Overmod og afmagt er beretningen om, hvordan selvsikre embedsmænd og famlende politikere kastede en af landets største og mest komplekse forvaltninger ud i en uheldssvanger forvandling.

Den 1. november 2005 blev en skæbnesvanger dag. Den dag gik en gammel embedsmandsdrøm i opfyldelse, da det statslige enhedsskattevæsen og SKAT blev skabt, og Skatteministeriet overtog ansvaret for at inddrive alle offentlige fordringer. Løfterne var store, og forventningerne optimistiske. Danmark ville i løbet af få år få et digitaliseret og højeffektivt skattevæsen, der klarede opgaverne med en brøkdel af de hidtidige omkostninger.

Ti år senere så det anderledes ud. Den statslige inddrivelse blev sat i stå, og det elektroniske fælles inddrivelsessystem (EFI) skrottet. Tilliden til SKATs ejendomsvurderinger var væk, og SKAT stod til at blive opløst.

Indimellem var gået en periode, hvor Skatteministeriet havde kæmpet med at få virkeligheden til at rette sig ind efter de store planer, og hvor konsulenter leverede dyrekøbte, men letfærdige råd, som ikke holdt. Den ene møgsag efter den anden efterlod indtrykket af en forvaltning i forfald.

Overmod og afmagt afdækker den uheldige cocktail af embedsmænds overmod og politikernes afmagt, der førte til SKATs storhed og fald og bogen afsluttes med en række anbefalinger til den nødvendige genopretning.

Formålet med denne bog er at give den offentlige debat om regler og regeltilvækst et mere solidt grundlag. For det første viser bogen år for år, hvor meget omfanget af love og bekendtgørelser er vokset fra 1989 til 2011. Som det vil fremgå er regelmængden vokset i denne periode, men væksten har været langt mere begrænset, end man har hævdet i tidligere undersøgelser. For det andet undersøges årsagerne til regelvæksten, og bogen gør i den forbindelse op med en række myter om, hvad der forklarer regelvæksten.

Bogens analyser giver ikke støtte til forestillingerne om, at væksten i regler blot skyldes, at regler avler regler, eller at EU og regelglade embedsmænd presser på for flere regler. Omvendt kan der heller ikke findes støtte til påstanden om, at indførelse af nye styringsformer såsom konkurrence og resultatstyring giver færre regler. Derimod peger bogens analyser på, at regelvæksten i vidt omfang

kan føres tilbage til de folkevalgte medlemmer af Folketinget. At det er de folkevalgte, der bestemmer, er i demokratisk forstand et opmuntrende resultat. Resultatet giver imidlertid anledning til at overveje, om ikke politikerne i højere grad skulle stå ved ansvaret, frem for at tilskrive væksten i love og bekendtgørelser kræfter, som de ikke har kontrol over.