Menneskerettigheder i Danmark – på dansk? (5.1995 side 210)


Marianne Garre, cand.ling.merc., Ph.D.-studerende

 

I internationale sammenhænge har vi som danskere vænnet os til at lade det danske sprog glide lidt i baggrunden til fordel for de store sprog bl.a. at praktiske hensyn, men i Danmark og i dansk ret er det stadig dansk, der er det officielle sprog. Denne artikel ser nærmere på forholdene for det danske sprog og oversættelse til dansk i relation til international menneskeret og særlig i lyset af inkorporeringen af EMRK i dansk ret.

 

Tendenser og strømninger, som vi oplever dem i Danmark, kommer ofte fra udlandet, og vi tager med glæde imod disse nye impulser uden altid at tænke over, hvordan vi derefter vil gøre dem og de begreber, som naturligt følger med, til en del af det danske sprog. Mængden af engelske låneord i dansk er meget stor, og tit er vi ikke engang bevidste om, at de ord, vi bruger, er låneord. Vi har gjort dem danske ved at bruge dem igen og igen. På nogle felter er vi selvfølgelig udmærket klar over, at engelsk spiller en stor rolle for sproget, men vi accepterer dette faktum og lader hurtigt, måske for nemhedens skyld, ord som »harddisk«, »notebook« og »software« indgå i det danske sprog. En lignende udvikling kan også registreres inden for andre områder bl.a. børs-, bank- og medieverdenen. Men skal der sættes en grænse for en sådan udvikling? Er der fagområder eller videnskaber, som kræver en konsekvent og gennemtænkt dansk terminologi og sprogbrug, eller er det uden betydning, at store dele af den danske fagterminologi i så høj grad præges af engelsk?

Inden for juraen har menneskeret og menneskerettigheder været i fokus i de seneste år både i Danmark og på internationalt plan. Menneskerettighedsbegrebet er naturligvis ikke en ny opfindelse, men bl.a. de seneste års omvæltninger i Østeuropa, i de baltiske lande og på det afrikanske kontinent har været medvirkende til at give menneskerettighederne en form for renæssance i juraen. I Danmark har denne udvikling specielt udmøntet sig i én konkret politisk handling idet Den europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) blev inkorporeret i dansk ret i 1992. Fra tidligere at have været en konventionstekst uden egentlig retskraft fik EMRK med denne beslutning direkte retskraft i Danmark med de juridiske konsekvenser, dette nu måtte have.

Der er ingen tvivl om, at inkorporeringen af EMRK var et klart politisk signal med vidtrækkende juridiske konsekvenser for menneskeretten i Danmark. Hvad der dog ikke er helt klart, er hvilke sproglige konsekvenser inkorporeringen af EMRK vil få for det danske retssprog, og hvordan man vil forholde sig juridisk og politisk til de sproglige problemer, som inkorporeringen vil medføre både for fag- og lægfolk.

EMRK er oprettet i Europarådets regi, hvilket rent sprogligt betyder, at teksten foreligger i original form på engelsk og fransk, og det var denne originale engelske/franske tekst, som blev inkorporeret. Den danske nyoversættelse, som blev udarbejdet i forbindelse med inkorporeringen, fik status som bilag til inkorporeringsloven, og den danske tekst er således uden egentlig retskraft i dansk ret. Helt exceptionelt er der altså i dette tilfælde tale om en dansk lov, der kun foreligger i original form på to fremmedsprog. Det rejser umiddelbart et spørgsmål om, hvorvidt dette er det første skridt på vejen mod en internationalisering af det danske retssprog. Med en internationalisering tænkes i dette tilfælde ikke kun på, at dansk ret henter inspiration fra og påvirkes af tendenser i andre lande med andre retssystemer, men at vi rent faktisk accepterer, at tekster med retskraft i dansk ret ikke behøver at foreligge på dansk.

Udvikling er ikke noget, man bare bremser, men nogle gange er man nødt til at stoppe op og overveje, om den retning, udviklingen går i, er den rigtige, eller om man måske skal forsøge at påvirke og ændre udviklingen. Der er noget paradoksalt i, at vi netop på menneskerettighedsområdet oplever en dansk inkorporering af en engelsk/fransk tekst. Paradoksalt fordi en af de rettigheder, som er beskyttet under EMRK, er retten til at få beskikket en tolk, hvis man ikke forstår det sprog, der tales i retten. Men hvordan forholder det sig, hvis man ikke forstår det sprog, som selve lovteksten er affattet på, eller hvis man blot ikke forstår de centrale termer, som anvendes til at beskrive de rettigheder, man har, fordi termerne er engelske eller franske?

Ganske vist er der en dansk oversættelse af EMRK, men hvis den ikke har retskraft i dansk ret, kan man så forvente, at den vil blive brugt? Og de, som kun kan læse den danske tekst, kender reelt ikke deres rettigheder, da den danske oversættelse ikke er gældende lov. Denne diskussion illustrerer, at det at inkorporere en lovtekst på et andet sprog og blot lade den danske tekst være et bilag til inkorporeringsloven vil skabe en række problemer inden for det danske retssystem og retssprog.

Et andet aspekt af den ovenfor skitserede problematik er spørgsmålet om enkelttermer og låneord. Selvom der er en dansk oversættelse af EMRK, er der alligevel en udbredt tendens blandt jurister til at bruge engelske termer inden for menneskerettighedsterminologien, f.eks. »fair trial«, »public order«, »necessary in a democratic society«, »accessible« og »rule of law«. Men betyder det, at disse engelske termer automatisk skal optages i dansk juridisk sprogbrug, og hvad er i givet fald baggrunden for at gøre det? Et af argumenterne for at anvende engelske juridiske termer på denne måde er, at der kan være tale om juridiske begreber, som ikke eksisterer i dansk ret. Dette argument er dog især inden for menneskeretten ret problematisk, idet der her er tale om en række rettigheder, som netop i bl.a. EMRK betegnes som fundamentale og universelle, og hvis dette er tilfældet, kan man spørge sig selv, om det så ikke også skulle være muligt at finde sproglige udtryk til at beskrive disse rettigheder på alle sprog?

Et andet argument er, at den danske oversættelse af de engelske termer i nogle tilfælde ikke dækker begreberne tilstrækkeligt; at der ikke kan opnås fuld ækvivalens mellem udtrykkene. I denne forbindelse kan det dog være relevant at skelne mellem sproglig og juridisk ækvivalens. Hvis man ser på begrebet »fair trial« i forhold til den danske oversættelse »retfærdig rettergang« ud fra en almensproglig vinkel, vil det være svært at fastslå nøjagtige forskelle og ligheder mellem de to begreber, som ikke blot kan forklares ved den enkelte persons opfattelse af begrebet og omfanget af dette. Derimod er det bestemt relevant at diskutere juridisk ækvivalens mellem de to begreber på baggrund af henholdsvis dansk, engelsk og international lov og ret. Dækker »fair«, rent juridisk, det samme som »retfærdig«, dækker »trial« og »rettergang« de samme forhold, når en person stilles for retten? Her kan det være nødvendigt ikke blot at skelne mellem det danske og det engelske ord, men også at tage hensyn til i hvilken sammenhæng det engelske ord optræder, dvs. er det hentet direkte fra engelsk ret, er det brugt i en international retlig sammenhæng og i givet fald hvilken? For at forstå juridiske forskelle og ligheder mellem de to begreber, er man nødt til at foretage en juridisk undersøgelse, som bl.a. kan omfatte en gennemgang af forarbejder og retspraksis på området. Først derefter vil det være muligt at fastslå, om der er tale om to juridisk ækvivalente begreber. Det næste spørgsmål, som så rejser sig, er imidlertid, om det er den slags undersøgelser, der skal ligge til grund for oversættelsen af internationale menneskerettighedstekster.

En stor del af en oversætters arbejde består i at sætte sig grundigt ind i de fagområder, som de stillede oversættelsesopgaver omhandler. Dette kræver, at man ikke blot arbejder med to sprog men også med f.eks. to forskellige retssystemer med dertil hørende love, institutioner og praksis. Al den viden, man således indsamler, vil man derefter anvende i sin oversættelse med henblik på at oversætte teksten så godt som muligt og i henhold til de krav og retningslinier, som stilles til den aktuelle opgave. Der er dog i denne henseende en række faktorer, som bør tages med i betragtning. For det første vil man som oversætter oftest ikke have den juridiske baggrund, der er nødvendig for fuldstændig at forstå og anvende juridisk kildemateriale. Selvom uddannelse og erfaring kan give en oversætter meget gode forudsætninger for at bruge og fortolke juridiske kilder, ligger der dog alligevel en vis risiko i denne brug af kilder.

Derudover er der ved oversættelse af juridiske tekster også et usikkerhedsmoment omkring tidspunktet for henholdsvis udfærdigelsen af originalteksten og oversættelsen. Den europæiske Menneskerettighedskonvention blev f.eks. udarbejdet i begyndelsen af 1950erne på engelsk og fransk. Disse to tekster er stadig de originale, og de er ikke siden blevet opdateret eller ændret. Når man i Danmark vælger at nyoversætte EMRK i 1992 i forbindelse med inkorporeringen for at opdatere teksten og skabe overensstemmelse mellem sprogbrugen i selve Konventionen og i protokollerne, vil man uundgåeligt støde ind i problemer. For at få den viden, man har brug for som oversætter for at oversætte EMRK, vil man læse og bruge kilder om menneskerettigheder, og sandsynligheden for at de stammer fra perioden 1950 til 1992 er meget stor. Kildematerialet ville måske meget nærliggende være domme og udtalelser fra menneskerettighedsorganerne i Strasbourg, men problemet med disse er jo netop, at de er juridiske fortolkninger af betydningen af de forskellige bestemmelser i Konventionen. Med denne grundige research risikerer man således at inddrage fortolkninger i sin oversættelse af selve Konventionen, og dermed er der også risiko for, at de direkte fortolkningsmuligheder i forhold til selve lovteksten ændres.

Det vil naturligvis være praktisk talt umuligt for en oversætter i 1992 at undlade at inddrage sin egen viden og erfaring ved oversættelse af tekster af en ældre dato. I nogle tilfælde vil inddragelse af en sådan viden ganske givet også være det mest oplagte og korrekte, men netop i tilfældet med EMRK vil brugen af f.eks. Domstolens og Kommissionens domme og udtalelser fra perioden fra 1950 til 1992 være med til at præcisere selve Konventionsteksten på en måde, som ikke er hensigtsmæssig. Det indhold og de konkretiseringer, der ligger i dommene og udtalelserne hører til der, og hvis man forsøger at inddrage dette i den danske oversættelse af selve Konventionen, vil der ikke være tale om en oversættelse af den originale Konventionstekst, men både en sproglig og juridisk fortolkning af en 40 år gammel tekst.

Som det fremgår af ovenstående, er der ved oversættelse af menneskerettighedstekster, som ved oversættelse af alle andre slags tekster, en mængde overvejelser, man bør gøre sig. Men selvom både overvejelserne og resultatet af dem kan virke uoverskuelige og næsten få oversættelsesarbejdet til at synes umuligt, er det dog i sig selv ikke noget argument for ikke at oversætte. Hvis man politisk og juridisk tager en beslutning om at inkorporere internationale konventioner i dansk ret, kan man ikke stoppe ved overvejelserne af de juridiske og politiske konsekvenser, som en sådan inkorporering vil få. Hvis Danmark skal opfylde sine forpligtelser i forhold til internationale instrumenter til fulde, er det nødvendigt også at inddrage andre og knap så oplagte aspekter og konsekvenser af selve inkorporeringen. På det sproglige eller oversættelsesmæssige område vil det således være nødvendigt at udstikke retningslinier fra centralt hold, som fag- og lægfolk kan bruge i deres omgang med internationale menneskerettighedstekster, således at man i hvert fald opnår en konsekvent og gennemskuelig sprogbrug på området. Omfanget og indholdet af de enkelte bestemmelser sløres i dag ikke blot af brugen af engelske termer, men også af det forhold, at der eksisterer flere forskellige oversættelser til dansk af de enkelte engelske termer. I EMRK, artikel 6 og 7 optræder f.eks. termen »criminal offence« fire gang i den engelske tekst. I den danske oversættelse fra 1992 er termen to gange oversat til »lovovertrædelse«, en gang til »strafbart forhold« og en gang til »forbrydelse«. Der er mange eksempler på denne form for inkonsekvens i den danske oversættelse, hvilket i bund og grund er med til at skabe usikkerhed og forvirring om Konventionens bestemmelser.

For at menneskerettighederne skal blive en integreret del af dansk ret både som et nationalt og internationalt begreb, er det nødvendigt at fastlægge og føre en aktiv og velovervejet sprogpolitik på området. Danmark vil også i fremtiden tiltræde internationale tekster om menneskerettigheder. Der er planer om at gennemføre menneskerettighedsundervisning i både folkeskoler, gymnasier og på videregående uddannelser, og generelt ønsker vi at gøre menneskerettighederne til en vigtig del af vores liv og retssystem. Men for at nå alle disse mål, er det nødvendigt at have et sprog, som alle forstår og kan bruge. Hvis sproget ikke inddrages i selve inkorporeringen af internationale traktater, vil der konstant være en risiko for at inkorporeringen ikke får det tilsigtede juridiske og politiske resultat. Og når dansk nu er vores modersmål og retssprog, hvorfor taler vi så ikke om menneskerettigheder i Danmark på dansk?