Med hånden på statskassen

Med hånden på statskassen

– Økonomer i regering

Af

Jørgen Hansen , Niels Kærgård , Jens Segelcke Thomsen

Pris

495 kr

Om bogen

Bortset fra en uge i 1920 og et halvt år i 1945 har der været økonomer i alle danske regeringer mellem 1897 og 2014. I 1970’erne var man oppe på at have 6 økonomer i regeringen. Men siden Margrethe Vestager forlod regeringen for at blive kommissær, har der kun af og til været en enkelt. Andre samfundsfag har overtaget magten.
I denne bog skildres økonomernes historie i toppen af dansk politik. Der er 28 portrætter af økonomer, der har været ministre. Fra Erik Scavenius til Erhard Jakobsen og Peter Brixtofte. Det er en bog om økonomer, skrevet af 24 økonomer. Men ikke skrevet for økonomer; bogen giver et interessant indblik i det sidste hundrede års danmarkshistorie.
Forfatterne har på forskellig måde haft et forhold til dem, de skriver om. Det giver meget forskellige portrætter. Nogen maler forsigtige, realistiske portrætter; andre laver mere dristige skitser af nogle få hovedlinjer.
De beskrevne er meget forskellige. Nogen blev økonomer, fordi de skulle læse et eller andet, mens de opbyggede den politiske karriere; andre var topøkonomer, inden de blev politikere.
Bogen er redigeret af tre af dansk økonomis ’grand old men’, fhv. nationalbankdirektør Jens Thomsen, fhv. overvismand Niels Kærgård og fhv. direktør for Dansk Industri Jørgen Hansen.

Udgave:

1

Udgivelsesdato:

12.07.2019

Sider:

600

ISBN:

9788757440867

"Men det er i virkeligheden helt forkert – tværtimod har økonomerne siden midten af 1970erne gradvis mistet magten. Det blev klart for os, der arbejdede med den netop udgivne bog ”Med hånden på statskassen – økonomer i regering”. I bogen beskrives og analyseres de økonomer, der som ministre har præget dansk politik i de sidste 100 år."
- Uddrag fra kronik af forfatter Niels Kærgård, Berlingske d. 13. september 2019.

"Det moderne danske samfund blev formet i 1957. Valget mellem en socialdemokratisk og en liberal samfundsmodel var på vippen, og det var nærmest et tilfælde, at vi fik en socialdemokratisk præget velfærdsstat, skriver medforfatter til ny bog."
- Uddrag fra kronik af forfatter Niels Kærgård, Kristeligt Dagblad den 22. oktober 2019