Menneskerettigheder i praksis ved EF-Domstolen (6.1995 side 221)


Bo Vesterdorf *

Henrik S. Øe **

1. Indledning

Det er ofte i den danske debat om EU blevet hævdet, at Fællesskabets institutioner er bureaukratiske og fjerne fra borgerne. Denne beskrivelse er imidlertid ikke særligt rammende for så vidt angår EF-Domstolen (Domstolen), herunder nu også Retten i Første Instans (Retten). Uanset at de to retsinstanser ganske vist geografisk er placeret fjernt fra bl.a. Danmark, er det en kendsgerning, som i det følgende vil blive illustreret med nogle eksempler, at de nævnte retsinstansers aktivitet i høj grad vedkommer de enkelte borgere – endda ofte på områder, der hører til de allervigtigste for den enkelte borger, nemlig hvor det drejer sig om at beskytte borgerens grundlæggende rettigheder. Eksemplerne i det følgende viser endvidere, at Domstolens og Rettens virksomhed langt fra alene vedrører medlemsstaterne og store europæiske erhvervsvirksomheder.

Det er ikke sigtet med nærværende artikel at foretage nogen bare tilnærmelsesvis fuldstændig gennemgang af Domstolens og Rettens retspraksis, herunder deres i et vist omfang retsskabende virksomhed på dette område. Herom er der skrevet utallige sider i tidens løb1. Hensigten er derimod – efter en ganske kort beskrivelse af Domstolens »inkorporering« af grundrettighederne i EF-retten – med få, centrale eksempler at vise, hvilken indgribende betydning Domstolens og Rettens aktivitet kan få for den enkelte borger og i øvrigt også mere almindeligt for samfundet.

2. Generelt om Domstolens »inkorporering« af grundrettighederne, herunder rettighederne i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

De oprindelige traktater, herunder navnlig EØF-traktaten, indeholder ikke noget katalog om grundrettigheder eller menneskerettigheder eller i øvrigt nogen henvisning til, at der på EF-rettens område skulle gælde nogle sådanne rettigheder2. Domstolen fik imidlertid meget tidligt efter sin oprettelse lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet om grundrettighederne i forhold til fællesskabsretten. Efter nogle indledende domme fra 1959-1960, hvori Domstolen udtalte, at en fællesskabsinstitutions eventuelle krænkelse af en grundrettighed i henhold til national forfatningsret ikke kunne påkendes af Domstolen, nåede den med en række domme fra slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne relativt hurtigt frem til, at respekten for grundrettighederne er omfattet af fællesskabsrettens almindelige grundsætninger, som Domstolen skal sikre overholdelsen af3. Dette blev senere med dommen i Nold-sagen4 præciseret således, at ved beskyttelsen af grundrettighederne »skal Domstolen lægge de forfatningsmæssige traditioner i medlemsstaterne til grund og kan følgelig ikke anerkende foranstaltninger, der er uforenelige med de i disse staters forfatninger anerkendte og beskyttede grundrettigheder«. Den udtalte endvidere i samme sag, at de »internationale traktater om beskyttelse af menneskerettighederne, som medlemsstaterne har været med til at udarbejde, eller som de senere har tiltrådt, ligeledes [kan] give anvisninger, som skal tages i betragtning inden for rammerne af fællesskabsretten«5. Inkorporeringen af menneskerettighederne i fællesskabsretten er blevet fastholdt af Domstolen og senere Retten i en lang række domme6. Domstolen lader sig i den henseende inspirere af de internationale konventioner, hvoriblandt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (herefter benævnt MRK) indtager en særlig plads. Det fremgår således af nyere retspraksis, at Domstolen beskytter grundrettighederne, således som de navnlig fremgår af MRK7.

Domstolens oprindelige inkorporering af grundrettighederne blev i 1977 fulgt op af en fælleserklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, hvori disse tre institutioner fremhæver vigtigheden af beskyttelsen af menneskerettighederne inden for Fællesskabet og lægger vægt på, at institutionerne af egen drift overholder disse rettigheder8. I 1986 erklærede medlemsstaterne i præamblen til den Europæiske Fælles Akt, at de er »besluttet på at fremme demokratiet på grundlag af de grundlæggende rettigheder, der er anerkendt i medlemsstaternes forfatninger og love, i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og i Den europæiske Socialpagt, navnlig frihed, lighed og social retfærdighed«9.  Udviklingen er blevet kronet med Traktaten om Den Europæiske Union (TEU), hvor det endeligt blev traktatfæstet (i art. F, stk. 2), at »Unionen respekterer de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder«, og »således som de følger af medlemsstaternes forfatningsmæssige traditioner, som generelle principper for fællesskabsretten«10.

Rådet har for nylig anmodet Domstolen om en udtalelse i henhold til TEU art. 228 om, hvorvidt det er foreneligt med traktaten, at Fællesskaberne formelt tilslutter sig MRK. En eventuel tilslutning vil betyde, at lovligheden af institutionernes retsakter samt domme fra Retten og Domstolen fremover vil kunne underkastes en vurdering i henhold til konventionen af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg11. Spørgsmålet om anvendelsen af menneskerettighederne i EF-retten har således fået fornyet aktualitet.

3. Hvilke grundrettigheder er da beskyttet i fællesskabsretten?

Medens det er muligt med sikkerhed at pege på en række rettigheder, der har karakter af grundrettigheder, og som er beskyttet af fællesskabsretten, er det næppe muligt at foretage en udtømmende opregning af sådanne rettigheder allerede af den grund, at grænsen mellem, hvad der bør henregnes til grundrettigheder, og rettigheder, der ikke kan karakteriseres som sådanne, ikke er autoritativt fastlagt nogetsteds, og forsøg på at fastlægge en sådan grænse vil næppe vinde almindelig tilslutning. En afgrænsing skal derfor heller ikke ved nærværende forsøges foretaget. I stedet kan der peges på en række rettigheder, som med støtte i Domstolens retspraksis og senest med støtte i TEU med rimelig sikkerhed kan henføres hertil.

–  Det følger uden videre af Domstolens retspraksis og TEU art. F, stk. 2, at samtlige de rettigheder, der er fastlagt i MRK med tilhørende tillægsprotokoller, er omfattet af fællesskabsretten og beskyttes af de to EF-domstolsorganer. Disse rettigheder kan hævdes at udgøre kernen af beskyttede grundrettigheder.

–  I næste række kan der peges på rettigheder, som ikke er omfattet af MRK, men som ifølge Domstolens retspraksis og nu også TEU art. F, stk. 2, er omfattet af fællesskabsretten. Det drejer sig om rettigheder, der kan henregnes til gruppen af såkaldte almindelige retsprincipper. Herunder hører af grundrettighedskarakter navnlig:

i)       lighedsgrundsætningen, der er et generelt udslag af forbuddet mod nationalitetsdiskrimination i TEU art. 6 og art. 40(3) samt af forbuddet mod kønsdiskrimination12;

ii)      proportionalitetsprincippet13;

iii)     legalitetsprincippet, dvs. reglen om, »at offentlige myndigheders indgriben i forhold af privat karakter, hvad enten der er tale om fysiske eller juridiske personer, skal være hjemlet og begrundet af årsager, der er fastlagt ved lov«14;

iv)     retten til kontradiktion, indeholdt i det franske begreb droit de la défense. Grundretten omfatter ikke alene retten for en virksomhed til at blive hørt, forinden Kommissionen træffer en bebyrdende beslutning i henhold til konkurrencereglerne, men ligeledes – under visse begrænsninger – retten til aktindsigt15;

v)     reglen at en EU-institution »ikke [må] pålægge en virksomhed pligt til at besvare spørgsmål, såfremt virksomheden derved tvinges til af afgive tilståelse om at have begået retsstridige handlinger, som det påhviler [institutionen] at føre bevis for« (»the privilege against self-incrimination«)16;

vi)     retten til at lade sig bistå af en advokat og reglen om fortroligheden af korrespondance mellem en advokat og hans klient vedrørende klientens forsvar17;

vii)    retssikkerhedsprincippet, herunder beskyttelsen af den berettigede forventning, der især kan finde anvendelse inden for de forskellige markedsordninger i landbrugssektoren.18

– Der kan derudover, som hævdet af K. Lenaerts19, peges på en tredje gruppe af grundrettigheder, som endnu ikke er men måske burde optages i fællesskabsretten ad lovgivningsvejen. Det drejer sig om visse mere socialt prægede rettigheder, som det vil føre for langt at komme ind på her. Der henvises herom til den nævnte artikel af K. Lenaerts.

4. Eksempler fra domstolspraksis på anvendelsen af grundrettighederne

a. Den kvantitativt væsentligste del af Domstolens retspraksis på dette område vedrører en enkelt af de ovenfor omtalte grundrettigheder, nemlig forbuddet mod forskelsbehandling af mænd og kvinder inden for fællesskabsrettens område. Denne del af retspraksis vedrørende grundrettighederne har samtidig uden tvivl haft umådelig betydning i dagligdagen for borgere i Unionen og har yderligere haft stor økonomisk betydning for såvel arbejdstagere som arbejdsgivere.

I en lang række domme siden begyndelsen af 70’erne har Domstolen haft lejlighed til at tage stilling til en række forskellige situationer i arbejdsforhold, hvor der hævdedes at foreligge en forskelsbehandling af mænd og kvinder i relation til løn eller andre arbejdsforhold20. Ud over at have taget stilling til rækkevidden af traktatens art. 119 om lige løn for lige arbejde i en række sager21, har Domstolen navnlig i sin retspraksis fastslået, at ligelønsprincippet, som fastlagt i art. 119, blot er et udtryk for et mere generelt princip om forbud mod forskelsbehandling baseret på køn, som Domstolen skal sikre overholdelse af.22 Domstolen har i sin retspraksis taget stilling til såvel den direkte som den indirekte forskelsbehandling. Der foreligger en direkte forskelsbehandling, når den pågældende retsakt eller overenskomst diskriminerer med hensyn til løn ud fra et kønskriterium. En indirekte forskelsbehandling kan der være tale om, når lønforskellen ikke skyldes en eksplicit brug af det forbudte kønskriterium, men at der anvendes andre kriterier, som i realiteten fører til samme resultat, som hvis det forbudte kriterium havde været anvendt.

Jenkis-dommen fra 198123 er et godt eksempel på indirekte diskrimination af væsentlig betydning for arbejdstagere. Domstolen blev af en national domstol spurgt om, hvorvidt forskellige timelønssatser for arbejdstagere på henholdsvis heltid og deltid kunne være i strid med ligelønsreglen i art. 119, når forholdet samtidig var det, at næsten 100% af de pågældende deltidsbeskæftigede var kvinder. Timelønssatsen for de to forskellige arbejdstagergrupper var baseret på kriteriet heltids- eller deltidsarbejdstager. Dette kriterium er ikke omhandlet i art. 119, og der forelå derfor ikke direkte forskelsbehandling. Domstolen fastslog imidlertid, at hvis det godtgøres, »at en betydelig mindre procentdel af kvinder end mænd udfører det minimumsantal arbejdstimer pr. uge, som er nødvendigt for at gøre krav på timelønssatsen for fuldtidsbeskæftigede, er lønuligheden i strid med traktatens artikel 119, når den pågældende virksomheds lønpolitik, under hensyn til kvindernes vanskeligheder ved at opnå dette minimumsantal arbejdstimer pr. uge, ikke kan forklares ved andre faktorer end forskelsbehandling på grundlag af køn«24.

Denne praksis vedrørende indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn er siden fulgt op i en række afgørelser. I Bilka-sagen25 blev Domstolen forespurgt om, hvorvidt det var i overensstemmelse med traktatens art. 119, at en tillægspensionsordning, som den pågældende virksomhed havde oprettet til fordel for sine ansatte, ikke kom til udbetaling, medmindre arbejdstageren havde været fuldtidsansat i en længere årrække. Efter at have fastslået, at pensionsordningen, der dels havde sin oprindelse i en overenskomst mellem Bilka og arbejdstagerne, dels blev finansieret af arbejdsgiveren, ikke kunne ligestilles med en social sikringsordning undtaget fra art. 119’s anvendelsesområde26, udtalte Domstolen, at udelukkelsen af deltidsansatte fra virksomhedens pensionsordning var i strid med art. 119, når reglen ikke kunne forklares ved andre objektivt begrundede faktorer end forskelsbehandling på grundlag af køn. Til støtte for forskelsbehandlingen anførte Bilka, at man blot ønskede at gøre heltidsbeskæftigelse mere attraktiv, idet deltidsbeskæftigede ofte ikke kunne stå til rådighed om eftermiddagen og på lørdage. Heroverfor bemærkede Domstolen, at det er op til den nationale dommer, der behandler sagen, at afgøre, om de af virksomheden anførte grunde for forskelsbehandlingen dels stemmer overens med virksomhedens behov, dels kan begrundes objektivt ud fra økonomiske betragtninger, samt endelig hvorvidt de midler, der tages i brug for at opnå det forfulgte mål, ikke kommer i strid med proportionalitetsgrundsætningen. Det må således forventes, at de af virksomheden anførte grunde for den konstaterede forskelsbehandling vil blive indgående prøvet.

Domstolen har for ganske nylig med sin dom i den præjudicielle sag Royal Copenhagen A/S27 truffet en afgørelse, som er af væsentlig betydning for problemerne vedrørende forskelsbehandling på området for akkordaflønningsordninger. Specialarbejderforbundet, der havde anlagt sagen, fandt, at gennemsnitsakkordindtjeningen pr. time for en arbejdsgruppe overvejende bestående af kvinder var lavere end den tilsvarende indtjening for en arbejdsgruppe overvejende bestående af mænd. Domstolen fastslog indledningsvis, at art. 119 også finder anvendelse på akkordlønsystemer, hvor indtjeningen helt eller i væsentlig grad beror på individuelle præstationer. Den blotte konstatering af, at der er forskel i gennemsnitsindtjeningen, er imidlertid ikke i sig selv et tilstrækkeligt bevis for, at ligelønsprincippet er overtrådt. Hertil kræves for det første, at der ved en samlet vurdering af de foreliggende faktiske omstændigheder, herunder arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsforhold, kan siges at foreligge en sammenlignelig situation mellem de to grupper af arbejdstagere, og for det andet, at grupperne omfatter et forholdsvis stort antal arbejdere, hvilket er nødvendigt for at udelukke, at forskellene skyldes, at de individuelle arbejdsresultater er forskellige. Dommen stiller store krav til den nationale dommer, der må foretage en nærmere undersøgelse af arten af det arbejde, der udføres af henholdsvis de kvindelige og de mandlige arbejdstagere, for at fastslå, om de forskellige typer arbejder, der udføres under akkordlønsystemet, har samme værdi. Først herefter kan det afgøres, om princippet om ligeløn er overtrådt, eller om de forskellige lønsatser kan forklares ud fra objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn. Såfremt det ikke er muligt at gennemskue baggrunden for de forskellige lønsatser, der anvendes i et akkordlønsystem, er det muligt at pålægge arbejdsgiveren bevisbyrden for, at konstaterede lønforskelle ikke skyldes forskelsbehandling på grundlag af køn, hvilket kan have stor praktisk betydning28. Dommen, som på grund af de teknisk komplicerede detaljer i de forelagte akkordaflønningsordninger er relativt vanskelig at læse, ligger i realiteten på linie med de principper, Domstolen anvendte i Jenkis-sagen.

b. En af de centrale rettigheder efter MRK er retten efter art. 6 til en retfærdig og offentlig rettergang inden for en rimelig frist for en ved lov oprettet uafhængig og upartisk domstol, se også konventionens art. 13. Denne grundrettighed havde Domstolen bl.a. lejlighed til at udtale sig om i Johnston-sagen29, som i øvrigt navnlig er interessant, fordi den gav Domstolen anledning til at tage stilling til andre principielle spørgsmål om kønsdiskrimination. Marguerite Johnston havde været ansat som reservepolitibetjent i det nordirske politi igennem flere år, men fik ved sin hidtidige kontrakts udløb i 1980 ikke kontrakten forlænget. Den daværende politidirektør for Nordirland havde besluttet ikke at ansætte eller forlænge kontrakterne for kvindelige betjente ud over et vist antal, der udelukkende udførte opgaver, som normalt varetages af kvindelige betjente. Grunden hertil var, at han havde bestemt, at kun mandlige betjente måtte bære og betjene skydevåben i tjenesten, og da der – på grund af de særlige forhold i Nordirland – konstant var behov for, at politibetjentene bar våben, skulle der ikke ansættes flere kvinder.

Johnston anlagde sag mod politidirektøren med påstand om, at afslaget på at forlænge hendes kontrakt var i strid med den engelske lovgivning. Under sagen herom forelagde den nordirske domstol Domstolen en række spørgsmål til præjudiciel besvarelse. På grundlag af forelæggelseskendelsens beskrivelse af den nationale sag fandt Domstolen, som ikke udtrykkeligt var blevet spurgt herom, at den måtte tage stilling til, hvorvidt en bevisregel optaget i The Sex Discrimination Order (art. 53, stk. 2), hvorefter den kompetente domstol i en sag som den foreliggende ikke havde fuld prøvelsesret, var forenelig med fællesskabsretten. Det fulgte nemlig af den nævnte bestemmelse, at såfremt ministeren for Nordirland udstedte en erklæring om, at de trufne foranstaltninger var begrundet i hensynet til statens sikkerhed eller til den offentlige orden, skulle dette af den behandlende domstol anses som et endeligt bevis for, at betingelserne for en undtagelse fra princippet om ligebehandling var opfyldt. En sådan erklæring forelå i sagen. Domstolen antog imidlertid, at den omstridte bestemmelse var i strid med princippet om en effektiv domstolsprøvelse som hjemlet i det relevante direktiv30 og som fortolket i overstemmelse med de retsprincipper, der har fundet udtryk i art. 6 og 13 i MRK, hvorefter det påhviler medlemsstaterne »at sikre, at der kan udøves en effektiv domstolskontrol med overholdelsen af de relevante fælleskabsbestemmelser og af national lovgivning, hvis formål det er at gennemføre de rettigheder, som direktivet hjemler«. Bevisreglen måtte tilsidesættes, idet den i realiteten forhindrede den forurettede i at hævde sine rettigheder.

Kravet om effektiv retsbeskyttelse var ligeledes et centralt punkt i Heylens-sagen, der vedrørte arbejdskraftens frie bevægelighed31. Heylens var som belgisk fodboldtræner i den franske fodboldklub Lille anklaget for overtrædelse af de franske regler for fodboldtrænere, hvorefter der til udøvelse af denne virksomhed kræves et fransk eksamensbevis som fodboldtræner eller et udenlandsk eksamensbevis, som kan anses som ligestillet hermed. Heylens fortsatte med at drive trænervirksomhed, efter at han ved en ikke nærmere begrundet ministerafgørelse havde fået afslag på en ansøgning om at få godkendt sit belgiske eksamensbevis. Det fremgik af sagen, at Heylens ikke havde adgang til en judiciel prøvelse af lovligheden af det meddelte afslag. Under den præjudicielle sag udtalte Domstolen, at »da den frie adgang til beskæftigelse er en grundrettighed, der i henhold til traktaten tilkommer enhver arbejdstager i Fællesskabet som individuel ret, er det af afgørende betydning for at sikre den enkelte en effektiv retsbeskyttelse, at der består en mulighed for at indbringe et søgsmål i ethvert tilfælde, hvor en national myndighed ikke anerkender den nævnte ret«. En effektiv domstolsprøvelse indebærer endvidere, at den private part har krav på at opnå en begrundelse for den administrative forvaltningsakt, således at afgørelsen af, om sagen bør indbringes for domstolene, kan træffes »på grundlag af et fuldt kendskab til sagen«32.

I relation til kravet om effektiv retsbeskyttelse og adgang til domstolskontrol af nationale administrative afgørelser kan endvidere nævnes Borelli-sagen, som blev afgjort af Domstolen i 199233. Under sagen påstod det italienske firma Borelli annullation af Kommissionens beslutning om ikke at godkende en ansøgning om støtte fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget. I henhold til den gældende forordning på området havde Kommissionen kun kompetence til at imødekomme en ansøgning om støtte, såfremt der forinden forelå en positiv udtalelse fra den nationale administration. Det kompetente regionale råd i den italienske region Ligurie havde imidlertid afgivet en ikke-favorabel udtalelse. Under sagen procederede Borelli på, at såfremt en påstået ulovlighed ved det regionale råds udtalelse ikke havde betydning for gyldigheden af Kommissionens beslutning, ville virksomheden miste adgangen til en effektiv domstolsprøvelse. Den omstridte udtalelse blev nemlig i henhold til italiensk ret anset som en forberedende retsakt, der ikke kunne underkastes særlig, separat national domstolsprøvelse. Domstolen frifandt Kommissionen, idet Kommissionen ikke havde anden mulighed end at følge indstillingen fra det regionale råd, men det blev samtidig med henvisning til de ovenfor omtalte afgørelser i Johnston- og Heylens-sagen fastslået, at det påhviler den nationale domstol under en eventuel sag at tage stilling til lovligheden af den omstridte udtalelse under samme betingelser, som en domstolsprøvelse af endelige forvaltningsakter foregår under, uanset om interne procedureregler udelukker en sådan prøvelse.

c. Som allerede antydet ved gennemgangen af de ovenfor nævnte domme kan Domstolens inkorporering af menneskerettigheder i fællesskabsretten få afgørende betydning for vurderingen af, hvorvidt nationale retsregler eller nationale myndigheders forvaltningsafgørelser er i overensstemmelse med fællesskabsretten. Det velkendte princip om fællesskabsrettens forrang som fastslået første gang i Costa/ ENEL-sagen34 kan således medføre, at indkorporeringen af menneskerettighederne i fællesskabsretten får en refleksvirkning i national ret på områder, der berøres af Fællesskabets retsorden35. Til illustration kan nævnes, at såfremt en medlemsstat påberåber sig en undtagelsesbestemmelse i traktaten, der hjemler mulighed for at begrænse rækkevidden af en traktatfæstet frihedsret (såsom arbejdskraftens frie bevægelighed), som begrundelse for (restriktive) nationale forskrifter, skal det skøn, som medlemsstaten indrømmes ved fortolkningen af den pågældende undtagelsesbestemmelse, foretages i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, herunder grundrettighederne36. Dette medfører, at anvendelsen af grundrettighederne kan føre til indskrænkninger i brugen af undtagelsesbestemmelserne.

Som eksempel kan nævnes Rutili-sagen37. Sagen vedrørte en italiensk statsborger, der af den franske stat var blevet nægtet opholdstilladelse i visse franske departementer i Paris-området, hvor han stadig havde sin bopæl, og hvor hans familie fortsat boede. Den franske stat begrundede begrænsningerne i bevægelsesfriheden med henvisning til Rutilis tidligere politiske og fagforeningsmæssige virksomhed under studenteroprøret i Frankrig i slutningen af 60’erne. Det følger af art. 48, stk. 3, at der undtagelsesvis kan gøres indskrænkninger i princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed, hvis det er begrundet i f.eks. hensynet til den offentlige orden. Domstolen udtalte imidlertid, at selv om medlemsstaterne i det væsentlige har frihed til at bestemme, hvad hensynet til den offentlige orden kræver, vil forbeholdet om den offentlige orden ikke kunne påberåbes med henvisning til, at den pågældende har udøvet sine fagforeningsrettigheder. Som begrundelse for dette resultat henviste Domstolen bl.a. til MRK’s art. 11.

d. Som et andet – set fra et dansk synspunkt mere berømt – eksempel på, at en privatperson har kunnet påberåbe sig almindelige retsprincipper i EF-retten til sit forsvar under en konflikt med nationale lovbestemmelser, kan nævnes Domstolens dom fra 1984 i Kent Kirk-sagen38. Kent Kirk blev kort efter årsskiftet 1983 opbragt af et fartøj fra Royal Navy, idet han fiskede inden for den britiske 12 sømils zone. Han blev herefter ved en engelsk domstol idømt en bøde på £ 30.000 for overtrædelse af den britiske Sea Fish Order, der i realiten videreførte en overgangsordning, som var indrømmet Storbritanien ved tiltrædelsen i 1972, og som tillod landet inden for en bestemt zone at fravige hovedreglen om, at der ikke må udøves forskelsbehandling over for fiskere fra andre medlemsstater. Idet Rådet inden udgangen af 1982, hvor den oprindelige overgangsordning ophørte, og de almindelige regler om adgang for fartøjer fra andre medlemsstater til at fiske inden for 12-milezonen trådte i kraft, ikke kunne enes om nye regler, godkendte Kom­missionen, at de engelske regler foreløbig gjaldt frem til slutningen af januar 1983, hvor Rådet vedtog en forordning, der med tilbagevirkende kraft gav hjemmel til opretholdelsen af 12-milezonen i yderligere 10 år. Under det præjudicielle søgsmål anlagt af den engelske domstol fastslog Domstolen imidlertid, at Rådets forordning ikke kunne have til følge, at nationale forholdsregler af strafferetlig karakter blev gjort gyldige med tilbagevirkende kraft. Domstolen henviste i den forbindelse til, at princippet om, at straffebestemmelser ikke kan have tilbagevirkende gyldighed, er almindeligt anerkendt i medlemsstaternes retsordener, og at det følger af art. 7 i MRK.

e. I de senere par år har Domstolen ligeledes haft mulighed for at udtale sig om rækkeviden af ytringsfriheden som grundrettighed i fællesskabsretten39. Ytringsfrihed har især haft aktualitet i forbindelse med Domstolens vurdering af enerettigheder til radio- og fjernsynsvirksomhed. Som i Rutili-sagen, omtalt ovenfor, fandt Domstolen i ERT-sagen (vedrørende det græske TV-monopol, citeret i note 6), at respekten for de i fælleskabsretten anerkendte grundrettigheder kan føre til en begrænsning i medlemsstaternes skønsudøvelse med hensyn til muligheden for at påberåbe sig undtagelser til traktatfæstede frihedsrettigheder, som i dette tilfælde den frie udveksling af tjenesteydelser. I sagen var forholdet det, at et kommunalt informationsorgan i Thessaloniki i 1989 havde besluttet sig til at oprette en lokal, kommerciel TV-station i strid med det græske fjernsyns (ERT) lovbestemte eneret til at udøve fjernsynsvirksomhed. Under en af ERT anlagt forbudssag blev det besluttet at forelægge Domstolen en række præjudicielle spørgsmål. Den nyoprettede fjernsynsstation gjorde under den præjudicielle sag gældende, at den nationale TV-ordning var i strid med fællesskabsretten.

Domstolen fastslog indledningsvis, at EØF-traktaten ikke er til hinder for, at medlemsstaterne i offentlighedens interesse tildeler en enkelt virksomhed en eksklusiv ret til at foretage fjernsynsudsendelser. Et fjernsynsmonopol, der omfatter dels retten til at udsende egne fjernsynsprogrammer, dels retten til at modtage og retransmittere udsendelser fra de øvrige medlemsstater, indebærer imidlertid en risiko for, at egen programvirksomhed favoriseres i forhold til udenlandske programmer. En sådan eventuel diskriminerende virkning af fjernsynsmonopolet vil være i strid med reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, som fastsat i art. 59. I henhold til art. 56 og 66 vil den nationale ordning dog kunne undtages fra forbuddet i art. 59, hvis undtagelserne kan begrundes i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed. Idet Domstolen konstaterede, at de i sagen omtvistede nationale retsforskrifter var omfattet af fællesskabsrettens anvendelsesområde, udtalte den samtidig vedrørende betydningen af MRK, at de nævnte undtagelsesbestemmelser skal fortolkes i overensstemmelse med kravet om ytringsfrihed, som garanteres i MRK’s art. 10. Dommen fik dog ikke den store praktiske betydning, idet Grækenland efterfølgende ophævede radio- og TV-monopolet.

Det bør samtidig fremhæves, at Domstolen i en række sager vedrørende navnlig den hollandske medielovgivning, der tilsigter opretholdelsen af et ikke-kommercielt indenlandsk fjernsyn, i mere generelle vendinger har udtalt, at den bagvedliggende kulturpolitiske begrundelse for en regulering af radio- og fjernsynsområdet med henblik på at fremme ytringsfriheden for forskellige samfundsmæssige, kulturelle, religiøse og åndelige strømninger i landet og dermed sikre opretholdelsen af alsidigheden i programlægningen i overensstemmelse med bestemmelserne om ytringsfrihed i MRK kan udgøre såkaldte tvingende almene hensyn, som kan begrunde restriktioner i den nationale lovgivning, der hindrer eller begrænser den frie udveksling af tjenesteydelser. Domstolen vil dog i overensstemmelse med retspraksis undersøge, om de pålagte restriktioner er forenelige med proportionalitetsprincippet, som det anvendes i EF-retten, dvs. undersøge om restriktionerne er nødvendige for opnåelse af den tilsigtede kulturpolitiske målsætning, herunder om målet kan opnås ved mindre restriktive foranstaltninger40.

Som en anden interessant sag om udstrækningen af ytringsfriheden som grundrettighed kan endelig nævnes den irske abortsag, Grogan-sagen41. I sagen havde nogle studenterpolitiske organisationer ved irske læreanstalter udbredt informationsmateriale om mulighederne for at opnå svangerskabsafbrydelse på klinikker i Storbritanien. Disse organisationer blev efterfølgende retsforfulgt for overtrædelse af den irske abortlovgivning. Det ufødte barns ret til livet var efter en folkeafstemning i 1983 udtrykkeligt blevet fastslået i den irske forfatning (art. 43, stk. 3, afsnit 3). Som følge heraf er det efter den gældende retspraksis i Irland forbudt at uddele informationsmateriale om abortklinikker. Studenterorganisationerne påstod under deres forsvar, at de under hensyntagen til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser i art. 59 og grundrettighederne om ytringsfrihed, som omfattet af fælleskabsretten, ikke kunne straffes for overtrædelse af den irske lovgivning.

Domstolen fandt under sagen, at forbindelsen mellem den oplysningsvirksomhed, der blev udført af studenterorganisationerne, og de klinikker, der blev henvist til i Storbritanien, var for spinkel til, at de irske regler kunne anses for omfattet af art. 59. Der var med andre ord ikke tale om, at studenterorganisationerne selv var tjenesteydere eller handlede på klinikkernes vegne. Hermed faldt de nationale retsforskrifter uden for anvendelsesområdet for fællesskabsretten, og det blev derfor ikke nødvendigt at vurdere, hvorvidt de nationale retsforskrifter var i overensstemmelse med de grundrettigheder, herunder særligt ytringsfriheden, som omfattet af MRK. Dette spørgsmål blev imidlertid grundigt behandlet af generaladvokat Van Gerven, der fandt, at der var tale om en national forskrift, som havde virkning på fællesskabsrettens område, hvorfor det efter hans opfattelse var muligt i henhold til retspraksis at vurdere informationsforbuddets forenelighed med øvrige af fællesskabet anerkendte retsgrundsætninger og grundlæggende frihedsrettigheder. Det bemærkes i den forbindelse, at den forelæggende nationale ret ikke havde spurgt Domstolen om, hvorvidt de irske forskrifter, der beskytter et fosters liv med et strengt forbud mod abort, var forenelige med fællesskabsrettens almindelige grundsætninger vedrørende de grundlæggende frihedsrettigheder. Generaladvokaten fandt imidlertid, at der i denne sag opstod en konflikt mellem grundrettigheder, på den ene side retten til livet, som den er defineret i Irland, der erklærer den anvendelig på et fosters liv, og på den anden side ytringsfriheden, som indgår i Fællesskabets almindelige retsgrundsætninger.  Til løsning af konflikten foretog generaladvokaten en undersøgelse af, hvorvidt informationsforbuddet kunne antages at være i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens fortolkning af undtagelsesbestemmelsen i MRK’s art. 10, stk. 2. Generaladvokaten antog som udgangspunkt, at informationsforbuddet, som skulle forhindre, at der kan ydes bistand til en gennemførelse af en svangerskabsafbrydelse, ikke forfulgte et mål, der i sig selv var uforeneligt med fællesskabsskabsretten. Der blev i den forbindelse lagt vægt på, at det vedtagne irske forbud mod abort bygger på et politisk valg af etisk og filosofisk karakter, der indebærer udøvelse af en ikke ubetydelig skønsmæssig beføjelse. Det blev således i realiteten udelukkende nødvendigt at tage stilling til, hvorvidt informationsforbuddet kunne anses for nødvendigt i et demokratisk samfund til opnåelse af de forfulgte mål, uden at det samtidig medførte en alvorlig krænkelse af ytringsfriheden. Under tydeligt indtryk af den ret følsomme sag fandt generaladvokaten, at den konkrete etiske værdinorm, der lå til grund for forbuddet mod abort, og som var fastsat af den pågældende medlemsstat, i dette tilfælde kunne berettige de konkrete indgreb i friheden til at uddele information om abortmuligheder i udlandet.

f. Retten og Domstolen har desuden for nylig afgjort nogle sager, som i ganske udpræget grad vedrører spørgsmålet om beskyttelse af individets grundrettigheder, nemlig spørgsmålet om retten til respekt for privatlivet som omhandlet i art. 8 i MRK42. I begge de to sager, som skal omtales i det følgende, drejede det sig om personer, der havde søgt ansættelse i en EU-institution, og som var HIV-smittede.

Den første af sagerne43 vedrørte en person, der efter ansøgning blev tilbudt midlertidig ansættelse, men som i overensstemmelse med tjenestemandsvedtægten forinden skulle gennemgå en almindelig lægeundersøgelse, hvilket han indvilligede i. Ansøgeren ønskede ikke at lade sig underkaste en undersøgelse, der skulle vise, om han havde HIV-antistoffer i sig. En sådan undersøgelse fandt derfor ikke sted. Imidlertid blev der i forbindelse med undersøgelsen af en blodprøve, som med hans samtykke var blevet udtaget, også foretaget en lymfocytisk typebestemmelse (T4/T8) med henblik på at vurdere ansøgerens immunforsvar men ikke på at vurdere, om ansøgeren var seropositiv. Resultatet af lægeundersøgelsen blev, at lægetjenesten ikke fandt ansøgeren fysisk egnet til ansættelse, hvorfor han ikke blev ansat. Ansøgeren anmodede om at få sagen forelagt det lægeudvalg, som i henhold til tjenestemandsvedtægten skal tage stilling til klager over udtalelser fra lægetjenesten. Lægeudvalget erklærede sig efter undersøgelse af sagen enig med lægetjenesten. Ansøgeren anlagde herefter sag mod institutionen med påstand om annullation af afgørelsen om ikke at ansætte ham og om en erstatning på ca. DKR 1.8 mio.

Retten forkastede sagen med den begrundelse, at selv om udtagelse af en blodprøve for at undersøge, om en person har HIV-antistoffer i sig, kun kan foretages med personens samtykke, så havde sagsøgeren hverken bevist, at han var blevet underkastet en specifik HIV-undersøgelse mod sin vilje, eller at han var blevet underkastet en kamufleret HIV-test. Det sidstnævnte støttede Retten på, at sagens parter var enige om, at en lymfocytisk undersøgelse (T4/T8) ikke viser, om vedkommende er seropositiv. Retten behøvede dermed ikke at tage direkte stilling til spørgsmålet om en eventuel krænkelse af art. 8 i MRK.

Domstolen tog derimod i appelsagen44 direkte stilling til dette spørgsmål. Den udtalte først, at retten til respekt for privatlivet, der er knæsat i art. 8 i MRK og er en del af de forfatningsretlige traditioner, som er fælles for medlemsstaterne, er en af de grundrettigheder, som er beskyttet af fællesskabsretten. Som følge heraf har enhver person ret til at modsætte sig, at andre får kendskab til hans eller hendes helbredstilstand. Domstolen fastslog herefter, at denne ret til respekt for privatlivet kræver, at den pågældende persons modvilje (mod at blive HIV-undersøgt) respekteres i fuldt omfang, og da sagsøgeren udtrykkeligt havde afslået at underkaste sig en HIV-test, handlede institutionen i strid med hans rettigheder ved at lade foretage undersøgelser, der ville kunne føre til en diagnosticering af eller mistanke om seropositivitet. Domstolen annullerede herefter institutionens afslag på ansættelse.

Domstolens dom viser med al ønskelig tydelighed, hvor grundig en efterprøvelse af institutionernes overholdelse af grundrettighederne der sker, og hvor vigtig denne kontrol kan være for den enkelte borger. I den pågældende appeldom udtalte Domstolen dog også, at hvis en ansøger til en stilling under påberåbelse af denne grundrettighed nægter at lade sig underkaste en undersøgelse, som den rådgivende læge skønner nødvendig for at kunne vurdere, om ansøgeren er fysisk egnet til at udføre de opgaver, der er forbundet med den stilling, han ansøger om, kan den pågældende institution ikke påtvinges den risiko, som vil kunne være forbundet med en ansættelse af vedkommende. Dette forbehold, som utvivlsomt har gode grunde for sig, gør det imidlertid i praksis til et noget tveægget sværd at påberåbe sig den pågældende grundrettighed. Påberåbelsen heraf i forbindelse med den obligatoriske lægeundersøgelse risikerer nemlig let at føre til, at vedkommende ansøger bliver nægtet ansættelse med henvisning til det af Domstolen anførte forbehold.

Den anden sag45 vedrørte også en HIV-positiv ansøger til en stilling i en af EU-institutionerne, Kommissionen, men i denne sag blev der anledning til at tage stilling til andre vigtige spørgsmål vedrørende omfanget af den beskyttelse, som art. 8 i MRK medfører for den enkelte. Sagen adskiller sig fra den førstnævnte sag ved, at sagsøgeren under lægeundersøgelsen forud for ansættelse selv oplyste, at han var seropositiv, og ved at sagsøgeren helt frivilligt lod sig underkaste en HIV-test. Det blev endvidere under undersøgelsen aftalt, at sagsøgerens praktiserende læge, der var specialist i AIDS, skulle fremsende en ajourført lægelig udtalelse som supplement til de undersøgelser, som Kommissionens lægetjeneste gennemførte. Efter at have modtaget udtalelsen, meddelte Kommissionens rådgivende læge, at han ikke anså sagsøgeren for fysisk egnet til ansættelse i den stilling, han havde ansøgt om. Lægeudvalget tiltrådte senere denne indstilling. Sagsøgeren blev herefter ikke ansat i Kommissionen og anlagde kort derefter sag mod denne med påstand om annullation af afslaget.

Til støtte for sin annulationspåstand gjorde sagsøgeren bl.a. gældende, at Kommissionen havde tilsidesat art. 8 i MRK ved sin »klare krænkelse af en persons ret til at drage omsorg for sit helbred og liv og herunder retten til eventuelt at udsætte sig for de risici, hvormed den højeste såvel faglige som personlige stræben er forbundet«. Retten udtalte herom i sin dom, der frifandt Kommissionen, at »kravet ifølge vedtægtens artikel 33 om en lægeundersøgelse før ansættelse af en tjenestemand i Fællesskabet ikke på nogen måde er i strid med det grundlæggende princip om respekt for privatlivets fred, således som dette er fastlagt i konventionens artikel 8. Nævnte artikel skal gøre det muligt for institutionen at undlade at udnævne en ansøger, der er uegnet til den stilling, der er tale om, eller omvendt at ansætte ham og tildele ham en stilling, der svarer til hans helbredstilstand. Dette er en helt legitim målsætning for enhver offentlig myndighed og harmonerer med såvel institutionernes som fællesskabstjenestemændenes interesser«. Art. 8 ansås derfor ikke for overtrådt ved gennemførelsen af lægeundersøgelser forud for ansættelse. Det forhold, at den negative udtalelse var delvis baseret på oplysninger, som ansøgeren selv havde afgivet, var uden betydning.

Retten fandt det iøvrigt bevist, at vedkommende ansøger ikke alene var HIV-positiv men faktisk udviste AIDS-sygdomssymptomer af flere forskellige slags. På den baggrund fandtes der heller ikke at foreligge en overtrædelse fra Kommissionens side af de konklusioner, der den 15. december 1988 var vedtaget af Rådet og medlemsstaternes sundhedsministre forsamlet i Rådet, ifølge hvilke »en HIV-smittet uden AIDS-sygdomssymptomer bør betragtes og behandles som en normal, arbejdsdygtig arbejdstager«. Sagsøgeren, som netop udviste AIDS-sygdomssymptomer, var således ikke omfattet af de nævnte konklusioner. Kommissionen blev herefter, som nævnt, frifundet.

Afsluttende bemærkninger

Som det fremgår af de ovenfor omtalte afgørelser, spiller menneskerettighedsspørgsmål en væsentlig og stadig stigende betydning i Rettens og Domstolens praksis. De afgjorte sager, hvor grundrettighederne har spillet en rolle, har ofte vedrørt centrale og vigtige spørgsmål for de implicerede privatpersoner, hvad enten der har været tale om direkte søgsmål for Retten eller præjudicielle sager for Domstolen. I sidstnævnte tilfælde kan Domstolens fortolkning af de relevante fællesskabsretlige bestemmelser i lyset af grundrettighederne få afgørende betydning i sager, der verserer ved de nationale domstole. I kraft af princippet om EF-rettens forrang har privatpersoner ofte, i sager vedrørende lovligheden eller fortolkningen af nationale retsregler eller myndighedsafgørelser, kunnet drage fordel af Domstolens beskyttelse af grundrettigheder, herunder menneskerettighederne.

I takt med at flere områder omfattes af en fællesskabsretlig regulering, er det nærliggende at tro, at EF-retsinstansernes praksis på dette område kan være medvirkende til en styrkelse og præcisering af private borgeres retsbeskyttelse i forhold til såvel fællesskabsorganerne som de nationale administrative myndigheder. Hertil kommer, at en eventuel fremtidig tilslutning af Fællesskabet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med tilhørende protokoller, hvorved konventionen gøres til en egentlig bestanddel af fællesskabsretten, efter al sandsynlighed vil øge fællesskabslovgivers opmærksomhed omkring disse problemstillinger, hvilket – tillige med Rettens og Domstolens praksis – kan medvirke til skabe et klarere billede af omfanget af individets retsbeskyttelse.

Noter:

   Dommer ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans. De synspunkter, der gives udtryk for, er personlige og tegner ikke Retten.

**  Referendar ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans.

1.      Se således alene for dansk retslitteraturs vedkommende: Jørgen Molde m.fl., EU-Karnov 1993; Claus Gulmann og Karsten Hagel-Sørensen, »EU-ret«, 3. udg., DJØF 1995; Hjalte Rasmussen, »EU-ret i kontekst«, 2. udgave, Gad Jura 1995, Søren Stenderup Jensen, »The European Convention on Human Rights in Scandinavian Law; a case law study«, DJØF 1992; Louise Nan Rasmussen og Søren Schønberg, »EU-menneskeret – en udfordring til dansk ret«, Karnov 1993; Betænkning nr. 1220/1991 vedrørende fordele og ulemper ved inkorporering af menneskeretighedskonventionen i dansk ret. Af udenlandsk litteratur kan især nævnes: Andrew Clapham, »Human Rights and the European Community: A Critical Overview«, European Union- the Human rights Challenge, Vol. I, European University Institute, 1991; Mancini og Di Bucci, »Le développement des droits fondamentaux en tant que partie du droit communautaire«, Collected Courses of the Academy of European law, vol. 1, European University Institute, 1990; J. Pipkorn, »La Communauté européenne et la Convention européenne des droits de l’homme«, Revue trimestrielle des droits de l’homme, 1993, s. 221 ff.; J. Weiler og Nicolas J.S. Lockhart, ««Taking Rights Seriously» Seriously: The European Court and Its Fundamental Rights Jurisprudence» Part I and II, CMLRev 1995, s. 51 ff. og s. 579 ff..

2.      Enkeltstående rettigheder af grundrettighedskarakter er dog optaget i de oprindelige Traktater, se således art. 119 i EØF-traktaten om princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde, art. 7 om forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet (nu art. 6 i TEU) og det særlige forbud mod forskelsbehandling af producenter inden for landbrugsektoren, jf. art. 40, paragraf 3, stk. 2. Mancini og Di Bucci gør i deres artikel, nævnt ovenfor, rettelig opmærksom på, at Domstolen i flere afgørelser har antaget, at de specifikke bestemmer blot er udtryk for mere generelle retsgrundsætninger.

3.      Se f.eks dom i sag 29/69, Stauder mod Ulm, Sml. 1969, s. 107. Se endvidere sag 11/70, Internationale Handelsgesellschaft, Sml. 1970, s. 235. I sidstnævnte sag understregede Domstolen, at vurderingen af gyldigheden af en retsakt udstedt af en af fællesskabsinstitutionerne kun kan bedømmes efter fællesskabsretten. Såfremt EF-retsakter kunne underkastes en prøvelse i henhold til (modstridende) nationale grundrettigheder, ville der være fare for, at EF-reglerne mistede deres karakter af fællesskabsret, og det retlige grundlag for selve Fællesskabet ville blive bragt i fare.

4.      Se dom i sag 4/73, Nold mod Kommissionen, Sml. 1974, s. 491.

5.      Dommens præmis 13.

6.      Jf. senest Rettens dom af 23. februar 1995, i sag T-535/93, F. mod Rådet (endnu ikke offentliggjort i Sml.). Se i øvrigt sag 36/75, Rutili, Sml. 1975, s. 1219, sag 44/75, Hauer mod Land Rheinland-Pfaltz, Sml. 1979, s. 3727, sag 63/83, Regina mod Kirk, Sml. 1984, s. 2689, sag 222/84, Johnston mod Chief Constable of the Royal Ulster Constabulary, Sml. 1986, s. 1651, sag C-260/89, ERT, Sml. 1991 I, s. 2925, samt C-159/90, Society for the Protection of Unborn Children Ireland mod Grogan, Sml. 1991 I, s. 4685.

7.      Se ovennævnte dom i sag C-159/90, Grogan. Domstolen har i flere sager foretaget en egentlig fortolkning af rækkevidden af retsbeskyttelsen i enkelte artikler i MRK, se som eksempel herpå, forenede sager 46/87 og 27/88, Hoechst mod Kommissionen, Sml. 1989, s. 2859, samt dom i ovennævnte sag T-535/93, F. mod Rådet.

8.      Se erklæring af 5.4.1977 optrykt i EFT C 103, s. 1.

9.      EFT 1987 L 169, s. 1.

10.  Artikel F, stk. 2, i TEU findes ganske vist i den del af traktaten, vedrørende hvilken Domstolen ikke er tillagt nogen kompetence. Dette betyder dog næppe, at Domstolen skal lade som om, denne bestemmelse ikke findes, se da således også sag T-10/93, A. mod Kommissionen, Sml. 1994 II, s. 179.

11.  Rådets anmodning om Domstolens udtalelse i henhold til TEU art. 228 (Udtalelse 2/94), der er verserende for Domstolen, jf. EFT 1994 C 174/8. Europa-Parlamentets erklæring om de grundlæggende frihedsrettigheder vedtaget den 12.4.1989, EFT 1989 C 120, s. 51, har således, grundet manglende konsensus på området, ikke udmøntet sig i en egentlig traktatfæstet Bill of Rights.

12.  Første gang fastslået i dom i sag 14/59, Pont-à-Mousson, Sml. 1954-64, s. 153, og senere fastholdt i en omfattende og fast retspraksis.

13.  Dette princip blev første gang fastslået som gældende fællesskabsret af Domstolen i ovennævnte dom i sag 11/70, Internationale Handelsgesellschaft, og er siden fastholdt i en fast og omfangsrig retspraksis. Princippet blev ved Maastricht-traktaten traktatfæstet i TEU indføjet i TEF-traktaten som art. 3 B, stk. 3. Vedrørede princippets anvendelse i praksis kan der henvises til de anførte eksempler i C. Gulmann og K. Hagel-Sørensen, EU-ret, 3. udg., s. 220 f..

14.  Se som eksempel dom i ovennævnte forenede sager 46/87 og 27/88, Hoechst mod Kommissionen, præmis 19.

15.  Se bl.a. sag 322/81, Michelin mod Kommissionen, Sml. 1983, s. 3461 og sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. 1979, s. 461 [sag C-89/85 m.fl.]. Se endvidere Ahlström Osakeyhtiö m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1993 I, s. 1307 (Cellulosesagen) vedrørende virksomhedernes mulighed for at kunne udtale sig om samtlige Kommissionens klagepunkter opregnet i et særligt dokument, forinden der træffes en endelig beslutning samt, for så vidt angår spørgsmålet om aktindsigt, sag C-62/86, AKZO mod Kommissionen, Sml. 1991 I, s. 3359, sag T-7/89, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. 1991 II, s. 1711 (under anke for Domstolen) og senest Rettens domme af 29.6.1995 i sag T-32/91, Solvay mod Kommissionen, og sag T-36/91, ICI mod Kommissionen (endnu ikke offentliggjorte i Sml. og under anke for Domstolen).

16.  Se dom i sag 374/87, Orkem mod Kommissionen, Sml. 1989, s. 3283. En virksomhed kan dog ikke undslå sig for at afgive rent faktiske oplysninger, selv om disse vil kunne anvendes som bevis for en overtrædelse. Se endvidere dom af 8.3.1995 i sag T-34/93, Société Générale (endnu ikke offentliggjort i Sml.).

17.  De nævnte rettigheder skal respekteres allerede under en eventuel indledende undersøgelse, se vedrørende konkurrenceretten dom i ovennævnte forenede sager 46/87 og 227/88, Hoecht mod Kommissionen og dom i sag 155/79, AM & S mod Kommissionen, Sml. 1982, s. 1575, og Rettens kendelse af 4.4.1990 i sag T-30/89, Hilti mod Kommissionen, Sml. s. II-165. Se vedrørende retten til at lade sig bistå af en forsvarer inden for tjenestemandsretten dom i sag 115/80, Demont mod Kommissionen, Sml. 1981, s. 3147.

18.  Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning indebærer, at en fællesskabsinstitution ikke kan ophæve en særlig, beskyttelsesværdig fordel for de berørte virksomheder med øjeblikkelig virkning og uden at træffe passende overgangsordninger, medmindre modstående almene hensyn af bydende karakter nødvendiggør indgrebet, se eksempelvis sag 74/74, CNTA mod Kommissionen, Sml. 1975, s. 533, og sag T-472/93, Campo Ebro m.fl. mod Rådet, Sml. 1995 II, s. 421 (under anke for Domstolen). Retssikkerheds­princippet indebærer ligeledes, at en retsakt udstedt af en fællesskabsinstitution som udgangspunkt ikke kan have tilbagevirkende gyldighed, medmindre det tilstræbte mål fordrer det, og de berørtes berettigede forventning respekteres behørigt, se herom bl.a. sag 98/78, Racke, Sml. 1979, s. 69.

19.  Se denne i artiklen »Fundamental Rights to be included in a Community Catalogue« i European Law Review, 1991, s. 367ff.

20.  Se nærmere herom Ruth Nielsen: »EF’s betydning for værnet af grundlæggende rettigheder i arbejdslivet«, TfR 1990, s. 550 ff.

21.  I Defrenne 2-sagen, sag 43/75, Defrenne mod Sabena, Sml. 1976, s. 455, fastslog Domstolen, at art. 119 har direkte virkning og således skaber rettigheder, som også de nationale domstole er forpligtet til at sikre overholdelsen af. Det er væsentligt at bemærke, at forpligtelsen til at overholde princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde påhviler såvel de offentlige som de private arbejdsgivere. Anvendelsesområdet for art. 119 er imidlertid begrænset til lønrelateret diskrimination. Bestemmelsen vedrører således ikke øvrige ansættelses- og arbejdsvilkår, der kan have en diskriminerende karater, såsom muligheden for tidligere afskedigelse af kvindelige arbejdstagere, jf. Defrenne 3-sagen, sag 149/77, Defrenne mod Sabena, Sml. 1978, s. 1365. Se endvidere sag 170/84, Bilka, Sml. 1986, s. 1607, vedrørende pensionsordninger. Det bemærkes, at der er vedtaget en række direktiver, der regulerer det ansættelsesretlige område. Der henvises herom til R. Nielsen, op cit n. 20.

22.  Se således ovennævnte dom i sag 149/77, Defrenne 3-sagen.

23.  Sag 96/80, Jenkis mod Kingsgate, Sml. 1981, s. 911.

24.  Dommens præmis 13.

25.  Jf. ovennævnte dom i sag 170/84, Bilka.

26.  Jf. nærmere vedrørende denne afgrænsning Defrenne-1-sagen, 80/70, Defrenne mod Belgien, Sml. 1971, s. 109.

27.  Se sag C-400/93, Specialarbejderforbundet i Danmark mod Dansk Industri for Royal Copenhagen A/S, Sml. 1995 I, s. 1275.

28.  Se endvidere sag 109/88, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark mod Dansk Arbejdsgiverforening (for Danfoss), Sml. 1989, s. 3199, hvor Domstolen fastslog, at såfremt en virksomhed anvender et helt uigennemskueligt lønfastsættelsessystem, har arbejdsgiveren bevisbyrden for, at den førte lønpolitik ikke er udtryk for forskelsbehandling, når det godtgøres (eventuelt på grundlag af statistiske oplysninger), at gennemsnitslønnen for kvindelige ansatte er lavere end for mandlige.

29.  Jf. ovennævnte dom i sag 222/84.

30.  Rådets direktiv 76/207 af 9.2.1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder (EFT L 39, s. 40) art. 6.

31.  Sag 222/86, Unectef mod Heylens, Sml. 1987, s. 4097.

32.  Dommens præmis 14 og 15. Se nærmere om fællesskabsrettens krav til begrundelse af forvaltningsakter udstedt af nationale myndigheder inden for områder, der reguleres af fælleskabsretten, Vesterdorf, »Begrundelse af forvaltningsakter i EF-retlig belysning«, Festskrift til Ole Due, 1994, s. 389ff. (390f).

33.  Sag C-97/91, Oleificio Borelli mod Kommission, Sml. 1992 I, s. 6313.

34.  Sag 6/64, Costa mod Enel, Sml. 1954-64, s. 531. Princippet er senere blevet uddybet i bl.a. sag 106/77, Simmenthal, Sml. 1978, s. 629.

35.  Spørgmålet om, i hvilket omfang Domstolen er kompetent til at afgøre, hvorvidt nationale regler er i overensstemmelse med fællesskabsrettens almindelige grundsætninger, herunder menneskerettighederne, er næppe endelig afklaret i retspraksis, jf. særligt afgørelserne i forenede sager 60/84 og 61/84, Cinéthèque, Sml. 1985, s. 2605, sag 12/86, Demirel, Sml. 1987, s. 3719, sag 5/88, Wachauf, Sml. 1989, s. 2609, sag C-260/89, ERT, Sml. 1991 I, s. 2925. I Wachauf-sagen fastslog Domstolen, at medlemsstaternes gennemførelse af fællesskabsbestemmelser ligeledes er underlagt kravet om overholdelse af de grundlæggende rettigheder i fællesskabsretten. Se nærmere om disse spørgsmål Jørgen Steen Sørensen, »EF-rettens menneskerettigheder som retskilde i national ret«, UfR 1991 B, s. 102 ff. Efter at MRK er indkorporeret i dansk ret ved lov nr. 285 af 29.4.1992 har spørgsmålet om, i hvilket omfang de danske nationale myndigheder via fællesskabsretten er forpligtet til at anvende de materielle regler i konventionen, mistet en væsentlig del af sin betydning for dansk rets vedkommende.

36.  Se bl.a. sag C-62/90, Kommissionen mod Tyskland, Sml. 1992 I, s. 2575.

37.  Jf. ovennævnte dom i sag 36/75.

38.  Jf. ovennævnte dom i sag 63/83.

39.  Se eksempelvis ovennævnte dom i sag C-260/89, ERT, sag C-353/89, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. 1991 I, s. 4069, forenede sager 43 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. 1984, s. 19, og sag C-23/93, TV10, Sml. 1994 I, s. 4795, samt jf. dommene i ovennævnte sag C-159/90, Grogan, og forenede sager 60/84 og 61/84, Cinéthèque.

40.  Se dom i ovennævnte sag C-353/89, Kommissionen mod Nederlandene. I sagen fandt Domstolen, at en forpligtelse for de landsdækkende radio- og fjernsynsinstitutioner til at lade en hollandsk virksomhed producere alle eller en del af deres udsendelser var i strid med proportionalitetsgrundsætningen. Domstolen udtalte ganske overbevisende, at såfremt de nævnte institutioner har en reel interesse i at benytte den hollandske virksomhed, er det ikke nødvendigt at pålægge dem en forpligtelse hertil. Se i øvrigt vedrørende medielovgivningen bl.a. sag C-288/89, Collectieve Antennevoorziening Gouda, Sml. 1991 I, s. 4007 og sag C-148/91, Veronica Omroep Organisatie, Sml. 1993 I, s. 487. I en sag afgjort for nylig (sag C-23/93, TV10, Sml. 1994, s. I-4795) fastslog Domstolen, at EØF-traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser ikke er til hinder for, at – i dette tilfælde – Holland anvendte reglerne i sin medielovgivning på et TV-selskab, der i realiteten forsøgte at omgå de nationale regler ved at etablere sig i en anden medlemsstat, her Luxembourg, og derfra sende radio- og TV-programmer til Holland.

41.  Jf. ovennævnte dom i sag C-159/90.

42.  I ovennævnte dom i sag C-62/90, Kommissionen mod Tyskland, har Domstolen for nylig understreget, at retsbeskyttelsen af privatlivets fred udgør en grundlæggende rettighed, som er beskyttet i Fællesskabets retsorden.

43.  Se Rettens dom i de forenede sager T-121/89 og T-13/90, X mod Kommissionen, Sml. 1992 II, s. 2195.

44.  Se Domstolens dom i sag C-404/92 P, X mod Kommissionen, Sml. 1994 I, s. 4737.

45.  Se Rettens dom i ovennævnte sag T-10/93, A. mod Kommissionen.