Procesledelse og partsautonomi i borgerlige sager (3.1996 side 121)


Bertil A. Frosell, Fuldmægtig i Justitsministeriet, ekstern lektor ved Københavns Universitet

 

Nogle bemærkninger foranlediget af »blødersagen«.

(Referat af sagen bringes i umiddelbar forlængelse af denne artikel.)

 

Torsdag den 8. februar 1996 afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg dom i den såkaldte »blødersag«.1

Afgørelsen gav anledning til en del omtale i de danske medier. Nedenstående bemærkninger er foranledigede af dommen og forsøger bl.a. at indkredse nogle af de spørgsmål, afgørelsen kan give anledning til i relation til den danske civilproces. Endvidere berøres nogle legislative overvejelser, der har sammenhæng hermed.

1. Mundtlighed og partsautonomi

Klager over retsplejens tempo har, i hvert fald i de senere århundreder, været en fast del af europæisk retskultur.2

Hurtighed og retssikkerhed må som krydsende hensyn afvejes i enhver retspleje, uanset hvordan den i øvrigt er organiseret.

Det er vel desuden en almindelig erfaring, at både den menneskelige natur og virkeligheden omkring os udviser en vis inerti. Det har ikke mindst betydning for aktiviteter, der – som retsplejen – involverer mange mennesker og institutioner.

I visse tilfælde kan parterne ligefrem spekulere i at trække en sag i langdrag.

Endelig har den samfundsmæssige udvikling medført, at retssystemet skal behandle stadig flere og stadig mere komplicerede sager.

I forbindelse med forberedelsen af 1916-retsplejeloven var der en almindelig tro på, at den nye mundtlighed i forberedelsen af de civile sager ville medføre en langt hurtigere sagsbehandling, uden at man behøvede at ændre den hovedgrundsætning, at det er parterne og ikke retten, der fører processen.

Det var jo ideen med retsplejereformen, at parterne i en dispositiv civil sag selv skulle foretage alle proceshandlinger, selv samle, vælge og fremlægge beviserne, selv nedlægge påstandene o.s.v. Det skulle være en undtagelse, når retten greb ind heri­.

Retten skulle på den anden side have ret til at udspørge parter, vidner m.v. og fik en almindelig procesledende myndighed.

Den procesledende myndighed skulle »bevirke den størst mulige klarhed, orden og simpelhed i proceduren.«3

De efterfølgende erfaringer har imidlertid vist, at sagerne også kan trække ud under en procedure, hvor udgangspunktet er mundtlighed og partsautonomi. Dette har vel bl.a. sammenhæng med, at nogle af de hjælpemidler, som retsplejeloven giver retterne i hænde til støtte for procesledelsen, kan have vidtrækkende følger for parterne, jf. herom nærmere under pkt. 3 og 4.

Blandt disse midler kan – i tilfældig rækkefølge – nævnes sanktionering ved tillæggelse af processuel skadevirkning, ved præklusion og afvisning af sagen, afsigelse af udeblivelsesdom, gennem kompetencen til at beramme domsforhandling, gennem sagsomkostningsafgørelsen, rettergangbøder og salærfastsættelsen til beskikkede advokater. 

2. Et princip om sagens fremme?

Den 7. januar 1994 forelagde Justitsministeriet et udkast til forslag til ændring af retsplejelovens for Den Danske Dommerforening. Forslaget gik ud på at fastholde og styrke den fremgangsmåde, hvor retten selv væsentlig bidrager til at fastsætte den tidsmæssige ramme for en sag under hensyn til dens karakter og omfang.4

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 150, 4. pkt., skal rettens formand drage omsorg for så vidt muligt at fjerne alt, hvad der til unytte trækker forhandlingerne af en retssag i langdrag. Endvidere skal rettens formand slutte forhandlingens enkelte dele, når han anser det foreliggende emne for tilstrækkeligt behandlet. Justitsministeriet foreslog, at denne bestemmelse suppleredes med en bestemmelse, hvorefter rettens formand – under anvendelse af de retsmidler, der følger af retsplejeloven – skulle påse, at enhver sag fremmes med den hurtighed, som dens beskaffenhed tillader. Den gældende formulering kunne eventuelt udgå, eller sprogbrugen moderniseres.

Der skulle ikke tillægges retten supplerende retsmidler til at sikre rettens hurtige pleje, idet de nuværende regler i retsplejeloven efter Justitsministeriets opfattelse allerede på en effektiv og fleksibel måde kunne sikre dette.

Justitsministeriet forudsatte imidlertid, at hensynet til en begrænsning af sagsbehandlingstiden – når den ved den foreslåede bestemmelse blev kodificeret som et generelt princip i retsplejen – ville få stigende betydning ved retternes ofte skønsmæssige afgørelse om, hvorvidt der er grund til at tage de retsmidler i anvendelse, som allerede står til disposition for at sikre, at sagerne ikke trækkes i langdrag.

Den 15. juni 1994 svarede Den Danske Dommerforening bl.a.:

»Det er Dommerforeningens opfattelse, at det fremsendte lovudkast ikke har udsigt til at ændre de bestående sagsbehandlingstider, idet lovudkastet ikke indeholder sanktionsmuligheder.«

Dommerforeningen tilkendegav samtidig et stærkt ønske om at få nedbragt sagsbehandlingstiden og tilkendegav sin villighed til at medvirke til drøftelser af mere konkrete forslag, der ville kunne bidrage til en kortere sagsbehandlingstid.

Dommerforeningens videre arbejde med spørgsmålet vil blive berørt under pkt. 5. 

3. Menneskerettighedsdomstolens afgørelse i »blødersagen«

I de senere år har spørgsmålet om sagsbehandlingen ved domstolene fået nye perspektiver, der rækker ud over det traditionelle, nationalt-retlige. I denne forbindelse er det særligt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der påkalder sig interesse. Danmark ratificerede denne konvention i 1953, og den er inkorporeret i dansk ret i 1992.5

I følge konventionens artikel 6, stk. 1, 1. pkt., har enhver

»ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse.«

Kravet om en rettergang inden en rimelig frist har givet anledning til en meget omfattende praksis fra kontrolorganerne i Strasbourg (Den Europæiske Menneskerettighedskommission og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol). Afgørelserne har således medvirket til at afklare, hvilke kriterier der skal lægges til grund for afgørelsen af, om en sagsbehandlingstid er rimelig.

Domstolens praksis belyser således indgående, hvilken tidsperiode der skal tages i betragtning, hvilken vægt der skal lægges på sagens kompleksitet og dens betydning for parterne, på parternes og myndighedernes måde at forholde sig, og i hvilket omfang en sag kan sættes i bero på afgørelsen af en anden.

En sags karakter og betydning kan tilsige, at den behandles med »particular diligence« eller endog »exceptional diligence«.6 

De enkelte sager vurderes individuelt, og der har ikke udviklet sig klare fristregler i praksis, hvorimod det generelt kan siges, at der ikke ses med milde øjne på døde perioder i sagsbehandlingen.

Efter praksis kan en stat ikke skyde sig ind under, at dens justitsvæsen lider af (permanente) struktur- og ressourceproblemer, der vanskeliggør en effektiv sagsbehandling.

Staten er i øvrigt ansvarlig ikke blot for domstolenes sagsbehandling, men også for forhalelse af sager, der skyldes andre offentlige myndigheder, f.eks. i disses egenskab af parter.7

Det menneskeretlige perspektiv på den tid, civile retsager tager, er som nævnt for alvor rykket frem i den offentlige bevidsthed i Danmark efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i den såkaldte »blødersag«. Dommen vil senere blive udførligt refereret i dette tidsskrift, så her skal alene fremhæves nogle af dens betydningsfulde aspekter.

Sagen vedrører den tid, det tog at behandle en retssag i anledning af, at en række blødere var blevet inficeret med HIV-virus på grund af den medicinske behandling, de modtog.

Retssagen blev anlagt af Den danske Bløderforening ved Østre Landsret i december 1987 – mod Indenrigsministeriet (efterfølgende Sundhedsministeriet), Sundhedsstyrelsen samt Nordisk Gentofte A/S (efterfølgende Novo Nordisk A/S). Senere under sagen optrådte foreningen som mandatar for en række individuelle sagsøgere. Den 14. februar 1995 afsagde landsretten dom i sagen, der derefter blev anket til Højesteret.

Menneskerettighedsdomstolen finder med dommerstemmerne 6 mod 3, at der foreligger en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 om retten til at få behandlet sin sag inden for en rimelig tid.

Vedrørende den tidsperiode, som skal tages i betragtning hedder det i dommen bl.a.:

»Like the Commission, the Court finds that it was only from the dates when the Association identified the applicants as individual plaintiffs that they could claim to be victims, within the meaning of Article 25 of the Convention, of the alleged breach of Article 6.«8

Retten finder, at bløderne i væsentlig grad selv har medvirket til, at sagen trak i langdrag.

Domstolen anerkender sagens kompleksitet, men mener ikke, at denne alene kan begrunde den lange sagsbehandlingstid.

Domstolen medgiver, at det har været vanskeligt for de danske myndigheder at tilgodese kravet om en rimelig behandlingstid.

Alligevel finder Domstolen ikke, at der er blevet udvist den helt særlige omhu (exceptional diligence) for at fremme sagen, som sagens specielle karakter krævede, idet der er tale om personer, der led af en uhelbredelig sygdom og havde en forkortet levetidsforventning. Vedrørende to klagere, der var efterlevende, finder Domstolen ikke, at der foreligger en krænkelse, da der ikke over for disse bestod en pligt til »exceptional diligence«.

Dette bygger Domstolen på en vurdering både af den judicielle behandling af sagen og af statens optræden som part i sagen.

Det hedder herom bl.a.:

»As already indicated, the Court considers that the applicants contributed significantly to the length of the proceedings. It is also mindful of the fact that the proceedings in issue were not inquisitorial but were subject to the principle that it was for the parties to take the initiative with regard to their progress.... Most of the period considered was spent on preparation of the case for trial .... and, as the proceedings went on, evidence was adduced and the plaintiffs’ claims were reformulated .... The Court recognises that in these circumstances, the competent authorities were faced with a difficult task in trying to accomodate the various interest af the applicants. However, these features did not dispence them from ensuring compliance with the requirements of reasonable time in Article 6 § 1 of the Convention...«9

Domstolen refererer, men tager ikke udtrykkelig stilling til et anbringende fra den danske regering om, at

»it had been necessary to avoid any attempt to unduly speed up the proceedings, in view of the prejudice this might have caused to the applicants’ preparation of their case and of the complexity and seriousness of the case.«10

Den danske regerings synspunkt under sagen var – kort fortalt – bl.a., at det under en civil sags forberedelse er af væsentlig betydning, at sagen bliver tiltrækkeligt oplyst, inden forberedelsen afsluttes, således at advokaterne får mulighed for at procedere sagen, og retten er i stand til at træffe afgørelse på et – så vidt muligt – materielt rigtigt grundlag. Det var – efter regeringens opfattelse – i en så omfattende, kompliceret og på de relevante tidspunkter uoverskuelig sag som »blødersagen« ikke forsvarligt, at retten fremskyndede sagens behandling imod advokaternes ønske om udsættelse med henblik på tilvejebringelse af yderligere oplysninger eller overvejelse af allerede foreliggende oplysninger. Det ville indebære en betydelig risiko for retstab for parterne.

Domstolen tilkender alle de krænkede klagere erstatning for ikke-økonomisk skade. De får hver 100.000 kr. – hr. og fru G (hvis bløder-søn døde under sagen) deler dog 100.000 kr.

Erstatningen er fastsat under hensyn til, at bløderne allerede har modtaget en kulanceerstatning fra den danske stat, og at bløderne har udvist egen skyld i forbindelse med, at sagen trak i langdrag.

Tre dommere finder ikke, at der foreligger nogen krænkelse af konventionen.

Vedrørende sagens forberedelse for landsretten siger disse dommere bl.a.:

»Throughout the long-lasting preparatory stage the domestic court had regard to what was at stake for the applicants in their complex and important case. There were no inactive periods and, in our opinion, it has to be accepted that the court granted extensions which it considered to be in the interest of the applicants.«11

4. »Blødersagen« og dansk civilproces

»Blødersagens« umiddelbare konsekvenser for dansk civilproces begrænses af, at sagen vedrører et tilfælde, hvor Menneskerettighedsdomstolen fandt, at der burde udvises »exceptional diligence«. Dette krav stilles kun i særlige sagstyper.

Hertil kommer, at statens handlemåde som sagsøgt har været medvirkende til sagens udfald.

Endelig er der muligvis tale om et grænsetilfælde. Det kunne dissensen i det mindste tyde på.

Det er imidlertid nærliggende at overveje, om artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der jo efter inkorporeringen ved lov om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i 1992 regulerer dansk procesret som en del af national ret – på baggrund af afgørelserne fra kontrolorganerne i Strasbourg – bør give anledning til modifikationer i de danske domstoles praksis.

Det er i den forbindelse væsentligt, at modifikationer i parternes rådighed over processen ikke principielt indskrænker deres rådighed over sagsgenstanden: formel og materiel procesledelse behøver således ikke at følges ad, og man behøver heller ikke at opgive forhandlingsmaksimen og indføre en procesordning, hvor dommerne bliver »undersøgelsesdommere«, for at holde sagsbehandlingstiden nede.12

Det er samtidig klart, at nogle af de sanktioner, der står til retternes rådighed ved den formelle procesledelse, i praksis kan have afgørende indflydelse på sagens materieltretlige udfald. Det gælder ikke mindst udeblivelsesvirkning og berammelse af domsforhandling mod parternes ønske.

I sådanne situationer er det retternes meget vanskelige opgave at bidrage til, at rettergangen både bliver fair og rimelig hurtig. Menneskerettighedskonventionens artikel 6 beskytter jo begge hensyn.

Det er også et legitimt hensyn at søge at undgå, at parterne får det uberettigede indtryk, at det er udslag af partiskhed, når dommeren griber effektivt ind over for dem eller deres advokater for at holde sagsbehandlingtiden nede. Det følger nemlig af kontrolorganernes praksis vedrørende artikel 6, at retten ikke blot skal være upartisk, men også skal fremstå som sådan.

I øvrigt er det klart, at mange andre faktorer end dommernes procesledelse er med til at bestemme, hvor lang tid sagerne tager. En del af disse faktorer er den enkelte dommer uden indflydelse på, men man har lov at håbe, at de initiativer, som i de senere år er taget for at lette domstolenes arbejde, også har påvirket sagsbehandlingstiden i nedadgående retning.

Om et af initiativerne, nemlig rejsedommerordningen, kan det siges med meget stor sikkerhed, at den har haft en sådan positiv virkning dér, hvor rejsedommerne har virket.13  

5. Kommende lovgivningsinitiativer

I sommeren 1995 nedsatte Den Danske Dommerforening og Advokatrådet en arbejdsgruppe, som fik til opgave at foretage en gennemgang af den civile retspleje med henblik på at fremkomme med forslag ændring af retsplejeloven bl.a. med den hensigt, at den tid, som medgår til behandlingen af den enkelte sag, kan reduceres væsentligt. 

På baggrund af arbejdsgruppens arbejde har Den Danske Dommerforening og Advokatrådet umiddelbart efter afgørelsen i »blødersagen« i fælleskab fremsendt et forslag om reform af den civile retspleje til Justitsministeriet.

Forslaget indeholder en lang række elementer, herunder ensartede regler om skriftlig forberedelse ved retterne, en fast frist for indlevering af svarskrift, udvidet brug af § 355-møder og udeblivelsesvirkning ved oversiddelse af de frister, retten fastsætter. Hertil kommer bl.a. obligatorisk indlevering af påstandsdokumenter før domsforhandlingen og strammere regler om nova og frister for afsigelse af dom.

Der lægges således op til en kombination af skriftlig og mundtlig forberedelse og til en styrkelse af dommernes procesledelse. De foreslåede regler indebærer, at

»dommeren har hovedansvaret for, at tidsforbruget under sagens forberedelse er rimeligt begrundet. Sideordnet hermed har advokaterne et selvstændigt ansvar for sagens fremme.« 

Forslaget vil imidlertid ikke ændre ved det grundlæggende forhold, at den civile retspleje i Danmark bygger på forhandlingsprincippet og således ikke er inkvisitorisk.

I sin besvarelse af et folketingsspørgsmål, der var foranlediget af dommen i »blødersagen«, har justitsministeren i februar 1996 tilkendegivet, at han agter – på baggrund af et lovudkast der forinden har været sendt til høring – i efteråret 1996 at fremsætte et lovforslag med det sigte, at retssager behandles så hurtigt som muligt. Lovforslaget skal navnlig bygge på de synspunkter og forslag, der er indeholdt i Advokatrådets og Den Danske Dommerforenings reformforslag.

Arbejdet for rettens hurtige og betryggende pleje går således videre og er yderligere intensiveret bl.a. i forbindelse med »blødersagen«. Det står dog nok ikke umiddelbart over for sin afslutning: den stadige udvikling vil også i fremtiden kalde på nye initiativer. 

Noter:

1.      European Court of Human Rights. Case of A and Others. (60/1995/566/652) Judgment. Strasbourg, 8 February 1996. Se om sagen også: European Commission of Human Rights. Second Chamber. Application No 20826/92. A and Others against Denmark. Report of the Commission (Adopted on 24 May 1995).

2.      Se for den danske udvikling E.A. Abitz’s artikel »Dommerens retsledelse« i »Retplejeloven gennem 50 år«, redigeret af O.A. Borum m.fl., København 1969.

3.      Motiver til det af den ved allerhøjeste reskript af 28de februar 1868 nedsatte proceskommission udarbejdede udkast til lov om den borgerlige retspleje, København, 1877, s. 55.

4.      Justitsministeriets sag, j. nr. L.A. 1993-20002-60.

5.      Lov nr. 285 af 29. april 1992 om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som ændret ved lov nr. 1080 af 20. december 1995.

6.      Se f.eks. Lorenzen m.fl., Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, København, 1994, s. 160 f, og Andrew Grotian, Article 6 of the European Convention on Human Rights. The right to a fair trial, Human rights files No. 13, Council of Europe Press, 1994, s. 37, med henvisninger til praksis.

7.      En oversigt over kontrolorganernes praksis vedrørende sagsbehandlingtid findes i Lorenzen m.fl., loc. cit., s. 158 ff.

8.      Dommens præmis 64. Domstolen regner med tidsperioder, der skal tages i betragtning, på fra i alt ca. 4 år til 6 år og 2 måneder, jf. præmis 66.

9.      Dommens præmis 77.

10.  Dommens præmis 75.

11.  Joint dissenting opinion of Judges Ryssdal, Matscher and Foighel.

12.  J. Nellemann, Forelæsninger over den ordinære civile procesmåde, 2. udg., København 1869, s. 5. Vedrørende spørgsmålet om dommernes procesledelse i civile sager kan der i øvrigt – fra den nyere litteratur – særligt henvises til Finn Taksøe-Jensen, Materiel procesledelse i borgerlige sager, København, 1976, og Bernhard Gomard, Civilprocessen, 4. udg., København 1994, s. 364 ff.

13.  Retsplejerådets betænkning nr. 1299/1995 om en rejsedommerordning, s. 18.