Miljøansvar - en ret for hvem?

af Peter Pagh


Udgave 1 1998
637 sider
ISBN: 9788757460520

Køb denne titel

Papirbog(Medlemmer DKK 800,00)DKK 1000,00
Antal:
Læseprogram:   
E-bogen kan kun læses med programmet Adobe Digital Editions.
Autorisering:Programmet skal autoriseres med dit personlige Adobe ID. Få et Adobe ID her.
Levering:Inden for 10 min. efter køb pr. e-mail.  Linket i e-mailen er gyldigt i 30 dage.
Returret:Da der er tale om straks-levering accepterer du ved køb, at du ikke har returret.
Udskriving:Du kan udskrive 1 gang.
Copy/paste:10 sider til andre programmer som eksempelvis Word.


LÆS MERE OM E-BØGER HER

Om bogen

Juridisk disputats om miljøansvar stiller grundlæggende spørgsmål ved holdbarheden af de hidtidige reformer og forslag på området.

Baggrunden for afhandlingen er den voksende opmærksomhed om, hvem der skal betale for miljøskader. Men frem for at tage udgangspunkt i hvornår forureneren skal betale, vender afhandlingen problemet på hovedet og analyserer, hvad det er for en "ret", der begrunder et ansvar: Er det borgernes ret til miljøet, eller er de myndighedernes ret til at beskytte miljøet mod borgerne?

I analysen når afhandlingen ganske vidt omkring og belyser bl.a., hvorledes "miljøet" tillægges forskellige betydninger i lovgivning og retsanvendelse. Det er en tydelig ledetråd i afhandlingen, at denne anvendelse af et flertydigt begreb i lovgivningen åbner risiko for en mere eller mindre vilkårlig retsanvendelse. Når retsordenen sanktionerer bestemte handlinger eller virkninger, er det vigtigt at vide, hvad der hermed ønskes opnået og hvis interesser, som ønskes varetaget. For ikke at ende i intetsigende selvudfyldende udsagn er det nødvendigt at besvare, hvad er en miljøskade, og hvem kan kræve den genoprettet?

Afhandlingen indeholder en meget omfattende gennemgang af hidtidig lovgivning og retspraksis samt en indgående analyse af de reformforslag, der er fremlagt - og til dels gennemført i løbet af de seneste årtier. Det påvises bl.a., at der hverken i Miljøerstatningsloven fra 1994 eller i det offentliggjorte udkast til en Jordforureningslov gives noget klart svar på, hvad der forstås ved miljøskade - og at løsningen på hvem der er skadelidt ikke er samstemmende. Særligt i forhold til forurenende ejendomme kritiseres den modstridende retsanvendelse. Myndighederne hævder, at de altid er skadelidte, men vil alligevel i mange tilfælde kun have krav på erstatning, hvis ejeren giver samtykke. Omvendt er det ikke indlysende, hvorfor ejere af forurenede ejendomme skal have betalt oprydning af det offentlige, hvis forureningen kun berører ejeren. Ligeledes kritiserer afhandlingen den manglende forklaring på, hvorfor indsats ved brand og større ulykker er offentlig finansieret efter Beredskabsloven, mens beredskabet ved "miljøskader" ikke ønskes offentligt finansieret.

Jordforureningsudvalgts betænkning og de offentliggjorte lovudkast indeholder ikke noget svar på de mange grundlæggende problemer, dette rejser. I stedet har man koncentreret sig om at gøre det så nemt for myndighederne som muligt at gøre ansvar gældende. Hvor ansvar eller pålægges ved domstolene, betyder lovudkastet, at denne opgave overlades til myndighederne: Myndighederne skal udpege forureneren uden tyngende bevisbyrder; myndighederne fastsætter skadeomfang og kan hente pengene direkte ved udpantning. Skulle myndighederne tage fejl, kan "retfærdigheden" sikres, hvis den udpegede "synder" bagefter har kræfter og økonomi til at føre en længere retssag. Forslaget bygger dermed på, at det offentlige økonomiske skal sikres som den svage part, mens borgere og virksomhed her anses som den stærke part. Myndighederne er dog endnu ikke bedre stillet efter lovforslaget, end det i øvrigt ses i lovgivningens beskyttelse af svage parter som forbrugere og lejere. Efter lovudkastet vil det være myndigheden som skadelidt, der fastsætter erstatningens størrelse, som herefter inddrives hos den, myndighederne mener, er ansvarlig.

Ud over de retssikkerhedsmæssig betænkeligheder dette rejser, gør afhandlingen en del ud af at belyse, hvorledes der både i de hidtidig lovændringer og i lovudkastet om forurenet jord, savnes overensstemmelse mellem målsætninger og løsninger. Samtidigt påpeges det paradoks, at erstatningsbeskyttelsen ved miljøskader i danske ret på flere områder halter væsentlig bag efter udviklingen i mange andre OECD-lande. Dette gælder både i forhold til erhvervstab, som følge af miljøskader, og i forhold til miljøorganisationers mulighed for at rejse sager. Afhandlingen opstiller ikke nogen enkel løsning, men angiver i stedet teoretiske modeller, der kan danne grundlag for mere sammenhængende reformtiltag på området.

I bedømmelsesudvalgets begrundelse for at antage afhandlingen anføres bl.a.:

"Afhandlingen giver en overbevisende argumentation for nødvendigheden af at gennemtænke det erstatningsretlige værn på miljøområdet i en bredere sammenhæng, end det hidtil er sket, og dens analyser udgør et væsentligt bidrag hertil. Denne kvalitet ved afhandlingen skyldes ført og fremmest, at den anskuer problemstillingerne på tværs af de juridiske discipliner, især ved integration af privatretlige og offentligretlige regler og principper. Dette har samtidigt bevirket, at afhandlingen fremlægger et meget stort materiale, og at dette gives en mere alsidig belysning, end det ville have været muligt, hvis det var blevet behandlet ud fra en snævre og mere traditionel synsvinkel , (..)Valget af analysemetode og af miljøansvarets rettighedsside som indgangsvinkel udgør utvivlsomt selvstændige og originale bidrag både til belysning af de omhandlede problemer og til udvikling af retsområdet.".

Få 15% i rabat på din første bestilling >

Tilmeld dig nyhedsmailen i dag
15% i rabat på din første bestilling

Tilmeldingsformular til Djøf Forlags nyhedsbrev

*Vælg dine interesser: