Om bogen

Festskriftet er udgivet i anledning af Ole Bjørns fratræden som professor i skatteret ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet den 1. september 2003 og hans tiltræden som adjungeret professor i skatteret samme sted den 1. marts 2004. Festskriftet er udgivet med støtte fra FSR's Studie- og Understøttelsesfond.

Ole Bjørn har i mere end 35 år beskæftiget sig med skatteret, hvilket har resulteret i en lang række bøger og artikler om skatteretlige emner. Hans indfaldsvinkel til skatteretten har været såvel en teoretisk indfaldsvinkel som forsker og underviser inden for handelshøjskole- og universitetsverdenen som en praktisk indfaldsvinkel som rådgiver - og ikke mindst - som formand for Ligningsrådet i perioden 1995 til 2001. Sammensætningen af festskriftets bidragsydere afspejler således også Ole Bjørns brede berøringsflade til kollegaer såvel inden for som uden for universitetsverdenen. Emnerne, der behandles i bogen, spænder derfor også vidt. Der kan bl.a. nævnes emner som fradragsberettigede omkostninger, kooperationsbeskatning, fortolkning af dobbeltbeskatningsoverenskomster, aktieløn, virksomhedsordningen, registreringsafgiften, moms, sletning af børsnoterede papirer, forholdet mellem skatteret og civilret, samt emner inden for den formelle skatteret.