Ved lov nr. 396 af 13. juni 1990 - særejereformen - ændredes reglerne om formueordningen mellem ægtefæller. Reformen medførte større aftalefrihed.

Hvor langt rækker aftalefriheden? Hvad betyder det, at reglerne om formueordninger er præceptive? Kan ægtefæller supplere lovlige formueordningsaftaler med individuelle aftaler af formueretlig karakter? Hvad gælder, hvis ægtefæller har indgået en ulovlig formueordningsaftale eller en formueordningsaftale og en tillægsaftale, som under ét etablerer en ulovlig ordning? Hvad betyder en valgt formueordning for de regler i arveloven, retsvirkningsloven m.v. om særeje og fælleseje, der ikke blev præciseret ved reformen?

Disse spørgsmål drøftes indgående på baggrund af forarbejderne, tidligere reformovervejelser, retspraksis og hidtidig teori.

Der er en kritisk gennemgang af de seneste års tinglysningspraksis vedrørende ægtepagter om erhvervsvirksomheder og pensionsordninger. Derudover gennemgås vederlagskravsreglerne, der regulerer sammenblanding af midler fra en ægtefælles fælleseje/uskiftet bo med midler fra særeje. Endelig gennemgås særejereformens betydning for særejebestemmelser truffet af tredjemand.