Retskilder og retsteorier

Pris

Papirbog
675,00 kr
Medlemspris
540,00 kr
Udgivelse på vej
Udgave 6, 2021 | ISBN 9788757448337
610 sider | Softcover
  • OM BOGEN

Den hermed foreliggende 6. reviderede udgave af Retskilder og Retsteorier bygger ligesom 5. udgaven fra 2017 på Tvarnø & Nielsens retsteori, der kaldes europæisk, realistisk retspositivisme.

Bogen består af 17 kapitler. Kapitel 1 giver en introduktion til de følgende kapitler, der er opdelt i to dele. I del I gennemgås de retskilder, der anvendes i retsvidenskaben og i juridisk praksis samt i retsdogmatisk fortolkning. I del II  gennemgås de vigtigste retsteorier og teoretiske perspektiver på retten.

I bogens del I gives i kapitel 2 en indledning til retskilder og retsdogmatisk fortolkning. I kapitel 3 gennemgås regulering, der omfatter dansk lovgivning i vid forstand (grundloven, almindelige love, bekendtgørelser, mv.), EU lovgivning, der omfatter traktater (TEU (Traktaten om den Europæiske Union), TEUF (Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde) og Chartret om grundlæggende rettigheder), EU-retlig sekundærlovgivning (forordninger, direktiver, afgørelser, henstillinger og udtalelser) og folkeretlige traktater og rekommendationer. Derefter behandles i kapitel 4 professionel juridisk praksis (domspraksis, administrativ praksis og juridisk forskningspraksis). Kapitel 5 handler om retssædvaner, kutymer og god skik-regler. I kapitel 6 gennemgås retsprincipper, almindelige retsgrundsætninger og forholdets natur. I kapitel 7 behandles retsdogmatisk fortolkning. Kapitel 8 handler om komparativ ret og metode og kapitel 9 om retshistorie.

I bogens del II gives i kapitel 10 en introduktion til retsfilosofi. Herefter gennemgås de vigtigste retsteorier og teoretiske perspektiver på retten. I kapitel 11 behandles naturret, i kapitel 12 hermeneutik, i kapitel 13 retspositivismen som udformet navnlig af Hans Kelsen og videreudviklet i ’critical legal positivism’ og institutionel retsteori og i kapitel 14 skandinavisk realistisk retsteori som udformet navnlig af Alf Ross. I kapitel 15 gives et kønsperspektiv på retten og kapitel 16 handler om retsøkonomi. Hovedtrækkene i europæisk, realistisk retspositivisme opsummeres i bogens sidste kapitel (kap. 17).

Europæisk, realistisk retspositivisme skaber en syntese mellem den klassiske retspositivisme som udformet af Kelsen og Ross’ realistiske retsteori. Retten anskues ud fra en monistisk synsvinkel, hvor danske retskilder, EU-retlige retskilder og folkeretlige retskilder ses som ét stort, integreret retssystem. Gyldig ret (gældende ret) defineres som regler, der anvendes i juridisk praksis, fordi anvenderne på grundlag af en retsdogmatisk analyse finder, at de hører til retssystemet.

Bogen anvendes i universitetssektoren som lærebog på både bachelor- og kandidatniveau og på ph.d.-kurser. Bogen henvender sig generelt til alle, der er interesseret i, hvad retskilder og retsdogmatisk metode (juridisk metode) er, og hvilket teorigrundlag den hviler på.

Forfatterne er professor, ph.d. Christina D. Tvarnø og professor, dr.jur. Ruth Nielsen, begge ansat på CBS LAW.

Se alle titler inden for jura - almene emner

NB: Ved køb af denne titel forudbestiller du bogen. Bogen vil blive sendt til dig, når den udkommer primo juli 2021.

Læs mere