 1971, hvor en præst, som i nogen tid under sin tjeneste i et forstadssogn vest for København havde båret almindeligt gråt jakkesæt i stedet for præstekjole, idømtes en irettesættelse – i betragtning af, at han inden afgørelsen var blevet kaldet til et jydsk landsogn, hvor han uden protest bar præstekjole, ville en strengere sanktion have været urimelig – hvilken sag havde den nyttige konsekvens at klarlægge retsstillingen på dette punkt.7 Dommen appelleredes ikke. Sagen kan næppe karakteriseres som en læresag.

En væsentlig udvikling kom efter 1969, hvor tjenestemandslovgivningens disciplinærsystem også gjordes anvendeligt for præster, men hvor de gejstlige retter atter bibeholdtes, og en præst, mod hvem disciplinær undersøgelse var indledt, kunne kræve undersøgelsen henvist til en provsteret. Ikke så få præster har udnyttet denne mulighed, senest i den sag i 1986/87, hvor jeg præsiderede i den sidste provsteret efter 1806-forordningen. Derimod fastholdt Kirkeministeriet, at præsten ikke havde ret til at kræve en dømmende provsteret, hvilket sattes på spidsen i sagen fra 1976 om sognepræst Ruben Jørgensen og den ubetingede dåbspligt. Den daværende ombudsmand var utilpas ved sagen. Han ville ikke kritisere, at spørgsmålet om berettigelsen af Kirkeministeriets ordre til præsten om at ophøre med sin praksis om at betinge barnedåb af dåbsundervisning for forældrene ikke indbragtes for en dømmende provsteret,8 men pegede på muligheden for straffesag for overtrædelse af Straffelovens § 156, hvilket præsten herefter fremsatte begæring om. Da anklagemyndigheden nægtede at rejse tiltale under henvisning til, at alene disciplinære sanktioner kunne forventes anvendt, var ombudsmanden endnu mere utilpas.9 Resultatet blev administrativ afskedigelse. Om sagens behandling i Den europæiske Menneskerettighedskommission henvises til det afsluttende kapitel.

For fuldstændighedens skyld kan endelig nævnes den i mange år uændrede Rpl. § 21 stk. 2, hvorefter Kongen i sager, i hvilken der forelå sigtelse for overtrædelse af den borgerlige lovgivning og tillige for forhold, der vedrører sigtedes stilling som gejstlig embedsmand, kunne bestemme, at sagen i sin helhed skulle undersøges og påkendes enten ved gejstlig eller ved borgerlig ret, og i det sidste tilfælde tilforordne tvende gejstlige medlemmer som dommere.

Reglen er anvendt i to højesteretsdomme (de gejstlige var tilforordnede landsretten, første instans), UfR 1923 p. 488 H og UfR 1929 p. 95 H, begge sædelighedssager. Da reglen ikke har været anvendt siden domsmænds indførelse, har vi aldrig oplevet den ultimative raritet, en femmandsret med både domsmænd og gejstlige tilforordnede.

I lyset af den seneste debat om rettens sammensætning i Snedsted-sagen er det nok så interessant, at der ikke har været fastsat regler om udpegningen af de gejstlige meddommere, ligesom det trykte referat af dommene intet siger om den konkrete udtagelse.

II. Gennemførelsen af lov nr. 336 af 14. maj 1992 om domstolsbehandling af gejstlige læresager

I betænkning nr. 1182/1989 om ansættelse i stillinger i Folkekirken foresloges provsteretterne generelt ophævede, disciplinærsager behandlede efter de sædvanlige tjenestemandsregler og læresager henviste til de almindelige domstole, dog med en teologisk sagkyndig for byret og to for landsret. To repræsentanter for Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer ønskede retterne yderligere supplerede med et lægt medlem af Folkekirken, hvilket for så vidt ville have været en smuk konsekvens af den lutherske tanke om det almindelige præstedømme; intet er dog senere hørt herom. Valget af domstolen som forum snarere end Kirkeministeriet motiveredes med den vitale betydning af lærens frihed i forhold til administrative myndigheder og ønskeligheden af en uvildig instans, nemlig domstolene. Medtagelsen af teologisk sagkundskab begrundedes med ønsket om bevarelse af fordelen ved de gamle provsteretter. Et lærenævn af mere permanent karakter overvejedes, men udvalget foretrak bevisførelse efter den enkelte sags karakter. Man synes at have imødeset risikoen for, at en af ordinær disciplinærundersøgelse truet præst ville forsøge at forskaffe sig den nye domstols præsumptivt højere grad af retsbeskyttelse ved at gøre gældende, at f.eks. hans lydighedsnægtelse skyldtes hensynet til kirkens lære, idet kun Kirkeministeriet, men ikke den indklagede præst fik kompetence til at begære nedsættelse af en præsteret. Lidt uheldigt tilføjedes, at »domstolsbehandling sker i folkekirkens – og ikke i vedkommende præsts interesse«.10 Det sidste skurrer i en gammel retssalsjurists øren, men har interesse ved at vise, at den nu så forkætrede domstol, særlig ved beskyldningerne om brud på menneskerettighederne, i lovens tilblivelsesfase ansås af alle som en styrkelse af den enkelte præsts retsbeskyttelse.

Herefter udarbejdede en arbejdsgruppe sammensat af repræsentanter for Kirkeministeriet og Justitsministeriet et lovudkast.11 Bortset fra spørgsmålet om antallet af sagkyndige og om biskoppens selvstændige ret til at kræve læresag imod en præst svarer lovudkastet til den senere lov. Om udtagelsen af sagkyndige meddommere – værnetingsregler betød, at der så godt som aldrig ville være tvivl om, hvem der skulle virke som juridisk dommer – henviste bemærkningerne direkte til reglerne om udtagning af domsmænd i Retsplejeloven. Udkastet og bemærkningerne indeholdt dog ingen nærmere regulering af den primære udtagning af prospektive meddommere, modsat de udførlige regler i Rpl. § 72 og bekendtgørelse nr. 805/1990 om grundlister og de kommunale grundlisteudvalg. Som bemærkningerne er udformede, synes de snarest at forudsætte, at Kirkeministeriet foreslår emnerne (»Kirkeministeriet skal udfærdige en grundliste«), og at Akademikernes Centralorganisation som præsternes centralorganisation alene har en vetoret (»skal ... kunne tilslutte sig«).12 Dette svarer også til lovudkastets og den senere lovs tekst. Den i det senere praktiske forløb valgte fremgangsmåde ved udpegningen af de sagkyndige dommere viser dog, at Kirkeministeriet har undladt at udnytte de vidtgående muligheder i loven, jfr. nedenfor under V.

Efter en høringsrunde fremsattes lovforslaget.13 Kirkeministeriet gav sig på de antydede punkter, nemlig med hensyn til antallet af sagkyndige – to i præsterettens førsteinstans, tre i anken (jeg forbigår reglerne om bisperetten, som næppe nogensinde vil komme i anvendelse; reglens forgænger, D.L. 1-2-15, gik efter 309 års skinliv i sin grav som en aldrig opvækket Tornerose) – og kompetencen til at indlede sagen, hvor Kirkeministeriet nu blev forpligtet til at følge en biskops indstilling om rejsning af sag. I lyset af den nu fremførte meget voldsomme kritik mod loven, både teologisk og juridisk, kan man, som også omtalt ved et dugfrisk kirkeretligt seminar på Præstehøjskolen i Løgumkloster samt af Poul Dam den 29. juli 1996 i Kristeligt Dagblad, nok undre sig over, at alene disse processuelle detailspørgsmål aftvang nogen interesse ved høringen, medens særlig de teologiske spørgsmål og mulige alternative løsninger først er debatterede efter lovens fremkomst og til dels efter at den er taget i anvendelse. Bemærkningerne gentog i øvrigt i vidt omfang de tilsvarende bemærkninger i 1991-udkastet.

Endelig må fremhæves den helt afgørende ændring i forhold til de tidligere regler, nemlig at sagerne, omend de i processuel henseende skulle følge strafferetsplejens regler, jfr. udkastets § 2, alligevel var disciplinærsager, hvilket bl.a. medførte, at de særlig strenge beviskrav i straffesager, særlig vedrørende forsæt, ikke var gældende. Frifindelse under henvisning til »god tro« som i Arboe Rasmussen-sagen skulle således ikke længere være mulig.

Lidt drilagtigt kan man pege på, at lovforslagets forventning om manglende økonomiske og administrative konsekvenser »af betydning« ikke viser synderligt profetiske evner i Kirkeministeriet – den ene og i skrivende stund uafsluttede sag har allerede vist sig besværlig og dyr, og det er ikke slut endnu.

Behandlingen af lovforslaget i Folketinget, som i øvrigt foregik i sjælden harmoni og resulterede i eenstemmig vedtagelse, indeholder enkelte bemærkninger af perifér interesse for det processuelle spørgsmål. Birthe Rønn Hornbech fremhævede rosende, at den inkvisitoriske retspleje nu forlodes, og at nye dommere, der ikke havde medvirket under det administrative forløb, ville være »helt uafhængige« af sagen, ligesom det burde være en selvfølge overalt, hvor der udøves domsmyndighed, at dommerne er helt uvildige.14 En forespørgsel fra udvalget om at lade de tre efter anciennitet ældste biskopper rejse læresag imod en biskop snarere end Kirkeministeriet afvistes under henvisning til den meget lille relevante personkreds med deraf følgende risiko for habiliteten.15 Som tidligere afvistes en ret for præsten til selv at begære læresag rejst imod sig.16 Sluttelig udtalte kirkeudvalget som sin forventning, at ministeren inden afgørelsen om at rejse gejstlig læresag søger sagkyndig bistand.

Ikke på noget tidspunkt under den lange tilblivelseshistorie fra 1989-betænkningen til ikrafttræden pr. 1. juli 1992 af lov nr. 336/1992 har Den europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6 (eller 9) været omtalt med blot et eneste ord.

III. Snedsted-dommen og kritikken mod præsteretten

Dette er ikke en teologisk afhandling til et do. tidsskrift, og det ville jeg i øvrigt aldrig indlade mig på. Jeg vil blot omtale dommen korteligt med særligt henblik på de processuelle elementer af sagen og i øvrigt henvise til dommens tekst og den i skrivende stund uafsluttede landsretsbehandling af sagen.

Sognepræsten til Snedsted sogn i Thy har i mange år hævdet, at Dåben ikke i sig selv fører til genfødelse samt modtagelse af Helligånden med syndernes forladelse, men kun virker sammen med troen og omvendelsen og alene er en indvielse til noget, der senere skal komme. Han har i mange prædikener gjort dette dåbssyn gældende, ikke sjældent i polemisk tone og med inddragelse af ejendommelige eksempler, og uagtet han i den praktiske udøvelse af ritualet stort set har respekteret dette, har han gjort en enkelt, i sammenhængen betydningsfuld ændring ved at døbe »til« – i stedet for »i« – Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. De ultrakorte pressemeddelelser om sagens rejsning henviste kun til valget mellem præpositioner og har utvivlsomt fået somme til at ryste på hovedet over en sådan pedantisk bogstavtroskab, så meget desto mere som ældre oversættelser anvender »til«.17 I sammenhængen var det dog oplagt rigtigt at medtage også denne sproglige ændring i tiltalegrundlaget, idet den anvendte præposition tydeligt illustrerer dåbssynet.18

Biskoppen over Aalborg stift begærte læresag rejst, idet både han og senere Kirkeministeriet fastholdt som Folkekirkens dåbssyn, at »Den Treenige Gud ... er handlende subjekt i dåben«. Sagen foretoges 1995-96 ved retten i Thisted, idet ikke anklagemyndigheden, men kammeradvokaturen repræsenterede Kirkeministeriet og som sagkyndig hjælper havde en biskop, medens den indklagede havde både en juridisk og en teologisk bisidder. Mod den indklagedes protest tillodes sagkyndig vidneførsel under særlig hensyntagen til, at den fulde bevisbyrde påhviler klageren, som derfor ikke bør afskæres fra at godtgøre sin sag, og at de sagkyndige dommere er tilfældigt udvalgt og ikke med sikkerhed er eksperter inden for det relevante delområde. Efter min opfattelse med fuld føje. Indklagede havde gjort gældende, at den fornødne sagkundskab allerede sad i retten, men også at dåbens betydning ikke er et spørgsmål af retlig art, og »kristent skal vi blot tage Bibelens ord for pålydende«. Valget af sagkyndige vidner afspejlede klart retningen af bevisførelsen: Kammeradvokaten førte en professor i dogmatik og en yderligere professor, som formentlig er den fornemste autoritet om Luther, hvilke begge med sikkerhed fastholdt Kirkeministeriets og biskoppens dåbssyn som svarende til Folkekirkens bekendelsesgrundlag;19 præsten en lektor med speciale i det Ny Testamente, som kunne påvise Oldkirkens i vidt omfang med indklagede samstemmende dåbssyn, og Præstehøjskolens rektor, som understregede de mange modstridende holdninger i den danske evangelisk-lutherske kirke siden Reformationen samt nødvendigheden af at fastholde alle fløje i en fri debat inden for Folkekirken. De to sagkyndige meddommere var ligeledes teologer af høj rang, den ene selv ekspert i Luther, den anden i kirkeret og formand for Selskab for Kirkeret – vi har gjort os umage for ikke at tale om sagen under møder i Selskabet.

I den den 26. juni 1996 afsagte dom udtryktes ingen tvivl: Præstens dåbssyn stred så afgørende imod Folkekirkens dåbssyn, at klageskriftet var bevist; indklagede var placeret så langt fra Folkekirkens grundlag, at der ikke var mulighed for anden sanktion end afsked, hvilket blev udgangen. Det er nærliggende at antage, at de sagkyndige dommere har haft en betydelig andel i udformningen af den udførlige, i høj grad teologiske begrundelse, fire A-4 sider.

Dommen appelleredes straks til frifindelse, og i de følgende par måneder var der omkring hveranden dag kraftig kritik særlig i Kristeligt Dagblad. Den del af kritikken, som vedrører dommens indhold og resultat, skal jeg ikke komme nærmere ind på, da dette som før nævnt ikke er en teologisk artikel; at jeg selv er enig i resultatet, har ikke større vægt end en hvilken som helst anden lægmands opfattelse. En del indlæg angreb præsteretten som institution og hele loven om gejstlige læresager, særlig det forhold, at sagen var behandlet i verdslig-juridisk régie med en verdslig dommer som retsformand, hvilken dommer ikke engang skal være medlem af Folkekirken selv, modsat de to sagkyndige meddommere. I et indlæg i Kristeligt Dagblad den 7. september 1996 og en senere kronik inddrog professor, dr. theol. Svend Andersen Luthers skrift »Von weltlicher Obrigkeit« fra 1523 og forsøgte at påvise, at kætteri ifølge Luther er en åndelig sag henhørende under biskopperne og ikke fyrsterne, hvorfor den juridiske dommer ikke burde deltage i spørgsmålet om fastlæggelsen af læren, omend nok ved den senere eventuelle disciplinærsag. Flere indlæg foreslog en større indflydelse for biskopperne ved sagens afgørelse og ikke blot ved initieringen.

Et af de mere drilagtige kirkeretlige spørgsmål er betydningen og rækkevidden af biskoppens såkaldte kollats (D.L. 2-3-3, »beseglet Brev«), som udgør biskoppens bekræftelse på, at præsten kan tiltræde sit embede, og utvivlsomt fortsat er en bindende betingelse herfor. Spørgsmålet er nu, om kollatsen er en éngangsbekræftelse, eller om den fortsat består som et udtryk for det biskoppelige tilsyn med præsten, således at biskoppen vil kunne tilbagetage kollatsen f.eks. ved præstens grove og klare fravigelse af Folkekirkens bekendelsesgrundlag med den virkning, at præsten herefter ikke længere vil kunne virke i sit kald, uagtet han fortsat må betragtes som tjenestemand og have ret til at oppebære fulde indtægter m.v., indtil en afskedigelsessag kan gennemføres.

Lovens tekst er tavs, men nogle udtalelser i tidligere teori kan muligt tolkes i denne retning,20 og spørgsmålet blev sat på spidsen, da biskoppen over Helsingør stift den 11. juli 1996 i Kristeligt Dagblad citeredes for at have udtalt, at hun aldrig ville initiere en præstesag, men i påkommende tilfælde fratage den pågældende præst sin kollats.

Jeg finder det med Preben Espersen21 uantageligt, at der efter gennemførelsen af loven af 1992 med dens omhyggelige procedure og den indbyggede retsbeskyttelse også for den indklagede præst skulle bestå et konkurrerende retsinstitut, hvis hjemmel tidligere i bedste fald var tvivlsom. Men tænke sig den absurde situation, at biskoppen efter en frifindelse af præsten i den gejstlige læresag eller idømmelse af en mildere sanktion end afskedigelse ville fastholde sin bedømmelse af lærespørgsmålet og fratage kollatsen.

Noget andet er, at det ikke kan udelukkes, at en præst trods frifindelse eller mildere straf i præsteretten alligevel kan afskediges diskretionært af andre grunde, typisk fordi hans forhold til menigheden er uhjælpeligt ødelagt.22

Den 23. juli 1996 udvidede indklagedes advokat anken og påstod nu hjemvisning til behandling af en ny præsteret i første instans, hvor de to sagkyndige dommere »udpeges på en måde, der lever op til kravene i menneskerettighedskonventionens art. 6« (naturligvis den europæiske konvention). Af sagsfremstillingen fremgår bl.a., at grundlisten er hemmelig, således at selv ikke en part kan få indsigt i den, at listen udarbejdes af den ene part, nemlig Kirkeministeriet, som således alene bestemmer, hvem der udpeges som dommere til udgørelse af flertallet i første instans og halvdelen af ankeinstansen, at Akademikernes Centralorganisation eller andre kun har mulighed for at rejse indsigelse imod en på listen optagen person og således ikke har nævneværdig indflydelse på udpegningen, og at en sådan ordning, som eensidigt favoriserer den ene part, ikke lever op til konventionens strenge krav til en retfærdig, uafhængig og upartisk domstol. Vestre Landsret har efterfølgende efter begæring fra advokaten pålagt kammeradvokaten at redegøre for præsterettens sammensætning, men afslået at udskille hjemvisningsspørgsmålet til forlods afgørelse.

Kristeligt Dagblad fulgte spørgsmålet op den 25. og 27. s.m. dels med telefoninterviews,23 dels med potentielt væsentlige oplysninger hidrørende fra et medlem af Præsteforeningens hovedbestyrelse, hvorefter Kirkeministeriet skulle have udeladt provster og domprovster og fortrinsvis medtaget universitetsansatte teologer samt derefter, da Præsteforeningen havde foreslået ministeriets liste suppleret med en række navne fra den kirkelige højrefløj, som ansås for svagt repræsenteret, have afslået dette. Det er en logisk videre slutning at udtrykke mistanke om, at Kirkeministeriet bevidst har fravalgt dommeremner, som kunne befrygtes at nære sympati for afvigelser til højre, idet kritikerne implicit forventer, at afvigere fortrinsvis vil befinde sig der.

IV. De europæiske menneskerettighedsorganers praksis om rettens uafhængighed og upartiskhed

Konventionsorganerne har til stadighed anerkendt, at kravet om uafhængighed og upartiskhed efter konventionen ikke krænkes, alene fordi dommere udnævnes af regeringen; ellers kunne man nå det absurde resultat, at den samlede dommerstand – muligt i samtlige medlemslande – ville være inhabil i sager om det udnævnende ministeriums ansvarsområde.24 For så vidt angår faste dommere anses uafhængighedskravet altid opfyldt, medens kravet om upartiskhed somme tider må antages ikke-opfyldt, ikke fordi dommeren antages at være subjektivt partisk – et sådant bevis kan vel aldrig føres – men fordi han ikke med den tilstrækkelige ydre objektive klarhed har fjernet enhver frygt for partiskhed. Dette var som bekendt kriteriet i Hauschildt-sagen og har senere i dansk praksis været lagt til grund i mange, måske for mange situationer med kun perifér lighed med det oprindelige spørgsmål.

Et problem kan derimod opstå ved bedømmelsen af midlertidige dommere, dommere, som har dommergerningen som en bibeskæftigelse, og lægdommere. Det kan somme tider være vanskeligt at skelne mellem kravet om uafhængighed og det tilsvarende krav om upartiskhed.25

Udgangspunktet er fortsat, at rettens medlemmer må antages at være uafhængige og upartiske, indtil det modsatte er, om ikke bevist, så dog indiceret.

Selv om dommere normalt er jurister, er dette ikke et ufravigeligt krav for alle medlemmer af en domstol eller blot flertallet. Anvendelsen af lægdommere i straffesager har således aldrig været anset som konventionsstridig, hverken rene nævningeretter – for den sags skyld ej heller de engelske fredsdommerretter, magistrates' courts – eller domsmandsretter med majoritet af domsmænd som i de nordiske lande. Fagkyndige meddommere afvises ej heller efter Konventionen; ganske vist kender jeg ingen sager om gejstlige domstole ad modum den danske præsteret, men i sagen Engel mod Nederlandene26 ansås fire højtstående officerer udgørende flertallet i den militære højesteret (der var to juridiske fagdommere) som uafhængige i konventionens forstand.

Måske illustrerer den østrigske Sramek-dom27 bedst, hvornår en forvaltningstjenestemand i en domstol eller lignende organ ikke længere kan siges at opfylde kravet om uafhængighed. I Tyrol kan udlændinge kun købe landbrugsejendom med tilladelse af en særlig myndighed, en lov meget lig vor sommerhuslov fra 1959. En i München boende kvinde med amerikansk statsborgerskab havde fået en sådan erhvervelse godkendt af de kommunale myndigheder, men en særlig embedsmand, Landesgrundverkehrsreferent, rekurrerede afgørelsen til en regional myndighed, som nægtede at godkende handlen, ligesom den østrigske forfatningsdomstol nægtede at omstøde afgørelsen, hvorefter hun klagede til Strasbourg. Melleminstansen, som var det afgørende punkt, havde syv medlemmer, hvis uafhængighed og upartiskhed vurderedes separat af domstolen. En dommer og en landbrugsekspert frembød ingen problemer; en advokat og nævnets formand, en bonde med betydelig erfaring i ejendomshandel, ej heller, idet konkrete omstændigheder, som kunne have talt imod dem, på ingen måde forelå; således bestod ingen mistanke om konkrete instruktioner vedrørende deres vota. De resterende tre medlemmer var alle embedsmænd i Tyrol, nemlig i landbrugsforvaltningen, skovforvaltningen og ejendomsforvaltningen, sidstnævnte samtidig medlem og koncipist (»rapporteur«); der forelå ikke konkret mistanke om utilbørlig påvirkning eller endog instrukser, men koncipisten var direkte underordnet den rekurrerende embedsmand, og hans eget sekretariat var placeret i samme afdeling. Det vil næppe undre, at Domstolen med stemmetallet 13-2 anså konventionsbrud i form af manglende uafhængighed for koncipisten, men det er nok så interessant, at kun 2 af de 13 ville udstrække kritikken til de to øvrige embedsmænd. I øvrigt var konventionsbrudet så lidet betydningsfuldt, at klagerinden kun fik erstatning for omkostninger, men ikke på grund af udfaldet, som ikke antoges at ville være faldet anderledes ud. Funktionstiden, 3 år, ansås ikke at skabe problemer for uafhængigheden.

Boligretten er i adskillige lande, herunder Danmark, sammensat med partsrepræsentanter med en udslagsgivende stemme til den faste dommer, hvilket naturligvis ikke er stridende imod konventionen. I den svenske Langborger-sag28 forelå derimod et sådant modsætningsforhold mellem klageren og organisationerne på begge sider, både for grundejere og lejere, at disse meddommere ikke opfyldte det objektive krav til upartiskhed (stemmetallet 17-2).

Med hensyn til eventuel objektiv inhabilitet som følge af forskelle i holdninger mellem klageren og vedkommende dommere er det bedste, måske det eneste eksempel, den ligeledes svenske Holm-sag.29 En højremand var blevet hårdt angrebet af en socialdemokratisk ejet publikation og anlagde injuriesag, som behandledes af nævninger som et såkaldt tryckfrihetsmål. Nævningegrundlisterne sammensættes af länsmyndighederne efter, som det synes in casu, meget politiske linier, i hvert fald var partitilhørsforholdet angivet i parentes bag hvert navn, hvilket jo er ukendt i Danmark. Begge parter udskød målbevidst nævninger tilhørende modpartens parti, og da det gik lige op, var der fortsat socialdemokratisk majoritet i den færdige jury, fem af ni. Sagsøgte frifandtes. Domstolen i Strasbourg fandt (stemmetal 7-2) konventionen overtrådt, også selvom nævningerne ikke modtog konkrete instrukser fra deres parti. Jeg har dog en vis sympati for de dissentierende dommere, herunder domstolens præsident Ryssdal fra Norge, som snusfornuftigt pegede på, at fjernelse af alle socialdemokratiske nævninger ville have været konventionsbrud imod modparten, og at hele systemet måske snarere burde reformeres.

Alene for fuldstændighedens skyld nævnes to sager om et belgisk blandet medicinsk-juridisk disciplinærorgan for læger. I begge tilfælde forelå modsætningsforhold mellem klagerne og de medicinske medlemmer, men i ingen af sagerne kritiseredes nævnets sammensætning; medens Domstolen var tæt på første gang og kun afstod på grund af den stærke indflydelse fra klart upartiske, juridiske dommere, blev kritikken på det punkt fjernet under den anden sag.30

Skal der uddrages en konklusion af den spredte praksis, må det være, at den europæiske menneskeretsdomstol som udgangspunkt anerkender også dommere med begrænset hverv og begrænset ansættelsesperiode som uafhængige og upartiske, men at konkrete omstændigheder kan svække dette indtryk så meget, at konventionsbrud alligevel må antages. Manglende instruktionsbeføjelse fra udenforstående – særlig den udpegende myndighed – er af betydning for bedømmelsen,31 ligeså om »dommeren« er personlig udpeget eller sidder som partsrepræsentant.32

Særlig i lyset af Holm-sagen må det antages, at hvis Kirkeministeriet havde manipuleret med grundlisten som hævdet, ville menneskerettighedsorganerne nærmest a fortiori have antaget, at kravet om især upartiskhed ikke længere var opfyldt. Det er derfor af vital betydning, hvordan præsterettens medlemmer udpeges.

V. Den faktiske udpegning af sagkyndige meddommere og menneskerettighedskonventionen

I anledning af den for ankeinstansen nedlagte hjemvisningspåstand har Kirkeministeriet den 6. september 1996 udarbejdet følgende redegørelse (gengivet – let forkortet – med ministeriets tilladelse):

Frengangsmåden ved udarbejdelsen af grundlisten i henhold til § 6 i lov nr. 336 af 14. maj 1992 om domstolsbehandling af gejstlige læresager.

..........

Indhentning af forslag til kandidater:

Kirkeministeriet anmodede ved breve af 26. august 1992 de nedennævnte om til brug for ministeriets udarbejdelse af grundlisten at pege på egnede kandidater........

 

Anmodning blev sendt til

Biskopperne

Den danske Præsteforening

Århus Universitets Teologiske Fakultet

Københavns Unlversitets Teologiske Fakultet

..........

(fem yderligere institutioner)

 

Der indkom svar fra alle.

Der blev i alt indstillet 73 personer. Der var naturligvis en del, der var indstillet af flere forslagsstillere.

 

Udarbejdelse af forslag til grundliste:

Af disse 73 personer blev der fradraget 6, som på grund af alder, bopæl i udlandet eller fordi de ikke er teologer, ikke kunne optages på grundlisten.

Ministeriet gik derefter frem efter følgende procedure, der havde til hensigt dels at afkorte listen til ca. 35, dels at sørge for at listen afspejlede en nogenlunde ligelig fordeling mellem teologer fra universitets- og undervisningsverdenen og teologer i præstestillinger, dels at sikre en kønsmæssig kvotering, der nogenlunde svarede til fordelingen af mænd og kvinder i præstestillinger.

Af de foreslåede kandidater til listen var 9 kvinder. De 7 var præster, medens de 2 var fra universitets- og undervisningsverdenen.

Da ca. en trediedel af præstestillingerne (i 1992) er besat med kvindelige præster, blev disse 9 udtaget til listen.

Der resterede at finde 26 personer til listen.

En nogenlunde ligelig fordeling på grund­listen mellem præster og teologer fra universitets- og undervisningsverdenen skønnedes i videst muligt omfang at tilgodese ligelighed ved udtagelsen af 2 henholdsvis 3 teologisk sagkyndige til behandling eller ankebehandling af en læresag.

Den endelige liste skulle derfor sammensættes af 18 præster og 17 fra gruppen af teologer fra universitets- og undervisningsverdenen.

Når de forlods udtagne kvindelige kandidater blev fratrukket, skulle der derfor findes 11 præster og provster og 15 teologer fra universitets- og undervisningsverdenen blandt de resterende 34 præster og 21 teologer fra universitets- og undervisningsverdenen.

Udvælgelsen fandt sted ved lodtrækning.

Man skal gøre opmærksom på, at ministeriets forslag til grundliste er udarbejdet udelukkende på grundlag af de indkomne forslag. Der indgår altså ikke kandidater, der er »foreslået« af ministeriet.

Ministeriet indhentede ikke tilslutning fra de pågældende til, at de blev optaget på grundlisten. Ministeriet har slet ikke kontaktet de pågældende under forløbet. Dog fik de pågældende meddelelse om, at de var optaget på grundlisten, samtidig med at grundlisten blev sendt til henholdsvis Østre og Vestre Landsret. Ministeriet er ikke bekendt med, om de enkelte hørte institutioner mv. har spurgt »deres« kandidater inden indstillingen til ministeriet.

 

Forhandling med AC/Præsteforeningen om forslaget til grundliste:

Ministeriets forslag til grundliste blev ved brev af 17. maj 1993 sendt til Akademikernes Centralorganisation, idet man anmodede AC om tilslutning til forslaget.

AC sendte forslaget til grundliste til Præsteforeningen .......

Med brev af 31. august 1993 fremsendte Præsteforeningen et revideret forslag til grundliste.

I brevet . . . . foreslog Præsteforeningen yderligere 2 personer optaget på grundlisten, heraf 1 person, der ikke havde været bragt i forslag under høringsrunden i efteråret 1992 (hverken af Præsteforeningen eller af andre), og 1 person, der havde været foreslået under høringsrunden – ikke af Præsteforeningen, men af en af de andre hørte institutioner. .....

Ministeriet afslog at optage flere på grundlisten. Det var endvidere ministeriets opfattelse, at en adgang for Præsteforeningen til at bringe kandidater i forslag, der ikke havde været foreslået under høringsrunden i august/september 1992, måtte forudsætte afholdelse af en ny høringsrunde.

Derimod efterkom ministeriet Præsteforeningens ønske om, at 12 (nærmere angivne) af de af ministeriet foreslåede sagkyndige blev slettet af listen. Af disse 12 var de 11 præster og provster og 1 teolog fra universitets- og undervisningsverdenen. Endvidere var de 5 af de 12, der blev slettet, kvinder.

 

Den endelige grundliste:

Den endelige grundliste omfattede altså 23 teologisk sagkyndige, heraf 7 præster og provster (af disse 2 kvinder) og 16 teologer fra universitets- og undervisningsverdenen (af disse 2 kvinder).

..........

Grundlisten blev ved breve af 24. februar 1994 sendt til henholdsvis Østre og Vestre Landsret.

Bortset fra intermezzoet omkring brevet af 31. august 1993 ses det, at Kirkeministeriet så langt fra at udnytte de det ved loven tillagte beføjelser til at udpege dommerne, alene med en vetomagt for AC, tværtimod har afgivet den indledende forslagsret til en række andre personer, foreninger og institutioner, hvorefter ministeriet har foretaget strygninger inden for den modtagne meget store gruppe dels af personer, der overhovedet ikke kunne optages på listen, dels med henblik på ligelighed efter helt ydre kriterier, ligesom lodtrækning var det eneste princip ved strygningerne. Kirkeministeriet har, som det ses, snarere udøvet landsretspræsidentens mere mekaniske funktion ved opstillingen af nævninge- og domsmandslister efter Rpl. §§ 74-78 end det selvstændige arbejde ved udtagelse til grundlisterne med det deraf forbundne bevidste valg, Rpl. § 72. Det ses også, at den kritiserede underrepræsentation af præster og provster skyldes Den danske Præsteforenings egne strygninger i den forelagte liste.

Desuden falder brikkerne på plads med hensyn til ministeriets i første omgang vanskeligt forklarlige afvisning af at optage nye navne på listen, jfr. kap. III in fine. Præsteforeningen opdagede ganske simpelt ved forelæggelsen af den reducerede liste, at navne fra højrefløjen var faldet ud ved lodtrækningen, og foreslog genskabelse af balancen, men ministeriet afslog at indsætte nye navne, omend ikke at slette.33 Formentlig har ministeriet handlet ret: Enhver håndplukning, også med et anerkendt ordentligt formål, vil af den indklagede kunne opleves som et forsøg på at lede rettens afgørelse i en bestemt retning. Hvis den første sag ikke havde omhandlet et yderligående dåbssyn, men flirten med reinkarnation – hvilket ikke ville have været en overraskelse – og en af de personligt (gen)indsatte højrefløjsdommere var blevet placeret øverst i den sluttelige lodtrækning og således kommet i virksomhed, havde det været en processuelt betænkelig situation. Sletningen af 12 navne er ubetænkelig, da den blot er en konsekvens af ACs (Præsteforeningens) vetoret.

Den sluttelige placering i nummerordning er foretaget i landsretterne uden for ministeriets régie og svarer helt til praksis for lægdommere i den egentlige straffeproces.

At listen er hemmelig, svarer også til praksis i almindelige straffesager. Advokaten og indklagede har alene interesse i at vide, hvem der udtages, for eventuelt at gøre personlig inhabilitet gældende, men da indklagede ikke har ret til at botanisere ned ad listen for at finde frem til de dommere, hvis synspunkter er nærmest hans egne, har han ingen anerkendelsesværdig interesse i at vide, hvem der ikke kommer i betragtning. Hemmeligholdelsen forhindrer i øvrigt ikke de udtagne dommere i at afsløre, at de selv er på listen.

At lovens tekst muliggør en mindre acceptabel og muligt konventionsstridig håndplukning af sagkyndige dommere, er uden betydning, idet det er fast praksis i konventionsorganerne, at ikke lovgivningen, men den konkrete sag bedømmes.34 At endelig den betryggende fremgangsmåde ved udpegningen af sagkyndige meddommere først er kommet for dagen, efter at ordningen er blevet kritiseret, gør hjemvisningspåstanden og den offentlige kritik forståelig, men ikke berettiget.

Jeg finder det herefter klart, at dommersammensætningen og -udpegningen i præsteretten ikke strider imod Den europæiske Menneskerettighedskonvention.

Ex tuto tilføjes, at ingen andre forhold blot tilnærmelsesvis skaber tvivl om uafhængigheden. Dommerne udpeges personligt, de står ikke i underordnelsesforhold til den udpegende myndighed, og de fungerer i en passende lang periode.

Modsat den fremførte kritik, hvorefter der ved udvælgelsen er tilsigtet en ensartethed, som skulle sikre domfældelse af afvigere, kunne det med større ret hævdes,35 at den faglige uenighed mellem teologer generelt er større end blandt jurister, og at fagskønnet aldrig kan have den samme klare karakter som f.eks. hos sagkyndige meddommere i Sø- og Handelsretten. Lodtrækningstilfældigheden, som oven i købet har den raffinerede krølle på halen, at Østre og Vestre Landsret trækker lod hver for sig på den samme liste med forskellig placering øst og vest for Lille Bælt til følge, skaber derfor en reel risiko for usikkerhed og manglende forudsigelighed.

Synspunktet har meget for sig og taler afgørende for, at kun de præsumptivt allersikreste sager rejses, ligesom det må indgå i overvejelserne om, hvorvidt lovens løsning er den ideelle. Men at denne indbyggede usikkerhed ikke skaber konventionsbrud, synes sikkert.

Mere teologisk begrundede forslag til ændringer, særlig Theodor Jørgensens tanke om et lærenævn med repræsentation af biskopper, præster og menighedsråd til afgørelse af lærespørgsmålet og udpegningen af sagkyndige meddommere til præsteretten, som herefter alene ville have til opgave at afgøre det disciplinære spørgsmål,36 kan have meget for sig – det er i øvrigt løsningen i Norge, hvor de almindelige domstole dog i mere end hundrede år har virket uden sagkyndige meddommere – men berører naturligvis ikke spørgsmålet om konventionsstridighed.

Forslag om at lade parterne udpege een meddommer hver må afvises. Hvis en med hensyn til væsentlige dele af sagsgenstanden mindre kyndig dommer skal have udbytte af de sagkyndige meddommere, må han kunne stole på, at de er neutrale og ikke partsrepræsentanter. Derimod fortjener Gammeltoft-Hansens forslag om nøjere retningslinier for udpegningen, »f.eks. at mindst en af fagdommerne skal være i gejstligt embede, eller at begge fagdommere ikke må have erklæret tilhørsforhold til samme kirkelige retning kombineret med, at udtagelsen sker ved retsformandens foranstaltning«,37 overvejelse, særlig det midterste, at de to meddommere ikke må have erklæret (min udhævning) tilhørsforhold til samme kirkelige retning. Jeg hælder dog til at foretrække den gældende tilfældighedsordning. Ganske vist udpeger som af Gammeltoft-Hansen fremhævet retsformanden i Sø- og Handelsretten de fagkyndige meddommere, Rpl. § 94, men på grundlag af ganske præcis etikettering af de pågældende og med anvisning om paritet mellem relevante interessegrupper. En tilsvarende klarhed kan ikke nås for meddommerne i præsteretten; de kirkelige retninger er ikke så udprægede, bortset fra direkte medlemskab, at emnerne kan sættes i bås som i Holm-sagen med et (grundtv.) eller (Indre Mission) efter navnet. Og frem for alt: Retsformandens udpegning ville let blive tilfældig og muligt blive mødt med indsigelser og hjemvisningspåstand.

Nej, det eneste reelle våben i den anklagedes hånd må være inhabilitetsindsigelsen. Det er åbenbart, at præstens egen foresatte provst eller biskop altid vil være inhabil – det plettede de gamle provsteretter, at netop disse autoriteter var anførte som dommere i første eller anden instans, således at der ikke var nogen sag uden sættedommer – tillige med andre, som har beskæftiget sig med sagen.

Det springende punkt er holdninger og opfattelser, NB i det ydre tilkendegivne opfattelser, typisk på grundlag af forfatter- eller foredragsvirksomhed eller medlemskab af foreninger med udtalt farve. Da en dommers teoretiske eller holdningsmæssige interesse i en sag ikke kan siges at gøre ham »interesseret i dens udfald«, Rpl. § 60, må spørgsmålet løses gennem generalklausulen i § 61, »omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed«, der via § 66 også er gjort anvendelig på sagkyndige meddommere. Den traditionelle løsning må vel stadig anerkendes, nemlig at dommerens generelle forfattervirksomhed ikke skaber inhabilitet, ej heller selvom han i f.eks. en tidsskriftsartikel har taget stilling til retlige – her også teologiske – tvivlsspørgsmål af betydning for den nu foreliggende sag,38 modsat udtalelser med stillingtagen til den konkrete sag. En part skal ikke ved at grave ned i gamle skrifter eller prædikener kunne påberåbe sig inhabilitet i den nu foreliggende sag. Tidligere markante udtalelser om den indklagedes person, særlig i forbindelse med synspunkter eller handlinger inden for det samme område som nu relevant, kan også efter en helhedsbedømmelse skabe inhabilitet. Kun i ekstreme tilfælde som i den i kap. IV refererede Holm-sag, kan medlemskab af foreninger m.v. komme på tale som inhabilitetsbegrundende faktor.

Inhabilitetsindsigelsen må ikke forveksles med udskydning, som ikke bør komme på tale. Den indklagede præst må ikke kunne udskyde en befrygtet retningsmodstander i håb om en venligere mand på næste nummer. Udspørgning af meddommere for at afprøve deres partiskhed svarende til praksis i amerikanske nævningesager må også udelukkes.39

VI. Andre konventionsspørgsmål i forhold til Præsteretten

Under sin klage til Strasbourg i anledning af dåbsvægringssagen fra 1976, jfr. kap. I, gjorde præsten gældende, at nægtelsen af at lade hans sag påkende af enten en dømmende provsteret eller i strafferetten med herpå følgende administrativ afskedigelse stred imod hans ret efter Konventionens art. 6, stk. 1, til en retfærdig og offentlig rettergang.

Kommissionen afviste klagen40 med bemærkning, at art. 6 ikke var anvendelig, idet konventionens opregning af spørgsmål, der skabte krav om en retssag, »en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse«, efter fast praksis udelukkede spørgsmålet om adgang til eller afskedigelse fra offentlig tjeneste. Denne praksis må stadig anses at være gældende,41 jfr. også den nedenfor omtalte Karlsson-sag.

Det er derfor åbenbart, at en rent administrativ afskedigelse i Snedsted-sagen ikke havde kunnet indbringes for menneskerettighedsorganerne. Spørgsmålet kan derfor rejses, om det samme gælder sagens behandling for præsteretten, således at en klage til Strasbourg kunne forventes afvist uden videre – og således at Vestre Landsret ikke skulle inddrage konventionen under den fortsatte behandling.

Jeg finder dog, at denne løsning er for let: Selvom lov om gejstlige læresager betegner sagerne som disciplinærsager, skaber den en domstol og pålægger denne at anvende strafferetsplejens regler, og dermed har man lagt sig blot for en bedømmelse i konventionsorganerne.

Situationen kan muligt sammenlignes med den svenske Ekbatani-dom,42 hvor skriftlig ankebehandling i en meget lille politisag ansås som konventionskrænkelse med afvisning af den svenske regerings modargument, at da man uden konventionsbrud kunne have udelukket appel helt i en sådan bagatelsag, måtte en reduceret ankebehandling accepteres som det mindre i det mere. Synspunktet – selvom det ikke siges rent ud i dommens tekst – kan siges at være, at når staten har valgt at tillade appel, skal denne opfylde konventionens mindstekrav.

Afgørelsen er truffet med snævert flertal (10-6) og er ikke fulgt helhjertet i senere sager, ligeledes svenske,43 men er aldrig direkte tilsidesat.

Derimod er jeg sikker på, at sagernes etikettering som disciplinærsager med mulighed for alene at anvende disciplinærstraf medfører, at der ikke kan stilles krav om anerkendelse af uskyldsformodningen, jfr. art. 6 stk. 2.

Både Gammeltoft-Hansen44 og jeg45 har udtalt en vis kritik af, at en indklaget præst, som trues med tjenestemandssag eller administrativ afskedigelse, ikke har en selvstændig ret til at kræve gejstlig læresag indledt – kombineret med en ret for Kirkeministeriet til at forlange afvisning uden realitetsprøvelse – men det følger af det umiddelbart foregående, at denne manglende ubetingede adgang til domstolsbehandling ikke kan gøres gældende for menneskeretsorganerne i Strasbourg.

*

Klagerens andet hovedargument i 1976 var en påberåbelse af konventionens art. 9, som sikrer religionsfrihed for »enhver«, idet han gjorde gældende, at da hans dåbspraksls grundedes i hans stærke religiøse overbevisning, krænkede Kirkeministeriet art. 9.

Kommissionen afviste også denne del af klagen og udtalte, at et organiseret trossamfund er beskyttet udadtil gennem medlemmernes rettigheder efter art. 9, men er berettiget til at håndhæve uniformitet indadtil. Præsterne i en statskirke er ansatte med henblik på dyrkelse af en bestemt religion. Deres religionsfrihed udøves i det øjeblik, hvor de lader sig ansætte i kirken, og medens de er ansatte, består deres religionsfrihed i deres ret til at forlade kirken. Statskirkens styrende organer begår derfor ikke konventionsbrud ved at meddele præsten pålæg eller ved at afskedige ham i tilfælde af manglende opfyldelse af dem.

Afgørelsen er fulgt op i 1988 i Karlsson-sagen,46 hvor en svensk præst af Lunds domkapitel erklæredes uegnet til ansættelse i et pastorat med mere end een præst på grund af sin modvilje mod at samarbejde med kvindelige præster. Hans klage til Strasbourg afvistes med stort set samme begrundelse som i sagen fra 1976: Hans religionsfrihed udtømtes med hans ret til at forlade kirken, og konventionen sikrer ikke ret til ansættelse i offentlig tjeneste.

En eventuel klage i Snedsted-sagen støttet på konventionens art. 9 synes således ikke at have reelle muligheder.

Noter

   Min hjerteligste tak for materlaler og oplysninger til dommer Knud S. Lund, retten i Thisted, souschef Aase Garvin, Kirkeministeriet, og Det danske Center for Menneskerettigheder.

1.   Jeg har til dette afsnit benyttet Jens Ulf Jørgensen: Hovedpunkter af den kirkelige retsplejes udvikling i Danmark fra middelalderen frem til det 20. århundrede. Præsteforeningens Blad 1993, p. 1061 ff. (også i Kirkeretsantologi 1994).

2.   Udkast til Lov om Rettergangsmaaden i Straffesager med Motiver. Kristiania 1886. Specielle Motiver pag. 1.

3.   Om udviklingen i det 20. århundrede særlig Jørgen Stenbæk: Provsteretsinstitutionen in memoriam (i festskriftet Ordet, kirken og kulturen), 1992.

4.   Betænkning nr. 1182/1989 angående ansættelse i stillinger i folkekirken m.m., p. 65 ff.

5.   Praksis er beskrevet af A. Bach: Om retsplejen i gejstlige sager. UfR 1951 B p. 251 ff. Garde: Tanker omkring provsteretterne. Fønix 1987, p. 274 ff.

6.   Ernst Andersen: Begrundelsen for Højesterets frifindelse af Arboe Rasmussen, UfR 1993 B p. 80 ff., oplyser på grundlag af voteringsprotokollerne, at et stort mindretal på 5 dommere ville frifinde allerede af objektive grunde. Samme i UfR 1987 B p. 133 ff.

7.   Jens Ulf Jørgensen: Kirkeretten i Danske Lov, i Festskrift Danske og Norske Lov 300 år, 1983, p. 447 ff. v.p. 483.

8.   Folketingets ombudsmands beretning (FOB) for året 1975, p. 268 ff.

9.   FOB 1976, p. 115 ff.

10. Op.cit. (note 4) p. 74 ff.

11. Udkast til lov om domstolsbehandling af gejstlige læresager, 1991.

12. Ibidem, p. 32 ff.

13. L 183/1991-92.

14. Folketingstidende, Folketingets forhandlinger, sp. 6019.

15. Folketingets Kirkeudvalgs sp. 5 med Kirkeministeriets svar.

16. Sammes spm. 7 med svar. Som note 4, p. 77.

17. Således min egen, i 1935 trykte Børnebibel.

18. Lone Fatum (vidne for indklagede): En præstesag og dens perspektiver, Teolinformation 14. september 1996, p. 22 ff., »dåben fører ind i gudsforholdet«, derfor »til«.

19. Ifølge D.L. 2-1-1 – aldrig ophævet og gennem Grundlovens § 4 formentlig udstyret med forfatningsmæssig kraft – Bibelen, de tre oldkirkellge symboler samt den Augsburgske Confession og Luthers Lille Katekismus.

20. H. Gammeltoft-Hansen: Forkyndelsesfrihed – i retlig belysning, 1984 p. 16, med citat af Roesen.

21. Kirkeret, Almindelig del, 1993, p. 86 med henvisn.

22. Som note 4, p. 77. Ibidem p. 54 om Kirkeministeriets skrivelse af 2. marts 1987 om afskedigelse efter en provsteretssag – samme sag som omtalt af Garde, jfr. note 5 – der afdækkede både tjenestefejl, som ikke i sig selv kunne medføre afskedigelse, og andre forhold; en udløber af sagen UfR 1995, 621 H. Jfr. uden for Folkekirkens område særlig UfR 1986, 791 H.

23. Eva Smith og Tyge Trier nærmest for at antage en mulighed for konventionsbrud, jeg imod.

24.  Campbell & Fell-dommen, serie A nr. 80/1984 afsnit 79 f.

25. De to svenske sager Langborger, serie A nr. 155/1989 afsnit 32, og Holm, serie A nr. 279 A/1993, afsnit 30.

26.  Serie A nr. 22/1977.

27. Serie A nr. 84/1984. De vigtigste afsnit er nr. 21-24 og 39-42.

28.  Serie A nr. 155/1989, afsnit 35.

29.  Serie A nr. 279 A/1993, afsnit 31-33.

30. Le Compte, Van Leuven & De Meyere, serie A nr. 43/1980, samt Albert & Le Compte, serie A nr. 58/1982.

31. I samme retning Lorenzen m.fl.: Den europæiske Menneskeretskonvention kommenteret, 1994, p. 174.

32. F.eks. instar omnium Albert & le Compte (note 30), afsnit 32.

33. Mundtligt bekræftet over for mig af et bestyrelsesmedlem i præsteforeningen.

34. Lorenzen m.fl. op.cit. (note 31), p. 144 f.

35. Således ved det tidligere nævnte seminar sognepræst Kristine Krogh Pedersen og Præstehøjskolens rektor Niels Thomsen (den indklagede præsts andet vidne).

36. Autoritet og norm – teologisk og juridisk belyst – med særligt henblik på det kirkelige embede. Dansk Kirkeliv 1992/93 p. 51 ff. (Kirkeretsantologi 1994 p. 191 ff. v.p. 197 ff.).

37. Nogle bemærkninger om forholdet mellem den almindelige og den gejstlige retspleje. Præsteforeningens Blad 40/1993, p. 811 ff. (Kirkeretsantologi 1994 p. 174 ff. v.p. 183).

38. Gomard: Civilprocessen (3.udg.), 1990, p. 126.

39. Garde: Om nævninger med særligt henblik på den norske reform. UfR 1994 B p. 119 ff. v.p. 120 med henv.

40  Sag nr. 7374/1976, Decisions and Reports bd. 5 p. 157 ff.

41. Lorenzen m.fl. op.cit. (note 31), p. 188.

42. Serie A nr. 134/1988, afsnit 26 og 32 f.

43. Serie A nr. 212 B/1991, Andersson, og 212 C/1991, Fejde. Garde: Retfærdig rettergang set fra Strasbourg, Bergen og Hillerød. TfR 1996, p. 358 ff. v.p. 361.

44. Op.cit. (note 37), p. 178 f.

45. Anmeldelse af Espersen (note 21). Kirkeretsantologi 1994, p. 324 ff. v.p. 329 f.

46. Sag nr. 12356/1986, Decisions and Reports bd. 57, p. 172 ff.