Magtfordelingen mellem de øverste statsorganer er fastlagt i grundloven § 3, som ofte antages at være beslægtet med Montesquieus udlægning i "De l'Esprit des Lois". Bestemmelsen blevet aktuel ved Højesterets underkendelse af den såkaldte Tvind-lov i UfR 1999.841 H. Her i forfatterens doktorafhandling gennemgås magtfordelingslæren (med særligt henblik på den lovgivende magt) både idéhistorisk og retsdogmatisk, ligesom magtfordelingens betydning for den demokratiske styreform belyses.

I den idéhistoriske del gennemgås magtfordelingslærens udvikling, dels i udlandet (England, Frankrig og USA), dels i forarbejderne til grundloven og i den danske forfatningsretlige litteratur. I den retsdogmatiske del, opstilles en række nye fortolkninger af magtfordelingens betydning for forholdet mellem lovgiver og domstole samt forholdet mellem lovgiver og regering/forvaltning.

I den afsluttende del diskuteres det, på hvilket grundlag domstolenes tilsidesættelse af lovgivning kan ses som handlinger, der styrker en demokratisk styreform, snarere end som handlinger, der er undergravende for demokratiet. Her introducerer forfatteren et lighedsprincip og argumenterer for, at en demokratisk styreform er kendetegnet ved en løbende afbalancering af dette princip over for det traditionelle flertalsprincip.