Benedict Spinoza (1632-1677) er en af de væsentligste og mest radikale fornyere af den vestlige politiske filosofi i den tidlige modernitet. Samtidig er han også den mest markante repræsentant for den tidlige oplysningstænkning.

JAMES M. BUCHANAN (1919-2013) var økonom og anvendte ikke alene økonomiske redskaber til at belyse snævre økonomiske problemer, men også bl.a. politiske. Han er en af grundlæggerne af public choice-teorien (rational choice), dvs. studiet af politik med udgangspunkt i vælgere og beslutningstagere som rationelle, egennyttige aktører. Tilgangen fik afgørende indflydelse på moderne politologi, og han modtog i 1986 Nobelprisen i økonomi på baggrund af denne forskning. Buchanans projekt var imidlertid større og mere vidtrækkende.

GEORG WILHELM FRIEDRICH HEGEL (1770-1831) er inden for den politiske tænkning en kontroversiel skikkelse, som tidligere er blevet anklaget for totalitarisme, men som i vor tid i højere grad anses for at være en moderne, liberalt orienteret filosof med sans for den Franske Revolutions politiske frihedsidealer.

VLADIMIR LENIN (1870-1924) er ikke blot en af de mest fremtrædende og omstridte politiske lederskikkelser fra det 20. århundrede, men også en markant politisk tænker. Hans tanker om revolutionen, det revolutionære parti, den kapitalistiske stat, proletariatets diktatur og den moderne imperialisme er lige så indflydelsesrige, som de er kontroversielle. 

John Locke kan betragtes som den liberale politiske filosofis grundlægger. Han formulerede en række principper, som står helt centralt i den liberale tradition. Adskillelsen mellem stat og samfund – og mellem det offentlige og det private menneske – udgør således kernepunkter i Lockes politiske filosofi.

Immanuel Kant (1724-1804) hører ubestridt til blandt vestens vigtigste filosoffer. Allerede i sin samtid blev han anerkendt for sit bidrag til erkendelsesteori og moralfilosofi. Immanuel Kants bidrag til statskundskab og politisk teori er mindre kendt. Men faktisk har Kants moralfilosofi haft betydelig indflydelse på udviklingen af den nyere tids politiske teori. Blandt andet hans kategoriske imperativ og ideen om, at alle mennesker bør behandles som mål i sig selv og ikke blot som middel, henvises der ofte til.

Erik Rasmussen (1917-1995) anses af mange for at være dansk statskundskabs ophavsmand. Som en af landets to første professorer i faget var han i årene 1959-1984 med til at opbygge Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. Hans lærebog, Komparativ Politik (1968-69), var obligatorisk for de første generationer af cand. scient. pol.’er og med til at skole disse i den videnskabelige værdirelativisme, strukturfunktionalismen og David Easton’s opfattelse af politik og det politiske system.