Køb denne titel
Siden det allerførste EU udbudsdirektiv har alle udbudsdirektiver indeholdt bestemmelser om unormalt lave tilbud. Reglerne for offentlige udbud omhandler først og fremmest procedurer for indkøb og kun en enkelt bestemmelse omhandler den konkrete vurdering af priser, ved at give ordregivende myndigheder rettigheden til at afvise tilbud, der efter en gennemgang af tilbuddets indhold, hvor tilbudsgiver har mulighed for at forklare prisen, viser sig at være unormalt lave. På denne måde regulerer bestemmelsen om unormalt lave tilbud indirekte tilbudsgivers prisfastsættelse.
Bestemmelsen indebærer tilsyneladende, at der ikke foreligger nogen forpligtelse til at afvise unormalt lave tilbud. Dette tager bogen udgangspunkt i. Da ordregivende myndigheder har mulighed for at afvise tilbud, der har vist sig at være unormalt lave, henleder det tankerne på den vanskelige opgave, der består i at skelne mellem reel priskonkurrence og unormalt lave tilbud. Med andre ord ligger der implicit i muligheden for at afvise unormalt lave tilbud, at ikke alle former for (pris)konkurrence er ønskelig.
Denne bog er en let modificeret udgave af forfatterens ph.d.-afhandling fra Copenhagen Business School.