Hvad skal Danmark fremover leve af? Hvordan skal landet klare sig i den globale konkurrence og bevare velstand og velfærd? Hvordan kommer Danmark op i førerfeltet blandt verdens videnøkonomier?
Vi befinder os midt i et radikalt økonomisk og kulturelt systemskifte, hvor hele den måde, hvorpå vi skaber værdi, tager risici, bruger ressourcer, udvikler viden, føler ansvar, spiller sammen etc. er under forandring. Denne gennemgribende omstillingsproces stiller store krav til engagement og samspil og vil derfor berøre os alle. Men for at processen skal hænge sammen, kræves styring og lederskab på alle niveauer. Ikke nødvendigvis som vi plejer, for vilkårene for ledelse ændres i fremtiden radikalt. De næste generationer af ledere og medarbejdere er selvbevidste og selvledede aktører, der gerne vil forstå målene, meningen og mulighederne med det, som andre forventer af dem. Det udfordrer fremtidens lederskab, som skal være mere autentisk, dvs. nærværende, oprigtigt, opsøgende, udfordrende, involverende og kommunikerende.
Bogen giver nogle bud herpå, som kan benyttes ude i virksomhederne til at sætte innovationen i gang.
Preben Melander er professor i anvendt ledelsesteknologi og direktør for Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse (CVL) ved Copenhagen Business School.
Indholdsoversigt
I. Ledelsesreformen - et svar på den økonomiske krise II. Fremtidens strategiske lederskab III. Performance Management i praksis IV. De organisatoriske og menneskelige vilkår for ledelse og styring V. Udvikling af nye ledelseskoncepter og ledelseskompetencer VI. Udviklingslaboratoriet - Et nyt koncept til ledelse af ledelsesudvikling
Omtale af bogen
"Helt generelt er det en fornøjelse at læse Melanders artikler. Han kombinerer stor viden på området med en ligefrem og engageret skriveform. Han går bag om problemerne og bevæger sig ubesværet mellem Clausewitz og Drucker. Der er konstant fokus på fremtiden når retningen skal udpeges, men ikke mindst bliver der reflekteret og argumenteret i konstant bevægelse og med et skarpt blik for rustne forestillinger. Det er ikke alt sammen nyt stof, men det er enkelt og ligefrem forklaret, og mange af artiklerne vil være oplagte som diskussionsoplæg i forskellige udviklingsdebatter rundt omkring." - Jørgen Bartholdy, Kommunen
|