Danmarks medlemskab af FN’s Menneskerettighedskommission (5.1996 side 235)


Tyge Lehmann, ambassadør

 

Danmark er blevet indvalgt i FN's Menneskerettighedskommission for en periode af 3 år, 1996-98. I den anledning skriver ambassadør Tyge Lehmann, der er Danmarks repræsentant i Kommissionen, om oplevelser og erfaringer fra Kommissionens 52. mødesamling i marts-april d.å., hvor Danmark for første gang deltog som fuldgyldigt medlem med stemmeret og ansvar for de trufne beslutninger.

Indledning

Med virkning fra 1. januar i år og indtil 31. december 1998 er Danmark indvalgt i FN’s Menneskerettighedskommission. De nordiske lande har gennem årene søgt at fastholde en nordisk plads i kommissionen, der i dag tæller 53 medlemmer ud af FN’s samlede medlemskreds på 185 stater; og hidtil er det lykkedes. Danmark har afløst Finland, der var medlem i perioden 1993-95.

Menneskerettighedskommissionen er en af de såkaldte funktionelle kommissioner under Det Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC); blandt andre sådanne kommissioner kan nævnes Socialkommissionen, Kvindekommissionen, Befolkningskommissionen og Narkotikakommissionen.

I Menneskerettighedskommissionen samles alle FN’s bestræbelser til fremme af respekten for menneskerettighederne på globalt plan. Kommissionen rapporterer til ECOSOC, men den substantielle behandling af kommissionens virksomhed foretages ikke i rådet. ECOSOC skal imidlertid autorisere forslag fra kommissionen om udpegelse af særlige rapportører, afholdelse af intersessionelle arbejdsmøder m.fl. udgiftskrævende forslag. Kommissionens årlige rapport ledsaget af ECOSOCs godkendelse forelægges herefter den årlige FN-Generalforsamling (september-december), hvor menneskerettighedsspørgsmålene drøftes i Generalforsamlingens 3. udvalg. Disse drøftelser har en substantiel karakter, og beslutninger vedtaget i Menneskerettighedskommissionen vil ikke nødvendigvis blive endosseret af Generalforsamlingen.

Generalforsamlingens beslutninger vil på sin side ofte indeholde henstillinger til kommissionen om at give prioritet til et bestemt emne, udpege en særlig rapportør for et land, hvor menneskerettighedssituationen er kritisk etc. Resultatet af Generalforsamlingens drøftelser foreligger i december måned, hvilket giver ca. 2 måneders forberedelse til Menneskerettighedskommissionens årlige mødesamling, der normalt finder sted i marts-april i Genève for en periode på 6 uger. ECOSOCs stillingtagen til kommissionens arbejde finder sted på rådets sommersamling i juli måned.

Som det vil ses, er menneskerettighedsspørgsmålene i det globale regi på denne måde undergivet en næsten kontinuerlig behandling, hvortil kommer det ganske omfattende intersessionelle arbejde i Menneskerettighedskommissionens mange arbejds- og ekspertgrupper. Til at bistå kommissionen i dens arbejde vedrørende beskyttelse af mindretal og forhindring af diskrimination har kommissionen en fast underkommission bestående af 26 uafhængige eksperter. Denne kommission mødes en gang om året i august måned. De nordiske lande er p.t. repræsenteret i underkommissionen ved den norske menneskerettighedsekspert Asbjørn Eide.

Historik

Menneskerettighedskommissionen blev oprettet i 1946 og har gennem det meste af sin levetid primært været koncentreret om udarbejdelse af de grundlæggende normer, som staterne skal iagttage til beskyttelse af det enkelte menneskes udfoldelsesmuligheder. Her må først og fremmest nævnes verdenserklæringen om menneskerettighederne af 10. december 1948, hvori for første gang både de borgerlige og politiske såvel som de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder er sammenskrevet og sidestillet i et og samme dokument. Kommissionens næste store opgave blev at udmønte verdenserklæringens bestemmelser i retlig bindende form, hvilket skete med vedtagelsen i 1966 af FN-konventionerne om henholdsvis borgerlige og politiske og økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Andre markante traktater på menneskerettighedsområdet, som kommissionen har været ophavsmand til, er konventionen om forbud mod racediskrimination (1965), torturkonventionen (1984) og børnekonventionen (1989). Sammen med de mange andre juridiske instrumenter på menneskerettighedsområdet, som har set dagens lys siden FN’s oprettelse i 1945,1 er det næppe for meget at sige, at det i dag ikke er normer, vi mangler, men – som sædvanlig – staternes faktiske overholdelse af disse normer. »From law to action« er kodeordene i disse år. Aviser og tv er jo næsten hver dag fyldt af historier og billeder om krænkelser af menneskerettighederne overalt i verden. Og det er ikke fordi staterne ikke er bekendt med de regelsæt, der gælder på dette område, men fordi det folkeretlige retssystem selv på sit nuværende stade ikke er i besiddelse af det tilstrækkelige magtapparat til at kunne forhindre de mange krænkelser af selv grundlæggende menneskeretlige normer gældende for fredstid såvel som under væbnede konflikter.2

Forslag om etablering af en verdensdomstol til behandling af klager over staternes påståede overgreb på menneskerettighederne blev fremført på FN’s 2. verdenskonference om menneskerettigheder, Wien 1993, men uden succes. På det globale plan koncentrerer interessen sig derfor om de forskellige mekanismer, der er etableret i tilknytning til arbejdet i FN’s Menneskerettighedskommission med sigte på at overvåge staternes overholdelse af menneskerettighederne, i første række særlige rapportører for udvalgte temaer og lande. Men disse mekanismer giver desværre ikke det enkelte individ eller kollektivitet mulighed for at bringe klager frem til endelig og bindende afgørelse for staterne. I regional sammenhæng kender vi den effektive retlige procedure til behandling af klager på menneskerettighedsområdet under den europæiske menneskerettighedskonvention (1950) og den amerikanske menneskerettighedskonvention (1969). Disse regioner kan med rette være stolte over at have accepteret det enkelte individs ret til selv at føre sin sag om påståede krænkelser af menneskerettigheder mod sin egen eller andre medlemsstater for et internationalt forum. Det er jo individet selv, der bedst ved, hvor skoen trykker, og de mange tusinde sager, som har været til behandling i disse regionale fora vidner om styrken i et sådant klagesystem. Tanken om, at staten accepterer at lade sig underkaste en uafhængig international kontrol, bryder afgørende med traditionelle suverænitetsbetragtninger, hvorefter staten alene afgør, hvorledes forholdet mellem borgerne og myndighederne i staten skal reguleres. I Europa og i Latinamerika har staterne accepteret denne begrænsning i deres suverænitet, hvorimod Afrika og især Asien fortsat viger tilbage for en sådan international retlig kontrol.

FN’s Højkommissær for menneskerettigheder

Medens det i Wien ikke lykkedes at få etableret en verdensdomstol for menneskerettigheder, lykkedes det at anbefale FN’s Generalforsamling at etablere en stilling som Højkommissær for menneskerettigheder. På Generalforsamlingens 48. session samme efterår vedtoges det enstemmigt at oprette en stilling som Højkommissær for menneskerettigheder (resolution 48/141 af 20. december 1993). Som den første Højkommissær er udpeget Ecuadors tidligere udenrigsminister, ambassadør José Ayala Lasso. Det er endnu for tidligt at vurdere, hvor effektivt dette embede vil blive; men Højkommissærens mandat, som indeholdt i ovennævnte resolution, giver ham (eller hende) gode muligheder for at etablere en dialog med regeringerne om beskyttelse af menneskerettighederne i de enkelte medlemslande. Den centrale operative bestemmelse i resolutionen (operative 4) er optrykt som bilag 1.

Heraf vil det ses, at mandatet giver Højkommissæren myndighed til at gå ind i konkrete sager og situationer om krænkelser af menneskerettighederne overalt i verden – litra (f) og (g) – og ledsage sin aktion med tilbud om teknisk og økonomisk bistand – litra (d) – og forslag til, hvorledes samarbejdet/kontrollen kan gøres mere effektivt med henblik på at hindre gentagelser – litra (j) – fx ved at Højkommissæren etablerer et kontor i området eller på anden måde sikrer en FN-tilstedeværelse evt. gennem udsendelse af observatører.

Højkommissæren afgiver en årlig rapport til FN’s Generalforsamling om sin virksomhed. Denne rapport udgør tillige et væsentligt referencedokument under Menneskerettighedskommissionens årlige drøftelser. Det er Højkommissærens eget indtryk, at staterne allerede har vist betydelig imødekommenhed med hensyn til at samarbejde med Højkommissæren, og man må håbe, at dennes autoritet langsomt kan bygges op til et niveau, der svarer til FN’s Flygtningehøjkommissær – eller til de nationale ombudsmandsinstitutioner. Det har altid været et dansk ønske at se en sådan stilling etableret; men den kolde krig satte en effektiv stopper for realiseringen af et sådant initiativ. Med murens fald i 1989 banedes vejen for, at der også på dette område kunne ske et gennembrud i de internationale bestræbelser for at skabe en ny verdensorden. Foruden Højkommissæren for menneskerettigheder, som repræsenterer et væsentligt bidrag til at effektivisere gennemførelsen af menneskerettigheder i praksis – fra ord til handling – har Menneskerettighedskommissionen gennem de seneste år opbygget sine egne implementeringsmekanismer i form af udpegelse af en række særlige rapportører vedrørende henholdsvis tematiske emner (racisme, tortur, ytringsfrihed, vold mod kvinder, domsmagtens uafhængighed m.fl.) og landesituationer (Burma, Irak, Iran, Cuba, Burundi, Sudan m.fl.).

Danske mærkesager

Dagsordenen for kommissionens årlige mødesamlinger spænder over en bred vifte af tematiske emner såvel som konkrete menneskerettighedssituationer i en række lande.

Regeringen har i forbindelse med medlemskabet identificeret følgende danske mærkesager:

Kampen mod tortur

Forbudet mod tortur er indeholdt i en række FN-konventioner og i verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948. Der er samtidig tale om en menneskerettighed, som overtrædes i stort omfang og i mange lande.

I den danske befolkning er forbudet mod tortur måske den mest velkendte og anerkendte menneskerettighed. Hertil kommer, at det danske Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre (RCT) besidder en betydelig ekspertise og har opnået stor international anerkendelse for sit arbejde.

Oprindelige folks rettigheder

Danmark har en særlig indfaldsvinkel til dette emne på grund af Danmarks og Grønlands gode erfaringer med hjemmestyreordningen. Denne ordning er et af de mest vellykkede eksempler på et oprindeligt folks mulighed for at få indflydelse på egne anliggender. Fra dansk og grønlandsk side vil man gerne bidrage til, at disse positive erfaringer kan hjælpe andre lande og andre oprindelige folk til fredeligt og konstruktivt samarbejde til gavn for alle parter.

Retten til udvikling

På verdenskonferencen om menneskerettigheder i Wien i 1993 blev retten til udvikling for første gang universelt anerkendt som en menneskerettighed. Denne rettighed er imidlertid endnu ikke særligt præcist defineret.

Danmarks dybe engagement i såvel menneskerettigheds- som udviklingsspørgsmål taler for, at vi arbejder for at sikre, at retten til udvikling gives en afbalanceret udformning, således at den ses i sammenhæng med en demokratisk udvikling og med overholdelse af såvel borgerlige og politiske som økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Manglende udvikling må under ingen omstændigheder kunne gøres til en undskyldning for ikke at leve op til de nævnte menneskerettigheder.

Styrkelse af Højkommissæren for menneskerettigheder

Højkommissæren for menneskerettigheder har iværksat en reformproces i anerkendelse af, at der er behov for en økonomisk, organisatorisk og ledelsesmæssig styrkelse af FN’s Menneskerettighedscenter. Fra dansk side støttes reformbestræbelserne, så Højkommissærembedet kan blive så effektivt som muligt.

*

Efter afholdelsen af kommissionens 52. mødesamling i Genève 18. marts – 26. april 1996, hvori Danmark deltog som fuldt medlem, dvs. med stemmeret og medansvar for de trufne beslutninger, kan situationen omkring de danske mærkesager i korthed resumeres som følger:

– I spørgsmålet om oprindelige folk opnåedes en klar gevinst derved, at det lykkedes at få emnet placeret som et selvstændigt punkt på kommissionens dagsorden. Det lyder måske ikke af så meget, men det var en sej proces at få dette resultat bragt i hus. Når spørgsmålet gav anledning til så megen kontrovers, skyldes det, dels at kommissionens dagsorden repræsenterer en stadig kamp mellem staterne om at få egne favoritområder og prioriteringer reflekteret i dagsordenen. Danmark fik at vide, at det ville være som at åbne en »Pandoras æske«, hvis vi insisterede på vores forslag; dels at forslaget af mange stater, især de asiatiske, betragtes som yderst kontroversielt, idet de med rette eller urette ser en trussel mod deres egen stats territoriale integritet ved at fremme oprindelige folks rettigheder, herunder retten til selvbestemmelse. Sådan ser Danmark som bekendt ikke på det. Vi mener, at den danske model med Grønlands Hjemmestyre netop kan tjene som inspiration for andre lande til at finde lignende ordninger, der hviler på gensidig respekt og forståelse. Det splitter ikke en stat, det styrker den. Nu, hvor emnet har fået sit eget dagsordenspunkt, giver det Danmark bedre muligheder for at fremme denne sag over de næste to år. Vigtigst er nok arbejdet med at etablere et permanent forum for oprindelige folk inden for FN-systemet. Udarbejdelse af en deklaration om oprindelige folks rettigheder er en anden vægtig opgave, men en længerevarende proces, som må forventes at række ud over vores medlemskab.

– På torturområdet blev der ikke rykket væsentligt ved den eksisterende situation. Danmark stod for udarbejdelse af den brede resolution om torturspørgsmålene, som det på ny lykkedes at få vedtaget med konsensus. Men det overvejes, om der er nye realistiske initiativer, vi fra dansk side kan tage for at fremme målsætningen om at eliminere tortur inden for en overskuelig fremtid.

– Retten til udvikling fik et konstruktivt forløb derved, at det lykkedes at opnå konsensus om en resolution, der viderefører analysen af denne rettighed med henblik på at opstille strategier for realisering af retten til udvikling. Det videre arbejde skal foregå i en regeringsekspertgruppe bestående af 10 personer. Fra vestlig side forventes Frankrig og Finland at udpege eksperter til dette arbejde.

– En positiv udvikling under dette års mødesamling var beslutningen om, at Højkommissæren etablerer et kontor i Colombia til at bistå regeringen i dens bestræbelser på at fremme en troværdig menneskerettighedspolitik samt rapportere tilbage til Genève om krænkelser af menneskerettighederne. Flere sådanne kontorer vil kunne være egnede til i visse tilfælde at synliggøre en international tilstedeværelse i områder, hvor der sker systematiske overgreb på menneskerettighederne.

Stemningsbilleder fra kommissionssamlingen

I det følgende gengives nogle situationer fra forløbet af den 52. mødesamling, hvoraf det vil ses, at det er så som så med den retlige argumentation i de aktuelle drøftelser af menneskerettighedssituationen på globalt niveau, selvom de retlige instrumenter selvsagt udgør den grundlæggende referenceramme, inden for hvilken menneskerettighederne og de fundamentale frihedsrettigheder skal fremmes og respekteres. I deklarationen og handlingsprogrammet fra Wienkonferencen i 1993 er trådene samlet siden vedtagelsen af verdenserklæringen i 1948. Wiendokumentet er som politisk dokument den vigtigste referenceramme for den videre globale udvikling på menneskerettighedsområdet.

I debatten om de enkelte emner deltager foruden de 53 medlemsstater, der har stemmeretten, tillige ca. 75 stater som observatører samt omkring 150 frivillige organisationer (NGO’er). Debatterne er livlige med mange divergerende synspunkter ikke blot staterne imellem, men nok så meget mellem NGO’erne og staterne, hvor især repræsentanterne fra de frivillige organisationer har en forfriskende ligefrem måde at fremføre deres synspunkter på.

(1)    FN’s Generalsekretær var til stede ved åbningen af kommissionssamlingen, hvilket selvsagt var med til at understrege betydningen af Menneskerettighedskommissionen som det centrale FN-organ til behandling af menneskerettighedsspørgsmål i alle deres aspekter. Generalsekretæren fremhævede i sit indlæg først og fremmest det betydningsfulde arbejde på menneskerettighedsområdet, som FN har udført siden sin oprettelse, og som bl.a. har resulteret i en række grundlæggende konventioner på området. Generalsekretæren fremhævede desuden de mange interne væbnede konflikter, som verden er vidne til i disse år, og appellerede til staterne om at yde en særlig indsats til løsning af disse konflikter. Generalsekretæren understregede i den forbindelse betydningen af forebyggende diplomati. Afslutningsvis påpegede han den helt afgørende betydning, som demokratiudviklingen har for menneskerettighedernes overholdelse.

(2)    I forbindelse med drøftelserne af kommissionens dagsorden og tilrettelæggelsen af arbejdet fremkom en række af de asiatiske medlemmer af kommissionen, Kina, Indien, Pakistan, Bangladesh, Sri Lanka og Indonesien, med indlæg, der slog til lyd for, at kommissionen burde undgå politisk konfrontation og i stedet koncentrere sig om dialog og samarbejde samt sikre, at vedtagelser sker med konsensus. Især Kina langede kraftigt ud efter industrilandene, som blev anklaget for alene at benytte kommissionen som et politisk forum til at hænge udviklingslandene ud som de store krænkere af menneskerettighederne. Som om de udviklede lande ikke selv var skyld i alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, især vedrørende racisme, arbejdsløshed og politivold. Efter Kinas opfattelse befandt kommissionen sig ved en korsvej, hvor man enten fortsatte den politiske konfrontation, som ikke ville føre nogen vegne, eller man indledte et konstruktivt samarbejde, hvor ingen satte sig til dommer over andre.

De vestlige lande ønskede ikke at omdanne dagsordenspunktet vedrørende arbejdets tilrettelæggelse til en generaldebat om betydningen af en international kontrol med menneskerettighedernes overholdelse, men det påpegedes, at menneskerettighederne gælder for alle, og at krænkelser heraf er et legitimt anliggende for det internationale samfund at tage stilling til på en synlig måde.

Allerede på kommissionens første arbejdsdag fremkom de første politiske sammenstød. Det skete, da den svenske viceudenrigs- og udviklingsminister, Pierre Schori, og USA’s FN-ambassadør, Madeleine Albright, fik ordet som gæstetalere.

Den svenske minister langede tidligt i sit indlæg ud mod Kina, der blev anklaget for ikke at respektere grundlæggende frihedsrettigheder, for ikke at have noget uafhængigt retssystem, for overdreven anvendelse af dødsstraf samt for administrativ frihedsberøvelse af handicappede børn, især piger. Dette udfald affødte på stedet et »point of order« fra Kina, der dels protesterede mod det sagte, dels henstillede, at taleren afstod fra at omtale menneskerettighedssituationen i navngivne lande; der var afsat et særligt dagsordenspunkt (pkt. 10) til drøftelse af krænkelse af menneskerettighederne overalt i verden. Den svenske minister fortsatte herefter sit indlæg uanfægtet med særlig nævnelse af Nigeria, der uden held forsøgte at afbryde taleren med et nyt »point of order«.

USA’s FN-ambassadør lancerede i sit indlæg, der blev afgivet dagen efter det svenske indlæg, en stærk appel til støtte for de demokratiske kræfter i verden. Regeringer, der ikke er et resultat af befolkningens frit udtrykte vilje, bør i særlig grad have kommissionens opmærksomhed. I denne forbindelse nævntes i en indskudt sætning undertrykkelse af anderledes tænkende i Cuba, Kina, Burma, Nigeria, Irak, Sudan og Iran – uden at disse specifikke referencer affødte noget »point of order«, men de nævnte lande benyttede efterfølgende deres »right of reply« til i skarpe vendinger at protestere mod de faldne bemærkninger.

Senere under mødesamlingen talte den tyske udenrigsminister, Kinkel. I hans indlæg – der blev afgivet med meget engagement og modtaget med bred applaus – indgik en kritisk passus om den manglende substans i EU’s dialog med Kina og en bemærkning om det kinesiske folks ønske om frihed. Disse bemærkninger affødte et yderst skarpt gensvar fra Kina, der ikke fandt, at Tysklands nazistiske fortid berettigede til at optræde belærende over for andre, og at Tyskland hellere skulle feje for egen dør med hensyn til deres behandling af fremmede arbejdstagere, der befinder sig i Tyskland.

(3)    Debatten om krænkelser af menneskerettighederne overalt i verden – et tilbagevendende dagsordenspunkt under kommissionens mødesamlinger – førte, ikke uventet, til skarpe konfrontationer. Over for USA’s udsagn om, at åben debat og offentlig udstilling af alvorlige menneskerettighedskrænkelser for verdensopinionen er vejen frem til afhjælpning af disse krænkelser, stod Kinas holdning om, at dialog og samarbejde i mere fortrolige rammer er vejen til fremskridt. Kina gentog sit synspunkt om at Menneskerettighedskommissionen står ved en korsvej, hvor man må vælge mellem dialog eller konfrontation. Til understregning af dette synspunkt fremsatte Kina m.fl. asiatiske lande forslag om, at kommissionen fremover principielt træffer afgørelse alene med konsensus, hvorved fx ingen landeresolution kan vedtages uden samtykke fra det kritiserede land. (Det svarer til, at den tiltalte selv skulle være medlem af juryen!).

Et tilbagevendende tema under denne debat var desuden en anklage mod landene i Nord for kun at rette søgelyset mod Syd og dermed grave grøfterne dybere mellem Nord og Syd. Øst-Vest-konfrontationen er blevet afløst af en Nord-Syd-konfrontation, hævdes det. Anklagen får dog et noget anstrengt præg, når menneskerettighedskrænkelserne i Vesten søges gjort ligeværdige med de basale krænkelser, der hidrører fra autoritære regimer, der ikke respekterer retsstatens grundlæggende principper (»the rule of law«).

Kina fandt anledning til under debatten at oplyse, at man som led i en reform af retsvæsenet havde indført det straffeprocessuelle princip om, at en person anses for uskyldig, indtil det modsatte er bevist af den statslige anklagemyndighed. Bedre sent end aldrig, kan man sige.

Et uheldigt træk i kommissionens behandling af de forskellige landesituationer er det forhold, at de udpegede rapportører let lægger sig ud med det land, der er genstand for kritisk undersøgelse med det resultat, at rapportøren nægtes adgang til landet og må søge oplysningerne på anden hånd. Dette er fx tilfældet for Carl-Johan Groth (Sveriges ambassadør i København), der er rapportør for Cuba og den tidligere hollandske udenrigsminister Max van der Stoel, rapportør for Irak. Begge rapportører blev udsat for hadefulde angreb fra de berørte stater med beskyldninger om at støtte de oppositionelle kræfter mod de respektive regimer. Heldigvis afspejler disse angreb sig ikke i de vedtagne resolutioner. Rapportørernes rapporter lægges – med rette – til grund for kommissionens vedtagelser; ellers ville hele systemet med uafhængige rapportører, tematiske såvel som landeorienterede, blive undermineret. Situationen kan dog også være den modsatte, som det har været tilfældet i år med den nye rapportør for Iran (canadieren Maurice Capithorne), som har været yderst forsigtig, i sin indledende rapport, med at drage kritiske konklusioner vedrørende menneskerettighedssituationen i Iran. Dette vanskeliggjorde forhandlingerne om en skarp resolution vendt mod Iran baseret på den dokumentation, som i øvrigt foreligger om landet.

Som resultat af debatten tog kommissionen stilling til de fremlagte landeresolutioner. Størst spænding var der selvsagt om den af EU-landene og USA i månedsvis forhandlede tekst vedrørende Kina. Resolutionen var yderst afbalanceret med fremhævelse af en række positive tendenser på menneskerettighedsområdet, men pegede samtidig på de mange rapporter om krænkelser af menneskerettighederne særlig i relation til ytrings-, forsamlings-, forenings- og religionsfrihed samt kravene til en retfærdig rettergang. Resolutionen mundede ud i en anmodning til FN’s Generalsekretær om at fremlægge en rapport om menneskerettighedssituationen i Kina til kommissionens næste samling i 1997. Denne resolution nåede end ikke til afstemning, idet Kina i henhold til procedurereglerne fremsatte forslag om, at kommissionen ikke skulle tage stilling til resolutionsteksten – en såkaldt »no action motion«. Afstemningen, der skete ved navneopråb, vandt Kina med stemmerne 27 for, 20 imod og 6 afståelser. Rusland afstod (hvor man sidste år stemte imod), og de to nye østeuropæiske medlemmer af kommissionen, Ukraine og Belarus, stemte for! Forud for afstemningen udspandt der sig en længere proceduredebat, hvor foruden EU-formandskabet tillige Tyskland, Danmark og Holland argumenterede imod Kinas manøvre, der afskærer FN’s Menneskerettighedskommission fra at tage stilling til substansen i et fremlagt resolutionsforslag – ingen andre resolutionsforslag, tematiske eller landeorienterede, udsættes for en sådan afværgemanøvre.

Resolutionen mod Cuba blev vedtaget med stemmetallene: 20 – 5 (bl.a. Rusland) – 28. EU’s resolutionsforslag vedrørende Irak og Iran måtte begge vedtages ved afstemning, henholdsvis 30 – 0 – 21 og 24 – 7 – 20 (på ny skilte Europarådsmedlemmet Ukraine sig ud, denne gang ved at afstå).

Derimod lykkedes det uden afstemning at få vedtaget en resolution om Nigeria, der henstiller, at to af kommissionens tematiske rapportører om henholdsvis summariske henrettelser og domsmagtens uafhængighed besøger landet og rapporterer tilbage først til FN’s 51. generalforsamling og siden til kommissionens næste 53. samling.

Situationen i Ækvatorialguinea, det tidligere Jugoslavien, Myanmar, Zaire, Sudan, Afghanistan og Rwanda var genstand for konsensusvedtagelser.

På et mindre kritisk plan fremsattes »udtalelser af formanden« vedrørende Øst-Timor, Colombia, Liberia og Tjetjenien. Sidstnævnte udtalelse rummede betydelig kritik – og med rette – af Den Russiske Føderations fremfærd, men afbalanceredes gennem vedtagelse med konsensus af et russisk resolutionsforslag om gidseltagning.

(4)    Som optakt til kommissionens åbne møder om krænkelse af menneskerettighederne overalt i verden afholdtes i medfør af den såkaldte 1503-procedure (efter ECOSOC-resolution 1503 af 27. maj 1970) et lukket møde alene med deltagelse af kommissionens 53 medlemslande til fortrolig drøftelse af en række landesituationer, hvorom der foreligger klager – indgivet til FN’s Generalsekretær fra enkeltpersoner eller organisationer – som tegner et mønster af grove krænkelser af menneskerettighederne. De berørte lande talte Armenien/Azerbajdjan, Chad, Mali, Nepal, Saudi Arabien, Sierra Leone, Slovenien, Thailand og Uzbekistan. (Lande, der allerede er genstand for kritisk undersøgelse i de åbne møder eller er på vej hertil, inddrages ikke under 1503-proceduren). Det blev besluttet uden afstemning at holde situationen i Chad, Saudi Arabien, Sierra Leone og Uzbekistan under fortsat observation, medens de øvrige landesituationer blev fjernet fra dagsordenen. Desværre har 1503-proceduren ikke mange tænder; den virker alene i kraft af sin fortrolige dialog med de indklagede stater, men giver ikke mulighed for, at der træffes nogen bindende afgørelser til fordel for det enkelte individ eller kollektivitet. Den eneste »sanktion«, denne procedure åbner mulighed for, er – i tilfælde af fortsatte systematiske krænkelser – at bringe situationen op under den åbne debat med alt, hvad dette måtte indebære af konfrontation og afstemninger, på negativsiden, men samtidig synliggørelse og global pression, på plussiden.

(5)    På det tematiske område kan der foruden de allerede nævnte danske mærkesager være grund til at nævne følgende temaer.

Kvinder

Spørgsmålet om vold mod kvinder fik med rette stor opmærksomhed. Kommissionens rapportør, Ms. Coomaraswamy (Sri Lanka) introducerede sin rapport, hvis særlige tema var vold i hjemmet. Undersøgelserne tegnede et dystert billede af denne side af voldsproblemet, der ifølge rapportøren burde klassificeres og behandles som menneskerettighedskrænkelser og ikke blot som et strafferetligt spørgsmål inden for den nationale lovgivning. Rapportørens præsentation blev som noget ganske ekstraordinært mødt med spontane klapsalver. I et tillæg til rapporten har rapportøren adresseret spørgsmålet om seksuel udnyttelse af kvinder af den japanske besættelsesmagt under den anden verdenskrig (de såkaldte »Comfort Women«). Japan havde inden mødesamlingen kraftigt opponeret mod dette afsnit i rapporten, som man fandt var behæftet med faktuelle fejl såvel som urigtige juridiske ræsonnementer om Japans skyld og ansvar i dette spørgsmål. Fra NGO-side har der været massiv opbakning til rapportørens beretning også på dette punkt.

EU’s indlæg i debatten var bygget op omkring følgende fem ord: »Women’s rights are human rights«; indlægget støttede anbefalingerne fra Wienkonferencen og Beijingkonferencen om inddragelse af ligestilling og kvinders rettigheder i FN’s samlede aktiviteter, herunder ikke mindst i Menneskerettighedskommissionens arbejde.

Kommissionen vedtog med konsensus en resolution om vold mod kvinder og en resolution om integration af kvinders menneskerettigheder overalt i FN-systemet.

Racisme

På trods af at FN har indledt sin 3. dekade til bekæmpelse af racisme og racediskrimination (1994-2003) og det sydafrikanske apartheidsystem er afskaffet, er racismefænomenet stadigt stigende på verdensplan. Kommissionens særlige rapportør på dette område, hr. Glélé-Ahanhanzo (Benin), har inden for det sidste år aflagt besøg i Brasilien, Tyskland, Frankrig og Storbritannien med henblik på nærmere at kortlægge de nutidige former for racisme, fremmedhad og tilsvarende intolerante holdninger. I 1994 besøgtes USA. Problemet er yderst komplekst, men faktum: en stigende tendens i praksis til diskrimination over for fremmede især vandrende arbejdstagere er desværre klar; et forhold, som først og fremmest de arabiske lande og Tyrkiet ikke var sene til at påpege med særlig adresse til Europa. I EU’s indlæg blev der ikke lagt skjul på, at racismesituationen i Europa giver anledning til bekymring. Programmer til imødegåelse heraf er iværksat både inden for EU og i Europarådets regi. Rapportørens besøg i en række EU-lande viste desuden EU’s villighed til at acceptere en international kontrol på området, og man kunne fuldt ud støtte rapportørens plan om at aflægge tilsvarende besøg på de øvrige kontinenter. Indien slog til lyd for indkaldelse af en verdenskonference til drøftelse af det samlede problemkompleks.

Børn

EU’s indlæg om dette emne var koncentreret om de internationale bestræbelser til fremme og beskyttelse af børns rettigheder. Især kommenteredes anvendelse af børn i væbnede konflikter, salg af børn, børneprostitution og -pornografi, børns arbejdskraft, gadebørns situation samt den betydelige diskrimination, som piger udsættes for både i familien og i samfundet. Mange indlæg begrænsede sig dog til en lovprisning af den pågældende stats egen nationale indsats til fordel for landets børn.

En såkaldt omnibus-resolution omhandlende samtlige aspekter vedrørende børns vilkår blev fremlagt af EU og efterfølgende vedtaget med konsensus.

Menneskerettighedsforkæmpere

Debatten herom var fra vestlig side præget af en dyb frustration over, at arbejdsgruppen til udformning af en deklaration om beskyttelse af denne persongruppe, efter 12 års arbejde, endnu ikke havde løst sin opgave. EU opfordrede i sit indlæg til at gøre beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere til et højprioritetsområde. Ud fra et ønske om at få bedre indsigt i menneskerettighedsforkæmperes vilkår overalt i verden stillede EU herudover forslag om, at der fremover indgik et afsnit om menneskerettighedsforkæmpere i rapporteringen fra Menneskerettighedskommissionens særlige rapportører og eksperter.

Nogle særlige problemstillinger

En resolution om menneskerettigheder og terrorisme blev fremlagt af Tyrkiet og gav anledning til langvarige diskussioner mellem i første række Tyrkiet og de øvrige vestlige lande over en formulering i resolutionens operative del, hvor det siges, at terrorister gør sig skyldige i grove krænkelser af menneskerettighederne. Denne formulering støder an mod selve konceptet menneskerettigheder, der som bekendt i sin kerne angår relationen mellem myndighederne og den enkelte borger. Det er staten og dens udøvende organer, som de mange internationale menneskerettighedsinstrumenter retter sig imod og kræver, at staten respekterer en lang række grundrettigheder for det enkelte individ. Individernes indbyrdes relationer såsom vold og andre anslag mod en medborgers integritet behandles ikke som menneskerettighedskrænkelser, men som almindelige strafferetlige lovovertrædelser. En sammenblanding af disse begreber medvirker ikke til at fremme menneskerettighederne, men forplumrer debatten vedrørende henholdsvis bekæmpelse af international terrorisme og fremme af menneskerettighederne. Danmark var i givet fald rede til at begære separat afstemning om denne paragraf, hvilket fik Tyrkiet til at stryge den pågældende bestemmelse, således at resolutionen kunne vedtages med konsensus.

En anden delvis juridisk holmgang fandt sted over landeresolutionen om Iran, hvor der bl.a. udtrykkes alvorlig bekymring over den stadige anvendelse af dødsstraf i Iran i strid med bestemmelserne i FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder. Velvidende at dødsstraf ikke er forbudt i den humanitære folkeret, og at adskillige vestlige lande opererer med denne sanktionsmulighed, forsøgte Iran med stor energi at få formuleringen vendt til en bekræftelse af, at anvendelse af dødsstraf bør ske i overensstemmelse med de retsgarantier, der er indeholdt i FN-konventionen. Denne formulering ville gøre anvendelsen af dødsstraf til noget legitimt, hvilket ikke svarer til tendensen i den humanitære retsudvikling, hvor der så sent som i 1989 er vedtaget en tillægsprotokol (nr. 2) til FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder om afskaffelse af dødsstraf. De iranske bestræbelser viste sig forgæves.

Det af Kina m.fl. lande fremsatte forslag om at fastlåse kommissionens beslutningsproces på princippet om konsensus blev på trods af megen sabelraslen ikke presset til afstemning, men afløst af en udtalelse af formanden, der understregede behovet for dialog, åbenhed og ærlige forsøg på at opnå konsensus. At sætte et forslag om konsensus til afstemning ville jo også have været noget af en farce. Hertil kommer, at over 90% af dette års resolutioner og beslutninger, i alt ca. 125, rent faktisk blev vedtaget med konsensus. De fleste afstemningssituationer vedrører Israel og Mellemøsten, som ikke just kan siges at repræsentere en politisering fra vestlig side.

Netop dette spørgsmål – om Israels optræden i de besatte om-råder – blev et stridspunkt på kommissionens sidste mødedag, hvor formanden (Brasilien) efter en serie konsultationer med interesserede/toneangivende lande, dog ikke USA, fremlagde forslag til en reorganisering og forenkling af kommissionens dagsorden. Dette forslag fastholdt imidlertid Israel-dagsordenspunktet som et selvstændigt punkt i stedet for, som det har været USA’s og andre vestlige landes ønske gennem de sidste mange år, at henføre spørgsmålet under det generelle dagsordenspunkt om krænkelse af menneskerettighederne overalt i verden. USA fastholdt, at dette var en uacceptabel politisering og selektivering, og da dagsordenen ikke bør være genstand for afstemning, og USA ikke kunne tilslutte sig en konsensus på dette punkt, måtte formanden trække sit forslag tilbage. I et tidligere udkast havde formanden fjernet emnet om oprindelige folk som selvstændigt dagsordenspunkt og placeret det sammen med et punkt vedrørende sårbare grupper og individer! Dette fik den danske delegation til omgående over for formanden at gøre det helt klart, at et sådant forslag ikke ville opnå konsensus.

Herefter blev den foreløbige dagsorden for kommissionens 53. samling vedtaget efter de hidtil gældende retningslinier, herunder med fastholdelse af emnet oprindelige folk som et selvstændigt dagsordenspunkt.

Sammenfatning

Alt i alt en produktiv kommissionssamling, med positive resultater på Danmarks mærkesager – oprindelige folk, tortur, retten til udvikling og styrkelse af Højkommissærembedet – og på trods af alt mindre konfrontation mellem Nord og Syd. Det største udestående spørgsmål er selvsagt: Kina. Seks år i træk har Kina afværget de vestlige landes ønske om og forsøg på gennem Menneskerettighedskommissionen at få hånd i hanke med menneskerettighedssituationen i landet, og i år med større succes end sidste år. Måske går vejen til en bedre implementering af menneskerettighederne i de enkelte stater over en stadig styrkelse af Højkommissærembedet, der synes at nyde større autoritet og tillid end de enkelte rapportører og dermed har større mulighed for gennem dialog med medlemsstaterne at skubbe udviklingen i den rigtige retning.

Noter:

1.      En oversigt findes i »Human Rights, A Compilation of International Instruments«, Volume I og II, FN New York 1993.

2.      For en nærmere beskrivelse af den nyere folkeretlige udvikling se artiklen »FN’s Folkeretstiår 1990-1999; På vej mod en ny verdensorden?«, UfR 1995, s. 73 ff.